Umiddelbart er det godt at være realstisk omkring sine egne evner, min erfaring er bare, at ofte er folk ikke ret realistiske omkring mine udfordringer. Jeg skriver "folk" for det er ret uanset om det er "professionelle", venner, eller "folk".
Måske det er naturligt hvis man selv bare gør ting sådan vipti vupti, eller kan når det er nødvendigt, at forestille sig ikke at kunne ting selvom det er nødvendigt. Og når jeg forklare til andre, at noget ikke er realistisk, så kan de ikke forholde sig til det. At min vej til noget er så meget længere. Det er som om de ting jeg ikke magter, hele tiden glemmes, eller minimeres.
Forstillingerne om hvor nemt, hurtigt en opgave kan klares er en del af det underforståede, og noget hvor jeg selv kan regne ud, hvad opgaven normalt ville kunne tage af tid og arbejde for en mere "Normalt fungerende". Og ofte kommer jeg til at sige, "jo det kan jeg godt, det er nemt nok". Men det er ikke virkeligheden. Jeg glemmer igen og igen at det bare ikke er sådan det er, når det er mig.
I grunden skulle jeg hjælpes med at forstå, at det ikke bare lige er sådan, at jeg mindst muligt endte i den situation, da det hele tiden gør noget ved mit selvværd.
Så jeg har Autisme og ADHD, men det betyder åbenbart ikke noget særligt, men hvorfor er det så jeg kæmper sådan dagligt? Har vi udstyret nogen med de diagnoser der reelt ikke havde brug for dem, så de der har brug for støtte ingen får? I mange tilfælde siger man at de diagnoser bliver stillet i forhold til, at der er ting man har brug for støtte til?
Det er godt at se en persons ressourser, men får vi får ofte blandet det sammen på en måde der ikke giver mening. At ressourcer på nogen punkter, bliver lavet om til at det opvejer det man ikke evner, hvilket det jo ikke gør med ADHD og/eller Autisme, jeg kan ikke bruge det jeg har af ressourcer på et punkt, på de ting jeg kæmper med. De opvejer, balancere ikke hinanden ud. Og de har været der hele mit liv.
Forskellen er nok at jeg har brugt mine ressourcer som et skjold, og prøve at skjule alt det andet. Og det er jeg mindre tilbøjelig til i dag. Hvilket skulle være en god ting? Det fungere bare ikke, folk foretrækker mit gamle jeg, for det nye.
Jeg ved meget om hvordan man gør ting rigtigt, men det betyder bare ikke, at jeg kan udføre dem rigtigt selv. -Eller det vil kræver meget mere af mig, end de fleste andre. Og jeg er altid op imod "de fleste" og "de andre".
Og ingen gider at hører på en der ser sund og rask ud sige "det kan jeg ikke", eller "det burde jeg egentlig ikke gøre". Selvom det er min erfaring og tilkæmpede indsigt efter mange, mange år, at sådan er det bare. Andres eller min egen magiske tænkning, og delulu vil ikke hjælpe på sagen. For "sagen" er støbt i stor skala i solid beton, så der skal gås grundigt til værks, hvis den skal væk, og en gaffel gør det ikke. Tro mig.
Så jeg bliver nød til at holde fast i mine erfaringer, ikke lade mig overtale til at tro på ting der ikke er realistiske netop for mig. Og jeg bliver også nød til at sige det igen og igen til andre, selvom jeg er træt af det. For var det så let, var jo alting løst forlængst ikke?
At leve som jeg gør, tager mine ressourser, så der ikke er noget til livet og til at skabe en ok nutid og en fremtid. Der skal tilføres noget, der reelt kunne være meget forskelligt, i situationen ville alt "noget" der kunne gøre en positiv forskel, blive til en meget stor forandring.
