Jeg kæmpede med badeværelset, som jeg har svært ved at overskue, der er en masse ting der skal ordnes og renses og er endt derude, samt tøj, jeg har taget af der ligger i en bunke. Og det er som sådan ikke vasketøj. Når jeg er blevet for forvirret af badeværelset, har jeg ryddet op i stuen og i køkkenet, jeg gik ikke igang med opvasken, ellers ville for meget energi have været brugt der.
Mandag var det så tid til det ugentlige forløb med speciel hjemmehjælp målrettet at få orden på hjemmet (et andet forløb end det med min hjemmevejleder). Det var åbenbart tid til igen at evaluere, halvvejs evaluering? Oprindeligt troede jeg det var to gange 45 min, det var det der stod på papiret, men det er kun en gang 45 min.
Som det har været har jeg haft meget svært ved at følge en ugeplan, fordi det jo ikke var vedligehold men, at skulle igang med et totalt rodet hjem, der ikke er rent og heller ikke indrettet færdigt.
Resultatet er som man kunne forvente, ikke fantastisk og jeg har ikke kunne ret meget, jeg har mest drejet rundt om mig selv, og et skridt frem og to tilbage.
Men det at jeg åbenbart ikke helt har opfyldt hjemmehjælperens/kommunens forventninger til mig, betød at jeg fik stikpiller med hensyn til min "aftale med københavns kommune" som hjemmehjælperen sagde.
-Det var vist der der begyndte at komme røg ud af mine øre. Kommunikationen blev ikke bedre af at vi var det meste af tiden i hvert sit rum, bla. fordi jeg må udnytte det at der er noget, til at fastholde mig i at gøre noget i hjemmet, og at nogen andre gør noget der gør at det gør en vigtig forskel. Skal man bruge tid på at evaluere eller at få tingene gjort? Tja, det skulle nok have været mere klart. Men når det kun er 45 min. om ugen skal der jo ske noget eller?
Når jeg ikke kan følge et skema og holde aftaler er det jo fordi jeg ikke kan, ikke fordi jeg ikke vil. Ikke fordi jeg ikke holder fast i prioriteringerne, men fordi at kernen er at jeg prøver at gør noget, jeg gør det jeg kan, på den måde jeg kan, prøver at finde løsninger teknikker der kan holde, men prioriteringerne kan ende med, ikke at kunne leve op til at få det prioriterede løst, frem for alt....men det kan også betyde at jeg kører fast i en ting og mister selvtilliden og jeg intet få gjort.
Det lader til at jeg ikke får hjælp der passer til en med Autisme og ADD, at der bliver lagt skyld på mig for noget jeg fejler og i forvejen er meget ked af....hvordan skal det føre noget godt med sig? Der bliver brugt en måde at tale på, der absolut er uegnet i forhold til en med Autisme. Jeg oplever heller ikke der bliver brugt praktiske tilgange der passer til Autisme og ADD.
Jeg er ikke et uartigt barn, doven....jeg har haft rigeligt af det, og det har ikke styrket selvværd eller selvtillid.
Jeg fik så sagt hvad jeg mente, at jeg synes at det var godt jeg var igang, at det var godt jeg havde arbejdet en hel weekenden, at jeg kunne se forbedringer og det gav mig håb. At prioriteringerne ikke var ændret, men de måtte gøres som jeg nu kan det, da jeg jo må gøre det meste alene og det er svært for mig.
Jeg var vred og jeg sagde det som jeg havde det. Men jeg synes nu jeg holdt vreden inden i.
Hvorfor er det jeg skal hjælpes af Københavns kommune, hvis jeg kan/kunne klare tingene selv?....det giver jo ingen mening.
Jeg ser det som et samarbejde hvor man må lære henad vejen, specielt når man arbejder sammen med nogen uden Autisme kendskab. Derfor vil der være ting man prøver der ikke lykkes, og det for langer jeg ikke, men det forlanges åbenbart af mig? Hvorfor kan man ikke bare gøre sit bedste lære af det og se hvad der sker, uden der skal peges nogen ud som den der er problemet?
Jeg ville hellere klare mig selv, fremfor at blive bedømt og irettesat af fremmede mennesker i mit eget hjem, jeg har jo prøvet det nogen gange før.....Som modtager af hjælp skal man være ydmyg....desværre må man så betale i form af frataget empowerment og selvværd.
For sensitiv? Nej, jeg kender bare situationen for godt fra tidligere. Og det er jo gratis for andre at ydmyge mig og uden konsekvenser på det område. Jeg er bare en "borger", og er man det så er man egentligt meget lidt hvis nogen beslutter sig for det, det er mig der sidder med konsekvenserne.
Som en der hjælpes må jeg sikkert ikke blive vred eller stille krav, det prøver jeg også ellers at undgå hvis det er muligt.
Men hvorfor er det så svært at respektere en kvinde med Autisme, der er intelligent, men har store praktiske problemer, der er kroniske, men der kan trænes, men der også hurtigt kan gå i den helt forkerte retning hvis der er meget stress i livet. Og nu har "vi" jo set hvad der kan ske hvis jeg stresser, så kan både hjemmet og det sociale gå helt i stykker.
Er det fordi jeg skal gentage det jeg gjorde inden jeg fik stress sidste gang? Grundlæggende må jeg tage ansvar for det hele, og jeg bliver nød til at se hjemmet og min psyke, som noget der skal balanceres, jeg kan ikke vælge det ene for det andet.
Jeg er stresset, som et mere eller mindre grundvilkår, gennem Autismen og ADD....Og jeg kunne godt undvære det.
Nu hvor jeg har fået en Autisme diagnose, for 4 måneder siden har jeg også måtte bruge energi på at få den stress ned der gjorde jeg fik diagnosen, samtidig med at lære at forstå hvad jeg kan gøre bedre fremover, da det er noget jeg selv må hitte ud af, er en del af min ram dagligt beskæftiget med at lære, reflektere og afprøve.
Grundlæggende er jeg taknemmelig for at få hjælp, jeg har problemer i hjemmet og jeg ved hvad konsekvenserne er uden hjælp. Men jeg er voksen, jeg er også meget sårbar overfor kritik af det hjemlige, er det den pris man skal betale når man lukker andre ind i sit kaos hjem?
....Men jeg vil klappe mig selv på skulderen for at komme synligt igang med hjemmet.
