onsdag den 26. august 2015

Mon der er nogen hjælp at hente?

Jeg fik endeligt afleveret de papirer med min diagnose til kommunen, så jeg kan komme over i handicap afdelingen. Men spørgsmålet er om der er noget reelt formål med det skift, jeg hører/læser at der er lukket for rigtigt meget hjælp, at kassen er smækket i.

Som ny diagnosticeret og med en del problemer med at klare hverdagen, der har medvirket til depression og stress, er det at få diagnosen ikke nok til at være til nogen hjælp i sig selv, hvis det ikke betyder at jeg får viden og den rigtige hjælp i det mindste i en periode.

Betyder en Autismespektrumforstyrrelse diagnose at jeg bare skal ned på biblioteket, så jeg kan lære mig hvordan jeg klare mig bedre i fremtiden?

Jeg ser at andre med Autisme og ny diagnosticeret autisme kæmper en kamp med myndighederne, Fx. omkring bostøtte, tilskud til hjælpemidler, ressourceforløb, betalte forløb der skal gøre dem bedre i stand til at løse situationer i hverdagen og få en bedre fungerende hverdag.




Mennesker der bliver diagnosticeret sent, har jo ofte ikke stiftet bekendskab med hvad der kan stabilisere, de har heller ikke en masse viden om hvad Autisme/Aspergers er for noget. Og bøger, nettet, Facebook grupper, foreninger er ikke altid nok til at få den indsigt og de forandringer, en diagnose kunne føre til.

Bekymrer jeg mig på forhånd?.....Jeg prøver vist bare at blive realistisk, men også stålsat.

Noget andet er, at man får stukket en henvisning ud til en psykiater og men har brug for en psykiater med speciale i Autisme, dem er der meget få af, der har en aftale med sygesikringen. Det betyder egenbetaling og nogen er på overførselsindkomst eller førtidspension, og der er ikke lige råd til en psykiater der kan koster over 1000 kr pr gang eller mere.

Selv fik jeg en diagnose juli 2015, bygget over mine gamle papirer og en kort samtale. Så jeg har ingen mere konkret viden om hvad min diagnose betyder, eller om den også ved nærmere eftersyn indeholder noget mere fx. en ADD. Og hvad kan jeg gøre og hvad bør jeg ikke gøre og ikke mindst: Er der bedre fremtidsudsigter? For det hele handler jo om at jeg har været på kollisions kurs i årevis, uden at forstå hvorfor.

Nu er spørgsmålet om jeg bare skal smutte på biblioteket, eller om jeg kan få en professionel vejledning til at få lidt mere ro på mit liv, om jeg skal have lidt medicin eller ikke. Hvordan mine praktiske problemer i boligen bedst løses. Hvor meget jeg kan, før jeg er i fare for at sætte det til jeg har opnået. Autisme/Asbergers er noget man kan leve godt med, men det forudsætter viden og erfaringer, efter næsten 50 år uden den viden, synes jeg at den viden og erfaring for en gang skyld godt måtte blive lidt leveret, uden at jeg igen skal ud og kæmpe mig til den helt alene og uden en dialog.


mandag den 24. august 2015

Min personlige udgave af Aspergers

Selvom en del siger at jeg ikke virker Autistisk, så står jeg absolut også på mål for andres undren, bedst hvis folk i det mindste ser det humoristisk, fremfor at se det negativt.

Hvad er det så jeg går og laver?:

At jeg ofte svare seriøst på folks pis, selvom jeg faktisk godt ved det er noget pis.

At jeg kan sige noget så folk tror det er ironisk, men jeg faktisk mener det.

At jeg har svært hvad at sige hej/goddag specielt når jeg har mødt folk før. Jeg hopper direkte ind i en dialog, jeg kan heller ikke finde ud af farveller.

Nogen gange siger jeg bare bla. bla. ting for at fylde ud. Jeg har min egen bull shit generator.

Jeg tager livet alvorligt, jeg er faktisk ret passioneret omkring livet. Bare ærgerligt at jeg ikke orker det jeg gerne ville.




Jeg kan være rimeligt morsom/underholdende, men den ligger lidt i de for mange detaljer jeg tilfører, og spring i kontekst.

Jeg kan absolut have en rap replik, hooost!

Jeg kan være svær at aflæse. Jeg har ikke altid det rigtige ansigtsudtryk på.

Nogen siger, jeg kan være ret kontant....

Nogen synes at jeg lytter og spørger for lidt....det er som regel med folk jeg ikke kender godt, eller der ikke interessere mig...eller i situationer hvor jeg har andet jeg er mere interesseret i.

Jeg foretrækker der er et formål med ting.

Jeg er ikke så fiks når det gælder "gå i byen" signaler.

Jeg er ikke ret vild med at folk er for fysiske, men skelner ikke specielt mellem passende/upassende...hmmmm.

Når folk rører ved mig kan jeg fornemme hvordan jeg har det, men da jeg sandsynligvis ikke har det fysisk godt, er det ikke ubetinget fedt.

Jeg bliver meget let distraheret, hele tiden, hjemme og ude, på en måde er mit liv en stor distraktion.

Jeg har det svært med lyde.

Jeg har det svært med stærkt lys.

Jeg ser ikke på andre på gaden, udover at konstater de er der.

Jeg har lettere ved at se folk i øjnene på en naturlig måde nu.

"Feminin" er noget jeg har i mit klædeskab. Indeni er jeg bare et menneske.

Mit hjem er der hvor jeg opbevare ting og sager, og forhåbentligt kan finde en stol og sengen.

Folk bliver ofte blivet hægtet af når jeg taler.

Jeg virker ofte enten helt on eller helt off, ikke midt i mellem.

At jeg ikke har et problem med at nuppe den første bid kage, eller hvad der nu er.

"Foretager du dig nogensinde noget normalt" (sagt om mit sociale liv)...."Næææ, helst ikke alt for meget hvis jeg kunne vælge" fordi jeg plejer at underholde med de ting, der kan virke lidt ekstreme på nogen, jeg er ikke så vild med main stream, og almindelige fester eller koncerter, og når der sker noget skal der være knald på lampen.

At være dannet og opføre sig pænt, kan blive for kedeligt og klaustrofobisk, hvorfor passe ind, hvis man kan være lidt upassende af og til?

Jeg mangler ikke interesser, jeg har svært ved at forstå at mange ikke rigtigt har interesser.

Nogen gange forsøger folk at opdrage på mig, efter min diagnose vil jeg fortælle dem hvad jeg mener...Folk er ikke min Far eller Mor og jeg er voksen, helt voksen. Jeg er lidt underlig på nogen punkter, men lev med det, jeg må jo også leve med andres måde at være på, uden jeg har retten til at rette eller dømme.

Jeg lever i en verden der er indrettet til nogen der ikke er mig. Jeg bruger den "forkerte hånd", er ordblind, B menneske og lettere Autistisk og det skal jeg jonglere med hele tiden uden at falde for meget igennem.

Jeg har i hovedparten af mit liv altid gået udfra, at andre var mere rigtige end jeg.

Jeg har tidligere troet at andre mennesker meninger om mig, var absolutte sandheder.

..........En dag bliver jeg afklaret med at være i et fremmet territorie, at jeg er "en anden slags" her, at trække på skulderen og bare konstater at der er flere måder at gøre ting på, jeg er et fornuftigt og velvilligt menneske, det må være godt nok. Jeg kommer aldrig til at kunne se mig selv gennem andres øjne, eller komme til at opleve andre fra et andet perspektiv end det min egen hjerne kan levere, men der ligger også en vigtigt viden i at forstå, hvad man ikke forstår, at der er et andet liv, mange liv -og meget mere.













søndag den 23. august 2015

Et værdifuldt menneske

Hvordan kan man være et værdifuldt menneske, i en tid hvor alt gøres op i kroner og øre, og alt hvad der ikke har et afkast ses som spild og kun en byrde for samfundet?

Forældre kan igen og igen sige til deres barn: "Du er værdifuld uanset hvad", for man skal ikke nå at blive ret gammel for at kunne se hvordan værdi beregnes og hvad samfundet anser som værdifuldt og dermed væsentligt.

Selv bliver jeg da rost rimeligt ofte, hvilket jeg kun har en skuldertrækning overfor, "Hmp, jo ja, måske jeg er" Ikke udfra den Danske manglende evne til komplimenter, men fordi jeg ved at uanset hvor smuk/lækker/klog/sjov/spændende/kreativ/vidende/erfaringsrig nogen måtte mene jeg er, så er det ikke det der tæller når det kommer til stykket, det jeg kan er ikke mere værd en palietter tabt på gaden, lidt fest og farver, lidt der afveksler, men uden reel værdi.




Jeg har aldrig kunne levere det der efterspørges, "Det samfundet har brug for". Og jeg har resigneret, de dage er talte hvor jeg forsøger at prøve på at imponere nogen, eller det håber jeg, for jeg ved jo hvordan det ender.

Og ja, jeg skal tage mig sammen og sigt tak for komplimentet, for det er overskud når folk siger noget pænt, det er en rigtig god evne og det er vigtigt. Og det er ugenerøst at jeg ikke bare smiler og siger tak.

Lige nu sidder jeg og skriver CV og jeg er ved at skyde mig selv i foden, for jeg har gjort det jeg ved jeg ikke må, jeg gør det dårligt, selvom jeg vel burde vide hvordan jeg skulle gøre det.
Huller jeg ikke orker at fylde ud, selvom jeg sikkert har lavet et eller andet, som jeg bare ikke selv tillæger større værdi, eller der ikke virkede til at værdi -årtier af "kunstnerisk stræben" der nu bare synes så lige meget, at sætte ord og årstal på.
Og jeg kan ikke huske hvornår jeg gik ud af 10 klasse, og i øvrigt er hvad der måtte være af eksamenspapirer væk, helt væk jeg har forsøgt at opspore dem. Men det er også ligemeget det var ikke gode karakterer., så måske held i uheld.
Og jeg ved at et eller andet sted, i det skab der nemt vælter hvis jeg forsøger at hive de kasser ud med personlige papirer, vil der stå noget om hvad jeg lavede mellem 10 klasse og jeg var 31....men betyder det noget i forhold til nu?

Jeg kan holde et oplæg, og jeg kan synge en sang og danse samtidigt når det går godt. Og så er der de der erfaringer jeg har samlet mig. Og når det hele bliver lagt sammen så er det måske meget godt. Og måske jeg kan bidrage med noget brugbart, og måske folk kan leve med at jeg er noget "speciel".

.......Ellers må jeg fortsætte at drysse palietter ud her og der.






lørdag den 22. august 2015

Det indre liv under glasklokken

Det er svært at sætte ord på, jeg har så mange gange i mit liv forsøgt at sætte ord på mit indre liv, på ting jeg har kæmpet med uden at jeg har følt nogen kunne høre det.
....men måske mennesker bare ikke kan kommunikere de ting så det står klart? Måske det bare er en drøm om det åbne sind der kan formidles direkte og med mindst muligt filter fra sjæl til sjæl, og man med en Autisme bare føler det mere tydeligt, den menneskelige isolation.

Eller så er det bare mig, der sætte et filter op, eller jeg taler i gåder, eller det jeg siger ikke kan formidle graden af hvad jeg føler. At jeg sætter ord foran, samtidig med at jeg tænker, selv det klareste vand har sine forvrængninger.

Jeg tror faktisk at jeg i kropsudtryk stivner når jeg forsøger på at udtrykke væsentlige ting, at min ellers levende mimik og gestikuleren, forsvinder når det bliver alvor.

Måske der er et "ikke udtryk" når jeg har mest brug for at udtrykke, at jeg bliver Andy Warhol og bare sidder der med et blankt udtryk, og følelser inden i der bobler, men er helt tildækket, eller meget mere tildækket end jeg selv tror, jeg føler jeg står åben, men det er jeg ikke opfattet udefra.

Der er dramaer i mit liv der tager evigheder og ikke er meget drama for andre, hvor jeg prøver at forstå, få en dialog med andre om ders opfattelse, men hvor jeg bliver ved og ved med at måtte gennemgå "dramaet", er det overstået for andre og ikke noget særligt.

Men uanset andres reaktioner er det et drama for mig, "Tag den med ro, tænk ikke så meget" Ja ja, men sådan er det ikke, sådan bliver det ikke, sådan funker min hjerne ikke.




Det ville være dejligt at være mindre påvirket af andres handlinger, det ville være rart ikke at spekulere på hvad andre tænker, men som Autist er det ikke bare et valg, eller et terapeutisk snuptag, der klare at det ikke længere er noget der skal bruges uanet tid og energi på.
Man kan jo isolere sig så meget og trække sig væk, så der er mindre at forholde sig til, færre situationer færre mennesker. Men min mission i livet synes ikke at være at søge isolationen. Men jeg finder nogen mennesker meget belastende, andre ikke. Jeg ved ikke om jeg kan lave en kategori af belastende "typer", og bare parkere dem der, og lade være med at regne dem ud, eller deale med dem uden en væsentlig grund, men hvis der er noget hvor det bobler i en, er det så ikke væsentlig grund?. Og der er jo gange man skal deale med andre om man vil det eller ej....det er ikke ret fedt..næh.

Jeg processer ikke dagligdagens informationer så godt, samtidigt med at jeg selv skaber mine udfordringer ved at automatisk komplicere indtryk og refleksions graden. Der er andre informationer der kan klares i et split sekund.

Jeg må få suppleret med noget mere verdensfjernt at bruge min hjerne til, der hvor jeg er mindre begrænset og kan hygge mig, jeg tror jeg har brugt for meget tid på omverdenen og at forstå hvad det var der var i vejen med mig, når jeg nu er nærmere på svaret på hvorfor jeg gør som jeg gør og hvorfor mit liv har formet sig som det gjorde, i det mindste nærmere på det end jeg var for nogen måneder siden, det er som om depressionen har lettet lidt, ikke at jeg har mere energi, men der er noget tyngde der er blevet smidt af.





onsdag den 19. august 2015

Nem id er ikke nem og opvasken fra Helvede

For at min blog ikke ender i at svæve på et meta plan, må jeg være lidt ærlig og socialrealistisk omkring min nuværende situation:

Jeg har forsøgt at få min stress ned, helt ned, men det er som om alt andet så går ekstra galt omkring mig, rod, gris og gammel opvask, 3 uger uden Hjemmevejleder har sat sine spor. Hjemmevejledere har jo også sommerferie, og det helt ekstra uheldige at hjemmehjælpen ringede på i torsdags meget tidligt morgen, da jeg lå og sov med ørepropper og mandag var jeg til møde og havde håbet på at hjemmehjælpen nåede at komme inden, men sådan gik det ikke. Det har været så uheldigt som det kunne og med til at situationer er værre end den plejer. Hjemmehjælpen kommer faste dage, men alt efter om det er den faste hjemmehjælp eller en afløser kan det varierer med tidspunkt og så kan det gå galt.
Så jeg er i den gamle skamfulde situation med ekspanderende rod og opvask og ting hvor de ikke bør være og jeg vaden henover ting på gulvet, en hjemme situation jeg ikke har være i, i meget lang tid og jeg havde håbet var et overstået kapitel.

Jeg havde sat mig for at dagens store vigtige opgave var, at endelig få udprintet min diagnose så min sagsbehandler kunne få den, så jeg kunne komme over i Handicap afdelingen. Men det filformat de har på sundhed.dk har været helt gak, filformatet er i en form man ikke lige kan åbne opdagede jeg jo, da min sagsbehandler heller ikke kunne åbne filen, derfor underskrev jeg en erklæring så de kunne få lusket min nye diagnose ud af Distriktpsykiatrien. Men ef en eller anden grund gik det heller ikke.




Så nu skulle jeg på den igen med sundhed.dk, og jeg skal altid tage mig alvorligt sammen inden jeg roder med nem id. Og jeg skal da nok love for at nem id ikke var nem i dag, jeg prøvede og prøvede, først på sundhed.dk, så borger.dk og da jeg havde bandet og svovlet og ventet og trykket, dukker så endelig nem id boksen op til passwordet, men der var jeg allerede helt oppe og ringe. Og så skulle jeg hitte diagnosen, og jeg åbnede flere tomme dokumenter, men fandt ud af at diagnosen havde forputtet sig længere nede, og så blev det printet -og tænk den printede faktisk.

Jeg havde på fornemmelsen at jeg ikke kunne nå at aflevere papirene på kontoret, og rigtigt nok de lukkede 15.00. Jeg kunne åbenbart ikke google hvornår de lukker, men de har vist også ændret navn til noget nyt og fikst, kunne jeg se på et opslag da jeg arriverede.....Nå men, så må jeg afleveret i morgen. Har de ikke en postkasse, joooo, men jeg ved ikke hvor mine konvolutter er.

På den ene side synes jeg at jeg får meget hjælp og alligevel går det rimeligt galt lidt for ofte...hvad kan jeg egentligt? Ikke det jeg gerne ville kunne og når jeg gør det, er det desværre også galt, fordi så er der for meget stress og så er der er en meget kontant afregning med at al energi er opbrugt, men hvad gør jeg så? 
Det er svært at være håbefuld, for havde jeg kunne klare at holde stilen jeg har kørt det sidste år og en lille smule til var det fint, men det er jo det jeg ikke kan. Jeg synes det er pinligt og sølle at jeg magter så lidt.

I forvejen synes jeg at jeg er kommet mindre ud af lejligheden end jeg plejer, og jeg har brug for bevægelsen og det at jeg er ude blandt andre.....Jeg håber at Autisme spekter diagnosen vil gøre at jeg får hjælp og rådgivning til at finde en bedre drejebog der er realistisk og så jeg ikke hele tiden ender i afmagt og et torpederet selvværd. Det er en meget vaklende livsstil på den anden måde, der bygger på et usikkert fundament af, at jeg prøver at "tage mig sammen" hvorefter jeg falder sammen, igen og igen.

Jeg er træt af det her, at balancere på kanten af mit personlige kaos. Det burde være til at overskue, men åbenbart er det det ikke, chrap! Jeg er ved at blive lidt utålmodig, og håber at der snart kommer en udredning og der kan lægges planer der forhåbentligt vil føre til en mere stabil hverdag der ikke kollapser ustandseligt.....men mon der er noget liv på den anden side af det her? ....Højtfungerende Autist?.... Muuuuhahaaaaa!....pis!












Den vrede Dame

Ja, jeg ved godt det ikke er klædelig, jeg ved også godt det ikke er praktisk eller fedt for andre det med vrede.

Det ville være bedre for mig ikke at være vred, ja ingen tvivl om det. Men hvis jeg i dette moment fjernede vreden tror jeg ikke jeg havde nogen kræfter tilbage. Vreden koster sikkert kræfter, men uden den ville jeg ikke kunne se noget håb, kun afmagt og ventetid.

Ikke at vreden er nemt at håndtere, det er som at tøjle en orkan på meget lidt plads, klaustrofobisk og den vil gerne smutte ud. Den er ren energi.

Jeg idealisere ikke tilstanden, på den anden side dæmonisere vi også vrede, og hvis man har psykiske problemer er emnet meget tabubelagt, man har mindre ret til at vise vrede og vreden ses som noget der kunne være farlig og kun uhensigtsmæssigt.

Jeg ser det også som noget der kunne føre til noget andet og bedre. Hvis vi afviser vreden som en ok følelse der har sine grunde og naturligt findes i den palette af følelser vi rummer, ville det være som at fjerne farver fra kunsten og livet, med det resultat at alt endte i lys pastel. Uden

Vreden ville ingen længere kæmpe mod uretfærdighed, og skabe kunst og skrive væsentlige artikler med fare for eget liv. Det er skabt store ting ud af vrede, ikke kun negative nedbrydende ting. Det handler om hvordan vreden får udtryk. Og vreden kan også bruges til noget der kan føre til noget godt for en selv og andre.

Men vreden kan nogen gange manifestere sig som en lavine ud af Ketchup flasken, efter den er blevet rystet tilstrækkeligt rundt med. Og nogen gange ved folk jo ikke hvor mange gange man blev rystet før de lige kom og gav en et ekstra klask.

Mænd kan letter være vrede end kvinder, grænsen er anderledes og er fortsat anderledes. Man forklare det biologisk, sådan er det, fra dengang på stepperne. Men alle mænd er ikke alle mænd og at være kvinde betyder ikke at man er som alle andre kvinder, selvom man af og til kunne få den opfattelse når folk skriver og taler om kønsforskelle. Jeg synes jeg har brugt meget af mit liv på at pakke vrede væk, af den enkle grund at sådan en som mig ikke måtte være vred, sige fra med eftertryk.

Med tiden kunne jeg ønske at bare kunne lægge Autisme diagnosen fra mig, på samme måde som jeg ikke gider at skulle opholde mig indenfor kønskassen......og så mange andre kasser og indhegninger vi stadig lever med. Det kan godt være de skaber tryghed for nogen, men jeg vil helst være fri, ikke af individualistiske grunde, hvor jeg har ubegrænsede muligheder for at gøre som jeg vil, men mere at jeg ved at andre har det på samme måde, men ikke har forladt indhegningen.

Men de flest vil nok helst, hvad de fleste vil, trods alt, på den måde er der sammenhængskraft og ikke for meget revolution....Fordelen med det er at vi ikke kaster brugbare værdier bort for hurtigt og det giver god mening.

Hvad har det med vreden at gøre? Jo, jeg er vred over at verden bliver mere og mere skævvreden, jeg er vred over at vi i grunden ved rigtig meget om hvad der gør at mennesker trives, vi burde kunne gøre så meget bedre, men verden synes at handle om andre ting, at mange ofres når de meget få skal have endnu mere, på en måde der ikke giver mening som andet en en forfaldstid, hvor man griber efter det man kan få, inden en civilisation kollapser, problemet er bare at det ikke er Inka riget eller det gamle Egypten, det er ikke bare et geografisk område, men globalt......Jeg ved godt det er det der gør folk trætte og de sætte barrikader op og putter sig og håber det går over.




Og her i Danmark "hvor man har alle muligheder", eller mange har mange muligheder, men der er også grupper der ikke har det fordi mulighederne er skabt for de rimeligt strømlinjede, og der for der har en lidt anden bagrund er der forhindringer der er usynlig for dem der passer ind, derfor fortsætter forhindringerne med at være der, samfundet er blind for dem, selvom der er viden om de forhindringer og hvad man kunne gøre.

Men der er hos en stor del af befolkningen et ønske om at sætte udviklingen tilbage og ikke frem. Og håbe man selv klare den, specielt hvis der er andre der har/får mindre, så får man måske lov til at beholde sit. Man vil have mere kontrol, disciplin, straf, mindre klynkeri, man gider ikke mere empati. Der mangler fantasien/evnen til at se at et bedre samfund kunne skabes og ikke nødvendigvis var mere kostbart at opretholde, men det lader til at der ikke er en lyst til at tænke anderledes, folk er trætte af "problemer", hvis vi ikke gider at se dem og siger vi nedladende ting og fornægter, går de måske væk....Eller vi kan vente med at løse problemer når vi den dag føler os mere rige og glade?

Jeg er ikke idealist, eller utopist men jeg bryder mig meget lidt om menneskesynet for tiden, det gør mig vred. -Men er det godt for noget, kan det bruges til noget at jeg er vred, jeg ved det ikke, men jeg vil godt komme med tanker og løsninger, en stemme blandt andre, selvom jeg ingen speciel magt eller agt har i det her samfund.
Og får jeg flere kræfter vil jeg gerne arbejde politisk, men næppe partipolitisk. Jeg tror ikke på ideologier, det ender altid med at virkeligheden/mennesker skal bøjes efter ideologien. Jeg ville heller at man så på hvad man ved virker.....altså også for dem der ikke er rige og priviligerede, for de har jo deres biotoper der virker for dem. Jeg kunne så godt tænke mig at der var flere typer biotoper så også andre slags mennesker kunne trives og bidrage med det de kan.

Et rigt samfund er rigt også på andet end penge, består det hovedsageligt af mennesker der sidder og ser sure ud, oven på en pengekasse, er det så som så med det rige samfund. Mental rigdom og generøsitet efterlyses, men jeg tror der skal bygges platforme til det, for lige nu tror jeg de mennesker der har noget at byde på i den retning har svært ved at finde hinanden, vi kan finde hinanden på nettet, men vi skal også finde hinanden i den fysiske verden.





tirsdag den 18. august 2015

NADA....og en Pop nedsmeltning

Jeg har tiltusket mig adgang til at få noget NADA behandling, hvilket betyder akupunktur nåle i ørene og hovedbunden, mellem øjnene og i mine lille fingre, det sidste for en bedre søvn.

NADA behandlingen er åbenbart ret almindelig i socialpsykiatrien, det bruges Bla. til at understøtte en Recovery, PSD og den bliver også brugt til at støtte en afvænning og symptomerne af det.
Jeg nuppede også "afvænnings punktet" på toppen af hovedet, da jeg desværre er begyndt at Shopaholic'ke igen, hvilket jo er et reelt misbrug, på linie med spil afhængighed og andet misbrug, selvom de fleste Shopaholics skjuler sig bag de generelle (over) forbrugsmønster...jeg har set efter selvhjælpsgrupper for det misbrug, ha ha, det er der ikke, kun dyre kurser.

Og det ærgerlige er at jeg jo faktisk har haft ok tjek på mit købemisbrug i rigtig lang tid, men at det skred for en 3-4 måneder siden, da alt det andet også væltede læsset, hjemmet, mere stress, irritation over naboer. Det hele formentligt udløst af at jeg havde overkørt mig selv med hensyn til tidsplan for at få orden på mit hjem.

Tilbage til NADA behandlingen: Jeg blev udstyret med en kop NADA the, umiddelbart smagte den kamille agtig, og så var det ellers at få nålene anbragt, først dem på toppen af hovedet, og så var det ørene og så til sidst en i hver lillefinger, der valgt jeg ikke at kigge da den blev stukket lige over negleroden.

Og så blev jeg overladt til at have dem i, i tre kvarters tid. Kort efter mærkede jeg at der løb tåre ud af øjnene og ned langs siderne af mit ansigt, jeg tog det som et godt tegn.....men, dammmmm Hell!!! liiiige i det moment blev der tændt for noget Pop FM i det tilstødende lokale, så alle mine nervetråde strittede ved genhøret af det værste fra 80erne, hvad nu? Efter en tids panik på det yderste af lænestolen, og en lokalisering af hvor lyden kom fra, valgte jeg at evakuere området, til et tilstødende kantineområde, det var meget bedre, dog med lidt nåletab, men jeg fik påmonteret de manglende nåle og så var der ro på igen.



Og så har jeg to behandlinger i næste uge, så vil jeg hurtigt opdage om det kan noget, som regel hvis noget virker på mig, så går det ret hurtigt med at fornemme om der sker noget positivt.

Næste gang tager jeg ørepropper med for en sikkerheds skyld, så er der både en prop og en evakuerings plan, man må være lidt af en Ræv som Autist, der må være fler fikse udgange/løsninger til at opnå et godt resultat.









søndag den 16. august 2015

Spektrummet og det normale

"Du virker slet ikke Autistisk, du må være meget højt/velfungerende?" ....Jo ja, tjaaa, det kommer da an på hvornår og situationen. Det velfungerende skifter med omgivelserne og stressniveau. Jeg kan tænde eller slukke ned, nogen gange har jeg på fornemmelsen at det nok er sådan en dag, andre gange ikke.
Det er også derfor at at mit forsøg på socialtræning af mig selv da jeg ikke vidste jeg var Autist, kun delvis har båret frugt.

Udfordringen er jo at man kan have det forskelligt i løbet af en dag, en uge, måneder, år. At det ikke er statisk, at det afhænger af det indre og omgivelserne, det kræver super meget indsigt i sig selv at se det på forhånd, eller nå at reagere i situationen, så der opstår mindst muligt problemer. 

Jeg kan sidde og analysere hvad der sker mens det sker, samtidigt med jeg er spærret inde i mig selv, uden at lige at kunne gøre så meget. Jeg må med den viden jeg har nu blive bedre til at finde metoder til at hive mig ud af det ting jeg ikke magter, enten ved strategier der gør at jeg kan fortsætte i en eller anden form, eller jeg helt forlader situationen. Socialt må jeg finde strategier der kan fjerne følelsen af at være fastlåst, det gælder så egentligt både for det sociale og mit indre liv.




Autisme er for den enkelte en variation af evner, uanset hvor på spektrummet, og posen med evner og det man har svært ved er ofte rystet grundigt. Det betyder at folk udefra ikke bare kan vide hvem og hvad man er  uden et dybere kendskab. Man kan underkende den man kalder "lavtfungerende" og ikke se den "højt fungerende's" problematikker, og begge dele er ikke til nogens fordel.
Så spektrummet er ikke en skala, fra et til 10. Spektrummet kan være trukket i flere forskellige retninger, unikt for den enkelte.....med infantil Autisme er der jo anderledes hvis udviklingen er som en to årig, men stadig individuelt.

Det personlige spektrum er en blanding, der udefra kan bedømmes som mere eller mindre velfungerende...normalt. Jeg føler mig jo ikke specielt smigret af at folk siger jeg ikke "virker sådan", for det øjeblik jeg gør det. risikere jeg at folk vil sige at jeg opføre mig dårligt/upassende, er doven, egoistisk osv. Og så står jeg bare tilbage med at være "et dårligt menneske", fedt nok, sandheden er jo at jeg bare ikke var så højtfungerende som de lige gik og troede. 
Men de "normale har jo altid ret" for reelt set betyder normal, at det er dem der er flest af, ikke at de så ikke har anomali hver for sig, det er ikke muligt at lave en gruppe af "normale" mennesker, da alle har et eller andet "anderledes", det synes jeg er en rar humanistisk tanke, selvom den er biologisk betinget. 
Alligevel er der en sær kulturel/sociologisk konsensus omkring det normale. For meget der stemples unormalt er pokkers socialt/biologisk normalt.

Sådan helt konkret synes jeg også at folks udtalelser om hvad jeg er og ikke er provokerende, for jeg har ikke kunne få en uddannelse, et job, kunne få et barn fordi jeg ikke ville kunne overkomme at passe det, jeg kan ikke holde et eget hjem.....hvor fucking velfungerende er det at ikke kunne magte så væsentlige ting, selvom folk insister på at jeg er "velfungerende" i deres øjne? Ja, jeg kan andre ting ......og under andre vilkår og tider og kulturer kunne jeg havde jeg kunne have virket anderledes og kunne have brugt nogen af de evner jeg faktisk også har. Og de ting evner og viden jeg har er ikke er værdsat eller brugbar har jeg forstået. 




Der er folk i Autisme spektret der har job/aktiviteter, børn, har en partner, et fungerende hjem. Folk der også må have deres udfordringer, måske nogen af de samme som jeg, eller nogen andre. Der er også nogen med Autisme der umiddelbart "fungere dårligere", der måske lever mere harmoniske liv end jeg. Men som sagt mange af mine problemer er mere skabt af det liv jeg har levet og omgivelserne, ikke Autismen i sig selv, og min opvækst var vist ikke specielt normal.

Der er styrker og der er det der giver problemer og der er gode og dårlige dage, "har ikke alle det?", ja det har de, men i de fleste tilfælde absorbere de det bedre og uden "hændelser" der tager over....de "normale" skal nok ryste på hovedet når man bliver lidt for "Autistisk".

Er jeg negativ? Jeg synes det er længe siden jeg har oplevet og udlevet den positive side af Autisme, måske jeg i fremtiden finder roen til det. ....Jeg har en hjerne der er bygget anderledes og jeg lever i en verden hvor mange har en andet type hjernevindinger, så det er deres verden jeg lever i. Lige nu er jeg ret træt af det hele, jeg er parat men jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen.

torsdag den 13. august 2015

Tanker om kærlighed og venskaber

Jeg sad i går og kiggede må nettet omkring Aspergers og relationer, det var godt nok ikke opmundtende læsning.

At man er så drænende for andre, at man giver så lidt kærligt/gensidigt til andre. Jeg kan genkende situationer, jeg kan også se hvordan jeg forsøger at dispenserer for det jeg har svært ved.
Jeg prøver at give det jeg kan, på den anden side kan det ende som en fælde for mig. En fælde af at hvis jeg ikke kan andet så kan jeg forsøge være sød og venlig og ikke sige for meget fra.

Jeg synes jeg sad og læste om natsiden af Aspergers/Autisme spektret, og udefra set er der mange mangler, der kan efterlade andre frustrerede, at de altid er lukket ude, af en person der slet ikke tænker på det er det de gør pr. automatik igen og igen.

....Du kan ikke nå mig, men jeg kan heller ikke nå dig.

Hvad stille man så op når ens mest brændende ønske er at kunne relatere til andre uden den barriere? Tidligere har jeg bare troet jeg kunne arbejde på det, at jeg kunne gøre mig fri, det var bare et spørgsmål om øvelse og erkendelser.

Når jeg læser om Aspergers/Autisme ASD kan jeg til tider tænke, nej måske det også er en forkert diagnose i forhold til mig, indtil jeg ser nogen forklaringer på alt for meget af det jeg selv gør og slås med. På en måde elsker jeg jo at blive klogere, og der er så meget der nu falder på plads jeg tidligere har set på en anden vinkel, der nu må aflyses som grundene. Det er meget at bearbejde alene.




Men der er også erkendelser og minder der er langt værre, godt nok noget der er fortid og noget jeg lærte af, en del af mig jeg forlod, og ting jeg har betalt prisen for. Her er der et skygge land, med meget barske vilkår.

Det kan godt være jeg lever under en glas klokke, men jeg har faktisk godt kunne se mine fejltagelser og hvor jeg har svigtet. Jeg har både været klartseende og samtidigt blændet, set verden gennem et knust spejl.

Jeg ved bare ikke hvilke muligheder jeg har nu, for det liv jeg har arbejdet på i alle de her år. Om jeg bare må resignerer og være realistisk. At jeg aldrig vil kunne levere det basale i en relation, eller kun en mangelfuld version.

På den anden side og uanset så er jeg jo også "personal Jesus" typen, jeg kan rumme et bred spekter af andre menneskers følelser og vise medfølelse og støtte på min egen måde, som måske ikke svare til "moderne anerkendt støtte teknikker". For i mine egne erfaringer, der ligger også en forståelse for menneskelivet på godt og ondt, måske mest det sidste, jeg behøver ikke at tage afstand, jeg tør tale om det og høre om det, og det er der trods alt mange der ikke gør i dag.

Men uanset lidt selvros, så ved jeg ikke hvilke muligheder jeg het reelt har når det gælder relationer og parforhold......Jeg har aldrig haft lyst til at være nogens "Beast of burden", at nogen skulle leve med at tage specielle hensyn til mig, og få mindre opmærksomhed/kærlighed på grund at mine mangler på det område.

Jeg må sætte min lid til at vi mennesker vægter ting forskelligt, har liv med forskellige relationer der giver dem en helhed af kærlighed/selvværd, at ikke en person kan give dem alt, jeg forlanger ikke at en person kan give mig alt. Jeg vil tro at det er specielt vigtig at have et netværk der er solidt og bredt, kan udligne og styrke den enkelte relation, fremfor at ende i en lille lukket verden sammen, hvor netop manglerne meget let kommer i centrum.
Personligt har jeg ikke ønsket et "sidde lårene af hinanden" forhold, fordi jeg mener at det dræner forholdet for inspiration og liv udefra og for at dyrke egne venskaber, der giver en mulighed for udvikling og glæde, og en virkelighed udenfor parforholdet, så det ikke ender med ens kondidragter......hvad ved jeg, jeg kan håbe og arbejde på sagen, og være bevidst om hvad der kan gå galt, inden det gør det, når der nu er nogen der har delt erfaringer om hvad der kan gå galt.



onsdag den 12. august 2015

Solstråle historier og den "almindelige" Autist

Det er meget populært med solstråle historier, internettet er fuld af dem, jeg har også set en del TED videoer og lignende med folk der fortæller om egne erfaringer arbejdet op til en crescendo af at tingene lykkedes og en gylden fremtid. Jeg har også set en del hvor det var med Autisme/Asbergers som tema. Og i så mange andreforbindelser med mennesker der let kan ende på sidelinien af samfundet, det er jo samme opskrift.
Ofte bliver jeg efterladt med følelsen: Nå hvad så? Godt for dem, men havde med mig og alle de andre?

Hvad jeg mangler er "mellemregningerne" i historierne, i stedet for blank overflade og rudimentære forklaringer på succesen. Umiddelbart tror jeg udenforstående bliver begejstrede for den type historier, der er intet til at forvirre, intet der er for mørkt, ikke for mange nederlag hen af vejen. Men for en person der selv står med problemerne, eller selv har været igennem processen mangler der noget lidt mere konkret.

Personligt kunne jeg fortælle min egen historie som et succes foredrag, om alt det jeg har opnået og alt det jeg kan, og lidt der kan virke rørende/gribende oven i hatten.
Jeg ved udmærket at når man vil længere ind til kernen i den type udviklings processer bliver fortællingen meget mere kompleks, mindre sort hvid, den kommer også til at handle om emner der er samfundskritiske, ting der kan provokere tilhørende i deres selvopfattelse og livstil. For har du selv måtte gennem en masse selverkendelse, vil man kunne komme til at diske op med sammenhænge tilhørende måske ikke lige nu og her ønsker at forholde sig til. Måske de senere kan reflektere over det, men i situationen er det lidt for meget.




Det kan efterlade en i situation hvor man må konstatere, at hvis man giver folk guldet de værktøjer og erkendelser man har tilkæmpet sig, var det ikke det de egentligt kom for. Og så kan man stå tilbage, opgaven udført, men lidt for grundigt og for kompleks. Eller man kunne lave en fin og glat udgave og alle ville blive glade...måske med undtagelse af dem der ville fornemme der manglede noget, og ville synes man var en lidt selvfed faker.

Vil jeg gå efter at være populær skal jeg lære at levere en tilpas pakke, men det er jo egentligt ikke derfor jeg stiller mig op overfor andre og fortæller, eller skriver på nettet.
For mig er mellemregningerne vigtige, værktøjerne, erkendelserne, nederlagene, usikkerheden, det sociologiske, empowerment, stigma.

Vi dyrker meget gerne det enestående individ, den talentfulde Autist/Asberger, i håbet om at afstigmatisere vil man gerne levere en god og positiv historie. Vi prøver at finde nogen der er kendte, der kan bruges som rollemodeller og til at vise udenforstående det er ok at være anderledes. Men når man selv har kæmpet med mere eller mindre held, for et nogenlunde sammenhængende tilværelse og en anelse selvværd, prøvet at skabe netværk, hvad er det så lige man mangler selv? Måske man bare må konkludere vi ikke alle har de samme forudsætninger/baggrund,  men det er godt nok også nogen gange meget op af bakke.
Og med et samfund hvor mange taler om at "trække offerkortet" tør man snart ikke andet end at smile stift. De "normale" vil have positivitet, de her ikke overskud.....

Men samfundet står med en grundlæggende opgave, at inkludere mange forskellige grupper af mennesker -eller de kan jo også bare være ligeglade, og beslutte det er for besværligt og man heller vil satse på mere strømliniede mennesker der letter passer ind. Jeg synes ikke det er et spørgsmål om at om man skal/skal ikke, der skal retfærdiggøres og have små blomster i kanterne. Jeg synes at et samfund der er i stand til at rumme forskelligheder er et rigt og sundt samfund, om med rigt, mener jeg menneskeligt rigt.

Den gode historie skal lokke budskabet ind på lystavlen, at der er ressourcer der kan bruges, at man skal føle sympati. Men det er lidt trist at humanisme og samfundsind skal afhænger af den type kommunikation.

Hvorfor? Fordi det meget bygger på det enkelte "enestående" individ, at være noget specielt, en god historie, være salgbar. For bagved der der alle dem der ikke er det på samme måde, men grundlæggende også skulle finde en plads i samfundet uden at skulle være "enestående", men bare sit eget helt unikke selv i mest mulig balance med sig selv og verden.


tirsdag den 11. august 2015

Hjemmet og omgivelsernes påvirkning

Jeg synes et hjem en noget meget kompliceret, udover at jeg har svært ved at passe et hjem rent praktisk, så er der alle mulige andre ting der påvirker mig i dagligdagen indenfor rammet af mit hjem.
Fordi mine antenner er meget fintfølende reagere jeg på lyde også dem der ikke som sådan er støj, og støj kan jeg slet ikke med. Umiddelbart ville man sige at jeg burde bo på landet....men hvad laver man lige der alene? Jeg er jo opvokset i København, og det er min ramme for hvad der er et liv. Jeg har boet på landet, men ikke som voksen, eller alene. Og hvad så med det netværk jeg har, skal der så begyndes helt forfra?

Jeg har satset meget på at træne det sociale i mange år, jeg er ikke interesseret i at blive isoleret yderligere, da jeg jo stadig midt her i København kæmper for at være med, fremfor alene for mig selv.
Men byen kan være for meget for mig, for mange lyde, for meget forvirring ude. Jeg synes det er et dilemma af finde den rette blanding af ro og stimulation. 




Men vi vælger jo ikke hvor vi vil bo, hvis man da ikke har pengene til at vælge, eller gode forbindelser, man kompromisser, prøver at finde noget der er bedre at bo i, hvilket betyder der stadig er meget der ikke rigtigt passer, ikke pga. manglende luksus, men på grund af at det skal passe til psyken bedst muligt......Jeg synes det er noget møg at være sart på den måde. 

Noget helt andet er at jeg ikke kan lide at bo med naboer der bare vil bo, uden nogen kontakt med de andre naboer, hvor de nærmest helst er fri for at hilse. Jeg kan mærke at det magter jeg ikke i fremtiden, for mig er det et symptom på alt det jeg ikke orker i samtiden lige nu. At enten klumper man sammen med totalt ligesindede, eller så har man en usynlig men alligevel mærkbar mental ligusterhæk omkring sig, for at holde andre ude.

Idealet for mig var en lille vel isoleret rede, med rimelig nem tilgang til det levende liv, men også mere stille ture. Det at bo på Nørrebro i et af de mere livlige områder var måske bare for meget. At bo mellem mennesker der ikke arbejder på at isolere sig mest muligt, hvor man var indstillet på at hjælpe hinanden. 
Jeg ville også gerne bo hvor jeg kunne have dyr, eller der var dyr, måske "låne dyr", da jeg gerne underholder mine venners Hunde og Katte.
Jeg har ikke altid haft et afslappet forhold til dyr, men det har jeg nu, og tid med dyr er god tid.

Jeg er klar over at den rigtige bolig er ret vigtigt for at jeg har det ok. At det er min base, og det er der jeg skal finde energien og overskud til resten af verden. Det er vel også der det knækkede sammen med min nye lejlighed, den tog det overskud jeg skulle bruge til det sociale og til selv at være i en nogenlunde balance med omverdenen og mig selv. 

Faktisk var min flytningen til Nørrebro fatal, det skulle have været en forbedring, hvilket det også var med hensyn til at lejligheden er sundere og bedre indrettet. 
Kunne jeg havde regnet det ud på forhånd? Tja, jeg kunne vel godt regne ud jeg ikke havde hjælp nok til at få lejligheden i ok orden efter indflytning, men jeg troede forbedringerne, ville opveje den hurdle selve flytning og indretning ville være. 
Eller at naboerne tror at svalegangen udenfor min lejlighed er deres private altan, havde jeg heller ikke kunne forudse konsekvenserne af. 
Men uanset hvor man flytter ind ved man jo først efter nogen tid hvordan der faktisk er at leve et sted, noget man troede kunne være et problem er det ikke, og andet ender med at irritere dagligt. Noget er der løsninger på, andet ikke. Autist eller ej, livet kan ikke forudsiges, eller leves 100 procent safe uden chancer.

Nu et og et halvt år senere er jeg klogere, men også meget i tvivl om fremtiden, da det her muligvis bare ikke kommer til at fungere.....det er slet ikke til at overskue, så meget arbejde og stress, for at evt. skulle find en ny bolig....Suk!




mandag den 10. august 2015

Når man vælger et benspænd og noget om selvværd

"Godt begyndt er halvt fuldendt", men der er nogen der bevidst vælger at begynde skidt, "jeg vil ikke skrive den ansøgning godt, for jeg får jo ikke jobbet alligevel", "jeg vil ikke tage noget pænere tøj på, for det er jo bare overfladisk", man forsøger lidt,  men vælger at gøre det med mindst mulig indsats og mere eller mindre bevist mangelfuldt.

For nogen kan det virke helt mærkeligt, "hvorfor ønsker du ikke at gøre tingene bedst muligt?", "Hvorfor vil du ikke modtage hjælp/råd?".

Men er selvbilledet fastlåst i at man ikke kan lykkes og gjorde man det bedre ville nedelaget kun føles endnu større, giver det jo pludselig mening. Hellere fejle af gode grunde, end at fejle/ikke slå til i andres øjne og have gjort sit bedste og lidt til.

Selvværd er det vi tænker om os selv, selvtillid den tilgang vi har til om vi kan løse opgaver.

Jeg har manglet selvværd, men ikke selvtillid, det gør at jeg tør godt løse opgaver, finde viden om det, gøre mit bedste og det plejer at virke. Det er godt med selvtillid. Men uden selvværd opstår der altid problemer efterfølgende, det ved jeg ret meget om....
For i grunden stoler man ikke på sig selv og det man kan. Måske man forlanger for meget af sig selv, måske man tror andre forlanger noget man ikke kan....og måske man via selvtilliden og et ønske om at præstere, reelt ikke lever op til det man prøver at vise andre. Det er så en anden måde at skabe et eget benspænd, det ligger så bare ofte lidt længere fremme i processen.

Er det bedre at snuble i starten, end senere når det nu er? Jeg vil mene når det er senere har man forsøgt at investere i det man gerne ville, der var noget på spil. På den måde bliver det mere personligt når det ikke lykkes, der lå timer og dage i det. Og den tid hvor man fornemmer at det nok ikke kommer til at holde er fyldt med angst og tvivl.




Hvis man ikke har fået selvværd med hjemmefra, at man grundlæggende et ret ok menneske og vurderingen ikke bare bygger på præstationer, eller udseende, at man kan elskes også selvom man ikke præstere og spejler ens families og andres forventninger.

Mennesker kan leve et helt liv med den følelse, den sorg at de aldrig var gode nok. For nogen bliver det en drivkraft, for andre bare konklutionen at intet de kan gøre er godt nok og de ikke kan elskes og respekteres som det menneske de nu er. Og selv for dem der lykkes udadtil, kan det manglende selvværd ødelægge meget af den glæde som deres succes udadtil giver dem. At der sidder et lille barn inden i, der stadig føler sig uelsket og frygter hvornår nederlaget mon kommer.

Man kan også nå til der, hvor man gendigter sin egen historie og se om fantasien kan føre til et bedre liv, der er så et reelt benspænd til før eller senere i livet.

Jeg elsker dig fordi du er smuk, klog, artig, arbejdsom, smilende, charmerende, bygger altsammen på  bestemte egenskaber der tillægges en høj værdi. Men hvad så hvis jeg er grim, sjusket, støjende, roder, bliver vred, græder? At man gennem opvæksten tydeligt fornemmer at det ydre og præstationer der det der bliver rost, og det der ses udadtil. Og at alt andet man også er ikke kan/vil rummes, og det at man som mennesker også er andet end det ydre og præstation og det der kan måles og sammenlignes. Og i dag hvor man måler og sammenligner børn i en uendelighed, vil ikke mange af dem sidde tilbage med en tom fornemmelse som voksne, og undre på om de har nogen berettigelse som menneske, når de ikke fik 12 i gennemsnit og ligner en model? Det er så der mange af de unge under uddannelse befinder sig og bonger ud med en depression, til at starte voksenlivet med.

"Jamen, du er en skide god ven" Hvad er det værd, når målestokken for værdi er penge, job, udseende, karriere, og uendelig tilpasningsevne?

Nogen vælger den vrantne begyndelse på en projekt: "De skiderikker skal ikke forvente at de får det vil have fra mig". Nogen ved hvordan man præsentere sig selv, men der er altid et efterfølgende men, noget der ikke kan indhentes, fordi det ville kræve mere selvindsigt, reflektion, selvværd og at man måske måtte gå nogen skridt tilbage og begynde lidt forfra.

Vi ser på de andre og tænker "Ih, hvor de kan" men vi kan ikke altid se helheden, man skal lære at se/lytte ind til selvværdet, møde du en med et solidt selvværd, så lære af det, hvordan lykkes man med ting når det bare falder naturligt. At successen ydre bare kan være en skal og uanset magt og penge ikke den fred med sig selv og andre man måske dybest set drømmer om at opnå.

Jeg tror ikke vi bevidst vælger vores benspænd, jeg tror vi snubler ind i dem, med den sociale arv og erfaringer vi har. Og det uanset den med siger "at i Danmark har man alle muligheder", jo der er mange muligheder, vi har bare ikke alle samme mulighed for at få del i dem desværre. Og for dem der synes at have fået hele pakken, er den økomiske fremtid måske sikret, men ikke men ikke balancen og roen.

Vi burde have selvværd og livskunst på skoleskemaet, det er trods alt det fundament der skal til, så skal resten nok komme.








søndag den 9. august 2015

Ordblindhed -Det frasorterede barn

Meget havde været lettere hvis jeg ikke var ordblind, meget kunne have været anderledes, nogen akademiske muligheder havde været realistiske. Jeg drømte som barn om at blive arkæolog eller historiker, men det gik jo slet ikke med den skolegang.

Jeg var over 30 da jeg begyndte at komme i nærheden af computere, og opdagede et værktøj og en verden jeg kunne bruge, nye spændende muligheder. Ikke at det faldt mig let at bruge en pc, men jeg gav ikke op.

For mig har computeren ændret mit liv, givet mig så mange muligheder, og været en personlig revolution. Nu kunne jeg skrive og internettet gjorde jeg kunne søge endnu mere viden og ikke mindst møde mennesker på en ny måde. Jeg kunne nu kommunikere skriftligt og jeg kunne få en kontakt til mennesker, der også kunne fører til at jeg traf dem ude i livet.

Så hjælpen på mit skrive problem kom sent i livet fra jeg som 31 årig fik adgang til en pc, og senere i form af en egen pc med internet adgang som 38 årig. Ikke en med en stavekontrol til ordblinde, som jeg faktisk godt kunne få. Men jeg anvender google til at søge rettelser, den almindelige stavekontrol er jeg ikke imponeret af.




Havde man da ikke undervisning og hjælpemidler for ordblinde i min barndom og ungdom i 70-80erne? Jo, det havde man og da jeg blev udredet for min ordblindhed som voksen, fik jeg også at vide at der burde have været muligheder for en meget bedre hjælp til min ordblindhed.

Ordblindhed er et alvorligt handicap i vores samfund og alt for mange bliver stadigt svigtet. Det lader også til at nogen helt mister troen på at man som voksen kan blive bedre til at læse og skrive, at det er som det er og kun kan byde på flere nederlag.

Og nederlag er der, det er skræmmende hvor mange døre der lukker når man er ordblind, selv når man er det i lettere grad. Eller let og let ved jeg ikke, for jeg kæmper da stadig og laver de samme fejl igen.

Jeg er opvokset i et hjem med bøger, jeg har fået læst højt, jeg har lært hvordan man finder viden, jeg er opvokset med at viden var vigtig og jeg har altid søgt informationer i forhold til mine interesser.
Så uanset det ikke var nemt, så tyggede jeg mig igennem det jeg ville vide.
Det var jo også sådan jeg fik lært Engelsk.
På den måde er jeg priviligeret i forhold til de ordblinde børn hvor forældrene ikke er boglige. Måske den forskel har været væsentlig i mit tilfælde. Men det viser jo at ordblindhed kan påvirkes positivt på forskellig måder.

"Ansvar for egen læring" var mantraet i skolen, jeg mener jeg har hørt begrebet allerede inden 80erne. Personligt giver jeg ikke meget for den fortolkning af den sætning der blev valgt. Faktisk kunne jeg godt have fortalt hvordan jeg kunne have lært mere i skolen og dermed taget eget ansvar, for mine indlæringsvanskeligheder og min ordblindhed. For en mere praktisk indlæringsmetode ville kunne have gjort det hele lettere for mig, at det praktiske og visuelle blev anvendt for at styrke motivation og forståelse af sammenhæng, og hvad jeg skulle bruge den viden til.

Personligt mener jeg at alle børn burde have et krav på at blive undervist efter den/de metode der passer bedst til deres læringsmønster. Alt for mange børn bliver tabt i undervisnings systemet, generation efter generation, med meget mindre generationer er det ikke ligegyldig hvem samfundet vælger at tabe. De børn der kunne løftes og de børn der intelligente men ikke bliver intellektuelt stimuleret eller de er intelligente med indlæringsvanskeligheder, ikke får mulighed for at få den rigtige undervisning.
Jeg synes det er en høj pris, at man kun satser på en midter gruppe af "normal" børn, vi går glip af alt for meget og med store menneskelige omkostninger for dem der bliver fravalgt i skolesystemet.

Ordblindhed har også betydning for sprogudvikling, "At tale korrekt" sætte sætninger rigtigt sammen, at udtale ord rigtigt hvis man ikke ved hvordan de staves osv. Det har jo konsekvenser for andre menneskers syn på en, for der er stadig fordomme omkring ordblindhed, den hurtige fordømmelse, det at nogen endnu mener at ordblinde nok er lidt dumme eller sjuskede, og de tøver ikke med at hakke ned på den ordblinde, der har vovet sig ud i noget skriftligt. Og når jeg oplever det personligt eller med andre, så skal jeg nok skrive hvad jeg mener om den adfærd, men der er så mange udsatte situationer som ordblind, der er usynlige for udenforstående.
Der skal meget mere til for at fjerne et forældet syn på ordblinde der stadig eksistere bla. på internettet, og det der skal til er at forstå at ordblindhed er et alvorligt problem, for udover færre jobmuligheder og man har svære ved at begå sig på internettet, så lurer lavt selvværd, øget risiko for depression som en følge.

Det eneste jeg lærte i skolen var at jeg ikke var god nok, at jeg var et forkert barn. Jeg kommer ikke til at indhente min elendige skolegang, jeg kommer heller ikke til at indhente det liv jeg måske kunne have fået. Der er også et knæk på selvværdet der ikke kommer til at heles.

.......Jeg er begyndt at skrive på Engelsk, noget jeg ellers har været meget tøvende med, det er ikke grammatikken der er det værste, men det at stave er ikke nemt. Men jeg skriver og jeg tager det lidt let. Det har været irriterende at jeg læser og forstår taler Engelsk rigtigt godt, men har været så dårlig til det skriftligt. Nej jeg er ikke super til det skrevne, men meget bedre nu, end jeg var for et år siden.

Jeg håber at i fremtiden vil meget færre børn opleve at blive sorteret fra og dømt ude, men desværre er jeg ikke sikker på, at vi bare er nogenlunde på vej mod det mål.








lørdag den 8. august 2015

Er det neutrale ansigt vredt, eller?

Det kan af og til være svært at læse ansigter og specielt det neutrale ansigtsudtryk kan fortolkes forskelligt, fra, ja neutralt til vredt, eller bevist ignorerende, lukket, afvisende.

Kvinder skulle være bedre end mænd til at tolke ansigtsudtryk og mænd blive dårligere til det med alderen.....og mennesker med Autister og Asbergers have rigtigt svært ved det, så svært at det er vanskeligt med også med smileys på nettet og mobilen. Jeg bruger nettet meget og jeg ved det kan være god grund til at anvende smileys selvom de kan virke barnlige. Og de små hoveder griner, ser sure ud, får røde kinder, er de ikke ret nemme at tolke? Tja, det kommer an på så meget også ens vaner med at bruge dem, og hvor kreativt man anvender dem.

Det er endnu mere væsentligt at kunne tolke korrekt ude i livet, naboer, til fester, på gaden, på jobbet. Det er jo en naturlig variation i folks ansigtsudtryk og kropsudtryk, det neutrale ubevidste ansigtsudtryk tager med tiden form af livet, med meget forskelligt resultat. Træt, trist, sur, nogen bevare barnets mere neutrale glatte udtryk. Evnen til at tolke ansigtsudtryk kan skifte med ens egen alder om hvor positive, negative vi vurderer andres ansigtsudtryk.

Har jeg selv svært ved at tolke ansigtsudtryk? Mååååske, men det er i det neutrale område at jeg måske kan fejltolke tolke folk som skulende, bevidst afvisende, afstandstagende, bevidst ignorerende, uf, ja det lyder helt paranoia agtigt. Når man ikke taler med folk vil kommunikationen ikke være med til at hjælpe på tolkningen, at personen ikke var sur.

Ja, hvordan har de det?

Er det svært at tolke de signaler, så er nogen situationer hvor man ikke kender folk, der kan være svære at vurderer, og kan blive fejltolket, og det er ikke altid ligegyldigt for ens fortolkninger og handlinger.

Hvad gør man så? Tænker at vedkommenes så mig nok ikke, var i sine egne tanker, vred/ked af det af andre grunde. Jeg går jo ofte selv i mine egne tanker uden at se folk jeg burde hilse på fx.

Måske det kan virke som bagateller, men det har en indvirken på det sociale og hvordan man møder verden.

Jeg har en ven, der ofte siger at "kvinder ser vredt på ham", jeg har spurgt ind til det, om de nu virkeligt gør det, om de ikke bare har tankerne andre steder, eller bare ser neutrale ud. Ja, det er en svær en, jeg kan kun tilbyde alternative forklaring, han holder på at damerne er vrede!....

Vi genkender smilet, grinet, vrede, ked af det når det udtrykkes klart og næsten teatralsk, men der er udtryk der er mere komplicerede at tolke og som nogen af os enten slet ikke opfatter, eller fejltolker.

Usikkerhed i aflæsningen er ikke godt, vi tøver og vi tolker og nogen gange vedsiden af.

Det burde være så nemt, når det nu er så vigtigt, de fleste kan, nogen af os var sværere ved det.

Link om evnen til ansigtsudtryk tolkning i forhold til Autisme/Asbergers:

http://psychcentral.com/news/2014/06/21/in-autism-facial-expression-recognition-tends-to-worsen-with-age/71504.html

Og om at træne forståelsen af ansigtsudtryk:
http://autismdigest.com/learning-to-read-facial-expressions/







Når vreden overtager styringen

Aldrig har jeg rodet mig ud i så mange trakasserier som i år, og som jeg dog har kunne vælge dem, kunne ikke have været mere uheldigt. Nu valgte jeg den vel heller ikke, de kom snigende og jeg reagerede, og overreagerede i forhold til mine normal reaktioner.

Jeg plejer ikke at rode mig ud i at opdyrke ballade og uvenskaber, og af den grund er jeg lidt på bar bund med hensyn til hvad der foregår, hvad er jeg ude på og er det her godt for noget?

Hvis man ser det udfra en Asberger vinkel er intet af det ret underligt, det er næsten naturligt at hvis det er de situationer man møder, så kunne det være netop de reaktioner man vælger at hive frem af posen. Men det har jeg så ellers undgået det meste af mit liv.

Jeg har tidligere af og til hvis tilstrækkeligt provokeret/irriteret tændt af, og sagt min mening så der næsten lugtede svovlagtigt i rummet. Men det er så også det værste jeg har bedrevet og der var altid en rimeligt god grund og det var yderst sjældent. Det sidste er nok så væsentligt, for det med de "gode grunde" er jo i min egen optik, andre kan have andre meninger.

Fra at jeg flyttede for et og et halvt år siden har jeg været meget mere vredladen, for at indtil videre at kulminere i 2015. Jeg lagde hårdt ud i januar måned og måtte også konstatere at jeg ikke kunne lande situationen, erkende at løsninger eller bearbejdning bare ikke fungerede/var mulig, jeg håbede at det ville løse sig med tiden, nogen uger, måneder, men månederne gik uden klarsyn eller afklaring. En vaklen mellem fortvivelse, afmagt og vrede. Store ord, tja det har været et år for de store følelser åbenbart og alle mine forsøg på at skrue ned for dem er mislykkedes. Dagligt rammes jeg af en vred orkan af cirkeltænkning.




Jeg har spekuleret om det er et forsøg på at bekæmpe min depression, eller ret og slet stress i forbindelse med flytningen, eller at jeg i grunden sjældent siger fra og nu synes det er nok. Jeg ser mig selv som et ellers ret kontrolleret menneske, på nogen punkter overkontrolleret.

At leve med vrede, er at tingen går fra slemt til endnu værre. Alt det andet kan skjules, jeg kan skjule, sorg, afmagt, depression, men vreden smutter ud og vælter rundt. Og hvis man så kunne nøjes med at smadre en tallerken hjemme, sådan helt alene, men nej, jeg siger og gør ting der har konsekvenser.

På den ene side er jeg imponeret over at jeg har kunne leve så længe uden at være alt for meget i modsætning til mine omgivelser, var jeg et bedre menneske, handlingslammet, forsigtig, for lidt ude blandt mennesker, at jeg aldrig måtte sige fra, dumme mig rigtigt for alvor?

Og kan man leve et fuldt liv uden nogensinde at dumme sig for alvor?

Jeg har altid haft svært ved at tilgive mig selv, men jeg er også opdraget på en måde hvor der ikke var megen tilgivelse.

Det er som om den ny vrede eksponere ting, det er på en måde godt, men resultaterne af vreden er skidt. Jeg har levet et liv hvor jeg har set og læst, uden at udleve. Nogen ting må leves for at forstås, ikke nødvendigvis næsten til kanten, eller over, men der ud hvor man kan mærke livet brænder.

Eller måske afmagt er grundkernen, at afmagten i situationerne er det der får vreden til at hoppe frem. Er der mere afmagt nu, eller orker jeg ikke mere afmagt. Er det ting jeg fandt mig i tidligere, jeg ikke vil være med til mere? At vreden i det mindste er en kamp mod afmagten. Kæmper jeg mere mod mig selv, end mod andre, selvom det rettes ud af?......det var så meget nemmere da jeg rettede det meste indad, ikke godt, men nemmere i forhold til omverdenen.

Jeg kan godt se det giver mening, men jeg er ked af det, jeg vil gerne lukke ned for vreden nu. Og jeg undre mig på hvad der er når jeg kommer på den anden side af det.

Det er tid tilerkendelse og de bedre tider de er måske et eller andet sted i fremtiden. Jeg har ikke følt jeg kunne styre mine tanker, men jeg må få styr på de tanker, jeg må sige "jeg styre/vælger selv mine tanker", eller som den realist jeg også er, jeg ved jeg har kunne bekæmpe negative tanker før, det var under andre omstændigheder, men jeg må finde metoden til de her tanker.

Men hov, er jeg der igen med at det skal være som selvterapi? Og er vreden netop ikke generet af at stå lidt for alene og føle sig marginaliseret.

Jeg tror det er tid til lidt andre metoder efterhånden.




fredag den 7. august 2015

Recovery og Autisme -og det socialefælleskab

Jeg har arbejdet med recovery i forhold til min egen liv i mange år, noget er lykkedes, andet ikke. Jeg har gjort hvad jeg kunne, og satset stærkt på at lære/øve det sociale, i første omgang med det mål at kunne få et job, og da det ikke længere syntes muligt, at træne det sociale for at få et liv, med venner, netværk og komme ud og møde livet.

Der har været forskellige diagnoser sat på mig, som jeg ikke rigtigt kunne forholde mig til eller har lagt ret meget i, bla. fordi jeg har haft en noget atypisk opvækst og jeg mente at det prægede den måde jeg taklede livet på, der ikke nødvendigvis hang sammen med en diagnose, men mere det psykosociale og de leveregler og begrænsninger der havde været sat for mig. Jeg vil også mene at som jeg kom fri af min min families livssyn og regler så ændrede tingene sig også -så var det symptomer på psykiske problemer jeg havde bearbejdet, eller min sociale arv?

Og som BID brugerlærer har jeg undervist/holdt oplæg uden at tage udgangspunkt i diagnoser, mine og andres. Jeg underviste med en brugerbaggrund i hvordan det er at leve med psykiske problemer og om recovery, empowerment og stigma/afstigmatisering.
Jeg har mest arbejdet efter en hardcore recovery model, hvor min erfaring med at man oftes stod meget alene uden at kunne finde hjælp: Netværk, eller platforme for sin recovery, og desværre måtte regne med at kunne klare recovery processen rimeligt alene. Tanker bygget over mine egne realiteter, og ikke over hvad der ville være ideelt i situationen. Og det prægede også den vinkling jeg havde på mine oplæg.
Jeg mener stadig at en recovery er en så lang process at man i løbet af den vil risikere at miste helt eller delvis støtte udefra venner/netværk, og der i selve processen også ligger kimen til at ens omverden afviser en i ens forsøg på at få en anden tilværelsen, recovery går jo også gennem mørke territorier som kan være at acceptere af omverdenen, eller det stiller spørgsmål til deres egen måde at leve på. En recovery foregår i et samspil med en selv og omverdenen/samfundet, og ikke mindst omverdenens reaktioner og den stigmatisering af psykiske problemer er jo den væg man spiller recovery bolden op af. Det er en del af en recovery at se muren og komme gennem den mur.

Recovery er den egne proces, det man gerne selv vil arbejde på bliver anderledes, det er det man selv vægter. Det er en egen vision at et bedre liv, der skabes via de værktøjer man nu selv kan finde hos sig selv og omgivelserne. Men det kan også gøre recovery ret provokerende det er ikke psykosocial rehabilitering, eller veltilrettelagte recovery kurser der passer til systemet. Det virker lidt som om man har fået trukket tænderne ud på recovery tanken, gjordt den tam. Men det fjerner sandheden om at der er så mange gange man må gennem ilden og stole på sine egne fornemmelser for vejen frem.



Recovery er som at prøve vingerne


I de sidst par år er jeg gået sukkerkold i forhold til min egen recovery, ikke at jeg ikke arbejdede på at få det bedre, men der var problemer i mit liv jeg ikke har kunne løfte, og en depressions lignende tilstand der bare ikke ville gå væk. Jeg har forsøgt at få hjælp, men det har været som om at en type som jeg faldt udenfor hvad man ville/kunne hjælpe, samtidigt med at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte med at prøve at få hjælp.
Jeg arbejdede hele tiden på det sociale, samtidigt med at depressionen hev mig længere og længere ned, til der hvor jeg ikke længere kunne se en fremtid, jeg følte mig slidt op, og spekulerede på hvor længe jeg kunne leve det liv.

Men hvad så nu, og efter jeg i moden alder fik mig en sprit ny diagnose: Asbergers/Autisme spektrum?

Det jeg må erkender nu, noget jeg har været på vej til i et stykke tid. At psykiske problemer ikke kan løftes alene, at uanset at samfundet ikke er gearet til at give nok støtte, så er det ikke rimeligt da menneskelig udvikling og en recovery process kræver at den foregår i et engageret samspil mellem mennesker. At kunne helbrede sindet i overvejende ensomhed er ikke realistisk som model, selvom det ligger i tiden. Mindfullness, positivtænkning, meditation, red dig selv, men gør det i stilhed og uden at engagere din omverden for meget. Jeg er meget træt af den trend. Jeg ville så meget heller have at vi erkender livet kan være svært og vi er parat til at være der for hinanden. Med psykiske problemer er man jo anbragt midt i tidens trender og fordomme omkring hvordan man takler personlige problemer, det kan godt være andre siger, jamen det gælder jo ikke for folk med "rigtige" psykiske problemer, men det ender det med alligevel, hele samfundet bliver påvirket af tidsånden også psykiatrien, det har jeg selv oplevet.

Men tilbage til det med Autisme, jeg tror på det altid er muligt uanset udgangspunkt at give mennesker et bedre grundlag for et liv. Recovery er den egne proces i samspil med andre, de løsninger man finder og de personlige evner man kan anvende og styrke. Men er recovery at man skal blive helt normal, hvad det så nu lige er for noget det der "normal"?

Nu bliver det Autistiske hjernes "styresystem" jo ikke grundlæggende ombygget fordi at man arbejder med at blive bedre til at takle tilværelsen. Man kan kognitivt blive bedre til at takle opgaver/situationer.

Autisme en alternativ måde for en hjerne at arbejde på, og på den måde bidragende til hvad det er muligt at udtænke som mennesker, verden har brug for Autistiske hjerner. Grundlæggende handler recovery for mig om det at have et ok liv der kan leves, noget andet er så udfordringen at få et samfund der er parat til at åbne sig mod det/de anderledes. Så længe samfundet lægger skyld, fordomme og forhindringer i vejen, er det op af bakke, hvor "normal" skal man være for at få lov at deltage, er det total tilpasning eller forbliv marginaliseret?

Jeg mener at det sociale netværk og det at leve i et samfund der er parat til at indrage en, er noget af det aller vigtigste for at skab et godt liv, om det handler om mennesker med eller uden psykiske problemer, handicap, etnicitet. Det er her tingene kan heles og mennesker kan blomstre.

Der er skrevet meget om recovery, men efter min mening er det her en af de bedste og en klassiker: "Recovery - At komme sig efter alvorlige psykiske lidelser" af Alain Topor. Bogen er meget anbefalelsesværdig og nem at gå til.






torsdag den 6. august 2015

Kreativitetens død

Jeg har været kreativ fra jeg sad i kravlegård, så meget af min tid har været brugt til at tegne og lave ting, skulpturer, sy. Det at skabe ting var en fast del af mit liv og min selvforståelse. Gennem hel min trælse skoletid var det den eneste kilde til selvværd, selvom skolen ikke kunne se værdien eller en fremtid i det.

Men kreativiteten er noget jeg har mistet. Som livet og nederlagende fik tag i mig, forsvandt den livsudfoldelse, det krævede for meget, det var ikke godt nok, det mindede mig om at jeg ikke var lykkedes. At jeg manglede de evner der ville gøre at jeg kunne være en susses som kunstner/designer, fordi jeg kun kunne skabe, alt det andet der kæves for at arbejde med kunst/design manglede. Og når folk der faktisk arbejdede med kunst/design/mode roste mig og var interesserede i det jeg lavede, så var det nærmest som om jeg afviste dem. En blanding af at jeg ikke havde lært at være fremme i skoen hjemmefra og en grundlæggende evig tvivl på egne evner....som vel er ret almindelig hos mange kreative, men lammende i min tilværelse. Jeg manglede alle de andre værktøjer der skal til, evnen til at opsøge folk, være åben og social, evt. lidt spidse albuer. Og faktisk tror jeg ikke jeg opfattede at de mennesker reelt og ærligt synes jeg var god og evt. ville have kunne hjælpe mig.

Nogen skal tro på en for at det lykkes, men det nytter jo ikke hvis man ikke tror på dem.

Jeg droppede faktisk det kunstneriske, da jeg var lige ved at lykkes med projektet (skulpturer), jeg var rædselslagen, jeg ved ikke om jeg var mest bange for det økonomiske praktiske, end selve det at det måske lykkedes denne gang. Var det realistisk at jeg var tæt på?.....jeg ved det ikke, men tanken gjorde mig bange og jeg knækkede sammen.



En pastelkridts ting fra min sene periode


Med hensyn til billedkunsten fik jeg præstations angst, det hold op med at være noget rart, jeg synes ikke jeg kunne leve op til egne forventninger. Jeg arbejdede meget med teknikker med en flydende streg, uden mulighed for rettelser og det kræver man er i flow. Det var noget nemmere med skulptur, der kunne jeg bare blive ved, til det lykkedes at få det resultat jeg ville have.

Jeg har stor glæde af andres kunst, det har jeg haft hele vejen igennem livet. jeg har set og set.

Jeg lave illustrationer til min blog og til denrenemiddelalder.dk, men det er mere noget praktisk jeg bare skal lave, det skal klares og det holder ikke på nogen måde mål med det jeg kunne engang. Men det er træning, jeg tvinger mig selv til ikke helt at slippe, selvom jeg ikke rigtigt er i processen, jeg taber overblik, der hvor jeg engang havde det.....og glæden ved det.

Jeg havde et helle i det kreative, en egen verden, som jeg så mistede sidst i 20erne. Og med tiden brugte jeg al energien til at gå ud i livet.

Kan det kreative komme tilbage? Jeg aner det ikke, om ikke andet tager det nok en anden form, der er naturlig for mig og med erkendelsen at jeg ikke bliver det jeg engang håbede, men finder eget udtryk jeg kan leve med uden præstationsangst.

"There are only two tragedies in life: 
one is not getting what one wants, 
and the other is getting it." 

                               - Oscar Wilde



.....Selvom det ville nu være ret nice hvis der skete lidt af det man drømmer om.







onsdag den 5. august 2015

Egocentriens maske

Man skriver ofte at folk med Autisme spektret mangler empati og de er egocentriske. Med hensyn til mig selv, så indrømmer jeg at jeg kan virke ret egocentrisk til tider, på den anden side bruger jeg det meste af min tid på at forstå verden. Jeg bruger mig selv som sammenligning, bedre, værre, kloggere, vildere, sødere osv. Jeg må også indrømme at jeg bruger en del tid på at tænke på om jeg er egoistisk når jeg gør ting, det er så svært at vurdere om jeg så gør meget egoistiske ting jeg ikke selv opfanger er det.

Den gang jeg var barn og ung, så var alt og alle ok, indtil det modsatte var bevist. Man kunne kalde det fordomsfri, umiddelbart synes jeg det var et sympatisk træk hos mig. Nativ? Tja, men kun delvis, på den ene side menneske kender på nogen fronter og på den anden side uden værktøjer til at forstå situationer og andre opfattelser....giver det mening?

Jeg har levet under min egen glaskuppel og kigget ud, og kigget det har jeg. Jeg var interesseret, meget, men jeg forstod kun delvis, uanset hvor meget jeg lyttede og kiggede.

Jeg var et ret alene barn fordi jeg blev isoleret af min familie, de havde ikke selv levet så isoleret som børn, så jeg ved ikke hvorfor jeg skulle være det, men sådan var det, så jeg måtte finde min egen underholdning, hvilket ikke faldt mig spor svært. Jeg hørte musik, var kreativ, og kiggede i bøger fra jeg var baby, jeg sad enda og klippede med saks i kravlegården. Jeg var ikke specielt hurtig til at gå eller tale, men da det blev lært gik det rimeligt hurtigt.

Jeg blev meldt til ballet undervisning da jeg kom ud af bleen, jeg kunne godt lide det, men var lidt alternativ i mine tiltag, men jeg fortsatte at gå til ballet hele min barndom. ikke at jeg socialiserede ret meget i den forbindelse, men jeg jeg var tilfreds, ingen ambitioner, bare træning.

Og jeg gad kun at lege med børn med fantasi, ellers kunne det være lige meget, og det skulle helst være noget med udklædning.

Men tilbage til børneværelset: Jeg havde jo alle mine plysdyr som jeg elskede højt, jeg legede komplicerede lege med dem og jeg var overbevist om at de havde deres egen personlighed, det betød også at jeg ikke måtte manipulere med dem, fx. hvis vi spillede spil. Hvordan lader man være med at manipulere med et ikke kommunikerende plysdyr? Jaaaaah, det kræver etik på et højt plan og ubegrænset fantasi og indlevelse.

Nej, det er ikke lige dem fra min barndom, men de bor hos mig

Men mennesker er jo mere komplicerede, jeg havde svært ved skjulte dagsordener, men sandsynligvis så tyk i skallen at jeg gik glip af rigtigt meget, hvilket måske i nogen tilfælde var udmærket, hvad man ikke opdager, behøver man ikke at bekymre sig om, der giver jo også en ro.

Jeg var ikke forkælet i den forstand at jeg fik min vilje, jeg er meget gammeldags opdraget, så der har ikke været plads til trods og vrede, plageri eller krav. Sådan var det bare. Men som enebarn havde jeg jo en del fordele og noget af min egocentri har folk nok tænkt var meget enebarn agtig. På den anden side oplevede jeg mig meget som en del af et vi, jeg har faktisk vært en del af et vi det meste af mit liv, indtil min Mormor døde og der ingen familie var. Og jeg havde svært ved at tro på at jeg havde ret til at tage beslutninger imod min familie.

Så der var et jeg under min lille glasklokke og umiddelbart udenfor et vi, der var meget stærkt....måske for stærkt til at være godt og sundt.

Da jeg var barn og ung trode jeg at kun min Mormor forstod mig, efter det fandt jeg ud af at det gjorde hun egentlig slet ikke, jeg måtte forstå jeg var alene, på en måde stum, selvom jeg kunne tale. Fordi den verden der var min var en gåde og alt for skrøbelig til at udsætte for andres behandling. Jeg havde min mentale firewall som en ven kalder det, jeg snakker om min egocentriske maske jeg bruger som skjold. Fierwall eller maske, det er for at vinde tid, skjule udmattelsen, sårbarheden, skjule jeg ikke helt til tilstedeværende i situationen.

Men det udsatte alene menneske kan jo føle empati, for andre af verdens udsatte alene skæbner og hvem man ellers møder på sin vej.
For de alene og udsatte har nogen gange et hemmeligt sprog, ikke forstået af udenforstående, ordene vejer anderledes og det er er imellem.
Det kan godt være der er ting jeg ikke forstår hos mennesker, men det er nok de "normales" sprog jeg tolker dårligst.

Jeg tolker verden udfra mig selv, ikke fordi jeg er verdens navle, men den jeg kender bedst trods alt. Jeg er et menneske med fejl og mangler, men jeg prøver, det er ikke let, for det er nok et af de punkter hvor jeg må bruge meget tid på, mere end de fleste. "Du tænker for meget", som folk siger, "du skal ikke spekulere så meget over hvad andre gør".......Jo, men det bliver jeg jo lidt nød til hvis jeg skal leve ude i livet og ikke en Eremit tilværelse.

Jeg har hele mit liv følt at min opgave var at forstå, både i en spirituel forstand og i forhold til det at være et menneske blandt mennesker. Derfor tænker jeg og kaster mig ud i livet også selvom det er ret så besværligt til tider.




Hoarding - Det totalt kaotiske hjem

Hoarding er ikke rigtigt et begreb man beskæftiger sig ret meget med i Danmark, ikke fordi her ikke er lige så mange mennesker der er hoardere som i England og Amerika, det vil sige folk der samler og gemmer alt for meget i deres hjem. Når jeg nævner hoarding i psykiatrien er det ikke et begreb de arbejder med, selvom sikkert en del af brugerne er hoardere. Jeg synes bare det er vigtigt at forstå hvordan hoarding udvikles og hvordan man bedst kan hjælpe og ikke mindst hvordan man selv som hoarder overlever en oprydning/udsmidnings proces.

Der er en del med Autisme/Asbergers der er hoardere. Jeg er selv en hoarder men jeg har flere grunde til at jeg er endt med det.

Ofte begynder folk at hoarde efter et personligt tab, skilsmisse, dødsfald, de var nok lidt typen der havde det med at gemme/samle men efter den traumatiske episode går det over gevind og i løbet af noget tid er det ikke længere muligt at selv at rydde op og smide ud.

Nogen med  hoarding har en baggrund med Autisme/Asbergers/ADHD, hvilket ikke betyder at man kan have startet i det små, og så efter noget traumatisk at gå over gevind med at fylde op i hjemmet.

Med hoarding er det angstskabende at skulle af med de ting man har udover at hoarding er en angstlidelse (OCD) i sig selv, man kunne få brug for dem senere, der er minder, eller tingene er for specielle for en til at man vil af med dem. "Du behøver ikke alle de ting", "hvorfor mider du ikke bare det hele ud?" Som hoarder bliver man bange og vred når folk siger den slags.

"Joooo, det kan da godt være jeg skal af med noget af det.....".

Mine egne erfaringer med at være hoarder er at tingene nærmest kan fungere som en bufferzone mellem mig og verden, måske det at ingen må komme ind og se det, og alte de gode ting mest ligner skrald når det roder fremfor personlige skatte.

Når tingene har kommet i orden og der ikke var ting og rod, har jeg følt mig eksponeret, som en Eremitkrebs uden sit hus. Ja, faktisk lidt angst.

Hoardere er mange slags mennesker, fra dem der klare job og udadtil virker nydelige og som om de kan klare sig, til mennesker der har store sociale og psykiske problemer. Men deres hjem kan ligne hinanden til forveksling uanset hvordan de virker udadtil udenfor hjemmet.

Ideelt skal hoarding helst reageres på tidligt i forløbet, desto længere folk når ud i processen med at gøre et hjem ubeboeligt, desto dårligere er udsigten for at de i fremtiden kan magte et hjem, uden meget hjælp udefra.

Men man kan jo lide sine ting og man gider jo ikke at høre på andres formaninger og skyld med skyld på, og det er først når der er problemer med at kunne lave mad, bruge badeværelset, at sengen er forsvundet i ting, man måske selv aner at det her går bare ikke. Men selv da er erkendelsen svær. Ikke på grund af manglende intelligens, men fordi der er så mange lag i den proces at få et hjem i den tilstand at det ikke er lige sådan at kunne erkende og forstå hvad der er sket i ens hjem. Og så er der jo skylden og skammen...afmagt.

Som hoarder vænner man sig til det er besværligt, at hjemmet ikke fungere som et hjem mere. Ja, man kan blive ked af det og stresset, men det er jo ens hverdag.

Er man som hoarder ydermere udstyret med ADHD/ADD eller Autisme spektrum er selve det at rydde op og sortere en udfordring, hvis man er ramt på koncentrationen omkring praktiske gøremål og processen er angstfremkaldende og man føler sig afmægtig, både med hensyn til det praktiske og det psykologiske i forbindelse med oprydning, udsmidning. Men bliver hurtigt træt, forvirret, hvis man ikke ligefrem bryder sammen, eller bliver stik tosset.

Og det at andre ser på ens hjem og har ideer til hvordan det burde være er hæsligt og ydmygende.

Og det er hæsligt og ydmygende, at nå til en grad af hoarding, hvor det ikke længere ligner bare et meget rodet hjem. Men køkken og badeværelse ikke længere fungere rent praktisk.

Jo, jeg har været der, og det er meget besværligt at leve sådan, men jeg anede ikke hvor jeg skulle starte, jeg tog noget op fra gulvet, og endte med at lægge det tilbage på samme sted, lige midt i døråbningen.

En af "tilbagefalds bunkerne"

Som hoarder har jeg både det "medfødte samlergen", jeg har det manglende koncentration om helt almindelige praktiske opgaver og jeg har oplevet personligt tab, der gjorde at rod og samleriet gik over gevind efterfølgende.

Det tager jo nogen år at få fyldt op og rodet til, men det kan nu gå hurtigt nok, og en dag så er det der, faktisk så jeg det komme. Og så gik der lidt tid og så var det blevet hoarding, men det krævede jo også at jeg havde fået det værre personligt, depression, mere tab, mere hoarding.

Man for et par år siden, skulle der være noget generel tilsyn af badeværelser der hvor jeg boede, det betød at ejendomsinspektøren var forbi, jeg havde brugt meget tid på at panisk "frisere" lejligheden, alligevel spurgte han: "Skal jeg ringe til kommunen?", Jeg sagde: "Det må du meget gerne for jeg havde forsøgt at få hjælp længe". At han kontaktede betød at jeg hurtigt fik hjemmevejleder.
......Og så har det handlet om at blive af med, skabe struktur og sælge sager siden.

Desværre et det man tilbyder er langsom tandudtrækning, at fikse et hoarder hjem over flere år er en laaaaaang proces. Optimalt skulle det gøres mere samlet, og med psykolog hjælp og hjælp til at blive af med ting der skal sælges. Selv har jeg bestilt bøger på biblioteket om hoarding, selv måtte klare det psykologiske, finde metoder til at sælge ting fordi jeg ikke også ville tage det økonomiske tab for de ting der faktisk havde værdi. Det ville jo være herligt hvis man bare kunne rydde bulen, men mit hjem bestod jo ikke af samlinger af gamle aviser, men arveting, og ting jeg havde samlet gennem livet og tøj. Man kan se på det helt koldt, men sådan er livet ikke. Og jeg havde allerede miste meget i en kælderoversvømmelse, desværre også de helt forkerte ting. Så igen en balance i forhold til ikke at påfører mere fornemmelse af tab oven i de gamle tab. Det må være afklarede valg, mit valg og ikke et overgreb.

Man kan moralisere ovefor hoardere, og det gør man, det er svært at forstå udefra. At ændre hoarder adfærd og indøve andre strategier er meget svært og det kræver man selv virkeligt vil, og det er der faktisk mange hoarding der ikke er/bliver. Og det er et projekt for livet.

Hoarding handler om flere ting, der skal flere elementer til for at noget bliver så meget kaos. Elementer der kan variere fra person til person, men giver samme resultat. Det betyder også noget for hvordan man løser oprydningen. Dybest set var min motivation og erkendelse større end så mange andre hoarders , til gengæld var mine praktiske evner små.



Jeg kommer til at skrive mere om det her emne og mine erfaringer og hvordan jeg arbejder videre på mit hjem. Lige nu prøver jeg at vurdere hvor mange procent jeg har tilbage af rod og sager jeg vil tro 30 procent hvoraf det meste er nogenlunde ok sorteret i kasser.

En bog jet var specielt glad for, da jeg satte mig ind i emnet var den her: "The Secret Lives of Hoarders: True Stories of Tackling Extreme Clutter" af Matt Paxton. Grunden til det er en kombination af at han tilfældigt snublede ind i den opgave at hjælpe folk der hoardede og fandt det så spændende et job at han fortsatte. Også at bogen er skrevet på en måde så man som horder ikke føler at man bliver talt ned til, eller der bliver brugt fagsprog på en måde der gør en til en diagnose og en "sag". Han skriver om forskellige mennesker med den type hjem han har mødt hvor der skrives om "det hele menneske" der også har evner og værdighed og metoderne og resultaterne af (sam)arbejdet. Så en god bog både for dem der selv har problemet/pårørende/fagpersoner.

Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv