Dysthymi og Kronisk Depression Dysthymi og Kronisk Depression kan være en af følgevirkningerne af at være på autisme spektret. Specielt os med en uopdaget Aspergers diagnose, men mange depressioner bag os, der har prøvet at kæmpe gennem ligt, uden at kunne få svar på hvad det var der var så anderledes, at vores liv bare ikke fungerede.
Depressioner der starter meget tidligt, og hvor mistrivsel og depression ikke bliver set af omgivelserne, former en ung hjerne mod det depressive, så det bliver en del af personligheden.
Jo der kan være håb henad vejen, men fortsætter mistrivslen og depressionerne uden hjælp, så ender det i kronisk depression og dysthymi, tilstanden er lidt anderledes end depression, og man kan have en depression oveni tilstanden. Det betyder at oven i det i forvejen sænkede stemningsleje kan der være en depression oveni.
Det betyder at der i grunden ikke er reelt depressions fri perioden, men bare tidspunkter der er lidt værre eller lidt bedre.
Hvad gør man så? Man har levet i 30-40 år sådan, og medicin var ikke løsningen. Man er på autisme spektret hvilket i forvejen gør man oplever ting anderledes, og ikke altid kan blive behandlet af folk uden autismekendskab. Man har ikke selv råd til privat psykolog og/eller psykiater.
Og livet er gået i stykker, man har kæmpet længe, dysthymien bliver mere markant som forhindring og man har forsøgt så meget at håbet er ved at forsvinde, samtidigt med det ikke er til at holde ud. Er det bare sådan det er?
At det er for meget at forlange at få støtte til sin tidligere uopdagede Aspergers og ADHD og kroniske depression? At det er for tungt for samfundt og ens eget ansvar at hanke op i sig selv?
For samtidigt med at man kæmper en daglig kanp for at holde ud, og prøve at finde løsninger til et bedre liv, så er samfundets holdning at det er et personligt valg at man har det som man har det, at man bare ikke gør det godt nok og det er derfor.
Der er også altid nogen der siger hvordan de kom ud af en depression, eller hvordan de lagde deres kost om osv. og det kunne man jo bare selv gøre hvis man havde lidt mere rygrad.
Hvis man så siger at al ens energi er blevet bundet i at overleve dagene, bliver det ikke godtaget. Alt skal åbenbart komme fra en selv, fra en kop der aldrig er tom. Men efter så mange år er koppen ved at være tom, det er menneskeligt er det ikke? Eller er det fordi tanken om at blive kvalt dag for dag til energien er væk, selvom man har gjort hvad man kunne og lidt til er en så ubehagelig tanke, at man er den heks man sender på bålet?
Fordi man personificere en fælles angst i samfundet for at falde igennem, ikke kunne redde sig selv mere. At man er konkurrence statens fjende, den ikke robuste Dansker.
Og værdi det er efter hvad man tjener. Hvad er min værdi?
Skal der kastes flere penge efter mit og andres dårlige værdiløse ikke penge genererende liv? Der diagnosticeres voksne med autisme uge for uge, og nogen har fået omfattende følgeskader, er diagnosen det samfundet kan tilbyde og ikke andet?
Depressioner der starter meget tidligt, og hvor mistrivsel og depression ikke bliver set af omgivelserne, former en ung hjerne mod det depressive, så det bliver en del af personligheden.
Jo der kan være håb henad vejen, men fortsætter mistrivslen og depressionerne uden hjælp, så ender det i kronisk depression og dysthymi, tilstanden er lidt anderledes end depression, og man kan have en depression oveni tilstanden. Det betyder at oven i det i forvejen sænkede stemningsleje kan der være en depression oveni.
Det betyder at der i grunden ikke er reelt depressions fri perioden, men bare tidspunkter der er lidt værre eller lidt bedre.
Hvad gør man så? Man har levet i 30-40 år sådan, og medicin var ikke løsningen. Man er på autisme spektret hvilket i forvejen gør man oplever ting anderledes, og ikke altid kan blive behandlet af folk uden autismekendskab. Man har ikke selv råd til privat psykolog og/eller psykiater.
Og livet er gået i stykker, man har kæmpet længe, dysthymien bliver mere markant som forhindring og man har forsøgt så meget at håbet er ved at forsvinde, samtidigt med det ikke er til at holde ud. Er det bare sådan det er?
At det er for meget at forlange at få støtte til sin tidligere uopdagede Aspergers og ADHD og kroniske depression? At det er for tungt for samfundt og ens eget ansvar at hanke op i sig selv?
For samtidigt med at man kæmper en daglig kanp for at holde ud, og prøve at finde løsninger til et bedre liv, så er samfundets holdning at det er et personligt valg at man har det som man har det, at man bare ikke gør det godt nok og det er derfor.
Der er også altid nogen der siger hvordan de kom ud af en depression, eller hvordan de lagde deres kost om osv. og det kunne man jo bare selv gøre hvis man havde lidt mere rygrad.
Hvis man så siger at al ens energi er blevet bundet i at overleve dagene, bliver det ikke godtaget. Alt skal åbenbart komme fra en selv, fra en kop der aldrig er tom. Men efter så mange år er koppen ved at være tom, det er menneskeligt er det ikke? Eller er det fordi tanken om at blive kvalt dag for dag til energien er væk, selvom man har gjort hvad man kunne og lidt til er en så ubehagelig tanke, at man er den heks man sender på bålet?
Fordi man personificere en fælles angst i samfundet for at falde igennem, ikke kunne redde sig selv mere. At man er konkurrence statens fjende, den ikke robuste Dansker.
Og værdi det er efter hvad man tjener. Hvad er min værdi?
Skal der kastes flere penge efter mit og andres dårlige værdiløse ikke penge genererende liv? Der diagnosticeres voksne med autisme uge for uge, og nogen har fået omfattende følgeskader, er diagnosen det samfundet kan tilbyde og ikke andet?
