Ofte bliver jeg efterladt med følelsen: Nå hvad så? Godt for dem, men havde med mig og alle de andre?
Hvad jeg mangler er "mellemregningerne" i historierne, i stedet for blank overflade og rudimentære forklaringer på succesen. Umiddelbart tror jeg udenforstående bliver begejstrede for den type historier, der er intet til at forvirre, intet der er for mørkt, ikke for mange nederlag hen af vejen. Men for en person der selv står med problemerne, eller selv har været igennem processen mangler der noget lidt mere konkret.
Personligt kunne jeg fortælle min egen historie som et succes foredrag, om alt det jeg har opnået og alt det jeg kan, og lidt der kan virke rørende/gribende oven i hatten.
Jeg ved udmærket at når man vil længere ind til kernen i den type udviklings processer bliver fortællingen meget mere kompleks, mindre sort hvid, den kommer også til at handle om emner der er samfundskritiske, ting der kan provokere tilhørende i deres selvopfattelse og livstil. For har du selv måtte gennem en masse selverkendelse, vil man kunne komme til at diske op med sammenhænge tilhørende måske ikke lige nu og her ønsker at forholde sig til. Måske de senere kan reflektere over det, men i situationen er det lidt for meget.
Det kan efterlade en i situation hvor man må konstatere, at hvis man giver folk guldet de værktøjer og erkendelser man har tilkæmpet sig, var det ikke det de egentligt kom for. Og så kan man stå tilbage, opgaven udført, men lidt for grundigt og for kompleks. Eller man kunne lave en fin og glat udgave og alle ville blive glade...måske med undtagelse af dem der ville fornemme der manglede noget, og ville synes man var en lidt selvfed faker.
Vil jeg gå efter at være populær skal jeg lære at levere en tilpas pakke, men det er jo egentligt ikke derfor jeg stiller mig op overfor andre og fortæller, eller skriver på nettet.
For mig er mellemregningerne vigtige, værktøjerne, erkendelserne, nederlagene, usikkerheden, det sociologiske, empowerment, stigma.
Vi dyrker meget gerne det enestående individ, den talentfulde Autist/Asberger, i håbet om at afstigmatisere vil man gerne levere en god og positiv historie. Vi prøver at finde nogen der er kendte, der kan bruges som rollemodeller og til at vise udenforstående det er ok at være anderledes. Men når man selv har kæmpet med mere eller mindre held, for et nogenlunde sammenhængende tilværelse og en anelse selvværd, prøvet at skabe netværk, hvad er det så lige man mangler selv? Måske man bare må konkludere vi ikke alle har de samme forudsætninger/baggrund, men det er godt nok også nogen gange meget op af bakke.
Og med et samfund hvor mange taler om at "trække offerkortet" tør man snart ikke andet end at smile stift. De "normale" vil have positivitet, de her ikke overskud.....
Men samfundet står med en grundlæggende opgave, at inkludere mange forskellige grupper af mennesker -eller de kan jo også bare være ligeglade, og beslutte det er for besværligt og man heller vil satse på mere strømliniede mennesker der letter passer ind. Jeg synes ikke det er et spørgsmål om at om man skal/skal ikke, der skal retfærdiggøres og have små blomster i kanterne. Jeg synes at et samfund der er i stand til at rumme forskelligheder er et rigt og sundt samfund, om med rigt, mener jeg menneskeligt rigt.
Den gode historie skal lokke budskabet ind på lystavlen, at der er ressourcer der kan bruges, at man skal føle sympati. Men det er lidt trist at humanisme og samfundsind skal afhænger af den type kommunikation.
Hvorfor? Fordi det meget bygger på det enkelte "enestående" individ, at være noget specielt, en god historie, være salgbar. For bagved der der alle dem der ikke er det på samme måde, men grundlæggende også skulle finde en plads i samfundet uden at skulle være "enestående", men bare sit eget helt unikke selv i mest mulig balance med sig selv og verden.
