Nogen gange er jeg som en Kat

Jeg så en dag slutningen af en TV udsendelse om hvordan Katte tænker, eller hvad man tror Katte tænker.
Jeg hoppede lige ind i noget, hvor de viste forskellen på Hunde og Katte adfærd, i forhold til at komme ind i et nyt rum, hvor ejeren også var i rummet: Hunden skyndte sig hen til ejeren for at hilse, hvor Katten først skulle afsøge hele rummet først.

Og det er meget som jeg selv reagere, selv i kendte miljøer, jeg skal altid orientere mig hvilket gør min hilse reaktion er meget forsinket i forhold til hvad der ellers regnes for socialt normalt.

Godt nok har jeg tillært mig meget forskellig adfærd så jeg virker "normal", men lige på det punkt går det altid galt, år efter år. Det skiller mig ud fra andre, virker sært, jeg kan virke afvisende, uvenlig i den situation.

Kunne jeg lære det, ved at gennemgå en drejebog for at komme ind i et rum med andre? Eller er det her så typisk for mig, specielt da jeg efter 50 år stadig ikke mestre, det at mødes og hilse på folk på den måde vi nu gør det i den kultur jeg er i.

Jeg har ikke læst bogen "Alle Katte har Aspergers", men jeg kender jo katte og mig selv så måske jeg kan regne ud hvad det handler om....og ja, man skal kende Katte og respektere deres måde at opleve ting på, for at få det bedste ud af relationen.

Man skal ikke forsøge at manipulere dem, kaste sig over dem når de ikke viser interesse, man skal vænne dem til ting, man skal give dem områder hvor de her fred, som er deres, og hvor de føler sig trygge. Nogen synes Katte er uberegnelige, og skræmmende, hvorfor blev den sur, hvorfor blev jeg revet. Hvorfor virker katten så egoistisk i forhold til egne behov, og ikke så ivrig for at please som en hund?

For os der holder af Katte, vil vi vil bare sige at det er noget af charmen, og at de da har følelser for en, på deres måde. Og at de er så skønne at man da lever med at de er så meget sig selv.

Jeg kan så tænke på hvad nogen Autistiske træk, kan have betydet dengang mennesker var jægere og samlere (eller der hvor mennesker stadig er jægere og samlere), det at mennesker på Autismespektret, ser, hører anderledes, er mere opmærksomme på udefra kommende lyde - Jeg må indrømme at jeg selv færdes i byen som et meget opmærksomt dyr, i forhold til de andre der trasker afsted uden det virker som om de ser eller hører. Jeg tænker ofte det må være meget afslappende, fremfor mig hvor alle sanser er vågne og i beredskab.

Men var vi ude på savannen/eller stepperne, så tror jeg at jeg på en måde var en vinder, jeg er bare desværre taberen i en moderne storby.
Jeg kan ikke rigtigt sortere alle de indtryk,og jeg kan reelt ikke omdanne dem til noget der er til min fordel i storbyen. Dem der har fordelen er dem der slet ikke ser de er ved at blive kørt ned, eller bare går med snuden i en mobil og håber andre går udenom.

Det er med til at jeg daglig må reflektere over at jeg er en anden slags individ, mennesketype, men en mennesketype der også har mange gode evner.  Sagen er bare om jeg skulle finde ud af hvor det er jeg er bedst tilpasset, med mine mere fine sanser, så jeg får fordelene og ikke kun alle ulemperne af dem.

....Nogen gange går jeg på Kattepoter, nogen gange stritter jeg med knurhårene, nogen gange vil jeg bare have fred, andre gange vil jeg ud og opleve.

Måske vrede er bedre end ingenting

Måske vrede er bedre end afmagt, sorg, og være tappet for motivation. Jeg står ved jeg er vred, jeg står ved at jeg ikke er behagelig, og jeg kan holde fast i vreden på en anden måde end tidligere.

Men vrede et svær at tøjle, den kan gå ud over andre, en selv, men den kan også føre til at man ved man står alene, og skal der ske noget må men gøre det selv. Det går så kun hvis man har en plan, og at man fornemmer hvor man er, om men ved hvordan det er man "Spiser en Elefant", man må starte fra en ende af, bid for bid, og så en pause, og så gå igang igen.

Desvære har vi ikke alle lært den der Elefant opskrift, vi bliver utålmodige, kører trætte, forsvinder i vreden og ender mismodet og selvhadet, at vreden ender i at man intet magter og falde tilbage i en tilstand af afmagt, depression hvor vreden ikke længere er tilgængelig.
Den vrede der både er meget farlig, men også kan være vejen ud, noget i ens sjæle dyb der kæmper for at overleve, men vel helst at leve rigtigt, ikke bare overleve, og en dag kunne slippe vreden.

Vreden er bare en meget vanskelig ven, pludseligt kaster den sig over noget helt andet: Tilfældige mennesker på ens vej, tilfældige situationer. Det er at være uden kontrol, ikke have fuld bestemmelse, bare en rastløs energi der skal ud. Alligevel har vreden en grund, en grund man ofte bare ikke 100 procent kan rette vreden imod, selvom det ville være optimalt.

Måske man mangler klarsyn, selvforståelse, forståelse af andre, alt hvad man ved er. at man ikke vil mere på samme måde som tidligere. Man er vred på sig selv, andre, på livssituationen. Man ville gerne gå ud af døren og lægge det hele bag sig, måske smække med døren og ikke se sig tilbage.
Men vreden skal også klares som Elefanten, bid for bid, til den ikke er der mere, men det er først når man ser at den oprindelige grund til vreden, ikke længere at være aktuel, at nu er der lys forude.

Jeg kunne drømme om at jeg som en computer kunne reboote, komme tilbage til min oprindelige tilstand. Som menneske er det en meget kompliceret proces. Og den er meget ensom, når det ikke er muligt at få nogen støtte til den.

Men vrede og erkendelsen at jeg må rede mig selv, gør at jeg arbejder dag for dag på at rydde ud, i mit hovede, i mit hjem. Det er ikke optimalt, det kunne være bedre, kunne bruge noget professionel sparring, og en god psykiater, men jeg har bare vreden. Jeg har svært ved at skelne hvad der er mest nødvendigt, og hvad der er detaljer, der er så meget der burde ændres, hvad skal jeg tage først?

Jeg vil godt kunne slippe vreden og irritationen, er meget træt af den udgave af mig selv, men det er det eneste jeg har til af føre mig videre....til hvad ved jeg ikke...noget andet, noget forhåbentligt bedre?

Social workout og antennetid

Nogen gange synes folk jeg snakker for meget og er lidt for intens...nogen gange oplever jeg folk der snakker meget og er meget intense, de er så ofte yngre end mig. Det er vel egentlig ok hvis de er fælles optaget af et emne, en animeret samtale det er da sjovt og hyggeligt, er det vigtigt om man af og til er lidt for meget?

Nogen gange bruger jeg snak som at skjold, nogen gange konversere jeg fordi jeg har lært hjemme fra, at man skal kunne konverserer, holde en samtale flydende. Nogen gange orker jeg ikke at konverserer, jeg kan bare ikke sige noget.

Ude blandt mennesker er jeg er for lidt og for meget, måske nogen gange tilpas. Jeg får ikke rigtigt hilst på folk, eller har den rigtige øjenkontakt. Men jeg gør det så godt jeg nu kan, hvilket ikke betyder at jeg ikke kan blive kommenteret, rettet på, som da jeg var barn og ung, men jeg tager det letter nu end da jeg var barn og ung. -Men hvad er er den rigtige måde er vel meget en kulturbestemt ting, måske jeg var mere rigtig socialt et andet sted end i Københavnstrup/Danmark?

Jeg kan blive meget træt af mig selv, jeg kan godt gennemgå en aften og tænke over min adfærd, men i det mindste jeg prøvede så godt jeg kunne, og jeg prøver stadig at lære. 

Selv de gange hvor jeg synes noget er gået godt og jeg har været afslappet, ved jeg at min måde at reagere på bære præg af den måde Autismen tænder og slukker.  Og det er præcis det den gør: Så nu skal der ske noget, eller nu kan jeg ikke rigtigt noget. I mellemtiden er der måske en "normal" mellemting, eller hvad jeg tror er en normal mellemting, for hvad ved jeg?. 

Og så har jeg noget ren antennetid hvor jeg bare sidder og scanner omgivelserne. Og så er der de gange hvor jeg bliver pisse irriteret over nogen, og ikke helt kan slippe det. 

Men måske det at få sat begreber på hvad der foregår, er til en hvis hjælp for mig. Trods alt har Autisme diagnosen været til hjælp på det punkt.

Det er selvfølgeligt noget omstændigt, at i løbet at man midt i sociale situationer med andre, skal tænke: Nu er jeg afslappet, nu hygger jeg mig, nu er jeg pisse irriteret, nu snakker jeg løs uden at være i rigtig kontakt med situationen, nu er der kontakt, nu vil jeg bare sidde helt stille, nu vil jeg gå lidt væk osv. På den anden side det er vel vejen frem, at mærke det i tide, at faktisk kunne mærke hvad der sker i nuet. Ikke når det er helt for sent. 

På en måde meget enkelt og dog meget svært, og det skal gentages og gentages, og man skal ikke overlade sig selv til ubehaget/angsten, der er ikke en vej uden om, at det er vigtigt at mestre og træne det sociale.

I byen igen og lidt flere refleksioner

For nogen dage siden skrev jeg om det at synes at det man kunne før bare er noget man ikke magter så godt mere, og det giver nogen overvejelser.

Men helt i den ånd jeg har arbejdet mod selverkendelse, lod jeg mig lokke af en ven for atter at tage til jazz og mange mennesker.

Jeg havde haft en møgdag fra jeg vågnede, og jeg gad alligevel ikke at sidde hjemme om aftenen, selvom jeg var træt.

Musiklivet i dag lider under folks nakkedille om det er til store rockkoncerter eller  mindre ting, folk trække knapt vejret, men maskinsnakker som om der kørte en ligegyldig CD i baggrunden, så det gør det ikke nemt for musiknyderne.
Det sidste jeg havde været til  livemusik gjorde sangerinden opmærksom på at man godt måtte snakke, dog på en måde hvor hun ikke skulle synge sig hæs. Men denne gang var der to kvinder der ved hvert deres bord havde så meget der skulle kommunikeres, de var åbenbart ikke kommet for musikken.

Nogen opdager slet ikke den type mennesker og det med for mange lyd indtryk, men som Autist hører jeg jo alt uden at kunne sortere lyd indtryk, og det er belastende. Sådan er det altid, dog når jeg har det dårligt bliver det forværret, eller jeg bliver bare meget mere irriteret. Ja, min stakkels ven skulle høre mig sidde og hvæse over de der snakke tosser, som Autist bliver man let et brokkehovede, eller man fremstår som et, men det ubehag man føler i situationerne er jo reelt følt.

Ja, det er måske på tide jeg får noget prof "lydisolering" jeg kan have med, det nytter ikke med almindelig ørepropper da det jo isolere mig hvis jeg er sammen med nogen.

Men, men heldigvis blev der senere mere ro, snak men sådan snak der blandede lyden jævnt. Og det var hyggeligt og god musik og stemning.

På den måde var det en blandet oplevelse, erkendelsen af hvordan jeg kan have det med uønsket lyd og andre mennesker på den negative måde, samtidig med erkendelsen af hvordan jeg har det med mennesker og musik på den positive måde.

Og erkendelsen af ikke at lade sig begrænse af dårlige oplevelser, men at træne og lære af det.

Når fortiden er udlevet og fremtiden må blive noget helt andet

Det handler om  ikke at kunne det samme sociale jeg troede jeg kunne for to år siden, alt det jeg smerteligt måtte forlade dengang hvor stressen tog over både privat og socialt.
Når jeg er tilbage er jeg en tilskuer, jeg ser de andre og jeg ser mig selv, som fra et sted oppe i loftet, har jeg en indre dialog, samtidigt mad at jeg tager indtryk ind. Men jeg vil ikke kaste mig ind i kampen, med at være social og åben, jeg er der bare og egentligt er det ikke rart, det hele er velkendt, stederne menneskene, men jeg er ikke hjemme i det.
Jamen var det hele ikke hyggeligt nok? Jo, jeg har været til en den det sidst år der var super fint, i godt selskab, til gode ting, men hvor jeg følte jeg et andet sted, og jeg ønsker at være nærværende, i nuet. Er der ingen mellem ting for mig, kun ekstremt meget på, eller så er jeg lidt hægtet mentalt af? Desværre er det nok tæt på sådan det er at være mig.

Jo, jeg har savnet mit byliv i de sidste par år, at jeg bare ikke magtede at komme ud af døren, alt det jeg måtte sige nej til, som jeg gerne ville.

Men det efter lader et stort spørgsmål, hvad så? Jeg har jo gentagende gange skrevet at jeg vil ud og deltage i livet...men på hvilken måde så?

Jeg kan nu i den grad selv mærke tænd/sluk mekanismen i mig, og at tænd funktionen ikke er den rigtige version af mig, bare mig på autopilot, og i værste fald autopilot på den forkerte kurs, måske jeg føler mig lidt for gammel til den stil, selvom det vel ikke har noget at gøre med alder.

Måske det også handler om at noget er udlevet, at situationer jeg testede , ikke samme interesse mere, det giver ikke det samme boost af selvtillid, "Hurra, jeg overlevede det!".  I dag ved je at jeg overlevet, men spørger om hvad der ellers er i det for mig udover overlevelsen.

Måske jeg i dag betragter andre andeledes, ser andre detaljer, måske jeg i dag bedre står ved at jeg ikke altid kan lide/orker andre mennesker, og det netop er en del af det at have Aspergers, at man ikke overkommer mennesker, enkelte personer, eller bare mennesker, og på en måde der giver en for mange indtryk, det laver situationer om til noget negativt, selvom der noget reelt negativt eller stressende for andre.
Jeg har bekæmpet den følelse i mange år, nægtet at give op overfor ubehaget. Men er der et reelt valg i forhold til at jeg kan vælge det sociale fra, når jeg altid har arbejdet på at forstå det, er det ikke bare en af mine livsopgaver, selvom jeg ikke tror på skæbnen.

Tidligere i mit liv var det social svært på en anden måde end nu, det er som om jeg dengang bare accepterede andres adfærd næsten uanset hvad, hvilket jeg ikke gør mere. Måske det var pga. min noget forlængede barndom, måske fordi jeg ikke måtte sætte grænser for andre, hverken oppe i mit eget hovede eller ud i livet. I dag er det anderledes, men det gør det ikke lettere. Det skaber vrede og konflikter der ikke var der dengang....he he, ja sådan er det når man er "for nem"....og hvad er jeg så nu, forhåbentlig på vej væk fra nem, men i høj grad også væk fra at være irriteret og stresset.

Men hvad så lige nu? Jeg vil ikke være alene, og jeg vil ikke sidde hjemme altid. Og jeg har jo optrænet det sociale og det virker delvis, men kun delvis.

Skulle jeg have noget medicin der lige gav mig et nyk i den rigtige retning, det vil jo vise sig og er ikke noget der kommer til at ske i nærmeste fremtid, der er megen venten i mit liv når man er i systemet, man må have tålmod for ikke at få svip af det.

Jeg må indrømme at jeg ingen ide har om fremtiden. Og færre fremtids planer end nogen sinde. Jo jeg kunne godt tænke mig at den kroniske depression gik væk og jeg fik ro omkring min bolig, men det er vel også et væsentligt grundlag for at kunne noget andet og mere.

Men jeg har gode venner, der situationer jeg bare er en del af, der er der hvor jeg står åben for indtryk, jeg ønsker forandring, hvordan jeg opnår det ved jeg endnu ikke.

Backstage manager som social empowerment

Sidste weekend udviklede sig mod, hvad jeg ville kalde ekstrem socialisering når man er en Asperger. Jeg var kommet til at love Miss Fish at være backstage manager til Mix Copenhagens lukke fest om lørdagen på Warehouse 9, dog uden at være klar over der var show fra 22.00 til over 3.00, jeg havde regnede med en 2-3 timer hvor jeg skulle være helt on, ikke et så langt program. Altså dukke op kl 18.00 modtage kunstnerne, få det hele på plads til 22 og så derudaf til når den sidste skulle på lidt over 3.00 og så fest til  5.00 morgen. Så jeg måtte lige forhandle mig til at der ville komme en anden hjælper på efter 24.00, for at få ro i sjælen.

Hvorfor havde jeg ikke gået mere op i hvad opgaven gik ud på? Fordi jeg formodede den mindede om andre warehouse 9 programmer, så det tog lige røven på mig. 

Har jeg så prøvet at være backstage manager tidligere sådan da.....jeg var konferencier/backstage manager på halvdelen af juleshowet sidste år, og så har jeg jo hjulpet til mange gange med diverse, enda stå i baren.....Baren er absolut ikke der hvor jeg har tjek på sagerne, selvom jeg er god til at sælge drinks.

Et af de  tekniske momenter (den pink lady er Kenneth Cockwhore 

der var DJ sidst på aftenen) Foto: Steen Hansen

Jeg har i et halvt år undgået for mange mennesker til store fester, og nu kom jeg fra asken i ilden, for der var godt nok mange mennesker, både inde og udenfor warehouse 9 i "Teltområdet". 

Og der var også rigeligt med kunstnere backstage. Og backstage er nu blevet flyttet længere væk end tidligere, hvilket betyder tjek på nøgler og mig piskende frem og tilbage på stiletter ude langs med bygningen, det er jo gamle staldbygninger i Kødbyen, og rummene hænger ikke alle sammen, så man skal ind og ud udefra og søger for at låse efter sig så der ikke er noget der står åbent. Stilletterne var min egen skyld, men jeg synes at folk skulle have den fulde Warehouse 9 stil, og vi går ikke ned på udstyr hvis det kan undgås!

Min opgave var at få folk ind på scenen på det rigtige tidspunkt, udover det skulle jeg skabe god stemning, og være behjælpelig med hvad der nu opstår af nødvendigheder og 117 andre ting man først ved når man står i situationen og opgaven er der. 

Og da den anden backstage manager dukkede op ved 24.00 fik hun overdraget backstage nøglen, men jeg kørte såmænd bare videre med at arbejde, da der var rigeligt at se til med små bogstaveligt løbende opgaver og folk der skulle på scenen. Og som erfaren ved jeg jo hvor jeg kan finde folk, hvordan man skaffer mere spiritus, og hvor ting er. Og jeg kan hente ting til folk der er bundet til en opgave henne ved en lyd/lyspult osv. Udover det var jeg også stemningskabende go-go girl. 

Gnucci på scenen, et øjeblik hun stå stille 

Foto: Steen Hansen

Festen fortsatte til 5.00 hvor gæsterne modvilligt gik hjem de hoppede stadig rundt på det tidspunkt og jeg var så hjemme kl 6.00.

Jamen, var jeg så ikke Autist lige den aften? Joooo da, men jeg kan faktisk fungere i kaos, og med de rigtige mennesker. Og jeg havde jo mulighed for selv at styre min måde at løse opgaverne på. Og jeg har prøvet opgaverne tidligere. 

Men jeg var nu ved at gå i panik da jeg skulle finde mit outfit hjemme, men det gik nu, det er bare længe siden jeg har haft fat i festtøjet, men heldigvis var det meste der hvor det burde være. Netstrømper, tingeltangel, makeup, stiletter, ned i den lille pensionisttrolly med det og afsted.

Men jeg er stadig den der kan gå helt sukkerkold til en pæn rolig fest. Og hvor jeg ikke magter situationen.

Og fredagen og søndagen var også meget social og er jeg træt nu, absolut, træt og tilfreds.

Det her er hvad jeg har slidt for fra jeg var 31, at kunne gå ud og møde verden og livet og jeg ikke ville finde mig i at leve socialt isoleret og begrænset, på grund af andre, eller mig selv.
Og ja, det var squ den hyggeligste backstage med nogen spændende søde mennesker, der var helt prof. Et brag af en fest fyldt med glade hoppende mennesker. Samt en lille impro fest på kulturnatten og ud og spise Indisk om søndagen og så fredagsbar på en søndag til seeeent. 

Jeg har levet alt for stille, alt for længe, siden årets begyndelse, nu må der godt ske lidt mere.

NADA....og en Pop nedsmeltning

Jeg har tiltusket mig adgang til at få noget NADA behandling, hvilket betyder akupunktur nåle i ørene og hovedbunden, mellem øjnene og i mine lille fingre, det sidste for en bedre søvn.

NADA behandlingen er åbenbart ret almindelig i socialpsykiatrien, det bruges Bla. til at understøtte en Recovery, PSD og den bliver også brugt til at støtte en afvænning og symptomerne af det.
Jeg nuppede også "afvænnings punktet" på toppen af hovedet, da jeg desværre er begyndt at Shopaholic'ke igen, hvilket jo er et reelt misbrug, på linie med spil afhængighed og andet misbrug, selvom de fleste Shopaholics skjuler sig bag de generelle (over) forbrugsmønster...jeg har set efter selvhjælpsgrupper for det misbrug, ha ha, det er der ikke, kun dyre kurser.

Og det ærgerlige er at jeg jo faktisk har haft ok tjek på mit købemisbrug i rigtig lang tid, men at det skred for en 3-4 måneder siden, da alt det andet også væltede læsset, hjemmet, mere stress, irritation over naboer. Det hele formentligt udløst af at jeg havde overkørt mig selv med hensyn til tidsplan for at få orden på mit hjem.

Tilbage til NADA behandlingen: Jeg blev udstyret med en kop NADA the, umiddelbart smagte den kamille agtig, og så var det ellers at få nålene anbragt, først dem på toppen af hovedet, og så var det ørene og så til sidst en i hver lillefinger, der valgt jeg ikke at kigge da den blev stukket lige over negleroden.

Og så blev jeg overladt til at have dem i, i tre kvarters tid. Kort efter mærkede jeg at der løb tåre ud af øjnene og ned langs siderne af mit ansigt, jeg tog det som et godt tegn.....men, dammmmm Hell!!! liiiige i det moment blev der tændt for noget Pop FM i det tilstødende lokale, så alle mine nervetråde strittede ved genhøret af det værste fra 80erne, hvad nu? Efter en tids panik på det yderste af lænestolen, og en lokalisering af hvor lyden kom fra, valgte jeg at evakuere området, til et tilstødende kantineområde, det var meget bedre, dog med lidt nåletab, men jeg fik påmonteret de manglende nåle og så var der ro på igen.

Og så har jeg to behandlinger i næste uge, så vil jeg hurtigt opdage om det kan noget, som regel hvis noget virker på mig, så går det ret hurtigt med at fornemme om der sker noget positivt.

Næste gang tager jeg ørepropper med for en sikkerheds skyld, så er der både en prop og en evakuerings plan, man må være lidt af en Ræv som Autist, der må være fler fikse udgange/løsninger til at opnå et godt resultat.