Mental linedans.

 Det er utroligt som uløste problemer kan tage energi når man har ADHD og/eller Autisme. Og muligheden for at multitaske, med noget andet samtidigt ikke det man gør. Eller man gør, men uden et godt resultat. 

Det er vel genkendeligt for alle mennesker, men der er en grads forskel, i hvor meget det tager af hjernevirksomhed og hvor meget træthed og gøren ingen ting der er involveret. 

Og hvis man så også skal vente på at andre reagere og tage action. Eller de slet ikke reagere og forstår der er et problem og noget der skal løses før man selv kan komme videre. 

At uløste ting kan være betonklodser, der tager alt ens overblik. Det er sket mange gange, og det er spild af energi at hjernen gentager og gentager, fordi der ikke lige er en løsning. Det er jo monotropisk det at være fokuseret på en ting. Men i stedet for at det er noget godt, så er det noget der er alt andet end godt. 

Jeg kan fokusere på de samme ting/emner det er en del af min version af ADHD og Autisme, og hvis det handler om viden, en interesse, arbejde er det godt for mig, det er sådan jeg er. Jeg samler informationer, jeg prøver at forstå monotropisk.

Men er det jeg samler informationer om, jeg prøver at forstå, noget der gør mig ked af det, og jeg ikke kan gøre noget ved, og det er noget der er sket/sker i mit liv, er det meget negativt.  Ting skal løses og afklares hurtig. Men det er ofte ikke muligt. Vel ofte fordi andre ikke vægter det nok, og det er den sædvanlige forskel på den neurotypiske virkelighed og den Autistiske, og det er den neurotypiske der gælder. 

Men uanset hvor meget man bliver talt ned og forklaret hvad man burde tænke og føle og man skulle tænke og føle mindre, forandre det det ikke i en, man bliver faktisk mere usikker og forvirret. Forvirret sig selv, og over andre. Og det har en tendens til at gro udover, bare den ene situation, man sammenligner, og føler man går på line så snart man ikke er alene. 

Jeg tænker ofte at mennesker der ikke er Autistiske, har en noget større tiltro til at det de føler og oplever er rigtigt, de skal ikke orientere sig i alle retninger. De skal ikke gennemgå et helt skript af, hvad der kunne være forkert i deres antagelse eller adfærd.

Nu er det jo ikke alle med Autisme/Aspergers der er lige bevidste om alt det her, og nogen er mere tilbøjelige ved at holde fast i deres eget syn på ting, og ignorere irettesættelserne fra omgivelserne.
Hvor den meget højt maskerende, bare prøver og prøver at få det hele med. Og jeg kan godt misunde dem der er der hvor de ikke forsøger at rumme, og få det hele med. 

Om det at maskere sin Autisme er medfødt eller om den er stærkt formet af ens familie er et spørgsmål der kan være svært at være entydig om. Da det er et spektrum vil alle sanser og evner jo varierer fra person til person. Men jeg vil tro at der foregår en formning af en i nogen typer familier. Hvilket dog ikke betyder at højt maskerende kan komme fra andre familie baggrunde og tillært sig det gennem fx. skolen. Sjovt nok var det ikke fordi mit liv udenfor hjemmet virkede som der hvor jeg lærte maskering. Jeg tror simpelthen ikke jeg aflæste hvad jeg skulle gøre, af de andre børn. Det kom et andet sted fra. 

Jeg synes ikke min familie var ret god til problem løsninger, at tage konsekvensen af opståede situationer. Fra jeg var ret lille kunne jeg godt undre mig over ting de ikke kunne indse, at jeg havde et mere klart blik på tingene. Det kunne være frustrerende for mig, da jeg jo levede i det. Og at jeg fungerede som det ene element der skulle give mening til deres tilværelse. 

Det komplicere ting, der er altid to sider og gråzoner, og ting der er skjult, men man ved de er der. Og det er jo med den erfaring og viden jeg er gået ud i verden. På den ene side med et humanistisk syn på menneskers fejl og mangler, som en del at det at være menneske. Men også den der burde være fejlfri, fordi jeg var det gyldne barn. Hvilket betyder at det jeg kan tilgive andre, men tilgiver ikke mig selv. Suk!

Der er meget med at overtænke det ligger i selve diagnosen både Autisme og ADHD, men det ligger også i min opdragelse. Der er ikke plads til at fejle.
Alligevel er muligheden for at gøre fejl det der er kernen i mit arbejde som performance kunstner, det er der hvor det lever, helt ude på kanten og lige nå at rede det, men der har publikum gyst ved tanken. Men vi gør det jo sammen, og jeg har vist at det er muligt at gå til kanten og vise sårbarheden og alligevel få en klapsalve, ikke af medlidenhed, men fordi det viser styrken i det, og at man kan overleve og bukke elegant efterfølgende, det er ikke enden på verden. Og det ville det heller ikke være for dig i salen hvis det skulle ske for dig en dag, at du mistede fodfæstet, to på det. 

Men jeg skulle huske mig selv på det meget oftere. 

En blog efter lang tids pause

Jeg har ikke blogget længe, både pga. noget der ikke fungerede teknisk på bloggen og fordi jeg synes meget allerede var skrevet om mine tanker om Autisme, men også at jeg havde en del frustrationer, omkring at ikke kunne få hjælp i forhold til depression og Autisme....andet fordi jeg var med i forskellige grupper på Facebook omkring Autisme/Aspergers.

Oprindeligt mente jeg jeg kunne blive klogere på hvad jeg kunne gøre, hvor jeg kunne få hjælp, hvordan jeg kunne sætte mig ind i min diagnose ved at være medlemmer af nogen FB grupper, udover hvad jeg ellers kunne finde på nettet.

Men efter hånden oplevede jeg det mere som en kampplads for mennesker der små mobbede hinanden og hvor voksne Autister let kunne stå i modsætning til forældre med Autistiske børn, og hvor mere "velfungerende Autister" kunne banke de "mindre velfungerende Autister" i hovedet med hvad de burde gøre. Efterhånden kom jeg til den konklusion at at det miljø var for mentalt usundt for mig, jeg havde ikke brug for de debatter. Meget virkede som om der var tabuer og og blinde vinkler, der ustandseligt forhindrede noget der kunne give indsigt.

Og når der skrives at man som Autist tager ting for personligt og man er for følsom, er det jo reelt at gøre ens diagnose til noget negativt på en måde hvor diagnosen fikst bliver til ef fejl i personligheden, på linie med hvad man er blevet mødt af hele sit liv, samtidigt med at se at ikke Autister blev lige så følelsesladede og følte sig personligt ramt af det skrevne, men de er jo ikke Autister så det er åbenbart ok.

På den måde var en gruppe omhandlende Autisme, alt andet end et safe space for Autister.
En blanding af Autister der forsøger at fremstå så ikke Autistiske som muligt, og nærmest benægter at andre har de problemer de har, eller det bare er noget de kan arbejde på. Og tabuen omkring at nogen af os har haft svigt i barndommen, også så store svigt at vi ikke bare er blevet skadet for fordi vi er så pokkers følsomme, men fordi sådan noget kan de færreste børn/unge slippe igennem helt uden men. På den måde bliver ens historie og det man har gennemlevet ikke accepteret, man skal holde op med den snak og man overdriver sikkert.

På den måde bliver grupperne et sted hvor man må være meget forsigtigt, og helst kun skrive det forventede, på den måde bliver ingen klogere, og man ender med at skabe en ret trist fastlåst kultur. Jeg synes foreningerne holder meget på at de gør ting på den rigtige måde, uden at tænke nyt, eller om de rent faktisk inkludere Autister reelt, At de inkludere dem der er tættest på at kunne fungere ikke Autistisk....på den måde er de som resten af samfundet, og så er det jo lige meget og mest pårørende foreninger.

Samfundets positivitets grille har også ramt FBs Autist  forums, for det er jo den stigma hammer vi skal leve med. For dybest set skulle vi jo bare tage os sammen og bliver mindre autistiske og lidt glade.... eller indifferente? Der er ingen tvivl om at de Autister der bare sidder og nørder og ikke ser de større perspektiver er rimeligt i fred i grupperne, de passer bedre ind i rollen, som "handicappede".

Og det er jo vigtigt at vi er med på at være "handicappede" for at få hjælp, og så andre kan få hjælp. Man glemmer bare at det er fordi man ikke giver hjælp efter behov, men efter diagnose og om man kan afkræve kommunen hjælp hvis man ikke selv kan betale den dyre hjælp.

Jeg ved ikke om jeg synes jeg er handicappet, jeg ser det mere som en social ting, sociologisk. Jeg passer ikke ind, det kalder man så et handicap. Jeg er god til noget, andet er jeg ret dårligt til, noget skyldes Autismen, andet godt hjulpet af min opvækst og senere livsbetingelser. Måske jeg mere er en dissident i det Danske samfund, end handicappet med min Aspergers diagnose.

At Autisme er så meget forskelligt, er åbenbart meget svært at forstå, åbenbart også for Autister, for "Når jeg kan det der, så kan du også", men sådan er det jo ikke. Og når jeg har klaret min depression, så kan du også, og madlavning og rengørring osv. Og her mangler erkendelsen af at vi alle er en sammensætning af meget forskellige hjerne og livsbetingelser og nogen af os har ADHD og mange andre diagnoser der kan følge en Autisme/Aspergers.

Mest bekymret bliver jeg hvis folk sidder prominent i foreninger eller går ud og holder oplæg, og deres holdninger er meget farvede af fordomme og ting man selv har i klemme, blinde vinkler.

Jeg har nu meldt mig ud af de fleste grupper og er kun blevet i nogen af de rolige grupper, hvor der kan være godt info.

Jeg synes mit liv er for kompliceret, at jeg stadig ingen form for hjælp har fået, at der skal kæmpes for alt, selvom jeg har kæmpet i mange år. Jeg gider ikke engang at skrive om sagsbehandlings situationen med handicap centret.....

Jeg har arbejdet på en større serie af billeder 

bygget over selfies, 

for at holde fast i at jeg faktisk kan noget.

Men hvad jeg ved: Det er at jeg er mig, og den Aspergers jeg har er min version, at det liv jeg har levet er min historie, selvom nogen ikke kan lide den fordi den ikke passer ind i deres verden.

Jeg er en overlever, jeg har ikke overlevet uden skrammer, jeg har skader, sådan er det. Jeg vil kæmpe for at i morgen bliver bedre end i dag, dag for dag.

Hvilken virkelighed, er mere rigtig?

Som sendiagnosticeret har jeg været ret uvidende om at jeg ikke kunne se de nuancer som andre åbenbart kan se, at jeg kommunikerede anderledes, at mit indre liv var anderledes end normen. Jo, jeg havde opdagede jeg var anderledes da jeg kom i skole, pg det var ikke nogen rar oplevelse, indtil da havde jeg troet jeg at jeg var et kompetent menneske, så noget at et chok for mig.

Det er muligt at føle sig anderledes og forkert, og samtidigt føle at ens verden er verden.

Den Autistiske indre verden er/kan være mere ubegrænset, bedre end det levede liv, bedre end stoffer. Der kan være en fjern horisont, hvor det synes der ikke er en afgrænsning af tanken. I det mindste ikke af de tanker man har i sit eget unikke Autistiske univers.

Det er som om det "virkelige liv" ikke er helt stimulerende nok. Det aldrig bliver så stort som ens drømme. Det virkelige liv kan så også være så overstimulerende på så mange måder, uvedkommende måder der irritere og fjerner fokus.

På den anden side er det også sådan at virkeligheden kan løfte mig ud af mig selv, det kan være så stort som mine drømme eller større, og det burde ske meget oftere -i det ene nu, er jeg et med universet og andre.

I grunden har man en gave, men ofte uden at kunne give det videre. Hvis man da ikke opnår at blive en forsker, kunne skrive, være kunstner, skabe noget der er til at forholde sig til for andre.

Måske mange Autister ikke har behovet for at eksponere deres indre verden/interesser, men nogen har......Mit mål er fra nu af at folde den indre verden ud synligt, for at kunne holde ud at leve.

Verden har meget skønhed: I sig selv og menneskeskabt, men den har også meget kedsommelighed, begrænsninger. Og ikke mindst mennesker der lever i andre typer af osteklokker end den Autistiske. Men osteklokker uden det indre liv der kan være gemt i Autismen -Er det den Aspergerske arrogance der taler lige nu? At man som Autist ikke kan se det, der er i de mennesker og værdien af det?
Eller bare en tør konstatering af, at vi netop ikke har det samme styresystem som mennesker, og der faktisk er en reel konkret forståelseskløft. Men hvor den ene vinkel på verden og virkeligheden ses som mere rigtig og autoriseret, end den Autistiske.

Jeg må konstatere at nogen mennesker er mindre begejstrede, mindre optagede af ting i livet, men måske lykkeligere, fordi at med Autismen er "lykken" ikke ligefrem det fremherskende, men den findes i det der betyder noget for os. Dem/det vi holder af, og når vi kan leve i det mest muligt.

Samfundet stiller andre krav til hvad man skal kunne og det rigtige liv, en større diversitet end man som Autist kan præstere -men behøver man absolut diversitet hvis man går i højden og dybden?
Det gør man åbenbart fordi hverdagens praktikaliteteter, ses som uendeligt vigtige at kunne magte i omverdenens øjne.
-Men pis med praktikaliteterne! De virker så hæmmende for det væsentlige -det der er væsentligt for mig.
Desværre har det praktiske det med at kunne blive et stort problem, den evige forhindring og kilden til følelsen af utilstrækkelighed og afmagt, så ubegrænset min verden kan være på nogen punkter, så begrænsende og fastlåst kan den være på andre punkter.

Jeg drømmer om at kunne få skåret igennem og bruge det gode jeg kan øse af, og lægge så meget af det jeg ikke magter fra mig ved at minimere de ting der føre til nederlag og mismod i min tilværelse.

På den ene og på den anden side...december evaluering

Det havde været rart hvis jeg kunne have konkluderet resultatet af decembers aktiviteter helt firkantet, det eneste jeg kan konkluderer helt sikkert er er at jeg kunne ikke klare, at hver måned havde så meget knald på, praktiske opgaver, optræden, drama....og kampen med mig selv, som vel i sidste ende er det værste.

Det at jeg ikke havde fået det hjælp i hjemmet som jeg skulle have haft efter hvad visitationen besluttede, det gjorde at jeg ikke nåede så langt som jeg havde håbet på inden december, selvom jeg selv lavede meget, så meget jeg nu havde overblik over.

Det næste var at jeg ikke synes jeg havde overblik over cabaretten, der var intet formøde og jeg har ikke optrådt i et år, så det stressede mig. Manglende info stresser mig, og jeg ville gerne for mit eget vedkommende have kunne holde prøver tidligere, for at have en fornemmelse af om det grundlæggende fungerede og jeg havde lidt rutine indbygget. Og så var der noget i planlægningen der gik skævt, som jeg synes kom til at påvirke det jeg optrådte med.

Og så skulle jeg ikke have haft gæster den 23, og muligvis heller ikke været til juleaften ude.

Jeg har haft en del nedsmeltninger af varierende type, en 3-4 stykker i december. Det værste er ikke så meget jeg får dem, men i forholdt til omgivelserne. Og det eget drama jeg skaber i mit eget hoved, der siver ud i det arbejde jeg skal lave, og farver det, på måder der måske ikke er nødvendigt, men selvfølgeligt meget Aspergers. Som Kirsebær sovs på en risalamande...

Det var så det negative.

Meget lykkedes, men hvad med prisen? Jeg skal vælge mine kampe, men det der er nødvendigt for mig for at jeg føler jeg lever og kan noget, og ikke bare trille rundt i en trummerum, mens livet passere med mig på sidelinien.

Jeg skal finde kunstneriske samarbejder der passer til mig, så ikke alle samarbejder er drama, for det behøver de ikke at være, det ved jeg jo. Jeg vil også forsøge at skabe noget kunst der laves uden kamp og sjælekval, så det kun er af og til det hele står og blafre med ambitionerne.

Der er så mange måder og så mange mennesker, og så mange måder at skabe kunst på. Mere flydende måder, mere impro, mindre ego osv. Jeg er ikke bange for at tage chancer, og det må jeg udnytte.

Jeg må have forskellige små projekter, og "forskellige" er det vigtige, jeg har satset for meget på for få ting, og det er farligt for mig som kunstner, da det er for vigtigt for mig, og det er der det indre drama udspringer fra, at jeg bliver bange for jeg har mistet en mulighed for at udtrykke mig, at jeg har mistet en platform og mistet mennesker, netværk.

Januar vil handle om at lægge planer, tegne, arbejde på ideer....og slappe lidt af......og så er der jo hjemmet at tage fat på igen...uha....og så har jeg jo den der  fødselsdag...gisp!

Nisser på vej mod det ny år

Nu er det ved at være jul...igen

Efter julecabaretten må jeg fokusere på julen, jeg må først og fremmest få fat i et pænt træ, og så ellers prøve at nette hjemmet.

Jeg vidste jo godt med forstillinger to weekender i december ville det gå udover hjemmet, min sjælefred og mit øvrige sociale liv. Men alt for kunsten og alt for at komme i gang igen efter at ikke have været på en scene i et år.

Efter at have lavet juleoptræden i tre år, så er det lidt et vilkår, med en stresset december. Men jo ikke af de sædvanlige grunde folk har, jeg skal ikke til julefrokoster, eller julefester eller se familie. Jeg er en fri kvinde. Jeg skal bare have lidt i køleskabet og et juletræ og nogen nisser, det er det.

Jeg har altid været et julemenneske, eller prøvet at være det, jeg har prøvet også gennem tider hvor det ikke føltes nemt.

Jul med min Mormor var ikke nemt for mig, og hvorfor...tja, selvfølgeligt blev jeg ved med at stå for indkøbene efter jeg flyttede hjemmefra, at det hele var i hus af hvad min mormor nu mente var nødvendigt for at holde jul.

Og så var der selve juleaften, hvorfor var det så svært? Det eneste jeg ved var at jeg ofte græd på vejen hjem, fordi det føltes fanget? Jeg tog ofte ret tidligt hjem, så jeg kunne få mit eget træ tændt, og ro på.
Forventninger, at tingen skulle være som det plejede, men ikke kunne være som det plejede?

Den sidste jul med min Mormor, kan jeg huske hende stå i sin dør og sige tak for en dejlig juleaften og bukke, og jeg sagde jeg ville komme forbi og hjælpe næste dag, men da jeg dukkede op var hun ikke i lejligheden, og så fandt jeg ud af hun var indlagt og de ikke havde fået fat i mig.
Da jeg kom til hospitalet var hun ret dårlig og ikke klar i hovedet, og de sagde jeg skulle forberede mig på at hun døde...hvilket jeg ikke troede på, de satte en vågekone på hende og jeg tog hjem fordi jeg regnede med jeg skulle være parat til at være klar til næste dag, men om morgenen ringede de og sagde at nu var hun ved at dø.

Det mærkelige var at jeg tog pænt tøj på og lagde make up, da jeg ikke ville forskrække hende med at komme og ligne en....at jeg var forvildet, jeg vidste hun ville se mig som den hun synes jeg skulle være, hendes perfekte smukke barn.

Da jeg kom ind i rummet lå hun der uden plastslanger og drop i et rum, og jeg sagde: "er du der?" jeg tog hendes hånd og i det sekund kunne jeg mærke hun døde - er det indbildning var hun død det moment jeg var hos hende...jeg kunne mærke et levende menneske, og et pludseligt temperatur skift, det var anden jule dag. Den sidste gang jeg så min Mormor ved klar bevidsthed var juleaften hvor hun takkede mig i døren.

Jeg havde oplevet flere gange at min Mormor endte på hospitalet, og var helt væk, reelt troede jeg ikke på det var nu det var nu, men det var det.

Historisk har julen også været de dødes højtid, hvor vi mærker deres nærvær. Vi husker, og hvem vi var dengang og dengang vi mener det var den rigtige jul.

O, måtte vi kun den glæde se, før vore øjne lukkes! 

Da skal, som en barnemoders vé, vor smerte sødt bortvugges! 

Vor fader i himlen! lad det ske! lad julesorgen slukkes!  

N F S. Gruntvig

Opdatering omkring min selvvalgte juletravlhed

Jeg havde hjemmevejleder i dag og hun har fået lært NADA øreakupunktur.....ja jeg fik jo i går, med NADA the, og der hvor jeg plejer, og jeg kunne bare mærke at de gjorde en forskel, derfor tænkte jeg at med de udfordringer jeg har i weekenden var det bare at få alt den NADA der var muligt.

Opvasken blev klaret med nåle i ørene og så var det ellers ud og afsted til prøve på julecabaretten. Der skulle rodes ting og sager frem jeg skal bruge. Og jeg skulle øve timing til musik til "pude nummeret". Der er prøve med piano i morgen.

Ja, det er jo alvor når man sådan er kommet på plakaten

Føler jeg mig velforberedt, tjaaaaa, men mere. Jeg er stadig lidt chokeret over at jeg i den grad har være fra koncepterne i en uge, at en tidlig (9.30) Ikea tur og efterfølgende cabaret prøve, kunne få mig så meget i knæ, at jeg var smadret i den grad og i en uge. For i grunden er det meste jo til at arbejde med, alt det jeg synes var så problemfyldt, hvilket jeg godt vidste et eller andet sted, men min krop og psyke var gået sig en gevaldig tur og var ikke til fornuft.

Men jeg mener Ikea turen var stille og rolig og jeg blev kørt og prøven var også uden problemer eller stress, så hvad?

Er det vigtigt at vide? Ja, det er det, det er det jeg skal undersøge fremover, for at finde balancen, men også kunne gøre spændende og udfordrende ting.

"What good is sitting alone in your room?

Come hear the music play

Life is a cabaret, old chum

Come to the cabaret

Put down the knitting, the book and the broom

It's time for a holiday

Life is a cabaret, old chum

So come to the cabaret"

Jeg vil have orden på mit hjem, men jeg vil også have et liv udenfor hjemmet!

En bedre start på ugen....og dog

Jeg var stadig helt færdig i søndags, og ideen med at få samlet tv bordet var åbenbart ikke den rigtige. Jeg fik hjælp, men det var godt nok ikke nemt at samle. Så det endte med at blive lidt for meget. Og så der jo også en anden til at opleve mine reaktioner....

Så blev det mandag: Jeg fik hjemmehjælp af en jeg ikke hvad set før, opvask blev klaret støvsugning i stue og så fik jeg endelig ændret hylderne i et køkkenskab så de fungere bedre i forhold til glas og tallerkener. Jeg fik også frasorteret en masse.

Og jeg fik noget Hunde TLC (Tender love & care), fra/med minde hunde venner, det er godt med dyr.

Og så fik jeg også en tid til øreakupunktur.........Så alt i alt gik mandagen med plus ting.

Men jeg må nok indrømme at torsdagen i sidste uge fik hevet nogen dage ud af december, og jeg må passe på nu.

Jeg kan regne ud at det meste af resten af ugen vil gå med at øve til cabaretten, hvis det da bliver muligt at øve...

Men jeg må saftsuseme lære at vælge mine kampe, og her mener jeg cabaretten. Lige nu er det ikke godt, alt er for ustruktureret i forhold hvad jeg kan magte, jeg synes bare der er et stort sort hul foran mig, og ingen hjælp at hente fra omgivelserne. Og det må jeg tage konsekvenserne af.

Jeg valgte den udfordring selv og for at få en ide om hvor jeg selv var i forhold til min "performance karriere" hvilken vej jeg skulle gå.
Og jeg må vel bare konstatere at jeg skal være i rammer hvor der er sat tid af til at prøve, eller jeg selv har et prøvelokale....men det er vist nok ret naturligt at ønske sig som optrædende, det andet er for kamikaze, og føles bare ikke sjovt mere.
Det er heller ikke udviklende i forhold til det kunstneriske, det bliver bare noget gammel rutine der skal køres af, og det er ikke det jeg er interesseret i. Jeg vil have kunstnerisk udvikling i fornuftige rammer.

Ja, jeg tog en forkert beslutning, på et spinkelt grundlag og nu er jeg her. Måske jeg igen skal lade være med at straffe mig selv, for i grunden kunne jeg ikke helt vide det på forhånd....eller skulle jeg? Hvor meget er det jeg går glip af i kommunikation og aftaler? Hvad er underforstået for alle andre og ikke for mig?...Og måske jeg alligevel ikke er så gal på den? Jeg synes det er en del af Aspegers helvedet, mon det nogen sinde bliver bedre?

Jeg vil gerne være velforberedt, helst lidt overforberedt og så tage overraskelserne derfra og det kan jeg også godt når jeg først er på scenen.

Jeg vil gerne have muligheden for at fornemme den helhed jeg optræder i. For så vidt er jeg ikke specielt sart, jeg har bare brug for det de fleste andre scenekunstnere har brug for....hvis de ikke bare har noget   ting på rutinen de kan gribe efter. Men det her jeg jo ikke efter et år hvor jeg ikke har stået på en scene.

Jeg har skrevet den her blog til at få mig til at huske til en senere lejlighed at det her bare føles for ubehageligt. Og er der ikke tid til at arbejde med detaljerne på en forstilling, må jeg sige fra.

Det handler ikke om perfektion, men at føle sig bare lidt mere tryg.

Nu må jeg se at få kørt i stilling til at tænke fornuftigt og pragmatisk, og det kan betyde jeg må retænke det hele, og prøve at være ligeglad med, hvad det egentligt var jeg gerne ville have optrådt  med.

Jeg håber jeg bliver klogere af det her!

Selvvalgte december udfordringer

Jeg havde en aftale 9.30 med hjemmevejlederen, om at vi skulle kører i Ikea efter diverse jeg manglede til hjemmet. Kl. 9.30 er alt for tidligt i min verden, men det var den mulighed der var, og jeg skulle også til prøve 14.30 på cabaretten, jeg havde taget fejl af dagene og mente det var en ok aftale at få prøvet i dag, og så var det jo som det var og kunne ikke ændres, og jeg måtte leve med lidt for mange ting på en dag.

Fordelen ved at være tidligt afsted var at Ikea var meget stille, ingen af dem med overlæssede vogne, med en 3 meters ting på tværs af laddet og trætte småbørn.
Jeg havde indkøbsliste og jeg ville tage den med ro, ikke skynde mig, men få fat i de rigtige ting.

Og så var det hjem og stille tingene, og at få lidt på plads og så afsted til prøve.

Jeg har ikke følt jeg havde ro på før jeg havde afprøvet min nye sang, om den var et realistisk bud, eller jeg måtte vælge noget andet og nemmere.
Og sig tiden nærmer, så det er bedst at have det på plads. Det havde også faldet mig ind at jeg måske havde glemt at synge i løbet af året, da jeg unægtelig er ude af træning, eller måtte formodes at være det. Og der skulle også tales arrangement osv.

......Og efter prøven skulle jeg købe ind og så skulle jeg stemme til EU valg.

Næste morgen var jeg helt færdig, og det lykkedes også for mig at få en nedsmeltning om formiddagen, hvilket efterhånen ikke er så almindeligt, faktisk ret ualmindeligt.
Jeg tror den meget tidlige opvågning fik kæntret min døgnrytme, og det var det mest afgørende for min utilpashed.

Og de kasser jeg købte i Ikea passede ikke rigtigt i størrelsen og panden var bulet i kanten under pappet, og det fik mig til at føle at hele den dag var spildt.
Jeg prøvede at huske mig på at prøven til cabaretten havde være super effektiv.

.....Og så dukkede der hjemmehjælp op om fredagen, den der hjemmehjælp, jeg jo ellers havde opdaget jeg ikke fik selvom det stod i mine papirer, så noget må have rygtedes efter jeg ringede til visitationen i den her uge?

Nu må jeg øve sang tekst i weekenden, vil hænge den op flere steder i hjemmet. Prøve at arbejde videre i hjemmet. Og så være forsigtigt, og så få nogen flere prøver, jeg skal have et Burlesque nummer gen indstuderet...og ja, så skal den sang på plads.

Jeg må være meeeeget forsigtig i december, 4 forestillinger er ikke til at spøge med. Når først cabaretten kører tror/ved jeg det hele falder på plads, men den kommende uge bliver en udfordring.
Det her er en tester af fremtiden: hvad vil jeg, og hvad er realistisk?

Tanker om fortid og fremtid......og julecabaretten

Jeg har det ikke nemt med at sove for tiden på grund af tanker..... jeg er ked af det, jeg er nået til nogen (selv)erkendelser og nogen minder der åbenbart gør ondt. Jeg synes jeg siger farvel til rigtigt meget og hvad er det jeg siger goddag til?

December kommer til at gå med at øve og optræde til "Screwed again! - queer x-mas cabaret" i Warehouse9, og det er jo mit valg, og måske dumt, men det er min test af om den slags overhovedet har en plads i min fremtid. hele 4 forestillinger, på den anden side er det ikke værd at øve til mindre end det.

Vi er nu mange flere....her er jeg med mit "gamle hår" og Garbo look...

Jeg må også få valgt numre og i gang med at øve, og frem for alt ikke gør det for svært for mig selv, det er ikke det det handler om i år. Jeg er bare med i gruppen og jeg skal overleve uden for meget stress og en helt fladmast jul.

Men "Shewed again" er jo en meget god tittel, så kan man godt gå rundt og være lidt tyndhudet og intens on stage. Jeg må også se på min lille "Autist monolog".

Enten vil det er cabaret noget være godt for selvværdet, det vil garanteret teste mig til det yderste forhåbentligt uden for mange episoder. Og jeg må jo afgøre hvor meget jeg vil udsætte andre og mig selv for, måske der også er andre veje. Jeg skal også igang med noget med digte i kombination med elektronisk musik, hvilket er mere afslappende at arbejde med, men samtidigt også lækkert kreativt udfordrende.

I den sidste tid synes jeg det har været/er et meget intenst forløb med at få noget selvforståelse omkring Autismen, og det er godt og det gør ondt. Der er svar på meget, men hvad så?

Hvordan kan jeg bo, hvordan kan jeg leve mere og bedre socialt, hvordan får jeg en fremtid der ikke bare trækker mig nedad i den tiltagende sociale sump som regeringen er ved at skabe til os i restgruppen.
Et utryghedsamfund for os der ikke er vinderne. Og hvor menneskers værd defineres efter hvor mange penge de kan generer og magt, penge og magt, viden der ikke er lig med de to ting, er ikke rigtig viden sådan som samfundet er strikket sammen, og dermed er jeg ikke den "gode og nyttige Borger"...

Kærlighed, selvværd, tryghed? Er der nogen realisme i den slags for en som mig? ...Og hov det er vist nogen af de følelser man reelt ikke kan købe for penge, men kun kan føle dybt i sit sind.

Mening, indhold, kunst, mulighed for at udtrykke sig, at være sammen med andre, det er jo det jeg vil.

At ville det sociale....på trods

Jeg havde en ret social fredag, jeg lagde ud med at få øreakupunktur NADA, det var lykkedes for mig at tro det var kl.14.30..... jeg ser åbenbart ikke for godt selv med briller.....derfor var "nadarummet" fyldt op, men jeg valgte så en chaiselong de har stående i en krog, jeg havde heldigvis ørepropper med, og så gik jeg i dvaletilstand der, faktisk meget i dvale, helt ude i tæerne. Jeg har ikke tidligere oplevet at det sådan gik ned i kroppen, og jeg følte mig meget afslappet, hvilket vist ikke er så almindeligt for mig.

Efter det futtede jeg ind til indre by, jeg tænkte jeg ville hilse på mine Hunde venner. De var der begge to....og så fandt jeg ud af at der var en fernisering med Kathrine Ærtebjergs billeder i Nansensgade og det var jo lige på vejen hjem, så den tog jeg lige med også. Og der var mennesker og jeg snakkede og vi snakkede en del og ret meget...og så tog jeg hjem for at skifte tøj til fredagsbar, og var ret mør i betrækket og meget træt, men jeg gjorde det alligevel. Og heldigvis var der kun mig og fredagsbar indehaveren til start og vi drak vand og åd slik og så Radisserne, og så meget senere dukkede der flere op, men der var vi også blevet friskere af at slappe helt af....og så futtede jeg hjem ved 2.00 tiden?

Jeg vil ikke levet et isoleret liv, og på en måde er det ærgerligt at jeg ikke bare kan været typen der ikke har behov for det sociale, da jeg jo på nogen måde ikke magter det uden at det bliver for meget for mig.

Jeg har så udviklet en måde at flyde med strømmen når jeg fornemmer at nu er jeg alligevel på farten, at jeg bare improviserer, og ikke først skal ud af døren til noget bestemt.

I de sidste 14 dage  har jeg har haft en klar følelse af at der lurede nogen tanker under overfladen, jeg har læst nogen ting der ramte og ophidsede mig, og gjort at jeg har skulle tænke over nogen ting omkring Autisme der har gjordt ondt. Det har også givet mig spændinger i kroppen og det betyder at det var noget der virkeligt påvirkede.

Men jeg konkluderede i går at jeg havde set monstrene i øjnene og fået sorteret det der for alvor har plaget mig, fra det mere underordnede...så nu er der ingen grund til de spændinger mere, har jeg fortalt mig selv.

Jeg synes jeg havde en god fredag, begge hunde var "helt bløde i pelsen" som vi kalder det, når de er rigtigt søde og nusse interesserede. Jeg var ude og snakke med "fremmede" i stor stil, jeg overvandt følelsen af at blive hjemme og ikke tage videre i byen, men gjorde det -noget nogen ville kalde dumt, men jeg synes det var godt fordi det giver mig fornemmelsen af at jeg bestemmer, ikke min Autisme.

I dag stod jeg meget sent op, jeg har ryddet op på en meget ADHD agtig måde, men noget er sket og andet besluttet, ting der skal sælges og ud af hytten, jeg skal have orden til jul.

Er jeg ok?

"Selvværd er at ikke skulle spørge de andre, om hvad de mener"......Tja, så har jeg vist ikke meget selvværd, for jeg ved at det andre tænker og føler ikke er det samme som mig og jeg har mine egne ideer der ikke altid matcher mine omgivelsers. Og ja, jeg bliver så uendeligt træt når jeg ikke matcher og jeg kommer i tvivl og jeg bruger dage og måneder på at regne det ud, hvad er nu op og ned på den her situation? Tænk at kunne klare livet uden så meget spekulation og tvivl, det må være herligt og så meget nemmere.

Jeg er ikke usikker, fordi jeg er et usikkert menneske, jeg er usikker fordi jeg af og til bliver gjort opmærksom på at jeg er lidt til en side, eller får en anelse om jeg er det, udfra andres udmeldinger. Men jeg er ikke en ø, med 30 sømil hele vejen rundt og Hajer til at holde andre ude. Og jeg ønsker heller ikke at holde andre ude, men af og til lidt på afstand, fordi det hele er lidt for meget, og jeg kun kan håb jeg opdager det i tide så jeg kan reagere på en ok måde, der ikke sætter mig i dårligt lys.

Er jeg så holdt oppe af selvtillid, et stillads af tidligere præstationer og evner til at klare verden? Og jeg faktisk ikke aner hvad reelt ægte selvværd er for en størrelse?

Jeg ved at når jeg rammer bunden så har jeg en overlevelseskerne, en kerne der vil leve og der er parat til at kæmpe og trække læsset. Men jeg ser mere overlevelseskernen som næsten dyrisk, at det er en mere grundlæggende egenskab der ligger længere tilbage biologisk/udviklings mæssigt, end det menneskelige selvværd.
Den siger: "Skidt pyt med selvværd og selvtillid, og andres meninger eller mine egne, jeg gør det her fordi det er det jeg gør!"....Hm, eller det siger den ikke for det kan den ikke reflektere over, den gør det bare, bom.

Jeg siger altid der er to valg, at man kan leve eller dø.....det sidste gør man så uanset før eller siden. Jeg prøver at få et liv før døden og ikke give op før tid. Er det det kloge valg, er det umagen værd? Måske ikke, men overlevelseskernen sidder et sted og styrer mig, selv i depressionen og afmagt.

Autisme/Asberger's er jo ikke en lidelse i sig selv, lidelsen kan ligger i afvisningen, at leve i omgivelser der ikke rummer/giver plads. Lidelsen kan ligge i det ramponerede selvværd, der måske også har ført til depression. Man kan trække sig fra samfundet med de følger det nu har, man kan prøve at stå i mod og kæmpe med de følger det kan have.
Man kan drømme om en indre balance, at man en dag finder en plads, eller helst flere, hvor man kan bygge en fremtid.

Hvorfor flere sociale platforme i livet? Af den simple grund at jeg selv har oplevet at platforme forsvandt for at efterlade mig i et tomrum og nedtur, der ikke tog måneder, men år. Men det kan jo være svært at overse, når man faktisk kan have ret så svært, med bare at håndtere bare få sociale relationer, der indbefatter flere mennesker af gangen.
Rådet må være at man ikke er lige engageret i det hele, men nok til at man har en tilknytning, der er let at arbejder videre på, at man ikke skal begynde helt forfra. Steder der har kunne fungere til netværk, empowerment, kan forsvinde af mange grunde, eller de kan udvikle sig på en måde man bliver ked af, at det der var trygt ikke er det længere.
Lige nu står jeg selv og mangler noget....men jeg må gribe hvad jeg lige møder, men lige nu er der et tomrum. Jeg er lidt for meget alene med mig selv.

Men jeg går til NADA akupunktur, jeg skriver dagligt, jeg tegner, jeg møder mennesker. Jeg prøver at erobre selvværd, gennem hvad min selvtillid tror på jeg faktisk kan. Måske jeg aldrig får det fulde selvværd, men jeg tror at det at skabe og mødet med andre trods alt kan give mig en identitet som et menneske der lever et liv, ikke bare overlever. Og det levede liv vil jeg tilpasse at have en Aspergers/Autisme, at skære ned på at bruge energi på det jeg ikke kan/der er for svært og energislugende, til at satse på det jeg kan der er energi skabende, jeg vil ikke længere tænke på og spørge andre om det nu er rimeligt.

Et barn med en yderst levende fantasi

Jeg var et meget fantasifuldt barn, det var også praktisk da jeg levede et ret isoleret barne liv.
Mine fantasier var spændende og farverige, de var som at skrive på en bog oppe i hovedet og hvor man næste dag kunne arbejde videre og revidere der hvor noget ikke var godt nok, eller manglede detaljer.

Kunne jeg som barn skelne virkelighed og fantasi og hvornår skete det? jeg tror nok sådan omkring da jeg nåede en 6-7 år. Men er jo stadig den historie med Kaninen jeg ledte efter på skolen, da jeg gik i 1 klasse, og hvor jeg endte hos skolepsykologen. Jeg husker så intet om om der var tale om bortkommet plyskanin, eller en imaginær Kanin, skolen må have hældt til at den var imaginær.

Børn med Asbergers, er jo på en måde asymetriske i deres udvikling, og faktisk det var det jeg altid sagde om mig selv inden jeg blev diagnosticeret. Den intellektuelle kapasitet, kan være meget stor, men så er der andet mentalt der svare til den alders udviklingstrin, eller bare er anderledes "vendt" i forhold til det neuro typiske. Med alderen og en god støtte kan den asymetri gøres mere balanceret. Men det er en livslang proces der fortsætter hele voksenlivet.....Det ved jeg jo selv alt for godt. Og jeg er stadig ikke symetrisk på nogen måde.

Jeg barn havde også fantasi venner og så havde jeg alle plysdyrene der var meget levende i min verden, eller de var levende som jeg så dem. Med komplicerede personligheder og egne meninger. Og jeg havde en høj moral omkring at jeg ikke trumfede mine egne meninger igennem overfor dem....hvordan man ellers gør det, men jeg trænede da min etik og indlevelse.

Jeg elskede at tegne, og fik meget inspiration fra bøger, så min fantasi og tankeverden havde også et fysisk kreativt udtryk. Og så var der de komplekse lege med plysdyrene, der både var kammerspil og større "produktioner" med mange dyr.

Andre børn kunne bliv fascineret af mine plysdyrs personligheder og af de figurer jeg selv havde skabt af gamle strømper og ting og sager. Disse figurer svarede til hvad jeg synes jeg havde brug for, af personligheder og fysisk udtryk. Jeg var fuldt ud så tilfreds med det jeg selv lavede, som fine købte ting. Personlighed og karakter var det afgørende.
Som et barn der fik oplæst mange bøger og selv kiggede i bøger og tegneserier så godt jeg kunne som ordblind, havde jeg meget at kunne fodre min fantasi med, og mit fantasi liv fortsatte i voksenlivet.

Jeg er stadigt et menneske med en levende fantasi, men i de sidste 5-6 er det som mit fantasi liv er blevet meget mindsket, og det ser jeg ikke i dag som noget positivt.

Måske hjernen (eller min hjerne) på en eller anden måde ikke registrere fantasien og virkelighedens sejre og nederlag så forskelligt og at fantasien på den måde kan balancere sindets virkelighed. Er det kun de triste socialrealistiske realiteter og en kamp for at finde ud af livet der fylder tankerne, ender det hele meget gråt, hvis der ikke også er mulighed for sejre og gode ting i det virkelige liv. Der kunne min fantasi beskæftige min alligevel overaktive hjerne, men noget mindre negativt og hvor jeg havde en magt over tingene, noget jeg ikke havde i virkelighedens verden.

På den bagrund kan jeg nu se at en som jeg, ikke kan lever i virkeligheden hele tiden, jeg har brug for at balancere med et eget indre fantasi liv. Fantasi liv kan jo også handle om at konstruere ideer, ting oppe i hovedet, det kan også handle om at jonglere med ting/ideer man forsker i, duer det her eller ikke, og hvad skal der så til for det gør det? For mig er fantasien også stærkt forbundet med det intellektuelle liv.

Jeg har brugt alt for meget tid med at bokse med problemstillinger der ikke kunne løses i mit personlige liv. Jeg siger ikke at man skal feje problemer ind under gulvtæppet, men bare huske på at det ikke nødvendigvis bliver løst af myllertanker omkring negative aspekter i ens tilværelse. At man måske behøver at samle kræfter andre steder, for at løse sine problemer. Idealet var jo at gå andre steder hen i livet og få positive bekræftende oplevelser hvorigennem man kan finde kræfterne og glæden, men sådan er det jo ikke altid, slet ikke når ens energi er begrænset og ens evner til at navigere i virkelighedens verden ikke er optimale. Og når man ikke har tilgang til terapi eller et stærkt nok netværk. Kører man alt for længe på de sidste ressourcer er de en dag brugt op, og det skete for mig.

Men man kan man flyve i fantasien, og sindet kan få lidt ro og optimisme, og der skal ikke bruges kræfter men ikke har da sindet rejser let og ubesværet, og så kan kræfterne anvendes på det der kræver opmærksomhed og styrke.

Fantasien kan være en form for beskyttelse og afstressning, og jeg tænker at den virkelige verden konkurrere med fantasiverdenen, der åbenbart kan tabe i forhold til fantasien hos nogen Autistiske børn og voksne, det må vel også ligge i at det levende liv ikke altid er stimmulerende nok til at fange opmærksomheden hos mennesker med Autisme. På en måde er det jo en fantastisk del af det Autistiske sind. Selv har jeg undertrykt min fantasi i nogen år for at presse mig ud i verden/livet, hvilket jeg har opdaget var en fejltagelse, jeg fokuserede for meget i forhold til det virkelige, og det bidrog til depression og stress uden aflastning. I dag ser jeg det for vigtigt jeg efter behov kan søge helle i fantasien. Så jeg tror man skal afvægte hvad en fantasi verden gør for at stabilisere/afstresse.

Jeg tænker også at fantasien er en måde at afprøve/forstå ting på ude i livet, om det er socialisering, eller noget praktisk/kreativt. Sådan et personligt indre test laboratorium, og det er da egentligt ret smart?.....senere må man ud og prøve om vingerne bære ude i virkelighedens verden.

Kind of blue, på en god måde

Jeg farvede en hel tromle med tøj blåt i går hos en ven, meget blåt. Fidusen var at friske op på noget jeg ikke synes fungerede som det var, eller havde den helt rigtige nuance.

Jeg har opdelt min garderobe i blå, "bærfarvet", og sort, men jeg kan ikke rigtigt holde ud at gå i sort mere, jeg synes det andet er mere optimistisk, der er mere energi i det, i en tid hvor jeg har haft brug for al den energi jeg kunne få.

Men endnu bedre er, at jeg gået i gang med at rydde op, og bøjle tøj op der har flydt på gulvet i alt for lang tid. Jeg startede lidt i går, har lavet en del i dag, men der er meget mere at gøre. Bunkerne er bare vokset og vokset over 4 måneder, sådan i det skjulte, som horder er man lusket, med at andre opdager hvor galt det står til. Men jeg tror jeg er i gang nu, jeg var også nede med noget til genbrug.

Det er ikke det store noget af det, men det er en begyndelse til at genetableret det der var ved at lykkes, inden jeg knækkede sammen. At jeg har ladet tingene stå til har været på grund af stressen, den skulle få ro, det kunne ikke nytte noget med for meget dårlig samvittighed og at genoptage det ting der havde skabt stressen.

Jeg håber den logistik der er blevet skabt i lejligheden, gør at det nu bliver nemmere at hver ting finder sin plads. Mange af skoene kom da op på skoreolen i dag, som faktisk er en bogreol jeg har anbragt sko i.

Men det må gå stille og roligt uden jeg bliver for kritisk og utålmodig.

Jo, jeg har hjemmevejleder og hjemmehjælp, men når man folder rigtigt sammen, kan hjemmet alligevel gå rimeligt skævt. Der har også været andre "hjemmeproblematikker" de sidste mange måneder der har taget energien fra selv hjemmet, men været forbundet med min bolig.

Jeg venter stadig på at høre om jeg midlertidigt kan få mere hjemmehjælp, ellers må der rygges for det, her er godt nok ikke ret rent for tiden, og det er måske meget godt jeg fjerner ting så der kan blive gjort rent, for det er jo ikke muligt hvis der er ting og sager alle vegne....hverken for mig eller andre.

Badeværelset ligner lige nu alt for meget badeværelset i den gamle lejlighed, når der var slemt, og jeg må skubbe til døren og vade henover ting. Men planer er at fortsætte i badeværelset så døren bare kan komm op og gulvet er frit.

Det er meget social realistisk og meget lidt imponerende hvad der foregår, men jeg tror at i dag var day one i forhold til at jeg er igang igen.

Blåt er godt: International Klein Blue

Kreativitetens død

Jeg har været kreativ fra jeg sad i kravlegård, så meget af min tid har været brugt til at tegne og lave ting, skulpturer, sy. Det at skabe ting var en fast del af mit liv og min selvforståelse. Gennem hel min trælse skoletid var det den eneste kilde til selvværd, selvom skolen ikke kunne se værdien eller en fremtid i det.

Men kreativiteten er noget jeg har mistet. Som livet og nederlagende fik tag i mig, forsvandt den livsudfoldelse, det krævede for meget, det var ikke godt nok, det mindede mig om at jeg ikke var lykkedes. At jeg manglede de evner der ville gøre at jeg kunne være en susses som kunstner/designer, fordi jeg kun kunne skabe, alt det andet der kæves for at arbejde med kunst/design manglede. Og når folk der faktisk arbejdede med kunst/design/mode roste mig og var interesserede i det jeg lavede, så var det nærmest som om jeg afviste dem. En blanding af at jeg ikke havde lært at være fremme i skoen hjemmefra og en grundlæggende evig tvivl på egne evner....som vel er ret almindelig hos mange kreative, men lammende i min tilværelse. Jeg manglede alle de andre værktøjer der skal til, evnen til at opsøge folk, være åben og social, evt. lidt spidse albuer. Og faktisk tror jeg ikke jeg opfattede at de mennesker reelt og ærligt synes jeg var god og evt. ville have kunne hjælpe mig.

Nogen skal tro på en for at det lykkes, men det nytter jo ikke hvis man ikke tror på dem.

Jeg droppede faktisk det kunstneriske, da jeg var lige ved at lykkes med projektet (skulpturer), jeg var rædselslagen, jeg ved ikke om jeg var mest bange for det økonomiske praktiske, end selve det at det måske lykkedes denne gang. Var det realistisk at jeg var tæt på?.....jeg ved det ikke, men tanken gjorde mig bange og jeg knækkede sammen.

En pastelkridts ting fra min sene periode

Med hensyn til billedkunsten fik jeg præstations angst, det hold op med at være noget rart, jeg synes ikke jeg kunne leve op til egne forventninger. Jeg arbejdede meget med teknikker med en flydende streg, uden mulighed for rettelser og det kræver man er i flow. Det var noget nemmere med skulptur, der kunne jeg bare blive ved, til det lykkedes at få det resultat jeg ville have.

Jeg har stor glæde af andres kunst, det har jeg haft hele vejen igennem livet. jeg har set og set.

Jeg lave illustrationer til min blog og til denrenemiddelalder.dk, men det er mere noget praktisk jeg bare skal lave, det skal klares og det holder ikke på nogen måde mål med det jeg kunne engang. Men det er træning, jeg tvinger mig selv til ikke helt at slippe, selvom jeg ikke rigtigt er i processen, jeg taber overblik, der hvor jeg engang havde det.....og glæden ved det.

Jeg havde et helle i det kreative, en egen verden, som jeg så mistede sidst i 20erne. Og med tiden brugte jeg al energien til at gå ud i livet.

Kan det kreative komme tilbage? Jeg aner det ikke, om ikke andet tager det nok en anden form, der er naturlig for mig og med erkendelsen at jeg ikke bliver det jeg engang håbede, men finder eget udtryk jeg kan leve med uden præstationsangst.

"There are only two tragedies in life: 

one is not getting what one wants, 

and the other is getting it." 

                               - Oscar Wilde

.....Selvom det ville nu være ret nice hvis der skete lidt af det man drømmer om.