Recovery og Autisme -og det socialefælleskab

Jeg har arbejdet med recovery i forhold til min egen liv i mange år, noget er lykkedes, andet ikke. Jeg har gjort hvad jeg kunne, og satset stærkt på at lære/øve det sociale, i første omgang med det mål at kunne få et job, og da det ikke længere syntes muligt, at træne det sociale for at få et liv, med venner, netværk og komme ud og møde livet.

Der har været forskellige diagnoser sat på mig, som jeg ikke rigtigt kunne forholde mig til eller har lagt ret meget i, bla. fordi jeg har haft en noget atypisk opvækst og jeg mente at det prægede den måde jeg taklede livet på, der ikke nødvendigvis hang sammen med en diagnose, men mere det psykosociale og de leveregler og begrænsninger der havde været sat for mig. Jeg vil også mene at som jeg kom fri af min min families livssyn og regler så ændrede tingene sig også -så var det symptomer på psykiske problemer jeg havde bearbejdet, eller min sociale arv?

Og som BID brugerlærer har jeg undervist/holdt oplæg uden at tage udgangspunkt i diagnoser, mine og andres. Jeg underviste med en brugerbaggrund i hvordan det er at leve med psykiske problemer og om recovery, empowerment og stigma/afstigmatisering.
Jeg har mest arbejdet efter en hardcore recovery model, hvor min erfaring med at man oftes stod meget alene uden at kunne finde hjælp: Netværk, eller platforme for sin recovery, og desværre måtte regne med at kunne klare recovery processen rimeligt alene. Tanker bygget over mine egne realiteter, og ikke over hvad der ville være ideelt i situationen. Og det prægede også den vinkling jeg havde på mine oplæg.
Jeg mener stadig at en recovery er en så lang process at man i løbet af den vil risikere at miste helt eller delvis støtte udefra venner/netværk, og der i selve processen også ligger kimen til at ens omverden afviser en i ens forsøg på at få en anden tilværelsen, recovery går jo også gennem mørke territorier som kan være at acceptere af omverdenen, eller det stiller spørgsmål til deres egen måde at leve på. En recovery foregår i et samspil med en selv og omverdenen/samfundet, og ikke mindst omverdenens reaktioner og den stigmatisering af psykiske problemer er jo den væg man spiller recovery bolden op af. Det er en del af en recovery at se muren og komme gennem den mur.

Recovery er den egne proces, det man gerne selv vil arbejde på bliver anderledes, det er det man selv vægter. Det er en egen vision at et bedre liv, der skabes via de værktøjer man nu selv kan finde hos sig selv og omgivelserne. Men det kan også gøre recovery ret provokerende det er ikke psykosocial rehabilitering, eller veltilrettelagte recovery kurser der passer til systemet. Det virker lidt som om man har fået trukket tænderne ud på recovery tanken, gjordt den tam. Men det fjerner sandheden om at der er så mange gange man må gennem ilden og stole på sine egne fornemmelser for vejen frem.

Recovery er som at prøve vingerne

I de sidst par år er jeg gået sukkerkold i forhold til min egen recovery, ikke at jeg ikke arbejdede på at få det bedre, men der var problemer i mit liv jeg ikke har kunne løfte, og en depressions lignende tilstand der bare ikke ville gå væk. Jeg har forsøgt at få hjælp, men det har været som om at en type som jeg faldt udenfor hvad man ville/kunne hjælpe, samtidigt med at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte med at prøve at få hjælp.
Jeg arbejdede hele tiden på det sociale, samtidigt med at depressionen hev mig længere og længere ned, til der hvor jeg ikke længere kunne se en fremtid, jeg følte mig slidt op, og spekulerede på hvor længe jeg kunne leve det liv.

Men hvad så nu, og efter jeg i moden alder fik mig en sprit ny diagnose: Asbergers/Autisme spektrum?

Det jeg må erkender nu, noget jeg har været på vej til i et stykke tid. At psykiske problemer ikke kan løftes alene, at uanset at samfundet ikke er gearet til at give nok støtte, så er det ikke rimeligt da menneskelig udvikling og en recovery process kræver at den foregår i et engageret samspil mellem mennesker. At kunne helbrede sindet i overvejende ensomhed er ikke realistisk som model, selvom det ligger i tiden. Mindfullness, positivtænkning, meditation, red dig selv, men gør det i stilhed og uden at engagere din omverden for meget. Jeg er meget træt af den trend. Jeg ville så meget heller have at vi erkender livet kan være svært og vi er parat til at være der for hinanden. Med psykiske problemer er man jo anbragt midt i tidens trender og fordomme omkring hvordan man takler personlige problemer, det kan godt være andre siger, jamen det gælder jo ikke for folk med "rigtige" psykiske problemer, men det ender det med alligevel, hele samfundet bliver påvirket af tidsånden også psykiatrien, det har jeg selv oplevet.

Men tilbage til det med Autisme, jeg tror på det altid er muligt uanset udgangspunkt at give mennesker et bedre grundlag for et liv. Recovery er den egne proces i samspil med andre, de løsninger man finder og de personlige evner man kan anvende og styrke. Men er recovery at man skal blive helt normal, hvad det så nu lige er for noget det der "normal"?

Nu bliver det Autistiske hjernes "styresystem" jo ikke grundlæggende ombygget fordi at man arbejder med at blive bedre til at takle tilværelsen. Man kan kognitivt blive bedre til at takle opgaver/situationer.

Autisme en alternativ måde for en hjerne at arbejde på, og på den måde bidragende til hvad det er muligt at udtænke som mennesker, verden har brug for Autistiske hjerner. Grundlæggende handler recovery for mig om det at have et ok liv der kan leves, noget andet er så udfordringen at få et samfund der er parat til at åbne sig mod det/de anderledes. Så længe samfundet lægger skyld, fordomme og forhindringer i vejen, er det op af bakke, hvor "normal" skal man være for at få lov at deltage, er det total tilpasning eller forbliv marginaliseret?

Jeg mener at det sociale netværk og det at leve i et samfund der er parat til at indrage en, er noget af det aller vigtigste for at skab et godt liv, om det handler om mennesker med eller uden psykiske problemer, handicap, etnicitet. Det er her tingene kan heles og mennesker kan blomstre.

Der er skrevet meget om recovery, men efter min mening er det her en af de bedste og en klassiker: "Recovery - At komme sig efter alvorlige psykiske lidelser" af Alain Topor. Bogen er meget anbefalelsesværdig og nem at gå til.

Kreativitetens død

Jeg har været kreativ fra jeg sad i kravlegård, så meget af min tid har været brugt til at tegne og lave ting, skulpturer, sy. Det at skabe ting var en fast del af mit liv og min selvforståelse. Gennem hel min trælse skoletid var det den eneste kilde til selvværd, selvom skolen ikke kunne se værdien eller en fremtid i det.

Men kreativiteten er noget jeg har mistet. Som livet og nederlagende fik tag i mig, forsvandt den livsudfoldelse, det krævede for meget, det var ikke godt nok, det mindede mig om at jeg ikke var lykkedes. At jeg manglede de evner der ville gøre at jeg kunne være en susses som kunstner/designer, fordi jeg kun kunne skabe, alt det andet der kæves for at arbejde med kunst/design manglede. Og når folk der faktisk arbejdede med kunst/design/mode roste mig og var interesserede i det jeg lavede, så var det nærmest som om jeg afviste dem. En blanding af at jeg ikke havde lært at være fremme i skoen hjemmefra og en grundlæggende evig tvivl på egne evner....som vel er ret almindelig hos mange kreative, men lammende i min tilværelse. Jeg manglede alle de andre værktøjer der skal til, evnen til at opsøge folk, være åben og social, evt. lidt spidse albuer. Og faktisk tror jeg ikke jeg opfattede at de mennesker reelt og ærligt synes jeg var god og evt. ville have kunne hjælpe mig.

Nogen skal tro på en for at det lykkes, men det nytter jo ikke hvis man ikke tror på dem.

Jeg droppede faktisk det kunstneriske, da jeg var lige ved at lykkes med projektet (skulpturer), jeg var rædselslagen, jeg ved ikke om jeg var mest bange for det økonomiske praktiske, end selve det at det måske lykkedes denne gang. Var det realistisk at jeg var tæt på?.....jeg ved det ikke, men tanken gjorde mig bange og jeg knækkede sammen.

En pastelkridts ting fra min sene periode

Med hensyn til billedkunsten fik jeg præstations angst, det hold op med at være noget rart, jeg synes ikke jeg kunne leve op til egne forventninger. Jeg arbejdede meget med teknikker med en flydende streg, uden mulighed for rettelser og det kræver man er i flow. Det var noget nemmere med skulptur, der kunne jeg bare blive ved, til det lykkedes at få det resultat jeg ville have.

Jeg har stor glæde af andres kunst, det har jeg haft hele vejen igennem livet. jeg har set og set.

Jeg lave illustrationer til min blog og til denrenemiddelalder.dk, men det er mere noget praktisk jeg bare skal lave, det skal klares og det holder ikke på nogen måde mål med det jeg kunne engang. Men det er træning, jeg tvinger mig selv til ikke helt at slippe, selvom jeg ikke rigtigt er i processen, jeg taber overblik, der hvor jeg engang havde det.....og glæden ved det.

Jeg havde et helle i det kreative, en egen verden, som jeg så mistede sidst i 20erne. Og med tiden brugte jeg al energien til at gå ud i livet.

Kan det kreative komme tilbage? Jeg aner det ikke, om ikke andet tager det nok en anden form, der er naturlig for mig og med erkendelsen at jeg ikke bliver det jeg engang håbede, men finder eget udtryk jeg kan leve med uden præstationsangst.

"There are only two tragedies in life: 

one is not getting what one wants, 

and the other is getting it." 

                               - Oscar Wilde

.....Selvom det ville nu være ret nice hvis der skete lidt af det man drømmer om.

Egocentriens maske

Man skriver ofte at folk med Autisme spektret mangler empati og de er egocentriske. Med hensyn til mig selv, så indrømmer jeg at jeg kan virke ret egocentrisk til tider, på den anden side bruger jeg det meste af min tid på at forstå verden. Jeg bruger mig selv som sammenligning, bedre, værre, kloggere, vildere, sødere osv. Jeg må også indrømme at jeg bruger en del tid på at tænke på om jeg er egoistisk når jeg gør ting, det er så svært at vurdere om jeg så gør meget egoistiske ting jeg ikke selv opfanger er det.

Den gang jeg var barn og ung, så var alt og alle ok, indtil det modsatte var bevist. Man kunne kalde det fordomsfri, umiddelbart synes jeg det var et sympatisk træk hos mig. Nativ? Tja, men kun delvis, på den ene side menneske kender på nogen fronter og på den anden side uden værktøjer til at forstå situationer og andre opfattelser....giver det mening?

Jeg har levet under min egen glaskuppel og kigget ud, og kigget det har jeg. Jeg var interesseret, meget, men jeg forstod kun delvis, uanset hvor meget jeg lyttede og kiggede.

Jeg var et ret alene barn fordi jeg blev isoleret af min familie, de havde ikke selv levet så isoleret som børn, så jeg ved ikke hvorfor jeg skulle være det, men sådan var det, så jeg måtte finde min egen underholdning, hvilket ikke faldt mig spor svært. Jeg hørte musik, var kreativ, og kiggede i bøger fra jeg var baby, jeg sad enda og klippede med saks i kravlegården. Jeg var ikke specielt hurtig til at gå eller tale, men da det blev lært gik det rimeligt hurtigt.

Jeg blev meldt til ballet undervisning da jeg kom ud af bleen, jeg kunne godt lide det, men var lidt alternativ i mine tiltag, men jeg fortsatte at gå til ballet hele min barndom. ikke at jeg socialiserede ret meget i den forbindelse, men jeg jeg var tilfreds, ingen ambitioner, bare træning.

Og jeg gad kun at lege med børn med fantasi, ellers kunne det være lige meget, og det skulle helst være noget med udklædning.

Men tilbage til børneværelset: Jeg havde jo alle mine plysdyr som jeg elskede højt, jeg legede komplicerede lege med dem og jeg var overbevist om at de havde deres egen personlighed, det betød også at jeg ikke måtte manipulere med dem, fx. hvis vi spillede spil. Hvordan lader man være med at manipulere med et ikke kommunikerende plysdyr? Jaaaaah, det kræver etik på et højt plan og ubegrænset fantasi og indlevelse.

Nej, det er ikke lige dem fra min barndom, men de bor hos mig

Men mennesker er jo mere komplicerede, jeg havde svært ved skjulte dagsordener, men sandsynligvis så tyk i skallen at jeg gik glip af rigtigt meget, hvilket måske i nogen tilfælde var udmærket, hvad man ikke opdager, behøver man ikke at bekymre sig om, der giver jo også en ro.

Jeg var ikke forkælet i den forstand at jeg fik min vilje, jeg er meget gammeldags opdraget, så der har ikke været plads til trods og vrede, plageri eller krav. Sådan var det bare. Men som enebarn havde jeg jo en del fordele og noget af min egocentri har folk nok tænkt var meget enebarn agtig. På den anden side oplevede jeg mig meget som en del af et vi, jeg har faktisk vært en del af et vi det meste af mit liv, indtil min Mormor døde og der ingen familie var. Og jeg havde svært ved at tro på at jeg havde ret til at tage beslutninger imod min familie.

Så der var et jeg under min lille glasklokke og umiddelbart udenfor et vi, der var meget stærkt....måske for stærkt til at være godt og sundt.

Da jeg var barn og ung trode jeg at kun min Mormor forstod mig, efter det fandt jeg ud af at det gjorde hun egentlig slet ikke, jeg måtte forstå jeg var alene, på en måde stum, selvom jeg kunne tale. Fordi den verden der var min var en gåde og alt for skrøbelig til at udsætte for andres behandling. Jeg havde min mentale firewall som en ven kalder det, jeg snakker om min egocentriske maske jeg bruger som skjold. Fierwall eller maske, det er for at vinde tid, skjule udmattelsen, sårbarheden, skjule jeg ikke helt til tilstedeværende i situationen.

Men det udsatte alene menneske kan jo føle empati, for andre af verdens udsatte alene skæbner og hvem man ellers møder på sin vej.
For de alene og udsatte har nogen gange et hemmeligt sprog, ikke forstået af udenforstående, ordene vejer anderledes og det er er imellem.
Det kan godt være der er ting jeg ikke forstår hos mennesker, men det er nok de "normales" sprog jeg tolker dårligst.

Jeg tolker verden udfra mig selv, ikke fordi jeg er verdens navle, men den jeg kender bedst trods alt. Jeg er et menneske med fejl og mangler, men jeg prøver, det er ikke let, for det er nok et af de punkter hvor jeg må bruge meget tid på, mere end de fleste. "Du tænker for meget", som folk siger, "du skal ikke spekulere så meget over hvad andre gør".......Jo, men det bliver jeg jo lidt nød til hvis jeg skal leve ude i livet og ikke en Eremit tilværelse.

Jeg har hele mit liv følt at min opgave var at forstå, både i en spirituel forstand og i forhold til det at være et menneske blandt mennesker. Derfor tænker jeg og kaster mig ud i livet også selvom det er ret så besværligt til tider.

Hoarding - Det totalt kaotiske hjem

Hoarding er ikke rigtigt et begreb man beskæftiger sig ret meget med i Danmark, ikke fordi her ikke er lige så mange mennesker der er hoardere som i England og Amerika, det vil sige folk der samler og gemmer alt for meget i deres hjem. Når jeg nævner hoarding i psykiatrien er det ikke et begreb de arbejder med, selvom sikkert en del af brugerne er hoardere. Jeg synes bare det er vigtigt at forstå hvordan hoarding udvikles og hvordan man bedst kan hjælpe og ikke mindst hvordan man selv som hoarder overlever en oprydning/udsmidnings proces.

Der er en del med Autisme/Asbergers der er hoardere. Jeg er selv en hoarder men jeg har flere grunde til at jeg er endt med det.

Ofte begynder folk at hoarde efter et personligt tab, skilsmisse, dødsfald, de var nok lidt typen der havde det med at gemme/samle men efter den traumatiske episode går det over gevind og i løbet af noget tid er det ikke længere muligt at selv at rydde op og smide ud.

Nogen med  hoarding har en baggrund med Autisme/Asbergers/ADHD, hvilket ikke betyder at man kan have startet i det små, og så efter noget traumatisk at gå over gevind med at fylde op i hjemmet.

Med hoarding er det angstskabende at skulle af med de ting man har udover at hoarding er en angstlidelse (OCD) i sig selv, man kunne få brug for dem senere, der er minder, eller tingene er for specielle for en til at man vil af med dem. "Du behøver ikke alle de ting", "hvorfor mider du ikke bare det hele ud?" Som hoarder bliver man bange og vred når folk siger den slags.

"Joooo, det kan da godt være jeg skal af med noget af det.....".

Mine egne erfaringer med at være hoarder er at tingene nærmest kan fungere som en bufferzone mellem mig og verden, måske det at ingen må komme ind og se det, og alte de gode ting mest ligner skrald når det roder fremfor personlige skatte.

Når tingene har kommet i orden og der ikke var ting og rod, har jeg følt mig eksponeret, som en Eremitkrebs uden sit hus. Ja, faktisk lidt angst.

Hoardere er mange slags mennesker, fra dem der klare job og udadtil virker nydelige og som om de kan klare sig, til mennesker der har store sociale og psykiske problemer. Men deres hjem kan ligne hinanden til forveksling uanset hvordan de virker udadtil udenfor hjemmet.

Ideelt skal hoarding helst reageres på tidligt i forløbet, desto længere folk når ud i processen med at gøre et hjem ubeboeligt, desto dårligere er udsigten for at de i fremtiden kan magte et hjem, uden meget hjælp udefra.

Men man kan jo lide sine ting og man gider jo ikke at høre på andres formaninger og skyld med skyld på, og det er først når der er problemer med at kunne lave mad, bruge badeværelset, at sengen er forsvundet i ting, man måske selv aner at det her går bare ikke. Men selv da er erkendelsen svær. Ikke på grund af manglende intelligens, men fordi der er så mange lag i den proces at få et hjem i den tilstand at det ikke er lige sådan at kunne erkende og forstå hvad der er sket i ens hjem. Og så er der jo skylden og skammen...afmagt.

Som hoarder vænner man sig til det er besværligt, at hjemmet ikke fungere som et hjem mere. Ja, man kan blive ked af det og stresset, men det er jo ens hverdag.

Er man som hoarder ydermere udstyret med ADHD/ADD eller Autisme spektrum er selve det at rydde op og sortere en udfordring, hvis man er ramt på koncentrationen omkring praktiske gøremål og processen er angstfremkaldende og man føler sig afmægtig, både med hensyn til det praktiske og det psykologiske i forbindelse med oprydning, udsmidning. Men bliver hurtigt træt, forvirret, hvis man ikke ligefrem bryder sammen, eller bliver stik tosset.

Og det at andre ser på ens hjem og har ideer til hvordan det burde være er hæsligt og ydmygende.

Og det er hæsligt og ydmygende, at nå til en grad af hoarding, hvor det ikke længere ligner bare et meget rodet hjem. Men køkken og badeværelse ikke længere fungere rent praktisk.

Jo, jeg har været der, og det er meget besværligt at leve sådan, men jeg anede ikke hvor jeg skulle starte, jeg tog noget op fra gulvet, og endte med at lægge det tilbage på samme sted, lige midt i døråbningen.

En af "tilbagefalds bunkerne"

Som hoarder har jeg både det "medfødte samlergen", jeg har det manglende koncentration om helt almindelige praktiske opgaver og jeg har oplevet personligt tab, der gjorde at rod og samleriet gik over gevind efterfølgende.

Det tager jo nogen år at få fyldt op og rodet til, men det kan nu gå hurtigt nok, og en dag så er det der, faktisk så jeg det komme. Og så gik der lidt tid og så var det blevet hoarding, men det krævede jo også at jeg havde fået det værre personligt, depression, mere tab, mere hoarding.

Man for et par år siden, skulle der være noget generel tilsyn af badeværelser der hvor jeg boede, det betød at ejendomsinspektøren var forbi, jeg havde brugt meget tid på at panisk "frisere" lejligheden, alligevel spurgte han: "Skal jeg ringe til kommunen?", Jeg sagde: "Det må du meget gerne for jeg havde forsøgt at få hjælp længe". At han kontaktede betød at jeg hurtigt fik hjemmevejleder.

......Og så har det handlet om at blive af med, skabe struktur og sælge sager siden.

Desværre et det man tilbyder er langsom tandudtrækning, at fikse et hoarder hjem over flere år er en laaaaaang proces. Optimalt skulle det gøres mere samlet, og med psykolog hjælp og hjælp til at blive af med ting der skal sælges. Selv har jeg bestilt bøger på biblioteket om hoarding, selv måtte klare det psykologiske, finde metoder til at sælge ting fordi jeg ikke også ville tage det økonomiske tab for de ting der faktisk havde værdi. Det ville jo være herligt hvis man bare kunne rydde bulen, men mit hjem bestod jo ikke af samlinger af gamle aviser, men arveting, og ting jeg havde samlet gennem livet og tøj. Man kan se på det helt koldt, men sådan er livet ikke. Og jeg havde allerede miste meget i en kælderoversvømmelse, desværre også de helt forkerte ting. Så igen en balance i forhold til ikke at påfører mere fornemmelse af tab oven i de gamle tab. Det må være afklarede valg, mit valg og ikke et overgreb.

Man kan moralisere ovefor hoardere, og det gør man, det er svært at forstå udefra. At ændre hoarder adfærd og indøve andre strategier er meget svært og det kræver man selv virkeligt vil, og det er der faktisk mange hoarding der ikke er/bliver. Og det er et projekt for livet.

Hoarding handler om flere ting, der skal flere elementer til for at noget bliver så meget kaos. Elementer der kan variere fra person til person, men giver samme resultat. Det betyder også noget for hvordan man løser oprydningen. Dybest set var min motivation og erkendelse større end så mange andre hoarders , til gengæld var mine praktiske evner små.

Jeg kommer til at skrive mere om det her emne og mine erfaringer og hvordan jeg arbejder videre på mit hjem. Lige nu prøver jeg at vurdere hvor mange procent jeg har tilbage af rod og sager jeg vil tro 30 procent hvoraf det meste er nogenlunde ok sorteret i kasser.

En bog jet var specielt glad for, da jeg satte mig ind i emnet var den her: "The Secret Lives of Hoarders: True Stories of Tackling Extreme Clutter" af Matt Paxton. Grunden til det er en kombination af at han tilfældigt snublede ind i den opgave at hjælpe folk der hoardede og fandt det så spændende et job at han fortsatte. Også at bogen er skrevet på en måde så man som horder ikke føler at man bliver talt ned til, eller der bliver brugt fagsprog på en måde der gør en til en diagnose og en "sag". Han skriver om forskellige mennesker med den type hjem han har mødt hvor der skrives om "det hele menneske" der også har evner og værdighed og metoderne og resultaterne af (sam)arbejdet. Så en god bog både for dem der selv har problemet/pårørende/fagpersoner.

Hjemme -det er der hvor der er kaos

Der er ting kvinder bare skal kunne hitte ud af, de skal være søde og sociale, de skal være ordentlige med deres udseende, de skal kunne passe et hjem.
Der ligger en nærmest moralsk fordømmelse og at det er ukvindeligt når kvinder ikke har tjek på det praktiske.

Jeg har lært at holde facaden, men jeg har ikke tjek på hjemmet, jeg mister konsentrationen alt for let, jeg er det ene og det andet sted, glemmer hvad jeg havde gang i, bliver i tvivl om hvor ting skal hen, mister overblikket. Går rundt om mig selv.

En opvask er en episk affære med pauser, enda dag lange pauser, det er ikke optimalt, så skal der også afkalkes og sådan fortsætter det.

Når jeg er i topform kan jeg lidt bedre, så er de lige ved jeg tror jeg har knækket koden.

Der har været arbejdet med struktur i mit hjem, fremfor det oprindelige kaos, hvor alt kunne være hvor som helst i lejligheden. Det er nemmere nu at finde det jeg leder efter. Men der er lang vej endnu. Et par år med hjemmevejleder har gjort noget, men med den afsatte tid, selvom jeg har lavet mit "hjemmearbejde", så går det ikke hurtigt.

Arrangeret nogenlunde efter farve

Og når jeg får tilbagefald, ja så går det tilbage og hurtigt tilbage og det er et tegn på at de har gået for hurtigt. Alt i alt et meget langsommeligt projekt.

Og det langsommelige er enerverende fordi det stresser dagligt, det er ikke rart at bo på randen af kaos, man kan ikke lige have folk forbi, naboerne kan opdage det, man kan ikke selv holde det ud. Men der er ingen hurtig løsning, jeg kan ikke bare tage fat, for det ender i at jeg drejer rundt om mig selv og konstaterer: det her er omfattende. Eller jeg bliver afledt af detaljer, så jeg ikke kommer videre med det væsentlige....Men når jeg har et bestemt sted til at lægge tingene går det lidt bedre.

Lige nu har jeg et tilbagefald, men det her jeg jo faktisk ikke haft i to år, så mon ikke jeg kommer på sporet igen? Det er jo ikke sådan at al opbygget struktur er væk og gode vaner ikke kan genoptages.

Jeg kommer nok aldrig til at have det perfekte hjem, men det er der mange der ikke har, også folk der fungere rimeligt ok. Men forventningen om at kvinder sådan helt trylle trylle genetisk absolut bør og skal kunne skabe et rent og nydeligt hjem, bare fordi de er kvinder, vil jeg ikke tage på mig.
Jeg vil gøre mit aller bedste i forhold til det der stresser mig personligt ved at bo i kaos, og så må jeg finde en indretning der er til at holde.

Bange i natten - Barndommens OCD

Jeg har aldrig været god til at falde i søvn, heller ikke som barn, faktisk sov jeg grotesk sent, det vil sige jeg var gået i seng mange timer tidligere men jeg sov ikke. Jeg var også bange for mørke og vi boede i en stor lejlighed, så der var faktisk nogen vej mellem mig og mine forældre selvom jeg sov i det første soveværelse, der var et badeværelse og spisestuen inden man kom til dagligstuen.

Og når jeg nu ikke kunne få ro på hjernen så kørte tankerne og de kunne sagtens handle om noget skræmmende og min fantasi fejlede jo absolut ikke noget. Jeg havde også nogen ritualer jeg skulle klare for at sikre at alting var som det skulle være, at det kunne soves....måske.

Alligevel betød det ofte at jeg kom pilende ind i stuen for fuld udblæsning om aftenen, for at være på sofaen, eller jeg blev anbragt i sengen i det andet soveværelse med lyset tændt.
Og det at skulle op og tisse var en farefuld færd. Alt i alt hele det klassiske natte drama, man har med nogen børn.

Og det er jo reelt nok, det var ikke behageligt eller styrbart for mig. fordi lejligheden var ret stor var jeg heller ikke tryg om aftenen når jeg var i afsides rum, ja jeg får det til at lyde som et slot, men de gamle Københavnerlejligheder kan være en langstragt affære, bare gangen ud til køkkenet var 8 meter.

Dem der muligvis holdt til under sengen, gyyys!

Kunne noget af det her have været anderledes? En mindre lejlighed, at jeg sov tættere på tv stuen? At der sad lyskontakter mere praktiske steder? Jo, sikkert, ting kunne have været anderledes.

Min gamle angst fortsatte som ung, og på mange flere måder, situationer jeg havde magtet som barn, var nu meget svære at takle: forandringer, det sociale fx. og det er måske ikke den bedste forudsætning for et eget selvstændigt liv. Jeg ved ikke om forværringen kom af den dårlige skolegang og at jeg ikke magtede det man ellers ville forvente af en teenager, jeg var intellektuelt foran, men emotionelt/socialt bagud, det vil jo før eller siden gå skævt når det ikke bare kan indhentes.

Jeg flyttede fra den store lejlighed da jeg var 38, og opdagede til min undren at det var som om angsten hang i den gamle lejlighed og var næsten ikke eksisterende i den nye lejlighed. Det overraskede mig en del, da mørke angsten havde været en fast del af mit liv, også hvis jeg havde boet i sommerhus fx.

For tiden har jeg nogen tanker i retning af at "summen af laster er konstant" eller i dette tilfælde summen af symptomer er konstant: De kan skifte, blive til noget andet, andre typer angst for andre ting, depression, vrede. At det er som jeg har haft forskellige symptomer på Autisme, men ikke helt de samme gennem hele livet. Det er jo for så vidt ret logisk da man bliver ældre og lære at takle ting bedre med erfaringen, men jeg har også oplevet at ting går tilbage, igen, logisk hvis man i nogen tid har "kørt over for rødt" gennem en periode. Jeg har arbejdet en del med recovery tanken og her passer de her erfaringer ikke helt perfekt ind. Jeg har tidligere følt at der var ting jeg havde lagt bag mig at jeg var kommet videre, men nu ser jeg det lidt anderledes, der er ting jeg er kommet videre med, men der er også et grundvilkår i forhold til hvad jeg magter, og så er der symptomer der kommer tilbage i ny forklædning. Og med symptomer mener jeg, reaktioner der kommer af belastning eller uhensigtmæssige ting i min tilværelse både praktiske og personlige. Og desværre er det ikke noget jeg bare kan ignorere, jeg betaler for det hele, med stress, forvirring, depression, ubehag. År efter år og lige fra barndommen. Det ville være rart at kunne skrue lidt ned for det og op for noget der er en anelse mere behageligt.

Måske det handler om at man gennem livet afprøver ting men ikke nødvendigvis i den autoriserede rækkefølge gennem barndom og ungdom. Vrede var ikke noget jeg måtte afprøve som barn og nu afprøver jeg det nu, men jeg ville nu have foretrukket at være et barn i den situation, lige nu er det bare pinligt og destruktivt.

Føler jeg så ikke angst mere, jo af og til, måske noget af  angsten er blevet til negative "voksentanker" og katastrofetænkning.
Jeg er flyttet igen og oplever endnu mindre af den gamle angst. Men så plages jeg jo af andet og det sædvanlige med at ikke kunne sove sådan nogenlunde med det samme, er som det altid har været bedre er det absolut ikke, 3 timer er laaaang tid. Og når hjernen kører og kører skal der jo hældes noget på valsen og desværre er det negative ting alt for ofte, hjerne følger de samme spor jeg har slidt til hulveje gennem mange år.

Det levede livs udfordringer og et univers af drømme

Helt opkørt eller underdrejet….hvad med at flatline lidt? Det er svært at få det til at hænge sammen, at hverdagen bliver blandet af praktiske gøremål, noget socialt, noget rart og lidt til at styrke selvværdet.

Efter et liv uden noget det ligner en karriere, end sige et job er der jo ikke meget til at booste selvværdet.

I den tid hvor jeg skulle have uddannet mig, have været social aktiv, have fundet jobs, ønskede jeg bare at være isoleret for mig selv -eller jeg drømte om noget andet, et andet liv, men jeg havde ikke kræfterne mentalt, fundamentet, venner, et netværk.

Jeg har haft dårlig samvittighed, kunne jeg ikke have handlet lidt anderledes?
Men i dag og måske netop først i dag, ved jeg at det ikke var muligt under omstændighederne, heller ikke med lidt mere medvind og venner. Eller kunne det, jeg orker ikke tanken at det kunne have været bedre, at noget af det havde kunne være anderledes.

Jeg har aldrig kunne holde fast i at jeg ikke var skyldig i min egen situation, jeg har ledt efter undskyldende omstændigheder, samtidigt med at jeg har været min egen ondeste dommer.

Måske jeg skal se hvad jeg faktisk har opnået, at diverse kampe har båret frugt, at jeg har noget på lager som jeg faktisk kan og ved. At jeg har tilkæmpet mig sociale evner år for år, ikke mindst de sidste 10 år. Det er en udfordring at være som en teenager der skal lære en masse om det hele, samtidig med at man er absolut voksen. Jeg føler mig voksen nu, men samtidig også i en læreproces der nærmest bliver mere intens som tiden går. Spørgsmålet er bare at sådan som jeg har nu, om jeg ikke har gået for hårdt frem.

Hvor meget har skylden og skammen fyld? Over manglende tilknytning til arbejdsmarkedet først og fremmest. Den har fyldt meget og gør det stadigvæk, den har været min drivkraft, men også meget destruktiv, samfundets stigma og min egen fordømte selvstigmatisering.

Og med den depressions lignende tilstand jeg her levet med de sidste 6 år, må jeg bare konstatere at jeg nok har kørt mig selv for hårdt. Men samtidigt passere livet jo også forbi, jeg er jo netop meget voksen og alt det jeg ikke kunne da jeg var ung, må jeg prøve af få indhentet, bare lidt. Eller det mener jeg åbenbart, for det er ikke alle der stiller den slags krav til livet.

Er det mit behov, er det det jeg har lærte hjemmefra, eller samfundet der sætter mig griller i hovedet…..Eller har jeg bare været født fantast der kun synes det var fedt når det hele var lidt opkørt og perlebesat? Og når jeg ser det fra den vinkel må jeg nok konstatere at jeg fra meget tidligt havde de drømme, fantastiske drømme og jeg levede i dem og jeg levede godt i dem. Med mine drømme, er det levede liv faktisk lidt småt. Og det er måske der jeg skal genfinde min barndoms Autist, jeg har brug for drømme, ikke for at de skal blive til virkelighed, fordi jeg kan rejse frit og ubesværet i uendeligheden, bruge den gave. Og det betyder jo ikke at jeg ikke kan leve et ”rigtigt” liv. Når der kun er virkeligheden, er depressionen der også.

Og  jeg har jo udlevet nogen af min barndom og ungdoms drømme, jeg er stadig mig, men jeg tror jeg skal finde barnet, barnet der bare skabte for at skabe, uden ego eller for at opnå noget, men fordi det var spændende og det skulle gøres.

Jeg vil være som det barn, før livet tog små bidder af min sjæl, den glæde og den ro jeg faktisk havde dengang.
Man kan drømme og have håb for fremtiden, men det er nok så vigtig at have drømme som er ens egen skat ingen kan tage og der ikke kræver andet end at være i drømmen.
Det burde jo være en rar plan, men jeg er også tøvende….For igennem så mange år har alting skulle blive til noget bestemt, noget målrettet, godt for noget, være virkeligt, konkret. Et los ud i verden. Men det fungerer ikke alene, jeg bliver bare vred, utålmodig, bitter, roder mig ud i ting jeg ikke burde, der ikke ender godt. Er jeg sådan….jeg har ikke lyst til at være sådan, ikke i det omfang som det er nu.

”Vi er ikke større end vores drømme”, og jeg var god til at drømme engang så hvad venter jeg på? Selvom jeg er ligeglad med ”større”, jeg kan godt leve med at være lille og have store drømme der bare får lov til at være drømme og intet andet.