Der er nogen ting, jeg klare bedre end andre ting. Det er ikke sådan at jeg kan det jeg vil og ikke kan det jeg ikke vil, der er mange spændende ting jeg ikke har overskud til og jeg må vælge fra.
Alligevel skal jeg gang på gang undskylde for ikke at magte ting, for at blive mere træt end beregnet af mig selv/andre, at ikke kunne opfylde målsætninger og deadlines, at jeg på den måde ikke holder aftaler.
Problemet med Autisme og ADHD er at det er svært at fuldstændigt beregne hvad ting koster på energikontoen. Og skal man det, når det er det der er "i vejen med en", hvorfor skal det så diskuteres og godtgøres?
Jeg ved ting kan koste, jeg ved det er en balencegang, men jeg ved også at vover jeg intet, så kan jeg bare sidde hjemme og glo. Tingene vil nok aldrig komme i balance, det kan jeg leve med, men kan andre?
På en underlig måde er det som om man ikke kan slå sig til tåls med at det jo er det min diagnose handler om? Og at jeg ingen hjælp har fået til selvforståelse, eller hjælp i hjemmet tilrettelagt til Autisme/ADHD.
Jeg er træt af at skulle forsvare mig selv, jeg prøver bare at leve og overleve, jeg tager gode valg og mindre gode valg, hvilket er ret alment menneskeligt.
Må jeg holde jul? Må jeg af og til kaste mig ud på det dybe? Må jeg nogen gange gå i hi og bare lave meget lidt?...Eller er det det med at yde før man kan nyde, men er der så nogen sinde tid til at nyde og hvor skal overskuddet komme fra, at man er artig i andres øjne?
Vil der i løbet af 2016 komme en løsning, kan jeg få hjælp til at få balance, eller handler det om at balancen er der hvor jeg har lov til at være mig, at mine valg ikke er op til andre at vurdere, så længe jeg ikke gør noget helt tåbeligt. Og jeg ellers får det nødvendige støtte på det punkter jeg har det sværest.
Er jeg et menneske der træffer fornuftige valg? Er jeg for impulsiv? Umiddelbart ville jeg sige jeg er begge dele, og det plejer at gå.....sådan mere eller minde.
Men så længe det ikke går helt galt er det vel beder at tro på sig selv som et kompetent menneske, at selvværd, selvtillid og empowerment er tilstede?
Hvis jeg ikke havde Autisme og ADHD så var der meget jeg ville, men fordi jeg har de to ting skal jeg så vælge stort set alt fra for at leve i vat og bomuld, også for at tækkes omgivelserne og kommunen, fordi at når man har problemer og en pension så skal man aflevere alle sine drømme?
Fordi at alle ens kræfter kun må gå til det der er godkendt i forhold til en som mig, at jeg må blive i rollen som klient/borger/diagnosticeret for at være artig og passe ind i systemet...fordommene?
At leve med Autisme er ikke et enten eller, andre opstiller
Som førtidspensionist må jeg åbenbart ikke kunne/vide /afprøve noget, jeg skal holde mig til klientrollen. Og jeg skal kunne redegøre for alle valg der i andres øjne kunne virke selvmodsigende og/eller mindre hensigtsmæssige.
Jeg har mødt alt for mange, der er endt med et begrænset liv, et liv der ikke består af at møde forskellige mennesker og miljøer, et liv hvor folk kun ser sig selv som sårbare og nogen der skal passe på sig selv altid, og på den måde er det det liv de får, et liv der er afgrænset og udenfor samfundet, men lav selvtillid og selvværd. Jeg synes det er værd at kæmpe for noget andet og bedre. For jo mere man vælger fra fordi det kunne være for meget, jo mere mister man år for år, stilstand og afvikling.
Men jeg kan ikke, ikke være mig, jeg kan ikke slukke for mig, og jeg kan ikke se en fremtid, der bare er tid der skal gå, et liv bygget på at huske på begrænsninger, der ser så mange at jeg ikke gider at holde regnskab med dem, jeg vil hellere huske på at livet er til for at bruges, selvom det kan give nogen skrammer. Det er jeg ok med, burde det ikke være godt nok så?......Nok ikke hvis Kommunen ser det går ud over aftalerne om støtte, og de ikke synes jeg hænger nok i....Jeg mener selv jeg gør hvad jeg kan, jeg skal jo balancere energi, humør/depression, praktiske opgaver, stress, Autisme, ADHD dagligt, det kræver trods alt sit menneske.
Jeg kan ikke alt det jeg vil, men jeg kan stadig noget!
