Ikke meget håb for den sendiagnosticerede

"Hvis du var blevet diagnosticeret som barn, havde du jo haft adgang til hjælp til selvforståelse", slap det ud af sagsbehandleren på Handicap centret, sidste gang jeg var der.

Jeg fik selvfølgeligt et nej til et grundig udredning og selvforståelse, for i min alder er det åbenbart for sent at ofre den slags på en, jeg er for gammel og jeg er førtidspensionist, så der er ingen rigtig fremtid, eller et håb om jeg kommer i arbejde, derfor spild af penge.
Jeg hader kynismen i at være for gammel, førtidspensioneret og kasseret, og at det ikke bare er mine negative tanker der siger det, men at det også er det der står med usynligt blæk på mine papirer i kommunen. Alle ved det, men siger det ikke.

Måske jeg skal bede dem om at slette jeg har Aspergers, og hælde mig ud af handicapcentrets regi når det er som det er. Jeg bad aldrig om den her diagnose, men hjælp til en kronisk depression. Fik jeg hjælp til den? Nej selvfølgelig ikke.
Grundlæggende var det måske også for at blive af med mig på distriktspsykiatrien så der var plads til dem med "kun" psykiske sygdomme, og det pludseligt hastede med at jeg og andre fik vores Aspergers diagnosen, de har jo opdaget det er en smart måde at blive af med nogen af deres klienter og samtidigt underkende at udover selve Autismen, har mange reelle psykiske problemer, bare ikke store nok til at blive i psykiatrien....så nu er jeg bare handicappet...

Jeg har efter diagnosen selv brugt over et år på at sætte mig ind i hvad Autisme spektret går ud på, og det har været et meget ensomt arbejde, ikke mindst hårdt, det er hård at erkende 50 år, der er gået helt skævt og lære dag for dag hvorfor det gik skævt.

I begyndelsen havde jeg håb, nu var der endelig en forklaring, en ny verden åbnede sig, for derefter lukke sig omkring mig, og på en måde, jeg ikke ikke tidligere har oplevet, en tyk dyne af stigma og undertrykkelse der var meget voldsommere, end den jeg havde oplevet som psykisk syg......Og der er stadig ingen der vil hører på mig, og jeg er stadig uden evnen til at få andre til at forstå et jeg har behov for hjælp, og den rigtige hjælp, men nu tilhøre jeg en lille minoritet, og ikke en det står stærkt i forhold til hjælp og støtte også fordi det er så specialiseret et område. Og at virkeligheden på Autisme området er at det er alles kamp mod alle i forhold til at få den hjælp der er, og det har åbenbart betydning for Autisme miljøet i Danmark, tonen, synet.

Jeg og andre sendiagnosticerede er også ramt af, at Autisme stadig ses som en børnesygdom, og noget man afhjælper op gennem barndommen og den tidlig ungdom.

Og som mange andre sendiagnostiserede må jeg erkende at diagnosen blev en blandet fornøjelse.

Så når jeg ser at andre voksne meget gerne vil have Autisme diagnosen, må det jo være i den tro at diagnosen vil bringe dem hjælp, at omverdenen forstår. Sagen er at de vil vågne op til en helt anden virkelighed, der måske faktisk er værre, end før diagnosen. At nu skal der rigtigt kæmpes, men de sidste kræfter er brugt.

For nu står der Autisme på papiret, nu har man blåstemplingen, men det kan også ende som en stempling og en blind vej der kun fører til flere frustrationer, for hvad så? Så ingenting -Læs nogen bøger om Autisme og se nogen youtubes om emnet, prøv at finde en psykiater med bare lidt viden om Autisme, som har en aftale med sygesikringen, og hold så op med at plage om mere. Som sendiagnosticeret skal du ikke forvente at møde de rigtige eksperter.

Den sendiagnostiserede har de psykiske skader, fra en verden skabt for "ikke Autister", og man har aldrig fået lært at forstå hvad det er der går galt og hvad man skal passe på, det der med selvforståelsen.....Men der er måder at senere i livet at lære at blive bedre til at fungerer i hverdagen, få ryddet op i nogen handlings mønstre. Få hjælp til depression og angst og hvad der ellers kan være. Hvorfor skal årene efter en Autisme diagnose ikke være bedre, end årene før?

Hvorfor skal folk der er udmattede efter mange års kamp med tilværelsen, ud i en om muligt større kamp, for at få hjælp.
Og hvorfor virker foreningerne rimeligt ligeglade, og virker til at have sovet i timen, som flere og flere voksne er blevet diagnosticeret uge for uge, og ændret det drastisk fra en børnesygdom der skulle behandles i barndommen og tidlig ungdom, til at der nu er fuldvoksne mennesker der spørger til hvornår der er noget skabt for dem.

Og man kommer til at føle at man stjæler opmærksomhed og penge fra de Autistiske børns afsatte penge. Og det måske også er det alle de pårørende tænker, at "Gid alle de sure gamle sendiagnostiserede kunne klappe i, så vores søde børn kan få hjælp".

Men den kynisme der rammer de sendiagnostiserede, kommer også til at ramme børnene om få år, fordi at selvom der er lidt hjælp til børnene, så er dt ikke fordi deres liv bliver uden problemer, så ændre vi ikke på noget så kommer de næste generationer også til at betale. For der er ikke skabt en plan for hvad man tilbyder mennesker på Autisme spektret, det der er er et kludetæppe af at nogen kommuner  har bedre egne tilbud, og så private steder hvor man selv kan betale, eller prøve at tigge kommunen om at betale.
Og på den måde handler det om geografi, og egne ressourcer om man er den der får hjælp.

Så vrede sendiagnosticerede Autister kommer til at fremstå som nogen der bringer det budskab ingen rigtigt ønsker at hører, men det er ikke de sendiagnosticeredes skyld og de har betalt prisen, så mange gange før de fik diagnosen -og efter.

Der burde være en meget mere samlet plan for hvad der tilbydes til folk på Autisme spektret, og alder og køn burde ikke betyde noget for om man kunne få noget hjælp. Der er et  grundlæggende problem i Danmark på området, vi er bagud, og tiden går, og mens tiden går ikke bare for de sentdiagnosticerede, men også børnene, og unge på Autisme spektret, der mister muligheder for et godt liv. 

Boligdrømmen der blev til kaos

"Men du havde mange forestillinger om alt det der skulle ændre sig ved en flytning"....Mig: "Jo jaaaa, måske......"

Så nu kommer en slags status over de lidt over to år jeg har boet her:

Nu hvor jeg for længst har måtte erkende at min flytning for lidt over to år siden var et uheldigt valg i forhold til min tilværelse og ikke mindst "tilstand".....Men hvad var det så egentligt der skete, der gjorde, noget umiddelbart godt og fornuftigt til noget ber blev rigtigt skidt?  Og hvad var det jeg gik håbede på, og fik jeg nogen af mine håb og drømme indfriet alligevel?

Jeg flyttede fordi min gamle lejlighed var umulig at holde varm, at de lejligheder skulle have været renovereder for at kunne være gode moderne sunde boliger. At køkken og soveværelse var meget små, og fordi de var ved at bygge en sprit ny tunnel og motorvej på tværs i området, så der var nyt kaos at for holde sig til dagligt. Også fordi jeg synes jeg altid skulle med bus/tog for at komme ud af området, til noget mere interessant, jeg er jo Københavner og er ydre Østerbro er ikke rigtigt København i min optik, hooost!

Så efter jeg havde haft nogen vintre hvor jeg ikke kunne blive rask efter noget influenza pga. kulde og træk lejligheden, og jeg var ved at nå der på ventelisten efter 10 år i boligselskabet, og der faktisk begyndte at komme bedre bolig tilbud så tænkte jeg nu skal der altså flyttes. 

Den gamle lejlighed var også endeligt kommet i bedre orden fordi jeg havde hjemmevejleder. og der var blevet gjort hovedrent. Derfor var det mere overskueligt at flytte. 

Faktisk gik flytningen godt også selvom, at jeg lynhurtigt måtte skaffe en anden måde at flytte på end det der var planlagt, for da det skulle foregå en lørdag, og jeg ikke kunne få støtte til en flytning på en lørdag da det er mere dyrt, og jeg derfor fik jeg afslag to dage før jeg skulle flytte.....
Det betød meget mere arbejde til mig og at den lovede hjælp til nedpakning ikke kom til at ske, godt jeg selv var startet på det i tide.
Grundlæggende var problemet at jeg havde ting på loftet og i kælderen, som jeg ikke havde overblik over, jo det var pakket ned i orden, men det fyldte. Og jeg havde ikke plads til det det nye sted, der havde et meget mindre kælderrum og intet loft.

Og det var vel der det gik helt galt, jeg kunne ikke komme på plads i den nye lejlighed, der var møbler og flyttekasser bogstaveligt op til loftet og for mange møbler da den nye stue var mindre end den gamle. så nu stod jeg i lejligheden med 81 flyttekasser og møbler der stod i lag.

Her er 15 af de 81 flyttekasser.

Derfor skulle jeg igang med at sælge møbler og ting, og det var et for stort arbejde og uoverskueligt. Også fordi den praktiske del af det, jo ikke rigtigt kan støttes af en hjemmevejleder.  

Jeg begyndte at ændre adfærd i hverdagen, jeg var stresset og mere vred/irriteret. Jeg havde det ikke godt, før jeg flyttede jeg havde depression, jeg havde det heller ikke godt efterfølgende, den kroniske, depression godt nok forsøgt medicineret på det tidspunkt, men uden at gjorde en rigtig forskel og nu forværret og med vrede oveni, vrede mod alt og alle.

Før jeg flyttede kunne jeg rumme mange flere ting, og specielt det sociale blev ramt af flytningen, jeg kunne ikke være sammen med andre mennesker som jeg ellers havde opøvet og vænnet mig til at kunne, og den konsekvens kom med det samme af flytningen og fortsatte bare. 

Jeg følte mig ekstremt fanget af at ikke kunne magte opgaven med boligen. 10 måneder efter jeg var flyttet var jeg ikke i en god forfatning, og jeg fik også rodet mig ud i noget, der smadrede mit sociale liv i en slags dominoeffekt. Samtidigt begyndte en nabo at sidde og ryge og tale mobil udenfor mit køkkenvindu, og jeg fandt det utroligt belastende med nogen så tæt på, og endnu mere som jeg nu havde det. 

Jeg havde ikke kræfter til at ignorere, eller reagere på en fornuftig måde, ikke at jeg tror jeg havde fået noget ud af en dialog, men hvad ved jeg?  Og faktisk magtede jeg ikke dialog på det tidspunkt, selv ikke i dag og det håber jeg sørme ændre sig til det bedre. Men det var godt nok tæt på med en nabo. Nogen gange ryger man bare ud i rigtig dårlig personkemi, og meget forskellige ideer om opførsel, og når der så er uklare husregler er man på den.

Jeg mistede venner ved at flytte, stressen gjorde jeg droppede folk, og nogen droppede mig. Jeg fik det ikke bedre, men værre og på en nye ukendte måder, måder jeg havde mindre overblik over og erfaring med. Jeg blev mere klassisk Asperger, det var ikke længere inden i, det blev også mere synligt udadtil, fordi jeg reagerede kraftigere og oftere. Det endte så med en diagnose, held i uheld? En forklaring på et svært liv, men noget forsinket.

Så nu efter et  års selverkendelse efter diagnosen og det selv at undersøgelse af hvad Autisme spektret er fo noget. Og  lille løft efter jeg har fået melatonin, for jeg tror sørme det gør noget for min depression. Så nu er jeg er selv igang med mit hjem nu, stille og roligt, og meget mere erfaren og med bedre fornemmelse af metode og hvad jeg skal passe på med.
At jeg skal kunne mærke om jeg roder med nogen ting/opgaver der er i en grøn, gul, eller rød zone i forhold til stress og angst, og indtil videre skal jeg gøre alt det der er grønt og ok, og måske lidt gult. Og så tage de pauser der skal til.

Og fordi man ordner hjem, så er der stadig tøjvask og køkken rod at skulle passe, selvom det er lidt i vejen, og irriterende at det virkeligt også skal være nødvendigt, når det andet er det man synes der burde havde hoved prioritet....men sådan er det jo med hjem, der er altid noget at lave.

Og her for kort tid siden flyttede den nabo som var "for tæt på". Og det er en ufattelig lettelse at jeg ikke længere har en nabo trampende rundt udenfor mit køkkenvindu, det var en ren belejring, uden hensyn til mit privatliv, Aspergers eller ej, de fleste havde fået nok hvis de ellers var hjemme i et vist omfang, om ikke andet pga. den evindelige rygning.

Hvordan vil jeg så have mit hjem, hvem er jeg nu, jeg er ikke den jeg var da jeg flyttede ind om ikke andet, det føles mærkeligt, som om jeg kan trække vejret igen, det er så fremmed for mig efter alle de her år.

Så det er måske nu, det er nu jeg oplever at det sker, det jeg håbede på da jeg flyttede. Jeg er jo tilfreds med området, og jeg bor centralt i forholdt til mine aktiviteter og har venner i nærområdet.

Nogen svære år, efter mange andre svære år. Kaos i hjemmet og endnu mere kaos i hovedet. En længere omvej mod målet, men sådan kan livet jo være.

En grim opdagelse, hjemmet igen....

Jeg vidste jo godt jeg havde tre flyttekasser bag døren i stuen, med noget malergrej på toppen. Kasserne havde stået der siden jeg spartlede og malede stuen sidste sommer, egentligt troede jeg der var arveting i, og i et eller andet overmod stak jeg næsen i kasserne i går......men i to af dem viste det sig der var tøj, og det var en ærgerlig erkendelse, mere fucking tøj og sko.

Problemet er at tøjet er det jeg synes er aller sværest, egentligt ville jeg jo godt have lidt penge for det bedste af det, for så rig er jeg jo heller ikke, på den anden side er jeg også ved at blive kvalt i gammelt tøj. 

På den måde har jeg et større problem end jeg vidste, og det er netop det jeg har fornemmet at jeg nærmede mig i de sidste par dage, at før eller siden ville jeg ramme de virkelige hoarder problematikker jeg har, det vil sige, egentlig ønsker jeg ikke at beholde det her, og det er altid noget, men der er jo det med jeg hellere ville sælge.

Ikke at jeg tror det er en formue, eller jeg ville have meget for det. Men bare 20-50 kr pr. styk, kunne blive til noget. På den anden side har jeg ikke mulighed for at komme på markeder og jeg har prøvet trendsales, jeg har bare ikke overskuddet til det. Så jeg er fanget i det.

Så hvad nu?

Egentligt bør jeg nok bare huske hvad der er, og så gå videre med det jeg kan nu og her i hjemmet, ærgrelse og problemtænkning fører ikke til handling, kun til at jeg bliver træt. Jeg ved også der er to kasser med sko og støvler i soveværelset...og så alt det andet....

Meget enkelt handler det om at salgsprocessen af brugbare/salgbare ting, er en vigtig del af at kunne "afhoarde" et hjem, hvis den ting ikke er støttet, tænkt ind så er der et problem, en stopklods der både er mental og praktisk. At skulle give sine ting væk, der jo for en hoarder præsentere en værdi, enten reel eller imaginær, og at de fleste hoardere ikke har overblik og energi på at stå alene med en afvikling via salg.  

Og det er jo ikke første gang jeg rammer det her afgørende punkt. Og her stopper det så, selvom jeg ikke engang er nået til det der er mentalt svært i forhold til tilknytning til den enkelte ting. Her er det "bare" at jeg gerne ville have lidt for det, for at kunne investerer noget i mit hjem, og til vaskemaskinen.  Men intet er "bare" når man er hoarder. Tænk hvis der var selvhjælpsgrupper for hoarders og shopaholicks så de kunne hjælpes ad med at komme af med sagerne, det er lettere at stå på loppe fleres sammen og hvis nogen har bil til transport, eller kørekort til at lege en større bil. Desværre er der grupper for misbrugere, spillere, men det her er er åbenbart noget der går under radaren, i forhold til fornægtelse, og måske også at vi (stadig) er et samfund med overforbrug. 

Derfor er det at anskaffe og beholde ting og tøj, ikke regnet som så problematisk som andet misbrug, selvom det kan føre til økonomiske problemer, at det gør hjem ubeboelige. Og at mennesker lever i hjem der bliver helt lukket af for omverdenen i skyld og skam. Parforhold går i stykker, eller påvirker den anden meget negativt. Og at hoarding når den når et vist punkt også bliver sundhedsfarlig. 

Jeg ved godt hjemmehjælpen siger, at mange steder er det værre end hos mig, men sagen er at man skal have folk ud af det inden det er gået helt galt, så de måske selv kan klare det fremover, ellers bliver det en livslang problematik, der skal holdes øje med af andre, så det at uddskyde hjælpen til sener er en dårlig ide.  Har vi råd til det som samfund? Synes vi det her er slemt nok? 

Der er lande der har skabt alternative løsninger, men det kræver jo der er et fokus på det og man tager konsekvenserne af hoarding alvorligt. hoarding er OCD, og hoarding er ikke en uskyldig ting, man kan ignorere væk, bare fordi vi er et samfund hvor de fleste har lidt for meget samlet sammen.    

Så min udgave af OCD er hoarding, og dat kræver at det skal angribes fra flere fronter, den rigtige praktiske hjælp der passer til min personlige hoarding problematik, og den psykologiske støtte der skal gøre at jeg kan gøre mig fri af det der gør jeg gentager mønstret. Jeg er meget træt af det her efterhånden og jeg er mere motiveret end de fleste hoardere til at komme ud af det...men jeg behøver desværre i det mindste noget ekstra praktisk hjælp, i erkendelsen af at hoarder hjælp fuldpakken ikke står til rådighed.

Hjemmet, det går stille fremad

Jeg arbejder stadig på hjemmet, og jeg vil nok indrømme at skrev jeg ikke ned hvad jeg lavede, ville jeg tro at jeg ikke gjorde ret meget, eller tingene krøb frem igen om natten.

Torsdag ryddet jeg et område af køkkenbordet, der var en blanding af medicin og øreringe, og diverse fnusk. Det jeg ikke kunne tage stilling til har jeg puttet op i en beholder.  

Jeg fik også aftørret et lille bord i stuen, godt med sæbe. Jeg var også ude og se til toilet og vask, så der er også renere og mindre kalk nu.

Jeg var også ude og ordne lidt på altanen, få samlet sammen på urtepotter bla. Projektet startede for flere dage siden, og det fortsætter.

I forgårs fik jeg pudset nogen ruder og jeg har smurt nogen vindus håndtag, der har drillet siden jeg flyttede ind. 

Men der er godt nok meget der skal ses på endnu, der er kommet nyt vasketøj, badeværelset er langtfra færdigt. Og entreen er ikke helt god og soveværelset uha, uha.

Det her bliver et laaaangt projekt. Derfor tror jeg det er meget vigtigt at skrive ned hvad der bliver gjort. Også bare det noget bliver smidt ud dagligt. 

En ven kom forbi og hjalp med at skrue nogen plantekasser sammen til svalegangen, der var godt nok mange skruer, et forsøg på at få  fortsat fred foran mine vinduer mod svalegangen, det kan altid forhandles med de nye naboer, der sikkert ikke ønsker at anvende området foran mit køkkenvindu til altan.
Mens der blev skruet skruer i plantekasserne (jeg skruede også en del skruer), gik jeg igang ude i køkkenet, for at nette lidt på spisebordet, så vi kunne få en fyraftens øl, en af de store med patentprop.

Det var så den torsdag.

Fredag: Hvad lavede jeg fredag? Det har nok ikke været det store...jeg ved jeg afkalkede glas...om ikke andet.

Lørdag: Jeg gik i gang me entreen, kiggede i en gammel irriterende bunke, noget skulle ud, andet var noget der skulle til genbrug, andet var bare ved et uheld endt der og glemt. Bunken var også i vejen når folk skulle ind og ud af min hoveddør, der ikke kendte til bunken, jeg har jo lært at snige mig rundt i overfyldte lejligheder, og ting der ligger på gulvet.

Jeg sorterede ting fra entreen i plast kasser der endte i soveværelset. Nu kan man sige det ingen mening giver. Men når for meget bliver uoverskueligt der hvor jeg er i gang, giver det absolut mening. For der er en sortering og bevidstgørelse om hvad der er, og der sker en sortering, selvom der kommer andre sorteringer senere. Og det gør at jeg kan gå til næste bunke.....Om ikke andet der er mere bart gulv i entreen!

Synligt gulv og tomme kasser

Hvad jeg godt er klar over er, at der vil komme svære ting der skal tages beslutninger om, der er flyttekasser jeg har glemt hvad der er i, og der er en garderobe til sceneoptræden, jeg må tænke over, kan den pakkes bedre, skal den minimeres, vil jeg længere have det på...kan jeg passe det...har jeg brug for det? Der er alene en kasse med sorte strømper og en med hudfarvede fx.
På den anden måde er det en samling af kostumedele der er svært at finde, og har taget flere år, hver del er relativt lille, men det fylder alligevel.  Og der er arvegodt og ting jeg helst ville kunne sælge, ja det skal nok blive svært.

Men det er ikke noget jeg skal tænke på nu, jeg skal gøre alt det jeg kan finde ud af at overskue, så jeg nemmere kan overskue det rigtigt svære. Og det er meget vigtigt ikke at blande det lette og det svære sammen, for det svære laver stopklodser, så man ikke kommer videre med det der er lettere,  men bare står og glor på det svære jeg har minder og tilknytning til. Derfor må det svære bare ende et sted samlet, uden at skulle spekulere på det, så alt det andet der faktisk kan løses uden jeg går i stå, eller jeg får det dårligt hvilket jo ikke gavner den fortsatte proces. Det har jeg jo prøvet.

Der er ingen hjemmevejleder, der er ingen psykologisk strøtte, og jeg har stadig depression, så det handler om at balancerer, og at det er mig der bestemmer hvordan jeg går til det, så det giver mening for mig, og ikke ender i skyld og afmagt. Hvilket det meget let gør, og det har jeg været, og det fungere ikke.  Jeg er en hoarder, og det skal tages alvorligt.

I dag søndag, må jeg se på den anden halvdel af entreen, og se på hvad jeg kan udrette der i løbet af dagen.  

Et forsøg på selv at få skik på kaos hjemmet

Jeg er i gang igen, jeg roder i tøjbunker og sortere efter farve og så håndvasker jeg det ude i badeværelset og så ud og hænge til tørre om aften på altanen, for at være sikker på det ikke drypper ned til underboen.

Prøver at få noget smidt ud, sorteret, hængt op, langtomt,  dag for dag, og uden at blive fortvivlet over at det er uoverskueligt og jeg ikke aner hvordan opgaven kan løses i bund.

Jeg behøver hjælp med at komme af med ting, jeg har ikke mulighed for, eller kræfter til at tage det på loppemarked og jeg orker ikke at sælge det på Trendsales eller Facebook det har jeg prøvet, og jeg vil ikke bare skulle aflevere det hele, for jeg har jo været nede med en del til de lokale genbrugsforetninger.

Men jeg vil ikke tænke over det, tænker jeg over det magter jeg ikke at få gjort, de små daglige ting i hjemmet. Jeg kan ikke overskue processen og jeg kan ikke magte den logistisk.
Så planen er bare at fortsætte som nu, til at jeg har fået vasket mig igennem dyngerne, og fået noget gulvplads.

Men hvad så senere, hvad med hoardingen? Kan man overhovedet blive behandlet for den lidelse i Danmark? For bliver der ikke set på grundstenen omkring hvorfor jeg hoarder vil den reelt ikke stoppe eller i det mindste under kontrol, så vil det bare være lappeløsninger.

Det at jeg har mindre depression gør at det går bedre med hoardingen, samlemanien, jeg anskaffer mindre, jeg er igang med at rydde op i hjemmet, så der er ingen tvivl om at depressionen og hoardingen hænger sammen i mit tilfælde.
Men det kræver jo at der bliver taget professionelt fat i depressionen. At jeg ikke bliver mødt med bla. bla. om at jeg bare må tage nogen piller og det er så det. Pillerne hjælper ikke på min depression og de hjælper bestemt ikke på hoardingen nærmest tvært imod da antidepressiver har det med at gøre viljestyrken mindre.
Jeg så en interessant artikel om at man via en hjernescanner kunne se hvilken type depression man har, og om den var egnet til medicin eller terapi (link underst i bloggen).

Jeg har ikke haft hjemmevejleder snart i 3 måneder. Dog har jeg heldigvis haft hjemmehjælp. Jeg synes jeg har kunne undgå de meget destruktive tanker, hvor jeg er vred og ked af det når jeg prøver at rydde op, tanker om ikke at kunne overskue, og om fortiden.
Jeg har sagt til mig selv at hvis jeg blev deprimeret og for påvirket af oprydningen, ville jeg bare holde op, tage nogen dages pause, eller helt holde op til jeg fik rigtig hjælp.

Jeg føler at det jeg lod tingene flyde i nogen måneder og ignoreret problemet med mit hjems tilstand, faktisk har hjulpet på min depression. At det at gå og nedgøre sig selv, dag efter dag omkring noget man ikke magter, ikke fører til noget godt, ikke fører til flere kræfter eller mere overblik, det tager bare de sidste kræfter. Så den med at moraliserer over at skulle tage sig sammen, det holder ikke en meter, så nu har jeg taget mig sammen i forhold til, ikke at tage mig sammen, og det har faktisk virket.
Og sjovt nok er det så meget lettere at lave mad og ordne mit hjem når jeg er mindre deprimeret. Deprimeret: Ting bliver ikke gjort, mindre deprimeret: Ting bliver gjort, længere er den historie bare ikke.


Nu må jeg se hvad der sker til mødet med Handicap Centret i august måned. Skal der ske forandringer, så skal der bedre forhold til. Så vil det vise sig om man kan få det som sentdiagnosticeret Autist på 50.

Hoarding: videnskab.dk vi samler alle men hvorfor løber det løbsk nogle?

Hjernescanning depression: www.dagensmedicin.dk hjernescanning kan hjælpe med at valg behandling af depression.

Et samfund under forandring

Den vedvarende økonomiske krise, med udsigt til en ny, usikkerheden for fremtiden globalt, krige der bare fortsætter, og terror og truslen om terror har fået lov til at dehumanisere vores syn på andre mennesker, ogå de mennesker der er helt tæt på, men der har miste jobbet, fodfæstet, deres sundhed og nu ikke i nogens øjne er er 100 procent med, vel nærmest bare meget i vejen for andres lykke og velstand.

Havde nogen gået og ønsket at opdyrke metoder til at nedbryde det fælles og erstatte det med paranoia og selviskhed, så har da krisen og terroren været en sand gave. Og faktisk har befolkninger været lidt for villige til at gå med på de tanker. 

Intet under at nogen ser deres chance for at få bygget verden om mens tiden og folkestemningen er til det. Jeg tænker på hvad der er til at genkende om 10 år. De gamle demokratier, den danske velfærdstat, vi er i global og lokal forandring i en fart der ikke er set tidligere, en dominoeffekt. 

Jeg har svært ved at se det positive i tiden, der er blevet frit slag for alt det grimmeste og småligste vi mennesker kan byde på.

Hvilken værdi har det enkelte individ, der "ikke er noget"? Mit svar må være meget lidt. Om det er den 5 årige i Afrika, eller en dansk folkepensionist der ikke fik sig en opsparing og oplistningen kunne fortsætte, og gradueret efter den nuværende sociologiske værdi er på mennesker. Ja, jeg ved godt at værdien på et liv aldrig kan være entydig, men man fornemmer at der er en graduering, og det er blevet tydeligere nu igen.

Jeg er selv opvokset i et borgerligt miljø, kultur, humanisme, historie, interesse for samfundet. Jeg har meget svært ved at se de værdier i dag, de såkaldte borgerlige må være rundet af helt andre miljøer. Jeg ved egentligt god hvad min familie ville have sagt om nutidens blå blog, og det havde været skarpt og precist.
Men borgerlighed er nok også et begreb der høre fortiden til og er blevet erstattet med en bastard liberalisme, der bygger på kontrol af borgerne, ikke mere frihed. Eller kun frihed for dem der har mest, og så kontrol der gradueres så dem der har mest er under total kontrol, men så er det godt nok svært at komme videre med sit liv. På den måde er det en kombination af den gamle velfærdstats detalje rytteri og kontrol samfund og noget Ayn Rand psykopati, ikke en god kombination i mine øjne.

Og hvor skal man finde sin egen personlige tryghed, tror jeg på at min førtidspension vil fortsætte på samme vilkår, nu hvor jeg har set hvad man politisk er parat til? Og boligsikring....det lader til at man mener at de fattigste kan bo til leje på værelser, der er ikke længere konsensus om at folk skal have et hjem, vi er ved at blive sat 60 år tilbage, hvor enlige boede på pensionater. Barakbyer for familierne. Måske vi også er tilbage til fattiggården, det vil den jo så ikke hedde, man finder et pænt ord. 

Måske velfærdsamfundet byggede på at vi ikke længere skulle stå ansigt til ansigt med fattigdom og tragedie som den "naturlige" tilstand for nogen mennesker......Men nu i 2016 sidder der en Roma udenfor hver en Netto, og ved de store supermarkeder mindst en der sælger hus forbi.
Det handler om at kunne vænne sig, ligesom vores forfædre også så en logik i deres tids fattige og udstødte, der gjorde at man kunne vælge om det var noget man personligt så som noget man måtte hjælpe med, eller bare slå sig til tåls med at, nogen er rige og nogen er fattige og sådan er det, folk får efter hvad de kan jo.
Og den holdning kryber frem igen, selvom vi burde vide meget mere om hvad der fastholder folk i dårlige sociale kår og strukturel diskrimination  jeg ser også at strukturel diskrimination i Danmark kun er i forhold til mennesker med anden etnicitet end Dansk, men det gælder jo mange flere grupper af mennesker, og når vi ikke er bevidste om det forgår, ja så foregår det uset og forstætter uhindret.

Har vi i dag helt glemt de forfattere og journalister der skrev om forholdende, der var med til at skabe forståelse for den uretfærdighed der var i tiden. Politikere der havde visioner og tænkte længere end et par år frem. Og de fagforeninger der arbejdede for bedre vilkår. Stuepigerne organiserede sig, i dag kan vi sende hushjælpen tilbage til hjemlandet når det passer os, når hun ikke vil arbejde 24/7.  

.......Har jeg bare været priviligeret at leve i en epoke hvor man arbejdede på at ting skulle blive bedre og vi blev mere og mere velhavende, og den generelle boligstandart højnet?  Dengang vi havde mod på og råd til at unde vores næste noget bedre.

Nu er det jo ikke sådan at alle Danskere synes at de betaler skat til noget/nogen der ikke kommer dem ved, at de godt kan se at det både er en forsikring af dem selv, men at det også skaber et mere balanceret samfund, tryggere, sundere osv. Når det begynder at gå den anden vej, vil vi komme til at opdage hvad det var vi fik for skattekronerne, og hvad det vil indebære at få det samfund tilbage når først det er skredet i forfald. Jeg tror ikke alle har fantasien eller den viden om hvad der kan komme til at ske. Måske nogen tror vi kan blæse og have mel i munden, og bagefter vil sige "jamen, det var jo ikke det vi troede det ville ende med".

Og hvad så med alle dem med diagnoserne, trækker vi dem tilbage efterhånden som pengene ikke er der? Lige nu leger kommunerne en passive aressive leg med borgerne for at de ikke skal få det de i følge loven har krav på, men der reelt ikke er afsat penge til. Igen de stærkeste vinder, dem med indsigt, netværk og penge til en privat rådgivning om reglerne. 

Nåh ja, og så skal det måske koste at gå til lægen, det bliver ikke et større problem for de fleste, men det kan betyde at nogen ikke kommer til lægen, for nogen mennesker har 100-200 en helt anden værdi, end for dem hvor det bare er et greb i lommen.

Men jeg føler at det hele er i skred, har de rige så tro på fremtiden, eller rager de bare til sig mens tid er, inden de rigtige Ulvetider?  

Bliver velfærdstaten et afpillet kadaver om en 5 års tid, og der er blevet sagt så meget grimt og grænseoverskridende, at der ikke længere findes som et nogenlunde fælles moralsk kompas?
Som debatten er nu synes jeg ikke der er grænser, jeg tænker "hørte jeg virkeligt rigtigt", har så mange gemt på så meget smålighed og nu er tiden inde til at nu skal det ud, og der er frit slag for laveste fælesnævner? Ja, det tror jeg, og alt for mange der burde vide bedre vakler, for populismen.....samtidigt med at de glemmer at der er også er rigtigt mange der ikke er enige i tidens politiske og økonomiske tendenser. 

Måske det mere er troen på der ikke er nok til alle der er omdrejningspunktet for tidens ideologi. Også hvem der fortjener hvad, værdisætning af arbejdskraft, værdisætning af menneskeliv. Vi tror på udbud og efterspørgsels som var det noget helt konkret vi er ude af stand til at styrer, og ikke valg. Den krise vi stadig er var ikke et jordskælv eller en orkan, det var skabt af mennesker.

....Men har der ikke hele tiden være forandringer i samfundet? Jo, så absolut, men jeg tror at det der sker i de her år er specielt afgørende, der komme nogen opgør og hvordan der ser ud efter det vil sætte kursen for en del år frem. Både i Danmark og globalt. Og lige nu er det meget svært at regne ud hvad der kommer til at ske, om verden vil gå nye veje, eller tilbage til totalitære tendenser og mere ulighed.

Måske der skal ses på de helt grundlæggende værdier og ikke fortabe sig for meget i detaljer. 

Hvem er det lige samfundet er?

Samfundet er en fornemmelse, føler du dig tryg, føler du at du er med, føler du dig som en del af det og har en indflydelse?

Føles det som du lever i et hierarkisk pyramide samfund,  eller føler du at samfundet består at mange forskellige organisk forbundne enklaver, føler du at du står i udkanten af samfundet, eller er du lige midt i det?

Synes du, du deler de gængse værdier, eller synes du samfundet sværdier føles helt forkerte? Eller er det sådan at det, er op til hvem man kender og møde i hverdagen hvordan samfundet ser ud til at fungere. ....Eller er samfundet mere noget du har fra medierne, end dine gene oplevelser i hverdagen?

Når du skælder ud på samfundet er samfundet også dig, selvom det måske ikke lige føles sådan.

Kan du spejle dig i samfundet, kan du genkende dig selv som type i reklamerne, det er dig de vil have, og du kunne købe den ting, eller den ydelse.
Eller vil du ikke have noget af det  de prøver at prakke dig på og de afspejler ikke din livstil, og du er ikke interessant i deres verden, du er ikke rigtig en af typerne/grupperne reklame folkene arbejder med.

Du er måske heller ikke som dem i de danske film og tv serier, du hører ikke til den del af middelklassen de beskriver, fordi de beskriver sig selv, deres venner og familie, de sidder med manuskripterne.
Når det går lidt udover deres erfaringer bliver det lidt karikeret, "de andre". Men måske du ikke engang er en af de typer der figurere som "de andre"?

Der snakkes om at facebook sørger for, du mest ser de holdninger du selv deler, så du på den måde mest bekræftes i dine egne holdninger.
Måske du allerede har luret segmenterne, dem der deler konkurrencer og  lækre forbrugsgoder de gerne ville have eller har købt. Der er dem der deler deres bekymringer om verden, links om sundhed, og dem der deler blomster og deres hjem, og måltidsbilleder og feriebilleder. Bekymring eller hedonisme, retro eller fremtid.

Og så er der dem der er ret vrede og de melder jo klart ud...og alligevel ikke der er lag der ikke altid ses, hvis man ikke kender personen godt nok, de der små mellemregninger. Har man ikke mellmregningerne kan det være man lukker helt eller delvis af for dem på FB...For meget pral, præk, klynk, spam....Og en dag trykkes der følg ikke.

Danskerne er stadig lykkelige siger statestikken, jeg har svært ved at se det, men måske jeg er det forkerte sted i samfundet. Og det er jo ikke fordi jeg ikke har øjnene på stilke og ørene slået ud når jeg færdes. De nævner at vi er et samfund med tillid, men er det ikke ved at blive et mistillids samfund?
 Men det gælder måske ikke for dem med det sikre job, og dem der aldrig er blevet ramt af krisen, andet end de skulle bruge lidt mindre, ikke fordi de ikke havde, bare for en sikkerheds skyld.
Og der er en forskel på valg og nødvendighed, og nogen i Danmark kan vælge, andre ikke, og dem der kan vælge kan ikke se hvorfor de andre ikke kan, og så er vi tilbage til det med tillid og mistillid.

Måske jeg har for meget fornemmelse for hvad der foregår i tiden, at jeg kan se lidt frem, se lidt bagom. Det er jo en spændende evne, men også svær, og jeg kan ikke ignorere de informationer jeg får.

Jeg må trøste mig med at verden og lille Danmark ikke er entydig, at der er mange strømninger i tiden også positive. Jeg kan håbe på at det mindst dårlige sejre, og jeg en dag vil se mig selv som omgivet af samfundet og ikke ude ved kanten.

Jeg er træt af at være Autist

Jeg har ikke blogget i et stykke tid, jeg er træt af Autisme, træt af mig selv, træt af det liv jeg har levet.
Vred over de muligheder jeg ikke har haft. Vred over at jeg har kæmpet kampene på så mange fronter men alligevel tabt.

Jeg er ved at gøre op, efter min 50 års fødselsdag, samtidigt med at alt vælder ind over mig, gamle problematikker og helt nye.

Jeg har kigget lidt grundigere på, hvorfor man let bliver udelukket som Autist....eller som alt muligt andet i et samfund, hvor "andet" ikke er noget der er plads til, fordi livets motorvej er lavet til dem med samme type "fartøj". Og dem er der flest af, så det er logisk nok, men hvad så med os andre?

Jeg har tænkt over det store billede af strukturel diskrimination. Jeg har tænkt over hvad jeg selv har kæmpet for i mit liv. Og godt nok har jeg opnået rigtigt meget. Desværre lever jeg bare ikke op til dem der kører på "norm" motorvejen.

-Jeg er her endnu, men jeg er vred og træt af det hele.

Så har jeg endeligt fået bestilt tid til tandlæge og læge, noget jeg har udsat i et år. Mest fordi min ADHD gør jeg glemmer at ringe, eller jeg opgiver på forhånd.
Jeg tror jeg skal have mere end en samtale med lægen, da der vist er lidt rigeligt samlet sammen.

Jeg må også få en tid til en samtale hos Handicap centret.

Nu har jeg brugt over et halvt år alene, på at få noget selvforståelse omkring Autisme diagnosen fra i sommer. Jeg synes det har været hårdt og meget solo.
Men i sidste ende handler det om et bedre liv med Autisme. Er det muligt? Er jeg for sent på den...vil det kræve jeg selv har råd til at betale psykolog/psykiater, kurser, støtte?

Jeg fik jo diagnosen da jeg henvendte mig om at jeg ikke magtede mere, at jeg var krøllet helt sammen. Jeg fik en Autisme diagnose, og hvad så? Skulle det gøre det hele bedre nemmere for mig?

Den her suppen rundt i en diagnose har ikke været fedt de sidste par måneder. Dengang jeg havde psykiatriske diagnoser påhæftet, var jeg ret ligeglad med diagnoserne, konstaterede bare at jeg ikke synes de lige passede og kæmpede viderer. Det er som om den her diagnose er den endelige dom. Lige da jeg fik den var det positivt da den virkeligt gav mening. Nu føler jeg mig kvalt.

Autisme diagnosen gav meget mening, og det gik godt med at reflektere over hvad det havde betydet for mit liv og min nutid. Men fremtiden må jeg have hjælp/støtte til.

Er der en fremtid med Autisme, ikke kun for mig men alle de andre? For hvis vi ikke starter nu med at forbedre vilkårene så sker det heller ikke for de næste generationer. Det handler ikke kun om Autistiske børns trivsel og skolegang, det handler også om når de bliver voksne.

Og jeg ønsker ingen de erfaringer jeg har med at stå udenfor samfundet. Men jeg er bange for at det at ændre et helt samfund virker ret uoverskueligt på de fleste, at for at skabe et bedre liv for Autister handler om mere end gruppen af Autister.  Det handler om et samfund der har marginaliseret mange grupper der ikke lige passer ind. Og man presser folk mere og mere omkring uddannelse og job så selv de mere velfungerende falder fra.

Jeg kunne være ligeglad, jeg har min pension, og skal "bare" finde ud af at hive mig igennem resten af mit liv. Måske det sidste er det der gør vandvittigt ondt. Jeg føler i den grad jeg mangler tykke rammer, jeg er for alene, jeg er vandt til at være alene, men det er stadig ikke godt. Jeg overlever, men det fungere ikke rigtigt.

Jeg ved ikke om det er Autismen, eller følgevirkningerne, slidsporene, at det hele føles som psykisk og fysisk ubehag. At ubehag er vilkåret: En allestedsnærværende grundsmerte og forladthed?

Jeg ville gerne bytte, som det blev i mit liv var det smukke ved Autismen, ikke nok til at opveje pinslen ved ikke at kunne få et liv til at hænge sammen. Enten har det dårligt eller prøver på noget flugt fra mine realiteter...dog lever jeg ikke i den fantasiverden jeg levede i tidligere. Jeg bruger også meget tid på at punke mig selv over alt det jeg ikke får gjort og magter. Jeg huske mig også på den gode, det jeg gør har gjort, men det tipper altid mod at der er for meget ugjort.

Jeg har ingen fremtid hvis det fortsætter sådan her, jeg har ikke energien til at flytte de helt store hegnspæle der skal til, da mit liv skal omformes ret meget for at fungere bedre.

Og hvor er der fælleskaber der har plads til en som mig, når det handler om noget med boligforhold og dagligdag. Jeg må ikke være så meget alene, og jeg har ikke kræfter til at rende til alt muligt langt fra min base dagligt.

Så hvad så nu? Skal jeg stadig tro det kan blive bedre, det samme men på forskellige måder, værre?

Dengang jeg havde en psykiatrisk diagnose kunne jeg leve i håbet om recovery hvis jeg selv kæmpede nok. Så hvad kan jeg nu?

Jeg har ikke den energi som jeg havde for nogen år siden, jeg fatter ikke hvordan jeg kunne. Jeg kan ikke det hele selv, så hvad gør jeg så?

Det er meget fint man diagnosticere voksne med Autisme, men har man reelle problemer med sin Autisme og et liv med en udiagnosticeret Autisme der har slidt på ens system, så er der ikke ret mange tilbud, det kræver også man er klar til at gå ud at søge penge til hjælp, i en situation hvor det kan være svært nok at komme igennem dag for dag.

For hvis skyld fik jeg den her diagnose, for at psykiatrien kunne stryge mig af listen, eller jeg skulle få lidt bedre muligheder efter alle disse år?

Ja, jeg ved det det, var for at stryge mig af listen, uden en hjælpe line til noget andet. Det handler om penge og systemer, ikke mennesker. Og samtidigt med at det her sker for mig, sker det samme for rigtigt mange andre voksne sendiagnosticerede. Psykiatrien har opdaget os på godt og ondt, jeg synes at få den rigtige diagnose er godt, men for mange af os løser diagnosen ikke de mange års ophobede problematikker i sig selv.

Jeg er træt af at være Autist

Jeg har ikke blogget i et stykke tid, jeg er træt af Autisme, træt af mig selv, træt af det liv jeg har levet.
Vred over de muligheder jeg ikke har haft. Vred over at jeg har kæmpet kampene på så mange fronter men alligevel tabt.

Jeg er ved at gøre op, efter min 50 års fødselsdag, samtidigt med at alt vælder ind over mig, gamle problematikker og helt nye.

Jeg har kigget lidt grundigere på, hvorfor man let bliver udelukket som Autist....eller som alt muligt andet i et samfund, hvor "andet" ikke er noget der er plads til, fordi livets motorvej er lavet til dem med samme type "fartøj". Og dem er der flest af, så det er logisk nok, men hvad så med os andre?

Jeg har tænkt over det store billede af strukturel diskrimination. Jeg har tænkt over hvad jeg selv har kæmpet for i mit liv. Og godt nok har jeg opnået rigtigt meget. Desværre lever jeg bare ikke op til dem der kører på "norm" motorvejen.

-Jeg er her endnu, men jeg er vred og træt af det hele.

Så har jeg endeligt fået bestilt tid til tandlæge og læge, noget jeg har udsat i et år. Mest fordi min ADHD gør jeg glemmer at ringe, eller jeg opgiver på forhånd.
Jeg tror jeg skal have mere end en samtale med lægen, da der vist er lidt rigeligt samlet sammen.

Jeg må også få en tid til en samtale hos Handicap centret.

Nu har jeg brugt over et halvt år alene, på at få noget selvforståelse omkring Autisme diagnosen fra i sommer. Jeg synes det har været hårdt og meget solo.
Men i sidste ende handler det om et bedre liv med Autisme. Er det muligt? Er jeg for sent på den...vil det kræve jeg selv har råd til at betale psykolog/psykiater, kurser, støtte?

Jeg fik jo diagnosen da jeg henvendte mig om at jeg ikke magtede mere, at jeg var krøllet helt sammen. Jeg fik en Autisme diagnose, og hvad så? Skulle det gøre det hele bedre nemmere for mig?

Den her suppen rundt i en diagnose har ikke været fedt de sidste par måneder. Dengang jeg havde psykiatriske diagnoser påhæftet, var jeg ret ligeglad med diagnoserne, konstaterede bare at jeg ikke synes de lige passede og kæmpede viderer. Det er som om den her diagnose er den endelige dom. Lige da jeg fik den var det positivt da den virkeligt gav mening. Nu føler jeg mig kvalt.

Autisme diagnosen gav meget mening, og det gik godt med at reflektere over hvad det havde betydet for mit liv og min nutid. Men fremtiden må jeg have hjælp/støtte til.

Er der en fremtid med Autisme, ikke kun for mig men alle de andre? For hvis vi ikke starter nu med at forbedre vilkårene så sker det heller ikke for de næste generationer. Det handler ikke kun om Autistiske børns trivsel og skolegang, det handler også om når de bliver voksne.

Og jeg ønsker ingen de erfaringer jeg har med at stå udenfor samfundet. Men jeg er bange for at det at ændre et helt samfund virker ret uoverskueligt på de fleste, at for at skabe et bedre liv for Autister handler om mere end gruppen af Autister.  Det handler om et samfund der har marginaliseret mange grupper der ikke lige passer ind. Og man presser folk mere og mere omkring uddannelse og job så selv de mere velfungerende falder fra.

Jeg kunne være ligeglad, jeg har min pension, og skal "bare" finde ud af at hive mig igennem resten af mit liv. Måske det sidste er det der gør vandvittigt ondt. Jeg føler i den grad jeg mangler tykke rammer, jeg er for alene, jeg er vandt til at være alene, men det er stadig ikke godt. Jeg overlever, men det fungere ikke rigtigt.

Jeg ved ikke om det er Autismen, eller følgevirkningerne, slidsporene, at det hele føles som psykisk og fysisk ubehag. At ubehag er vilkåret: En allestedsnærværende grundsmerte og forladthed?

Jeg ville gerne bytte, som det blev i mit liv var det smukke ved Autismen, ikke nok til at opveje pinslen ved ikke at kunne få et liv til at hænge sammen. Enten har det dårligt eller prøver på noget flugt fra mine realiteter...dog lever jeg ikke i den fantasiverden jeg levede i tidligere. Jeg bruger også meget tid på at punke mig selv over alt det jeg ikke får gjort og magter. Jeg huske mig også på den gode, det jeg gør har gjort, men det tipper altid mod at der er for meget ugjort.

Jeg har ingen fremtid hvis det fortsætter sådan her, jeg har ikke energien til at flytte de helt store hegnspæle der skal til, da mit liv skal omformes ret meget for at fungere bedre.

Og hvor er der fælleskaber der har plads til en som mig, når det handler om noget med boligforhold og dagligdag. Jeg må ikke være så meget alene, og jeg har ikke kræfter til at rende til alt muligt langt fra min base dagligt.

Så hvad så nu? Skal jeg stadig tro det kan blive bedre, det samme men på forskellige måder, værre?

Dengang jeg havde en psykiatrisk diagnose kunne jeg leve i håbet om recovery hvis jeg selv kæmpede nok. Så hvad kan jeg nu?

Jeg har ikke den energi som jeg havde for nogen år siden, jeg fatter ikke hvordan jeg kunne. Jeg kan ikke det hele selv, så hvad gør jeg så?

Det er meget fint man diagnosticere voksne med Autisme, men har man reelle problemer med sin Autisme og et liv med en udiagnosticeret Autisme der har slidt på ens system, så er der ikke ret mange tilbud, det kræver også man er klar til at gå ud at søge penge til hjælp, i en situation hvor det kan være svært nok at komme igennem dag for dag.

For hvis skyld fik jeg den her diagnose, for at psykiatrien kunne stryge mig af listen, eller jeg skulle få lidt bedre muligheder efter alle disse år?

Ja, jeg ved det det, var for at stryge mig af listen, uden en hjælpe line til noget andet. Det handler om penge og systemer, ikke mennesker. Og samtidigt med at det her sker for mig, sker det samme for rigtigt mange andre voksne sendiagnosticerede. Psykiatrien har opdaget os på godt og ondt, jeg synes at få den rigtige diagnose er godt, men for mange af os løser diagnosen ikke de mange års ophobede problematikker i sig selv.

At gå over stregen og lidt til

Jeg tænker ofte på hvad der der afgør hvad mennesker tør kaste sig ud i, specielt når de hører til grupper der anses som sårbare og nogen der skal/bør passe på sig selv.
Alle formaningerne, advarslerne, de gode råd, fordommene: "Det vil ikke være klogt, tænk dig nu om, du ved jo hvordan det går ikke?"

Mange indretter sig pænt efter det: "Ja, det kan jeg jo ikke, nogen andre kan, men jeg kan jo ikke med min baggrund og diagnose".

Jeg stødte engang på begrebet "passende udfordringer" som vejen mod at kunne mere og få selvtillid, selv arbejder jeg både med de passende og upassende udfordringer, fordi at livet er der for at blive brugt og levet. At man af og til må give den en skalle, og for så tage den med ro senere. På den måde kan jeg lidt af det de "normale" og mere "velfungerende" kan, måske bare engang i mellem, man alligevel det tæller også på plus kontoen.

Ja, julecabaretten var for meget, det var også for meget med gæster til lillejuleaften, og juleaften ude osv. Og så nytår og så min fødselsdag den 6 januar og så en pæn stor fødselsdags reception den 9 januar. Men uanset har jeg jo stadig hoved op og benene ned, og ganske godt tilfreds.

Nu har jeg så tid til at lande her i januar og så vil jeg igang med at skrive nogen tekster til noget performance. Stille og roligt, og få gang i at få hjemmet i orden.

Jeg har kæmpet for en bedre fremtid længe, og der har været slemme år, hvor næsten intet gik og der bare var sorg og depression.
Der har også været år hvor jeg har tosset rundt og udfordret mig selv, på måder jeg har svært ved at forstå nu, men vel alligevel var en form for metode til at komme videre med livet og den personlige udvikling ud af Autist sneglehuset. Men jeg er ikke kommet nemt til det.

Jeg har flyttet, ordnet dødsboer, klaret store opgaver, selvom mit eget liv har haltet og min erfaringer var sparsomme. Derfor er jeg måske ikke så meget til alt den snak om sårbarhed og passen på, for ja ting koster, og jeg har betalt når jeg har knoklet for meget, men på den anden side hr jeg også klaret ting.

For det koster også bare at sidde og være opgivende og se sig som en, der intet kan klare selv. En livslang barnevoksen/offer/klient rolle, hvor man aldrig rigtigt får markeret at der var noget der betød noget.

Fra jeg var 31 år tog jeg et valg, ville jeg prøve at få et liv, eller ville jeg forsvinde i psykiske problemer og sætte en mur op mod verden fordi den var for svær. Og da det erkendelse var tilstrækkeligt skræmmende, valgte jeg at kæmpe mig ud og videre koste hvad det ville.

Og det er vel det det handler om: det aktive valg, eller det passive valg. Fordi bare fordi man ikke vælger, så gør livet alligevel noget ved én, og så må man håbe at strømmen ikke går i den helt gale retning. Som jeg plejer at sige, jeg flyder ikke med strømmen, jeg padler, hvor meget den padlen gør fra eller til ved jeg ikke, men hvad jeg ved det er: At jeg gør noget selv.

Jeg har gåpåmod, selvtillid. Og jeg bliver sur når jeg ikke kan hvad jeg vil, og jeg bøjer mig ikke frivilligt, der er få gange i mit liv jeg ikke har gennemført det jeg vil, eller finder nødvendigt at gennemfører, men har selvfølgeligt betalt prisen, men jeg har også høstet empowerment, og troen på at ting kan lade sig gøre.
Og det er en afgørende forskel i forhold til en mere defensiv tilgang til livet.
Nej jeg kan ikke alt og jeg vil ikke alt, og der er ting hvor jeg siger det orker jeg ikke, det kan jeg ikke overskue nu, men det er så det. Men jeg ved at næste gang der er noget jeg vil eller skal, så går jeg igang.

Der er også opgaver jeg ved er for store, her mener jeg mit hjem og hoarder situationen, og hvor det ærgre mig at det ikke er muligt at få den rette støtte. At det kan komme de der lidt for lang træk af opgaver der ender med at kører en ned og opbygger stress, og aldrig synes at blive afsluttet. Motivationen er der, hensigten, men det er for uoverskueligt. Og det ender som en forhindring for mere positive projekter. Uanset ligger opgaven der.

Noget må man klare selv, noget kan man få venners hjælp til, noget kan man få samfundets hjælp til. Men grundlæggende ligger magten i eget liv i at se opgaven og arbejde mod det, uden at spekulere for meget over, om man nu kan det med den diagnose man har.

Og selvom Autisme er kronisk, så har jeg ikke tænkt mig at blive begrænset eller ikke kunne udvikles.

At ville og at kunne

Der er mange ting jeg gerne vil, faktisk vil jeg gerne rigtigt meget, men det er ikke realistisk.
Der er nogen ting, jeg klare bedre end andre ting. Det er ikke sådan at jeg kan det jeg vil og ikke kan det jeg ikke vil, der er mange spændende ting jeg ikke har overskud til og jeg må vælge fra.

Alligevel skal jeg gang på gang undskylde for ikke at magte ting, for at blive mere træt end beregnet af mig selv/andre, at ikke kunne opfylde målsætninger og deadlines, at jeg på den måde ikke holder aftaler.

Problemet med Autisme og ADHD er at det er svært at fuldstændigt beregne hvad ting koster på energikontoen. Og skal man det, når det er det der er "i vejen med en", hvorfor skal det så diskuteres og godtgøres?

Jeg ved ting kan koste, jeg ved det er en balencegang, men jeg ved også at vover jeg intet, så kan jeg bare sidde hjemme og glo. Tingene vil nok aldrig komme i balance, det kan jeg leve med, men kan andre?

På en underlig måde er det som om man ikke kan slå sig til tåls med at det jo er det min diagnose handler om? Og at jeg ingen hjælp har fået til selvforståelse, eller hjælp i hjemmet tilrettelagt til Autisme/ADHD.

Jeg er træt af at skulle forsvare mig selv, jeg prøver bare at leve og overleve, jeg tager gode valg og mindre gode valg, hvilket er ret alment menneskeligt.

Må jeg holde jul? Må jeg af og til kaste mig ud på det dybe? Må jeg nogen gange gå i hi og bare lave meget lidt?...Eller er det det med at yde før man kan nyde, men er der så nogen sinde tid til at nyde og hvor skal overskuddet komme fra, at man er artig i andres øjne?

Vil der i løbet af 2016 komme en løsning, kan jeg få hjælp til at få balance, eller handler det om at balancen er der hvor jeg har lov til at være mig, at mine valg ikke er op til andre at vurdere, så længe jeg ikke gør noget helt tåbeligt. Og jeg ellers får det nødvendige støtte på det punkter jeg har det sværest.

Er jeg et menneske der træffer fornuftige valg? Er jeg for impulsiv? Umiddelbart ville jeg sige jeg er begge dele, og det plejer at gå.....sådan mere eller minde.
Men så længe det ikke går helt galt er det vel beder at tro på sig selv som et kompetent menneske, at selvværd, selvtillid og empowerment er tilstede?

Hvis jeg ikke havde Autisme og ADHD så var der meget jeg ville, men fordi jeg har de to ting skal jeg så vælge stort set alt fra for at leve i vat og bomuld, også for at tækkes omgivelserne og kommunen, fordi at når man har problemer og en pension så skal man aflevere alle sine drømme?

Fordi at alle ens kræfter kun må gå til det der er godkendt i forhold til en som mig, at jeg må blive i rollen som klient/borger/diagnosticeret for at være artig og passe ind i systemet...fordommene?

At leve med Autisme er ikke et enten eller, andre opstiller

Som førtidspensionist må jeg åbenbart ikke kunne/vide /afprøve noget, jeg skal holde mig til klientrollen. Og jeg skal kunne redegøre for alle valg der i andres øjne kunne virke selvmodsigende og/eller mindre hensigtsmæssige.

Jeg har mødt alt for mange, der er endt med et begrænset liv, et liv der ikke består af at møde forskellige mennesker og miljøer, et liv hvor folk kun ser sig selv som sårbare og nogen der skal passe på sig selv altid, og på den måde er det det liv de får, et liv der er afgrænset og udenfor samfundet, men lav selvtillid og selvværd. Jeg synes det er værd at kæmpe for noget andet og bedre. For jo mere man vælger fra fordi det kunne være for meget, jo mere mister man år for år, stilstand og afvikling.

Men jeg kan ikke, ikke være mig, jeg kan ikke slukke for mig, og jeg kan ikke se en fremtid, der bare er tid der skal gå, et liv bygget på at huske på begrænsninger, der ser så mange at jeg ikke gider at holde regnskab med dem, jeg vil hellere huske på at livet er til for at bruges, selvom det kan give nogen skrammer. Det er jeg ok med, burde det ikke være godt nok så?......Nok ikke hvis Kommunen ser det går ud over aftalerne om støtte, og de ikke synes jeg hænger nok i....Jeg mener selv jeg gør hvad jeg kan, jeg skal jo balancere energi, humør/depression, praktiske opgaver, stress, Autisme, ADHD dagligt, det kræver trods alt sit menneske.

Jeg kan ikke alt det jeg vil, men jeg kan stadig noget!

Jule hjemme kaos

Julecabaret i to weekender og så gæster den 23, nej det går ikke. Nu den 25, er juletræet endeligt ved at være pyntet, men ikke i den ro og orden jeg ville, eller som den helhed jeg ville have det skulle fremstå i.

Der er madrester fra den 23, og spisebordet er ikke ryddet. Og julepyntskasser her og der. det er ikke optimalt.

Jeg skulle nok også være blevet hjemme juleaften.

Som i så mange år snubler jeg ind i julen, og på den måde virker det helt tåbeligt med at samle på julepynt, eller have samlet på julepynt. Tidligere brugte jeg meget koncentration på at få pyntet juletræet, det har jeg gjort fra jeg var barn, men siden jeg flyttede hjemmefra har det ikke fungeret som jeg kunne ønske. Efter jeg flyttede hjemmefra skulle jeg jo også sørge for min Mormors jul, og derfor blev det stresset. Og jeg har åbenbart stadig ikke tjek på det.

Jeg fattede ikke jeg sagde ja til at have nogen på besøg den 23, når hjemmet ikke var i orden. Det lykkedes mig også at folde sammen lige inden de skulle dukke op og gå helt i panik.

Nu ligner det "Ekstreme samlere" inde i mit soveværelse, hvor jeg brokkede ting og sager ind der var i vejen...udover der er rod alle andre steder nu.

Jeg gør ikke det her igen! Nej, nej, nej. Jeg må tage nogen valg og holde fast i dem. Og det betyder hjemme jul, indtil den dag, mit hjem fungere, og måske selv ikke til den tid.

Der er ikke noget der er hyggeligt, når der er kaos nedenunder man prøver at skjule. Når man går fra kaos og kommer hjem til kaos.

Når det der egentligt betyder noget, ender med at blive en stress faktor, når man går så meget op i at have en juletræ til loftet, men ingen ro til at få det pyntet. Og jeg vil ikke have juletræ i stuen før 22-23 december.

Jeg må udtænke bedre løsninger, og så må jeg minimere min julepynts samling.

Nå, jeg må fortsætte med at prøve at gøre et eller andet, for at få juledagene til at fungerer alligevel, men jeg er godt nok træt.

Jeg lever i en verden hvor de fleste har flere ressourser end jeg, jeg kan ikke bare blive ved og ved, på den måde kan det der skulle have været rart, ende med bare at være belastende og det er ikke de andres skyld. Det er tæt på det lykkes for mig, men så går det alligevel galt.

Nå, Nisserne synes at have det ok i stuen, træet er parat til at kunne tændes, bamserne i sofaen ser meget afventende ud, måske jeg når det: at Julefreden sænker sig.

En bedre start på ugen....og dog

Jeg var stadig helt færdig i søndags, og ideen med at få samlet tv bordet var åbenbart ikke den rigtige. Jeg fik hjælp, men det var godt nok ikke nemt at samle. Så det endte med at blive lidt for meget. Og så der jo også en anden til at opleve mine reaktioner....

Så blev det mandag: Jeg fik hjemmehjælp af en jeg ikke hvad set før, opvask blev klaret støvsugning i stue og så fik jeg endelig ændret hylderne i et køkkenskab så de fungere bedre i forhold til glas og tallerkener. Jeg fik også frasorteret en masse.

Og jeg fik noget Hunde TLC (Tender love & care), fra/med minde hunde venner, det er godt med dyr.

Og så fik jeg også en tid til øreakupunktur.........Så alt i alt gik mandagen med plus ting.

Men jeg må nok indrømme at torsdagen i sidste uge fik hevet nogen dage ud af december, og jeg må passe på nu.

Jeg kan regne ud at det meste af resten af ugen vil gå med at øve til cabaretten, hvis det da bliver muligt at øve...

Men jeg må saftsuseme lære at vælge mine kampe, og her mener jeg cabaretten. Lige nu er det ikke godt, alt er for ustruktureret i forhold hvad jeg kan magte, jeg synes bare der er et stort sort hul foran mig, og ingen hjælp at hente fra omgivelserne. Og det må jeg tage konsekvenserne af.

Jeg valgte den udfordring selv og for at få en ide om hvor jeg selv var i forhold til min "performance karriere" hvilken vej jeg skulle gå.
Og jeg må vel bare konstatere at jeg skal være i rammer hvor der er sat tid af til at prøve, eller jeg selv har et prøvelokale....men det er vist nok ret naturligt at ønske sig som optrædende, det andet er for kamikaze, og føles bare ikke sjovt mere.
Det er heller ikke udviklende i forhold til det kunstneriske, det bliver bare noget gammel rutine der skal køres af, og det er ikke det jeg er interesseret i. Jeg vil have kunstnerisk udvikling i fornuftige rammer.

Ja, jeg tog en forkert beslutning, på et spinkelt grundlag og nu er jeg her. Måske jeg igen skal lade være med at straffe mig selv, for i grunden kunne jeg ikke helt vide det på forhånd....eller skulle jeg? Hvor meget er det jeg går glip af i kommunikation og aftaler? Hvad er underforstået for alle andre og ikke for mig?...Og måske jeg alligevel ikke er så gal på den? Jeg synes det er en del af Aspegers helvedet, mon det nogen sinde bliver bedre?

Jeg vil gerne være velforberedt, helst lidt overforberedt og så tage overraskelserne derfra og det kan jeg også godt når jeg først er på scenen.

Jeg vil gerne have muligheden for at fornemme den helhed jeg optræder i. For så vidt er jeg ikke specielt sart, jeg har bare brug for det de fleste andre scenekunstnere har brug for....hvis de ikke bare har noget   ting på rutinen de kan gribe efter. Men det her jeg jo ikke efter et år hvor jeg ikke har stået på en scene.

Jeg har skrevet den her blog til at få mig til at huske til en senere lejlighed at det her bare føles for ubehageligt. Og er der ikke tid til at arbejde med detaljerne på en forstilling, må jeg sige fra.

Det handler ikke om perfektion, men at føle sig bare lidt mere tryg.

Nu må jeg se at få kørt i stilling til at tænke fornuftigt og pragmatisk, og det kan betyde jeg må retænke det hele, og prøve at være ligeglad med, hvad det egentligt var jeg gerne ville have optrådt  med.

Jeg håber jeg bliver klogere af det her!

At få hjælp og komme videre med hjemmet

Jeg fik smidt ud fra køleskabet, og vasket op i dag....blandt andet, jeg fik også øreakupunktur NADA og hjalp venner med at kuvertere julepost, i form af 300 kuverter til afsending, med efterfølgende fine Franske kager og Rom...og pulverkaffe til mig, jeg har eget lager der. Og jeg fik også nusset Hundene.

Der var lige ved at gå helt Ged i tidsplanen, da min hjemmevejleder også var en del af dagens program, men var forsinket fra det hun havde gang i, inden hun skulle hen til mig og jeg vidste jo jeg skulle til ørestikning kl. 14.00, men det gik.........Og oh happy day, i næst uge er der kørsel til Ikea, det betyder jeg kan få købt kasser og diverse for at få i orden. Så nu skal der skrives liste.

Men jeg er godt nok træt nu, men på en ok måde og så må det med hjemmet fortsætte.

Måske jeg skulle lure i kasserne bag stue døren i morgen, hvad dælen er der i dem...og så er der jo badeværelset, suuuk!

Kan det at få hjælp, forenes med at bevare sit selvværd?

I weekenden var jeg ikke udenfor en dør, men var igang med at ordne mit hjem.

Jeg kæmpede med badeværelset, som jeg har svært ved at overskue, der er en masse ting der skal ordnes og renses og er endt derude, samt tøj, jeg har taget af der ligger i en bunke. Og det er som sådan ikke vasketøj. Når jeg er blevet for forvirret af badeværelset, har jeg ryddet op i stuen og i køkkenet, jeg gik ikke igang med opvasken, ellers ville for meget energi have været brugt der.

Mandag var det så tid til det ugentlige forløb med speciel hjemmehjælp målrettet at få orden på hjemmet (et andet forløb end det med min hjemmevejleder). Det var åbenbart tid til igen at evaluere, halvvejs evaluering? Oprindeligt troede jeg det var to gange 45 min, det var det der stod på papiret, men det er kun en gang 45 min.

Som det har været har jeg haft meget svært ved at følge en ugeplan, fordi det jo ikke var vedligehold men, at skulle igang med et totalt rodet hjem, der ikke er rent og heller ikke indrettet færdigt.

Resultatet er som man kunne forvente, ikke fantastisk og jeg har ikke kunne ret meget, jeg har mest drejet rundt om mig selv, og et skridt frem og to tilbage.

Men det at jeg åbenbart ikke helt har opfyldt hjemmehjælperens/kommunens forventninger til mig, betød at jeg fik stikpiller med hensyn til min "aftale med københavns kommune" som hjemmehjælperen sagde.
-Det var vist der der begyndte at komme røg ud af mine øre. Kommunikationen blev ikke bedre af at vi var det meste af tiden i hvert sit rum, bla. fordi jeg må udnytte det at der er noget, til at fastholde mig i at gøre noget i hjemmet, og at nogen andre gør noget der gør at det gør en vigtig forskel. Skal man bruge tid på at evaluere eller at få tingene gjort? Tja, det skulle nok have været mere klart. Men når det kun er 45 min. om ugen skal der jo ske noget eller?

Når jeg ikke kan følge et skema og holde aftaler er det jo fordi jeg ikke kan, ikke fordi jeg ikke vil. Ikke fordi jeg ikke holder fast i prioriteringerne, men fordi at kernen er at jeg prøver at gør noget, jeg gør det jeg kan, på den måde jeg kan, prøver at finde løsninger teknikker der kan holde, men prioriteringerne kan ende med, ikke at kunne leve op til at få det prioriterede løst, frem for alt....men det kan også betyde at jeg kører fast i en ting og mister selvtilliden og jeg intet få gjort.

Det lader til at jeg ikke får hjælp der passer til en med Autisme og ADD, at der bliver lagt skyld på mig for noget jeg fejler og i forvejen er meget ked af....hvordan skal det føre noget godt med sig? Der bliver brugt en måde at tale på, der absolut er uegnet i forhold til en med Autisme. Jeg oplever heller ikke der bliver brugt praktiske tilgange der passer til Autisme og ADD.

Jeg er ikke et uartigt barn, doven....jeg har haft rigeligt af det, og det har ikke styrket selvværd eller selvtillid.

Jeg fik så sagt hvad jeg mente, at jeg synes at det var godt jeg var igang, at det var godt jeg havde arbejdet en hel weekenden, at jeg kunne se forbedringer og det gav mig håb. At prioriteringerne ikke var ændret, men de måtte gøres som jeg nu kan det, da jeg jo må gøre det meste alene og det er svært for mig.

Jeg var vred og jeg sagde det som jeg havde det. Men jeg synes nu jeg holdt vreden inden i.

Hvorfor er det jeg skal hjælpes af Københavns kommune, hvis jeg kan/kunne klare tingene selv?....det giver jo ingen mening.

Jeg ser det som et samarbejde hvor man må lære henad vejen, specielt når man arbejder sammen med nogen uden Autisme kendskab. Derfor vil der være ting man prøver der ikke lykkes, og det for langer jeg ikke, men det forlanges åbenbart af mig? Hvorfor kan man ikke bare gøre sit bedste lære af det og se hvad der sker, uden der skal peges nogen ud som den der er problemet?

Jeg ville hellere klare mig selv, fremfor at blive bedømt og irettesat af fremmede mennesker i mit eget hjem, jeg har jo prøvet det nogen gange før.....Som modtager af hjælp skal man være ydmyg....desværre må man så betale i form af frataget empowerment og selvværd.

For sensitiv? Nej, jeg kender bare situationen for godt fra tidligere. Og det er jo gratis for andre at ydmyge mig og uden konsekvenser på det område. Jeg er bare en "borger", og er man det så er man egentligt meget lidt hvis nogen beslutter sig for det, det er mig der sidder med konsekvenserne.

Som en der hjælpes må jeg sikkert ikke blive vred eller stille krav, det prøver jeg også ellers at undgå hvis det er muligt.
Men hvorfor er det så svært at respektere en kvinde med Autisme, der er intelligent, men har store praktiske problemer, der er kroniske, men der kan trænes, men der også hurtigt kan gå i den helt forkerte retning hvis der er meget stress i livet. Og nu har "vi" jo set hvad der kan ske hvis jeg stresser, så kan både hjemmet og det sociale gå helt i stykker.
Er det fordi jeg skal gentage det jeg gjorde inden jeg fik stress sidste gang? Grundlæggende må jeg tage ansvar for det hele, og jeg bliver nød til at se hjemmet og min psyke, som noget der skal balanceres, jeg kan ikke vælge det ene for det andet.

Jeg er stresset, som et mere eller mindre grundvilkår, gennem Autismen og ADD....Og jeg kunne godt undvære det.

Nu hvor jeg har fået en Autisme diagnose, for 4 måneder siden har jeg også måtte bruge energi på at få den stress ned der gjorde jeg fik diagnosen, samtidig med at lære at forstå hvad jeg kan gøre bedre fremover, da det er noget jeg selv må hitte ud af, er en del af min ram dagligt beskæftiget med at lære, reflektere og afprøve.

Grundlæggende er jeg taknemmelig for at få hjælp, jeg har problemer i hjemmet og jeg ved hvad konsekvenserne er uden hjælp. Men jeg er voksen, jeg er også meget sårbar overfor kritik af det hjemlige, er det den pris man skal betale når man lukker andre ind i sit kaos hjem?

....Men jeg vil klappe mig selv på skulderen for at komme synligt igang med hjemmet.

Anden del af: Alt for meget rod

Jeg synes ikke jeg har det godt i kroppen, og jeg har ondt i tænderne, det er ret sikker spændinger, noget jeg ikke har haft i lang tid og det med tændrene er endnu længere siden og ikke gode tegn.

På den anden side var der hjemmevejleder i dag og jeg havde besluttet mig til at hun nok kom kl 9 da jeg ment det var tidligt, eller hvad der for mig er alt for tidligt, det var så kl. 10 aftalen var, men så havde jeg haft et time med kaffe og bærbar inden.

Da hun kom indenfor begyndte jeg at stryge nogen skjorter mes jeg speedsnakkede om verdenssituationen, så gik jeg over til min egen situation, mens jeg ryddede op på køkkengulvet hvor der gennem noget tid var dannet bunke på gulvet. Jeg fik også ryddet strygebrættet, som jeg ellers har anvendt selv med en masse sager på, og så bare strøget på det yderste af brættet.

Så jeg lavede noget hele tiden og der skete noget, men ikke nok i dag.

Så gik jeg på nettet for at kigge på hvide papkasser til alt det løste rod, kasser der kan blive sendt hjem, fremfor hentes i Ikea med alt hvad det indbefatter af udflugt og slæb.....og ja Ikea.

Jeg er umiddelbart bitter over det koster 85 kr at få send de kasser, men det er måske ok nok.

Jeg fik klaret nogen julegaver i går og har også nogen købt tidligere endnu, så jeg føler jeg er på forkant.

Jeg vil jo lidt  i orden til julen, det andet er for socialrealistisk og/eller stresset. Og stuen er slet ikke kommet i orden efter den blev spartlet og malet i sommers, ikke at den heller var i orden før den blev spartlet og malet...

Det er en lille trøst at en der har fået renoveret sin lejlighed i ejendommen heller ikke er kommet i orden, så jeg er ikke den eneste der ikke kan rubbe sig.

Jeg har en kasse med antik julepynt jeg burde se at få solgt meget snart, men det betyder fotos skal tages og annoncer skal skrives, og det er et helvede....jeg må se på det...

Jeg må se på det til weekenden så er der jo gang i nethandlen på Facebook og DBA.....Og så må så ud og se på det badeværelse i morgen, der er trælst, jeg synes uanset hvor meget jeg møffer med det er der bare ting og ting og ting og rod og gris.

Alt for meget rod, uden en realistisk plan der kan holde

Den der ide med ugeplanen for oprydning og rengøring, der hænger på køleskabet funker ikke.

Men her er for meget, en ugeplan er bedst til vedligehold, men det er er kaos. Og det betyder at der biver for lidt fremdrift og så lidt, at jeg helt mister overblik og motivation. Hvis der ikke bliver skabt en synlig orden i det kaos på relativt kort tid, vil jeg ikke komme igang med vedligehold og den der køleskabsplan der bare hænger og provokere.

Og hvad gør jeg så? For lige nu kan jeg ikke lave noget fornuftigt uden at være mandsopdækker pga. ADDen, jeg kan ikke "lave noget fornuftigt" i 25-30 min. uden der er en anden i rummet. Ellers så render jeg bare rundt om mig selv, uden der sker meget....ret beset sker der heller ikke det store hvis der er nogen, men dog noget mere.

Jeg bliver vred af at det ikke fungere i hjemmet.

Og hvordan er det jeg får fat i nogen hvide solide kasser med låg....selv uen hjælp i form af kørsel? For jeg kan ikke fjerne ting for bare ting, der er rod og bunker og ting, og mine øjne kan ikke se det i forhold til at skabe struktur, det er bare rod og jeg hader det, men jeg kan ikke overskue logistikken, samtidigt med jeg husker på hvor dum og håbløs jeg er, og at det har været et rent helvede at gå rundt i, i et halvt år. nu....Flytningen har skabt stress, en stress der både har ødelagt mit sociale liv udenfor hjemmet og mit hjemmeliv.

For jeg kan fornemme stressen er lige under overfladen og det gør at jeg ikke bare kan tvinge mig selv i gang. 

Jeg bliver meget ked af det når jeg kæmper i mit hjem, min hjerne er fuld af negative tanker og en følelse af hjælpeløshed. Noget der let kan blive til nedsmeltning eller lige på kanten. Det provokere mit system så meget, at det ikke bare handler om at handle, fordi det bringer så meget negativitet med sig, tanker om fortiden og nutiden, og giver mig endnu mere forvirring omkring selve det praktiske arbejde.

Som jeg ser det skal tingene i en nogenlunde ok orden meget hurtigt, og det kan jeg ikke klare alene, eller gennem ganske små nøk af gangen. Jeg har tidligere set hvad den form for langsommelig proces tilgang til hjemmet gør i forhold til mig psykisk, og det duer ikke.

Men når tingene er lidt bedre bliver jeg bedre til at klare tingene og kunne arbejde i længere tid selvstændigt i hjemmet, for det lykkedes jo i mit gamle hjem.

Drejebogen er logistik, at ting har et sted at være. Det er at der er nogen mens jeg gør et eller andet praktisk. 

Det er at der bliver taget et ordentligt spring frem, hjulpet af andre. 

Og det er at der hjemmetrænes, så jeg igen kan lave noget i længer og længere tid. Det handler om at jeg kommer til at tro på det, at jeg selv får overblikket og håbet tilbage....Og troen på at jeg kan klare mig selv.

Aspergers med en ADD som ekstra kaos element

Det bliver ofte anbefalet at man skal mærke efter og så handle derefter. Og det er jo fint nok, min erfaring er så at andre har meget svært ved at acceptere når man siger "det kan jeg ikke nu", og det er det stof urealistiske planer er skabt af.

Jeg kan klart mærke at stressen fra i sommers er tilbage, jeg er vred og irriteret, og tænker i ring.....Lidt mindfulness, eller en lille pille? Tja, jeg er ikke der hvor jeg kan finde en god krog at hænge situationen op på, og tage det derfra.

Jeg bliver mere og mere klar over at mit største hverdagsproblem er min ADD/ADHD (jeg formoder det er en ADD version). Den tager livet af mig, og efterlader mig i kaos gang på gang.

Der er en liste af ugjorte gerninger, opgaver jeg bare slipper, telefonsamtaler jeg ikke har taget, ting jeg ikke få undersøgt. Og samtidigt arbejder min hjerne intellektuelt tip top. Problemet er at tanke og handling er blevet splittet fra hinanden.

Som jeg ser det bliver det hele værre og værre, det er det slidte stressede system der for alvor har sat ind, derfor er der ingen nemme løsninger og det mindste provokere mit system.

Jeg ser at Aspergeren er det mindste af mit problem, også fordi jeg langt hen af vejen har trænet nogen af de problemer man kan have med en Aspergers, men samtidig sabotere ADDen de godt ing vad en Aspergers, hvad dælen skal jeg gøre med den situation???

Siden jeg blev diagnosticeret med Aspergers i sensommeren 2015 er jeg blevet meget klogere på mange sammenhænge, men det føles ret barsk nu, det er som om jeg nærmer mig kernen, men ingen løsninger kan se.

ADHD er den lille Nisse der laver rod i det hele, fuld af unoder er den, impulser, den vi gerne have lidt gang i gaden, men kan ikke afslutte noget, den er modig udover det fornuftige, og det er den der korslutter meget fra det gode omkring en Aspergers.

Hvad er ro? Hvor slukker man? Hvordan holder man en plan, specielt når det er noget trivielt? Den lille Nisse er ikke til det trivielle nemlig. Og den hader skemaer.
Det er som om jeg har to poler og mangler midten, forbindelsen. Og ja det gør jeg vel med en ADD.

Som barn og ung var jeg mere koncenteret om opgaver end nu og kunne sætte skyklapper på og lave utrolige ting.

Men som det er i dag ser jeg kan ikke se en fornuftig fremtid for mig, jeg har nået en højere erkendelse omkring Autismen og hvordan den har påvirket mit liv, men jeg føler ikke jeg ser realistiske løsninger omkring ADDen, og mit system er så uroligt at jeg ikke ved hvordan det skal tøjles, og hvordan jeg skal holde mig optimistisk og depressionsfri....og kræfterne er brugt op kan jeg desværre mærke, der forestår et stort arbejde, men hver gange jeg gør lidt går det skævt, jeg bliver overbelastet og mister selvtilliden.....Og jeg har været igennem diverse piller til ADHD.

Jeg er ikke et svagt menneske, jeg er ikke et menneske uden rygrad, men jeg har kæmpet i mange år og det sætter spor, det tære på systemet og man kan miste evner man faktisk havde tidligere.

Hvad gør jeg så nu? Hvordan få jeg formuleret helt klart at det her ikke går og jeg føler mig fanget, i at reelt og realistisk ikke kunne magte ret mange opgaver?

Jeg er træt af at være et ynkeligt brokkehoved.....

Vred og deprimeret, hvor er der et fundament for fremtiden?

Jeg synes jeg er blevet noget depressiv igen, hvorfor? Stagnation på grund af der ikke er et solidt nok fundament for en hverdag der fungere praktisk, fordi her stadig er beskidt og rodet, fordi jeg stadig ikke ved hvordan jeg skal takle den Autisme, fordi det der kunne have været min drømme bolig har vist sig at være en "syg ejendom", hvor det åbenbart har været beboer trakasserier siden det blev bygget.

Der er for meget af : "Hvad så nu?...kommer der overhovedet til at ske noget?" i mit liv.

Jeg tænker på at jeg savner et dyr, men min lejlighed ikke er parat til at modtage en Kat, jeg har heller ikke prøvet at have et dyr alene. Men jeg kigger meget "dyr" på nettet.

Jeg kan ikke løfte mig af det her alene, jeg har været igennem for meget i for mange år, jeg er ekspert i at have det dårligt og eskapisme, jeg ved hvordan man overlever, ikke hvordan man lever.

Der er for mange løse ender, der er ting jeg ikke kan overskue, der et tab med tab på.

Jeg er her endnu. Jeg ved at jeg kun bliver ældre, at ting burde ske nu mens tid er, men tiden glider fra mig, uden liv og kærlighed, uden nogen illusion om lidt mening med det hele.

Jeg er vred igen, og det er ikke godt, ikke fordi vred er noget dårligt, men fordi jeg føler mig som et bæst på lur, der pludseligt vil lange ud, "Skrid af helvede til!". Som om der er nogen der burde betale for hvad de gør.

Og så er jeg tilbage til Maslow pyramiden.

Jeg har på fornemmelsen at hjemmehjælpen ikke kommer i dag, der er blevet ringet med hemmeligt nummer to gange og jeg nåede ikke at få fingre i mobilen. Vi skulle ellers have haft gang i badeværelset der er kriminelt for tiden.

Der er opvask.....jeg har selv håndvasket og forsøgt tørre tøj i flere dage, men jeg kan mærke den nyvaskede skjorte lugter surt, uanset mine bestræbelser, så det er vist en ommer...

Jeg har ikke spist bare ok sundt i meget lang tid.

Små og store problemer væves sammen til et samlet ubehag, at intet fungere og nok heller ikke kommer til det, lidt håb og så kollaps osv.

Hvem er det jeg skal tale med, hvad er det jeg skal forlange der skal ske og kan man forlange noget i dag "i disse tider"?

Autisme spektrum er ikke en lidelse i sig selv, men den kan være det når rammerne ikke er der, og heller aldrig har været der.

Nu har der været forsket i Autisme i mange år, man ved ikke alt, men man ved meget, så hvorfor er det jeg ikke kan få lidt af den faktiske viden implementeret til mit liv? At det er noget jeg må finde frem til på nettet eller låne en bog, som om det jeg søgte var en fucking kageopskrift.

Og selvom jeg nu er blevet tilknytte handicapcentret, så er der åbenbart egentligt ikke noget i vejen, jeg ikke bare selv kan fikse, ved at tage mig selv i kraven, eller en google søgning?....der er vist noget jeg skal se på, hvad der er muligt at få af "afklaring".

Fordi jeg har hjemmevejleder og hjemmehjælp men der reelt ikke er en overordnet realistisk plan der hænger sammen. At det personlige og det praktiske er forbundet. Og vælter det ene, vælter det andet også før eller siden....man har vist afskaffet holisme.

Jeg vil ikke mere af det samme, men jeg er træt, jeg har ikke ale svar selv og det burde heller ikke være et krav, jeg er klog og indsigtsfuld men ikke en omnipotent superkvinde, jeg er et menneske der har levet 50 år med en delvis velfungerende udiagnosticeret Autisme og jeg er lidt træt nu og har være igennem en del, så hvad er det jeg gør nu?

Hm, nu ringede hjemmehjælpen, han er på vej...

Gamle løsninger er ikke vejen frem

Så hvordan får jeg tømt min lejlighed for det overflødige, uden at bare skulle give det væk, samtidig med jeg ikke har kræfter til loppemarkeder og salg via nettet?

Hvordan bliver jeg i stand til at passe min lejlighed....eller er det fordi der er så meget i den at jeg ikke kan passe den?

.....Kommer jeg til at orke at være social igen?

Jeg skal oooop af dyndet! Men det kræver energi, og når jeg bruger energi, mister jeg energi. 

Jeg futter rundt som en hovedløs Høne i hjemmet, noget kommer på plads andet falder ned...Er der nogen fremtid i det her?

Og hvor er den ekspertise der kunne forklare mig hvordan man evt. kunne få det hele lidt i orden, på en måde jeg ikke bliver stresset af og mere Autistisk?...ja man kan faktisk bliver mere autistisk af stress og overbelastning, så også ting det tidligere fungerede går galt.

Jeg har et stort problem med hjemmet, jeg har også fået et problem med at bo der hvor jeg bor, det kan godt være der er blevet sat en konflikt mægler på ejendommen, men jeg ser ikke for mig at det bliver bedre, i det mindste ikke det der irritere mig.

Jeg har også mistet konceptet af hvad et hjem er for mig, det er på en måde opløst, jeg bor her, men jeg ved ikke om jeg er hjemme. Er det på grund af omstændighederne, eller er det min egen forestilling. Er hjem der hvor jeg har min seng.....føles der hyggeligt, trygt? Nej.

Jeg har i årevis arbejdet på et "bedre liv, det betyder er liv med indhold, aktiviteter, mening, mere end en vane trummerum, ikke leve i rod og kaos. Jeg har forsøgt at se om jeg kunne noget der kunne give mig en idenditet som et menneske, der var andet end en bistandsmodtager og senere førtidspensionist. Jeg har forsøgt at få et arbejde, jeg har forsøgt at lave noget uden at have et arbejde.

Jeg har i så mange år troet at jeg måske kunne blive af med depressionen, og de ting der hæmmede mig socialt hvis jeg bare arbejdede hårdt nok på det.

Det er fint nok at jeg blev diagnosticeret med Autisme, men nu må der godt ske noget reelt konkret positivt, det her er bare mere af det samme, men nu uden håb om recovery.

Jeg gider ikke det liv jeg har, det er et kedsommeligt liv, ovenpå et tidligere lige så kedsommeligt liv, et hengemt "som om liv".  Og det er muligt nogen lever fint med det, men det gør jeg ikke. Der er for meget der mangler af det grundliggende. Samtidigt med jeg kæmper med at realisere de ting jeg har i mig som kunstner. Og det der sker er at jeg prøver at realisere det kunstneriske, uden at det basale indhold er til stede i hverdagen.

Jeg ser ikke vejen frem....jeg har lovet at jeg optræder i warehouse 9 jule cabaret, som jeg har gjort det de sidste par år, denne gang to weekender i december, og så må jeg se om hvor længe jeg skal rekonvalsere efterfølgende, om det er det værd og hvilken form for performancekunstner jeg realistisk kan blive.

Er det ego og ambitioner der driver mig? Jeg ved det ikke, jeg ved bare at jeg har meget i mig som jeg føler må anvendes, for at give mit liv mening....da jeg mener at der har været så meget meningsløst og trist ikke bare pga. Autismen, men min familiebaggrund. Et liv som en burfugl, men med et menneskes bevidsthed om at være fanget...men også senere med døren på klem, dog uden at have kræfterne til at flyve frit.
Jeg hader det, jeg ville så gerne ændre den skæbne, at det ikke er hele historien om mig, ikke en happy end, men noget der lignede et fuldt udlevet liv.

Jeg har gennem livet trøstet mig med der var værre skæbner, men alligevel er det ikke en reel trøst, i Danmark 2015.

Så nu står jeg her igen, et kaos liv og hjem, lidt alene, menneskeligt og kunstnerisk uforløst, hvordan skal det blive anderledes denne gang?

Erkende at jeg kan meget lidt, og resten af mit liv vil være meget begrænset, udover min fantasi og hvad jeg kan finde på internettet eller i en bog?

Jeg er vred, jeg vil ikke gå frivilligt med på det!

“To live is the rarest thing in the world. Most people exist, that is all.” 

Oscar Wilde.