Stolthed og selverkendelse

Det er en evig kamp for mig, at forstå hvornår jeg må smide håndklædet i ringen og sige: "Det må du sørge for, for jeg kan ikke". At kræve handling fra andre/fremmede er meget svært.

Omkring psykologhjælp har jeg også kludret det gennem flere år. Jeg har været for forvirret og deprimeret til at få stå og effekturer det nødvendig for at få hjælp. Derfor skulle jeg have været hjulpet bedre og ikke overladt til det på egen hånd, jeg havde det for dårligt til at kunne anvende en henvisning til psykiater eller psykolog, og længere er den historie egentlig ikke -Og så gik det tid med det, faktisk 6 år.

Der skulle jo have været nogen der fik fat i kragen på mig, en der forstod hvad der egentligt forgik bag facaden og en der ikke gav op....Hvor meget røgslør har jeg egentligt selv skabt?
Måske min maske sad for fast, jeg kom ikke i kontakt med nogen der forstod lidt mere af helheden og det der var bagved.... for folk har jo deres eget jo....

Og så kæmper man lidt videre alene.

Jeg har ikke haft den helt rigtige hjælp, og ikke et netværk der havde overskud til at give mig det løft. Min konklution bliver som den plejer : "Men sådan er det jo".

Sidste uge lykkedes det for mig at vride mig ud af, at der faktisk var en der ville mig godt og synes at jeg burde få bedre hjælp, men det var som om jeg blev helt forskrækket. "Skulle vi have en aftale i næste uge?", og jeg trak det til ubestemt tid. Det var en kombination af beskedenhed, at jeg synes jeg havde brugt rigeligt af hendes tid, og så noget andet, erkendelsen af at det hele svømmer og at jeg selv har taget fejl.

At selv tage ansvar? Det har jeg gjort, men jeg tror der var så meget at tage ansvar for, og for lidt kræfter og for meget depression. Selvopholdeskraften kørte på 2 procent eskapisme og 98 procent depression.

Tendensen i dag er at gøre psykiske problemer til et helt personligt problem, afskåret fra resten af samfundet, troen på at den enkelte alene kan mase sig ud af problemerene. Hvor medierne kører med trendy mindfulness og positiv psykologi som vejen, og så er det jo ens egen forbandede skyld hvis man ikke gør/kan noget eller vil tage i mod velmenende råd, men meget lidt medfølelse. De "offer agtige" skal jo ikke få noget på den konto, det kunne jo blive en dårlig vane, som om alle psykisk syge var attention whores. Jeg har savnet nogen sagde de godt kunne forstå det var svært, fremfor "gode råd" der reelt ikke afspejlede alvoren i situationen.

Samtidig fylder psykiske problemer mere og mere på fx. skadestuen, jeg tror selve det sociale klima i Danmark skaber skyld, skam og fastholder mennesker i isoleret psykiske kvaler.
Og med de gængse psykiske sygdomme er det ikke andre/nye kriterier der gør flere bliver diagnosticeret end tidligere det er en kombination at moderne livsstil og en psykiatri der er blevet sparet på i meget lang tid.
Og det er jo ikke psykisk sygdom i den milde udgave, det er også de såkaldte tunge diagnoser. Der er press på systemet, men ikke flere penge sat af, og der er ikke lavet planer for hvordan man får sluset folk ud i livet igen, man siger man arbejder recoveryorienteret, men det kræver i sidste ende at samfundet har noget arbejde og en befolkning der ikke vender ryggen til.
Jeg har set det og jeg tror det har påvirket mit syn på mine egne muligheder og om jeg kunne stille nogen krav til andre og samfundet, eller det hele ansvar var på mine skuldre alene...........Det er ikke de bedste tider, hele verden er urolig, og der er stadig krise, en generel utryghed der ikke styrker folks evne til at tage sig af hinanden og være åbne.

Hvor er jeg selv i det her? 20 års kamp for en form for inklusion eller i det mindste en illusion af inklusion. Forsøget på at se en mening og bevare lidt værdighed, ikke at virke for sølle og negativ, at være en andre godt gad at være sammen med.

Det er ikke nemt at balancere, jeg har ikke kunne, jeg har bere taget en dag af gangen og det fungere ikke, jeg er her stadig og må på en eller anden måde finde en ny vej, med de erfaringer og erkendelser jeg nu har.

At være en "ægte" Autist på spekteret

Som "højtfungerende Autist", vil de ting man oplever være genkendelige for mange der ikke er Autister, der er genkendelige situationer, og så er der lige der hvor filmen begynder at knække. Personligt synes jeg den gråzone er interessant, for netop den gråzone er meget afgørende i forhold til at omgås andre mennesker.

Den der er meget akavet kan let genkendes af andre som anderledes og så er det om andre tager afstand eller vælger at være positive og se personens bestræbelser som noget de vil støtte og acceptere.
Men når de kommunikative evner hos en person, der umiddelbart synes at fungerer, begynder gråzonen, eller rettere sagt kunne det hellere ses som et spekter af farver, hvoraf nogen af dem er mere lysende end andre og andre står mere svagt aftegnet. Her er basale råd ikke længere nok når man træder ud i verden, det er kompliceret, men det skal trænes....hvis det er det man gerne vil.

Når mange Autister/Aspergers ikke kan lide at folk begynder at kramme og røre ved en, eller direkte øjenkontakt, er det samme måske også tilfældet i forhold til sproglig berøring, at retoriske direkte personlige spørgsmål føles lige som en berøring. Og da der ligge en manglende sondring mellem passende/upassende vil berøring/tiltale heller ikke nødvendigvis ende i den kategori som den ville hos en neuro typisk person.

Selv har jeg en meget privat indre verden som jeg vogter, ikke at jeg selv altid oplever det sådan, men det gør de mennesker der gerne vil komme mig nærmere. For nogen ting mangler jeg ord omkring andre ting er det nærmest en hemmelig skat der skal vogtes til tiden er inde. Noget andet er at jeg lever et liv der er opdelt på nogen punkter, sådan at tingene ikke flyder ud i hinanden, men holdes hver for sig. Og på nogen måder er jeg som en bedrager der er godt til at holde på sine identiteter, bortset fra at jeg ikke gør det for at snyde nogen.

Jeg har tilegnet mig en højere grad af refleksion og måder at udtrykke følelser end jeg havde da jeg var yngre. Jamen, så skulle det hele da blive nemmere? -Nææææh egentligt ikke, der kommer bare andre ting på bordet, andre problemstillinger omkring kommunikation, det er nærmest som at komme fra asken i ilden. hvilket er logisk nok, den tilbagetrukne Autist lever jo mere privat, og med en anden selvforståelse og også andre behov og forventninger til kommunikation og det sociale. Den øgede bevidsthed gør jo at der hele tiden er en lampe der blinker om, at der er noget man muligvis ikke har forstået rigtigt.

Jeg har selv kørt mit "ud af sneglehuset projekt" siden jeg var 31, det er så en 20 års tid nu.

Jo, jeg taler og jeg får også hægtet folk af på grund af den vej mine tanker tager, og de mellemregninger jeg finder så logiske at jeg glemmer at redegøre for dem. Og at jeg har det med detaljer. Detaljer er jo vigtige synes jeg, det har jeg så opdaget at mange er så ikke helt så oppe på detaljer som jeg, men detaljer gør mig lidt happy.

Ja, jeg er en anden slags Autist end en med infantil Autisme, jeg er også anderledes end en anden der er mere det samme sted på spektret end jeg, for på spektret er der alle farver alle lysstyrker, mætning af farver, på samme måde som når men ser en gensekvens aftryk.

Nogen af os kan arbejde, nogen kan passe et hjem, andre ikke, nogen har en matematisk hjerne, nogen er kreative, nogen vil gerne være sociale andre er helst fri. For at komplicere sagerne er det jo heller ikke sådan at Autister nødvendigvis forstår andre Autister, vi er jo ikke en slags stamme folk, der mulighvis har noget fælles, som vi også har noget fælles med alle mulige andre.

Den "velfungerende Autist", også har reelle udfordringer, ja de kan minde/lyde som de neuro typisk'eskes udfordringer, men de foregår altså med et andet styresystem der funker anderledes og hvad der for den neuro typiske er noget der sker automatisk, er ikke automatisk for en med Autisme uanset hvor på spektret, men noget der kræve tid og energi.

Set som helhed er jeg ikke så velfungerende enda, og en mere tilbundsgående udredning og en plan for det praktiske omkring mit hjem er vigtigt, specielt også nu hvor jeg har opdaget at man som voksen også kan regresse're, hvilket har været en skræmmende oplevelse, men også vejen til en forståelse.

Vi er mennesker, og vi er forskellige og det er ok, men det betyder også at nogen må leve med at de ikke kan se ind i det Autistiske sind.....eller andre mennesker med en anden psykisk opsætning, nogen mysterier skal der være....jeg kan faktisk godt lide mysterier.