Motivation og klare realistiske mål.

Jeg har svært ved at finde motivationen hvis jeg ikke kan se målet. At det jeg skal arbejde mig hen i mod, har nogen større forhindringer der ikke er op til mig. Jeg vil automatisk tænke, hvis den her forhindring ikke bliver løst, er det værd at overhovedet bruge energien, for at skulle nå forhindringen, og så stoppe?

Jeg har lavet mange start/stop projekter i mit liv. Og det er ikke gratis på energikontoen. Det er heller ikke gratis ikke at gøre noget, det tager også meget energi fra mig. Og i sidste ende er der ikke et stort nok plus, i forhold til de dødsdømte projekter. 

Realisme, støtte, planlægning, tryghed, klarhed, timeline. Uden det er jeg bare ude i det sædvanlige, et spirende håb, og så en grim længere nedtur. 

Nu kan jeg grine af min naivitet over starten på Elevanse, de håb det tændte og at jeg hoppede på det. Det siger noget om menneskets styrke og gå på mod, at man hopper på den, igen og igen.

Men ADHD medicinen var ikke fulgt af noget terapi, eller ekstra praktisk støtte, det var bare mig på egen hånd i min bolig, der prøvede at gøre en masse på en gang og samtidigt tage det ind psykisk. 

Havde det været i forbindelse med et oprydningforløb var jeg nået længere, inden det brændte ud, det kunne nok også have været fastholdende mig, da jeg brændte ud. At der stadig skete bare noget. 

Men Elevansen havde også sat nogen tanker fri omkring, at noget ikke gik længere omkring min bolig, og at jeg kæmpede med noget, der hvis det ikke blev løst så var hele mit oprydningsforsøg uden mål.
-Ja, jeg sagde, uanset om jeg bliver eller flytter skal der jo gøres noget. Og det er rigtigt, men der lå ingen kræfter i den tanke. For der er alt for mange skridt og delmål. Og jeg har ingen ide om det med flytning og hvortil. Det er alt for komplekst, alt for uvist.

Jeg håber at boligrådgiveren kan et eller andet, at jeg kan få mere info, at der er lidt mere overblik. Men jeg tror det bliver rigtigt svært, det er svært at flytte også for folk uden ADHD og Autisme. Svært at finde en ok billig god bolig. Udover det er det det med realismen i at jeg bor uden støtte, at det bare ikke kan fungere. Det er en drøm at det gjorde, men vist ikke rigtig virkeligheden. Det er måske intet under jeg er gået helt kold, det er godt nok mange ting der skal løses. Og der er gået lang meget tid med ikke at kunne få det løst. Min boligsituation. 

Nogen gange bliver jeg motivere af vrede, at nu må der gøres noget. Andre gange er det fordi jeg reelt fysisk og psykisk har overskud til at gøre noget i hjemmet. Men jeg står med at der både skal gøres noget praktisk i hjemmet, og der skal ses på andre løsninger omkring en anden bolig, og det er rigtigt meget samtidigt. 

Processen er også realisme, min egen. Men den er op imod de knappe ressourcer der er til ADHD/Autisme, og hvor er jeg i køen, hvis jeg overhovedet er i den. På den anden side er det også nået så langt ud at noget bare må ske, og at det ikke er så usynligt for kommunen og Psykiatrien mere. 

Som et menneske på Autisme spektret har jeg evner og styrker, men der er ting jeg næsten ikke kan udfører, der ender med at være det der definere mig og mit liv. Min egen negative selvforståelse, og samfundets manglende forståelse i en toxic blanding.

Jeg kæmper for de rester der er tilbage af mig, for at kunne bruge dem, dele dem med andre og i endnu højere grad end jeg gør det i dag. Men for at nå dertil er det: Realisme, støtte, planlægning, tryghed, klarhed, timeline, med nogen som tovholder på det. 

Melatonin og depression

I foråret startede jeg på melatonin fordi mit søvnmønster var gået helt galt, det har så altid være forkert lige fra barndommen, jeg har altid har ligget i sengen flere timer før jeg er faldet i søvn fordi hjernen ikke vil slukke. Men nu var det blevet endnu værre end sædvanligt.

Så da jeg læste mange med Autisme tog melatonin, ville jeg se om de piller kunne gøre for mig.
Det har så også hjulpet på søvnmønstret, men rent faktisk synes jeg også min depression er lidt mindre udtalt, også selvom jeg har været presset og stresset ekstra i de her forårs og sommer måneder.

Så melatoninen har understøttet noget godt, hvilket jo med min baggrund med kronisk depression er absolut positivt, og da jeg har haft meget brug for noget der kunne give bare et lille løft, og antidepressiva ikke har fungeret i mit tilfælde, og jeg ikke har haft adgang til anden behandling.

Omkring melatonin, så kan det give depression som en bivirkning hos nogen, så den positive virkning i forhold til depression, må hænge sammen med ens personlige hjernekemi, om man reelt mangler det og hvordan ens hormonbalance er, for melatonin er jo et hormon.

Melatonin er så forsknings mæssigt et uinteressant stof fordi der ikke er dyre patenter på det, men det er meget interessant det det kan, men gider man at kaste dyr forskning efter noget man ikke kan tjene kassen på efterfølgende?

Mit liv er ikke totalt forandret af melatonin, men det har sat nogen kiler ind, der gør at jeg måske kan løfte opgaverne bedre fremover. De små forbedringer kan være store, når tingene ellers har virket helt fastlåst, dog skal jeg være parat til at gøre det der skal handles på, og jeg skal have noget af den rigtige støtte udefra for at opnå selvforståelse, stabilitet og livskvalitet, så den sene Aspergers diagnose alligevel var godt for noget.


Om Melatonin og depression: www.sundhedsguiden.dk. Slut med søvnløse nætter hos depressive patienter

Boligdrømmen der blev til kaos

"Men du havde mange forestillinger om alt det der skulle ændre sig ved en flytning"....Mig: "Jo jaaaa, måske......"

Så nu kommer en slags status over de lidt over to år jeg har boet her:

Nu hvor jeg for længst har måtte erkende at min flytning for lidt over to år siden var et uheldigt valg i forhold til min tilværelse og ikke mindst "tilstand".....Men hvad var det så egentligt der skete, der gjorde, noget umiddelbart godt og fornuftigt til noget ber blev rigtigt skidt?  Og hvad var det jeg gik håbede på, og fik jeg nogen af mine håb og drømme indfriet alligevel?

Jeg flyttede fordi min gamle lejlighed var umulig at holde varm, at de lejligheder skulle have været renovereder for at kunne være gode moderne sunde boliger. At køkken og soveværelse var meget små, og fordi de var ved at bygge en sprit ny tunnel og motorvej på tværs i området, så der var nyt kaos at for holde sig til dagligt. Også fordi jeg synes jeg altid skulle med bus/tog for at komme ud af området, til noget mere interessant, jeg er jo Københavner og er ydre Østerbro er ikke rigtigt København i min optik, hooost!

Så efter jeg havde haft nogen vintre hvor jeg ikke kunne blive rask efter noget influenza pga. kulde og træk lejligheden, og jeg var ved at nå der på ventelisten efter 10 år i boligselskabet, og der faktisk begyndte at komme bedre bolig tilbud så tænkte jeg nu skal der altså flyttes. 

Den gamle lejlighed var også endeligt kommet i bedre orden fordi jeg havde hjemmevejleder. og der var blevet gjort hovedrent. Derfor var det mere overskueligt at flytte. 

Faktisk gik flytningen godt også selvom, at jeg lynhurtigt måtte skaffe en anden måde at flytte på end det der var planlagt, for da det skulle foregå en lørdag, og jeg ikke kunne få støtte til en flytning på en lørdag da det er mere dyrt, og jeg derfor fik jeg afslag to dage før jeg skulle flytte.....
Det betød meget mere arbejde til mig og at den lovede hjælp til nedpakning ikke kom til at ske, godt jeg selv var startet på det i tide.
Grundlæggende var problemet at jeg havde ting på loftet og i kælderen, som jeg ikke havde overblik over, jo det var pakket ned i orden, men det fyldte. Og jeg havde ikke plads til det det nye sted, der havde et meget mindre kælderrum og intet loft.

Og det var vel der det gik helt galt, jeg kunne ikke komme på plads i den nye lejlighed, der var møbler og flyttekasser bogstaveligt op til loftet og for mange møbler da den nye stue var mindre end den gamle. så nu stod jeg i lejligheden med 81 flyttekasser og møbler der stod i lag.

Her er 15 af de 81 flyttekasser.

Derfor skulle jeg igang med at sælge møbler og ting, og det var et for stort arbejde og uoverskueligt. Også fordi den praktiske del af det, jo ikke rigtigt kan støttes af en hjemmevejleder.  

Jeg begyndte at ændre adfærd i hverdagen, jeg var stresset og mere vred/irriteret. Jeg havde det ikke godt, før jeg flyttede jeg havde depression, jeg havde det heller ikke godt efterfølgende, den kroniske, depression godt nok forsøgt medicineret på det tidspunkt, men uden at gjorde en rigtig forskel og nu forværret og med vrede oveni, vrede mod alt og alle.

Før jeg flyttede kunne jeg rumme mange flere ting, og specielt det sociale blev ramt af flytningen, jeg kunne ikke være sammen med andre mennesker som jeg ellers havde opøvet og vænnet mig til at kunne, og den konsekvens kom med det samme af flytningen og fortsatte bare. 

Jeg følte mig ekstremt fanget af at ikke kunne magte opgaven med boligen. 10 måneder efter jeg var flyttet var jeg ikke i en god forfatning, og jeg fik også rodet mig ud i noget, der smadrede mit sociale liv i en slags dominoeffekt. Samtidigt begyndte en nabo at sidde og ryge og tale mobil udenfor mit køkkenvindu, og jeg fandt det utroligt belastende med nogen så tæt på, og endnu mere som jeg nu havde det. 

Jeg havde ikke kræfter til at ignorere, eller reagere på en fornuftig måde, ikke at jeg tror jeg havde fået noget ud af en dialog, men hvad ved jeg?  Og faktisk magtede jeg ikke dialog på det tidspunkt, selv ikke i dag og det håber jeg sørme ændre sig til det bedre. Men det var godt nok tæt på med en nabo. Nogen gange ryger man bare ud i rigtig dårlig personkemi, og meget forskellige ideer om opførsel, og når der så er uklare husregler er man på den.

Jeg mistede venner ved at flytte, stressen gjorde jeg droppede folk, og nogen droppede mig. Jeg fik det ikke bedre, men værre og på en nye ukendte måder, måder jeg havde mindre overblik over og erfaring med. Jeg blev mere klassisk Asperger, det var ikke længere inden i, det blev også mere synligt udadtil, fordi jeg reagerede kraftigere og oftere. Det endte så med en diagnose, held i uheld? En forklaring på et svært liv, men noget forsinket.

Så nu efter et  års selverkendelse efter diagnosen og det selv at undersøgelse af hvad Autisme spektret er fo noget. Og  lille løft efter jeg har fået melatonin, for jeg tror sørme det gør noget for min depression. Så nu er jeg er selv igang med mit hjem nu, stille og roligt, og meget mere erfaren og med bedre fornemmelse af metode og hvad jeg skal passe på med.
At jeg skal kunne mærke om jeg roder med nogen ting/opgaver der er i en grøn, gul, eller rød zone i forhold til stress og angst, og indtil videre skal jeg gøre alt det der er grønt og ok, og måske lidt gult. Og så tage de pauser der skal til.

Og fordi man ordner hjem, så er der stadig tøjvask og køkken rod at skulle passe, selvom det er lidt i vejen, og irriterende at det virkeligt også skal være nødvendigt, når det andet er det man synes der burde havde hoved prioritet....men sådan er det jo med hjem, der er altid noget at lave.

Og her for kort tid siden flyttede den nabo som var "for tæt på". Og det er en ufattelig lettelse at jeg ikke længere har en nabo trampende rundt udenfor mit køkkenvindu, det var en ren belejring, uden hensyn til mit privatliv, Aspergers eller ej, de fleste havde fået nok hvis de ellers var hjemme i et vist omfang, om ikke andet pga. den evindelige rygning.

Hvordan vil jeg så have mit hjem, hvem er jeg nu, jeg er ikke den jeg var da jeg flyttede ind om ikke andet, det føles mærkeligt, som om jeg kan trække vejret igen, det er så fremmed for mig efter alle de her år.

Så det er måske nu, det er nu jeg oplever at det sker, det jeg håbede på da jeg flyttede. Jeg er jo tilfreds med området, og jeg bor centralt i forholdt til mine aktiviteter og har venner i nærområdet.

Nogen svære år, efter mange andre svære år. Kaos i hjemmet og endnu mere kaos i hovedet. En længere omvej mod målet, men sådan kan livet jo være.

I den kroniske depressions lænker

Hvad så nu? Jeg synes det er ret væsentligt at jeg får rigtig hjælp med min kroniske depression, den kommer ikke til at gå over af sig selv.
Og det at jeg ikke har kunne få den rigtige hjælp har været fatalt, men desværre meget typisk for den måde man behandler mennesker med psykiske problemer for øjeblikket.

Men den depression skal der ses på, ellers bliver der ikke meget fremtid for mig. Mine tanke mønstre er ekstremt præget af et liv med depressioner fra jeg var 11, jeg ved ikke længere hvordan en ikke depressiv hjerne tænker, af god grund. Det har handlet om at have mere eller mindre depression, ikke at være ude af depressionen, så let depression er det jeg tror er "ikke depression"...

Jeg har læst mig til at kronisk depression kan godt behandles, problemet er at der skal mere en nogen piller til. Jo, jeg har jo været igennem diverse, og jeg er en af dem hvor den konventionelle  medicinering ikke kan stå alene, eller egentligt ændre ret meget på noget, andet end en fortsat depression men på piller, og det giver ikke meget mening.

Hvorfor betyder min livskvalitet så lidt i forhold til mange andres? Hvorfor har jeg måtte leve hovedparten af mit liv med depressioner, uden at kunne få hjælp?
Jeg er gået usynlig gennem livet, dømt på det ydre, så længe det ser ok ud er der intet i vejen. Og unge middelklasse kvinder er jo ikke rigtig syge vel?.
På den anden side er der heller ingen der regner midaldrende middelklasse kvinder for ret meget, hvis de ikke har pengene til at betale psykolog/psykiater selv.

Og gør det egentlig en forskel at have en Asperger diagnose oveni, eller er det endnu en grund til at det kun er naturligt at jeg har depression, og det bare er som det er?  Og som førtidspensionist og i min alder ikke værd at satse på, der er intet for samfundet at vinde på det projekt.

Det må være nok nu, jeg vil ikke mere, depressionen æder af mit liv, skal den også få lov til at tage resten?

Jeg har kæmpet for at overleve mentalt, i en familie med lidt for mange fortrængte problematikker, som jeg har båret på mine skuldre, en elendig skoletid, til et ungdom der aldrig blev en ungdom, men isolation og depression, til den afgørende kamp for lidt frihed, men for sent.
Jeg har ikke været passiv, jeg har kæmpet hele vejen igennem, nogen gange skjult, andre gange kunne man se kampen...alligevel er jeg usynlig i forhold til at få den rigtige støtte. I en tid hvor man selv skal finde ud af at blive rask, det er i det mindst det jeg får at vide, find ud af at blive raske selv, eller gå til grunde....siger vi det til mennesker med kræft....for depression er også en dræber, der gør det på et utal af måder, nogen snigende andre mere abrupte.

Følelsen har i alt for lang tid været et liv levet i værdiløshed, hvilket vel heller ikke ligefrem hjælper på depressionen........hvad gør jeg nu, hvad gør denne tid anderledes end alle de andre gange jeg har ønsket at få hjælp? Hvad har jeg for værktøjer til at bare få lidt brugbar støtte?  Det nytte næppe at skælde ud, eller hvad?

Depression variation og inklusion

Kender du det, endnu et opslag på Facebook om en fiks måde at slippe ud af en depression?
Lad være med at sove i tre døgn, mediter, mindfulness, motion, kostomlægninger, vitaminer. Det gælder også for ens facebook venners egne erfaringer, med alternative behandlinger.

Men det satans med depressioner er at der er mange slags, der kan være udløst af et utal af forskellige årsager, vitaminmangel, lysmangel, stress, sorg, et lorteliv, sygdom og meget mere. Resultatet kan så være mere eller minder svær depression, men i princippet mange af de samme symptomer, men mange forskellige årsager -Upraktisk? Ja, absolut.

Udover at det er svært at sige man har depression, fordi man bliver sammenlignet med andres erfaringer, din depression blive målt efter hvad den anden tror depression er. Hvilket intet siger om hvad du føler selv. Og depressionen er jo det du selv føler du lever med.

Depression er blevet en folkesygdom i Danmark, men umiddelbart ser jeg ikke det gør det nemmere, det nærmest forfladiger problemet, trivialisere det. Og depression er en livsluger og potentielt livsfarlig.

Med årene efter de første lykkepille rus, er der kommet meget kritik af antidepressiva, det gør at nogen ikke vil afprøve en behandling i frygt for bivirkninger. Der jo faktisk nogen der har gavn af antidepressiva, desværre kan man ikke se på folk hvem, og desværre er der mange der ikke har nogen gavn af dem. Jeg mener så at det kan være værd at afprøve, især hvis der ikke er en egentlig årsag til depressionen, men den bare er der og går ok kommer uden at man kan sige hvorfor.

Selv har jeg prøvet forskellige typer antidepressiva uden held, for mig er det ikke løsningen.

I tiden ligger der også et mere eller minder uudtalt et krav om at man selv har et ansvar for sin depression, og man skal være artig og spise sundt og få motion. Alt i alt vise samme overskud som hvis man ikke havde depression. Personligt har jeg ikke overskud til at lave sund man når jeg har det skidt, og jeg mener ikke jeg mangler rygrad.
Jeg har da kendt folk med depression der sagde de fik det bedre af motion og bedre kost, men igen, vi er forskellige også forskellige med hvad der står først på listen over basale overlevelses strategier.

Hele vejen igennem min sidste 6 år lange depression, har jeg haft en klar følelse af at alle de gode velmenende råd ikke var nogen jeg kunne bruge, svaret lå et andet sted. Men hvor?
Det var som om der var en gåde der skulle løses, men samtidigt også et samfund der var ved at kvæle mig, med sine krav og lykke tro.

Jeg blev mere og mere vred, jeg begyndte at sige, "Nej det er ikke min skyld, det er også jer der er en del af problemet". Manglende inklusion, stigmatisering, overflade ræs, en samfundsmæssig afvisning af at livet også indeholder lidelse......og der ikke er noget galt i det med lidelse, det er naturligt også når man bor i Danmark, det farligste er faktisk afvisningen af at lidelsen eksistere i blandt os, og er reel.
Jeg forstod nu: At det handlede ikke bare om mig, men mange andre i Danmark der ikke kunne få "det gode liv" til at hæng sammen, som de der mennesker i reklamebloggene.

Mit liv havde nu i længere tid mistet sin mening og håb, og jeg har været gennem meget i mit liv også tidligere depressioner, og aldrig været så modløs, jeg følte at døden var meget nær, et par år til og jeg ville være færdig, ikke nødvendigvis selvmord, bare færdig udslukt.
Jeg har levet et liv på kanten, forsøgt at overleve uge for uge, usynligt, uforstået. Jeg har prøvet at få hjælp, men den matchede ikke mine behov, jeg kunne ikke finde vejen til hjælp udefra.

Så jeg krævede at blive henvist til distrikt psykiatrien igen, og det der skete var jeg kom til en visitationssamtale og fik at vide jeg havde Asbergers og blev sendt hjem igen da de (DPC) ikke kunne tilbyde mig noget.....åbenbart heller ikke rådgivning om hvad jeg så skulle gøre for at komme videre og få mere info.

Og i øvrigt opdagede jeg at jeg havde stress og havde haft det i et og et halvt år og det kun var bleve værre.

Og så luskede jeg afsted efter nogen vitaminer og holdt op med at foretage mig noget fornuftigt i mit hjem for at få helt ro på. Jeg indkøbte specielle b vitaminer mod stress, d vitaminer som jeg reelt mangler, multivitaminer, magnesium, og mig der hader at sluge piller.
Jeg synes jeg fik det liiiidt bedre......Noget senere tilbud om NADA øreakupunktur......jeg fik det stadig bedre. Men hvad jeg nok var mere afgørende, var at diagnosen Asbergers/Autisme satte meget på plads, det var et af det svar jeg havde ventet på meget længe. Og det svar, var samtidigt også svar også på en masse andre spørgsmål jeg havde kæmpet med.

Jeg føler at jeg i dag næsten ikke er depressiv, ikke i forhold til tidligere, men hvad var det der skete? For der blev jo sat flere ting ind næsten samtidigt, en ny diagnose og vitaminerne og det gav en mærkbar virkning og så kom NADAen lidt efterfølgende. Depression er godt nok noget sært noget, og efter at have haft det gentagende gange gennem det meste af mit liv er den stadig en gåde jeg ikke har løst.

Til sidst: Husk på, at depression ikke bør ses som noget man bare skal kunne styre, og man er et dårligt menneske hvis man ikke kan...og rent faktisk prøver man jo at klare det hele med en depression i rygsækken, faktisk bør man have krav på lidt medmenneskelighed fra andre, ikke skyld med skyld på og det gælder også for samfundet som sådan. Der stilles så uendeligt mange krav til individet i dag, men vi lever i en sammenhæng, derfor skal/bør/kan vi ikke bære det hele alene. Et af de fælles spøgsmål den depressiv stiller er "Er jeg stadig en del af liver og fælleskabet?". Og at blive lukket ude/tilsidesat af andre/samfundet, letter ikke vejen ud af en depression.