Når trætheden helt overtager

Der har bare været for meget, og nu betaler jeg prisen. Jeg har mindelser fra alle de ande gange i mit liv, hvor jeg har været alt for træt, alt for længe.

Den der uldne fornemmelse rundt og bagom om øjnene, at kroppen gør ondt, at intet kan overskues fordi hjernen er træt, og jeg knapt kunne læse og skrive forgårs.  

Folk der ikke lider af den form for belastnings symptomer siger jo ofte: "Jamen det er naturligt at blive træt", "Det er da ikke ubehageligt at været træt, og så går man vel bare i seng, hvis det er?".
Men det er jo bare ikke sådan det er, jeg ved godt hvad det er at være "naturligt træt", og den træthed der forsvinder ved en god nats søvn, eller et par nætters god søvn, det er bare ikke det jeg er ude i, eller de andre med træthedssyndrom agtige symptomer.
Der skal meget mere til end søvn, og fornemmelsen er ikke rar, man føler sig fastlåst i overtræthed, uden at kunne slappe rigtigt af alligevel.

Men hvor meget skal jeg gå i hi, skærme mig, for at blive mig selv igen hurtigst muligt, og hvad er det egentligt det her handler om?

For det er sammensat af mange ting: Det at jeg har haft stress samlet fra flere måneder...år, men det der har stresset mig, faktisk nu er væk og jeg nu rigtigt kan mærke hvad der foregik. Også mødet med handicapcentret i den her måned var ubehagelig og tærede, i form af den kynisme jeg oplever, det jeg fik afslag havde jeg dog forventet. Men det mindede mig om alle de andre møder jeg har haft med kommunen "det offentlige" gennem årene.

Jeg føler også der er sammenhænge jeg forstår bedre nu, altså bedre selvforståelse, men det tærer også på kræfterne, nå hjerne bearbejder.
Og det jeg drømte om min Mormor, og blev sendt tilbage i min fortid...og jeg igen forstod ting bedreomkring hende og mig, men det samtidigt også var lidt overvældende med det "gensyn".

Jeg skal ikke regne med jeg foreløbigt bliver "friskere", det her er meget tæt på posttraumatisk stress, og med en Aspergers tager det tid at finde roen igen. Tid jeg ikke synes jeg har, men bliver nødt til at have. Trætheden gør jeg ikke har et valg, den tvinger mig i knæ, når jeg nu ikke kan forstå det selv, hvad jeg kan magte og hvordan jeg mærker det i tide.

Jeg sad hos en ven og så cykelløb her i ugen, sammen med Hundene, min "Hunde terapi" er jo vigtig for mig....og det er jo ikke så stressende med noget og nogen jeg kender godt, men kors hvor var jeg  dog overtræt. Men jeg har da fået nusset hunde i denne uge, og jeg har snakket med venner.

Men det at bo midt i København gør at bare det at gå ud af sin dør, betyder stress når man har det som jeg, at færdes til fods eller transport i byen er stress for mig. På den anden side er det heller ikke godt at sidde indendørs i dagevis, hvis man er mig.

Og umiddelbart får jeg også sovet i de her dage, jeg gør vaneting, springer ting over til jeg får mere overskud, prøver at få ro på.  Til jeg igen kan gå i gang med mit hjem, og alt det andet der venter forude.

Prisen for lidt for meget gang i den

Fredagsbar, arrangement lørdag, lidt live jazz søndag....og jeg har været helt kvast siden og det føles bare ikke bedre endnu selvom det nu er onsdag.......

Ja, jeg skulle jo lige prøve og se hvad jeg magtede for tiden, for jeg er jo ellers blevet mere socialt aktiv på det sidste, men så alligevel. Jeg altid ment man af og til må gå til grænsen og lidt over bare en gang i mellem for at træne og vide hvor man egentligt er energimæssigt og socialt, og det må jeg konstatere jeg så også har gjort.

Nu havde jeg jo planlagt at forholde mig lidt rolig med hjemmet, sortering og udsmidning, så på den måde har jeg ikke snydt for at lave noget hjemme, har bare vasket lidt, og ikke rodet med noget af det rigtigt svære i hjemmet.

Før i tiden kaldte jeg det træthedsyndrom, får jeg havde det på den her måde og dengang så jeg det også som en stor ulempe, i forhold til uddannelse, job, socialt liv, jeg hader det er sådan, men det er sådan det er med mig, og har været det hele mit voksne liv. I mange år håbede jeg jeg kunne træne det væk, at det var en form for socialfobi, der når jeg var mere tryg ville gøre det udadvendte sociale mindre belastende. Det har så været delvis sandt, da jeg magter meget væsentligt bedre, men grundlæggende har jeg begrænsninger, det er ret kontante når jeg er gået over hvad jeg magter.

Asperger var så den rigtige forklaringen på at jeg let bliver overtræt, og vel også at jeg ikke helt stopper når jeg burde. Der er jo så meget jeg gerne vil.

Jeg tror jeg har flere kræfter til ting og sager nu, i forhold til de sidste to år, men med måde.

At skrive Autistisk

"Du skriver meget Autistisk", mig: "Hvordan?", "Det kan godt lyde lidt vredt og ensidigt og offerrolle" Mig: "Joooo, men det er jo sådan jeg har det?".

"Men for "alm" mennesker kan det være svært og forstå, at meget er så sort og hvidt, og at "i" ikke har en forståelse for nuancer, og mellemregninger - Og at autister ofte blive vrede når der stilles spørgsmål til det der bliver sagt / skrevet - fordi de ikke forstår, det som er så enkelt for jer . . "

Jeg kunne forstå at mine korte mere konkrete blogge fungerede mere bredt, hvor mine længere rablerier var for dem med godt kendskab til Autisme spektret.    

Måske mine blogs ikke giver meget indsigt for folk der ikke kender den "Autistiske logik" og følelsesliv. Om ikke andet så skriver jeg åbenbart "ægte" Autistisk, og det må jo betyde jeg ikke prøver at fremstå som andet end mig, at jeg ikke kæmper for at få det mere neuro typisk (ikke autistisk), på den anden side, ved jeg så ikke hvilken indsigt jeg tilbyder udenforstående?

På en måde er min blog en ægte blog, som en dagbog, tanker der er på vej. Den tilbyder ikke færdig pakket afsluttet formidling af emnet.

Den Autistisk vinkel, det er vel også der kæden hopper af med forståelsen når der debateres på nettet, eller når jeg til mine venner, fortæller om det der går mig på i hverdagen. Men mine venner kender mig, og dømmer det hele udfra en helhed, det der fungere, og ikke fungere helt som andre. Jeg går udfra de kan lide mig selvom jeg er anderledes, men andre har jo ikke tage det valg at kunne lide mig. Eller jeg ikke har givet dem nogen grund til at lide mig, at jeg måske ikke umiddelbart synes at tage dem ind, acceptere dem. Jeg er den sidste til at vide/fornemme hvordan jeg virker på andre.

Jeg ved jeg er et evigt bekymrings menneske, at jeg tænker problem scenarier inden de sker, alt i alt ting er komplicerede. Og alt har en forhistorie...der måske startede allerede før jeg blev født. Det bliver til ret meget, jeg ved det godt, min lille verden er ret stor på den måde.

 Men det er vigtigt at have en stemme på egne betingelser, nogen små fristeder, uden at folk korrigere og siger sådan er det jo ikke, for det er det jo for nogen af os, den Autistisk hjernes opfattelse er også en opfattelse, men ikke den herskende opfattelse af hvad der er virkeligheden. 

Jo mere jeg forstår omkring den Autistisk opfattelse og hvordan den adskiller sig fra den neuro typiske, desto svære føles det. Hver dag må jeg erkende hvordan jeg helt automatisk tænker anderledes, og hvordan jeg gør det på måder hvor jeg ikke rigtigt er til at forstå eller accepteres.
For nogen år tilbage troede jeg at jeg nærmede mig verden/mennesker, nu er jeg endnu engang igang med den hårde process, at forstå at der er en verden til forskel og hist og her har jeg mentale berøringsflader, der forbinder mig med andre, på andre punkter har jeg ikke....ikke endnu, eller måske nogen sinde....

Hjemmet, det går stille fremad

Jeg arbejder stadig på hjemmet, og jeg vil nok indrømme at skrev jeg ikke ned hvad jeg lavede, ville jeg tro at jeg ikke gjorde ret meget, eller tingene krøb frem igen om natten.

Torsdag ryddet jeg et område af køkkenbordet, der var en blanding af medicin og øreringe, og diverse fnusk. Det jeg ikke kunne tage stilling til har jeg puttet op i en beholder.  

Jeg fik også aftørret et lille bord i stuen, godt med sæbe. Jeg var også ude og se til toilet og vask, så der er også renere og mindre kalk nu.

Jeg var også ude og ordne lidt på altanen, få samlet sammen på urtepotter bla. Projektet startede for flere dage siden, og det fortsætter.

I forgårs fik jeg pudset nogen ruder og jeg har smurt nogen vindus håndtag, der har drillet siden jeg flyttede ind. 

Men der er godt nok meget der skal ses på endnu, der er kommet nyt vasketøj, badeværelset er langtfra færdigt. Og entreen er ikke helt god og soveværelset uha, uha.

Det her bliver et laaaangt projekt. Derfor tror jeg det er meget vigtigt at skrive ned hvad der bliver gjort. Også bare det noget bliver smidt ud dagligt. 

En ven kom forbi og hjalp med at skrue nogen plantekasser sammen til svalegangen, der var godt nok mange skruer, et forsøg på at få  fortsat fred foran mine vinduer mod svalegangen, det kan altid forhandles med de nye naboer, der sikkert ikke ønsker at anvende området foran mit køkkenvindu til altan.
Mens der blev skruet skruer i plantekasserne (jeg skruede også en del skruer), gik jeg igang ude i køkkenet, for at nette lidt på spisebordet, så vi kunne få en fyraftens øl, en af de store med patentprop.

Det var så den torsdag.

Fredag: Hvad lavede jeg fredag? Det har nok ikke været det store...jeg ved jeg afkalkede glas...om ikke andet.

Lørdag: Jeg gik i gang me entreen, kiggede i en gammel irriterende bunke, noget skulle ud, andet var noget der skulle til genbrug, andet var bare ved et uheld endt der og glemt. Bunken var også i vejen når folk skulle ind og ud af min hoveddør, der ikke kendte til bunken, jeg har jo lært at snige mig rundt i overfyldte lejligheder, og ting der ligger på gulvet.

Jeg sorterede ting fra entreen i plast kasser der endte i soveværelset. Nu kan man sige det ingen mening giver. Men når for meget bliver uoverskueligt der hvor jeg er i gang, giver det absolut mening. For der er en sortering og bevidstgørelse om hvad der er, og der sker en sortering, selvom der kommer andre sorteringer senere. Og det gør at jeg kan gå til næste bunke.....Om ikke andet der er mere bart gulv i entreen!

Synligt gulv og tomme kasser

Hvad jeg godt er klar over er, at der vil komme svære ting der skal tages beslutninger om, der er flyttekasser jeg har glemt hvad der er i, og der er en garderobe til sceneoptræden, jeg må tænke over, kan den pakkes bedre, skal den minimeres, vil jeg længere have det på...kan jeg passe det...har jeg brug for det? Der er alene en kasse med sorte strømper og en med hudfarvede fx.
På den anden måde er det en samling af kostumedele der er svært at finde, og har taget flere år, hver del er relativt lille, men det fylder alligevel.  Og der er arvegodt og ting jeg helst ville kunne sælge, ja det skal nok blive svært.

Men det er ikke noget jeg skal tænke på nu, jeg skal gøre alt det jeg kan finde ud af at overskue, så jeg nemmere kan overskue det rigtigt svære. Og det er meget vigtigt ikke at blande det lette og det svære sammen, for det svære laver stopklodser, så man ikke kommer videre med det der er lettere,  men bare står og glor på det svære jeg har minder og tilknytning til. Derfor må det svære bare ende et sted samlet, uden at skulle spekulere på det, så alt det andet der faktisk kan løses uden jeg går i stå, eller jeg får det dårligt hvilket jo ikke gavner den fortsatte proces. Det har jeg jo prøvet.

Der er ingen hjemmevejleder, der er ingen psykologisk strøtte, og jeg har stadig depression, så det handler om at balancerer, og at det er mig der bestemmer hvordan jeg går til det, så det giver mening for mig, og ikke ender i skyld og afmagt. Hvilket det meget let gør, og det har jeg været, og det fungere ikke.  Jeg er en hoarder, og det skal tages alvorligt.

I dag søndag, må jeg se på den anden halvdel af entreen, og se på hvad jeg kan udrette der i løbet af dagen.  

At få mere orden i kaos og mere carpe diem

Torsdag fik jeg hjemmehjælp, og det var den store tur : Udover opvask, var det støvsugning og gulvvask.

Jeg gik så selv samtidigt i gang med at sortere og smide fnusk ud. Jeg har lettere ved at lave noget når der er nogen. Så jeg kastede mig over en stor bunke tøj og sager nedenfor døren til badeværelset, der pga. et andet oprydnings projekt var endt i en blanding af sokker og undertøj, og diverse andet. Desværre også rent og mindre rent blandet sammen. 

Det er ingen let opgave når man har ADHD og Autisme, det kan bive meget indviklet og man kan helt miste fokus. 

Jeg valgte at finde en stor plastkasse hvor jeg bunkede sokker og undertøj op i. Der var også armbånd og øeringe, så det blev bunket op i en rodet kasse med den slags, det kan sorteres senere. 

Udover området ved døren, ordnede jeg også den hylde længst nede i badeværelsesreolen. Og så hiver jeg reolen ud og gør rent under den. 

Jeg fandt også en del der bare skulle ud, af fnusk og indpakninger osv.  Og det gik jeg ned med da jeg skulle lidt ud og gå. Og da jeg kom hjem sorterede jeg undertøjet fra den store kasse ned i en minder kurv, og gik igang med at vaske strømperne.

Og så gik jeg også igang med at rydde ud i et skabs møbel jeg har i køkkenet, fik smidt ud og sorteret og fandt nogen gode tegninger jeg faktisk skal bruge og der bestemt ikke burde ligge der.
Jeg opdagede så at jeg havde en hel tom ny kasse inde i en reol i stuen, hvor jeg kunne dumpe alle tegningerne. Jeg er ikke færdig med at fordele ting i det køkkenmøbel, men nu er det sorteret det der er der.

Jeg må jeg se på resten af rodet i badeværelsesreolen. Jeg påtænker også at købe en vaskemaskine og den skal jo have plads, og det kræver at jeg har tjek på hvad jeg skal have der ude.  

Fredag synes jeg det var min gode Ikea køkkenø der skulle ses på, hvad var der i plastkurvene af udgåede madvarer, hvad havde jeg af ris og pasta. Få tørret hylderne af, vasket plastkurvene af. Afkalke elkedlen.  Og nu er alt rent og på plads, utroligt!

Og jeg har været i byen efter gulvvask hvilket jeg manglede og klude uden mikroplast.

Lørdag skulle oprydningen fortsætte, men sådan gik det ikke, lørdag blev endnu en carpe diem dag, med et opkald kl. 11 om jeg ville med til Stevns med Hundene og jeg kunne være klar til afhentning om 50 min. det kunne jeg godt. Det var en god tur og meget lang tur ned af meget smalle veje med mange sving og små landsbyer.

Social workout og antennetid

Nogen gange synes folk jeg snakker for meget og er lidt for intens...nogen gange oplever jeg folk der snakker meget og er meget intense, de er så ofte yngre end mig. Det er vel egentlig ok hvis de er fælles optaget af et emne, en animeret samtale det er da sjovt og hyggeligt, er det vigtigt om man af og til er lidt for meget?

Nogen gange bruger jeg snak som at skjold, nogen gange konversere jeg fordi jeg har lært hjemme fra, at man skal kunne konverserer, holde en samtale flydende. Nogen gange orker jeg ikke at konverserer, jeg kan bare ikke sige noget.

Ude blandt mennesker er jeg er for lidt og for meget, måske nogen gange tilpas. Jeg får ikke rigtigt hilst på folk, eller har den rigtige øjenkontakt. Men jeg gør det så godt jeg nu kan, hvilket ikke betyder at jeg ikke kan blive kommenteret, rettet på, som da jeg var barn og ung, men jeg tager det letter nu end da jeg var barn og ung. -Men hvad er er den rigtige måde er vel meget en kulturbestemt ting, måske jeg var mere rigtig socialt et andet sted end i Københavnstrup/Danmark?

Jeg kan blive meget træt af mig selv, jeg kan godt gennemgå en aften og tænke over min adfærd, men i det mindste jeg prøvede så godt jeg kunne, og jeg prøver stadig at lære. 

Selv de gange hvor jeg synes noget er gået godt og jeg har været afslappet, ved jeg at min måde at reagere på bære præg af den måde Autismen tænder og slukker.  Og det er præcis det den gør: Så nu skal der ske noget, eller nu kan jeg ikke rigtigt noget. I mellemtiden er der måske en "normal" mellemting, eller hvad jeg tror er en normal mellemting, for hvad ved jeg?. 

Og så har jeg noget ren antennetid hvor jeg bare sidder og scanner omgivelserne. Og så er der de gange hvor jeg bliver pisse irriteret over nogen, og ikke helt kan slippe det. 

Men måske det at få sat begreber på hvad der foregår, er til en hvis hjælp for mig. Trods alt har Autisme diagnosen været til hjælp på det punkt.

Det er selvfølgeligt noget omstændigt, at i løbet at man midt i sociale situationer med andre, skal tænke: Nu er jeg afslappet, nu hygger jeg mig, nu er jeg pisse irriteret, nu snakker jeg løs uden at være i rigtig kontakt med situationen, nu er der kontakt, nu vil jeg bare sidde helt stille, nu vil jeg gå lidt væk osv. På den anden side det er vel vejen frem, at mærke det i tide, at faktisk kunne mærke hvad der sker i nuet. Ikke når det er helt for sent. 

På en måde meget enkelt og dog meget svært, og det skal gentages og gentages, og man skal ikke overlade sig selv til ubehaget/angsten, der er ikke en vej uden om, at det er vigtigt at mestre og træne det sociale.

Når fortiden er udlevet og fremtiden må blive noget helt andet

Det handler om  ikke at kunne det samme sociale jeg troede jeg kunne for to år siden, alt det jeg smerteligt måtte forlade dengang hvor stressen tog over både privat og socialt.
Når jeg er tilbage er jeg en tilskuer, jeg ser de andre og jeg ser mig selv, som fra et sted oppe i loftet, har jeg en indre dialog, samtidigt mad at jeg tager indtryk ind. Men jeg vil ikke kaste mig ind i kampen, med at være social og åben, jeg er der bare og egentligt er det ikke rart, det hele er velkendt, stederne menneskene, men jeg er ikke hjemme i det.
Jamen var det hele ikke hyggeligt nok? Jo, jeg har været til en den det sidst år der var super fint, i godt selskab, til gode ting, men hvor jeg følte jeg et andet sted, og jeg ønsker at være nærværende, i nuet. Er der ingen mellem ting for mig, kun ekstremt meget på, eller så er jeg lidt hægtet mentalt af? Desværre er det nok tæt på sådan det er at være mig.

Jo, jeg har savnet mit byliv i de sidste par år, at jeg bare ikke magtede at komme ud af døren, alt det jeg måtte sige nej til, som jeg gerne ville.

Men det efter lader et stort spørgsmål, hvad så? Jeg har jo gentagende gange skrevet at jeg vil ud og deltage i livet...men på hvilken måde så?

Jeg kan nu i den grad selv mærke tænd/sluk mekanismen i mig, og at tænd funktionen ikke er den rigtige version af mig, bare mig på autopilot, og i værste fald autopilot på den forkerte kurs, måske jeg føler mig lidt for gammel til den stil, selvom det vel ikke har noget at gøre med alder.

Måske det også handler om at noget er udlevet, at situationer jeg testede , ikke samme interesse mere, det giver ikke det samme boost af selvtillid, "Hurra, jeg overlevede det!".  I dag ved je at jeg overlevet, men spørger om hvad der ellers er i det for mig udover overlevelsen.

Måske jeg i dag betragter andre andeledes, ser andre detaljer, måske jeg i dag bedre står ved at jeg ikke altid kan lide/orker andre mennesker, og det netop er en del af det at have Aspergers, at man ikke overkommer mennesker, enkelte personer, eller bare mennesker, og på en måde der giver en for mange indtryk, det laver situationer om til noget negativt, selvom der noget reelt negativt eller stressende for andre.
Jeg har bekæmpet den følelse i mange år, nægtet at give op overfor ubehaget. Men er der et reelt valg i forhold til at jeg kan vælge det sociale fra, når jeg altid har arbejdet på at forstå det, er det ikke bare en af mine livsopgaver, selvom jeg ikke tror på skæbnen.

Tidligere i mit liv var det social svært på en anden måde end nu, det er som om jeg dengang bare accepterede andres adfærd næsten uanset hvad, hvilket jeg ikke gør mere. Måske det var pga. min noget forlængede barndom, måske fordi jeg ikke måtte sætte grænser for andre, hverken oppe i mit eget hovede eller ud i livet. I dag er det anderledes, men det gør det ikke lettere. Det skaber vrede og konflikter der ikke var der dengang....he he, ja sådan er det når man er "for nem"....og hvad er jeg så nu, forhåbentlig på vej væk fra nem, men i høj grad også væk fra at være irriteret og stresset.

Men hvad så lige nu? Jeg vil ikke være alene, og jeg vil ikke sidde hjemme altid. Og jeg har jo optrænet det sociale og det virker delvis, men kun delvis.

Skulle jeg have noget medicin der lige gav mig et nyk i den rigtige retning, det vil jo vise sig og er ikke noget der kommer til at ske i nærmeste fremtid, der er megen venten i mit liv når man er i systemet, man må have tålmod for ikke at få svip af det.

Jeg må indrømme at jeg ingen ide har om fremtiden. Og færre fremtids planer end nogen sinde. Jo jeg kunne godt tænke mig at den kroniske depression gik væk og jeg fik ro omkring min bolig, men det er vel også et væsentligt grundlag for at kunne noget andet og mere.

Men jeg har gode venner, der situationer jeg bare er en del af, der er der hvor jeg står åben for indtryk, jeg ønsker forandring, hvordan jeg opnår det ved jeg endnu ikke.

Hvem er det lige samfundet er?

Samfundet er en fornemmelse, føler du dig tryg, føler du at du er med, føler du dig som en del af det og har en indflydelse?

Føles det som du lever i et hierarkisk pyramide samfund,  eller føler du at samfundet består at mange forskellige organisk forbundne enklaver, føler du at du står i udkanten af samfundet, eller er du lige midt i det?

Synes du, du deler de gængse værdier, eller synes du samfundet sværdier føles helt forkerte? Eller er det sådan at det, er op til hvem man kender og møde i hverdagen hvordan samfundet ser ud til at fungere. ....Eller er samfundet mere noget du har fra medierne, end dine gene oplevelser i hverdagen?

Når du skælder ud på samfundet er samfundet også dig, selvom det måske ikke lige føles sådan.

Kan du spejle dig i samfundet, kan du genkende dig selv som type i reklamerne, det er dig de vil have, og du kunne købe den ting, eller den ydelse.
Eller vil du ikke have noget af det  de prøver at prakke dig på og de afspejler ikke din livstil, og du er ikke interessant i deres verden, du er ikke rigtig en af typerne/grupperne reklame folkene arbejder med.

Du er måske heller ikke som dem i de danske film og tv serier, du hører ikke til den del af middelklassen de beskriver, fordi de beskriver sig selv, deres venner og familie, de sidder med manuskripterne.
Når det går lidt udover deres erfaringer bliver det lidt karikeret, "de andre". Men måske du ikke engang er en af de typer der figurere som "de andre"?

Der snakkes om at facebook sørger for, du mest ser de holdninger du selv deler, så du på den måde mest bekræftes i dine egne holdninger.
Måske du allerede har luret segmenterne, dem der deler konkurrencer og  lækre forbrugsgoder de gerne ville have eller har købt. Der er dem der deler deres bekymringer om verden, links om sundhed, og dem der deler blomster og deres hjem, og måltidsbilleder og feriebilleder. Bekymring eller hedonisme, retro eller fremtid.

Og så er der dem der er ret vrede og de melder jo klart ud...og alligevel ikke der er lag der ikke altid ses, hvis man ikke kender personen godt nok, de der små mellemregninger. Har man ikke mellmregningerne kan det være man lukker helt eller delvis af for dem på FB...For meget pral, præk, klynk, spam....Og en dag trykkes der følg ikke.

Danskerne er stadig lykkelige siger statestikken, jeg har svært ved at se det, men måske jeg er det forkerte sted i samfundet. Og det er jo ikke fordi jeg ikke har øjnene på stilke og ørene slået ud når jeg færdes. De nævner at vi er et samfund med tillid, men er det ikke ved at blive et mistillids samfund?
 Men det gælder måske ikke for dem med det sikre job, og dem der aldrig er blevet ramt af krisen, andet end de skulle bruge lidt mindre, ikke fordi de ikke havde, bare for en sikkerheds skyld.
Og der er en forskel på valg og nødvendighed, og nogen i Danmark kan vælge, andre ikke, og dem der kan vælge kan ikke se hvorfor de andre ikke kan, og så er vi tilbage til det med tillid og mistillid.

Måske jeg har for meget fornemmelse for hvad der foregår i tiden, at jeg kan se lidt frem, se lidt bagom. Det er jo en spændende evne, men også svær, og jeg kan ikke ignorere de informationer jeg får.

Jeg må trøste mig med at verden og lille Danmark ikke er entydig, at der er mange strømninger i tiden også positive. Jeg kan håbe på at det mindst dårlige sejre, og jeg en dag vil se mig selv som omgivet af samfundet og ikke ude ved kanten.

Mon den bedste tid er den der kommer?

Man kan appelere til accept og forståelse af Autisme, men det er nok nemmere at forstå for udenforstående når det handler om børn og dem der er synligt Autistiske. Det bliver ikke os de voksne "semi normale".
Og den viden er barsk fordi det betyder at være i konstant risiko for at være udsat, at blive ydmyget, misopfattet, og bare måtte tage det, for det er jo sådan det er. på spektret
Man skal være taknemmelig alle de gange man kan kan fremstå som nerotypisk og sympatisk. Og de gange man ikke kan det?

Det nytter ikke at sige til sig selv jeg er et godt menneske og jeg tager hensyn til andre. Afmagten i konflikter og at andre ikke tager hensyn er der som en evig trussel.  Og konsekvenserne er meget svære at få bearbejdet.

Jeg vil godt ud i livet, men jeg er klar over at jeg i den grad har brug for en kuvøse/hule jeg kan krybe i, at jeg kan vælge omgivelserne fra elle til efter mit behov, ikke deres behov for at overskride mine grænser.... er det realistisk? Ja, jeg tvivler faktisk, det er et drømme scenarie, og hvordan og hvor?

Er der noget der er hjem for mig mere? Jeg føler mig som et spiddet insekt i en glaskasse.

Jeg rækker ud efter livet, men har ikke basen, eller det rigtige udgangspunkt. Og findes det for den sentdiagnosticerede der har levet ude af balance i mange år?

Mange mennesker er fulde af usikkerhed, om de er gode nok, om de præstere nok, om de andre præstere mere, eller de bare er heldige, det er lidt tidens tema. Jeg selv tror ikke på heldet eller skæbnen, jeg tror heller ikke på valg på samme måde som valg glorificeres i samtiden, for mig er valg valg, at gøre det ene eller andet på mere eller mindre oplyst grundlag, hvad resultatet bliver er ikke til at forudsige.

Jeg tror på livet, som i at være ude i det, være i det, glemme sig selv, alt andet er bare smerte og tvivl.

Når man ikke sender og modtager de samme signaler som "de andre"

Jeg har før skrevet at jeg har det svært ved goddag og farvel situationer. I god dag situationer, er jeg ofte med forsinket reaktion, at jeg lige tjekker rummet, men så er jeg for sent på den i forhold til de neuro typiske. på den måde kan jeg nå at s afvisende/ignorerende ud, og hvis så den neurotypiske slår over i at se sur ud over afvisningen er det det ansigt jeg ser og reagere på. Og jeg har det åbenbart svært med mimik også.

Alligevel hævder folk at jeg jo virker åh så normal....lige indtil at jeg virker underlig, og så er det jo fordi jeg er sur og/eller udannet. Og når en adfærd bliver talt om at andre, at man opføre sig forkert og bøflet, måske de har lyst til at skælde en ud, rette, være pædagogiske overfor en kvinde på 50, for den karakterfejl skal jo rettes, og i hele hendes liv har der bare ikke været nogen til at fortælle hende at hun ikke opføre sig helt korrekt...men når det nu bliver sagt så kommer det i orden fremover, ikke?...

Det er jo et rigtigt dumt område at kikse på, sådan et kerne punkt for menneskelig adfærd, og så kommer man og jokker i spinaten ofte.

Og hvad gør man så, skal man tælle til 10 inden man går ind i et rum, og så sige: Taa-daaa! og så smile og øjenkontakt? -Og er det realistisk, at lykkes med 100 procent, eller bare 20? For jeg gør det jo ikke bevidst, jeg afsøger rummet jeg går ind i, og så ser jeg menneskene, det er en del af den måde jeg færdes på. Det er den måde jeg finder tryghed i situationen, fodfæste.

Jeg synes bare jeg har bemærket en del episoder på det sidste og er endnu mere opmærksom.
Ikke at jeg ikke har været bevidst om jeg jeg klumrede i de situationer før jeg fik Autisme diagnosen, men jeg gav det andre forklaringer, at jeg måske ikke havde lært det hjemmefra, har været ret isoleret i perioder....- på den anden side er, goddag og farvel vel noget meget basalt, den naturlige øjenkontakt, mimik, kropssprog. Men åbenbart skal der ikke meget til i ændret opfattelse til, at de signaler ikke opfattes hurtigt nok, klart nok når man har Autisme. Det handler om opfattelse/reaktion.

Jeg tænker også der en nogen millisekunder jeg går glip af, vigtige sekunder mellem mennesker. Eller det er vist ikke om jeg gør, man at jeg mister sekunder som jeg ikke altid får rettet op på. Og så falder dommen......Og mere skal der ikke til, at man kommer i seriøs bad standing blandt ikke Autister.

Næææh, det er skutte ikke nemt, måske jeg skal begynde at gå med hvide tennisokker, sådan godt op over det nederste af bukserne, så er NT folk advaret om at man er lidt anderledes.....

Når der ikke er nogen familie

Jeg har ingen familie, de er døde, og jeg har ikke fået en egen familie, det er også lidt svært at nå når man flytter hjemmefra som 38 årig og måtte bruge tid på at skabe et eget liv i første omgang.

Men det er at stå meget alene, fortiden deles ikke af nogen mere, den er næsten blevet til fiktion, jeg kan gøre med den hvad jeg vil, omskriveskrive fortiden, og få vil vide bedre hvis jeg digtede det meste.

Jeg behøver ikke tage hensyn til nogen, jeg kan blamere mig, der er ingen nære til at føle sig rigtigt pinlig berørt på mine vegne.

Og jeg ved også at venner kan være noget flygtigt, man ved ikke hvem man beholder længe og hvem man kun vil kende kun i en kortere periode.

- Det er svært at tiltuske sig frynsegoder, da ingen relationer er rigtigt tætte, man kan ikke rigtigt regne med noget, på den anden side bliver man ikke forvænt. På den anden side er jeg ikke forpligtet som tidligere, eller nærmere bundet.

Men på en måde er det som om der mangler mening i tilværelsen -At et godt liv ikke kan bygges på så løse og tilfældige forbindelser, at fundamentet bare ikke er der i mit liv.

Jeg er alene med mig selv, og jeg kan ikke finde nogen/en anden, hvor det begge veje er muligt at skabe nogen dybere relationer. Sagen er det kræver timing på alle måder for at det sker, hvor er man i livet, alder, parathed.
......Det sker eller det sker ikke: en ny ven, en kæreste.

Jeg ville gerne have en mere nær og meningsfyldt tilværelse med andre, at droppe begrebet familie, kæreste, gøre det på en anden måde. Et liv med mennesker og dyr, ikke så meget alene, men med muligheden for at være det når det er nødvendigt.

Men som jeg ser det har det lange udsigter, først skal jeg have situationen nu og her til at fungere, før jeg får kræfter til at tænke fremtid og andre måder at leve på. Lige nu er der rod og opvask, og manglende struktur.

Jeg kan sagtens være alene, det er lidt et grundvilkår i mit liv, jeg var vel også alene på mange måder den gang jeg havde en familie.
Men de sidste mange år giver ikke nogen mening med livet...Med mit liv.

Jeg ville gerne kunne give noget, spørgsmålet har jeg efterhånden det overskud?

Jeg lever udenfor samfundet, næsten også udenfor livet, jeg overlever dag for dag.

Jeg kunne konkludere at jeg ikke forstår at leve....eller vi/jeg bare lever i et samfund der lukker sig om sig selv, og om dem der blev førstevælgerne. Vel ikke mindst fordi de har en anden stabilitet indbygget, som en Autisme ikke giver, for der er altid noget at tage i betragtning, man slæber sin egen snubletråd med sig til at stille op på ruten gennem livet.

Lige nu har jeg vist nok op til et helt hækkeløb....

Ja ja, jeg har selv valgt det, jeg vælger mine kampe - eller det jeg lige nu kæmper med har jeg selv valgt....men andet har jeg ikke, og tet står altsammen i venteposition og tripper for at komme først.

Jeg synes der er mange hemmeligheder ved livet, og jeg tror jeg for tiden prøver at finde ud af hvor meningen er for mig, og om det måske allerede er forflyttet mere ud i kosmos, end i opfattelsen af "det gode liv" lige nu og her i Danmark -Måske netop det er den fælde jeg skal undgå, hvis jeg skal finde mit eget livs mening og indhold, med hvad jeg nu har at sætte i spil.

Når Autist temperamentet siger ka-pum og eksplodere

1-2-3 Boooom! Så var der lige noget der var anderledes end jeg gik og troede det var, og inden jeg fik vurderet om det var til det værre eller bedre....-eller måske ret ligegyldigt, gik min hjerne i selvsving. Sådan med lyn, røg ud af ørene og tordensky over hovedet.

Jamen, der må jeg jo kende så godt fra gennem livet? Tjoooo, men jeg tror ikke jeg har set mønstret klart og måske ment at min irritation/vrede modsvarede situationen i korrekt størrelsesforhold.

Måske jeg har levet et mindre udadvendt liv før i tiden, eller jeg mest imploderede fremfor eksploderede? At jeg i dag oftere udsætter mig for påvirkninger der kan give den slags følelser...Hvor er det dog ikke smart at have det sådan, det kan til nød gå hvis det kan holdes indenbords, så er det bare den stakkels hjerne der kæmper med ophidselsen og tankemylderet.

Det at jeg er opdraget til ikke at måtte vise temperament, og at jeg ikke gennem min barndom og ungdom har haft mulighed/lov til  for at forholde mig til bla. vrede, undtagen som noget dybt indeni der skulle skjules.
Jeg tror også at jeg i mange tilfælde heller ikke har læst situationer, så jeg har været klar over om jeg burde blive vred, eller hvordan man skulle kunne vise det på en "naturlig" måde. Jeg har akcepteret situationer som rimelige, selvom de ikke var det, og andre situationer har jeg reageret på, men ikke formålstjeneligt, eller i forhold den reelle påvirkning....måske, der er jo altid tvivlen.

Jeg har det ikke så meget med at noget er pinligt, men når temperamentet viser sig udadtil så er det mere end pinligt, det er ret katastrofalt i forhold til omgivelserne....Crazy woman, uha!

Der er ingen tvivl om at jeg har fået kig på problematikken, fordi den i forbindelse med det social er den mest ødelæggende i forhold til andre, men i høj grad også i forhold til eget selvværd og selvtillid, når man nu ikke er i kontrol, men kan være ukontrolleret, godt nok sjældent, men når det sker er det jo sket.

Jeg skriver det her i dag, hvor jeg lige havde en af de der "hjerne eksplosioner", heldigvis nåede den ikke at komme ud i verden, men kun oppe i mit hovede, men det er irriterende nok.

Tidligere var jeg mere vred på mig selv, og nu er jeg også vred på andre, hvis de lige kommer til at ryge indover noget jeg mente var/eller burde være på en anden måde. Ergo er jeg ikke altid god til overraskelser, sådan som de fleste Autister jo heller ikke er det. Jeg kan improviserer, men nogen gange slet ikke, overhovedet ikke, og så gnistre det oppe i hovedet.

Er jeg reelt vred på nogen? ikke nødvendigvis, det behøver ikke at være direkte personligt, bare i vejen i forhold til hvad jeg troede -At jeg så godt mentalt kan få iført folk små horn og hale når jeg er i gang med at skumle, er så en eftervirkning. Kan så horn og hale komme af de mennesker igen...hm, tjaaa, nogen gange, men så skal det også ordenes ordentligt mellem de indblandede.

Nu hvor jeg har selverkendelsen og ser mønstret og årsag og virkning er jeg lidt bange, jeg vil gerne have nogen værktøjer til at takle det. Eller jeg skal have nogen værktøjer og gerne lidt hurtigt.
Nogen vil måske mene at der er nogen der er værre end jeg, men er det værre er der også mere man bare automatisk er udelukket fra, på den måde er samfundet uden nåde, hvis man gerne vil kunne færdes i mange miljøer også dem der ikke er forberedt på at folk er "specielle", må man kunne takle menge situationer lidt fikst uden at falde helt igennem med et brag. Retfærdigt, næ, men det er virkeligheden for det meste.

På den end side er jeg jo som person både yderst fredsommelig og rummelig, og det er også det jeg vil være, og har været 99 procent af mit liv, men hvad skal jeg gøre med den der indre Trold der springer op uden varsel?

Jeg vil have et liv sammen med andre og jeg kan samarbejde, og jeg er ikke generelt ufleksibel, og jeg bliver på andre fronter bedre og bedre til at takle de sociale....eller hvad?

Jeg tror jeg vil konkluderer at jo større sværhedsgraden er, desto større bliver udfordringerne, og jeg har åbenbart sat barren højt for det sociale, og nu må jeg se at løse det bedst muligt, så jeg må have værktøjer og træne, jeg har brugt for mange år på at lære at være social til at krybe i skjul nu!

PS. Om ikke andet lader det til at jeg fik opdaget og bearbejdet det der gjorde at jeg blev sort og røgfyldt oppe i hjernen tidligere på ugen, og det kom ikke op og vende igen, og igen og igen efterfølgende, men var åbenbart overstået.
Men stresset det er jeg og det giver en kortere lunte lige for øjeblikket. Men jeg ved det og nu er jeg opmærksom bare der er lidt der rør på sig af signaler.

At få hjælp og komme videre med hjemmet

Jeg fik smidt ud fra køleskabet, og vasket op i dag....blandt andet, jeg fik også øreakupunktur NADA og hjalp venner med at kuvertere julepost, i form af 300 kuverter til afsending, med efterfølgende fine Franske kager og Rom...og pulverkaffe til mig, jeg har eget lager der. Og jeg fik også nusset Hundene.

Der var lige ved at gå helt Ged i tidsplanen, da min hjemmevejleder også var en del af dagens program, men var forsinket fra det hun havde gang i, inden hun skulle hen til mig og jeg vidste jo jeg skulle til ørestikning kl. 14.00, men det gik.........Og oh happy day, i næst uge er der kørsel til Ikea, det betyder jeg kan få købt kasser og diverse for at få i orden. Så nu skal der skrives liste.

Men jeg er godt nok træt nu, men på en ok måde og så må det med hjemmet fortsætte.

Måske jeg skulle lure i kasserne bag stue døren i morgen, hvad dælen er der i dem...og så er der jo badeværelset, suuuk!

At ville det sociale....på trods

Jeg havde en ret social fredag, jeg lagde ud med at få øreakupunktur NADA, det var lykkedes for mig at tro det var kl.14.30..... jeg ser åbenbart ikke for godt selv med briller.....derfor var "nadarummet" fyldt op, men jeg valgte så en chaiselong de har stående i en krog, jeg havde heldigvis ørepropper med, og så gik jeg i dvaletilstand der, faktisk meget i dvale, helt ude i tæerne. Jeg har ikke tidligere oplevet at det sådan gik ned i kroppen, og jeg følte mig meget afslappet, hvilket vist ikke er så almindeligt for mig.

Efter det futtede jeg ind til indre by, jeg tænkte jeg ville hilse på mine Hunde venner. De var der begge to....og så fandt jeg ud af at der var en fernisering med Kathrine Ærtebjergs billeder i Nansensgade og det var jo lige på vejen hjem, så den tog jeg lige med også. Og der var mennesker og jeg snakkede og vi snakkede en del og ret meget...og så tog jeg hjem for at skifte tøj til fredagsbar, og var ret mør i betrækket og meget træt, men jeg gjorde det alligevel. Og heldigvis var der kun mig og fredagsbar indehaveren til start og vi drak vand og åd slik og så Radisserne, og så meget senere dukkede der flere op, men der var vi også blevet friskere af at slappe helt af....og så futtede jeg hjem ved 2.00 tiden?

Jeg vil ikke levet et isoleret liv, og på en måde er det ærgerligt at jeg ikke bare kan været typen der ikke har behov for det sociale, da jeg jo på nogen måde ikke magter det uden at det bliver for meget for mig.

Jeg har så udviklet en måde at flyde med strømmen når jeg fornemmer at nu er jeg alligevel på farten, at jeg bare improviserer, og ikke først skal ud af døren til noget bestemt.

I de sidste 14 dage  har jeg har haft en klar følelse af at der lurede nogen tanker under overfladen, jeg har læst nogen ting der ramte og ophidsede mig, og gjort at jeg har skulle tænke over nogen ting omkring Autisme der har gjordt ondt. Det har også givet mig spændinger i kroppen og det betyder at det var noget der virkeligt påvirkede.

Men jeg konkluderede i går at jeg havde set monstrene i øjnene og fået sorteret det der for alvor har plaget mig, fra det mere underordnede...så nu er der ingen grund til de spændinger mere, har jeg fortalt mig selv.

Jeg synes jeg havde en god fredag, begge hunde var "helt bløde i pelsen" som vi kalder det, når de er rigtigt søde og nusse interesserede. Jeg var ude og snakke med "fremmede" i stor stil, jeg overvandt følelsen af at blive hjemme og ikke tage videre i byen, men gjorde det -noget nogen ville kalde dumt, men jeg synes det var godt fordi det giver mig fornemmelsen af at jeg bestemmer, ikke min Autisme.

I dag stod jeg meget sent op, jeg har ryddet op på en meget ADHD agtig måde, men noget er sket og andet besluttet, ting der skal sælges og ud af hytten, jeg skal have orden til jul.

Veninder jeg bare droppede

Det foregår jo altid i en specifik sammenhæng at man droppe en veninde, af umiddelbart forskellige grunde der alligevel kan danne et mønster gennem livet.

Er jeg ikke et trofast menneske, der kam magte et venskabs op og nedture? Jo, nogen gange, der er eksempler på begge dele.

På mange måder må det være Autist on/off knappen der aktiveres, når et eller andet svigt er blevet registreret og man lukker helt af. Men ser ingen fremtid i venskabet. Ikke at jeg efterfølgende ikke tænker på dem, eller er ked af det, men de er ude af mit liv, og jeg kontakter ikke.

Brand hårdt? Jo, men jeg har ikke set det som et regulært mønster før nu, men jeg har jo gjort det med 4 nære veninder, så et mønster er der jo. Har jeg ikke kæmpet for venskaber, jo det har jeg også, jeg har også været fleksibel og tålmodig osv.

Har jeg også gjort det i andre situationer, gået fra noget mentalt og ikke set tilbage.....og som regel finder jeg ikke der er et valg, bare noget der skal klares.

Måske netop det at der ikke er alternativer er vel en rigiditet i min måde at anskue ting på, ikke at jeg ikke kan reflektere over situationerne, det synes bare udover mine evner at ændre på det, det er som det er.
Kan jeg ikke løse konflikter, jo nogen gange, men der var vel ikke direkte konflikter der fik mig til at droppe veninder, måske bare noget underliggende der trak i forskellige retninger.

Ja, så hyggeligt kan det være.

Jeg har måske også sådan, at jeg tænker folk er som de er, ikke at jeg ikke tror på man kan ændre sig, men jeg ser det som noget man skal ville rigtigt meget, skønner jeg måske at en person næppe har interesse i ændring af adfærd pga. af mig, og derfor så opgiver fremfor at finde løsninger?

Men et brudt  venskab medfører et tab, fx. et tab af nogen der husker en fra tidligere. Noget andet er om jeg har gået ud af venindeforhold fordi jeg har fundet dem for ensidige, at jeg kom i tvivl om balancen i forholdet. Balancen i veninde forhold skifter efter hvordan den enkelte har det, det er i de perioder man må kæmpe for at bevare venskabet, men efter diverse perioder over år, kan da komme en tid hvor man ikke vil mere.

Var veninderne ikke klar til at jeg var på vej i en anden retning....At jeg som menneske måske er lidt mere på vej end de fleste, hvilket kan være svært at følge med i....At jeg måske ikke er god til at kommunikere mine mellemregninger, når jeg først har flyttet mig mentalt? Og jeg har været gennem ret ekstreme perioder, hvor jeg har været gennem en turbulent udvikling og hvor nogen oplevelser måske ikke rigtigt kunne deles. Så står man alligevel alene med noget væsentligt, som jo burde deles med en god ven. Og når så den ene oplever meget og den anden ikke, det kan være ok, men af og til trækker det venskabet skævt.

Det er ikke fordi jeg behøver at begå karaktermord på gamle veninder, jeg kan sagtens huske hvad jeg kunne lide ved dem og hvad der var godt -men det er bare ovre.

Jeg tror kernen hver gang er "du der kender mig, og kender mig så godt man nu kan, du svigtede mig, selvom du burde have vidst bedre, jeg stod alligevel helt alene og ikke for første gang i venskabet, og hvad skal man så bruge en ven til?" Måske Autist logik, fremfor neuro typisk, ikke så meget føle, bare en konstatering.

Har Autister en lille sort bog, og en dag regnes der sammen og man ser resultatet og tænker:... hmmmm, hænger det her sammen....Og når vi har sat to stregen under resultatet beslutter vi os?

Venskaber består af at følge og være der, det er reelt nok at sige, jeg kan ikke hjælpe så meget nu fordi jeg selv er nede, for det viser man har set at der er noget at hjælpe med. Nogengange er det så lidt der skal til for at bevare og nurse et venskab. Men som venner er det vigtigt at være der når de store ting sker, bare i en eller anden grad, at man viser man har set og hørt.

Jeg tager ikke mange mennesker ind i mit liv og jeg investere i venskaber, af den grund er det ikke godt at miste venner. Har jeg såret nogen? Sikkert, for der kom ofte ikke noget om hvorfor jeg pludseligt forsvandt ud af deres liv.

Har jeg så ingen venner mere, jo det har jeg, både gamle og nyere.

Når mental "nedlukning" er en del af livet

I går havde jeg en mental mindre "nedlukning" til noget jeg var til om aftenen, en af gæsterne havde en lidt vidtløftig adfærd fra første minut (og uden indtagelse af alkohol) der tenderede det lettere maniske, høj abrupt tale, høje noget malplacerede grin, sing-along i et ret afvigende toneleje og hoppen rundt på gulvet, mægtige klask i borden så tingen synes at hoppe på det ellers solide bord. det var lidt som alle andre var blevet til statister, der blev sagt ting til, men ikke hørt.

Jeg sad og prøvede at lade som ingenting uden at sige meget (eller det forkerte), lidt bortvendt fra "epicentret", mens jeg håbede det ville holde op. Jeg tror dog at jeg på et tidspunkt skældte gæsten ud, eller hvad der i min optik er at skælde nogen ud, en kraftig irettesætning, ikke så meget om adfærd, men om hvorfor vedkommende havde valgt at dukke op med en så divergerende dagsorden, vel vidende at det her ikke var byens vildeste fredags party......netop grunden til jeg havde valgt at lige være netop der, og ikke andre steder i byen hvor der måske var mere gang i den.

Da vedkommende var gået videre, efter noget forhåbentligt mere spændende ude i byen, var jeg pludseligt lammende træt, jeg gabte og gabte, men jeg konstaterede jamen jeg har jo sovet rigeligt, haft en rolig dag, var ikke træt inden jeg kom og jeg er jo en sand natteugle og klokken var knapt 23?

Umiddelbart ville jeg ikke give op og gå hjem, så jeg forsøgte at bekæmpe. Og så sad jeg og snakkede lidt mekanisk i et stykke tid, og kom lidt til hægterne.

Og da jeg skulle i seng kunne jeg ikke sove, ikke så meget af tankemyller, men fordi jeg ikke var træt på den rigtige måde men psykisk træt og det sover man ikke god og hurtig af som Autist.

Udenpå var jeg mere tjekket, men indeni så jeg sådan ud

Ville en neuro typisk have opfattet situationen ved bordet anderledes, som mindre ekstremt? Ikke nødvendigvis, men personen ville nok bedre kunne absorbere uroen og irritationen der lå i situationen.

Jeg har så mange gange oplevet psykisk nedlukning når jeg er gået fra noget, når jeg sad i bussen/toget, pludselig har den mentale persienne lukket af og jeg er blevet ramt af dødelig træthed og negative tanke mønstre.
Jeg har også oplevet at komme til sociale ting og ikke kunne sige ret meget eller frivilligt tage kontakt med nogen den første halv til hele time, og så derefter tvinge mig selv til det, på samme måde som det foregående eksempel. På med "Asperger masken" som jeg tidligere har skrevet om, og så forsøge at undertrykke det indre, for at kunne magte situationen.

Man kan jo sige, jamen hvorfor går du ikke når det er for meget? Ja, bl.a for ikke at skabe drama for andre, evt. få værten til at tro nogen har gjort noget galt, og for ikke at selv komme til at fremstå helt umulig socialt, og fordi jeg prøver at lære at takle de situationer, jeg simpelthen nægter at give op, hvilket er meget typisk for mig.

Tidligere har jeg været noget styrende i forhold til at få situationerne der hen der hvor jeg bedre kunne takle dem, men det gør jeg vist ikke mere. I dag vil jeg hellere forsøge at komme lidt væk fra situationer jeg ikke kan overskue: til et andet rum, hen til nogen andre mennesker, lave noget praktisk, gå ud og tisse, alt sammen så jeg kunne vinde tid, ændre omstændighederne og ro til at kunne magte situationen igen.

På den anden side tænker jeg, at det at få reaktionen med det samme, er mere autentisk og mindre maskeret. Jeg tror jeg har maskeret for meget, så meget at jeg også har skjult sandheden og konsekvenserne for mig selv og mine omgivelser. Jeg har ville undgå skammen, mestre situationen, men jeg betaler altid prisen før eller senere, og ofte skjult i forhold til omgivelserne. 

Folk siger ofte: "Men jeg bliver også træt?", og så må jeg forklare at jeg får den type træthed man har efter flere døgn uden søvn, og uden at kunne slappe af og bare sove.

Der er så meget jeg gerne vil bla. det sociale og det gør mig vred -det gør mig vred, at jeg kan takle og magte så lidt i forhold til hvad jeg gerne vil med mit liv.
Men jeg må jo træne og blive klogere og se om jeg kan finde Cowboytricks til at overkomme noget af det, uden det koster mig selv alt for meget på min mentale trætheds konto.

Lidt om socialisering til fester og arrangementer

Hvordan bryder man med at føle sig socialt ubekvem til selskaber og arrangementer?

Først og fremmest må man gøre op med sig selv hvor meget det betyder for en at kunne gå ud til ting, eller om det at man ikke går ud til ting har følger for ens liv og ens nærmeste. For der er ikke altid en nem hurtig løsning og mens man arbejder på at blive bedre er man også i forskellige livsituationer, der har indflydelse på ens reaktioner, så ingen lige vej mod målet. Det jeg mener er, er at det der betyder noget for en er der hvor man lægger kræfterne, og vil gå hele vejen.

Den her blog omhandler ikke direkte svær socialangst, eller paranoia i forbindelse med at omgås andre, men mere når det sociale udmatter en og man er ude af træning og man slæber noget af sin selvstigmatisering med sig ud.

Uvante ting gøre en træt og kan kræve mentalt efterarbejde, på samme måde som man også kan mærke hvis man er begyndt at træne kroppen, og som med kroppen kommer effekten af ens arbejde, ikke fra den ene dag til den anden, eller man performer ens hver gang, men det bliver bedre og man bliver klogere på sig selv.
At gøre noget man ikke plejer sætter ting igang, noget kan føles godt og bekræftende for selvfølelsen og andet meget udfordrende og andet måske direkte ydmygende.
Med hensyn til der hvor man ikke selv er tilfreds, eller der hvor man føler andres dom, eller forestiller sig at de måske dømmer en, eller de faktisk dømmer en, må man lære sig at finde nye tankemønstre, der ikke går mod katastrofe tænkning og total afmagt, at man har/får værktøjer i situationen, men også værktøjer til senere refleksion, en refleksion der går mod det der styrker følelsen af at kunne og det er muligt, fremfor cirkeltænkning om at det bare er for svært.

Sociale sammenkomster er en skønsom blanding af mange oplevelser og sansninger for alle, også dem der her tjek på det med det sociale, så tanken om at nogen ser det fulde billede og har lagt mærke til alt man sagde og gjorde er ikke realistisk, på den måde behøver man ikke at føle sig som en sommerfugl på en knappenål når man er ude, for alle ser alle mulige steder hen og er muligvis mere optaget af sig selv, eller noget tredie, fjerde der foregår.

Når man har det med at kunne føle sig lidt panisk eller ubekvem i sociale situationer, er det også godt at finde alle "nødudgangene", at når man er et sted se på, er der stille områder, udenfor, eller et køkken, kan jeg gå ud på toilettet en stund for at få samling på følelserne og fornemmelsen af fastlåsthed.

Personligt synes jeg ikke det er sjovt med at sidde ved et bord i lang tid, mellem de samme mennesker og nogen gange kan det enda være svært at komme fysisk ud og væk. Og kan man sådan stikke af flere gang under en frokost for ikke at sige en treretters middag, evt. med taler og hele svineriet? Jøps, det kan man være nød til, og det kan være vejen til at være mere afslappet resten af tiden. Jeg synes ofte at pænere middage kan være tvangssocialisering, det er for formelt, godt nok kender man reglerne, men det gør også man sidder uroligt i stolen. Man ved det kommer til at tage tid og man skal konverserer...æv!

Jeg kan såmænd godt finde på at sige til en bordherre/dame at jeg bare sidder og er lidt stille nu. Jeg har været til ting hvor jeg ikke kunne tale med dem jeg sad ved siden af, i en halv til en hel time, og sådan er det, så må jeg vente til det falder naturligt for mig at komme igang. Og jeg er enda et meget talende menneske, men ikke på kommando og ved alle lejligheder.

Selverkendelse og det at stå ved at man kan reagere på at være ude blandt andre er en del af vejen til det bliver bedre. Jeg tror så ikke med en Apergers at jeg nogensinde bliver helt 100 procent driftsikker socialt, at jeg bare performer enartet gang på gang, men med det i baghovedet kan jeg tilgive mig selv og med den viden kan jeg formidle det til andre -om de forstår det? Om ikke andet er det blevet sagt, så kan jeg ikke gøre mere.

Hvad er det for situationer der ofte tricker en? Man kan jo forsøge at skjule, men løser det ens problem fremover? Jeg har det sådan at noget er jeg kommet videre med ved at skjule, men så er der ting jeg bare ved ligger dybere, så jeg hellere vil være åben om det, og måske på den måde komme videre, at de situationer ikke længere har magten over mig, når de nu er sagt.

Noget andet er at alle dem vi selv synes fungere godt socialt til selskaber og arrangementer, kan have mange af de samme følelser, de kan sagtens gå hjem og tænke, hvorfor sagde jeg det og hvorfor sagde hun det? Og ærger sig over der var ting der kunne have gået anderledes og føle sig socialt akavet, selvom de andre folk udefra ikke har oplevet det sådan.

Noget andet er at man til nogen arrangementer konversere om hvad man arbejder med bolig osv. Og det kan være et mareridt hvis ens eget liv ser meget anderledes ud, at man fx. ikke har et job, har været ud at rejse...kan rejse, har råd til at rejse. At man kommer til at hæng fast i overflade hejset som mange mennesker snakker om. Og som også er mit personlige mareridt, om en konversation: Job, boligpriser, børn, rejser....Jeg er et helt andet sted i mit liv, og jeg har ikke meget at sige om de emner, andet end noget upassende, hooost!.
Men der er også fiduser at lære for at være mere elegant, eller bare ærlig. Det er ok at være sig selv autentisk, jeg går ikke selv ud for at møde mennesker for at ende med at møde deres selskabsmaske. Stigma og selvstigmatisering spiller en rolle for at nogen trækker sig socialt, for at undgå hvad de føler er konfrontationer og blotlægger ting man er ked af i sit liv, eller føler er anderledes.

Ja, der er nogen typer sociale typer der er som fisk i vandet, men det er dog ikke flertallet. Men de kan være spændende at lure lidt på, hvad er det de gør og hvad er det der sker?

At have venner og bekendte der er lidt mere social end en selv, eller har indøvet strategier kan være godt at lære af. Faktisk tror jeg at dem jeg har lært mest af er dem der ikke er perfekte, men bedre end jeg, men ikke super, på den måde erders metoder til at rumme og overskue, måske mere synlige, fremfor den hyper sociale der har mange flere muligheder at trække på. For fidusen er at lære de små snydegreb et for et, og så begynde at føle mere tryghed, for så kommer noget af det af sig selv. Det er også at tillade sig at være lidt tilskuer til hvad andre gør. at man ikke behøver at være en dresseret Sæl når man er ude.

Og det er ok at kigge og ikke sige så meget. Man kan starte med at finde et velvilligt ansigtsudtryk til sociale lejligheder det er altid en start. Eller bare finde et godt sted at stå eller sidde, at lære at bruge et rum område på en måde der fungere for en. Det er ok at finde dem man synes virker ok, og dem man kender som ankre for at være udadvendt.

Som Autist kan man både virke/være den udadvendte type eller den inadvendte, og enda begge dele for at gøre det helt indviklet, men det kræver næsten en anden blog at skrive om det. Man kan være "lidt for meget" og den helt stille. Jeg kalder mig "falsk ektrovert" da jeg udadtil kan virke meget udadvendt til tider, men gennem en aften svinger mellen introvert og ektrovert, i nogen tilfælde fra den ene yderlighed til den anden.

Jeg har trænet at gå til koncerter/arrangementer alene, jeg har haft gåudvenner jeg har lært af, og kunne støtte mig til, men det kom faktisk senere. Når jeg har gået alene, har jeg jo haft et klart formål, der var noget jeg gerne ville opleve. Og det at jeg ingen havde at gå ud med skulle ikke forhindre det, men det har også været et formål i sig selv at skabe sig frihed til at færdes ude sammen med andre.

Jeg har oplevet mange gange, at der var ting jeg bare ikke kunne overskue aftaler/invitationer når dagen oprandt, og når en Aspergers kombineres med depression, så er sociale aftaler en udfordring. Af og til har jeg bare måtte melde fra og ikke altid i passende tid. Og i det sidste år er der så meget jeg ikke er gået til, de jeg ikke har kunne slæbe mig ud af døren til mange ting, specielt større arrangementer. Så i perioder har jeg været mindre social, og frygtet at det ville blive ved sådan.

Alt efter ens ambitioner og drømme om at kaste sig ud i det sociale, så vil det tage tid og øvelse, men det er muligt at nå meget langt. Der kan komme tilbagefald, men når man så er parat igen tager man jo de gode erfaringer med sig. Med Aspergers/Autisme så bliver man måske ikke helt stabil i sin socialisering, der kan være dage man bare ikke magter det samme. Men den grundlæggende sociale erfaring er med til at balancere oplevelsen, før, under og efter.

Om ikke andet er jeg nået ret langt, fordi jeg så det som noget der bare skulle arbejdes på, da jeg ikke vidste jeg havde en Aspergers og derfor en medfødt udfordring, den manglende viden har ikke været optimal i min forståelse af mine udfordringer, eller for at vælge metoder til at håndtere dem. Alligevel har jeg fået sat noget godt igang inden jeg fik diagnosen, og nu håber jeg at mere falder på plads, nu hvor jeg ser mønstret klart.

Aspergers/Autisme spektrum forstyrrelse er kronisk, men der er også muligheder for at udfordre på de punkter hvor man gerne vil lidt mere, så man får mest muligt ud af, at det faktisk ikke bare er en masse problemer at have Autisme, men at der er så mange spændende muligheder, når man nu har fået et andet styresystem end flertallet. Men hvad man gør skal man gøre af dedikation til det, for det kræver noget, men der er mange muligheder.

Asperger masken

Jeg har ofte sagt at jeg har båret en maske, uden at vide at der var et begreb der hed "the Apergian masks". Det er en maske/facade der er en måde at overleve på, der samtidigt er meget udmattende. Måske især piger/kvinder må have den maske, jeg følte selv gennem min barndom at jeg måtte bære den maske for at gør andre tilfredse, ikke mindst min familie. Det skulle ikke vær kede af det på grund af mig.

Hvad jeg nu forstår er at jeg i nogen tid har arbejdet på at fjerne masken, også inden jeg fik diagnosen i sommer, at jeg fra begyndelsen af 2015 har arbejdet hårdt på at fjerne den maske. Jeg har udfordret hvad nogen måtte tænke omkring mine udgydelser på Facebook og hvad det mon skulle være godt for at være så åben omkring tanker og meninger. Men som i forhold til tidligere, mindre socialt/fysisk udadvendt, har det været en platform for mig, den mulighed jeg havde for at udtrykke mig udadtil. Jeg har fjernet masken som et plaster der er gået i forbindelse med et sår, og nu ikke er til at lirke fri.....sådan et sår har jeg faktisk haft i år, så jeg ved hvad jeg taler om;-).

Jeg måtte erkende at mange slet ikke havde haft mulighed for at møde mig, som mig, de havde været fysisk sammen med mig, vi havde talt sammen. Men de havde mødt min mentale/fysiske maske, ikke fordi jeg ikke kunne lide dem, det var bare hvad jeg magtede socialt på det tidspunkt.

Så ved at prøve at lære at blive mere social, har jeg skabt en "gå ud maske"....eller den havde jeg også tidligere, men jeg arbejdede videre på den. Den har uden tvivl været nødvendig, fordi jeg var ude i et asymetrisk projekt, hvor jeg ikke havde fat i alle evnerne til socialisering, men ved hjælp af masken kunne være lidt mere fremme i skoen socialt end jeg egentligt var i stand til.

Sådan kan det gå når ens drømme og mål er større end ens reelle evner, suuuuk! -men gjort er gjort, og noget opnået og andet røg en tur, da masken ikke længere duede.

Det er svært for mig at se om det var det værd, men måske livet bare ikke kan gøres op på den måde, for at leve up til at være en positiv udvikling.

Måske det handler om at kende/erkende sin egen maske, af og til er den praktisk og brugbar, og ikke nødvendigvis fake, bare en lille buffer mod det værste ude i livet. At kunne mærke når maske er på, og om den nu også er nødvendig og hvordan den anvendes, og er den nu til gavn?

Jeg har været meget vred i år, masken kom af i vrede, og ved at nævne alle de ting der gør mig vred i samfundet og i mit liv på Facebook og en påbegyndt bog, er jeg kommet mere fri.
Jeg mente når det først kom på skrift var det konkret, fremfor det kogte inden i mig som cirkeltænkning og myllertanker. At jeg kunne se det udefra og at det jeg tænkte blev synligt for andre, og ikke mindst konkret synligt for mig selv sort på hvidt.
Halllooo er der nogen andre der også har det sådan?....og det er der jo trods alt.

Jeg måtte få stoppet cirkeltænkningen, depressionen, men også masken som overlevelses mekanisme i forhold til omverdenen, jeg ville jo møde andre, men desværre magtede jeg ofte ikke at gøre det fuldt ud, uden hjælp af masken.
Det jeg troede var tilbagefald, var den eneste måde at komme videre på, at der ikke var en langsom behagelig afmaskering, men et reelt maskefald.

Nu må jeg begynde lidt forfra, og starte på et nyt kapitel.

Endnu en Aspie på internettet

For et par dage siden havde en ven fundet en Bille på sit computertastatur og spurgte nu ud på Facebook, hvad det mon var for en bille, jeg kastede et hurtigt blik på kræet, og gik straks igang med at google, først det indendørs kriblekrable, men intet lignede, og så tænkte jeg at jeg måtte søge udendørs Danske biller og på formen af kroppen, jeg kom på "skjoldformet" var ordet, og vupti havde jeg fundet den: Rødbenet Bredtæge.

Og sådan er det, ting må undersøges når jeg synes jeg mangler info, eller der er en gåde, eller noget virker forkert. Google er min ven, og jeg kan som regel finde det de andre ikke kan finde, og rimeligt hurtigt, ellers så har jeg det tålmodighed der skal til.

Hvad var jeg dog før internettet?

For mig er internettet et tveægget sværd, det er godt og det er skidt, og jeg har svært ved at gennemskue om det er mest godt eller skidt, jeg tror det svinger.

På den gode side har jeg mødt nye mennesker gennem nettet, det vil sige også mødt dem live...irl som det hedder. Jeg har fået venner og en kæreste, der nu er ex, men ven. Og jeg har fundet frem til steder at opsøge, hvor jeg også har mødt mennesker jeg fik en relation til.

Jeg har også lært at gennemskue social adfærd, af internet debatter og hygge på nettet, hygge kan så indbefatte trolling den andre og jeg selv kan byde på. Trolling er så mange ting, og det at trolle en debattråd kan gøres mere eller mindre elegant. Trolling betyder at føre bort fra emnet, og har ikke noget med Trolle at gøre, men at kast et net ud og trække debatten væk fra der hvor den startede. At lægge en reel sviner er bare en metode, nogen gange ret effektiv især hvis de andre ikke er erfarne, men ikke værdig for den mere sofistikerede troller.....The art of finer Trolling.

Man kan også være en lille hyggelig troller..hooost!.

Og så kan man lure på de andre på nettet, hvad er der egentlig der foregår, hvordan vil de andre ses, og lykkes det for den, eller er der sprækker der fortæller noget andet? Folks passive agressive tiltag, når de danner alliancer, når folk viser venlighed, sådan på afstand har jeg luret på det på nettet, uden forvirrende indtryk, det gør det nemmer at se og tolke når man møder det live synes jeg.

Men udover det sociale og sociologiske, så der der mange billeder og meget tekst, der er også meget hø og det kræver jo kildekritik og ret meget viden fra andet steds, jeg er glad for at jeg ikke startede som barn på nettet, men med bøger, for jeg synes at min gamle solide viden er med til at oute, ting jeg ser på nettet der ikke er korrekt og yderst fejlbehæftet. Jeg ser så at ellers intelligente mennesker hopper på noget af det, men de må mangle det bullshit filter andre har.

Internet afhængig? Ja da, sikkert, noget skal Autist sindet jo beskæftige sig med. Til gengæld har jeg ikke mobil kriblen og hvis jeg ikke venter opkald eller sms kigger jeg ikke selvom den giver lyd, det er kun den bærbare der trækker. Det er også overvejende der jeg har min kommunikation med andre.

Måske internettet for mig bare er som livet, blandet og med resultater alt efter hvor man selv er i livet.

Jeg må så sige at med det politiske klima og når man er aktiv på Facebook, så fornemmer man en ny reealitet, at verden er flyttet ind på nettet, at det er blevet polittisk i en større og større grad, det rammer lige ind i mainstream også på en måde ikke alle kan magte, hverken i forhold til hvad der selv poster, eller det man skal forholde sig til. Jeg ved ikke hvad det kommer til at betyde, men det udfordrer os, også at "vennerne" pludseligt opdager hvilke holdninger man har og folk begynder at debatere og have noget i klemme, og ikke bare på politikernes profiler, men her og der eksploder følelserne.

Jeg der har vært på nettet, på den mere avencerede måde er det måske mere til at forholde sig til, men jeg kan se andre der ikke ser så øvede, i internetøretæver og netdebatkultur kan få åndenød.

Nogen siger det er godt vi ved rigtigt meget om hinanden, og jeg må da sige at som amatør sociolog og wannabee menneskekender  er det guf både med kød og vitaminer i til hjernen.

Ja, der er et liv der ude i virkeligheden, men nettet er også virkeligt, på det punkt er jeg som de små unge, men det er bare en anden slags virkelighed, der er hvad den er, nettet er noget ekstra, og jeg kan bruge det på mange måder og det kan lære mig noget om det der sker i virkeligheden og virkeligheden kan lære mig noget om nettet.

Og ja, man kan også lave grafik og billedbehandling på sin puter som man kan uploade til hele verden og man kan finde skønne billeder selv, herligt!....Jo, det kan godt være at der er en verden der ude ikke helt er min Østers altid, men den bærbare er, selvom det heller ikke er helt entydigt, men entydigt er også kedeligt når man er mig.

En højtfungerende Autist, hvad er det for en?

"Den højtfungerende Autist" det er mig, men det er også nogen andre der er helt anderledes end jeg, og sådan helt konkret kan mestre andre ting end jeg kan, men også have problemer jeg ikke har. En Asberger er ikke bare en Asberger, det kan overraske hvor forskellige de andre Aspergere kan være.

Variationerne er mange, og afhænger også af om man udover Autismen/Aspergers har en dobbelt diagnose, der er jo så meget man også kan have oveni: OCD, ADHD, depressioner, ja og meget andet også. Men uanset så er det et broget billede.

Selvom man måske er fælles om at finde det sociale svært, kan den ene bevidst trække sig fra andre mennesker og synes det er ok, og en anden arbejder målrettet på at kunne indgå socialt bedst muligt. Nogen har ingen venner, andre har nære venner.

Nogen kan klare udddannelse og job, nogen har familie, for andre synes det ikke realistisk og alt for kompliceret...eller de har bare ikke de behov.

Autisme spektrum, ja så absolut og spektrum på alle hylder. Jeg ses af andre som velfungerede, men skal jeg se på det med de helt vel pudsede læsebriller, er det en komplekst rodebule af evner og problemer og måske ikke et under, at hverken jeg eller omgivelsene altid har fattet hvad det er der foregår.

Et par eksempler: Jeg har ikke kunne klare arbejdsmarkedet, bla. fordi jeg ikke har kunne orientere mig socialt og fordi det har udmattet mig, så det forstærkede min stress og gjordt at jeg endnu mindre kunne finde ud af hvad der foregik praktisk og socialt på en arbejdsplads.
Jeg har dog altid kunne løse de praktiske opgaver jeg er blevet stillet, og folk har haft tillid til mig i den retning.

Jeg har ikke kunne tage en uddannelse fordi min skoletid var alt andet en en succes, "indlærings vanskeligheder" og ordblindhed. Det betyder at selvom jeg var et kvikt barn, kunne jeg ikke veksle det til uddannelse eller job.....men det er der jo nogen med Aspergers der faktisk kan. Der er jo også Asbergere der først bliver diagnostiserede, når det opdages at deres børn har Autisme, men indtil da har indgået aktivt i samfundet.

Jeg ville heller ikke kunne overskue at passe et barn, støj, forvirring, et barns energi, ville gøre at jeg ikke kunne magte det, og det er vel bare et par enkelte grunde.

Jeg hat trænet det sociale meget og jeg har venner og et netværk, men det kræver noget og der sker også med mellemrum at jeg mister venner, af mystiske årsager, der nok er ret så Asbergerske.

Jeg er heller ikke specielt "trafiksikker", så jeg skal ikke ud og selv kører bil eller på cykel, for mig er færdsel om det er på hjul eller gåben som en radiobil på speed. Så for min og andres skyld så nej til det....Uha.

Selvom jeg efterhånden virker god til det sociale, kan jeg også virkeligt gøre det svært for mig selv, på fatale måder. Jeg er som så mange andre Autister parat til at have egne meninger, der ikke afspejles af en gruppe, det vil sige jeg helt naturligt hvis jeg finder noget korrekt og etisk rigtigt, er klar til at tage et "forkert" synspunkt helt alene. Også at skære lige igennem.
Ofte er jeg sluppet fra det, men der er gange det kan gå helt galt når der er meget på spil. Og på den måde kan jeg ende i rigtige "Autist situationer", højt fungerende eller ej.
Så hvis man skal se hvor socialt velfungerende jeg lige er, så skal man se helt ned i de enkelte detaljer/situationer, hvoraf nogen klares rigtigt fint og andre potentielt kan gå helt skævt. Og det kræver erfaring og meget selverkendelse at forstå at det er så komplekst.
Jeg er blevet diagnosticeret som 49 årig og det gør at jeg i princippet først nu har nøglen til en bedre forståelsen af, hvad det egentligt er der foregår.

Der er også nogen Autister/Aspergers der har svært med motorikken, det har jeg så ikke, om det skyldes at jeg gik til ballet allerede som stor baby ved jeg ikke, men da jeg også sad i kravlegården og klippede med saks når jeg var kreativ, så må jeg formode at min motorik var ganske ok...jeg var vist lidt længe om at gå og derfor fik jeg kælenavnet Trisse, da jeg trissede meget rundt med en Brio gåvogn....men så kunne jeg jo også transportere ting og plysdyr på ladet.
Og da jeg i dag er performer og danser, så har jeg absolut god fornemmelse omkring bevægelse og brug af et rum som scene. Også at få kontakt med publikum og få dem til at føle at jeg optræder lige for dem.

Ja, øjenkontakt, det er jo den klassiske med Autister: "de tager ikke øjenkontakt", jeg vil ikke påstå at jeg tidligere brød mig om øjenkontakt og slet ikke med nogen jeg ikke kendte, jeg synes først det er blevet bedre de sidste par år. Men jeg formoder det med øjenkontakten også har store variationer blandt Autister, og variationer i forholdt til køn, og nu har man så småt opdaget de uopdagede/ikke diagnosticerede Asberger/Autist piger/kvinder, oversete fordi piger med Autisme er mindre synligt Autistiske udadtil. Enten fordi kravet til socialisering er større for piger, eller de er biologisk betinget lidt bedre til det sociale. Men endnu en variation og også mellem Autistiske kvinder.

Jeg er så ikke matematisk geni, men jeg var vist ret skrap til geometri, men igen meget dårlig skolegang så hvem ved, for udover talblindhed er der jo også "talskræk" og den er vist noget man lære i skolen.
Men jeg kan se ting for mig, løse ting, jeg er kreativ. Jeg er god med ord, i tale og efterhånden også skriftligt. Jeg er også musikalsk på min egen måde, meget interesseret i musik og jeg synger selv. Så jeg er i den "bløde ende" af evner må man vel sige.

Som højtfungerende, handler det også om ens opvækst, hvad man har lært, hvad der har været fokus på, har man trænet ting som barn, og har det været fordi man vidste der var tale om Autisme? Eller har forældre/skole bare forsøgt så godt de kunne? Og er man selv vokset op med en forældre med Autisme? Der er jo eksempler på at nogen børn har fået et mægtigt løft gennem forældre og skole, når man gjorde det rigtige.

Så alt i alt en blandet skare, hvor det vi for os selv synes er en selvfølge i forhold til at være Autist/Asberger med hensyn til evner eller besværligheder, ikke svare til andres med samme diagnose og "velfungerenhed". Det er også derfor det at mene at de højtfungerende ikke har alvorlige problemer, og krav på hjælp er helt forkert, man vælger at se det positive, men det hjælper ikke hvis problemerne gør at de for ofte overskygger det positive, og forhindre at man kan nå et mere fuldt potientiale til gavn for sig selv og andre.

Så når man møder en anden højtfungerende Autist, så kan det godt være man har ting til fælles, også at man er meget forskellige, og også at andre vil vurdere en meget forskelligt, hvilket vel også former ens egen selvforståelse. "du er meget begavet", "du er ikke god til det sociale", "du er meget genert", "du er ret støjende", "du er meget direkte", "du er meget venlig", "du husker enormt godt", "du er meget forvirret" osv.....og så engang i mellem møder man en, der ser noget helt andet hos en, og man siger "Øh, jeg troede jeg var.....". Og nogen gange opdager man selv at man enda var helt omvendt, af hvad man selv havde gået og troet.

Derfor skal vi nogen gange bare se andre, som for første gang og uden at kigge efter en varedeklaration, eller have diagnose brillen på. For desto mere klart man selv og andre ser det individuelle i Autismen, desto lettere tror jeg det er at kunne agere i livet og få det bedste ud af det med det man har.