Når trætheden helt overtager

Der har bare været for meget, og nu betaler jeg prisen. Jeg har mindelser fra alle de ande gange i mit liv, hvor jeg har været alt for træt, alt for længe.

Den der uldne fornemmelse rundt og bagom om øjnene, at kroppen gør ondt, at intet kan overskues fordi hjernen er træt, og jeg knapt kunne læse og skrive forgårs.  

Folk der ikke lider af den form for belastnings symptomer siger jo ofte: "Jamen det er naturligt at blive træt", "Det er da ikke ubehageligt at været træt, og så går man vel bare i seng, hvis det er?".
Men det er jo bare ikke sådan det er, jeg ved godt hvad det er at være "naturligt træt", og den træthed der forsvinder ved en god nats søvn, eller et par nætters god søvn, det er bare ikke det jeg er ude i, eller de andre med træthedssyndrom agtige symptomer.
Der skal meget mere til end søvn, og fornemmelsen er ikke rar, man føler sig fastlåst i overtræthed, uden at kunne slappe rigtigt af alligevel.

Men hvor meget skal jeg gå i hi, skærme mig, for at blive mig selv igen hurtigst muligt, og hvad er det egentligt det her handler om?

For det er sammensat af mange ting: Det at jeg har haft stress samlet fra flere måneder...år, men det der har stresset mig, faktisk nu er væk og jeg nu rigtigt kan mærke hvad der foregik. Også mødet med handicapcentret i den her måned var ubehagelig og tærede, i form af den kynisme jeg oplever, det jeg fik afslag havde jeg dog forventet. Men det mindede mig om alle de andre møder jeg har haft med kommunen "det offentlige" gennem årene.

Jeg føler også der er sammenhænge jeg forstår bedre nu, altså bedre selvforståelse, men det tærer også på kræfterne, nå hjerne bearbejder.
Og det jeg drømte om min Mormor, og blev sendt tilbage i min fortid...og jeg igen forstod ting bedreomkring hende og mig, men det samtidigt også var lidt overvældende med det "gensyn".

Jeg skal ikke regne med jeg foreløbigt bliver "friskere", det her er meget tæt på posttraumatisk stress, og med en Aspergers tager det tid at finde roen igen. Tid jeg ikke synes jeg har, men bliver nødt til at have. Trætheden gør jeg ikke har et valg, den tvinger mig i knæ, når jeg nu ikke kan forstå det selv, hvad jeg kan magte og hvordan jeg mærker det i tide.

Jeg sad hos en ven og så cykelløb her i ugen, sammen med Hundene, min "Hunde terapi" er jo vigtig for mig....og det er jo ikke så stressende med noget og nogen jeg kender godt, men kors hvor var jeg  dog overtræt. Men jeg har da fået nusset hunde i denne uge, og jeg har snakket med venner.

Men det at bo midt i København gør at bare det at gå ud af sin dør, betyder stress når man har det som jeg, at færdes til fods eller transport i byen er stress for mig. På den anden side er det heller ikke godt at sidde indendørs i dagevis, hvis man er mig.

Og umiddelbart får jeg også sovet i de her dage, jeg gør vaneting, springer ting over til jeg får mere overskud, prøver at få ro på.  Til jeg igen kan gå i gang med mit hjem, og alt det andet der venter forude.

Bekymrings generatoren og overstimulation

Jeg må erkende at jeg er røget ud i en længervarende overtræthed og en nedstemt sindsstemning, udover også at være ret arrig.

Jeg er ikke kommet mig efter forrige weekend, mødet i Handicap centeret, beboermødet, og den stress der kulminerede i sidste måned. 

Sover dårligere, er træt, har ikke fået spist mine vitaminer. Alt i alt ude af balance.  

Og så sidst i den her uge: Møder med fortiden, den helt fjerne fortid og den mere nære. Den fjerne fortid i form af en der kendte mig som barn, og huskede mit hjem og min familie, det er der ikke så mange der gør. På den måde røg jeg tilbage i noget der stadig spøger i forhold til min selvopfattelse, men jeg også kæmper med at afvikle. 

Og i forhold til den mere nære  fortid i form var det en gammel veninde, jeg ikke har set siden jeg flyttede for snart tre år siden.  

Og når man er mig er en der skal  tygge lidt på det hele, så har jeg nok at arbejde med......Det er åbenbart sådan noget hvor "ikke Autister" bare smider over skulderen og går videre -men ikke mig, jeg bliver nødt til at finde ud af hvordan jeg har det med det hele, og så været lidt bekymret for fremtiden.

Jeg er en hel bekymrings generator, og hvad kommer der ud af det?  -Hvad kommer der egentligt til at ske i lejligheden ved siden af mig......hvordan får jeg kræfter til julecabaretten......hvordan får jeg mit liv til at hænge sammen i fremtiden....bliver min lejlighed for dyr....kan jeg få kontrol over den depression, så jeg har kræfter til at kæmpe...osv. osv.  

Så siger andre ofte at jeg tænker for meget, men jeg er jo en typisk Asperger på det punkt, derfor tænker jeg "for meget", og ja, det var bedre at jeg forskede i et eller andet og brugte mine rastløse hjerneceller på den aktivitet, fremfor livets små problemer, der hurtigt kan vokse dramattisk når det er mig.....men det er også derfor jeg skal finde noget at tage mig til, et lille projekt. 

Som en ven siger: "Du har det bedst når du har et projekt". Og det er rigtigt, jeg skal bare gøre det rigtigt, på mine præmisser og ikke i forhold til andre, eller ambitioner der bare ikke holder når det er mig det handler om.  

Egentligt fornemmer jeg at jeg ser noget mere klart end tidligere, fortidens mønstre, nutidens, men det at se klart er også udmattende. I recovery kalder man det at gå i ud brændeskuret og tænke i fred og  gå lidt i stå på andre fronter.     

Verden går jo ikke i stå bare fordi jeg har brug for det, så jeg må lære at gå i hi, hvis jeg er overstimuleret  må jeg finde måder at skærme mig når det sker, om det så helt konkret er at jeg trækker gardinerne for, eller får mere ro på aktiviteterne.  

Kan jeg acceptere det, for jeg har godt nok hele livet haft haft svært ved at acceptere at jeg hurtigere bliver træt og overstimuleret, jeg hader det, der er så meget jeg gerne ville. 

Men jeg skal lære det, og det noget af det jeg må have professionel sparring på.   

Prisen for lidt for meget gang i den

Fredagsbar, arrangement lørdag, lidt live jazz søndag....og jeg har været helt kvast siden og det føles bare ikke bedre endnu selvom det nu er onsdag.......

Ja, jeg skulle jo lige prøve og se hvad jeg magtede for tiden, for jeg er jo ellers blevet mere socialt aktiv på det sidste, men så alligevel. Jeg altid ment man af og til må gå til grænsen og lidt over bare en gang i mellem for at træne og vide hvor man egentligt er energimæssigt og socialt, og det må jeg konstatere jeg så også har gjort.

Nu havde jeg jo planlagt at forholde mig lidt rolig med hjemmet, sortering og udsmidning, så på den måde har jeg ikke snydt for at lave noget hjemme, har bare vasket lidt, og ikke rodet med noget af det rigtigt svære i hjemmet.

Før i tiden kaldte jeg det træthedsyndrom, får jeg havde det på den her måde og dengang så jeg det også som en stor ulempe, i forhold til uddannelse, job, socialt liv, jeg hader det er sådan, men det er sådan det er med mig, og har været det hele mit voksne liv. I mange år håbede jeg jeg kunne træne det væk, at det var en form for socialfobi, der når jeg var mere tryg ville gøre det udadvendte sociale mindre belastende. Det har så været delvis sandt, da jeg magter meget væsentligt bedre, men grundlæggende har jeg begrænsninger, det er ret kontante når jeg er gået over hvad jeg magter.

Asperger var så den rigtige forklaringen på at jeg let bliver overtræt, og vel også at jeg ikke helt stopper når jeg burde. Der er jo så meget jeg gerne vil.

Jeg tror jeg har flere kræfter til ting og sager nu, i forhold til de sidste to år, men med måde.

Social workout og antennetid

Nogen gange synes folk jeg snakker for meget og er lidt for intens...nogen gange oplever jeg folk der snakker meget og er meget intense, de er så ofte yngre end mig. Det er vel egentlig ok hvis de er fælles optaget af et emne, en animeret samtale det er da sjovt og hyggeligt, er det vigtigt om man af og til er lidt for meget?

Nogen gange bruger jeg snak som at skjold, nogen gange konversere jeg fordi jeg har lært hjemme fra, at man skal kunne konverserer, holde en samtale flydende. Nogen gange orker jeg ikke at konverserer, jeg kan bare ikke sige noget.

Ude blandt mennesker er jeg er for lidt og for meget, måske nogen gange tilpas. Jeg får ikke rigtigt hilst på folk, eller har den rigtige øjenkontakt. Men jeg gør det så godt jeg nu kan, hvilket ikke betyder at jeg ikke kan blive kommenteret, rettet på, som da jeg var barn og ung, men jeg tager det letter nu end da jeg var barn og ung. -Men hvad er er den rigtige måde er vel meget en kulturbestemt ting, måske jeg var mere rigtig socialt et andet sted end i Københavnstrup/Danmark?

Jeg kan blive meget træt af mig selv, jeg kan godt gennemgå en aften og tænke over min adfærd, men i det mindste jeg prøvede så godt jeg kunne, og jeg prøver stadig at lære. 

Selv de gange hvor jeg synes noget er gået godt og jeg har været afslappet, ved jeg at min måde at reagere på bære præg af den måde Autismen tænder og slukker.  Og det er præcis det den gør: Så nu skal der ske noget, eller nu kan jeg ikke rigtigt noget. I mellemtiden er der måske en "normal" mellemting, eller hvad jeg tror er en normal mellemting, for hvad ved jeg?. 

Og så har jeg noget ren antennetid hvor jeg bare sidder og scanner omgivelserne. Og så er der de gange hvor jeg bliver pisse irriteret over nogen, og ikke helt kan slippe det. 

Men måske det at få sat begreber på hvad der foregår, er til en hvis hjælp for mig. Trods alt har Autisme diagnosen været til hjælp på det punkt.

Det er selvfølgeligt noget omstændigt, at i løbet at man midt i sociale situationer med andre, skal tænke: Nu er jeg afslappet, nu hygger jeg mig, nu er jeg pisse irriteret, nu snakker jeg løs uden at være i rigtig kontakt med situationen, nu er der kontakt, nu vil jeg bare sidde helt stille, nu vil jeg gå lidt væk osv. På den anden side det er vel vejen frem, at mærke det i tide, at faktisk kunne mærke hvad der sker i nuet. Ikke når det er helt for sent. 

På en måde meget enkelt og dog meget svært, og det skal gentages og gentages, og man skal ikke overlade sig selv til ubehaget/angsten, der er ikke en vej uden om, at det er vigtigt at mestre og træne det sociale.

Når fortiden er udlevet og fremtiden må blive noget helt andet

Det handler om  ikke at kunne det samme sociale jeg troede jeg kunne for to år siden, alt det jeg smerteligt måtte forlade dengang hvor stressen tog over både privat og socialt.
Når jeg er tilbage er jeg en tilskuer, jeg ser de andre og jeg ser mig selv, som fra et sted oppe i loftet, har jeg en indre dialog, samtidigt mad at jeg tager indtryk ind. Men jeg vil ikke kaste mig ind i kampen, med at være social og åben, jeg er der bare og egentligt er det ikke rart, det hele er velkendt, stederne menneskene, men jeg er ikke hjemme i det.
Jamen var det hele ikke hyggeligt nok? Jo, jeg har været til en den det sidst år der var super fint, i godt selskab, til gode ting, men hvor jeg følte jeg et andet sted, og jeg ønsker at være nærværende, i nuet. Er der ingen mellem ting for mig, kun ekstremt meget på, eller så er jeg lidt hægtet mentalt af? Desværre er det nok tæt på sådan det er at være mig.

Jo, jeg har savnet mit byliv i de sidste par år, at jeg bare ikke magtede at komme ud af døren, alt det jeg måtte sige nej til, som jeg gerne ville.

Men det efter lader et stort spørgsmål, hvad så? Jeg har jo gentagende gange skrevet at jeg vil ud og deltage i livet...men på hvilken måde så?

Jeg kan nu i den grad selv mærke tænd/sluk mekanismen i mig, og at tænd funktionen ikke er den rigtige version af mig, bare mig på autopilot, og i værste fald autopilot på den forkerte kurs, måske jeg føler mig lidt for gammel til den stil, selvom det vel ikke har noget at gøre med alder.

Måske det også handler om at noget er udlevet, at situationer jeg testede , ikke samme interesse mere, det giver ikke det samme boost af selvtillid, "Hurra, jeg overlevede det!".  I dag ved je at jeg overlevet, men spørger om hvad der ellers er i det for mig udover overlevelsen.

Måske jeg i dag betragter andre andeledes, ser andre detaljer, måske jeg i dag bedre står ved at jeg ikke altid kan lide/orker andre mennesker, og det netop er en del af det at have Aspergers, at man ikke overkommer mennesker, enkelte personer, eller bare mennesker, og på en måde der giver en for mange indtryk, det laver situationer om til noget negativt, selvom der noget reelt negativt eller stressende for andre.
Jeg har bekæmpet den følelse i mange år, nægtet at give op overfor ubehaget. Men er der et reelt valg i forhold til at jeg kan vælge det sociale fra, når jeg altid har arbejdet på at forstå det, er det ikke bare en af mine livsopgaver, selvom jeg ikke tror på skæbnen.

Tidligere i mit liv var det social svært på en anden måde end nu, det er som om jeg dengang bare accepterede andres adfærd næsten uanset hvad, hvilket jeg ikke gør mere. Måske det var pga. min noget forlængede barndom, måske fordi jeg ikke måtte sætte grænser for andre, hverken oppe i mit eget hovede eller ud i livet. I dag er det anderledes, men det gør det ikke lettere. Det skaber vrede og konflikter der ikke var der dengang....he he, ja sådan er det når man er "for nem"....og hvad er jeg så nu, forhåbentlig på vej væk fra nem, men i høj grad også væk fra at være irriteret og stresset.

Men hvad så lige nu? Jeg vil ikke være alene, og jeg vil ikke sidde hjemme altid. Og jeg har jo optrænet det sociale og det virker delvis, men kun delvis.

Skulle jeg have noget medicin der lige gav mig et nyk i den rigtige retning, det vil jo vise sig og er ikke noget der kommer til at ske i nærmeste fremtid, der er megen venten i mit liv når man er i systemet, man må have tålmod for ikke at få svip af det.

Jeg må indrømme at jeg ingen ide har om fremtiden. Og færre fremtids planer end nogen sinde. Jo jeg kunne godt tænke mig at den kroniske depression gik væk og jeg fik ro omkring min bolig, men det er vel også et væsentligt grundlag for at kunne noget andet og mere.

Men jeg har gode venner, der situationer jeg bare er en del af, der er der hvor jeg står åben for indtryk, jeg ønsker forandring, hvordan jeg opnår det ved jeg endnu ikke.

Når tilliden kan forsvinde til de professionelle hjælpere

At få hjælp i hjemme føles meget personligt næsten intimt, det er tæt på, fremmede mennesker der ser ens rod og svineri, ens afmagt.

Fremmede mennesker der bedømmer om man nu gør det godt nok, bedømmer hvordan man prioritere, bedømmer ens motivation.

På mange måder er jeg vel ret typisk for en Aspergers der har det svært med det i hjemmet. Ikke alle med Autisme spektrum har det svært med det praktiske i hjemmet, men mange har, og har man ADHD/ADD oven i så bliver udfordringen absolut ikke mindre.

At komme igang/overskue/at holde sig igang/fuldføre en opgave er ikke nemt. Og det energien er meget varierende og begrænset.

Men hvordan ses man udefra som Aspergers/Autist, i forhold til at skulle have hjælp af Kommunen i hjemmet?
At man er for ung, som visitatoren sagde, at man er for intelligent, at man er motorisk/fysisk sund? Men intet af det, har noget med hvad udfordringerne er for en med Autisme, og ender i at man let kan blive stemplet som ikke samarbejdsvillig, doven osv. På den måde ender det med at blive en dom over, hvad folk udefra ser som karakterfejl, sjusk og ligegyldighed fra borgerens side og ikke hvad der ofte jo helt typisk kan høre under ens Autisme diagnose.
Egentlig vil de fleste med Autisme helst være fri for at have fremmede indblandede i ders hjem og ens private liv, det betyder det allerede er en stor indrømmelse at åbne døren for hjemmevejledere/bostøtte/hjemmehjælpere, at man lidt gør vold på sig selv. For kunne man selv, så ville man aller helst kunne klare det selv.

Det evt. at få en fremmed "sur Mor" hjem der dømme en, er absolut ikke sagen og slet når man oplever som en Autist, hvor den type konflikt virkeligt provokere en. Man har som regel prøvet det med løftede pegefingre gennem livet omkring de problemer ens Autisme laver for en. Så man reagere når det sker igen som voksen.

Men hvad så når man har brug for hjælp, hvordan takler man så at det kører skævt med samarbejdet, når den grundlæggende viden om hvad en Autisme er ikke er der, og man på den måde er anderledes end at hjælp gamle og handicappede fx. og der derfor opstår misforståelser?

Og når man så tillægger at man med en Aspergers holder kortene tæt til kroppen og kan reagere anderledes, fx. ved ikke at reagere eller overreagere, hvad så? Kommer man så i bad standing? 

For på den måde ender det der kan være typisk for diagnosen, med at blive en problematik i forhold til den rette hjælp, uden at blive dømt og der opstår konflikter.

Skal man forlange Autisme kendskab af folk der arbejder med folk med Autisme? For hjælpen skal jo ikke være en ekstra årsag, til at skabe problemer man i forvejen kan have med omgivelserne, men vel at mærke omgivelser der ikke har indsigt i Autisme, her burde den professionelle hjælp være anderledes klædt på til at løse opgaven, ikke give en yderligere stress og bekymringer.

Personligt gider jeg ikke at skulle bruge tid til at forklare mig selv, at jeg bør bruge tid/koncentration på det det handler om når der kommer hjælp hos mig, jeg skal ikke undervise medarbejder i hvad det betyder at have en Aspergers, samtidigt med der skal ordnes hjem, når jeg i forvejen absolut ikke er en multitasker. Men jeg skal også kunne sige omkring det praktiske: "Det magter jeg ikke i dag lige på den måde, er der noget andet vi kan, for jeg er meget stresset for tiden" og uden det skal forklares meget dybere, for det er jo som det er.

For jeg er ikke en doven vrangvillig teenager, jeg kører ikke et spil, jeg prøver bare at klare tingene, jeg prøver at forklare hvordan jeg har det, men den opgave bør ikke blive for tung, for det handler om at få hjælp med mit hjem, et hjem jeg selv prøver at gøre noget ved, så godt jeg nu kan, når jeg ikke kan det bedre, er det fordi det er sådan det er lige nu og fordi Autismen/ADHDen gør det svært, længere er den sag faktisk ikke. 

Jeg må finde ud af hvad der er at gøre, før det går galt, jeg er jo afhængig af at få hjælp som det er nu -og hvad er det for en pris jeg skal betale, at jeg skal ind i rollen som en hjemmeboende teenager, og der er konskvenser  og skyld med skyld på hvis jeg ikke makker ret?.....Jeg synes det er ret langt fra hvad det burde være, at få praktisk støtte til hjemmet som fuldvoksen voksen Autist.

En Autisme eller en ADHD er ikke statisk, man kal lære, træne og udvikle, men det kræver der er tillid, og den skal gå begge veje mellem borger og udefrakommende hjælp. Ellers så ripper det op i gamle nederlag og stigma. Hvordan et forløb vil gå, og om borgeren på sigt vil kunne klar sig selv eller ej vil tiden vise, det er en individuel proces og den vil aldrig bare gå fra A til B, selv når det går aller bedst.

Jeg talte med en jeg kender der har oplevet meget af det samme, som sagde at kan kunne kalde det en hensigtserklæring med hensyn til aftalerne med medarbejdere/kommunen, for som jeg oplever det er det ikke fordi mine prioriteringer skifter på den lange bane, hensigterne er de samme. Men vores diagnose/diagnoser gør det kan tage længere tid end vi selv og andre tror og være en mere kringlet proces, det er jo faktisk derfor vi får støtte i hjemmet...er det ikke?

På den ene og på den anden side...december evaluering

Det havde været rart hvis jeg kunne have konkluderet resultatet af decembers aktiviteter helt firkantet, det eneste jeg kan konkluderer helt sikkert er er at jeg kunne ikke klare, at hver måned havde så meget knald på, praktiske opgaver, optræden, drama....og kampen med mig selv, som vel i sidste ende er det værste.

Det at jeg ikke havde fået det hjælp i hjemmet som jeg skulle have haft efter hvad visitationen besluttede, det gjorde at jeg ikke nåede så langt som jeg havde håbet på inden december, selvom jeg selv lavede meget, så meget jeg nu havde overblik over.

Det næste var at jeg ikke synes jeg havde overblik over cabaretten, der var intet formøde og jeg har ikke optrådt i et år, så det stressede mig. Manglende info stresser mig, og jeg ville gerne for mit eget vedkommende have kunne holde prøver tidligere, for at have en fornemmelse af om det grundlæggende fungerede og jeg havde lidt rutine indbygget. Og så var der noget i planlægningen der gik skævt, som jeg synes kom til at påvirke det jeg optrådte med.

Og så skulle jeg ikke have haft gæster den 23, og muligvis heller ikke været til juleaften ude.

Jeg har haft en del nedsmeltninger af varierende type, en 3-4 stykker i december. Det værste er ikke så meget jeg får dem, men i forholdt til omgivelserne. Og det eget drama jeg skaber i mit eget hoved, der siver ud i det arbejde jeg skal lave, og farver det, på måder der måske ikke er nødvendigt, men selvfølgeligt meget Aspergers. Som Kirsebær sovs på en risalamande...

Det var så det negative.

Meget lykkedes, men hvad med prisen? Jeg skal vælge mine kampe, men det der er nødvendigt for mig for at jeg føler jeg lever og kan noget, og ikke bare trille rundt i en trummerum, mens livet passere med mig på sidelinien.

Jeg skal finde kunstneriske samarbejder der passer til mig, så ikke alle samarbejder er drama, for det behøver de ikke at være, det ved jeg jo. Jeg vil også forsøge at skabe noget kunst der laves uden kamp og sjælekval, så det kun er af og til det hele står og blafre med ambitionerne.

Der er så mange måder og så mange mennesker, og så mange måder at skabe kunst på. Mere flydende måder, mere impro, mindre ego osv. Jeg er ikke bange for at tage chancer, og det må jeg udnytte.

Jeg må have forskellige små projekter, og "forskellige" er det vigtige, jeg har satset for meget på for få ting, og det er farligt for mig som kunstner, da det er for vigtigt for mig, og det er der det indre drama udspringer fra, at jeg bliver bange for jeg har mistet en mulighed for at udtrykke mig, at jeg har mistet en platform og mistet mennesker, netværk.

Januar vil handle om at lægge planer, tegne, arbejde på ideer....og slappe lidt af......og så er der jo hjemmet at tage fat på igen...uha....og så har jeg jo den der  fødselsdag...gisp!

Nisser på vej mod det ny år

Når skjulte handicap er svære at forstå af omgivelserne

Hvordan det er at have et kronisk usynligt handicap, der dagligt begrænser ens ressourser, hvor man hele tiden må vælge fra, for at undgå et crashe i løbet af dagen?
For os der lever sådan, er det ret logisk at det er sådan, at der er begrænsninger og går man udover dem, så får man lov til at betale prisen, samme dag, eller dagen efter, i en uge.

Det er som batterier der altid kun er opladt 30 procent, der skal meget lidt til før det blinker og det står warning low battery. Men der er ikke lige en måde at oplade på hurtigt, måske det tager flere dage før det er muligt. Og selv efter opladning er det stadigt kun de der 30 procent.

I forhold til Autisme, er udfordringerne med at passe på de daglige ressurser og konsekvenser endnu mere komplekse, da man både rissikere at betale fysisk og psykisk.

Et usynligt handicap der handler om psyken/hjernen om det fx. handler om Autisme, psykisk sygdom, hjerneskade, er specielt svær at have i forhold til omverdenen. Der er mere stigma og skam forbundet med det.....og prøver man at skjule det for omverdenen, tager det også på energi kontoen. Man prøver og prøver på at fungere perfekt overfor andre, som om man er til en daglig eksamen. Og frygten er der, for at man pludselig bliver opdaget, som mindre velfungerende.

Og det er en daglig balance. Balance i forhold til der ikke må ske for meget, og at balancere når det er gået galt. Selv som erfaren, kan det være svært, det moderne liv og forventningerne til en, passer ikke med så begrænset mulighed for at gøre ting som de fleste andre mennesker

Der er et utal af variationer af konsekvenser fra person til person når man er gået ud over ens personlige ydeevne, og bare for den enkelte kan der være flere symptomer, og nogen gange ikke dem der var forventet.
Der kan være varianter af fysiske symptomer, forbundet med stress, eller ens små fysiske "svagheder" der bryder ud. Det kan også betyde nedsmeltninger, psykoser. Fra det let genkendelige der kan takles fordi man har erfaringen, til det der bringer en helt ud af kurs.

Går jeg over det jeg magter kan der ske ting der er uheldige, og fra mit synspunkt er det værste at andre opdager jeg er ude af balance -at jeg gør ting, siger ting.
Jeg har været vandt til at leve med trætheden, begrænsningerne. Men det at jeg dummer mig socialt er ubærligt. Og det at jeg har svært ved at lande det efterfølgende er også svært. Autismen er jo også med til at det kognitive ikke fungere perfekt.

Jeg formoder at Autisme godt kan sammenlignes med det ikke at have sovet i flere nætter, hvilket er nedbrydende og ændre ens reaktioner. Og uanset hvor meget man sover, er man altid bagud....eller man kommer lynhurtigt bagud.
Folk siger ofte til mig: "Jamen, jeg bliver da også træt", og så må jeg forklare at jeg bliver: Har ikke sovet i flere nætter træt...Men bliver det forstået?

Faktisk elsker jeg ikke vaner, så jeg er ikke den perfekte Autist, da jeg også har en ADHD oveni, på den måde bliver det hele endnu mere rundtosset. Og ADHDen er også med til at lokke mig i uføre.

Hele mit voksne liv har jeg håbet at blive af med den træthed, at et eller andet mirakel ville ske, at hvis bare jeg trænede det sociale nok, vill det udmatte mig mindre.
Så jeg trænede og trænede. Og jeg levede også med at de ofte var for meget, men det var for en god sag og jeg anede jo ikke jeg havde Autisme. Men en Autisme diagnose senere, må jeg se det fra en anden vinkel.  Jeg må så også indrømme at jeg har opnået ret meget via træningen.....Men alligevel er det som det er, og jeg hader det, men det er vilkåret.
Jeg kunne leve et mere stille liv, men det er ikke mig, jeg er en udadvendt person, selvom jeg ikke rigtigt magter det.

Når folk nægter at forstå hvad Autismen har betydet for mit liv, er det ret fortvivlende. Hvorfor skulle jeg med en god intelligens, viden og mange talenter være førtidspensionist uden en uddannelse frivilligt...Fordi jeg er doven, ligeglad? Jeg har det svært med at andre ikke forstår de konsekvenser det har haft og hvor meget lidelse der har været i det, selvbebrejdelser, afmagt, og kampe på et forkert grundlag.

I dag må jeg erkende at jeg ikke får mere energi. Jeg ved også nu af bitter erfaring, at Autismen kan blive værre af at jeg kører ud over kanten med stressen....det kan betyde at jeg har endnu mindre overskud at bruge af, gys! Og det er så der jeg står nu.

Jeg skal blive bedre med at udvælge hvad jeg gør, så jeg når det nødvendige...men det er godt nok ikke ret spændende udsigter, det lyder kedeligt og begrænset. Vaner.....Og ADHDen vil gerne ud og lave ting og sager...

Men om ikke andet ved jeg i dag, det ikke er fordi jeg er doven og alt muligt andet negativ, der har bare aldrig været nok energi, til at mine evner rigtigt kunne komme i spil, jeg er altid knækket sammen inden. Jeg har kunne tage de lange seje træk, det er ikke det, problemet er bare at nogen ting kræver at der arbejdes ekstra i perioder og det kan jeg ikke rigtigt magte.

En anden problematik er at jeg som kvinde, ikke er blevet hørt når jeg har prøvet at tale med lægen om mine problemer med at meget let at blive udmattet og overtræt. Igen er det åbenbart umuligt at forstå et en ung sundt udseeende kvinde kan have seriøse usynlige problemer, der er i gang med at smadre hendes liv og fremtid. Det at ikke blive hørt er en del af historien, ikke at blive taget alvorlig, bare at være en der klage sig....og uden gyldig grund i andres øjne.

Jeg virker jo energisk ellers, jeg smiler, går hurtigt, og jeg tænker hurtigt og hele tiden på højtryk, og jeg virker ofte ikke træt sammen med andre, men ja, energisk, og det gør det jo ikke nemmere at forstå hvor meget tid jeg må være rolig, og det er lidt en kamp mod noget af min natur, måske på grund af kombinationen af Autisme og ADHD.

At jeg søgte hjælp som ung, og får først en Autisme diagnose som 50 årig, føles som en blandet fornøjelse, at jeg føler jeg ikke rigtigt kan få så meget gavn af diagnosen nu, der er sket for meget i mellemtiden. Og ret beset er der jo heller ikke en kur mod Autisme, det er som det er den kan blive lidt bedre med mere viden om bedre takling af den, men ellers er det det.

Men så er der jo verden udenom, hvordan de andre forholder sig til en, det er en udfordring i sig selv, og en anden batteri sluger.

Jeg tror når omgivelserne velmenende nægter at se ens usynlige handicap, så kommer de til at tage ens daglige kamp fra en, noget af den heroisme man udviser dagligt, de tager også noget af den empowerment man har tilkæmpet sig, den værdighed man forsøger at opretholde. Fordi at nogen ting er selvfølgelige for dem, der er store sejre for en selv.

På den måde bliver de usynligt handicappedes erfaringer med at overleve på trods, skjult af at omgivelserne ser en som et menneske der "trækker offerkortet" uden grund, at man er selvcentreret fordi man bruger så meget tid på reflektion og selvforståelse, uden man forstå at det studie er livsnødvendigt for en og metoderne skal passe til ens egen måde at tænke på, der måske er lidt mere krøllet i metoderne end deres. "Du tænker for meget"...Ja sådan er det jo at være Autist, det er både godt og skidt, men det er vigtigt at holde fast i at det at tænke er noget de andre skal blande sig udenom, for tænke gør vi, basta! Og ja det kan være trættende med en hjerne der altid snurre og brummer og ikke er til at få til at sove, men det er jo netop en del af at have Autisme.

Jeg har lært man bliver dømt uanset om man er åben om sit usynlige handicap eller ej, forskellen er, at er man åben så udstiller det omgivelserne afstandstagen på en ny måde, at det er fordi det handicap ikke kan rummes, at der åbenbart er en indbygget forsvarsmekanisme hos mange mennesker der gør at empatien ikke rækker så langt. Så man må stå fast, helt fast, på at man har lov til at vær som man er, og det er en udfordring, men for mig er det en nødvendighed, at stå ved mig selv, at det er min fortælling og den er en heroisk, selvom den er uden en raskmelding og så ud mod solnedgangen.

Det handler ikke om at blive ynket, eller der skal tages helt specielle hensyn, det handler om at blive set som et menneske der gør alt hvad der er muligt for at fungere. At det ikke handler om manglende evner og en svag karakter, men der er reelle begrænsninger og konsekvenser.

De "normale" hylder dem der blev raske "den gode historie", de hylder ikke dem, der kæmper dagligt der ikke har mulighed for at blive......ja, blive hvad...som dem selv....og hvorfor skal vi det, er det den eneste måde at være rigtig på, gør det godt?

Vi er en del der kæmper dagligt, for at få lov til at føle og blive set, som fuldgyldige og værdifulde borgere i samfundet, om det lykkes kommer også an på om andre omkring en også er med på det.

Opdatering omkring min selvvalgte juletravlhed

Jeg havde hjemmevejleder i dag og hun har fået lært NADA øreakupunktur.....ja jeg fik jo i går, med NADA the, og der hvor jeg plejer, og jeg kunne bare mærke at de gjorde en forskel, derfor tænkte jeg at med de udfordringer jeg har i weekenden var det bare at få alt den NADA der var muligt.

Opvasken blev klaret med nåle i ørene og så var det ellers ud og afsted til prøve på julecabaretten. Der skulle rodes ting og sager frem jeg skal bruge. Og jeg skulle øve timing til musik til "pude nummeret". Der er prøve med piano i morgen.

Ja, det er jo alvor når man sådan er kommet på plakaten

Føler jeg mig velforberedt, tjaaaaa, men mere. Jeg er stadig lidt chokeret over at jeg i den grad har være fra koncepterne i en uge, at en tidlig (9.30) Ikea tur og efterfølgende cabaret prøve, kunne få mig så meget i knæ, at jeg var smadret i den grad og i en uge. For i grunden er det meste jo til at arbejde med, alt det jeg synes var så problemfyldt, hvilket jeg godt vidste et eller andet sted, men min krop og psyke var gået sig en gevaldig tur og var ikke til fornuft.

Men jeg mener Ikea turen var stille og rolig og jeg blev kørt og prøven var også uden problemer eller stress, så hvad?

Er det vigtigt at vide? Ja, det er det, det er det jeg skal undersøge fremover, for at finde balancen, men også kunne gøre spændende og udfordrende ting.

"What good is sitting alone in your room?

Come hear the music play

Life is a cabaret, old chum

Come to the cabaret

Put down the knitting, the book and the broom

It's time for a holiday

Life is a cabaret, old chum

So come to the cabaret"

Jeg vil have orden på mit hjem, men jeg vil også have et liv udenfor hjemmet!

Selvvalgte december udfordringer

Jeg havde en aftale 9.30 med hjemmevejlederen, om at vi skulle kører i Ikea efter diverse jeg manglede til hjemmet. Kl. 9.30 er alt for tidligt i min verden, men det var den mulighed der var, og jeg skulle også til prøve 14.30 på cabaretten, jeg havde taget fejl af dagene og mente det var en ok aftale at få prøvet i dag, og så var det jo som det var og kunne ikke ændres, og jeg måtte leve med lidt for mange ting på en dag.

Fordelen ved at være tidligt afsted var at Ikea var meget stille, ingen af dem med overlæssede vogne, med en 3 meters ting på tværs af laddet og trætte småbørn.
Jeg havde indkøbsliste og jeg ville tage den med ro, ikke skynde mig, men få fat i de rigtige ting.

Og så var det hjem og stille tingene, og at få lidt på plads og så afsted til prøve.

Jeg har ikke følt jeg havde ro på før jeg havde afprøvet min nye sang, om den var et realistisk bud, eller jeg måtte vælge noget andet og nemmere.
Og sig tiden nærmer, så det er bedst at have det på plads. Det havde også faldet mig ind at jeg måske havde glemt at synge i løbet af året, da jeg unægtelig er ude af træning, eller måtte formodes at være det. Og der skulle også tales arrangement osv.

......Og efter prøven skulle jeg købe ind og så skulle jeg stemme til EU valg.

Næste morgen var jeg helt færdig, og det lykkedes også for mig at få en nedsmeltning om formiddagen, hvilket efterhånen ikke er så almindeligt, faktisk ret ualmindeligt.
Jeg tror den meget tidlige opvågning fik kæntret min døgnrytme, og det var det mest afgørende for min utilpashed.

Og de kasser jeg købte i Ikea passede ikke rigtigt i størrelsen og panden var bulet i kanten under pappet, og det fik mig til at føle at hele den dag var spildt.
Jeg prøvede at huske mig på at prøven til cabaretten havde være super effektiv.

.....Og så dukkede der hjemmehjælp op om fredagen, den der hjemmehjælp, jeg jo ellers havde opdaget jeg ikke fik selvom det stod i mine papirer, så noget må have rygtedes efter jeg ringede til visitationen i den her uge?

Nu må jeg øve sang tekst i weekenden, vil hænge den op flere steder i hjemmet. Prøve at arbejde videre i hjemmet. Og så være forsigtigt, og så få nogen flere prøver, jeg skal have et Burlesque nummer gen indstuderet...og ja, så skal den sang på plads.

Jeg må være meeeeget forsigtig i december, 4 forestillinger er ikke til at spøge med. Når først cabaretten kører tror/ved jeg det hele falder på plads, men den kommende uge bliver en udfordring.
Det her er en tester af fremtiden: hvad vil jeg, og hvad er realistisk?

At ville det sociale....på trods

Jeg havde en ret social fredag, jeg lagde ud med at få øreakupunktur NADA, det var lykkedes for mig at tro det var kl.14.30..... jeg ser åbenbart ikke for godt selv med briller.....derfor var "nadarummet" fyldt op, men jeg valgte så en chaiselong de har stående i en krog, jeg havde heldigvis ørepropper med, og så gik jeg i dvaletilstand der, faktisk meget i dvale, helt ude i tæerne. Jeg har ikke tidligere oplevet at det sådan gik ned i kroppen, og jeg følte mig meget afslappet, hvilket vist ikke er så almindeligt for mig.

Efter det futtede jeg ind til indre by, jeg tænkte jeg ville hilse på mine Hunde venner. De var der begge to....og så fandt jeg ud af at der var en fernisering med Kathrine Ærtebjergs billeder i Nansensgade og det var jo lige på vejen hjem, så den tog jeg lige med også. Og der var mennesker og jeg snakkede og vi snakkede en del og ret meget...og så tog jeg hjem for at skifte tøj til fredagsbar, og var ret mør i betrækket og meget træt, men jeg gjorde det alligevel. Og heldigvis var der kun mig og fredagsbar indehaveren til start og vi drak vand og åd slik og så Radisserne, og så meget senere dukkede der flere op, men der var vi også blevet friskere af at slappe helt af....og så futtede jeg hjem ved 2.00 tiden?

Jeg vil ikke levet et isoleret liv, og på en måde er det ærgerligt at jeg ikke bare kan været typen der ikke har behov for det sociale, da jeg jo på nogen måde ikke magter det uden at det bliver for meget for mig.

Jeg har så udviklet en måde at flyde med strømmen når jeg fornemmer at nu er jeg alligevel på farten, at jeg bare improviserer, og ikke først skal ud af døren til noget bestemt.

I de sidste 14 dage  har jeg har haft en klar følelse af at der lurede nogen tanker under overfladen, jeg har læst nogen ting der ramte og ophidsede mig, og gjort at jeg har skulle tænke over nogen ting omkring Autisme der har gjordt ondt. Det har også givet mig spændinger i kroppen og det betyder at det var noget der virkeligt påvirkede.

Men jeg konkluderede i går at jeg havde set monstrene i øjnene og fået sorteret det der for alvor har plaget mig, fra det mere underordnede...så nu er der ingen grund til de spændinger mere, har jeg fortalt mig selv.

Jeg synes jeg havde en god fredag, begge hunde var "helt bløde i pelsen" som vi kalder det, når de er rigtigt søde og nusse interesserede. Jeg var ude og snakke med "fremmede" i stor stil, jeg overvandt følelsen af at blive hjemme og ikke tage videre i byen, men gjorde det -noget nogen ville kalde dumt, men jeg synes det var godt fordi det giver mig fornemmelsen af at jeg bestemmer, ikke min Autisme.

I dag stod jeg meget sent op, jeg har ryddet op på en meget ADHD agtig måde, men noget er sket og andet besluttet, ting der skal sælges og ud af hytten, jeg skal have orden til jul.

Alt for meget rod, uden en realistisk plan der kan holde

Den der ide med ugeplanen for oprydning og rengøring, der hænger på køleskabet funker ikke.

Men her er for meget, en ugeplan er bedst til vedligehold, men det er er kaos. Og det betyder at der biver for lidt fremdrift og så lidt, at jeg helt mister overblik og motivation. Hvis der ikke bliver skabt en synlig orden i det kaos på relativt kort tid, vil jeg ikke komme igang med vedligehold og den der køleskabsplan der bare hænger og provokere.

Og hvad gør jeg så? For lige nu kan jeg ikke lave noget fornuftigt uden at være mandsopdækker pga. ADDen, jeg kan ikke "lave noget fornuftigt" i 25-30 min. uden der er en anden i rummet. Ellers så render jeg bare rundt om mig selv, uden der sker meget....ret beset sker der heller ikke det store hvis der er nogen, men dog noget mere.

Jeg bliver vred af at det ikke fungere i hjemmet.

Og hvordan er det jeg får fat i nogen hvide solide kasser med låg....selv uen hjælp i form af kørsel? For jeg kan ikke fjerne ting for bare ting, der er rod og bunker og ting, og mine øjne kan ikke se det i forhold til at skabe struktur, det er bare rod og jeg hader det, men jeg kan ikke overskue logistikken, samtidigt med jeg husker på hvor dum og håbløs jeg er, og at det har været et rent helvede at gå rundt i, i et halvt år. nu....Flytningen har skabt stress, en stress der både har ødelagt mit sociale liv udenfor hjemmet og mit hjemmeliv.

For jeg kan fornemme stressen er lige under overfladen og det gør at jeg ikke bare kan tvinge mig selv i gang. 

Jeg bliver meget ked af det når jeg kæmper i mit hjem, min hjerne er fuld af negative tanker og en følelse af hjælpeløshed. Noget der let kan blive til nedsmeltning eller lige på kanten. Det provokere mit system så meget, at det ikke bare handler om at handle, fordi det bringer så meget negativitet med sig, tanker om fortiden og nutiden, og giver mig endnu mere forvirring omkring selve det praktiske arbejde.

Som jeg ser det skal tingene i en nogenlunde ok orden meget hurtigt, og det kan jeg ikke klare alene, eller gennem ganske små nøk af gangen. Jeg har tidligere set hvad den form for langsommelig proces tilgang til hjemmet gør i forhold til mig psykisk, og det duer ikke.

Men når tingene er lidt bedre bliver jeg bedre til at klare tingene og kunne arbejde i længere tid selvstændigt i hjemmet, for det lykkedes jo i mit gamle hjem.

Drejebogen er logistik, at ting har et sted at være. Det er at der er nogen mens jeg gør et eller andet praktisk. 

Det er at der bliver taget et ordentligt spring frem, hjulpet af andre. 

Og det er at der hjemmetrænes, så jeg igen kan lave noget i længer og længere tid. Det handler om at jeg kommer til at tro på det, at jeg selv får overblikket og håbet tilbage....Og troen på at jeg kan klare mig selv.

En tur i brændeskuret

Indenfor recovery og blandt musikere der et begreb: At gå "in the woodshed" eller bare "Woodshedding", at man tager en pause lukker døren og overvejer/prøver noget i ensomhed.

Jeg har i flere uger været i brændeskuret, først fordi jeg måske var træt efter en opgave, men stadig fortsatte med at være træt, også for træt til at blogge, og uden emner der var parrat, tænkt igennem. Og mere væsentligt emner der skulle ses på om mit liv og min fremtid.

Jeg har også haft en del overvejelser, og selvom jeg har været god til at bearbejde det at få en Autisme diagnose for få månder siden, så er der virkeligt meget at reflektere over, så mange sammenhænge, og et helt liv, et helt liv fordi jeg næsten er 50, og først har fået en forklaring nu på hvorfor det har været så forbandet svært. Og det er godt, det går den rigtige vej mentalt om ikke andet.

Jeg reflektere over fortiden og jeg jeg ser nye ting på en ny måde, når jeg møder mine reaktioner ude i livet, men nu med den viden jeg nu har, at meget af det jeg gør gør, gør jeg med en Autisme i bagagen.

Jeg vil hellere leve livet end at skulle al den reflektren, på den anden side vil jeg godt nå dertil hvor jeg ved hvad jeg skal skære fra mit liv, for at få et liv. Jeg har jo ikke plads til det hele med min psyke, så jeg må vælge mine kampe.

For det med hjemmet går af helvede til, jeg kan ikke samle mig om nogen praktiske opgaver og jeg vil ikke have stressen tilbage. Den ligger og lure under overfladen og jeg tror ikke de aftaler og skemaer der er for hjemmet kommer til at holde. Det sr lidt sort ud, når jeg ikke kan lægge kræfter i fysisk eller psykisk. Jeg gik over mine grænser i for lang tid, og nu kan jeg ikke bare gå i gang igen, stresser er lige under overfladen.

Og hvad gør jeg så, mere hjælp, mere skæren ind til benet, medicin?.....Ved jeg hvad jeg vil? Ja, det mener jeg nok, er det realistisk? Jeg aner det ikke...
Men noget af det VIL jeg have, saftsuseme!

.....Jeg har bøjlet tøj op i dag, fået puttet juleting i salgskassen, jeg har vasket lidt tøj og det ulækre badeværelses afløb ordnende jeg i går....selvom det lidt har været flere dages projekt, bvader!

Når mental "nedlukning" er en del af livet

I går havde jeg en mental mindre "nedlukning" til noget jeg var til om aftenen, en af gæsterne havde en lidt vidtløftig adfærd fra første minut (og uden indtagelse af alkohol) der tenderede det lettere maniske, høj abrupt tale, høje noget malplacerede grin, sing-along i et ret afvigende toneleje og hoppen rundt på gulvet, mægtige klask i borden så tingen synes at hoppe på det ellers solide bord. det var lidt som alle andre var blevet til statister, der blev sagt ting til, men ikke hørt.

Jeg sad og prøvede at lade som ingenting uden at sige meget (eller det forkerte), lidt bortvendt fra "epicentret", mens jeg håbede det ville holde op. Jeg tror dog at jeg på et tidspunkt skældte gæsten ud, eller hvad der i min optik er at skælde nogen ud, en kraftig irettesætning, ikke så meget om adfærd, men om hvorfor vedkommende havde valgt at dukke op med en så divergerende dagsorden, vel vidende at det her ikke var byens vildeste fredags party......netop grunden til jeg havde valgt at lige være netop der, og ikke andre steder i byen hvor der måske var mere gang i den.

Da vedkommende var gået videre, efter noget forhåbentligt mere spændende ude i byen, var jeg pludseligt lammende træt, jeg gabte og gabte, men jeg konstaterede jamen jeg har jo sovet rigeligt, haft en rolig dag, var ikke træt inden jeg kom og jeg er jo en sand natteugle og klokken var knapt 23?

Umiddelbart ville jeg ikke give op og gå hjem, så jeg forsøgte at bekæmpe. Og så sad jeg og snakkede lidt mekanisk i et stykke tid, og kom lidt til hægterne.

Og da jeg skulle i seng kunne jeg ikke sove, ikke så meget af tankemyller, men fordi jeg ikke var træt på den rigtige måde men psykisk træt og det sover man ikke god og hurtig af som Autist.

Udenpå var jeg mere tjekket, men indeni så jeg sådan ud

Ville en neuro typisk have opfattet situationen ved bordet anderledes, som mindre ekstremt? Ikke nødvendigvis, men personen ville nok bedre kunne absorbere uroen og irritationen der lå i situationen.

Jeg har så mange gange oplevet psykisk nedlukning når jeg er gået fra noget, når jeg sad i bussen/toget, pludselig har den mentale persienne lukket af og jeg er blevet ramt af dødelig træthed og negative tanke mønstre.
Jeg har også oplevet at komme til sociale ting og ikke kunne sige ret meget eller frivilligt tage kontakt med nogen den første halv til hele time, og så derefter tvinge mig selv til det, på samme måde som det foregående eksempel. På med "Asperger masken" som jeg tidligere har skrevet om, og så forsøge at undertrykke det indre, for at kunne magte situationen.

Man kan jo sige, jamen hvorfor går du ikke når det er for meget? Ja, bl.a for ikke at skabe drama for andre, evt. få værten til at tro nogen har gjort noget galt, og for ikke at selv komme til at fremstå helt umulig socialt, og fordi jeg prøver at lære at takle de situationer, jeg simpelthen nægter at give op, hvilket er meget typisk for mig.

Tidligere har jeg været noget styrende i forhold til at få situationerne der hen der hvor jeg bedre kunne takle dem, men det gør jeg vist ikke mere. I dag vil jeg hellere forsøge at komme lidt væk fra situationer jeg ikke kan overskue: til et andet rum, hen til nogen andre mennesker, lave noget praktisk, gå ud og tisse, alt sammen så jeg kunne vinde tid, ændre omstændighederne og ro til at kunne magte situationen igen.

På den anden side tænker jeg, at det at få reaktionen med det samme, er mere autentisk og mindre maskeret. Jeg tror jeg har maskeret for meget, så meget at jeg også har skjult sandheden og konsekvenserne for mig selv og mine omgivelser. Jeg har ville undgå skammen, mestre situationen, men jeg betaler altid prisen før eller senere, og ofte skjult i forhold til omgivelserne. 

Folk siger ofte: "Men jeg bliver også træt?", og så må jeg forklare at jeg får den type træthed man har efter flere døgn uden søvn, og uden at kunne slappe af og bare sove.

Der er så meget jeg gerne vil bla. det sociale og det gør mig vred -det gør mig vred, at jeg kan takle og magte så lidt i forhold til hvad jeg gerne vil med mit liv.
Men jeg må jo træne og blive klogere og se om jeg kan finde Cowboytricks til at overkomme noget af det, uden det koster mig selv alt for meget på min mentale trætheds konto.

Træthedssyndrom, hvor mange af de kvinder har en uopdaget Autisme?

Når kvinder går til lægen bliver de ofte ikke taget alvorligt de får en sludder for en sladder og må gå hjem med uforettet sag. Når unge umiddelbart sundt udseende kvinder går til lægen er det endnu svære at få gjort opmærksom på at noget er helt galt, hvis det ikke er fysisk synligt.

Som ung opsøgte jeg læge flere gange fordi jeg ikke kunne forstå jeg var så træt og meget let blev udmattet. At jeg ikke kunne det andre mennesker kunne, at jeg manglede overskud.

Senere kom snakken i medierne om træthedssyndrom, det at man let blev overvældet af hverdagen, og at trætheds symptomerne kunne komme forsinket, men så også slog som en klaphammer i hovedet.

Det var specielt kvinder der klagede over træthedsyndrom, det var en af de der luftige lidelser der kunne gøres lidt grin af, at det var overreaktion, dovenskab osv. Og en "kvindeting", kvinder jo jo ustabile og lidt små hys jo. Så mest noget pjat fra nogen ikke "overskuds kvinder".

Nu diagnosticeret med Aspergers, kan jeg jo se at en meget almindelig stress reaktion hos Autister ned noget træthedssyndrom lignende, man reagere, pludselig kan organismen ikke mere og der kan være flere dagesforsinkelse på reaktion nogen gange.

Træthedsyndrom kan også være i forbindelse med PTSD  Alt i alt når man er overfølsom overfor stress og meget stimuli.

Dem der oplever at have det, ved at det ikke just er en "luftig lidelse", den er til at tage og føle på da den føles som bly i kroppen, at de mentale persienner bliver lukket til og de mindste opgaver er helt uoverstigelige.

Jeg har hørt andre sige "men jeg bliver jo også træt", og der må man sige, at det man oplever svare til man ikke havde sovet i flere døgn, selvom man faktisk har sovet og ikke har foretaget noget der umiddelbart krævede noget ekstremt af en....Der er lukket af, måske man er stresset samtidigt, der er intet overskud.

Normal træthed kan sagtens være en behagelig følelse, man ved man har knoklet, og kroppen er træt men roligt. Træthdsyndrom giver ikke de signaler, man er meget bevist om at noget ikke hænger sammen, man er ikke "lækker træt".

Når man snakker om at Asperger piger/kvinder ikke har tydelige symptomer, så handler det måske om at man ikke annerkender fx. klager om træthed/udbrændthed, og at udenforstående ikke forstår det dækker over en anden form for træthed og nogen svære psykiske reaktioner.

Træthedsyndrom former også ens tilværelse, det hæmmer så meget, for den energi man bruger kan ramme en lige i nakken når man ikke ønsker det. Det er heller ikke altid til at regne ud hvad der ender med at slå en helt ud, eller hvornår det gør det. Og det har betydning for udddannelse/job/socialt liv. Du kan love at du kommer til noget og uanset hvor gerne du ville, kan kroppen ikke.

Jeg tror godt man kan blive bedre til at leve med at have det problem, jeg synes jeg har det mindre symptomer end da jeg var yngre da jeg har trænet stress faktorer og socialisering, men det er stadig en del af de gamle mekanismer der er i mig, og når der lukkes ned, så er jeg lukket ned.

Den træthed har formet mit liv, de muligheder jeg havde for at deltage i samfundet, det har stigmatiseret og udelukket mig også fordi jeg ikke har mødt nogen forståelse.

I dag ved jeg hvad det drejer sig om, det er i det mindst noget, jeg ved det er reelt, at jeg ikke bare er svag og små pivet.

Og vi bør som samfund lytte til piger og unge kvinder i tide, det er jo helt grotesk at vi i 2015 stadig ikke tager kvinders ord for pålydende.