Viser opslag med etiketten Socialisering. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Socialisering. Vis alle opslag

fredag den 6. september 2024

Mental linedans.

 Det er utroligt som uløste problemer kan tage energi når man har ADHD og/eller Autisme. Og muligheden for at multitaske, med noget andet samtidigt ikke det man gør. Eller man gør, men uden et godt resultat. 

Det er vel genkendeligt for alle mennesker, men der er en grads forskel, i hvor meget det tager af hjernevirksomhed og hvor meget træthed og gøren ingen ting der er involveret. 

Og hvis man så også skal vente på at andre reagere og tage action. Eller de slet ikke reagere og forstår der er et problem og noget der skal løses før man selv kan komme videre. 

At uløste ting kan være betonklodser, der tager alt ens overblik. Det er sket mange gange, og det er spild af energi at hjernen gentager og gentager, fordi der ikke lige er en løsning. Det er jo monotropisk det at være fokuseret på en ting. Men i stedet for at det er noget godt, så er det noget der er alt andet end godt. 

Jeg kan fokusere på de samme ting/emner det er en del af min version af ADHD og Autisme, og hvis det handler om viden, en interesse, arbejde er det godt for mig, det er sådan jeg er. Jeg samler informationer, jeg prøver at forstå monotropisk.

Men er det jeg samler informationer om, jeg prøver at forstå, noget der gør mig ked af det, og jeg ikke kan gøre noget ved, og det er noget der er sket/sker i mit liv, er det meget negativt.  Ting skal løses og afklares hurtig. Men det er ofte ikke muligt. Vel ofte fordi andre ikke vægter det nok, og det er den sædvanlige forskel på den neurotypiske virkelighed og den Autistiske, og det er den neurotypiske der gælder. 

Men uanset hvor meget man bliver talt ned og forklaret hvad man burde tænke og føle og man skulle tænke og føle mindre, forandre det det ikke i en, man bliver faktisk mere usikker og forvirret. Forvirret sig selv, og over andre. Og det har en tendens til at gro udover, bare den ene situation, man sammenligner, og føler man går på line så snart man ikke er alene. 



Jeg tænker ofte at mennesker der ikke er Autistiske, har en noget større tiltro til at det de føler og oplever er rigtigt, de skal ikke orientere sig i alle retninger. De skal ikke gennemgå et helt skript af, hvad der kunne være forkert i deres antagelse eller adfærd.

Nu er det jo ikke alle med Autisme/Aspergers der er lige bevidste om alt det her, og nogen er mere tilbøjelige ved at holde fast i deres eget syn på ting, og ignorere irettesættelserne fra omgivelserne.
Hvor den meget højt maskerende, bare prøver og prøver at få det hele med. Og jeg kan godt misunde dem der er der hvor de ikke forsøger at rumme, og få det hele med. 

Om det at maskere sin Autisme er medfødt eller om den er stærkt formet af ens familie er et spørgsmål der kan være svært at være entydig om. Da det er et spektrum vil alle sanser og evner jo varierer fra person til person. Men jeg vil tro at der foregår en formning af en i nogen typer familier. Hvilket dog ikke betyder at højt maskerende kan komme fra andre familie baggrunde og tillært sig det gennem fx. skolen. Sjovt nok var det ikke fordi mit liv udenfor hjemmet virkede som der hvor jeg lærte maskering. Jeg tror simpelthen ikke jeg aflæste hvad jeg skulle gøre, af de andre børn. Det kom et andet sted fra. 

Jeg synes ikke min familie var ret god til problem løsninger, at tage konsekvensen af opståede situationer. Fra jeg var ret lille kunne jeg godt undre mig over ting de ikke kunne indse, at jeg havde et mere klart blik på tingene. Det kunne være frustrerende for mig, da jeg jo levede i det. Og at jeg fungerede som det ene element der skulle give mening til deres tilværelse. 

Det komplicere ting, der er altid to sider og gråzoner, og ting der er skjult, men man ved de er der. Og det er jo med den erfaring og viden jeg er gået ud i verden. På den ene side med et humanistisk syn på menneskers fejl og mangler, som en del at det at være menneske. Men også den der burde være fejlfri, fordi jeg var det gyldne barn. Hvilket betyder at det jeg kan tilgive andre, men tilgiver ikke mig selv. Suk!

Der er meget med at overtænke det ligger i selve diagnosen både Autisme og ADHD, men det ligger også i min opdragelse. Der er ikke plads til at fejle.
Alligevel er muligheden for at gøre fejl det der er kernen i mit arbejde som performance kunstner, det er der hvor det lever, helt ude på kanten og lige nå at rede det, men der har publikum gyst ved tanken. Men vi gør det jo sammen, og jeg har vist at det er muligt at gå til kanten og vise sårbarheden og alligevel få en klapsalve, ikke af medlidenhed, men fordi det viser styrken i det, og at man kan overleve og bukke elegant efterfølgende, det er ikke enden på verden. Og det ville det heller ikke være for dig i salen hvis det skulle ske for dig en dag, at du mistede fodfæstet, to på det. 

Men jeg skulle huske mig selv på det meget oftere. 







tirsdag den 13. september 2016

Nogen gange er jeg som en Kat

Jeg så en dag slutningen af en TV udsendelse om hvordan Katte tænker, eller hvad man tror Katte tænker.
Jeg hoppede lige ind i noget, hvor de viste forskellen på Hunde og Katte adfærd, i forhold til at komme ind i et nyt rum, hvor ejeren også var i rummet: Hunden skyndte sig hen til ejeren for at hilse, hvor Katten først skulle afsøge hele rummet først.

Og det er meget som jeg selv reagere, selv i kendte miljøer, jeg skal altid orientere mig hvilket gør min hilse reaktion er meget forsinket i forhold til hvad der ellers regnes for socialt normalt.

Godt nok har jeg tillært mig meget forskellig adfærd så jeg virker "normal", men lige på det punkt går det altid galt, år efter år. Det skiller mig ud fra andre, virker sært, jeg kan virke afvisende, uvenlig i den situation.

Kunne jeg lære det, ved at gennemgå en drejebog for at komme ind i et rum med andre? Eller er det her så typisk for mig, specielt da jeg efter 50 år stadig ikke mestre, det at mødes og hilse på folk på den måde vi nu gør det i den kultur jeg er i.

Jeg har ikke læst bogen "Alle Katte har Aspergers", men jeg kender jo katte og mig selv så måske jeg kan regne ud hvad det handler om....og ja, man skal kende Katte og respektere deres måde at opleve ting på, for at få det bedste ud af relationen.

Man skal ikke forsøge at manipulere dem, kaste sig over dem når de ikke viser interesse, man skal vænne dem til ting, man skal give dem områder hvor de her fred, som er deres, og hvor de føler sig trygge. Nogen synes Katte er uberegnelige, og skræmmende, hvorfor blev den sur, hvorfor blev jeg revet. Hvorfor virker katten så egoistisk i forhold til egne behov, og ikke så ivrig for at please som en hund?

For os der holder af Katte, vil vi vil bare sige at det er noget af charmen, og at de da har følelser for en, på deres måde. Og at de er så skønne at man da lever med at de er så meget sig selv.




Jeg kan så tænke på hvad nogen Autistiske træk, kan have betydet dengang mennesker var jægere og samlere (eller der hvor mennesker stadig er jægere og samlere), det at mennesker på Autismespektret, ser, hører anderledes, er mere opmærksomme på udefra kommende lyde - Jeg må indrømme at jeg selv færdes i byen som et meget opmærksomt dyr, i forhold til de andre der trasker afsted uden det virker som om de ser eller hører. Jeg tænker ofte det må være meget afslappende, fremfor mig hvor alle sanser er vågne og i beredskab.

Men var vi ude på savannen/eller stepperne, så tror jeg at jeg på en måde var en vinder, jeg er bare desværre taberen i en moderne storby.
Jeg kan ikke rigtigt sortere alle de indtryk,og jeg kan reelt ikke omdanne dem til noget der er til min fordel i storbyen. Dem der har fordelen er dem der slet ikke ser de er ved at blive kørt ned, eller bare går med snuden i en mobil og håber andre går udenom.

Det er med til at jeg daglig må reflektere over at jeg er en anden slags individ, mennesketype, men en mennesketype der også har mange gode evner.  Sagen er bare om jeg skulle finde ud af hvor det er jeg er bedst tilpasset, med mine mere fine sanser, så jeg får fordelene og ikke kun alle ulemperne af dem.

....Nogen gange går jeg på Kattepoter, nogen gange stritter jeg med knurhårene, nogen gange vil jeg bare have fred, andre gange vil jeg ud og opleve.

søndag den 21. august 2016

Bekymrings generatoren og overstimulation

Jeg må erkende at jeg er røget ud i en længervarende overtræthed og en nedstemt sindsstemning, udover også at være ret arrig.

Jeg er ikke kommet mig efter forrige weekend, mødet i Handicap centeret, beboermødet, og den stress der kulminerede i sidste måned. 
Sover dårligere, er træt, har ikke fået spist mine vitaminer. Alt i alt ude af balance.  

Og så sidst i den her uge: Møder med fortiden, den helt fjerne fortid og den mere nære. Den fjerne fortid i form af en der kendte mig som barn, og huskede mit hjem og min familie, det er der ikke så mange der gør. På den måde røg jeg tilbage i noget der stadig spøger i forhold til min selvopfattelse, men jeg også kæmper med at afvikle. 
Og i forhold til den mere nære  fortid i form var det en gammel veninde, jeg ikke har set siden jeg flyttede for snart tre år siden.  

Og når man er mig er en der skal  tygge lidt på det hele, så har jeg nok at arbejde med......Det er åbenbart sådan noget hvor "ikke Autister" bare smider over skulderen og går videre -men ikke mig, jeg bliver nødt til at finde ud af hvordan jeg har det med det hele, og så været lidt bekymret for fremtiden.

Jeg er en hel bekymrings generator, og hvad kommer der ud af det?  -Hvad kommer der egentligt til at ske i lejligheden ved siden af mig......hvordan får jeg kræfter til julecabaretten......hvordan får jeg mit liv til at hænge sammen i fremtiden....bliver min lejlighed for dyr....kan jeg få kontrol over den depression, så jeg har kræfter til at kæmpe...osv. osv.  




Så siger andre ofte at jeg tænker for meget, men jeg er jo en typisk Asperger på det punkt, derfor tænker jeg "for meget", og ja, det var bedre at jeg forskede i et eller andet og brugte mine rastløse hjerneceller på den aktivitet, fremfor livets små problemer, der hurtigt kan vokse dramattisk når det er mig.....men det er også derfor jeg skal finde noget at tage mig til, et lille projekt. 
Som en ven siger: "Du har det bedst når du har et projekt". Og det er rigtigt, jeg skal bare gøre det rigtigt, på mine præmisser og ikke i forhold til andre, eller ambitioner der bare ikke holder når det er mig det handler om.  

Egentligt fornemmer jeg at jeg ser noget mere klart end tidligere, fortidens mønstre, nutidens, men det at se klart er også udmattende. I recovery kalder man det at gå i ud brændeskuret og tænke i fred og  gå lidt i stå på andre fronter.     

Verden går jo ikke i stå bare fordi jeg har brug for det, så jeg må lære at gå i hi, hvis jeg er overstimuleret  må jeg finde måder at skærme mig når det sker, om det så helt konkret er at jeg trækker gardinerne for, eller får mere ro på aktiviteterne.  

Kan jeg acceptere det, for jeg har godt nok hele livet haft haft svært ved at acceptere at jeg hurtigere bliver træt og overstimuleret, jeg hader det, der er så meget jeg gerne ville. 

Men jeg skal lære det, og det noget af det jeg må have professionel sparring på.   




onsdag den 17. august 2016

Prisen for lidt for meget gang i den

Fredagsbar, arrangement lørdag, lidt live jazz søndag....og jeg har været helt kvast siden og det føles bare ikke bedre endnu selvom det nu er onsdag.......

Ja, jeg skulle jo lige prøve og se hvad jeg magtede for tiden, for jeg er jo ellers blevet mere socialt aktiv på det sidste, men så alligevel. Jeg altid ment man af og til må gå til grænsen og lidt over bare en gang i mellem for at træne og vide hvor man egentligt er energimæssigt og socialt, og det må jeg konstatere jeg så også har gjort.




Nu havde jeg jo planlagt at forholde mig lidt rolig med hjemmet, sortering og udsmidning, så på den måde har jeg ikke snydt for at lave noget hjemme, har bare vasket lidt, og ikke rodet med noget af det rigtigt svære i hjemmet.

Før i tiden kaldte jeg det træthedsyndrom, får jeg havde det på den her måde og dengang så jeg det også som en stor ulempe, i forhold til uddannelse, job, socialt liv, jeg hader det er sådan, men det er sådan det er med mig, og har været det hele mit voksne liv. I mange år håbede jeg jeg kunne træne det væk, at det var en form for socialfobi, der når jeg var mere tryg ville gøre det udadvendte sociale mindre belastende. Det har så været delvis sandt, da jeg magter meget væsentligt bedre, men grundlæggende har jeg begrænsninger, det er ret kontante når jeg er gået over hvad jeg magter.

Asperger var så den rigtige forklaringen på at jeg let bliver overtræt, og vel også at jeg ikke helt stopper når jeg burde. Der er jo så meget jeg gerne vil.

Jeg tror jeg har flere kræfter til ting og sager nu, i forhold til de sidste to år, men med måde.

mandag den 8. august 2016

At skrive Autistisk

"Du skriver meget Autistisk", mig: "Hvordan?", "Det kan godt lyde lidt vredt og ensidigt og offerrolle" Mig: "Joooo, men det er jo sådan jeg har det?".

"Men for "alm" mennesker kan det være svært og forstå, at meget er så sort og hvidt, og at "i" ikke har en forståelse for nuancer, og mellemregninger - Og at autister ofte blive vrede når der stilles spørgsmål til det der bliver sagt / skrevet - fordi de ikke forstår, det som er så enkelt for jer . . "

Jeg kunne forstå at mine korte mere konkrete blogge fungerede mere bredt, hvor mine længere rablerier var for dem med godt kendskab til Autisme spektret.    

Måske mine blogs ikke giver meget indsigt for folk der ikke kender den "Autistiske logik" og følelsesliv. Om ikke andet så skriver jeg åbenbart "ægte" Autistisk, og det må jo betyde jeg ikke prøver at fremstå som andet end mig, at jeg ikke kæmper for at få det mere neuro typisk (ikke autistisk), på den anden side, ved jeg så ikke hvilken indsigt jeg tilbyder udenforstående?

På en måde er min blog en ægte blog, som en dagbog, tanker der er på vej. Den tilbyder ikke færdig pakket afsluttet formidling af emnet.

Den Autistisk vinkel, det er vel også der kæden hopper af med forståelsen når der debateres på nettet, eller når jeg til mine venner, fortæller om det der går mig på i hverdagen. Men mine venner kender mig, og dømmer det hele udfra en helhed, det der fungere, og ikke fungere helt som andre. Jeg går udfra de kan lide mig selvom jeg er anderledes, men andre har jo ikke tage det valg at kunne lide mig. Eller jeg ikke har givet dem nogen grund til at lide mig, at jeg måske ikke umiddelbart synes at tage dem ind, acceptere dem. Jeg er den sidste til at vide/fornemme hvordan jeg virker på andre.

Jeg ved jeg er et evigt bekymrings menneske, at jeg tænker problem scenarier inden de sker, alt i alt ting er komplicerede. Og alt har en forhistorie...der måske startede allerede før jeg blev født. Det bliver til ret meget, jeg ved det godt, min lille verden er ret stor på den måde.




 Men det er vigtigt at have en stemme på egne betingelser, nogen små fristeder, uden at folk korrigere og siger sådan er det jo ikke, for det er det jo for nogen af os, den Autistisk hjernes opfattelse er også en opfattelse, men ikke den herskende opfattelse af hvad der er virkeligheden. 

Jo mere jeg forstår omkring den Autistisk opfattelse og hvordan den adskiller sig fra den neuro typiske, desto svære føles det. Hver dag må jeg erkende hvordan jeg helt automatisk tænker anderledes, og hvordan jeg gør det på måder hvor jeg ikke rigtigt er til at forstå eller accepteres.
For nogen år tilbage troede jeg at jeg nærmede mig verden/mennesker, nu er jeg endnu engang igang med den hårde process, at forstå at der er en verden til forskel og hist og her har jeg mentale berøringsflader, der forbinder mig med andre, på andre punkter har jeg ikke....ikke endnu, eller måske nogen sinde....

tirsdag den 2. august 2016

Er det diagnosen der taler nu, eller et menneske?

Har jeg lov til at have en mening, specielt hvis den afviger fra flertallets, eller jeg ligefrem står alene med den?

Jeg ser ofte folk der har meninger der ikke er specielt valide, men de fremstår jo ikke med en diagnose, de har bare en anden holdning, en holdning blandt andre holdninger.

Hvis man indenfor foreninger der arbejder for at forbedre vilkårene for folk med Autisme, kan man så fratage dem med Autisme deres meningers relevans fordi de er Autister, og hvor går grænsen? 

Det er en umyndiggørelse af mennesker, at det kun er så længe de siger det samme som flertallet, kan få lov til at få lidt af fornemmelsen at være ok og med i flokken, måske det er derfor nogen vælger, at vælge den side for at kunne opnå samfundets accept, fremfor at forholde sig mere kritisk....eller bare have en lidt anden holdning. 



Med en ny Asperger diagnose fik jeg hurtigt lært at sådan nogen som mig, tager ting for personligt og de kan ikke læse mellem linierne...og de er for følsomme, ja det ved jeg så ikke om jeg er, også fordi jeg i en fx. debat ikke går efter  at levere "på den ene side, og på den anden side" kommentarer.  Og det er skræmmende hvordan der meget hurtigt dannes et fast billede af hvad en med Autisme er og ikke er... Sådan kommer stigmatiseringen krybende, etiketterne bliver klasket på: ned i fordomskassen med dig!. Og så er alt under kontrol igen, så "de voksne" kan diskuterer i fred.  

Det vil altid være populært, men hvis det er fordi man forsøger at lufte en holdning, og ikke bare være populær, så må man prøve at stå mere klart i hvad det er man vil sige....og det har ikke noget med en diagnose at gøre, men noget i forhold til valgt debatstil. Jeg behøver ikke at kommunikere at jeg faktisk godt kunne se nogen mellemregninger, for så når vi aldrig ind til kernen, nogen gange er det jo også for at finde ud af hvad der mere konkret er bag nogen udtalelser at man taler/skriver som man gør, man håber folk melder mere klart ud.

Og alle mennesker der ikke kan læse mellem linierne, der er for følsomme, tager ting for personligt, er ikke Autister, de er heller ikke nødvendigvis "unormale". Selvom det er bekvemt at sætte en diagnose på.....er det den måde vi holder anderledes tænkende nede i vores samfund, når det er mennesker uden magt/socialstatus?  Jeg tænker at mange politikere så godt kunne pakke sammen, hvis de samme regler galt for dem, at man bare kunne sige at det var en eller anden diagnosen der talte, følsomheden, at de var for vrede, at de talte mod bedre vidende, at de ikke at kunne læsemellem linierne osv. Men der siger vi jo at det bare er politik og taktik, må man godt have stærke meninger og dreje ting bare fordi det er politik, men hvad så når folk med Autisme diskutere politik/samfund?

På mange måder er det utroligt skræmmende og vel også derfor der er så mange stemmer der ikke høres i samfundet, at stigmatiserering fratager folk lysten og følelsen af at have ret til at stå frem. 
Det betyder en reel skævvridning, at nogen bliver talt/skrevet om af andre, ikke fordi de ikke selv kan skrive og tale, men fordi at det kunne bringe dem i situationer hvor man kunne blive udstillet og hånet, og det vælger man jo fra når man har det indviklet nok i forvejen. 

Mennesker med psykiske skjulte handicap har helt specielle vilkår, du kan forsøge at fremstå "som de andre" dog med en diagnose og håbe på lidt plads, eller de kan stå mere fast på at have en anden vinkel og tage balladen der medfølger. Jeg synes ikke det er et nemt valg, og gid de "normale" kunne forstå det med at prøve at forme sig selv til at passe ind er som et overgreb på en selv, nærmest selvskadende adfærd der dog "kun" giver ar på sjælen...
Men også der hvor man ikke kan eller vil indrømme det rammer det en, det med at passe ind, men man prøver at passe ind, alligevel koster det en pris man først opdager senere.  
Var der ikke en måde hvor man kunne få lov til at være mere autentisk uden en tilkæmpet normalitet der koster på andre fronter? Jeg har kæmpet mig mod at være mere autentisk, til gengæld kan jeg godt nok også fornemme at jeg er ude af synk med flertallet. 

Jeg kan godt se det bekvemme i at diagnosestemple holdninger, at pege folk ud som kværulanter, som have farvede holdninger pga. egne erfaringer.....er det ikke ok at have erfaringer? Folk med andre erfaringer end mig, prøver at korrigere på mine erfaringer, må jeg ikke korrigere deres...eller rettere bidrage med mine erfaringer folk kan vælge at forholde sig til? For hvem er det der ejer virkeligheden, sandheden?  

Det der kunne ligne virkeligheden og sandheden er et sted midt i strømmen af meninger, hvis vi ikke tror på diktatur. 

Jeg tror på mine egne oplevelser og holdninger, ikke som mine oplevelser og holdninger er den eneste mulighed, jeg ved at der er mange andre versioner, men jeg er stadig selv en del af de versioner og ikke en mindre væsentlig på grund. 




søndag den 31. juli 2016

At få mere orden i kaos og mere carpe diem

Torsdag fik jeg hjemmehjælp, og det var den store tur : Udover opvask, var det støvsugning og gulvvask.

Jeg gik så selv samtidigt i gang med at sortere og smide fnusk ud. Jeg har lettere ved at lave noget når der er nogen. Så jeg kastede mig over en stor bunke tøj og sager nedenfor døren til badeværelset, der pga. et andet oprydnings projekt var endt i en blanding af sokker og undertøj, og diverse andet. Desværre også rent og mindre rent blandet sammen. 

Det er ingen let opgave når man har ADHD og Autisme, det kan bive meget indviklet og man kan helt miste fokus. 

Jeg valgte at finde en stor plastkasse hvor jeg bunkede sokker og undertøj op i. Der var også armbånd og øeringe, så det blev bunket op i en rodet kasse med den slags, det kan sorteres senere. 

Udover området ved døren, ordnede jeg også den hylde længst nede i badeværelsesreolen. Og så hiver jeg reolen ud og gør rent under den. 

Jeg fandt også en del der bare skulle ud, af fnusk og indpakninger osv.  Og det gik jeg ned med da jeg skulle lidt ud og gå. Og da jeg kom hjem sorterede jeg undertøjet fra den store kasse ned i en minder kurv, og gik igang med at vaske strømperne.

Og så gik jeg også igang med at rydde ud i et skabs møbel jeg har i køkkenet, fik smidt ud og sorteret og fandt nogen gode tegninger jeg faktisk skal bruge og der bestemt ikke burde ligge der.
Jeg opdagede så at jeg havde en hel tom ny kasse inde i en reol i stuen, hvor jeg kunne dumpe alle tegningerne. Jeg er ikke færdig med at fordele ting i det køkkenmøbel, men nu er det sorteret det der er der.

Jeg må jeg se på resten af rodet i badeværelsesreolen. Jeg påtænker også at købe en vaskemaskine og den skal jo have plads, og det kræver at jeg har tjek på hvad jeg skal have der ude.  

Fredag synes jeg det var min gode Ikea køkkenø der skulle ses på, hvad var der i plastkurvene af udgåede madvarer, hvad havde jeg af ris og pasta. Få tørret hylderne af, vasket plastkurvene af. Afkalke elkedlen.  Og nu er alt rent og på plads, utroligt!




Og jeg har været i byen efter gulvvask hvilket jeg manglede og klude uden mikroplast.

Lørdag skulle oprydningen fortsætte, men sådan gik det ikke, lørdag blev endnu en carpe diem dag, med et opkald kl. 11 om jeg ville med til Stevns med Hundene og jeg kunne være klar til afhentning om 50 min. det kunne jeg godt. Det var en god tur og meget lang tur ned af meget smalle veje med mange sving og små landsbyer.








lørdag den 23. juli 2016

Social workout og antennetid

Nogen gange synes folk jeg snakker for meget og er lidt for intens...nogen gange oplever jeg folk der snakker meget og er meget intense, de er så ofte yngre end mig. Det er vel egentlig ok hvis de er fælles optaget af et emne, en animeret samtale det er da sjovt og hyggeligt, er det vigtigt om man af og til er lidt for meget?

Nogen gange bruger jeg snak som at skjold, nogen gange konversere jeg fordi jeg har lært hjemme fra, at man skal kunne konverserer, holde en samtale flydende. Nogen gange orker jeg ikke at konverserer, jeg kan bare ikke sige noget.



Ude blandt mennesker er jeg er for lidt og for meget, måske nogen gange tilpas. Jeg får ikke rigtigt hilst på folk, eller har den rigtige øjenkontakt. Men jeg gør det så godt jeg nu kan, hvilket ikke betyder at jeg ikke kan blive kommenteret, rettet på, som da jeg var barn og ung, men jeg tager det letter nu end da jeg var barn og ung. -Men hvad er er den rigtige måde er vel meget en kulturbestemt ting, måske jeg var mere rigtig socialt et andet sted end i Københavnstrup/Danmark?

Jeg kan blive meget træt af mig selv, jeg kan godt gennemgå en aften og tænke over min adfærd, men i det mindste jeg prøvede så godt jeg kunne, og jeg prøver stadig at lære. 

Selv de gange hvor jeg synes noget er gået godt og jeg har været afslappet, ved jeg at min måde at reagere på bære præg af den måde Autismen tænder og slukker.  Og det er præcis det den gør: Så nu skal der ske noget, eller nu kan jeg ikke rigtigt noget. I mellemtiden er der måske en "normal" mellemting, eller hvad jeg tror er en normal mellemting, for hvad ved jeg?. 
Og så har jeg noget ren antennetid hvor jeg bare sidder og scanner omgivelserne. Og så er der de gange hvor jeg bliver pisse irriteret over nogen, og ikke helt kan slippe det. 

Men måske det at få sat begreber på hvad der foregår, er til en hvis hjælp for mig. Trods alt har Autisme diagnosen været til hjælp på det punkt.

Det er selvfølgeligt noget omstændigt, at i løbet at man midt i sociale situationer med andre, skal tænke: Nu er jeg afslappet, nu hygger jeg mig, nu er jeg pisse irriteret, nu snakker jeg løs uden at være i rigtig kontakt med situationen, nu er der kontakt, nu vil jeg bare sidde helt stille, nu vil jeg gå lidt væk osv. På den anden side det er vel vejen frem, at mærke det i tide, at faktisk kunne mærke hvad der sker i nuet. Ikke når det er helt for sent. 

På en måde meget enkelt og dog meget svært, og det skal gentages og gentages, og man skal ikke overlade sig selv til ubehaget/angsten, der er ikke en vej uden om, at det er vigtigt at mestre og træne det sociale.

fredag den 22. juli 2016

Når debatten på nettet bliver destruktiv

"Man" siger at folk på spektret er mere nærtagende og ofte misforstår intentioner mere end "normalt". Men når man færdes på nettet for tiden, er diverse debatter fuld af mennesker det skriver forbi hinanden. Jeg skriver ikke om der hvor den politiske debat eksplodere i trusler og had og bliver avisstof, men i de mindre mere lukkede/privat forum.

Vi har fået en stærk tendens i tiden til at sammenligne vores egen selvforståelse, oplevelser og verdensbillede med andres, på en måde der ikke overlader plads til, at der måske er flere måder at se ting på, alt efter hvor man er, socialt, økonomisk, geografisk, køn, seksualitet.
Måske sammenstødende kommer af at nettet blander kortene på en ny måde og folk der ellers ikke ville tale sammen, nu møder hinanden via nettet, eller fordi vi er ved at bliver et mere polariseret samfund end for 20 år siden?
Men uanset hvorfor sidder mange nu på nettet og har en holdning til det meste. Nogen gør det rimeligt blødt, andre kører holdningerne hårdt, selvom de nok holder tonen, de ser sig nok som Alfaer i flokken, fornuftige og kloge, med de rigtige holdninger. Men kan man patentere rigtige holdninger, og det altid holder som de rigtige, selvom de er et slags gennemsnit?


For jo mere man kører frem med en personlig virkelighed, man prøver at gøre universelt gældende, og håber at den virkelighed til sidst er den der vinder, så er man ude på et skråplan debatmæssigt, for sådan fungere verden jo ikke, kan vi tromle dem med ander liv og meninger, men de holder ikke op med at eksistere af den grund ikke uden deres liv og omstændigheder skulle ændre sig, og måske heller ikke det ville ændre på det. På en måde er det ofte ikke dem med de ekstreme meninger der tromler frem, men dem med "gennemsnits meningerne". Måske derfor ønsker de at alle ander forholder sig til tingene som et gennemsnit. Men verden og menneskelivet er ikke altid et gennemsnit, eller tilpas, eller passende. Så mange kontroverser bygger på at udglatte meninger, i værst fald tvære dem ud, mere end at forholde sig til dem, eller debatere dem.


Man kan intimidere folk til at tie, til ikke sammen med andre kunne finde ord for deres tanker og følelser...-Bliver der ikke stat ord på, så eksistere det ikke. Og er til en vis grad rigtigt, det ryger under den offentlige radar, men det er der jo et sted alligevel, så hvorfor ikke lade det få plads?. Meget få af dem der bliver ramt af de nye nedskæringer taler for sig selv, eller dem der bliver ramt af den meget nedprioriterede psykiatri fx. Fordi de mennesker ikke har en stemme, eller fordi der er et stigma? Sagen er at man ikke høre dem, og det betyder er er forskellige ting i samfundet der holder disse baggrunds historier værk fra almen viden. Men uden de historier er disse mennesker bare objekter og statestikker, ikke rigtige mennesker.




Den gode debat kan kun fungere når vi ved/erkender vi ikke kan eller skal overbevise andre om at have ret, men at man gennem debatten får holdninger frem der kan nuancere og give et udvalg af holdninger man så kan blive klogere af hvis man vil. En slags brainstorm. Hvis man brainstormer og det er dem der er mest aggressive der vinder, er det langt fra sikkert det bliver den bedste løsning.

Tiden fokusere på hvad der adskiller os, ikke det fælles. Det er elle mod alle, og på den måde ender vi med at stå alene, og på den måde går vi tilbage ikke frem.

Tilgengæld er der kommet andre samlingspunkter, der tiltrækker folk fra vidt forskellige kanter, usikkerhed og frygt kan gøre at man ikke rigtigt tænker sig om.

Og foraerne rummer mange typer: Dem der fremstiller sig selv som de rigtige, provoerne, ofrene, bøllerne, de harme, dem der prøver at mægle, dem der sidder på to stole, dem der altid tror at alt handler om dem, dem der mobber i flok, den der synes alle andre er idioter, og ja, så dem der faktisk forsøger at debatere....ja der er mange flere typer.
Det burde være godt med mere debat hvor flere kan deltage, desværre er mange bare ikke trænede i det. Men det er jo også svært der hvor folk har noget personligt i klemme.

Jeg har tidligere skrevet om at jeg aldrig har følt mig så stigmatiseret som de jeg var i nogen Autisme/Aspergers grupper på facebook. Godt nok var der også indsigtsfulde mennesker, hvilket jeg jo netop havde håbet på. Men der var også andre agendaer om at strømlinie hvad der var passende holdninger, og en typecasting af folk med Autisme, selvom det hele tiden blev bedyret at "har man mødt en med autisme, har man kun mødt en med Autisme". Måske det ligger i at nogen mener at det handler om tilpasning til samfundet der er vejen frem, og andre om at finde sin egen vej. Det fornemmes at man med Autisme diagnosen helst ikke skal forholde sig kritisk, men heller være inadvent nørdet, for det er sådan vi kan lide vores Autister, ingen ballade her taaaak!

Andre steder diskuteres der køn og seksualitet...grundlæggende er det lidt det samme der sker, at dem der selv synes de har tjek på det, tromler den der sætter spørgsmålstegn, eller der synes noget er svært. Holdningen er: At når jeg tror jeg ved hvad der er rigtigt, må du pr. automatik jo være forkert. Spørgsmålet er så om de skråsikre er dem der kender en højere sandhed, de lever bare godt med det, de har besluttet er virkeligheden for dem. Og vil andre være med må de lære at blive rigtige, så de en dag også kan fortælle andre hvad der er rigtig på området. Det handler om at være ægte/rigtig et eller andet sæt ind hvad du ønsker af noget man kan have eller være.. ...I grunden er det ligegyldigt med emne områder, det er de samme ting der sker.

Man søger fælleskaber, for ikke at være alene med det, men finder ud af at man i grunden er alene mede det, selvom et par stykker også synes at være mere på bølgelængde med en.

Det er en slags gruppeterapi uden en terapeut/ordstyrer, selvom der er nogen selvbestaltede af slagsen, hvilket ikke fungere online, men næsten kan få det hele mere op at kører, benzin på bålet, fremfor at skabe et rum, og internettet er sjældent et trygt nok rum til det mest sårbare...og mange emner kan gå den vej.

Polarisering? Det er som om sammenstødende af meninger og følelser fragmenter det der kunne være fælles, som en stjerne der eksploderer.

Vi taler om individualisme, men det vi fik var mere egocentri, der handler om at begrænse andres frihed for selv at få mest mulig plads meningsmæssigt og fysisk, men i processen begrænser det også i sidste ende ens egen frihed.  

Et link til baggrunds historien bag de Japanske "Ikke høre, ikke se, ikke tale" Aber: De tre Aber


mandag den 18. juli 2016

Voksen mobning og fortidens skygger

Faktisk nåede jeg at blive meget voksen før jeg mødte noget jeg ville kalde reel mobning. Jeg har været rimeligt forskånet på trods af min Aspergers og at jeg var og er speciel.

Men så kom min tid også til at føle mig marginaliseret. I mit tilfælde har det handlet om min bolig, og der er man jo umiddelbart noget fanget, men kan ikke sådan lige flytte og ikke efter få år, jeg har ikke pengene og fuld bytteret er først efter tre år. Og ens hjem burde være der hvor man kunne finde ro og tryghed....burde...

Jeg har tænkt meget på om det var min egen skyld at det er gået de sidste par år, om det er fordi jeg har Aspergers at jeg er i tvivl om hvad der er den rigtige adfærd. Er det dem eller er det mig, og selvom det også lidt er mig, er det så stadigt overhovedet rimeligt hvad der har foregået?

I et mobbende fælleskab, for så er vi fælles om noget og vi skaber en slags let psykotisk virkelighed sammen vi bekræfter hinanden i, at vi er rigtige, men ikke hende der. Vi holder op med at være mennesker for hinanden, bare flade fjende billeder. Den mobbede er ikke et menneske, men mobberne er heller ikke mennesker.





Ved jeg hvordan jeg kunne løse det, har jeg overhovedet de evner, og har jeg dem når jeg også har perioder med depression og stress oven i Aspergeren?

Jeg tror jeg gør ting så godt jeg kan, når jeg har mere overskud kan jeg bedre lave mad, passe mit hjem osv. Når jeg har det dårligt er det meget svært.

Jeg har mine idealer, det jeg gerne ville være og kunne, men jeg kan det ikke altid.

Jeg må bære skylden og skammen for min del af det, tage det på mig og jeg tager det på mig, laver jeg noget lort er det jo det, jeg hænger på det.
Jeg kender noget af grunden til hvorfor jeg har gjort hvad jeg har gjort, og  jeg har jo været en deltager. Men jeg har svært ved at gennemskue min egen deltagelse. At det der har ramt mig, var en naturlig selvfølge af mine handlinger. Handlinger der har handlet om, at der også skulle være plads til mig, ikke bare de andre, at det ikke var et ønske om specielle hensyn, men almindelige hensyn man burde tage....men "burde" er vist ved at være noget der er ved at uddø.

Den lille ondskab eksistere jo, folk der har fordomme, folk der uden at tøve diskriminere og mobber dem de ikke kan lide. De kan ike træde lidt tilbage og se helheden, de kan ikke reflekterer, deres behov og vinkel er den eneste der fungere for dem....ikke at de så ikke kan komme ud i modstand og selv komme galt afsted med den adfærd, for det kan de. Asocial adfærd har som regel følger, selvom det kan fungere noget af tiden.

Ikke at de bliver ramt af karma, eller en højere retfædighed, men noget kommer de til at betale på den konto......Det er måske lidt trøst til mig der må betale for mine egne fejltagelser.

Jeg tilstår jeg tager fejl, om jeg ser klart hvilke der er værst, det ved jeg ikke, elller det først er når det er gået galt....Men det er en del af Autisme problematikken. Men måske også at jeg faktisk er ret ærlig og meget skyldsbevidst og lader mig plage af at jeg tager fejl, på en måde er mange mennesker nok er ret ligeglade med, hvis de selv kommer til at gøre noget forkert. Og den skyldsbevidsthed  eller mangel på samme bliver jo en del af samspillet med andre.

Det er dumt med den sociale platfodethed, men den er jo en del af at have Aspergers, og Aspergers er for resten af livet, uanset hvor meget jeg træner og prøver at forudse sociale katastrofer så er det ikke helt muligt, og også kun i den udstrækning at man/jeg er mest muligt i balance, uden stress, pres og depression, for så slår det tillærte fra, og katastrofen kan ramme.

Jeg har skrevet tidligere at det synes som om jeg bliver værre med alderen vreden og irritationen, men det er vist ret typisk for voksne med aspergers der for sent fik diagnosen. Man har kæmpet for længe med noget man ikke vidste hvad var, og nu er man irriteret vred og bitter.....måske man også har taget for meget hensyn til alle andre gennem årene og ikke gider det mere, jeg har været for artig og føjelig...men det er farligt, at kommme i trodsaldern midt i livet, uden redskaber og vejledning kan kun gå skævt, og det var jo ikke det det skulle, man skulle blive voksen og selvstændig, afklaret og kunne sætte grænser. Det er bare ikke helt det der sker.

Men åbenbart er der også andre der ikke blive voksne og klogere, og i modsætning til mig har de ikke en diagnose til at forklarer deres fastlåste og uhensigtsmæssige reaktioner. Men det er sikkert nogen erfaringer fra tidligere i livet der gør sig gældende, at overgreb er den bedste måde at forsvare sin egen identitet som den der har ret, måske de selv engang var ofrene.
På den måde kan man næsten altid konkludere at mobbere har et eller andet der gnaver, uanset deres magtfuldkommenhed udadtil.

Jeg prøver at kunne gennemskue om det er fordi folk er reelt antisociale, eller om det mere er frygt og lavt selvværd der driver dem, men det kan jo også være en kombination. Måske de heller ikke kan læse adfærd? Jeg tror også at mennesker der har været udsat for overgreb i en eller grad, enten vælger at blive helt anderledes eller overtage overgrebets logik....men det sidste er jo den ureflekterede måde, man overtager, uden at se hvad det faktisk gør og hvad det har gjort ved en selv.

Det eksponere hvad der gemmer sig bag, mennesker i balance vælger ikke den type løsninger på livets konflikter. Måske et lille stykke af vejen, men de vil ikke gå til den bitre ende. Og går man til den bitre ende har man tabt gamet og udstillet at man er i sine egne gamle dæmoners vold, facaden krakelere.
Når vi presser hinanden, ikke giver hinanden plads, så vil det over tid vise sig hvilket stof man er lavet af.

Og jeg ved at jeg som barn og ung har måtte beskytte mig selv mentalt i min egen familie, de erfaringer gør at jeg ved jeg har min egen måde at takle det på, også måder jeg helst ikke ville have, eller huske på jeg har, sider af mig selv jeg ønskede jeg havde forladt helt. Si

Jeg tror alt for meget negativt går i arv, det negative, det mistroiske, det ikke givende, nogen gange hviler det, andre gange bliver det vakt til live, i mødet med mennesker og situationer.

Det er hæsligt, det er grundlaget for det vi kalder menneskelig ondskab....Netop fordi den fordre det reflekterende menneske, at vi faktisk har evnen til at tænke og handle anderledes med eller uden diagnoser....men jeg siger ikke det er nemt når man er gået for langt i den forkerte retning, men vi må lære at turde gøre noget der er mere givende, det andet er bare at tabe, med intet at vinde.











lørdag den 16. juli 2016

I byen igen og lidt flere refleksioner

For nogen dage siden skrev jeg om det at synes at det man kunne før bare er noget man ikke magter så godt mere, og det giver nogen overvejelser.

Men helt i den ånd jeg har arbejdet mod selverkendelse, lod jeg mig lokke af en ven for atter at tage til jazz og mange mennesker.

Jeg havde haft en møgdag fra jeg vågnede, og jeg gad alligevel ikke at sidde hjemme om aftenen, selvom jeg var træt.

Musiklivet i dag lider under folks nakkedille om det er til store rockkoncerter eller  mindre ting, folk trække knapt vejret, men maskinsnakker som om der kørte en ligegyldig CD i baggrunden, så det gør det ikke nemt for musiknyderne.
Det sidste jeg havde været til  livemusik gjorde sangerinden opmærksom på at man godt måtte snakke, dog på en måde hvor hun ikke skulle synge sig hæs. Men denne gang var der to kvinder der ved hvert deres bord havde så meget der skulle kommunikeres, de var åbenbart ikke kommet for musikken.

Nogen opdager slet ikke den type mennesker og det med for mange lyd indtryk, men som Autist hører jeg jo alt uden at kunne sortere lyd indtryk, og det er belastende. Sådan er det altid, dog når jeg har det dårligt bliver det forværret, eller jeg bliver bare meget mere irriteret. Ja, min stakkels ven skulle høre mig sidde og hvæse over de der snakke tosser, som Autist bliver man let et brokkehovede, eller man fremstår som et, men det ubehag man føler i situationerne er jo reelt følt.

Ja, det er måske på tide jeg får noget prof "lydisolering" jeg kan have med, det nytter ikke med almindelig ørepropper da det jo isolere mig hvis jeg er sammen med nogen.

Men, men heldigvis blev der senere mere ro, snak men sådan snak der blandede lyden jævnt. Og det var hyggeligt og god musik og stemning.

På den måde var det en blandet oplevelse, erkendelsen af hvordan jeg kan have det med uønsket lyd og andre mennesker på den negative måde, samtidig med erkendelsen af hvordan jeg har det med mennesker og musik på den positive måde.

Og erkendelsen af ikke at lade sig begrænse af dårlige oplevelser, men at træne og lære af det.



tirsdag den 12. juli 2016

Når fortiden er udlevet og fremtiden må blive noget helt andet

Det handler om  ikke at kunne det samme sociale jeg troede jeg kunne for to år siden, alt det jeg smerteligt måtte forlade dengang hvor stressen tog over både privat og socialt.
Når jeg er tilbage er jeg en tilskuer, jeg ser de andre og jeg ser mig selv, som fra et sted oppe i loftet, har jeg en indre dialog, samtidigt mad at jeg tager indtryk ind. Men jeg vil ikke kaste mig ind i kampen, med at være social og åben, jeg er der bare og egentligt er det ikke rart, det hele er velkendt, stederne menneskene, men jeg er ikke hjemme i det.
Jamen var det hele ikke hyggeligt nok? Jo, jeg har været til en den det sidst år der var super fint, i godt selskab, til gode ting, men hvor jeg følte jeg et andet sted, og jeg ønsker at være nærværende, i nuet. Er der ingen mellem ting for mig, kun ekstremt meget på, eller så er jeg lidt hægtet mentalt af? Desværre er det nok tæt på sådan det er at være mig.

Jo, jeg har savnet mit byliv i de sidste par år, at jeg bare ikke magtede at komme ud af døren, alt det jeg måtte sige nej til, som jeg gerne ville.





Men det efter lader et stort spørgsmål, hvad så? Jeg har jo gentagende gange skrevet at jeg vil ud og deltage i livet...men på hvilken måde så?

Jeg kan nu i den grad selv mærke tænd/sluk mekanismen i mig, og at tænd funktionen ikke er den rigtige version af mig, bare mig på autopilot, og i værste fald autopilot på den forkerte kurs, måske jeg føler mig lidt for gammel til den stil, selvom det vel ikke har noget at gøre med alder.

Måske det også handler om at noget er udlevet, at situationer jeg testede , ikke samme interesse mere, det giver ikke det samme boost af selvtillid, "Hurra, jeg overlevede det!".  I dag ved je at jeg overlevet, men spørger om hvad der ellers er i det for mig udover overlevelsen.

Måske jeg i dag betragter andre andeledes, ser andre detaljer, måske jeg i dag bedre står ved at jeg ikke altid kan lide/orker andre mennesker, og det netop er en del af det at have Aspergers, at man ikke overkommer mennesker, enkelte personer, eller bare mennesker, og på en måde der giver en for mange indtryk, det laver situationer om til noget negativt, selvom der noget reelt negativt eller stressende for andre.
Jeg har bekæmpet den følelse i mange år, nægtet at give op overfor ubehaget. Men er der et reelt valg i forhold til at jeg kan vælge det sociale fra, når jeg altid har arbejdet på at forstå det, er det ikke bare en af mine livsopgaver, selvom jeg ikke tror på skæbnen.

Tidligere i mit liv var det social svært på en anden måde end nu, det er som om jeg dengang bare accepterede andres adfærd næsten uanset hvad, hvilket jeg ikke gør mere. Måske det var pga. min noget forlængede barndom, måske fordi jeg ikke måtte sætte grænser for andre, hverken oppe i mit eget hovede eller ud i livet. I dag er det anderledes, men det gør det ikke lettere. Det skaber vrede og konflikter der ikke var der dengang....he he, ja sådan er det når man er "for nem"....og hvad er jeg så nu, forhåbentlig på vej væk fra nem, men i høj grad også væk fra at være irriteret og stresset.

Men hvad så lige nu? Jeg vil ikke være alene, og jeg vil ikke sidde hjemme altid. Og jeg har jo optrænet det sociale og det virker delvis, men kun delvis.

Skulle jeg have noget medicin der lige gav mig et nyk i den rigtige retning, det vil jo vise sig og er ikke noget der kommer til at ske i nærmeste fremtid, der er megen venten i mit liv når man er i systemet, man må have tålmod for ikke at få svip af det.

Jeg må indrømme at jeg ingen ide har om fremtiden. Og færre fremtids planer end nogen sinde. Jo jeg kunne godt tænke mig at den kroniske depression gik væk og jeg fik ro omkring min bolig, men det er vel også et væsentligt grundlag for at kunne noget andet og mere.

Men jeg har gode venner, der situationer jeg bare er en del af, der er der hvor jeg står åben for indtryk, jeg ønsker forandring, hvordan jeg opnår det ved jeg endnu ikke.


torsdag den 7. juli 2016

Hvem er det lige samfundet er?

Samfundet er en fornemmelse, føler du dig tryg, føler du at du er med, føler du dig som en del af det og har en indflydelse?

Føles det som du lever i et hierarkisk pyramide samfund,  eller føler du at samfundet består at mange forskellige organisk forbundne enklaver, føler du at du står i udkanten af samfundet, eller er du lige midt i det?

Synes du, du deler de gængse værdier, eller synes du samfundet sværdier føles helt forkerte? Eller er det sådan at det, er op til hvem man kender og møde i hverdagen hvordan samfundet ser ud til at fungere. ....Eller er samfundet mere noget du har fra medierne, end dine gene oplevelser i hverdagen?

Når du skælder ud på samfundet er samfundet også dig, selvom det måske ikke lige føles sådan.

Kan du spejle dig i samfundet, kan du genkende dig selv som type i reklamerne, det er dig de vil have, og du kunne købe den ting, eller den ydelse.
Eller vil du ikke have noget af det  de prøver at prakke dig på og de afspejler ikke din livstil, og du er ikke interessant i deres verden, du er ikke rigtig en af typerne/grupperne reklame folkene arbejder med.

Du er måske heller ikke som dem i de danske film og tv serier, du hører ikke til den del af middelklassen de beskriver, fordi de beskriver sig selv, deres venner og familie, de sidder med manuskripterne.
Når det går lidt udover deres erfaringer bliver det lidt karikeret, "de andre". Men måske du ikke engang er en af de typer der figurere som "de andre"?

Der snakkes om at facebook sørger for, du mest ser de holdninger du selv deler, så du på den måde mest bekræftes i dine egne holdninger.
Måske du allerede har luret segmenterne, dem der deler konkurrencer og  lækre forbrugsgoder de gerne ville have eller har købt. Der er dem der deler deres bekymringer om verden, links om sundhed, og dem der deler blomster og deres hjem, og måltidsbilleder og feriebilleder. Bekymring eller hedonisme, retro eller fremtid.

Og så er der dem der er ret vrede og de melder jo klart ud...og alligevel ikke der er lag der ikke altid ses, hvis man ikke kender personen godt nok, de der små mellemregninger. Har man ikke mellmregningerne kan det være man lukker helt eller delvis af for dem på FB...For meget pral, præk, klynk, spam....Og en dag trykkes der følg ikke.





Danskerne er stadig lykkelige siger statestikken, jeg har svært ved at se det, men måske jeg er det forkerte sted i samfundet. Og det er jo ikke fordi jeg ikke har øjnene på stilke og ørene slået ud når jeg færdes. De nævner at vi er et samfund med tillid, men er det ikke ved at blive et mistillids samfund?
 Men det gælder måske ikke for dem med det sikre job, og dem der aldrig er blevet ramt af krisen, andet end de skulle bruge lidt mindre, ikke fordi de ikke havde, bare for en sikkerheds skyld.
Og der er en forskel på valg og nødvendighed, og nogen i Danmark kan vælge, andre ikke, og dem der kan vælge kan ikke se hvorfor de andre ikke kan, og så er vi tilbage til det med tillid og mistillid.

Måske jeg har for meget fornemmelse for hvad der foregår i tiden, at jeg kan se lidt frem, se lidt bagom. Det er jo en spændende evne, men også svær, og jeg kan ikke ignorere de informationer jeg får.

Jeg må trøste mig med at verden og lille Danmark ikke er entydig, at der er mange strømninger i tiden også positive. Jeg kan håbe på at det mindst dårlige sejre, og jeg en dag vil se mig selv som omgivet af samfundet og ikke ude ved kanten.

onsdag den 6. juli 2016

Ja, jeg har faktisk reelle begrænsninger, men hvad gør jeg så?

Jeg har begrænsede muligheder min Aspergers diagnose er ikke noget jeg har trukket i en automat, den er der om jeg vil det eller ej, den var der også før jeg vidste den var der og ikke kunne forstå at jeg ikke kunne det de andre kunne. Efter at det var blevet ignoreret i det meste af mit liv, udover et par forkerte diagnoser fandt man forklaringen, og jeg fandt forklaringen og nu giver det hele meget mere mening med hvorfor mit liv gik i kludder hele tiden.

Jeg har begrænsninger, det har vi vel alle i nogen grad, men mine er bare lidt mere centrale for at kunne fungere praktisk og mellem mennesker, det kan overses, det kan ignoreres, man kan sige at det er fordi jeg er et rodehovede og et svin, og jeg er usocial og dum og doven. Altså personlige negative egenskaber der ikke forbindes med en diagnose. Jeg er også alt muligt andet, desværre er det noget hegnet ind af det jeg ikke kan. Et liv med kronisk snubletråd. Så nej jeg har ikke alle muligheder for at folde mine vinger ud. Jeg ville gerne, meget gerne, men som verden omkring mig er indrettet er det meget svært. Jeg prøver at blive bedre til at være menneske, men prøver verden at blive bedre for mig og folk som mig?

Men samtidig med begrænsningerne er jeg også ret ubegrænset, men det ubegrænsede er mit eget univers, i mit sind, måske alligevel list mere gråtonet efter for mange svære år, hvor jeg håber det ikke er en permanent ting, at jeg stadig kan få min verden tilbage i fuldfarver, og kunne flyve i sindet.  Desværre har jeg for meget måtte forholde mig til virkeligheden, jeg har prøvet at tage livtag med virkeligheden for at forstå den, men samtidigt har det også været en negativ faktor i mit liv. Jeg kan kun håbe det var det værd med tiden, at jeg kommer til at have gavn af det arbejde.

Som en på Autisme spektret vil mine præstationer aldrig kunne sammenlignes med den ikke Autistiskes præstationer,  hvad der kommer let, hvad der har været gennem kamp, det er en anden verden, andre udfordringer.

Hver gang jeg stiller mig op på en scene er det ikke til at gennemskue hvad det har kostet, det at få samlet energien koncentrationen, det at kunne være i forvirringen af andre mennesker, stress, at huske det hele, at være 120 procent tilstæde. Alle de tanker der har har været inden, planlægning, og gå ind i materialet. Og de tidlige ynkelige forsøg da jeg ikke kunne noget, men stillede mig frem alligevel, til ros eller kritik, fordi jeg bare ville, og ville det lidt mere end de fleste, på liv og død. Det sidste kan være ret svært at forstå for dem der bare tager det mere roligt.

Der har været mennesker der ikke forstod at jeg i den situation som sanger/performer før og efter ikke var mig som privatperson, og at jeg er så fokuseret at jeg har svært ved at hoppe over i et andet gear, og gå ind  i en fornuftig "almindelig" gensidig samtale.
Så mange der kendte/kender mig fra de situationer, kender mig vel egentligt ret dårligt. Jeg kender så reelt heller ikke dem. Men jeg må leve med jeg ikke kan alt på samme gang, sådan fungere min hjerne. One track mind, det er meget ofte mig.
Jeg kan så virke ret egocentrisk når man kun ser den del, men det er så prisen for at være fokuseret i den grad. Men med en Aspergers er det ikke noget valg det er sådan tingene er bygget sammen deroppe i hjernen, og når jeg er stresset kan jeg ikke altid nå at regulere til "normal". Så på den måde lever jeg ikke op til andres forventninger.




I nat drømte jeg at jeg blev engageret til en større forestilling, der skulle gå over længere tid, jeg ved ikke om det bliver noget jeg kommer til at opleve, men jeg arbejder i mod det. Også i de små hverdags ting, jeg kæmper med depressionen, inertien. Jeg prøver at bearbejde mine erfaringer om til værktøjer, der giver mig mere forståelse som menneske og kunstner.

Samtidigt hader jeg at jeg er begrænset af min udgave af Aspergers, og jeg stadig ikke har en ide om hvor meget der kan gøres for at jeg bliver mere velfungerende. Hvad kan der gøres for ADHDen, så den ikke støjer og fylder.
Hvordan laver jeg energi reserver til at kunne leve et liv, godt nok i små portioner, men hvor jeg føler jeg kan leve helt, da det åbenbart er meget vigtigt for mig at have den følelse bare en gang i mellem.
Og vil det gøre at jeg kommer til at føle mig som en del af samfundet og dæmpe min vrede?

Det er ikke sjovt at være så vred og føle at hele ens liv er totalt spildt og meningsløst når man er fyldt 50. Måske det kan være en drivkraft, måske er det bare et symptom på hvad der sker med en med Autisme der fik en forklaring for sent, midt i en moderne "Du kan hvad du vil" verden, der forlanger det hele af dig, hele tiden. Kravet om ustandselig selvudvikling, til noget bedre.

Jeg er træt af min samtid forestillinger om hvad det er at være et menneske og de værdier der køres frem med. Det er en evig støj, det er svært at gå op i mod. Folk plaprer nogen falske udsagn de har læst i et eller andet blad eller hørt på tv......Jeg har lyst til at råbe: "Hold nu kæft ikke, hold op med at belær mig, din verden er ikke min!"
Det hele kunne være en del mindre smertefuldt hvis der var plads til flere verdener/livsvilkår, der kunne eksistere sammen, uden at dømme og vurdere så meget.

Jeg lærte tidligt at den officielle måde at gøre opfatte ting var bedre end min, det har jeg måtte acceptere at det er sådan, det ville så være dejligt, at det også gik den anden vej af og til, at der var den ydmyghed i forhold til min og din verden, og ens egen ikke var den eneste gyldige. Er det sådan at afmagten og vreden vokser, når man altid er den der er den forkerte næsten i alle livets forhold? Selvværd at at føle sig ok grundlæggende, uden at skulle spekulere så meget mere på det. Hvor jeg altid er i tvivl.

Måske det er tiden nu, til at jeg er mere sød mod mig selv, at jeg giver mig lov til at være mig, med fejl og mangler. Og til at se andre mennesker på en anden måde at fornemme deres varme, fremfor deres kulde, jeg ved der er en anden sandhed end den jeg føler lige nu.
Jeg ville så gerne se labyrintens mure smuldre engang i mit liv, det er det jeg har arbejdet mod hele livet. Jeg drømmer om samhørighed og det levede liv.

lørdag den 27. februar 2016

Jeg er træt af at være Autist

Jeg har ikke blogget i et stykke tid, jeg er træt af Autisme, træt af mig selv, træt af det liv jeg har levet.
Vred over de muligheder jeg ikke har haft. Vred over at jeg har kæmpet kampene på så mange fronter men alligevel tabt.

Jeg er ved at gøre op, efter min 50 års fødselsdag, samtidigt med at alt vælder ind over mig, gamle problematikker og helt nye.

Jeg har kigget lidt grundigere på, hvorfor man let bliver udelukket som Autist....eller som alt muligt andet i et samfund, hvor "andet" ikke er noget der er plads til, fordi livets motorvej er lavet til dem med samme type "fartøj". Og dem er der flest af, så det er logisk nok, men hvad så med os andre?

Jeg har tænkt over det store billede af strukturel diskrimination. Jeg har tænkt over hvad jeg selv har kæmpet for i mit liv. Og godt nok har jeg opnået rigtigt meget. Desværre lever jeg bare ikke op til dem der kører på "norm" motorvejen.

-Jeg er her endnu, men jeg er vred og træt af det hele.

Så har jeg endeligt fået bestilt tid til tandlæge og læge, noget jeg har udsat i et år. Mest fordi min ADHD gør jeg glemmer at ringe, eller jeg opgiver på forhånd.
Jeg tror jeg skal have mere end en samtale med lægen, da der vist er lidt rigeligt samlet sammen.

Jeg må også få en tid til en samtale hos Handicap centret.

Nu har jeg brugt over et halvt år alene, på at få noget selvforståelse omkring Autisme diagnosen fra i sommer. Jeg synes det har været hårdt og meget solo.
Men i sidste ende handler det om et bedre liv med Autisme. Er det muligt? Er jeg for sent på den...vil det kræve jeg selv har råd til at betale psykolog/psykiater, kurser, støtte?

Jeg fik jo diagnosen da jeg henvendte mig om at jeg ikke magtede mere, at jeg var krøllet helt sammen. Jeg fik en Autisme diagnose, og hvad så? Skulle det gøre det hele bedre nemmere for mig?

Den her suppen rundt i en diagnose har ikke været fedt de sidste par måneder. Dengang jeg havde psykiatriske diagnoser påhæftet, var jeg ret ligeglad med diagnoserne, konstaterede bare at jeg ikke synes de lige passede og kæmpede viderer. Det er som om den her diagnose er den endelige dom. Lige da jeg fik den var det positivt da den virkeligt gav mening. Nu føler jeg mig kvalt.

Autisme diagnosen gav meget mening, og det gik godt med at reflektere over hvad det havde betydet for mit liv og min nutid. Men fremtiden må jeg have hjælp/støtte til.

Er der en fremtid med Autisme, ikke kun for mig men alle de andre? For hvis vi ikke starter nu med at forbedre vilkårene så sker det heller ikke for de næste generationer. Det handler ikke kun om Autistiske børns trivsel og skolegang, det handler også om når de bliver voksne.

Og jeg ønsker ingen de erfaringer jeg har med at stå udenfor samfundet. Men jeg er bange for at det at ændre et helt samfund virker ret uoverskueligt på de fleste, at for at skabe et bedre liv for Autister handler om mere end gruppen af Autister.  Det handler om et samfund der har marginaliseret mange grupper der ikke lige passer ind. Og man presser folk mere og mere omkring uddannelse og job så selv de mere velfungerende falder fra.





Jeg kunne være ligeglad, jeg har min pension, og skal "bare" finde ud af at hive mig igennem resten af mit liv. Måske det sidste er det der gør vandvittigt ondt. Jeg føler i den grad jeg mangler tykke rammer, jeg er for alene, jeg er vandt til at være alene, men det er stadig ikke godt. Jeg overlever, men det fungere ikke rigtigt.

Jeg ved ikke om det er Autismen, eller følgevirkningerne, slidsporene, at det hele føles som psykisk og fysisk ubehag. At ubehag er vilkåret: En allestedsnærværende grundsmerte og forladthed?

Jeg ville gerne bytte, som det blev i mit liv var det smukke ved Autismen, ikke nok til at opveje pinslen ved ikke at kunne få et liv til at hænge sammen. Enten har det dårligt eller prøver på noget flugt fra mine realiteter...dog lever jeg ikke i den fantasiverden jeg levede i tidligere. Jeg bruger også meget tid på at punke mig selv over alt det jeg ikke får gjort og magter. Jeg huske mig også på den gode, det jeg gør har gjort, men det tipper altid mod at der er for meget ugjort.

Jeg har ingen fremtid hvis det fortsætter sådan her, jeg har ikke energien til at flytte de helt store hegnspæle der skal til, da mit liv skal omformes ret meget for at fungere bedre.

Og hvor er der fælleskaber der har plads til en som mig, når det handler om noget med boligforhold og dagligdag. Jeg må ikke være så meget alene, og jeg har ikke kræfter til at rende til alt muligt langt fra min base dagligt.

Så hvad så nu? Skal jeg stadig tro det kan blive bedre, det samme men på forskellige måder, værre?

Dengang jeg havde en psykiatrisk diagnose kunne jeg leve i håbet om recovery hvis jeg selv kæmpede nok. Så hvad kan jeg nu?

Jeg har ikke den energi som jeg havde for nogen år siden, jeg fatter ikke hvordan jeg kunne. Jeg kan ikke det hele selv, så hvad gør jeg så?

Det er meget fint man diagnosticere voksne med Autisme, men har man reelle problemer med sin Autisme og et liv med en udiagnosticeret Autisme der har slidt på ens system, så er der ikke ret mange tilbud, det kræver også man er klar til at gå ud at søge penge til hjælp, i en situation hvor det kan være svært nok at komme igennem dag for dag.

For hvis skyld fik jeg den her diagnose, for at psykiatrien kunne stryge mig af listen, eller jeg skulle få lidt bedre muligheder efter alle disse år?

Ja, jeg ved det det, var for at stryge mig af listen, uden en hjælpe line til noget andet. Det handler om penge og systemer, ikke mennesker. Og samtidigt med at det her sker for mig, sker det samme for rigtigt mange andre voksne sendiagnosticerede. Psykiatrien har opdaget os på godt og ondt, jeg synes at få den rigtige diagnose er godt, men for mange af os løser diagnosen ikke de mange års ophobede problematikker i sig selv.

Jeg er træt af at være Autist

Jeg har ikke blogget i et stykke tid, jeg er træt af Autisme, træt af mig selv, træt af det liv jeg har levet.
Vred over de muligheder jeg ikke har haft. Vred over at jeg har kæmpet kampene på så mange fronter men alligevel tabt.

Jeg er ved at gøre op, efter min 50 års fødselsdag, samtidigt med at alt vælder ind over mig, gamle problematikker og helt nye.

Jeg har kigget lidt grundigere på, hvorfor man let bliver udelukket som Autist....eller som alt muligt andet i et samfund, hvor "andet" ikke er noget der er plads til, fordi livets motorvej er lavet til dem med samme type "fartøj". Og dem er der flest af, så det er logisk nok, men hvad så med os andre?

Jeg har tænkt over det store billede af strukturel diskrimination. Jeg har tænkt over hvad jeg selv har kæmpet for i mit liv. Og godt nok har jeg opnået rigtigt meget. Desværre lever jeg bare ikke op til dem der kører på "norm" motorvejen.

-Jeg er her endnu, men jeg er vred og træt af det hele.

Så har jeg endeligt fået bestilt tid til tandlæge og læge, noget jeg har udsat i et år. Mest fordi min ADHD gør jeg glemmer at ringe, eller jeg opgiver på forhånd.
Jeg tror jeg skal have mere end en samtale med lægen, da der vist er lidt rigeligt samlet sammen.

Jeg må også få en tid til en samtale hos Handicap centret.

Nu har jeg brugt over et halvt år alene, på at få noget selvforståelse omkring Autisme diagnosen fra i sommer. Jeg synes det har været hårdt og meget solo.
Men i sidste ende handler det om et bedre liv med Autisme. Er det muligt? Er jeg for sent på den...vil det kræve jeg selv har råd til at betale psykolog/psykiater, kurser, støtte?

Jeg fik jo diagnosen da jeg henvendte mig om at jeg ikke magtede mere, at jeg var krøllet helt sammen. Jeg fik en Autisme diagnose, og hvad så? Skulle det gøre det hele bedre nemmere for mig?

Den her suppen rundt i en diagnose har ikke været fedt de sidste par måneder. Dengang jeg havde psykiatriske diagnoser påhæftet, var jeg ret ligeglad med diagnoserne, konstaterede bare at jeg ikke synes de lige passede og kæmpede viderer. Det er som om den her diagnose er den endelige dom. Lige da jeg fik den var det positivt da den virkeligt gav mening. Nu føler jeg mig kvalt.

Autisme diagnosen gav meget mening, og det gik godt med at reflektere over hvad det havde betydet for mit liv og min nutid. Men fremtiden må jeg have hjælp/støtte til.

Er der en fremtid med Autisme, ikke kun for mig men alle de andre? For hvis vi ikke starter nu med at forbedre vilkårene så sker det heller ikke for de næste generationer. Det handler ikke kun om Autistiske børns trivsel og skolegang, det handler også om når de bliver voksne.

Og jeg ønsker ingen de erfaringer jeg har med at stå udenfor samfundet. Men jeg er bange for at det at ændre et helt samfund virker ret uoverskueligt på de fleste, at for at skabe et bedre liv for Autister handler om mere end gruppen af Autister.  Det handler om et samfund der har marginaliseret mange grupper der ikke lige passer ind. Og man presser folk mere og mere omkring uddannelse og job så selv de mere velfungerende falder fra.





Jeg kunne være ligeglad, jeg har min pension, og skal "bare" finde ud af at hive mig igennem resten af mit liv. Måske det sidste er det der gør vandvittigt ondt. Jeg føler i den grad jeg mangler tykke rammer, jeg er for alene, jeg er vandt til at være alene, men det er stadig ikke godt. Jeg overlever, men det fungere ikke rigtigt.

Jeg ved ikke om det er Autismen, eller følgevirkningerne, slidsporene, at det hele føles som psykisk og fysisk ubehag. At ubehag er vilkåret: En allestedsnærværende grundsmerte og forladthed?

Jeg ville gerne bytte, som det blev i mit liv var det smukke ved Autismen, ikke nok til at opveje pinslen ved ikke at kunne få et liv til at hænge sammen. Enten har det dårligt eller prøver på noget flugt fra mine realiteter...dog lever jeg ikke i den fantasiverden jeg levede i tidligere. Jeg bruger også meget tid på at punke mig selv over alt det jeg ikke får gjort og magter. Jeg huske mig også på den gode, det jeg gør har gjort, men det tipper altid mod at der er for meget ugjort.

Jeg har ingen fremtid hvis det fortsætter sådan her, jeg har ikke energien til at flytte de helt store hegnspæle der skal til, da mit liv skal omformes ret meget for at fungere bedre.

Og hvor er der fælleskaber der har plads til en som mig, når det handler om noget med boligforhold og dagligdag. Jeg må ikke være så meget alene, og jeg har ikke kræfter til at rende til alt muligt langt fra min base dagligt.

Så hvad så nu? Skal jeg stadig tro det kan blive bedre, det samme men på forskellige måder, værre?

Dengang jeg havde en psykiatrisk diagnose kunne jeg leve i håbet om recovery hvis jeg selv kæmpede nok. Så hvad kan jeg nu?

Jeg har ikke den energi som jeg havde for nogen år siden, jeg fatter ikke hvordan jeg kunne. Jeg kan ikke det hele selv, så hvad gør jeg så?

Det er meget fint man diagnosticere voksne med Autisme, men har man reelle problemer med sin Autisme og et liv med en udiagnosticeret Autisme der har slidt på ens system, så er der ikke ret mange tilbud, det kræver også man er klar til at gå ud at søge penge til hjælp, i en situation hvor det kan være svært nok at komme igennem dag for dag.

For hvis skyld fik jeg den her diagnose, for at psykiatrien kunne stryge mig af listen, eller jeg skulle få lidt bedre muligheder efter alle disse år?

Ja, jeg ved det det, var for at stryge mig af listen, uden en hjælpe line til noget andet. Det handler om penge og systemer, ikke mennesker. Og samtidigt med at det her sker for mig, sker det samme for rigtigt mange andre voksne sendiagnosticerede. Psykiatrien har opdaget os på godt og ondt, jeg synes at få den rigtige diagnose er godt, men for mange af os løser diagnosen ikke de mange års ophobede problematikker i sig selv.







søndag den 7. februar 2016

Nogen gange skulle man tro Autister ikke blev voksne

Ofte bliver Autisme beskrevet og diskuteret som om det var en ren børnesygdom, det trylle trylle forsvinder med alderen, som om man vokser fra det, eller bare forsvinder i skyggerne.

Det skyldes måske at meget af faglitteraturen, specielt fra dengang da man opdagede diagnosen var om børn med Autisme, og det har åbenbart haft en effekt længe efter, i forhold til hvordan man ser og diskutere Autisme. 

Umiddelbart vil jeg mene at det er nok så vigtigt at spørge: Men hvad så med de voksne Autister, hvad er deres erfaringer, hvordan gik det så? 
Og er det ikke de erfaringer der skal bruges for at vide, om vi gør det godt nok i forholden til nutidens Autistiske børn? Også for at mane nogen skræk scenarier i jorden, at udbrede at mange med Autisme faktisk lever udmærkede liv, selvom opvæksten/berndommen måske ikke tydede på at det ville gå helt så godt.

Jeg tænker også at når forældre sidder i egne grupper på fx. Facebook og diskutere deres børn internt, hvor kommer der så budskabet ud om andre vinkler på det at have Autisme og et voksen liv med Autisme? Reelt vil det jo kun være de forældre der selv er Autister der kan konstatere hvordan de selv har det som voksne -og faktisk blev voksne, og hvordan det forløb har været gennem årene. På den anden side er det så erfaringen med at være Autist og have børn, hvad så med de Autisters erfaringer der ikke har børn, eller er vi her ude i at folk der ingen børn har ingen meninger/erfaringer kan have som kan bruges....for en barndom har vi da haft?

Jeg har så selv oplevet at der er blevet sat spørgsmålstegn ved min egen barndom, måske fordi jeg ikke fremstiller den rosenrød, men jeg synes absolut ikke jeg fremstiller den sort/hvid. Er det fordi forældre til Autistiske børn er så sensitive på det område de ikke kan rumme at nogen af os har oplevet omsorgssvigt, der også havde skadet "normale" børn?

Jeg vil så mene at er man Autist og omsorgsvigtet, men stadig på banen, er det så ikke en god historie der giver håb? Eller er det at der nævnes forkerte forhold i barndommen et for sprængfarligt emne? På den måde bliver værdifulde erfaringer omdannet til noget ukorrekt, steder hvor alle ønsker at fremstå som de altopofrende forældre der kæmper mod kommunen som den store bussemand. Jeg efterlyser udviklings historierne, selverkendelses historierne.




Men i de grupper jeg er i er det ikke så meget positive erfaringer der bliver delt, eller budskabet at der er et godt liv med Autisme, udover nogen postede opslag der kækt argumenter for at Autisme også er ok. Men så længe det ikke formuleres og vises langt mere personligt, virker det mere som postulater, midt i alt det anden om panik og tvivl. Er det sådan at være Autist og forældre til dem?

Der er sikkert mange der fungere ok med at have en Autisme, der ikke figurere offentligt eller i FB grupperne som rollemodeller for hvad Autisme også kan være. Hvorfor, fordi de var "mindre Autistiske", fordi de havde/har bedre muligheder, fordi de selv fandt på nogen løsninger? Fordi de ikke har lyst til at diskutere det halvoffentligt, fordi at de ikke synes at Autismen definere dem?

Jeg synes vi mangler flere selvoplevede historier, historier med reelle værktøjer. til børn, forældre, andre voksne med Autisme.
Det handler ikke om budskabet at det hele kører på skinner, men det handler om at der sættes ord på det voksne Autist liv, og der hvor det har været muligt at opnå noget mestring. At det folk kan ikke bare er fordi de er "mindre Autistiske", men de faktisk har tilkæmpet sig en større palet af muligheder, eller fået en anden støtte.

Måske det der sker er at mange har mest fokus på hvad de ikke kan, fordi det samfundet har et evigt fokus på og det er der selvstigmatiseringen ligger. Og man ikke selv ser hvor man faktisk har gjort noget godt og rigtigt, at man ikke er vandt til at tale/skrive om styrker, og man faktisk kan beskrive det svære og det stærke i samme åndedrag, hvilket giver en anden selvfortælling om hvem man er.

Jeg har mange gange oplevet at mennesker slet ikke kan se deres egne styrker, og det kræver at nogen siger, "hov jamen det var da godt gået!". Og når man desværre ofte med Autisme overhører ros, så ender det måske med at fokus let ender i det negative.

Måske fokus skal være, hvad gør Autister for sig selv og for andre, der faktisk fungere, ting man ikke ville have troet de ville kunne da de var børn, men der faktisk mestres nu.

Ressurse syn er andet end et kækt citat sat op med noget grafik. Og Autisme er ikke bare en børnesygdom - for fokuserer vi ikke på de voksne Autister og deres erfaringer, får de nye generationer ikke et bedre liv med Autisme, men bliver indfanget af den samme stigmatisering, udelukkelse, manglende tro på egne evner osv. Måske der også er historier der viser at selvom ikke alt går perfekt først i livet, kan der godt være en god fremtid. Men det kræver man også lytter til de svære historier, at de svære historier ikke bare er Autismen der taler, diagnosen, men faktisk bygger på hvordan det kan være i familien, skolen, samfundet, at det er reelt. At der ikke bare lægges et diagnose låg på hvor man siger det bare er en del af diagnosen.

Vi behøver ikke så ensidigt at kigge mod eksperterne og sige "Men hvad skal vi gøre?", der er en masse voksne Autister der har en erfaring med hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer, og ikke mindst hvordan man alligevel kan få tilværelsen til at hænge sammen.

søndag den 24. januar 2016

Der er altid 1000 gode undskyldninger for ikke at vove pelsen

Jeg kan huske at jeg meget gerne ville være med i projektgruppen "Arbejde på lige vilkår" i Fountain House. Men det var bare meget mere svært end jeg troede det vill være, faktisk endte jeg med at græde når jeg kom hjem fra møderne. Hvorfor? Ja, det var ikke fordi møderne fejlede noget, det var bare mig der endnu ikke magtede situationen, jeg havde ikke arbejdet på den måde tidligere. Efter noget tid græd jeg ikke mere og jeg fulgte projektet til dørs og det var et godt projekt og meget lærerigt både fagligt og personligt.

Jeg kan også huske at jeg jeg gik til tegning på Glyptoteket, og der opdagede jeg at nogen af de andre kunne lave tegninger på næsten to meter, og jeg kunne kun magte små tegninger i max A2. Jeg blev så uendeligt irriteret på mig selv, og ja, jeg gik hjem og græd. Og efter et par måneder tegnede jeg også store tegninger.

For et par år siden begyndte jeg at synge til noget open mike, men jeg kunne egentlig ikke synge, men jeg synes det var så sjovt, også når der var en live pianist.
Desværre en aften der ikke var mange andre sangere kom jeg til at synge lidt for meget og en skrev på FB at jeg var rædsom, og jeg blev helt elendig, for det vidst jeg jo godt. Og så ringede jeg til en om situationen og han synes heller ikke jeg var god og så græd jeg som aldrig før, jeg var så ramt, samtidigt med jeg erkendt nederlaget og min egen begrænsning. Men nu var der andre der mente det ikke var så galt enda med min sang og jeg havde noget talent.
Men det væsentlige var at jeg nu vidste at det her syngeri var drøn vigtigt for mig, at jeg ville det her og jeg nu bare måtte blive mere proff og i en fart. Og det gjorde jeg så.

Jeg har også prøvet at blive bedre til det sociale og følt jeg kom til kort, men konkluderet at det var så væsentligt at der ingen vej var udenom.

Det handler ikke om at være super god, eller noget særligt, det handler om at finde det man virkeligt vil, og finde styrke til at fortsætte, så sejren kan høstes, ikke sejren i at alting lykkes perfekt, men at man gør ting der føre mod at kunne mere og kunne det bedre. At det faktisk kunne lade sig gøre.

Og det giver mod på mere, mere der også kan også betyde man igen og igen bliver vred på sig selv, eller går hjem og græder, eller bliver meget træt, eller det hele på en gang, men det kan være vilkåret.




Der er altid nogen der vil sige man skal passe på sig selv, og måske bare lade være, hvis det nu er for svært. Men i sidste ende ender man med at kunne mindre og minder, hvis man for ofte lytter på dem.

Jeg har ofte tænkt, jeg kunne jo springe fra, droppe det, men hvordan vil mit syn på mig selv så være?. Man kan sige til sig selv: "Jeg kan jo altid holde op hvis det er", det føles trygt at kunne sige til sig selv, når hjernen kører på højtryk. Det er også godt nok at få at vide af andre, at der kan være en vej ud af problemet....men det betyder ikke at man faktisk vælger at hoppe fra i sidst ende.

Jeg har også haft nederlag når det kom til jobs, ja jeg har gennemført, men ikke med den susses jeg havde håbet på, og det kan tage tid at komme igang med nogen nye planer igen.

Men det er er grundkernen i at komme ud af det mentale sneglehus og ud i livet, at vove noget, at gå efter ens drømme. Men desværre er det ikke en smerte fri proces....på den anden side er det også er det fedeste når det faktisk lykkes.

Så hvad er det så man arbejder på, selvom man ikke selv nødvendigvis ved det man gør?:

"Self-efficacy" stammer fra en  social-kognitiv teori formuleret af Albert Bandura. Self-efficacy forstås som menneskers selvoplevede evne til at kunne gennemføre en specifik adfærd og er mellemledet mellem viden og handling.

"Empowerment" er evnen til at kunne få kontrol over og tage personligt ansvar for sit et liv og situation, Fx. i forhold til arbejde, familie og politisk indflydelse. Kan også oversættes også som: Magt i eget liv.














mandag den 21. december 2015

Nedtælling til jul

Det var lige ved at ende i juletræs panik, for i dag havde jeg hjælp til hjemhentning af juletræ og det er en alvorlig sag, da juletræet er selve julen for mig, så det skal være det rigtige, og jeg synes ikke jeg kunne afblæse jagten og prøve en anden dag og overtale en med bil, fordi lokalområdes juletræer ikke var gode nok.

Nu må jeg se om det er ok, når jeg henter det ind fra altanen, men jeg ved det når til loftet, faktisk er det lidt rigeligt højt.

Jeg er stadig meget træt efter julecabaretten og jeg er kommet til at love en lille juleaftens komsammen....Det har jeg faktisk købt ind til i dag. Og gaverne er for længst i hus.

I morgen må jeg have kasserne med pynt frem, og se om alt ender hvor det plejer på træet, eller jeg vil noget andet. Jeg må også beslutte hvad jeg vil fortsætte med at have af pynt, for jeg har for meget, men jeg har også været for stresset til at sælge noget i år.

Jeg har set nogen vintage julepynt grupper på facebook, men det var godt nok ikke spændende hvad de havde, ingen fristelser der.

Jeg har også erkendt at man kan pynte det smukkeste træ bare med papir ting, der faktisk er flottere som helhed end alle "sagerne" jeg har samlet sammen.

....Jeg mangler så faktisk en julegave til en af hundene når jeg tænker efter, på den anden side vil hun sikkert heller have et stykke flæskesteg ekstra....og så skal jeg skal hente en trolly med mit gear fra cabaretten i morgen, som jeg ikke orkede at trille af med kl. lort om morgenen, efter sidste forestilling.

Jeg har kørt mentalt og fysisk over for gult hele december, og måske også rødt. Men af og til vil jeg gerne prøve at leve, måske planen skal være at jeg hver måned lever for fuldt blus bare et par dage og så tager en uge hvor jeg bare hviler, for jeg vil ikke have at 2016 er lige så kedsommeligt ensformigt som 2015.

















onsdag den 16. december 2015

Når skjulte handicap er svære at forstå af omgivelserne

Hvordan det er at have et kronisk usynligt handicap, der dagligt begrænser ens ressourser, hvor man hele tiden må vælge fra, for at undgå et crashe i løbet af dagen?
For os der lever sådan, er det ret logisk at det er sådan, at der er begrænsninger og går man udover dem, så får man lov til at betale prisen, samme dag, eller dagen efter, i en uge.

Det er som batterier der altid kun er opladt 30 procent, der skal meget lidt til før det blinker og det står warning low battery. Men der er ikke lige en måde at oplade på hurtigt, måske det tager flere dage før det er muligt. Og selv efter opladning er det stadigt kun de der 30 procent.

I forhold til Autisme, er udfordringerne med at passe på de daglige ressurser og konsekvenser endnu mere komplekse, da man både rissikere at betale fysisk og psykisk.

Et usynligt handicap der handler om psyken/hjernen om det fx. handler om Autisme, psykisk sygdom, hjerneskade, er specielt svær at have i forhold til omverdenen. Der er mere stigma og skam forbundet med det.....og prøver man at skjule det for omverdenen, tager det også på energi kontoen. Man prøver og prøver på at fungere perfekt overfor andre, som om man er til en daglig eksamen. Og frygten er der, for at man pludselig bliver opdaget, som mindre velfungerende.

Og det er en daglig balance. Balance i forhold til der ikke må ske for meget, og at balancere når det er gået galt. Selv som erfaren, kan det være svært, det moderne liv og forventningerne til en, passer ikke med så begrænset mulighed for at gøre ting som de fleste andre mennesker

Der er et utal af variationer af konsekvenser fra person til person når man er gået ud over ens personlige ydeevne, og bare for den enkelte kan der være flere symptomer, og nogen gange ikke dem der var forventet.
Der kan være varianter af fysiske symptomer, forbundet med stress, eller ens små fysiske "svagheder" der bryder ud. Det kan også betyde nedsmeltninger, psykoser. Fra det let genkendelige der kan takles fordi man har erfaringen, til det der bringer en helt ud af kurs.

Går jeg over det jeg magter kan der ske ting der er uheldige, og fra mit synspunkt er det værste at andre opdager jeg er ude af balance -at jeg gør ting, siger ting.
Jeg har været vandt til at leve med trætheden, begrænsningerne. Men det at jeg dummer mig socialt er ubærligt. Og det at jeg har svært ved at lande det efterfølgende er også svært. Autismen er jo også med til at det kognitive ikke fungere perfekt.

Jeg formoder at Autisme godt kan sammenlignes med det ikke at have sovet i flere nætter, hvilket er nedbrydende og ændre ens reaktioner. Og uanset hvor meget man sover, er man altid bagud....eller man kommer lynhurtigt bagud.
Folk siger ofte til mig: "Jamen, jeg bliver da også træt", og så må jeg forklare at jeg bliver: Har ikke sovet i flere nætter træt...Men bliver det forstået?

Faktisk elsker jeg ikke vaner, så jeg er ikke den perfekte Autist, da jeg også har en ADHD oveni, på den måde bliver det hele endnu mere rundtosset. Og ADHDen er også med til at lokke mig i uføre.

Hele mit voksne liv har jeg håbet at blive af med den træthed, at et eller andet mirakel ville ske, at hvis bare jeg trænede det sociale nok, vill det udmatte mig mindre.
Så jeg trænede og trænede. Og jeg levede også med at de ofte var for meget, men det var for en god sag og jeg anede jo ikke jeg havde Autisme. Men en Autisme diagnose senere, må jeg se det fra en anden vinkel.  Jeg må så også indrømme at jeg har opnået ret meget via træningen.....Men alligevel er det som det er, og jeg hader det, men det er vilkåret.
Jeg kunne leve et mere stille liv, men det er ikke mig, jeg er en udadvendt person, selvom jeg ikke rigtigt magter det.

Når folk nægter at forstå hvad Autismen har betydet for mit liv, er det ret fortvivlende. Hvorfor skulle jeg med en god intelligens, viden og mange talenter være førtidspensionist uden en uddannelse frivilligt...Fordi jeg er doven, ligeglad? Jeg har det svært med at andre ikke forstår de konsekvenser det har haft og hvor meget lidelse der har været i det, selvbebrejdelser, afmagt, og kampe på et forkert grundlag.

I dag må jeg erkende at jeg ikke får mere energi. Jeg ved også nu af bitter erfaring, at Autismen kan blive værre af at jeg kører ud over kanten med stressen....det kan betyde at jeg har endnu mindre overskud at bruge af, gys! Og det er så der jeg står nu.

Jeg skal blive bedre med at udvælge hvad jeg gør, så jeg når det nødvendige...men det er godt nok ikke ret spændende udsigter, det lyder kedeligt og begrænset. Vaner.....Og ADHDen vil gerne ud og lave ting og sager...

Men om ikke andet ved jeg i dag, det ikke er fordi jeg er doven og alt muligt andet negativ, der har bare aldrig været nok energi, til at mine evner rigtigt kunne komme i spil, jeg er altid knækket sammen inden. Jeg har kunne tage de lange seje træk, det er ikke det, problemet er bare at nogen ting kræver at der arbejdes ekstra i perioder og det kan jeg ikke rigtigt magte.




En anden problematik er at jeg som kvinde, ikke er blevet hørt når jeg har prøvet at tale med lægen om mine problemer med at meget let at blive udmattet og overtræt. Igen er det åbenbart umuligt at forstå et en ung sundt udseeende kvinde kan have seriøse usynlige problemer, der er i gang med at smadre hendes liv og fremtid. Det at ikke blive hørt er en del af historien, ikke at blive taget alvorlig, bare at være en der klage sig....og uden gyldig grund i andres øjne.

Jeg virker jo energisk ellers, jeg smiler, går hurtigt, og jeg tænker hurtigt og hele tiden på højtryk, og jeg virker ofte ikke træt sammen med andre, men ja, energisk, og det gør det jo ikke nemmere at forstå hvor meget tid jeg må være rolig, og det er lidt en kamp mod noget af min natur, måske på grund af kombinationen af Autisme og ADHD.

At jeg søgte hjælp som ung, og får først en Autisme diagnose som 50 årig, føles som en blandet fornøjelse, at jeg føler jeg ikke rigtigt kan få så meget gavn af diagnosen nu, der er sket for meget i mellemtiden. Og ret beset er der jo heller ikke en kur mod Autisme, det er som det er den kan blive lidt bedre med mere viden om bedre takling af den, men ellers er det det.

Men så er der jo verden udenom, hvordan de andre forholder sig til en, det er en udfordring i sig selv, og en anden batteri sluger.

Jeg tror når omgivelserne velmenende nægter at se ens usynlige handicap, så kommer de til at tage ens daglige kamp fra en, noget af den heroisme man udviser dagligt, de tager også noget af den empowerment man har tilkæmpet sig, den værdighed man forsøger at opretholde. Fordi at nogen ting er selvfølgelige for dem, der er store sejre for en selv.

På den måde bliver de usynligt handicappedes erfaringer med at overleve på trods, skjult af at omgivelserne ser en som et menneske der "trækker offerkortet" uden grund, at man er selvcentreret fordi man bruger så meget tid på reflektion og selvforståelse, uden man forstå at det studie er livsnødvendigt for en og metoderne skal passe til ens egen måde at tænke på, der måske er lidt mere krøllet i metoderne end deres. "Du tænker for meget"...Ja sådan er det jo at være Autist, det er både godt og skidt, men det er vigtigt at holde fast i at det at tænke er noget de andre skal blande sig udenom, for tænke gør vi, basta! Og ja det kan være trættende med en hjerne der altid snurre og brummer og ikke er til at få til at sove, men det er jo netop en del af at have Autisme.

Jeg har lært man bliver dømt uanset om man er åben om sit usynlige handicap eller ej, forskellen er, at er man åben så udstiller det omgivelserne afstandstagen på en ny måde, at det er fordi det handicap ikke kan rummes, at der åbenbart er en indbygget forsvarsmekanisme hos mange mennesker der gør at empatien ikke rækker så langt. Så man må stå fast, helt fast, på at man har lov til at vær som man er, og det er en udfordring, men for mig er det en nødvendighed, at stå ved mig selv, at det er min fortælling og den er en heroisk, selvom den er uden en raskmelding og så ud mod solnedgangen.

Det handler ikke om at blive ynket, eller der skal tages helt specielle hensyn, det handler om at blive set som et menneske der gør alt hvad der er muligt for at fungere. At det ikke handler om manglende evner og en svag karakter, men der er reelle begrænsninger og konsekvenser.

De "normale" hylder dem der blev raske "den gode historie", de hylder ikke dem, der kæmper dagligt der ikke har mulighed for at blive......ja, blive hvad...som dem selv....og hvorfor skal vi det, er det den eneste måde at være rigtig på, gør det godt?

Vi er en del der kæmper dagligt, for at få lov til at føle og blive set, som fuldgyldige og værdifulde borgere i samfundet, om det lykkes kommer også an på om andre omkring en også er med på det.















Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme og ADHD i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med Autisme og/eller ADHD, uden der er så meget hjælp at hente hvis men er en af dem der er ved at falde ud over kanten. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog.

Blog-arkiv