Negativ tænkning kan ende som et loop, der kører i ring, og finder tilbage til sig selv igen, og igen.
Det er sandt at det at vove noget, kaste sig ud i ting og se om man bunder kan være vejen til forandring. Måske til det bedre, eller bare noget andet.
Før i tiden havde jeg risikovillighed, måske lidt rigeligt, for mit mere fornuftige nuværende selv. Det er det der kan ske med selverkendelse.
Hvis den daglige ligevægt og det at komme gennem ugen er afhængig af der ikke kommer ubalancer, stress, mindre ændring i medicin, kan påvirke en så det sætter en kædereaktion igang af, for meget søvn, for svært ved at udføre det mest nødvendige, og en følelse af at hele ens liv er en fejltagelse, så er der ikke meget at give af, til risikovilligheden. I sidste ende står jeg alene med følgerne.
Realisme og klarsyn, i kontrast til eskapisme og overspringshandlinger, hjernen springer pling, pling, som kuglen i en gammeldags flippermaskine, og pauserne går med at overveje meningsløsheden og manglende større perspektiver i tilværelsen. Det går zig zak, og kuglen falder tilbage igen.
Der er bare ingen points, der er intet at vinde.
Og erfaringerne og selverkendelsen er ikke vundet, de er hårdt arbejde, i håb om at der kunne være en forløsning af en art ude i fremtiden. Jeg tror bare ikke det fungere sådan. Men der er måske noget andet forude.
Jeg venter stadig på at hoppe på en energi bølge, jeg opsparer, jeg er parat. Men det er en kalkuleret risiko.
