tirsdag den 15. december 2015

Myten om den "gode" Autist

Vi er ikke som de "de neuro typiske"...de siger der er en skillelinie mellem neuro typisk/Autist, jeg har stadig svært ved at se den, udover på skrift og når den bliver fortalt -Vel fordi for mig er det hele bare en del af hvad det kan være at være et menneske.....for er Autistisk og menneskeligt ikke foreneligt, er vi så langt fra den menneskelige selvforståelse?

De af os der opleves som "de gode Autister" ender lidt med at ses som mennesker med en "karakterfejl" fremfor et handicap, vi er dovne, når vi har svært ved det praktiske osv. Så de "gode" Autister er i et ingenmands land, hvor fordømmelsen altid ligger på lur, og vi ikke er "dårlige" nok til at kunne trække handicapkortet, og prøver vi bliver vi fejet af, det er altid op til de neuro typiskes hurtige vurdering, er vi inde, eller ude i kulden lige nu?.

Myten om den velfungerende autist føles ofte som et velmenende klap på hovedet, som man kan vælge at tage til sig for at stive sig selv af, men afstivningen er ret fiktiv i realiteternes verden, der altid afgør om man er nu er god nok og for lov til at være med.

Hvad er mulighederne for et godt liv, specielt hvis vi insistere på et socialt liv blandt andre mennesker, at blive inkluderet.  Det er hårdt arbejde at forsøge at blive inkluderet... Problemet er bare at man som "god" oftere vil komme i klemme i forhold til andres opfattelse/accept, og på den måde opstår der andre problematikker. .....Faktisk mange forskellige, fra det helt lav praktiske, til det mere avancerede sociale, og desto mere "god" man virker, desto hårdere er øretæverne og den manglende forståelse fra omgivelserne.

Så i princippet har alle på spektret alvorlige udfordringer.  Udfordringer det kan føre til depression, angst, at man er mere socialt hæmmet end det var nødvendigt, alvorlige nedture efter problemer med uddannelse, fyringer. Stress der kan forværre Autismen. Evt. Skolegang der ikke tog hensyn til Autismen, og listen er endnu længere. Det er med til at billedet af det at leve med en Autisme, er en mosaik af ting, der er følger af mødet med det omgivende samfund, og ikke selve Autismen.  

Vi må også altid se på om vi selvstigmatisere os selv, om vi overdriver eller underdriver vores udfordringer med Autismen, og hvad det betyder for vores selvopfattelse, og andres opfattelse af os.   For selvom man kan glæde sig over at man rimeligt elegant og efter mange år har lært at magte mange situationer, så skal der bare mindre "udfald" til at ødelægge hvad man havde forsøgt at opbygge. Og det er den velfungerende Autist´s dilemma og vilkår gennem livet.



Man skulle jo tro os "gode" voksne Autister kunne forstå at blive bedre til at takle vores udfordringer, så vi ikke rendt ind i problemer så ofte. Dertil må jeg bare konstatere at det kan vi også godt, noget af tiden, men vi kan ikke hele tiden og når vi ikke kan det er der hammeren falder.
Og gør det svært at komme ind til kernen af selvforståelsen, at de sociale følger bliver en del af det at have Autisme, uden det behøvede at være det i så høj grad hvis der var andre muligheder for folk med Autisme.

Og det er en pris de fleste på spektret må betale. Men man kan sige desto mere bevidst om at du ikke fungere, desto flere detaljer du kan se i det, jo flere sjælekvaler har man jo.  På den måde føles verden som et usikkert sted, hvor man aldrig kan vide hvor noget farligt vil indhente en. Vel et menneskelig vilkår, men i endnu højere grad for en Autist.

Så den "gode" og den "velfungerende" Autist på spektrummet er en myte skabt af de neuro typiske, i forhold til noget de mener er værre ramt af autisme, vi skal bare huske på at det er hvad de synes er værre, i forhold til deres normalitets syn. Deres syn på hvem det er mest synd for, hvem der er mest handicappet, alt i alt et menneskesyn skabt af dem, der ser sig selv som normale og velfungerende. De føler helt naturligt de er mennesker der har ret til at kategorisere og vurdere alle andre "under kategorier".......men briller på, der mere går indad end udad.....Vi bliver spejlet af deres optik, og deres optik er jo altid den...rigtige?

Er den ikke også begrænset, som vores opfattelse på nogen punkter kan være det, er det fordi de er flertallet?

At være tæt på det neuro typiske er at leve tætter på ilden, når man er på spektret, andres fornægtelse, ens egen skam, ens uendelige forsøg på at lykkes.  ....Tja, hvordan mon det var at leve i en mere Autistisk verden, hvordan ville vi indrette os, få tingene gjort...det er faktisk lidt spændende, for vi ville nok finde løsninger, der ville give mening for os Autister.

Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv