onsdag den 18. november 2015

Alt for meget rod, uden en realistisk plan der kan holde

Den der ide med ugeplanen for oprydning og rengøring, der hænger på køleskabet funker ikke.

Men her er for meget, en ugeplan er bedst til vedligehold, men det er er kaos. Og det betyder at der biver for lidt fremdrift og så lidt, at jeg helt mister overblik og motivation. Hvis der ikke bliver skabt en synlig orden i det kaos på relativt kort tid, vil jeg ikke komme igang med vedligehold og den der køleskabsplan der bare hænger og provokere.

Og hvad gør jeg så? For lige nu kan jeg ikke lave noget fornuftigt uden at være mandsopdækker pga. ADDen, jeg kan ikke "lave noget fornuftigt" i 25-30 min. uden der er en anden i rummet. Ellers så render jeg bare rundt om mig selv, uden der sker meget....ret beset sker der heller ikke det store hvis der er nogen, men dog noget mere.


Jeg bliver vred af at det ikke fungere i hjemmet.


Og hvordan er det jeg får fat i nogen hvide solide kasser med låg....selv uen hjælp i form af kørsel? For jeg kan ikke fjerne ting for bare ting, der er rod og bunker og ting, og mine øjne kan ikke se det i forhold til at skabe struktur, det er bare rod og jeg hader det, men jeg kan ikke overskue logistikken, samtidigt med jeg husker på hvor dum og håbløs jeg er, og at det har været et rent helvede at gå rundt i, i et halvt år. nu....Flytningen har skabt stress, en stress der både har ødelagt mit sociale liv udenfor hjemmet og mit hjemmeliv.

For jeg kan fornemme stressen er lige under overfladen og det gør at jeg ikke bare kan tvinge mig selv i gang. 
Jeg bliver meget ked af det når jeg kæmper i mit hjem, min hjerne er fuld af negative tanker og en følelse af hjælpeløshed. Noget der let kan blive til nedsmeltning eller lige på kanten. Det provokere mit system så meget, at det ikke bare handler om at handle, fordi det bringer så meget negativitet med sig, tanker om fortiden og nutiden, og giver mig endnu mere forvirring omkring selve det praktiske arbejde.

Som jeg ser det skal tingene i en nogenlunde ok orden meget hurtigt, og det kan jeg ikke klare alene, eller gennem ganske små nøk af gangen. Jeg har tidligere set hvad den form for langsommelig proces tilgang til hjemmet gør i forhold til mig psykisk, og det duer ikke.

Men når tingene er lidt bedre bliver jeg bedre til at klare tingene og kunne arbejde i længere tid selvstændigt i hjemmet, for det lykkedes jo i mit gamle hjem.

Drejebogen er logistik, at ting har et sted at være. Det er at der er nogen mens jeg gør et eller andet praktisk. 
Det er at der bliver taget et ordentligt spring frem, hjulpet af andre. 
Og det er at der hjemmetrænes, så jeg igen kan lave noget i længer og længere tid. Det handler om at jeg kommer til at tro på det, at jeg selv får overblikket og håbet tilbage....Og troen på at jeg kan klare mig selv.


Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv