Et grundlæggende selvhad, og tanker om hvordan jeg blive fri af det.

Nu er jeg igen først oppe 14.30. Godt nok havde jeg været tidligt oppe i går og været til fødseldags brunch, så måske ikke så sært. Det var med fuld opdækning af lækkerier, og mange om bordet.

Jeg har nærmest ikke været uden for en dør i en uge, og jeg kunne godt mærke jeg ikke havde brugt benene, men det gik da, jeg var lidt sen på den.
Jeg havde ikke set Bonus (Hund) i en uge. Og fødselsdagen var en kombineret med en introduktion af ny en uge gammel Baby. "Se det er en hvalp Bonus, en menneske hvalp, du er blevet Onkel". Det var Bonus helt med på, han har altid været god mod hvalpe, og baby har sikkert lugtet bekendt for ham. 

Det var hyggeligt, men jeg blev også træt. Men jeg skulle lige se lidt på vejen hjem da jeg jo ikke havde været ude i løbet af ugen. Jeg fik også lavet mig noget aftens mad, af noget laks jeg havde fået med som rest fra brunchen. 

Så træt af god grund, og ikke som igennem ugen hvor det bare var en tilstand.

Mens jeg lavede mad tænkte jeg, som en sammen fatning af ugen: Problemet jeg er i, er selvhad, selvforagt, alle forklaringer om stigma og samfund og familie, ender altid som en undskyldning for at det er min egen skyld. 

Alle selvbebrejdelserne jeg køre igennem mens jeg prøver at rydde op og gøre rent. Jeg er min egen værste hater. 
Jeg har min egen negative stemme. Jeg læste engang at ens egen mest negative stemme, er det som ens forældre har sagt, det er deres stemmer når de har dømt en hårdest. Deres vurderinger.

Og måske skabt igen af det de har hørt som børn. Hvad skal der til for at slukke den stemme? 

Jeg er ude i nogen kognitive stier i min hjerne, er blevet til motor veje, med flere og flere spor. Fidusen er at få de negative vane tanker tilbage til stier, og helst til tilgroede stier. 

Jeg kan vende vreden udad, pege på grunde til at mit liv har gået som det er, at jeg reelt ikke havde en chance. Og det er sandt, men er som det er. Der er ingen skurke, bare variationer indifference hos mine omgivelser, skole og hos fagpersoner. På en ene side var jeg noget særligt, men alligevel ikke nok til nogen ville række mig en hånd. Se min livssituation og potentiale. 

Så hvad gør jeg? Hvordan konsolidere jeg for mig selv at jeg er et ok menneske, at der er lidt mening med mit liv, før, nu og fremtid?....selvom der reelt ikke er. Men nogen illusioner kan være nødvendige. 

Mine nuværende bud på forandring: Det bliver nød til at være noget meget konkret og grundlæggende, byggestenene i det at være et menneske, i samspil med omgivelserne. 

Jeg har brug for at jeg ikke slæber alt det gamle med, et nyt rum, mentalt og fysisk. 

Arbejdsopgaver jeg kan klare, der giver mening for mig, og gør mig træt på den gode måde, og lyst til at gøre det igen og igen.

At jeg har noget tilgang til dyr i løbet af ugen, jeg er glad for mange slags dyr, og jeg glemmer mig selv i deres nærvær. Og det giver mange gode endorfiner og tanker, også efterfølgende.

Jeg har også brug for at kunne bruge min viden, og give den videre, formidle. 

Så det ender med at stå klart hvem jeg er, hvordan jeg gør ting, og at det jeg gør faktisk fungere på de områder. 

I modsætning til nu hvor jeg definere mit liv med det jeg ikke kan, min afmagt og fastlåsthed i hverdagen. Det er ikke underligt at det føles tungt og negativt. Og jeg kan ikke løse det alene. 

ADHD medicinen gør mig mere fokuseret. Det er ikke fordi nogen af de her tanker er nye, men jeg kan bedre holde fast i dem, og at nok er nok. At det er ok jeg har ikke ordnet hjem i løbet af ugen, men skrevet mails, sat ting igang. 

"Men kan du ikke også rydde op samtidigt, bare lidt?" Åbenbart ikke. Det er en blanding af manglende overskud, men også at jeg ikke kan det hele på en gang, det er en del af Autisme og ADHD, og det er en del af min udgave af Autisme og ADHD.
Så det behøves ikke at blive diskuteret eller gøres opmærksom på, det er sådan jeg er lavet, og det er ikke mindst sådan jeg er blevet, efter at have forsøgt at følge andres råd og normer. 

Jeg afventer diverse svar, men de kommer nok ikke næste uge, måske heller ikke næste. Der bliver brug for meget god rådgivning, så måske jeg skal sætte mere igang, og se hvor der sker noget. At noget flytter sig, åbninger, til noget konkret og brugbart. Det er det jeg har brug for nu. 

Vægttab på Elevanse Del 3.

 Jeg fik at vide at man kan tabe sig når man tager Elevanse, at det mindsker apetitten. Umiddelbart synes jeg ikke jeg havde det sådan, udover at jeg godt kunne have noget lækkert liggende hjemme uden at spise det. Faktisk som jeg havde det før i tiden hvor jeg godt kunne have lager af ting uden bare at gafle det. Det har så ændret sig i for nogen år siden. 

Jeg var det barn der sagtens kunne administrere mit slik selv. Det er en ret grundlæggende egenskab, det med behov udsættelse, og siger meget om ens grundlæggende personlighed og succes i livet. Uha da.

Men på et tidspunkt ændrede det sig, så derefter havde jeg ikke lager af kage og chips. 

Jeg forventede ikke det helt store, inden jeg begyndte på Elevanse havde jeg startet kostændringer. Begyndt selv at lave mad igen, droppe kage om eftermiddagen, ingen spiritus. Det med spiritus skyldes jeg gik til noget socialt der indebare et vist kvantum alkohol om ugen. Udover den letøl jeg nød til min mad dagligt i en periode. Der havde jeg godt nok forventet at tabe mere end 2 cm i taljen. Også de jeg bevægede mig mere. Ok, overgangsalder måtte det være, jeg forbrændte ikke som tidligere åbenbart. Og jeg tænkte at hvis jeg skulle tabe mig ville det være selvpineri, men også rigtigt meget motion. 

Jeg var ked af de ekstra kilo, jeg har været en petit kvinde hele mit voksne liv, 36 i tøj og 26-28 i jeans. Men jeg trøstede mig med det heller ikke er sundt at være for tynd når man er over 50, knogleskørhed, udover der heller ikke er noget at tage af hvis man bliver syg. Jeg har prøvet at tabe 10 kilo af en lungebetændelse. 

Så jeg havde ingen forventninger om det med vægten. Men en dag så jeg mig i spejlet og så jeg havde fået noget slap hud under hagen, meget som en hundehvalp, end en på Kalkun. Dammm! Jeg havde fået Ozempic face som stjernerene i Holly Wood, der havde tabt sig lidt for hurtigt. 

Jeg har ikke en vægt, så jeg målte lige taljen og jo der var røget lidt af. Men der var også lidt at tage af i taljen, jeg er lidt æblemodellen hvor det meste sidder "på midten" som jeg plejer at sige. 

Af en eller anden grund skiftede jeg også tøjstil, jeg havde regnet med luftige teltkjoler i sommeren, men endte i cargobukser og t-shirts og stramt bælte. Og jeg tænkte, det ser da fint ud, uden at reflektere over hvorfor. 

Det var måske først da jeg skulle tage en selfie fordi en sagde jeg lignede den fra filmen Waynes World, kasketten, t-shirten, brillerne og håret. Det skulle jeg lige forevige og lægge på FB med en kommentar. Men kvinden på billedet var bare ikke den sædvanlige Cathrin, men meget mere skarpskåren.

Jeg har lige fået taget EKG for at se på blodtryk og det er fint, og jeg er også blevet vejet her i ugen, og jeg vejede 68 kilo da jeg startede i sensommeren og nu vejer jeg 58 kilo. 58 kilo svare til det der "burde" være mit bmi med min højde på 160 cm, eller lidt mindre. Det svare også fint til min tidligere "voksen vægt", da jeg var 30-40 år. 

Umiddelbart vil jeg ikke tro jeg vil blive tyndere nu, jeg spiser jo normalt. Og jeg har faste spisetider. Der var meget struktur i mit hjem, og noget af det sidder stadig fast. Godt for det. 

Kroppen vil gerne beholde sit fedtlag, historisk har den evne været guld værd da ressourcerne var mere usikre, ikke mindst at midaldrende kvinder kunne holde på huldet har været en god sikkerhed, er man lige på kanten kan man ikke tabe 10 kilo ved sygdom uden det i sig selv er farligt. Og det med knogleskørhed. Den fysik der har været os til gavn som mennesker, driller os i dag nu hvor vi har tilgang til for meget mad (i nogen lande), og for meget af det vi er mest hard wired til at ønske os at spise er: fedt og sukker. 

Det føles mærkeligt at jeg ligner mit gamle selv. Men som helhed psykologisk og fysisk har Elevanse været en rejse gemmen tiden, til mig for over 10 år siden, da mit liv var væsentligt anderledes. 

Ikke at min lejlighed ikke var kaos, og jeg kæmpede på mange fronter. Men jeg optrådte ugentligt, udover forestillinger på Warehouse?. Jeg gik ud. Der var meget sjov, der var et levet liv. Men der var også et dobbeltliv, at det liv jeg levede ude, slet ikke afspejlede mit hjemme liv, eller personlige udfordringer. Til gengæld er jeg aldrig mere levende eller i nuet som når jeg optræder. 

Det handler ikke om at genoptage det liv, men at få et liv, også et liv der kan give noget til andre. At være generøs med sin viden, kunst. 

Men det jeg mener er bare at medicinen uanset hvad, har fået mig til at huske mig fra før, og det måske er meget godt for at skabe et nyt liv. 

Min start på Elvanse del 2. Ketchup effekten.

Et par uger hen i Elvanse, og opsat på at få mere gjort i hjemmet, havde jeg spurgt en ven om han kunne hjælpe mig med at sætte en væg reol op i køkkenet. Det kræver en boremaskine der kan klare beton, og jeg var usikker på at jeg magtede at håndtere den alene. Omkring boremaskinen var jeg så heldig at tilfældig støde på en i huset jeg vidste havde en sådan boremaskine og var villig til at låne ud. Så langt så godt. 

Min ven der også havde hjulpet med at hive lagereoler op ugen forinden dukkede op, og jeg gav mig i kast med at måle op til skruerne i væggen. Det viste sig at blive noget af en opgave, og jeg havde opfundet en egen løsning på hvordan, hved hjælp af en tommestok, der helt upraktisk var hvid og rød, og det var svært at se tallene på det røde. Jeg tror jeg var ret rædsom.

Men hylden kom op, helt lige.

Og så var det jeg fik beskeden at det var tid til jeg skulle komme på sommerferie ved Vesterhavet. Og jeg der var så godt i gang hjemme, jeg overvejede om det ville være bedre at droppe ferien og blive hjemme, mens de magiske Elevanser virkede. Jeg udsatte ferien nogen dage, fik min rejsetrolly op af kældenen, købt en Flixbus billet. Med et par dages udsættelse synes jeg der var mere overblik. Min hjerne rumlede med transporten til bussen, enten skulle jeg med metro og tog til holdepladsen, og jeg fare vild på Nørreport station når jeg skal skifte. Jeg kunne gå, men stoppe stedet er flyttet til Dybbølsbro station så det er lidt rigelig vej at gå. Jeg tog en Taxi og måtte leve med det. Det er mere dyrt end busbilletten. 

Jeg foretrækker at køre lange ture i bus, fremfor tog, jeg synes der er meget støj og uro i tog, hvor busen er mere støjdæmpet og kender man de gode sæder er det for det meste helt fint også uden ørepropper. Jeg var så heldig at sidde ved siden af en lille pige der var på sin første tur alene med bussen, og hun var den mest dannede side passager man kunne tænke sig. 
Og jeg blev afhentet i bil fra holdepladsen i Holstebro. Og så kørte vi til Fjand. Jeg har været der mange gange før med i bil. Men jeg var meget tilfreds med busturen. 

Tilbage til Elevanse, nu var jeg på dem men under helt andre omstændigheder end hjemme. Ingen rod, overskuelige arbejdsopgaver og det kunne fornemmes. Nogen af de ildninger og rush i kroppen var der ikke. Og jeg tænkte at pillernes virkning virkeligt også handler om omstændighederne, ikke bare det fysiske/kemiske. Den samme person, den samme dosis et andet resultat. Jeg snakkede om mine planer, at jeg kunne male vinduerne indvendigt hvor pænt det ville blive, og hvad der skulle gøres omkring at flytte nogen skabe.

Efter en uge var det hjemad i Volvoen. Dagen efter gik jeg igang med hjemmet. Det var ikke nemt jeg bliver altid meget træt af ferie. Næste dag fortsatte jeg, men tredie dagen var jeg helt færdig. Og så gik der 14 dage uden rigtigt at kunne noget. Der dukkede også tanker op, at "mit svalegangs problem med naboer aldrig ville blive løst". Og det simpelthen tager for meget energi i hverdagen. Men endnu værre kom jeg på at lejligheden er så dyr at hvis den stiger vil boligsikringen ikke kunne dække det, der vil ikke være en buffer, og den dag jeg kommer på folkepension og får mindre end en førtidspension er det helt urealistisk. Nu arbejdede jeg på fremtiden, hvor ville jeg lægge mit arbejde, på at prøve at få mit hjem i orden, eller at finde et andet sted der var mere fremtid i? 

Ferier har det med at sætte ting i perspektiv, og ja det kan være farligt. Vesterhavet er ikke lige mig undtagen som ferie, men jeg tænkte på Bornholm, på Svaneke jeg har besøgt mange gange. Jeg tænkte på hvad lyset og naturen gør for mig på Bornholm. Man kunne sige at det jo er noget andet når det er ferie og sommer, men jeg har været der hvor jeg var flygtning fra mit hjem og med angst, og alligevel kunne jeg fornemme magien. Helligstedet Sortemuld ligger lidt udenfor Svaneke, valgt for tusinde år siden som det perfekte sted, lyset, den geografiske placering, og det at der har stået mose rundt om højningen, så det har dannet en hellig ø. 

Jeg har hjulpet til ved udgravningerne på Sortemuld i to omgange, og det var nogen af de lykkeligste dage. Og jeg har travet rundt i området på kryds og tværs for at fornemme det gamle landskab som har været der dengang. Der er jo også aktive amatør arkæologer på Bornholm, og der er ufattelig meget i jorden. Og Arkæologi er en af mine passioner lige fra tidlig barndom. 

Med udgravninger et eller andet sted på Bornholm kunne jeg jo deltage hvert år. Der er også et Middelaldercenter og jeg har været med i Middelalder reenactment og jeg har gravet i dragthistorie fra perioden i mange år.

Og så må jeg indrømme at de små Bornholmske vætter/underjordiske har nappet mig i anklerne, men på en god måde. 

Der er nu gået tre uger fra jeg kom hjem fra Vesterhavet og jeg har ikke rigtigt haft godt fat i oprydningen siden. Jeg har været til møde på Distrikt Psykiatrien (Som jeg reelt ikke hører under, men de tilser mig da ingen andre gør det). Denne gang med fokus på bolig og medicin. Måske dosen på Elevance på 30 er for høj, og jeg skal ned på 20. Jeg har fortsat på 30 og nu virker den mere som ved Vesterhavet. 

Og nu må der ses på hvad jeg gør med bolig. Kan det være en bolig for folk med Autisme, noget andet med noget støtte, eller bare en mere rolig bolig og noget støtte? Jeg har ingen ide om hvad der er muligt eller realistisk. 

Folk siger at jeg jo ikke kan være sikker på det bliver bedre, og at jeg har en rigtig god lejlighed. Jeg må bare konstatere at mange af mine dårligdomme blev forstærket af min lejlighed og naboer/omgivelserne. Ja jeg elsker Nørrebro og alt det jeg oplever når jeg forlader huset jeg bor i, det kan godt være her ikke er åben himmel og her larmer, men det er et fedt område. Men de oplevelser jeg har omkring min bolig og huset fungere ikke. Der må jeg skære igennem, det fungere ikke, og kommer ikke til det, det kan ikke løses. Desværre. 

Elevance gav mig overskud til en ny vinkel på min situation og de valg det skal tages.
Og jeg er der nu hvor Distriktpsykiatrien kender min situation ikke bare overfladisk, jeg er ikke helt usynlig. Jeg er både en velklædt nydelig kvinde, men jeg jeg har Autisme og ADHD og jeg er slidt ned, og med tiden har men set at det er det der kan ske og at det forværre begge dele.
Udover at kvinders overgangsalder også påvirker Autisme og ADHD. Hvilket også passer med min forværring.

Elevanse medicinen klaskede Ketchup flasken så hårdt i måsen, at der kom Ketchup ud over det hele, hvilket er meget ADHD agtigt. På den anden side skal den Ketchup jo spises, og ikke stå bagerst i køleskabet. 

Min start på Elvanse del 1. Er miraklet sket?

Jeg har i mange år gerne ville afprøve noget ADHD medicin igen, da jeg prøvede for flere år siden løb det ud i sandet, uden at jeg blev klogere på hvad det kunne, jeg blev hurtig hevet igennem en tre fire typer medicin, og det jeg mest husker var træthed.
Men her i sommer fik jeg mulighed for at starte på  Elvanse også kaldt Vyvanse i nogen lande. En Lisdexamfetamin altså Amfetamin. Med en ADHD reagere man omvendt på Amfetamin, eller til en vis grad. Det giver mere ro, fokus og overblik.
Virkninger kommer efter en lille times tid, og hvordan den udfaser gennem dagen er forskelligt fra person til person. 

Så jeg startede, og kastede mig over hjemmet, der var kaos og gennem beskidt. Jeg kunne mærker hvordan forbindelse fra tanke til handling gik hurtigere og jeg faktisk fik fat i sagerne og sorteret, min tøven var væk, der var hul igennem.
Under normale omstændigheder er det som signalet fra hjernen til mine hænder har et glitch og handlingen bare ikke bliver udført eller halvvejs eller forkert. Ret almindeligt har jeg taget ting op fra gulvet, men opgivet at finde den rette plads og så lægge det tilbage lige i "gang zonen". Det med gang zoner er bare ikke mig, så jeg har en gangart hvor jeg løfter fødderne over de sager, der er endt på gulvet. Så på mange måder er mit hjem som en agillity bane. 

Men nu gik jeg i gang med at rydde gulvet. Samtidigt googlede jeg inspiration til bedre opbevaring af sko og sager, så jeg havde bedre overblik og tingene alle havde et sted.
Jeg har en stærk erkendelse af at opbevaring skal fungere for mig, og ikke være for kompliceret af få deponeret sagerne, ellers giver jeg (min ADHD) op og det ender i en random bunke et sted. 

Det lykkedes mig at finde nogen vintage værksteds reoler, der kunne bruges til Sneakers og Kasketter. Og andre opbevarings løsninger, jeg fik hjem med en sække vogn jeg har, sågar et spisebord. Jeg var både med Bus og Metro i løbet af en uge hvilket jeg ellers undgår. 

På mange måde et mirakel og en hel anden verden, helt andre muligheder et andet liv. Jeg var snot forvirret: Ville det her fortsætte sådan?
Jeg havde også hørt at nogen havde haft den oplevelse og så var den holdt op efter noget tid, den magiske medicin havde tabt den magiske virkning. Perspektivet var skræmmende, specielt fordi jeg havde fået en smag af noget andet.

Jeg har ikke altid været lige meget ADHD, det har altid været der, men i de sidste 10 år er det gået helt galt, og jeg magter mindre og kan mindre end før. Så umiddelbart følte jeg at jeg var blevet 20 år yngre, mit gamle jeg der trods alt kunne noget. 

Jeg synes det var svært at forholde sig til, og at det satte min tidligere magtesløshed i fokus, at jeg ikke havde haft en chance i mange, mange år. Og det jeg havde levet i var ubærligt. 

Det var mange ting på en gang, planlægning for fremtiden, oprydning, og eftertanke. Men når jeg luftede de tanker sagde folk at jeg skulle tænke fremad og det jo var fortid. 

Nu har jeg mange gange i mit liv oplevet falsk håb, det er meget smukt at vi som mennesker kan tro at noget er ovre og nu skal man videre, en meget god overlevelses ting, men personligt har jeg lært at sådan er det ikke, uanset hvor meget man moser på. Der er en Autisme og en ADHD, og jeg har det meste af mit liv prøvet at gøre ting jeg ikke magtede, og nu betaler jeg med at kunne endnu mindre. 

Men en ting vidste jeg nu hvor jeg var på Elvanse, at jeg ville ikke have det som jeg har haft det, det er ikke et liv. Og uanset om Elvanse var vejen,  eller en af de andre typer medicin, eller ingen af dem, så ville jeg ikke acceptere at skulle leve på den gamle måde.