lørdag den 28. november 2015

Når Autist temperamentet siger ka-pum og eksplodere

1-2-3 Boooom! Så var der lige noget der var anderledes end jeg gik og troede det var, og inden jeg fik vurderet om det var til det værre eller bedre....-eller måske ret ligegyldigt, gik min hjerne i selvsving. Sådan med lyn, røg ud af ørene og tordensky over hovedet.

Jamen, der må jeg jo kende så godt fra gennem livet? Tjoooo, men jeg tror ikke jeg har set mønstret klart og måske ment at min irritation/vrede modsvarede situationen i korrekt størrelsesforhold.

Måske jeg har levet et mindre udadvendt liv før i tiden, eller jeg mest imploderede fremfor eksploderede? At jeg i dag oftere udsætter mig for påvirkninger der kan give den slags følelser...Hvor er det dog ikke smart at have det sådan, det kan til nød gå hvis det kan holdes indenbords, så er det bare den stakkels hjerne der kæmper med ophidselsen og tankemylderet.

Det at jeg er opdraget til ikke at måtte vise temperament, og at jeg ikke gennem min barndom og ungdom har haft mulighed/lov til  for at forholde mig til bla. vrede, undtagen som noget dybt indeni der skulle skjules.
Jeg tror også at jeg i mange tilfælde heller ikke har læst situationer, så jeg har været klar over om jeg burde blive vred, eller hvordan man skulle kunne vise det på en "naturlig" måde. Jeg har akcepteret situationer som rimelige, selvom de ikke var det, og andre situationer har jeg reageret på, men ikke formålstjeneligt, eller i forhold den reelle påvirkning....måske, der er jo altid tvivlen.

Jeg har det ikke så meget med at noget er pinligt, men når temperamentet viser sig udadtil så er det mere end pinligt, det er ret katastrofalt i forhold til omgivelserne....Crazy woman, uha!

Der er ingen tvivl om at jeg har fået kig på problematikken, fordi den i forbindelse med det social er den mest ødelæggende i forhold til andre, men i høj grad også i forhold til eget selvværd og selvtillid, når man nu ikke er i kontrol, men kan være ukontrolleret, godt nok sjældent, men når det sker er det jo sket.




Jeg skriver det her i dag, hvor jeg lige havde en af de der "hjerne eksplosioner", heldigvis nåede den ikke at komme ud i verden, men kun oppe i mit hovede, men det er irriterende nok.

Tidligere var jeg mere vred på mig selv, og nu er jeg også vred på andre, hvis de lige kommer til at ryge indover noget jeg mente var/eller burde være på en anden måde. Ergo er jeg ikke altid god til overraskelser, sådan som de fleste Autister jo heller ikke er det. Jeg kan improviserer, men nogen gange slet ikke, overhovedet ikke, og så gnistre det oppe i hovedet.

Er jeg reelt vred på nogen? ikke nødvendigvis, det behøver ikke at være direkte personligt, bare i vejen i forhold til hvad jeg troede -At jeg så godt mentalt kan få iført folk små horn og hale når jeg er i gang med at skumle, er så en eftervirkning. Kan så horn og hale komme af de mennesker igen...hm, tjaaa, nogen gange, men så skal det også ordenes ordentligt mellem de indblandede.

Nu hvor jeg har selverkendelsen og ser mønstret og årsag og virkning er jeg lidt bange, jeg vil gerne have nogen værktøjer til at takle det. Eller jeg skal have nogen værktøjer og gerne lidt hurtigt.
Nogen vil måske mene at der er nogen der er værre end jeg, men er det værre er der også mere man bare automatisk er udelukket fra, på den måde er samfundet uden nåde, hvis man gerne vil kunne færdes i mange miljøer også dem der ikke er forberedt på at folk er "specielle", må man kunne takle menge situationer lidt fikst uden at falde helt igennem med et brag. Retfærdigt, næ, men det er virkeligheden for det meste.

På den end side er jeg jo som person både yderst fredsommelig og rummelig, og det er også det jeg vil være, og har været 99 procent af mit liv, men hvad skal jeg gøre med den der indre Trold der springer op uden varsel?

Jeg vil have et liv sammen med andre og jeg kan samarbejde, og jeg er ikke generelt ufleksibel, og jeg bliver på andre fronter bedre og bedre til at takle de sociale....eller hvad?

Jeg tror jeg vil konkluderer at jo større sværhedsgraden er, desto større bliver udfordringerne, og jeg har åbenbart sat barren højt for det sociale, og nu må jeg se at løse det bedst muligt, så jeg må have værktøjer og træne, jeg har brugt for mange år på at lære at være social til at krybe i skjul nu!

PS. Om ikke andet lader det til at jeg fik opdaget og bearbejdet det der gjorde at jeg blev sort og røgfyldt oppe i hjernen tidligere på ugen, og det kom ikke op og vende igen, og igen og igen efterfølgende, men var åbenbart overstået.
Men stresset det er jeg og det giver en kortere lunte lige for øjeblikket. Men jeg ved det og nu er jeg opmærksom bare der er lidt der rør på sig af signaler.

Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv