søndag den 2. august 2015

Hvordan er det du er anderledes end mig? - Eller den dansende Autist

Som den nydelige rimeligt fornuftige dame jeg er, så kan folk undre sig over hvad det egentligt skulle være i vejen med mig der skulle være så svært at håndterer i hverdagen.

Nu er det jo sådan at jeg jo altid har været mig, min hjerne har altid været på den her måde, jeg er blevet voksen og klogere, jeg har lært at være bedre til at omgås andre, løse opgaver der ikke ligger naturligt til mig. Men grundlæggende er den meget som den nu er....og hvordan kan jeg vide hvordan du tænker? Netop det med hvad andre tænker er en del af Asberger/Autisme, hvad er det de andre tænker?

Men det er jo også befriende at andre også undre på hvad det er der foregår oppe i kuplen. Nu er vi jo alle unikke solister som Autister, forskellige evner og ressourcer, forskellig baggrund. Så både evner og problemer falder forskelligt ud. Det fælles er en overstimulering af sanserne, ikke de samme sanser eller i samme grad. Men fælles betyder det at der ikke er den samme sortering af indtryk, af hvad der er vigtigt og hvad der med fordel kunne sorteres fra af "støj på linien" i ens omgivelser som hos folk med en ikke Autistisk hjerne.

Personligt har jeg indlæringsvanskeligheder, eller nærmere jeg har problemer med at lære på den officielle facon. Er jeg på kurser sidder jeg på først række, med ørene slået ud, og formentlig irriteret over folk det knirker, eller snakker i baggrunden, dør der åbnes, evt. trafik udenfor. Så i en blanding af irriteret koncentration forsøger jeg at få mest muligt med, samtidig med at min egen hjerne hopper rundt. Når jeg skal lære helt nye ting synes jeg jeg er direkte dum, jeg bliver nød til at gøre det samme igen og igen, og igen. Hvor alle andre synes at have fattet hvad det drejer sig om for længst, uh pinligt. Det jeg så endeligt har fattet eller har let ved, kan jeg bare jonglere rundt med som jeg vil.

Og så er der det med det sociale og fokus. Jeg har også været til mange fester før i tiden hvor jeg aldrig fik hyggesnakket med nogen, måske lidt under spisningen og når der blev sat musik på så var jeg ikke til at få en snakke kontakt med.

De fleste af de andre sad og hyggesnakkede, men jeg blev ude på dansegulvet, med ture efter vand og tissepauser og eftersøgning af event. dansepartnere. Så mens de flest andre fik gode snakke og fordybede relationer, så hoppede jeg bare rundt. Ja, jeg havde det sjovt i min egen optik, men alt var rettet mod en ting uden mulighed for at slå over i at gøre noget andet og være sammen med dem der faktisk gerne ville tale med mig. Det social er jo at man nemt kan glide ind i forskellige situationer uden nærmest tvangsmæssigt kun kunne nogen få ting man så holder sig til. Ja, jeg elsker at danse, men når jeg ikke også kan hygge ved bordene bare lidt af tiden, eller bare nogen af gangene, så bliver det et mønster. og et mønster der forhindrer bla. venskaber. For det ville jo have været godt for mig, jeg vil gerne andre, komme tættere på mentalt/personligt, men det kunne ikke ske når jeg bare fes rundt i flere timer. Det er helt uskyldigt, men det betyder noget i forhold til det sociale.


Jeg hopper rundt der, et eller andet sted


Jeg har faktisk ret svært ved at multitaske i sociale situationer, specielt hvis der er noget af det, der mere har min personlige interesse....Men er det et stort problem? Ja, det kan det være og det kan det blive, ting/signaler kan misforstås af andre, så det kan absolut kæntre med mig som taberen og jeg er ikke god til at rette op på den slags når tingen først er sket.

Forventer andre en "normal" dialog, hvor jeg stiller sprørgsmål til dem fx. er det ikke sikkert jeg kan levere. Jeg kan vælge at kører en "maske snak" fordi det er forventet jeg skal sig noget, hvor jeg bare kører på autopilot. Det kan virke ret egocentrisk på andre. Og egentligt er det bare en sanse overload der forsøges dækket på en lidt mekanisk/manisk facon, fordi der egentligt er noget andet jeg har fokus på. Og jeg kan virkeligt have monomant fokus koste hvad det vil.
Monomant fokus er fedt, det kan flytte bjerge, men det bliver let for meget for andre for stort, komplekst næste manisk.

Og jeg er lykkelig når det er stort komplekst og lidt manisk, det er der hvor jeg lever, jeg er ude i de tynd grene, snuser rund, mærker lære. Det er bare pokkers ærgerligt der også er en bagside til medaljen...

Samtidigt med mine antenner opfatter meget, er der også social ting jeg ikke opfatter eller synes er væsentlig i forbindelse med mig og hvad der er min opgave at honorere, det sidste kan være nok så farligt:-D

Så noget af det der er for Asbergers/Autister er at der er rigtigt meget gang i den oppe i hovedet 24/7 om man er alene eller sammen med andre, og der er ikke rigtigt en off /snoose knap, selvom det af og til ville være ret lækkert, 3 timer efter man er gået i seng, drøner hjerne rundt, det kan så være gode tanker eller negative tanker, men sove vil den ikke.

Jeg ser meget, jeg hører meget, jeg tænker meget, jeg føler meget, som at leve på en karrusel uden at komme af igen. Jeg tager det hele ind og forsøger at absorbere, jeg bliver bedre, men det er en udfordring, og målet er at få mindre af det belastende negative og mere af det positive kreative.




Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv