Hvorfor er det ok at hade på førtidspensionister?

 Det er faktisk svært af blive førtidspensionist i dag, det har det være i mange år. Der var lige en overgang hvor det var nemmere, at placere folk der. Men ja det er meget længe siden, men måske fordommen hænger ved.

Jeg har kendt mange der burde have fået en førtidspension for længe siden, men blev kørt rundt i arbejdsprøvninger og alt mulig forhaling i årevis, med hvad det indebære fysisk og psykisk.

 
Flere unge får i dag en førtidspension, jeg tror det er et modtræk til man en overgang slet ikke ville give det til de unge og krævede at de skulle ud i kurser og flexjobs/skånejobs. Erfaringerne må have været at det gjorde nogen endnu dårligere, og det kostede penge at prøve at fastholde at der skulle arbejdes.
Det er et af de der eksempler på at folk skal passe de i kasser der politisk bliver opfundet, at man på et tidspunkt parkerede folk på en førtidspension for at få dem ud af arbejdsløshedsstatistikkerne, for derefter at gøre det helt umuligt for folk at få en, nærmest uanset hvad. 
Det jer har oplevet i mit liv er at de mest udsatte i samfundet, har været underlagt politiske holdninger, der intet havde at gøre med, hvad der var det rigtige at gøre, men det befolkningen ville hører, eller bare ren kold dogmatik. Og her er der mennesker der kommer i klemme, folk lider under det, og dør af det før tid. Men vi er blevet kyniske, ikke alle liv, er lige meget værd. 

I dag kan vi godt regne med at mennesker der får en førtidspension er blevet efterset i alle ender og kanter, og i længere tid inden de har fået den tilkendt været igennem mange afklarende forløb. Så hvorfor et det stadig sådan et stigma, og hvorfor tror nogen stadig det er noget man kan få, bare fordi man beder om det? 

Der er stadig det med usynlige handicap og sygdomme, men de fleste burde i dag kunne forstå at kroniske lidelser og handicap ikke altid er synlige? Og hvorfor mener man at man kan sige det lige op i ansigtet til mennesker med en førtidspension, at det er af bekvemmelighed og dovenskab?

Nogen har den indstilling at folk på en førtidspension skal kunne ingenting, og bare det de kan ser nogen lunde velfungerende ud i en halv time, gør at der er noget lusk. Man kan undre på hvordan de ville forholde sig til selv at være i en situation med ikke at kunne, ville de dømme sig selv anderledes, eller vende de grimme tanker mod sig selv?

Måske rigtigt meget af det at italesætte andres førtidspension, er at man tror at det er noget man har et reelt bud på, det er jo bare et andet menneske og jeg ser hvad jeg ser, og det jeg ser, er ikke en der ser syg nok. At man ikke er uddannet læge eller psykiater spiller ingen rolle. Er det socialt uacceptabel adfærd? Absolut. Men desværre vil mange med en førstidspension begynde at opremse hvorfor de har fået den, og det efterlader den anden med en magt, og en selv med mindre selvom man talte godt for sig. Andre har faktisk ikke et krav på at man skal godtgøre hvorfor, for at selv være acceptabel og venlig. Måske "Jeg er udredt/diagnosticeret og jeg er blevet tilkendt, så alt er efter bogen". 

Man kunne spørge dem der udtaler sig grimt om førtidspensionister, om når de nu synes det koster og personen sikkert godt kunne arbejde, om de ville være villige til at bistå denne person, for at minimere udgiften til samfundet. Jeg er ret sikker på det ville give en ret voldsom tilbagetrækning, især hvis der kom eksempler på hvilken hjælp og støtte. 

Der har i mange år kørt mottoet i Danmark at "Man kan hvad man vil", og kan man ikke det, er det fordi man er uden rygrad og ambitioner. Man er ikke nyttig for samfundet, man er bare fyld, og i værste fald koster man penge ud af fælleskassen. Man glemmer så at en lille del af fælleskassen er det sikkerhedsnet der skulle afbøde, de frie fald for landets borgere, hvis noget går rigtigt galt. 

Så man gør sig til selv overdommer over hvem der er de værdigt trængene, med meget lidt indsigt og information. Men man føler man har ret, man har betalt skat, og også når man ikke har betalt skat. Igen, hvis jeg skal vinde, må andre tabe, de er ikke så stærke som jeg. 

Der er måske også dem der tænker at de også godt kunne tænke at komme på pension og holde op med at arbejde, men ikke har muligheden. Så det at møde en der render rundt på en pension prikker til den følelse. Og det falder ikke personen ind at der er en pris for den pension, at man har en meget kraftig arbejdsnedsættelse og/eller slet ikke kan arbejde.

Måske folk på en førtidspension ikke må smile, have en sjov farvet bluse på, have interesser, have en mening, ønsket at deltage i samfundet? At de bare skal være forkuede grå og sammenkrøbne som en flok forkrøblede tiggere på et middelalder kalkmaleri for at være på førtidspension -Er det stadig er billedet på handicap og kronisk sygdom...i 2024?

Psykisk sygdom er jo et kapitel for sig selv af usynlige førtidspensions givende diagnoser. Og så er der Autisme og ADHD. Nogen af os har prøvet at komme ind på arbejdsmarkedet, og i flere omgange. For nogen har det lykkedes at få og bibeholde et job. Men andre har måtte opgive. Det var ikke det vi ønskede, et liv udenfor arbejdsmarkedet, men førtidspensionen var den sidste løsning.

Jeg mindes alle de projekter man har været hældt ud i og arbejdsprøvning. Og det var barsk, man var jagtet vildt, og det var ikke godt for psyken. De arbejdsløse skulle javes rundt til de blev stressede nok til de tog et job "frivilligt". At der så var en gruppe af mennesker der ikke var raske, der blev kørt igennem den kødhakker, var bare sådan det var. Vi var alle under mistanke for at være nogen dovne snydere, og det blev sagt i alle medier dag efter dag. 

Det passede så dårligt med mine erfaringer med dem jeg mødte på de der helvedes kurser, det var rigtige mennesker, med rigtige udfordringer i livet. Men dem kendte politikerne jo ikke. De var de andre, den slags der ikke vil arbejde. 

Jeg har altid undret mig over den "ikke vil arbejde", de fleste jeg har mødt ville gerne arbejde, selvfølgeligt i forhold til evner og kunnen. Og hvis man ikke vil arbejde er det vel også et udtryk for at man ikke synes man er en del af fælleskabet, at man er udstødt på en eller anden måde. Der ligger noget inden "Vil ikke arbejde". For det ligger nu til os mennesker at gøre noget, hvis vi overhovedet kan.

Når politikkeren eller meningsdanneren siger "Nogen vil ikke arbejde" er det for at skabe en stemning, de arbejder med nogen selvopfundne personer der bliver sat i spil, for at kunne fremme en sag. Og den sag er ikke for at sikre almindelige Dansker goder, som de ikke ville få, hvis de der andre får,  De penge skal blive helt oppe i systemet, oppe bland nulsums storspillernene. Det er bare lokke mad, og frygt, og "os og de andre".
Jeg tror folk der stemmer sådan, håber at hvis man stemmer der, kommer man selv opad.
Men hvis det ulykken sker ender man i bunken med "os andre" stakler.  Det er kun de meget rige der altid har lidt ekstra gemt af vejen hvis der skulle opstå noget.
Og ja, jeg ar mødt dem under kommunens helveds kurser, de der fik en overraskelse over virkeligheden når bunden falder ud, og man ellers har levet et helt andet liv, og troet fuld og helt på man kan hvad man vil og det vil ikke ske for mig. Heldigvis er "vi andre" ret søde og forstående, vi har jo prøvet så meget.

Nogen får en førtidspension og arbejder lidt ved siden af, for ekstra penge, nogen gør frivilligt arbejde. For nogen er det ikke en praktisk mulighed. Men livet er også meget andet end arbejde, selvom det er så centralt i vores Danske kultur, den sidst rest af moral, der absolut skal overholdes, for at være med i klanen.
For der er en meget stærk moralisering i det, individualisereingen har opløst mange gamle moralske forestillinger om hvad man må og skal som menneske og fællesskabet. Men når det kommer til det, ikke at arbejde, så er det det samme som i de gode gamle dage, og åbenbart er synet på de ikke arbejdsdygtige heller ikke rigtigt flyttet sig for nogen, man skal godkendes af dem personligt, og vi skal se syge og triste ud for at blive godkendt. Og det er her vi skal sige nej tak! 

For der skal være livskvalitet i et liv med en førtidspension. Vi skal være et samfund der kan unde folk at leve så godt og rigt liv som muligt med en kronisk sygdom/handicap, uden at få smålige komentarer. 

Aktivistisk Autisme?

Nogen gange kan folk blive lidt betuttede når man kalder de der ikke er Autister for de neuro typiske, for hvad er nu det at sætte mærkat  pæne normale mennesker?

At benævne dem der ikke er Autister som neuro typiske, svare til hvad andre grupper af mennesker der har følt sig stigmatiseret og marginaliseret har gjort, for at blive bevidstgjort om sig selv og samfundet, og for at smide skammen og også kunne se det positive i ens anderledshed. Og at man tillader sig at vende lidt på den virkeligheds opfattelse man har måtte leve i, som et menneske der var.....ja, åbenbart fejlbehæftet på en eller anden måde i forhold til flertallet.

Et andet eksempel er begrebet ciskønnet eller bare cis, i forhold til mennesker der føler sig som værende det fysiske køn de er født som, fremfor at føle sig som et andet køn end det kropsligt/fysiske medfødte. På den måde er jeg en cis kvinde. -Jamen jeg er jo normen, hvorfor er jeg pludslig en cis kvinde? Ja, det er jeg på grund af transkønnet Aktivisme og queer teori. At man stiller "normalen" i et andet lys end vanetænkningen. 
Jeg er efterhånden vandt til det, jeg er blevet bevidst om begrebet entitlement (berettigelse, hjemmel) at nogen føler retten til at være det rigtige køn, på den rigtige måde, den rigtige race, klasse osv. og derfor aldrig ser verden i et andet perspektiv. intitlement kan også være det man hægter sig på, hvis selvværdet halter, fx at være en hvid (hetro) mand, for så er man da noget....

Jeg har også en fortid med folk med en politisk bevidst tilgang til psykisk sygdom, og hvor man ikke bare godtager samfundets prædikater og værdisætning af mennesker der er udenfor normen. Som en ven siger, "Måske de gale er samfundets ægte avantgarde". Desværre bliver de sjældent hørt, men ofte bare stigmatiseret og selvstigmatiseret væk, og dermed uhørt.

Det er jo fordi vi lever i en social konstruktion, og det Autistiske sammenlignes også med hvad der gennem tiderne og nutiden er forventet og passende for at være "normalfungerende". Det siger mere om samfundet norm blik, end om mennesker med Autisme. Autisme rummer også muligheder, og perspektiver udover den neuro typiske bevidstheds rammer. Så hvem er den rigtige slags mennesker?

Aspi kulturen på internettet har skabt mulighed for et andet blik på Autisme, et blik der ikke kun ser på Autisme set udefra med en diagnosebrille, der kun nævner det atypiske hos en med Autisme, og udelader de positive sider, og de sider hvor evnerne kan kombinere ting på en måde den nerotypiske hjerne ikke lige kan få kombineret på samme måde. Nej, ikke alle Aspergers/Autister er geniale videnskabsfolk, men vi har ressourser og samfundet får ikke altid den glæde af det som de kunne få, og ikke mindst os selv, da der mangler flere platforme for for os.....At sidde og kunne noget uden at få lov er et helvede, det synes jeg.

Det moderne samfund har brug for os, da mange jo allerede sidder og programere. Og hvad ville videnskabelig forskning gøre uden friske nye Autister? Spørgsmålet er bare med forskningen i Autisme vil ende i fravælgelse på fosterstadiet. Vil forældre frivilligt tage bøvlet og problemerne med et Autistisk barn, og ikke mindst kampen om at få den rigtige hjælp til sit barn? 
Og hvad sker der med et samfund hvis man fravælger mennesker med Autisme spektrum forstyrrelser?.....tja, så må vi importere Autister fra lande hvor man ikke har råd til den type tests, for den specielle intelligens kan ikke undværes i det højteknologiske samfund vi ønsker os. Vil vi have høj intelligens, er der også nogen anormali forbundet med det. Det ville være praktisk hvis de evner kom i mere "passende udgaver", men desværre;-) 

Men igen ikke alle på Autisme spekteret har specielle evner og nogen vil skulle have samfundets støtte livet igennem, en støtte der som det ser ud bliver vanskeligere at få. Fra at børn ikke kan få specielle skoletilbud og derfor bryder sammen, til hvad skal der ske med de hårdest ramte Autister børn/voksne, hvis familien ikke har råd til at betale pleje døgnet rundt? En virkelighed folk der ikke er inde i de barske realiteter ikke ved meget om: Handicappede børn og voksnes vilkår i Danmark i 2015.

Andre gruppers kamp ud af fordomme og marginalisering har gået gennem aktivisme, og at nogen var absolut hard core i deres holdninger, historien har også vist at man intet får bare fordi det er forkert og synd for en det der foregår, det er først når man står udenfor med høtyven, at dem indenfor begynder at tænk sig om, eller overhovedet opdager man eksistere. Det er heller ikke sådan at når man først har fået rettigheder, at de bare er til evig arv og eje, da det er meget tydeligt at samfundet skifter retning og det man har opnået kan mistes...For hvor var det velfærdsstaten pludseligt blev af, for 20 år siden havde vi vel næppe troet den skulle afvikles for en hver pris og egentligt uden ret meget modstand fra befolkningen?

Tja, nogen gange må man skære holdninger lidt ud i karton, for at marker at det ikke bare er ligemeget, så normalitetens billeder og ordstrøm ikke bare er en lavine der ender med at vælte alle dem der ikke er en del af den lavine omkuld. 
Der er intet underligt i at dem der kun har oplevet at være en del af at være "de normale" kan undre sig, nu har de levet med normerne og normerne har understøttet dem i at alt var ok, og så kommer der nogen og kalder dem neuro typiske eller ciskønnede og jeg ved ikke hvad?

Er det arrogant at at vende brillen den anden vej og giver "normaliteten" et grundig kig? Skulle man som offeret for fordomme og vanetænkning være klogere, have mere medfølelse med de neuro typiske?

Der er kørt "dem og os", meget længe mod de anderledes, så måske en omvendt "dem og os" skal til for i en tid, for at vi kan ende som et: Os og vi, som en anden ven siger "Samfundet det er os alle".

Ja ja, vi der ofte selv er blevet gjort opmærksomme på at vi ikke er helt normale er jo så vandt til at blive kaldt ting, men om ikke andet har vi nu fået internettet som platform til udveksling, og der kan vi internationalt finde hinanden og dele tanker/erfaringer og inspiration, der er mange måder at gør det på, og der er mange stemmer og holdninger, men vi er bevidste om at vi ikke er alene og vi nu kan se ud på verden sammen og nogen gange undres over at det er os der ses som de sære.

Kan man stadig få hjælp?

I morgen skal kommer der besøg fra hjemmehjælp visitationen, så de kan bese hjemmets tilstand og vi kan tale om en plan for at få mit hjem lidt på højkant igen.....eller noget.

Snavset er her, og rodet, og der burde have været sat noget ekstra hjælp ind for mange måneder siden, og hvorfor blev der ikke det?......tja, der var vel en grund, som der også er en grund til at der ser ud som der gør hjemme.

Samtidigt ser jeg i medierne og på Facebook at alt bliver skåret ind til benet med hjælp og støtte.

Det gør det for mig lidt kompliceret mentalt, at skulle kræve noget, i en tid hvor intet længere er en selvfølge, noget nogen har opdaget og andre ikke. Når de efterspørger behandling og støtte. Bla. på Facebook kan jeg se at forældre kæmper for støtte til ders børn med Autisme og de ny diagnosticerede voksne spørger til hvor de kan få mere information støtte, og deres kommunikation med kommunen. Det er som det står til lige nu, men hvad om snart?

Hvad er den overordnede plan for hvad samfundet kan levere, til dem der har brug for hjælp? At pårørende til ældre selv skal på banen som plejere, er blevet luftet politisk. Men sidste gang familien stod for det, var dengang mange kvinder ikke gik på arbejde og et helt andet samfund, der gik i et helt andet tempo. Det en tilbagegang, for at få fremgang, eller hvad er planen? Men jeg synes ikke det hænger sammen, ikke uden at skabe problemer praktisk og økonomisk, men selvfølgligt økonomisk ikke muligt at løfte for den enkelte borger, når tilgangen til hjælp forringes, ikke for staten.....selvom man jo har set at besparelser, må betales et andet sted.

Den fælles velfærds forsikring er væk, og de mere velhavende må købe deres egen syge/arbejds/social sikring.

"We are all living in America" kan blive en virkelighed endnu mere end i dag, men det er et kopi USA, og jeg vil ikke personligt bo i en billig USA kopi.....og hvordan går det så egentlige der, for de helt almindelige mennesker?....nå ja, det er jo ikke almindelige mennesker der har magt, og som jeg ser det har almindelige mennesker fået mindre og mindre magt, det var som om vi lige var ved at få det, men....Når hovedparten af rigdommen og magten nu er endt hos en lille håndfuld mennesker, er det vist ikke realistisk med mere "power too the people".

Det fælles er slut, og nu skal all have deres, som tegningen af et stort skib der er gået midt over og nu bygger alle hver deres lille redningsbåd af resterne, istedet for et fælles projekt....i øvrigt har de muligvis selv hugget af den store fælles båd for at få til den personlige jolle. Er det et fremskridt? Er det det moderne kloge menneske?

Samtidigt står vi med en flygtninge situation, der vil koste penge, også da vores integrations evner/erfaringer ikke er optimale.....eller har man besluttet de bare skal hjem når der er fred...og hvornår er der det og hvad så i mellemtiden? Og på facebook diskutere folk mennesker i nød, som om de først er opfundet nu. Og de diskutere hvem der er dem der skal hjælpes om det er flygtninge, eller hjemløse osv....og man kan se folk/Facebook venner bliver vrede på hinanden.

Så er jeg en gave til samfundet eller en byrde, og har jeg lidt og har behov for støtte i mit liv, det kommer helt an på menneskesynet.
Men jeg formode at dem der sidder på magten er godt tilfredse at det er kloner af dem selv, der får lov og privilegier. De har ikke brug for mangfoldighed, andre økonomiske løsninger, social fælleskaber der ikke bygger på magt og penge.

I grunden i en mere perfekt verden, kunne jeg jo godt bytte med det jeg faktisk kan, for at få de ting/hjælp til det jeg ikke selv kan, men jeg tror at politikerne hellere vil se mig som en stakkel, der kan hundses rundt med, og at jeg bør føle skyld og skam.

Uanset hvad der sker, må jeg holde fast i mine egne muligheder for empowerment, magt i eget liv. At ventetid og nejér, ikke helt skal få krammet på mig.

I morgen må jeg se hvad der kan gøres lige nu og her, og senere på måneden er det handicapafdelingen jeg skal tale med. Men det føles mærkelig i en tid hvor så meget er under afvikling, og nationer på vandring, med velfærdsgoder.

Jeg ville helst kunne klare det hele selv, jeg er træt af at jeg har så meget ADHD forvirring, og at det er på hjemmefronten min Autisme rammer mig hårdest, og meget konkret, det handler om en kronisk funktions nedsættelse.
Og mit hjem er en konstant ydmygelse og grund til dårlig samvittighed og afmagt. Men hvor står man i et samfund der skære ned til mindst mulig hjælp, hvad er kerneydelserne når vi er kommer helt ind ved kernen? Og hvad bliver resultatet, for "vi" forsvinder jo ikke? Vi har heller ikke råd til at betale os fra det, og jeg afventer at førtidspension og boligsikring sikkert også står til at blive beskåret. Det føles ikke ret trygt, eller det er noget der alene kan klares, med empowerment og gå på mod alene.

Måske jeg skulle være mere egoistisk og tænke mindre i den større sammenhæng, og håbe det gå i det mindste for mig selv? -Men som et tænkende og reflekterende menneske i 2015 kan jeg ikke undgå at se nogen perspektiver og stille nogen spørgsmål. Det brændende spørgsmål: kan vi retænke velfærdstaten, inden den ikke er til at redde, eller er de fleste klar til at tage konsekvenserne at det handler om at være blandt de stærke og arbejdsduelige gennem hele livet, og at sygdom og uheld aldrig vil ramme en, eller en i familien, et sygt/handicappet barn ville jo kunne vælte hele læsset, selvom det hele havde tegnet rosenrødt?

Efter en velfærdstat i nogen generationer, aner vi reelt ikke hvad det vil betyde at gå tilbage, til tiden før velfærdstaten. Tilbage til fattiggården, tugthuset, asylet og dårekisten......"Vi ender på Ladegården" som min Oldemoder sagde, når økonomien var lidt for vidtløftig, så galt gik det dog ikke, for det gik mod opbygningen af den modernevelfærdstat, som nu måske er.....?

Den sendiagnosticerede Autismes udfordringer, når en diagnose ikke er nok

Jeg har skrevet om det tidligere, at jeg for nogen måneder siden efter en henvisning til distriktpsykiatrien, fik diagnosen Asperger/Autisme spektrum forstyrrelse stukket ud efter 10 min. Ja, jeg ved godt han havde læst mine papirer grundigt inden jeg kom, men jeg ankom ikke i den tro at samtalen ville ende der, sidst jeg så distriktpsykiatrien var jeg diagnosticeret bipolar, nogen år før var jeg borderline plus depression.

Jeg havde opsøgt psykiatrien her i sommer, fordi mit liv ikke fungerede, jeg havde en kronisk depression lignende tilstand på 6 år, og jeg var begyndt at ændre adfærd det sidste år, på en måde jeg ikke forstod og genkendte. Derfor sad jeg nu på det gamle Øresundshospital overfor psykiateren.

Jeg var chokeret....jo, jeg havde læst/undersøgt noget om Aspergers på nettet, for jeg havde hele tiden haft en fornemmelse af at der var noget andet i vejen, end de diagnoser jeg havde fået. Noget passede ikke, men at jeg havde Autisme var jeg ikke sikker på, selvom jeg havde mange af tendenserne og endnu flere af dem som barn og yngre.

Men mange års terapi og eget arbejde på at socialiserer havde ændret mig, jeg kunne nu ting jeg ikke kunne før. Men desværre havde det sammenbrud jeg havde fået mig, det sidste et og et halvt år taget nogen af de evner fra mig igen.

Samtalen hos psykiateren var kort, lidt udspørgning af mig og afleveringen af en diagnose, slammo! --og jeg fik at vide at jeg ikke hørte til i psykiatrien, da jeg ikke skulle have medicin. Det er den standart replik mange sendiagnosticerede voksne får lige for øjeblikket, jeg er absolut ikke den eneste. Jeg ser det i de Facebook Asperger/Autisme grupper jeg er i, og høre det igennem mit netværk, det er den samme næsten enslydende historie der fortælles.

Psykiatrien har åbenbart fået øje på gruppen af de udiagnostiserede voksne Autister, og det betyder at der hvor de tidligere ville have sat en anden diagnose på dem/nogen af dem, så er det nu ud af vagten hvis dobbeltdiagnosen ikke tipper så meget mod en psykisk sygdom at de må beholde vedkommende som tilknyttet. Jeg vil så tilføje, at psykiatrien i dag kun har de aller tungeste patienter, alle i den blødere ende er blevet sent ud til de i forvejen overbebyrdede psykiatere.

Mange af de sendiagnosticerede vokse Autister, bliver derfor sendt ud af døren, uden info om hvad de så skal gøre og hvor de kan henvende sig. Og hvordan skal de få forståelse for hvordan en Autisme har påvirket den, hvordan kan de modvirke de evt. problemer de har i hverdagen? Alt i alt hvad nu, og hvor skal man gå hen nu? For diagnosen i sig selv var jo ikke løsningen.

Nej, Autisme kan ikke helbredes og er ikke en psykisk sygdom, men en forståelse af hvor ens egne personlige udfordringer ligger er væsentlige for afviklingen af ens hverdag, og om man kan anvende sit potentiale på det gode, det man faktisk kan, fremfor at snuble i problemerne igen og igen.

Sendiagnosticeret dækker over alle dem der ikke er blevet diagnosticerede som børn, men som unge og rigtigt mange af os er over 40, det vil sige vi har levet med en Autisme med hvad det betyder i næsten et menneskeliv, og uanset hvor velfungerende man er, så har der været uforståelige sammenhænge, det kan ikke være anderledes. Sammenhænge der har formet vores liv og selvforståelse, og ikke altid på en positiv måde. Og faktisk er der mulighed for at leve et godt liv, men det kræve man har indsigt i hvad det er der foregår når man har et anderledes styresystem end den neuro typiske.

Jo, der er kurser til den slags, men de koster penge, og kan det bevilliges af kommunen? Er det urimeligt at forlange, og er jeg i målgruppen? Det andet er at "vi" er svære at regne ud når vi tropper op på kommunen og sidder overfor en sagsbehandler der ikke har viden om Autisme, vi fremstår jo "pæne og normale", og har vi ikke ordene i vores magt, og god konkret indsigt i hvad der er problemerne, og har fralagt os stoltheden ude i venteværelset, så fremstår vi ikke ikke altid som nogen, der skal have støtte, hvis vi ikke selv er yderst konkrete.

Nogen sendiagnosticerede har det så dårligt psykisk de gerne ville have noget terapi, nogen der lyttede uden at dømme, og pga. år med depressioner, angst....ja for alle de psykosociale følger en uopdaget Autisme kan have af psykiske problemer, selvbebrejdelser og nederlag.

Psykoedukation kunne også være en mulighed. Psykoedukation er en behandlingsform, som især benyttes i psykiatrien. Gennem behandlingsformen få man viden om diagnosen, samt undervisning i kommunikationstræning og problemløsning. så man bliver bedre til at forstå dig selv, og finde praktiske løsninger der fungere bedre og i sociale situationer man har haft problemer med tidligere. 
I psykoedukation kan man også ofte indrage familien. Noget i den stil kunne godt tilpasses til Autism spektrum diagnosen.


Nu er gruppen af sendiagnosticerede jo ikke ens, nogen får en diagnose fordi deres barn er blevet diagnosticeret og ellers har et liv der fungere nogenlunde ok. Andre bliver diagnosticerede hvor deres liv absolut ikke fungerer. Nogen har dobbelt diagnoser, andre ikke. 
På den måde er det kun de meget ressource stærke, der hurtig finder hjælp, metoder og viden. Dem med netværk, økonomi, evnen til kommunikation og dem at selv kan finde viden. Som det køre nu, kan det være man spare et sted, men med dem der virkelig trænger til hjælp og støtte, kan det ende med at andre kasser kommer til at betale. Så hvorfor ikke hjælpe i tide, og ikke når situation for den enkelte er gået helt i hårdknude og egne ressourcer opbrugt. 
Jeg ved at alt er skåret ind til benet i Danmark omkring den "psykiske velfærd", jeg er realistisk, men uanset, er det jeg og mange andre oplever lige nu i psykiatrien under al kritik. 

Nogen har været i psykiatrien for en anden lidelse, eller ret og slet fejdiagnosticerede med en psykisk sygdom. Nogen er førtidspensionister, andre i arbejde. 
Så gruppen har ikke nødvendigvis de samme behov, men hvad der er brug for, er at der en en grundlæggende samtale/rådgivning, hvor den nydiagnosticerede kan høre om hvor de står og hvordan de går videre alt efter behov. Og hvordan de bliver visiteret til det hvis der er behov.

Som det er nu må man kontakte sin sagsbehandler på komunen og håbe de ved noget og så ellers søge info om muligheder på nettet og om hvad det nu er Asperger/Autisme spektrum forstyrrelse er for noget og evt. opsøge grupper på Facebook.

Er en Diagnose vejen til inklusion eller eksklusion?

Der foregår noget meget selvmodsigende i det Danske samfund, flere og flere bliver diagnosticerede for ting, hvor behandlingen er sparet væk, eller slet ikke er der. Jo, der variationer fra kommune til kommune og nogen får god hjælp og støtte, men andre steder er der meget lidt at få.
En privat ekstra sygeforsikring er nok det det ender med, også i Danmark, for tør man andet?....Det er jo for sent til mig desværre, jeg hænger på det offentlige system, og med en førtidspension er der ikke råd til terapi eller psykiater, det handler om at sikre sig inden skaden er sket, og det vil jo blive de stærkeste borgere der vælger den løsning. Og var den gamle sygesikring, i en forbedret/revideret form ikke stadig den bedste og mest socialt retfærdige løsning?


Skal vi resignere og sige at det Danske samfund aldrig får midlerne til at bare delvis afhjælpe diagnoser som psykisk sygdome/psykiske handicap der kræver pleje/støtte/rådgivning, at den tid er slut, og i så fald hvad gør vi så som borgere?
Skal platformene for den bløder hjælp rådgivning/støtte lægges ud til foreninger, frivilligtarbejde, at dem der er kommet videre rådgiver "de nye"?
Det er jo rimeligt naturligt hvis man har alvorlige problemer og følgeproblemer af fx. stress, psykiske sygdom, Autisme, hjerneskade, ADHD, at man synes det vill være rart hvis der var noget behandling/støtte der kunne gøre det lidt nemmere at håndtere, er det uhåndteret vil det ofte kun gå i den forkerte retning og ophobe nye psykiske problemer. Men det er måske lige meget? 

Er meget af diagnosticeringen at alebi, en forklaring der skal få os til at finde det ok at nogen bliver valg fra, i skolen og arbejdsmarkedet, og for at de diagnosticerede selv skal komme i tvivl om deres ret til inklusion? Hvem der det der sætte barren for hvad der er normalt og hvor meget der skal præsteres, og hvem har fordelen af det der foregår lige nu? Jeg ville mene der tænkes meget kortsigtet, og vi samler kommende samfundsproblemer til bunke. For der har været en smittende utryghed, også en der gør at man sparker nedad, resultater er ved at vise sig.
Det er dem og os andre, og uden der er findes platforme for at opløse "dem og os andre", så vi kan blive et fælleskab igen. 

Samfundet står midt i at skulle beslutte sig, ikke bare politikere og ehvervsfolk, men også "os andre", tror vi vi kan redde os selv og vores samfund ved at ekskludere dem der ikke er 110 procent, eller tør vi tro på der er andre måder at gøre det på, måder det kunne være realistiske økonomisk, men ikke bare var på grund af det økonomoiske men også byggede på humanisme, på det enkelte menneskes værdi, ikke bare som noget der kan sættes en pris seddel på og en diagnose og så bokses rundt med efter hvad der er på mode på Christiansborg.

Jeg fornemmer en vis kynisme og måske et stille håb om at nogen bare bukker under helt stille, så de ikke vil være en byrde for samfundet mange år frem. 
Selvmords hjælpelinierne er optaget non stop, og alle de andre hjælpelinier....fordi vi er blevet svage, hjæpeløse og forkælede borgere?

Det hele sker jo i et sociologisk eksperiment, hvor man kræver mere og mere på arbejdsmarkedet af den enkle, og nogen er slet ikke gode nok til overhovedet få lov til at være med, andre bliver hægtet af og det sidste sker jo fra top til bund. Efterhånden burde vi vide hvorfor, også hvordan det undgås, men ingen vil en løsning og håber der er nye medarbejdere for de gamle der forsvandt.

Og det at blive inkluderet igen, kræver specielle personlige egenskaber eller råd til en bedre rådgivning/behandling/støtte. For diagnosekassen, har desværre en meget høj kant der kan være svær at komme op over, det handler ikke nødvendigvis om man kan blive rask, men om man kan føle sig som en ligeværdig del af samfundet.

Mon der er nogen hjælp at hente?

Jeg fik endeligt afleveret de papirer med min diagnose til kommunen, så jeg kan komme over i handicap afdelingen. Men spørgsmålet er om der er noget reelt formål med det skift, jeg hører/læser at der er lukket for rigtigt meget hjælp, at kassen er smækket i.

Som ny diagnosticeret og med en del problemer med at klare hverdagen, der har medvirket til depression og stress, er det at få diagnosen ikke nok til at være til nogen hjælp i sig selv, hvis det ikke betyder at jeg får viden og den rigtige hjælp i det mindste i en periode.

Betyder en Autismespektrumforstyrrelse diagnose at jeg bare skal ned på biblioteket, så jeg kan lære mig hvordan jeg klare mig bedre i fremtiden?

Jeg ser at andre med Autisme og ny diagnosticeret autisme kæmper en kamp med myndighederne, Fx. omkring bostøtte, tilskud til hjælpemidler, ressourceforløb, betalte forløb der skal gøre dem bedre i stand til at løse situationer i hverdagen og få en bedre fungerende hverdag.

Mennesker der bliver diagnosticeret sent, har jo ofte ikke stiftet bekendskab med hvad der kan stabilisere, de har heller ikke en masse viden om hvad Autisme/Aspergers er for noget. Og bøger, nettet, Facebook grupper, foreninger er ikke altid nok til at få den indsigt og de forandringer, en diagnose kunne føre til.

Bekymrer jeg mig på forhånd?.....Jeg prøver vist bare at blive realistisk, men også stålsat.

Noget andet er, at man får stukket en henvisning ud til en psykiater og men har brug for en psykiater med speciale i Autisme, dem er der meget få af, der har en aftale med sygesikringen. Det betyder egenbetaling og nogen er på overførselsindkomst eller førtidspension, og der er ikke lige råd til en psykiater der kan koster over 1000 kr pr gang eller mere.

Selv fik jeg en diagnose juli 2015, bygget over mine gamle papirer og en kort samtale. Så jeg har ingen mere konkret viden om hvad min diagnose betyder, eller om den også ved nærmere eftersyn indeholder noget mere fx. en ADD. Og hvad kan jeg gøre og hvad bør jeg ikke gøre og ikke mindst: Er der bedre fremtidsudsigter? For det hele handler jo om at jeg har været på kollisions kurs i årevis, uden at forstå hvorfor.

Nu er spørgsmålet om jeg bare skal smutte på biblioteket, eller om jeg kan få en professionel vejledning til at få lidt mere ro på mit liv, om jeg skal have lidt medicin eller ikke. Hvordan mine praktiske problemer i boligen bedst løses. Hvor meget jeg kan, før jeg er i fare for at sætte det til jeg har opnået. Autisme/Asbergers er noget man kan leve godt med, men det forudsætter viden og erfaringer, efter næsten 50 år uden den viden, synes jeg at den viden og erfaring for en gang skyld godt måtte blive lidt leveret, uden at jeg igen skal ud og kæmpe mig til den helt alene og uden en dialog.