Jeg er blevet flyttet over i en anden afdeling i distriktpsykiatrien, og åbenbart forventes det at man går til samtalegruppeterapi. Det havde jeg ikke lige set komme.
Ofte vil man prøve at matche de grupper på forskellige måder. Jeg kan ikke huske hvad emnet var, lidt typisk har jeg jo huller i opmærksomhed, og stress og overraskelser gør det værre.
I første omgang tænkte jeg stakkels de andre, med mig i gruppen. Efterfølgende har jeg tænkt, at det nok ikke vil være godt for mig, da jeg tager for meget ind. At det at sidde med 4-5 andre i to timer om ugen, er for meget for mit "system".
Det er ikke bare noget jeg tror, det er noget jeg ved, da jeg jo træner "socialisering" dagligt, og der, er der ikke tale om noget der går så tæt på, alligevel kan det være mere end rigeligt. Men her kan jeg jo selv doserer det, og bevæge mig i det som jeg vil. En samtalegruppe er meget mere fastlåst fysisk og psykisk.
Med ADHD/Autisme vil man også helst at noget giver mening for en, og det her giver ingen mening for mig, det er ukonkret og ikke målrettet. Har de andre ADHD og/eller Autisme?
Jeg bliver mere og mere bevidst om at den alliistisk/neurotypiske opfattelse, meget ofte ikke harmonere med hvad der funger for mennesker på spektret. Det er en dead end. Vi kan konkludere vi er forskellige og det er ok, men strategier, reflektioner og løsninger er forskellige. Mennesker på spektret er meget forskellige fra hinanden, men vi kan have meget lignende måde at opfatte verden, der er afgørende anderledes end en neurotypisk person, uanset at man kun er "lidt Autistiske" i andres opfattelse, de lidt Autistiske er som et isbjerg, hvor kun toppen ses, og ikke den enorme ismasse under, hvor dem der fremstår mere tydelige, har en anden ratio, men på en måde er det den samme masse fylde, om andre vil se det eller ej. Hver udgave har sine udfordringer. Og så er der det vores opdragelse og kultur har formet os som. Og hvor formbare vi har været.
Jeg er en af dem der har prøvet på at indordne mig, uden at det var muligt 100%. Ret logisk, for så havde jeg ikke Autisme eller ADHD. Men det videste jeg jo ikke, et eller andet sted har jeg håbet at jeg en dag ville forstå ting bedre, hvis jeg gjorde mig nok umage, lærte at gøre ting rigtigt. Sådan fungere det bare ikke, det kan i perioder og for andre fremstå som om der er fremskridt, men den det er på et falsk grundlag, og man kommer til at betale for det senere. Skønne spildte kræfter for at fremstå neurotypisk, og være ok, stramme ballerne, tage sig sammen. Det er som sort is, vanddrukken, næsten usynlig i vandet, men stadig is. Som fysisk is farlig at sejle ind i, men som metafor for Autisme, mest farlig for den Autistiske selv.
Næsten ikke Autistisk, og på vej til en større kollision der ikke kan komme udover.
Jeg har været til meget forskelligt i grupper: "tvangsgrupper" i form af arbejdsprøvning, kurser for arbejdsløse osv. osv. Umiddelbart gjorde det mig endnu mere humanistisk indstillet, at mennesker prøver at gøre det så godt de nu kan. Lidt i modstrid med hvad mange andre påstår. Selvfølgeligt tærede det på mig at være til den slags.
Jeg ved ikke om jeg vil opleve en solidaritet i dag, at vi er forskellige og vi prøver. Eller jeg vil tænke at jeg har hørt det hele, og synes jeg har rigeligt i det jeg selv har i hverdagen. Eller jeg bliver frustreret over noget under overfladen som jeg kan fornemme. For selvom jeg kan have huller i min opfattelse af samtaler, så er der andre ting jeg får lige ind, og ikke er i stand til at overse.
Lige nu er jeg bare meget i process, rigtigt meget, og jeg vil bare lade den kører ,for den synes at rulle afsted helt af sig selv, uden at blive skubbet på yderligere, så jeg ville ikke anbefale gruppesamtaleterapi til mig selv. Kan jeg blive nødt til det, for ikke at blive hældt ud af distriktpsykiatrien? Kan jeg overveje at starte og se hvad det er? Joooo, det kan jeg vel.
Starter det først efter sommerferien? Det giver mig lidt tid til at lande lidt med mit eget.
Lige nu føles det som om jeg er i begyndelsen af tredverne. Det føles også som om jeg har været død i 12 år. Det er lidt en hardcore kombi, jeg må klare selv.
