tirsdag den 11. august 2015

Hjemmet og omgivelsernes påvirkning

Jeg synes et hjem en noget meget kompliceret, udover at jeg har svært ved at passe et hjem rent praktisk, så er der alle mulige andre ting der påvirker mig i dagligdagen indenfor rammet af mit hjem.
Fordi mine antenner er meget fintfølende reagere jeg på lyde også dem der ikke som sådan er støj, og støj kan jeg slet ikke med. Umiddelbart ville man sige at jeg burde bo på landet....men hvad laver man lige der alene? Jeg er jo opvokset i København, og det er min ramme for hvad der er et liv. Jeg har boet på landet, men ikke som voksen, eller alene. Og hvad så med det netværk jeg har, skal der så begyndes helt forfra?

Jeg har satset meget på at træne det sociale i mange år, jeg er ikke interesseret i at blive isoleret yderligere, da jeg jo stadig midt her i København kæmper for at være med, fremfor alene for mig selv.
Men byen kan være for meget for mig, for mange lyde, for meget forvirring ude. Jeg synes det er et dilemma af finde den rette blanding af ro og stimulation. 




Men vi vælger jo ikke hvor vi vil bo, hvis man da ikke har pengene til at vælge, eller gode forbindelser, man kompromisser, prøver at finde noget der er bedre at bo i, hvilket betyder der stadig er meget der ikke rigtigt passer, ikke pga. manglende luksus, men på grund af at det skal passe til psyken bedst muligt......Jeg synes det er noget møg at være sart på den måde. 

Noget helt andet er at jeg ikke kan lide at bo med naboer der bare vil bo, uden nogen kontakt med de andre naboer, hvor de nærmest helst er fri for at hilse. Jeg kan mærke at det magter jeg ikke i fremtiden, for mig er det et symptom på alt det jeg ikke orker i samtiden lige nu. At enten klumper man sammen med totalt ligesindede, eller så har man en usynlig men alligevel mærkbar mental ligusterhæk omkring sig, for at holde andre ude.

Idealet for mig var en lille vel isoleret rede, med rimelig nem tilgang til det levende liv, men også mere stille ture. Det at bo på Nørrebro i et af de mere livlige områder var måske bare for meget. At bo mellem mennesker der ikke arbejder på at isolere sig mest muligt, hvor man var indstillet på at hjælpe hinanden. 
Jeg ville også gerne bo hvor jeg kunne have dyr, eller der var dyr, måske "låne dyr", da jeg gerne underholder mine venners Hunde og Katte.
Jeg har ikke altid haft et afslappet forhold til dyr, men det har jeg nu, og tid med dyr er god tid.

Jeg er klar over at den rigtige bolig er ret vigtigt for at jeg har det ok. At det er min base, og det er der jeg skal finde energien og overskud til resten af verden. Det er vel også der det knækkede sammen med min nye lejlighed, den tog det overskud jeg skulle bruge til det sociale og til selv at være i en nogenlunde balance med omverdenen og mig selv. 

Faktisk var min flytningen til Nørrebro fatal, det skulle have været en forbedring, hvilket det også var med hensyn til at lejligheden er sundere og bedre indrettet. 
Kunne jeg havde regnet det ud på forhånd? Tja, jeg kunne vel godt regne ud jeg ikke havde hjælp nok til at få lejligheden i ok orden efter indflytning, men jeg troede forbedringerne, ville opveje den hurdle selve flytning og indretning ville være. 
Eller at naboerne tror at svalegangen udenfor min lejlighed er deres private altan, havde jeg heller ikke kunne forudse konsekvenserne af. 
Men uanset hvor man flytter ind ved man jo først efter nogen tid hvordan der faktisk er at leve et sted, noget man troede kunne være et problem er det ikke, og andet ender med at irritere dagligt. Noget er der løsninger på, andet ikke. Autist eller ej, livet kan ikke forudsiges, eller leves 100 procent safe uden chancer.

Nu et og et halvt år senere er jeg klogere, men også meget i tvivl om fremtiden, da det her muligvis bare ikke kommer til at fungere.....det er slet ikke til at overskue, så meget arbejde og stress, for at evt. skulle find en ny bolig....Suk!




Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv