Hvad mange tror Autisme er, er ikke selve Autismen.

Jeg tror de fleste godt kan regne ud at det at have Autisme kan komplicere livet. At man ikke har de samme muligheder for et liv som andre. 

Og på den måde ses det som en fejl/mangel hus Autister, ja en diagnose, og lettest at forså i forhold til børn, og de børn der reagere og udvikler sig mest atypisk i forhold til ikke Autistiske børn.

Om det er svært at have Autisme oplevet indefra, afhænger af omgivelserne. Ikke hvor man er på Autisme spektret. Vi kan ikke automatisk komme frem til at en person med Autisme der udviklingsmæssigt er som en på 4, må have det rædsomt, vi kan heller ikke regne med at vi kender den indre verden der kan/må være. 

Hvis det eneste der gælder er at blive voksen, at det er det eneste optimale, og der gælder for et rigtigt liv, så lever det menneske ikke op til det. Men det er set udefra. 

Hvad et Autistisk liv er, er så farvet af fordomme og bias, at det næsten er umuligt at komme indtil selve Autismen, uden samfund og kultur bliver sammenfiltret i forsøget på at redegøre for det.

Den Autistiske udviklingsforstyrrelse foregår ikke i et vakuum, ja, den er medfødt, men hvad der ellers sker derefter har en indflydelse, gennem hele livet. Men barndommen er afsindigt vigtig for, hvad der er plads til at udvikle, og det der ikke gives plads til at udvikle. Og det har reelt ikke så meget at gøre med den enkeltes unikke Autisme, men bliver så en del af det samlede billede. Men reelt kunne det godt ændre på, hvordan ens spektrum så ud med tiden. 

Det er svært at få noget til at blomstre der ikke vandes, eller få noget til at gro hvis man kører plæneklipperen over det hele tiden. Der er en Autistisk resiliens, men den har også sine grænser. Det siger mindre om Autismen, og mere om omgivelserne/muligheder.

Som sådan er det jo ikke med vilje at man stækker Autistiske børn. Hver tid har sin ide om hvad der er vigtigt at normalisere, udvikle eller undertrykke. Men det har igen ikke noget at gøre med selve Autismen.

Jeg er opvokset i en familie der havde sit eget fokus, idealer og traumer, og var ret målrettede omkring det, at få det overført til/på mig. Det har påvirket min udvikling, hvad jeg skulle intellektuelt bearbejde, udover det sociale, lære nye ting, og den Autistiske hjerne har kun så og så meget kapacitet til at arbejde med "hvad som helst random shit udefra".
Så hvad nu hvis jeg var sluppet fra pensummet "idealer og traumer 24/7"? Hvad havde jeg så haft af ekstra ram til andet?
Familie, skolegang kan give og tage fra den udvikling. Og hvad man vurdere er vigtigt for barnet at kunne, men er det altid det?

Og hvad er vigtigt for en selv når man er Autistisk? Tilpasning, at fremstå mindst muligt Autistisk? Er det der det mest af båndbredden skal anvendes? Og kan den kamp nogen sinde vindes, at fremstå mindst muligt Autistisk...eller man bare fremstår irriterende, men ikke direkte Autistisk, er det godt? Er det det værd?

Jeg synes jeg har spildt tid på det, og det har most min hjerne. Der kom intet ud af det. Og alt det jeg havde af potentiale er blev spildt og jeg havde en del. At gøre noget jeg kunne lide og var god til, var det der betød mest for mig. 

Mange vil gerne hører mere om det positive ved Autisme, inspireres. Det gør det ikke dårligere hvis der har været modgang, men det alligevel lykkedes at få et liv med Autisme, der gav mening. 

Der er mange der lever godt og har Autisme. Der er folk der har opnået deres potentiale umiddelbart.

Men der er mange, mange andre, og verden er ikke rigtigt bygget for os, nærmest mindre og mindre. Mange af os er så vandt til den ikke er det, at vi knapt nok reflektere over det, det er bare det der ekstra besværlige som sædvanligt. 

Autisme i sig selv er ikke rædsomt, man det kan være aldeles rædsomt når vi ikke bliver set eller hørt, eller tænkt ind samfundet. Uanset hvor på Autisme spektret, uanset alder og køn. Og når vi ser på Danmark ser det ikke lyst ud for fremtiden. 

Jeg kan mærke på unge, diagnoser eller ej, at de bliver rettet ind, og de ved hvad der sker hvis de ikke gør. Samfundet strammede over skuldrene for 1968 generationen, men der ligger en frygt hos nutidens unge, der holder dem helt fast i de rammer der er. Der bliver ikke stillet så mange spørgsmål. Det skulle da være om de er pæne nok, cool nok, dygtige nok, stærke nok?
Når det handler om at passe ind bedst muligt og komme fremad, også for dem der fik det hele, hvad er så håbet for dem med Autisme fx?

Måske vi alle har brug for lidt mere skulderplads og lidt højere til loftet, og vi skulle spørge til: Hvorfor er det sådan her? Hvor står det skrevet, og hvem har fordel af det?
Måske de unge på cafferne hellere skulle snakke om det, end alle de dates der ikke fungerede, og ligegyldige konsensus samtaler. -der er andet der er vigtigere, så kommer resten stille og roligt. 

Det er ikke noget personligt, men det rammer mig personligt.

 Mange af de forhindreinger man kan møde som neurodivergent, er ikke skabt for at med vilje gøre det svært for os. Men det kan gøre ting meget svært for os. Når tingene ikke er lavet for en, vænner man sig til det, man finder løsninger. Det kunne være nemmere, men det går nok. 

Når den samlede sum af det man hsr måtte vænne sig til, alle kompromisserne og de muligheder der ikke var summer sig op, kan det blive til meget. 

Samtidigt med at det virker som om at omverdenen bare pytter det hele: "Det her må du kunne klare. Det er bare på'en igen!".

Det at sige fra, at sige at "det går bare ikke mere, det er ikke realistisk", vil ikke blive modtaget positivt, absolut ikke. #Du må tage dig sammen, der er ingen hjælp, der er ikke penge til det, det er ikke nødvendigt". Færdig!

Det er lidt som et dårligt parforhold, men i en udgave hvor du er i parforhold med et utal af mennesker, hvis ikke hele samfundet, det kan enda føles som hele verden. 

"Er det mig der tager fejl, har de andre ret?" 

De har ikke ret, de har ikke nået nogen erkendelse, eller verden er indrettet bedre for dem. Det de siger er ikke rettet personligt mod dig, det er bare det "man" siger. Det er en verbal refleks, der spejler tiden og stedet. 

Men det rammer nogen personligt, personligt som i at være fanget i systemet uden at kunne gøre ret meget. Det er svært at stille krav eller spørgsmål når man først har mistet al overskud og fremdrift. I et demokrati kan man sagtens miste stemmen. Det er flertal og de meninger der er oppe i tiden, der afgør hvornår man vil høre at noget ikke fungerer. Hvilke problematikker der trender, og hvilke der er yt. Hvilket intet siger om hvad der er nødvendigt, eller særligt rimeligt. 

Hvis der er et konsensus om hvad der ikke står øverst på listen, så er det sådan. Alle tider og lande har deres skyggesider, selv de mest priviligerede. Og vi kan godt lide at det tager sig sådan ud. At vi kan klare, det der skal klares som samfund. 

Så jeg tager det ikke personligt, jeg kan godt se der ikke er penge nok i kasserne, og at jeg ikke har nogen første prioritet. På den anden side får jeg en ubehagelig fornemmelse ved tanken om, hvad der så heller ikke er førsteprioritet, anden eller tredjepladsen . 

Jeg kunne have lyst til at råbe, hallo, er der nogen, hvad synes i, er det her ok? Skulle vi gøre det anderledes? 

Eller er jeg for anderledes, men ikke anderledes nok? 

Jeg ville ønske at jeg kunne skrive noget håbefuldt, om det vigtige i bare at prøve holde fast i nogen værdier omkring det sociale, handicap, psykiatri er rigtigt væsentlige områder at forske i, forebygge, at støtte folk, at tænke dem ind i samfundet. Ikke bare en irriterende restgruppe der trækker det hele neeeed.
Mange af os har noget at bidrage med, hvis der var plads, måske nogen tænker, at vi ville tage plads fra "de rigtige mennesker". Måske nogen ikke vil ud med sandheden: At vi er der hvor vi bør være, og vi bliver holdt der, via et større fælleskabs holdninger, der er indforståede. Det er et sammenfiltret klæbrig væv, det er en fin beskyttelse mod ubehagelige sandheder. Fuck hvor jeg hade det! 

At blive rettet på som et barn, når man er en voksen.

De fleste med Autisme og ADHD har nok oplevet at blive rettet på af andre, og fået et flashback til barndommen og skoletid. 

Der er også den fornemmelse af at det er svært at tolke om det er den anden der går over stregen, eller en selv. Det er det evige neurodiverse dilemma, det at tolke denslags og gøre det in realtime mens det sker. Vi kan også ikke være helt opmærksomme på det når det sker og så huske på det og så s over hvad det nu var der skete. Vi kan også blive helt hevet ud af det vi faktisk havde gang i, tabe tråden. 

Hvornår er man som "voksen for meget"? Hvornår taler man for højt, når det er om noget helt almindeligt og med en ikke aggressiv stemmeføring? 

Vi har jo ikke et body cam så vi kan lave playback, men ærligt talt det kunne være en hjælp. Tænk hvis det meste af det man oplevede af denslags ikke var noget reelt, bare uopdragent af den anden? 

Nogen har det med at ville styre/dirigere andre, og andre er bare andre. Det handler om dem selv, ikke de andre. Og de har en selvfølgelighed i at kunne rette på andre. Jeg tror ikke at folk med stor selvtillid og selvværd har en vane med at rette på andre på den måde. 

Uanset hvor mange gange jeg bliver rettet på, vil mig jeg stikke frem, igen og igen. Tale for meget, komme til at tale for højt fx. Ikke se folk i øjnene. Jeg har maskeret alt det jeg kan, jeg kan ikke gøre det bedre for jer. Det er hvad det er. 

I dag ser jeg klart, hvem jeg ikke kan og vil omgås, jeg kender sætningerne, den måde de vil holde mig i skak. Men det behøver de ikke, de bør også se at jeg ikke er noget for dem, så jeg skal ikke rettes til, der er bare ikke et match. 

Det kan stadig undre mig hvor ofte det sker. Men vi er der og de andre er der. Så det sker. Man kunne tænke at man kunne forklare det som det er, men det vil højst sandsynligt ikke hjælpe på noget. De har brug for deres styring, og ikke interesserede i hvordan andre er skruet sammen, hvis de da ikke kan anvende det. 

Jeg tror ikke andre opdager de mikro aggressioner i sociale sammenhænge, højst hvis man selv reagere og giver svar på tiltale, hvor de fleste nok vil mene man overdriver. 

Egentligt behøver vi ikke at fortælle andre hvad vi har oplevet 1000 gange, og hvorfor vi reagere på det, usynligt eller synligt. Det vigtigste er at se og mærke hvad der sker, genkende det, men ikke som dengang, men som noget man ved hvad er nu, "det er ikke dig". Man kan stadig blive vred og ked af det, sådan er det. Men at have set mekanismen i det, og det er en person spejlet i en person der har det output i verden. Den anden er ikke den voksne, eller den klogeste, eller mest rigtige. Det er bare noget vedkommende har som sin maske. Og da din maske lige faldt, skulle de lige markere med deres maske.

Vi kan bruge meget tid på at vurdere vores egen rolle i ting, om vi nu var for meget, forkerte på den. En ting der er sikkert det er at meget ofte er dem der påpeger det, dem der mindst tænker på deres egen adfærd i forhold til andre, og slet ikke den der kunne virke negativ. 

Jeg vil altid overveje om det kunne være mig, jeg vil altid prøve at være et ordentligt fair menneske. Men jeg vil ikke gå så langt som tidligere. 

Man kan blive lidt bedre til at tolke omverden med en Autisme/ADHD, men det er efter dagsform og stress. Det er og bliver en teoretisk lærdom, ikke noget automatisk. Det er det der er noget af forskellen på at være på spektret.

Jeg kan ikke se hvorfor det skulle være rimeligt at vi mikro straffes for vores diagnose. Det er som sandkorn, et for et, alle de ting der bare var som de var og der kunne ikke tages hensyn. Det bliver til mange sandkorn, mikro, men mange nok tynger de en ned. 

I sidste ende handler det om selv at vide. Også erkende vægten af en sandsæk for hvad den er, det er det man har været oppe i mod. Jo mere konkret man kan forholde sig til det, bliver det mindre et udtryk for en selv, hvad man er, og mere et overblik over de vilkår man har levet, og ikke bare en selv men mange andre i en lignende situation. 

Så når vi er anderledes, er vi anderledes som mange andre, faktisk så mange at vi ikke er så anderledes enda, så anderledes som de gør os til, lige der i den de sociale situation eller en til en. 

Træn dine algoritmer og hvorfor doomscrolling måske kan være ret ok.

 I dag har jeg fået meget i min feed på FB om det negative ved sociale medier og internettet.

Men reelt afspejler det hvor vi selv er, om vi bare sidder hjemme, eller vi scroller alle steder og situationer. Hvordan vores algoritme ser ud. Det er ikke det samme internet, men de samme oplevelser, delvis, men alligevel ikke. Vi bruger det på vores egen måde, nogen tager imod det de får, andre søger mere og søger mere hjørner. Nogen søger reel vide og information og ved hvordan. Nogen finder noget vidunderligt, de ikke vidste eksisterede, og søger mere viden.

Der er flere lag, der er det vi alle får smækket i hovedet i håb om at vi vil se det, og så er der meget mere.

Doomscrolling? Ja, det kan være en dårlig vane, men det kan også grounde nogen af os. Og hvis vi ikke gjorde det ville vi gøre noget andet random, altså bare en anden overspringshandling, vi ville stadig ikke gøre det vi burde.

Når folk bruger det som skærmning i sociale situationer, om det er offentlig transport, på cafer osv. Ja, mon ikke den skærmnings behov har været der også før mobilen? Nu har vi bare en måde at gøre det på der er social acceptabel sådan da.

En aflednings manøvre og fidget toy. Når vi snakker om hvor svært det er at aflægge od mobil vanerne, bør vi vel spørge os selv om hvad det er de gør for os. Og hvorfor det åbenbart mangler i tilværelsen. Er det lov til pauser, er det kravet om effektivitet alle vågne timer. At have lov til at zone ud og være unyttige.

Men online afspejler og måske forstærker vores sindstemning, mønster genkendelse. Negativt, genkender negativt, depression genkender depression, glæde, genkender glæde. Vi ser det vi ser, og overser andet. Algoritmen forstærkes.

Men vi kan godt styre algoritmen, selvom den altid trækker i særlige retninger, men ved man det, kan man trække en anden vej. Man kan motionere sine algoritmer. Man kan fucke lidt med dem, algoritmerne. De skal ikke tro de ved bedst, overrask dem.

Der er reel viden på nettet og man kan fact tjekke. AI svare fint på mange ting, på andre ikke. Wikipedia er faktisk ret solid. Men jo mere du selv ved i forvejen, gør du kan se hvis der er noget. Og du tjekker efter. Nettet gør ting hurtigere, men du skal stadig huske at tjekke, det tager man ikke skade af.

Og jeg har det fint med at kigge søde dyr dagligt, jeg ville selvfølgelig helst klø dem bag øret live. Men jeg får også viden jeg ellers ikke ville have om deres intelligens osv. Så selv endorfin scrolling kan give viden, nyttig? Hvis det giver respekt for dyrs intelligens, synes jeg det er ok.

Og så er der kunst og kultur, vi behøver ikke at gå laveste fællesnævner, men vi kan, og man kan blande, højkultur, elitær viden og popkultur, og det nyeste sladder, politiske deepdives, podcasts, laaaange youtubes. De mindste subkulturer, de mest nørdede fora. Og uanede mængder af lir og løjer, men også hvordan man gør praktiske/tekniske opgaver, skridt for skridt.

Når AI kommer for alvor? Vi aner det ikke. Det kan blive fantastisk, det kan blive et mareridt. Det kan blive begge dele. Reelt er viden magt, den viden du har der er reel er den du har til at manøvrere i en virtuel verden, der bearbejder det vi ved. Men med en indsigt der ikke er menneskelig.

Jeg spurgte AI omkring noget med Romerske dragter. Og jeg kunne godt se hvordan det kørte i ring, jeg gik mere i dybden, jeg krævede noget konkret, men den kunne ikke. Den sagde det jeg spurgte om var sandsynlig, og lidt mere end det. Men i forskning kan jeg ikke bruge det til noget. På den anden side ved jeg at jeg selv skal finde og se den missing link der kan bevise det. At jeg må bruge de evner jeg har til at se det og sætte det i kontekst, så det er forskning. Ikke at det er helt forkert at sige at der sansyligvis har været noget, men det skal bruges ufatteligt sparsomt, og kan slet ikke bruges i forhold til det der er væsentligt for en bevisførelse.

AI ved meget om nogen emner, fordi der ligger meget på nettet om det, andet der er mindre om forsøger AI at få til at hænge sammen, hvilket kan være lidt sjovt. AI vil så gerne og har meget fine fluffy sætninger. Men ved man bedre, ved man bedre. Gør man ikke? Ja så er man på den. Og skal nok passe på med at bruge det overfor nogen der ved.

I forhold til Autisme og ADHD? En del af os bruger det til grounding/fidget toy. At zone ud. Afledning. Når nogen siger at de spilder tid på at scrolle, husker jeg på at jeg før i tiden kunne sidde og glo ud i luften og være i en egen verden, en doomscrolling uden net og mobil. Bedre, værre? Min tanker er bare at jeg "spildte tiden" også dengang, bare på en anden måde, at det var nødvendigt, at det er den måde jeg fungere i verden. Vi kan kræve effektivitet, at vi skal være nyttige og gøre det rigtige gennem hele dagen. Men med Autisme/ADHD er de her bobler/ud-zonening'er nødvendige for at holde os kørende. Ville det være bedre at vi sad og reflekterede ved en å, end a kigge på søde katte på tikTok? Sikkert, men vi gør det der er muligt og realistisk, hvor vi nu er placeret i verden. Vi kan arbejde mod at ændre på det der er vores personlige bobbel/ud-zonening, til noget der kunne være endnu bedre, men for os, ikke som at signal til omverdenen om at vi er mere mindfull og autentiske nu, end dengang med Kattene, eller hvad vi ny nød som en stille stund.

Tanker omkring Mikayla Raines fra Save a Fox.

I mandags så jeg at Mikayla Raines havde begået selvmord. Hun havde skabt Save a Fox centret hvor hun redede Ræve fra Pelsfarme, udover Ræve der havde været kæledyr og nu havde brug for et sted fordi ejeren ikke kunne klare dem, eller var død. Mange stødte på hende på YouTube under covid. Og hun var lige det man manglede på det tidspunkt, og folk har fulgt hende siden og flere kom til. Det gav folk endorfiner: de skønne Ræve, og den gode formidling, in usikker tid. Det var nærværende og jordnært. Og vi kom på fornavn med alle dyrene.

Vi fulgte også at hun fik en kæreste, der måtte indrette sig på, at der var dyr over det hele, også mange andre end Ræve. Og senere fik de en lille Pige. Og der kom mere og mere gang i at hjælpe flere Ræve og opkøbe en hel pelsfarm med 400 dyr og samarbejder omkring det. Større visioner, og samtidig med det evige praktiske arbejde, det meget praktiske fysiske arbejde har været stort. Og når man så lægger Autisme og borderline til. På den ene side kan diagnoserne også bidrage til noget godt og særligt, men det er også en farlig ballancegang. Det er godt vi har noget at brænde for, og noget andet end os selv. Men det kan køre på grænsen.

Jeg er ret sikker på at alle dem der gik efter Mikayla Raines online, følte at hun havde mere, fik mere, og de selv fik mindre. Nogen var enda nogen hun havde kendt personligt ikke bare online trolls, men hun var jo online af gode grunde. Det var sådan hun skaffede bevågenhed og donationer. Men de mennesker der forfulgte hende online kunne ikke se prisen der skulle betales, eller anerkende det store arbejde, på trods og ikke mindst i forhold til to alvorlige diagnoser, hvor kun kærligheden og dedikationen kunne opveje hvad det har kostet.

Udefra set var det det perfekte liv, som mange med Autisme/ADHD kunne drømme om, et liv med dyr og nærvær, og en sag at kæmpe for. På den måde var hun en inspiration og forbillede for folk med eller uden diagnoser.

Når vi kækt siger at i dag har alle en diagnose, og overser at diagnoser har konsekvenser, forhøjet rate af selvmord, selvskade, overset i sygehus systemet, overset allemulige steder i samfundet gennem hele livet. At vores tanker og følelser ofte ikke bliver valideret, men talt ned. Det slid på os, gør at vi allerede som 29 årige kan føle at alt er brugt, men også at vores "system" kan lukke ned uafhængigt, bare lukke ned, uden vi har magt til at gøre noget, i bedste fald kan vi gå i hi og håbe på vi kommer ud igen, andre gange er det definitive valg.

Husk at være mere omsorgsfuld, mindre dømmende, bedre informeret.

Frøken Autisme og Miss ADHD tager til koncert.

 Der var to muligheder den søndag, at jeg passede hunden mens hans Far var til koncert, eller at en af vennerne meldte afbud og jeg fik biletten. Og hvad det blev til, ville jeg få at vide tidligere på dagen for koncerten. På en måde win win en sen eftermidag/aften med hunden Bonus, eller Neil Young koncert. Og jeg havde sikret mig plads i Blågårdsgade til at Bonus og jeg havde en god plads, så jeg kunne sy/arbejde. 

Men det blev til koncerten. Meeeen samtidigt var der også cykelløb i KBH, og afspærringer. Ja det havde jeg godt set, men det her var jo ompro. Så jeg prøvede at snige mig udenom, hvilket alligevel fik mig i afspærrings fælden. Jeg endte ude på en midter rabat, som en fucking runway, og jeg var pissed off for jeg havde ikke tid til det, og det var vaaarmt.  Jeg kunne have taget Metroen og kommet nedenunder, men når jeg er afsted, har jeg svært ved at omdirigere, og jeg var absolut på afveje nu. Og nu var jeg nået til svinget på rådhuspladsen. Og jeg øjnede et stakit der var hægtet lidt af, så jeg så mig omkring, sneg mig ud og over, hægtede det op på en anden side og smuttede ind og satte det tilbage. Og kom gennem kødranden af mennesker. Miss ADHD havde overtaget, og så var det 7/11 efter croissanter, sukker og fedt er godt for/mod nedsmeltning. Og jeg var jo sulten fra start, hvilket ikke er en god start, men ret typisk. 

Så nåede jeg hen i lejligheden ret hurtigt på trods af afspærringer og kaos, og hunden skulle hen hos den der ikke skulle med. Det fik vi fikset, og så var det metro tid. Og den var stop proppet. Og også vaaaarm. Så da vi steg ud ved 10 øren, var det om at have været i dampbad med tøj på. Og så var det hen og stå i kø ved indgangen. Så langt så godt.

Måske det var der jeg opdagede jeg havde to forskellige sneakers på, godt nok samme brand, men ikke et matchende par. Det nummer har jeg vist kun lavet en gang gør. 

Det var inner cirkle VIP biletter. Jeg fik mig en IPA fadøl, og så skulle jeg lige op og kigge ved scenen og Peter Sommer var forband og det ville jeg gerne se/høre. Så nu var jeg upfront! Og efter det sagde de "en kort pause, og så kom Neil Young på) -Det varede dog varede en time. Hvilket trak tænder ud på mange, også fordi en del var langt over de 60. Men til sidst lykkedes det. 

På et tidspunkt tænkte jeg at jeg var noget usocial overfor mine venner, og forsøgte at finde dem igen. Det lykkedes ikke, så nu søgte jeg en ny god plads. Jeg er ret lille og og en sniger og fandt en ny god plads, og senere en en endnu tætter på og også god. 

Jeg kan altid finde nogen ok at stå ved siden af. Nogen proff koncertgængere. Og det at skifte plads kan være godt, for lyd og oplevelse. Og jeg er ikke den der står som en saltstøtte når jeg er til koncert og jeg tager alt ind. Godt nok har jeg de der huller i opmærksomhed, men ellers er det 150%. Jeg er også den der kommunikere med andre, så pauserer ikke et problem. Jeg er vel egentligt ret udadvendt end de fleste og også uden alkohol. 

Jeg går ind for at vise et band at man er med, og de kan jo se en. Og folk er med. Jeg undrede mig lidt at front row var så ubevægelige, og helt uden de gestus man normalt har til koncerter, men måske de kun kom ud til Neil Young koncerter og ellers sjældent. Umiddelbart var folk ikke ret givende der, men godt nok koncentrerede. Men der var også mange ældre og vel mere over 70 end under. Men de yngre var lidt det samme. Men der var andre steder hvor der var mere gang i den. Så jeg fik fotos/videoer til min van. Hvilket jeg hader fordi jeg synes det fjerner oplevelsen at huske at tage billeder. Måske et pande kamera? :-D 

Efter koncerten fandt jeg vennerne, og så var der kø til Metro, en meget lang kø. Og da det blev vores tur til at komme på perronen var toget allerede fyldt af hjemrejsende fra Kastrup lufthavn. Det blev en Japansk metro oplevelse, presset som sardiner. Vi stod af på gammelstrand og jeg valgte at gå hjem til Nørrebro også for at løsne kroppen, jeg havde stået op og strakt halsen i mange timer, og det at gå hjem hjalp. 

Til koncerten så jeg nogen med solsikkebånd, og jeg må nok overveje at have et just in case jeg ikke kan bunde. :-D 

Man kan sige at sådan en dag byder på mange udfordringer, meget uforudset, mange indtryk, og situationer. Og jeg startede med en nedsmeltning, så en regulering, så en fyldt metro, så noget jeg ikke kunne finde i min taske i køen til koncert, så lande det. Og så gå i koncert mode. Og så den belastende hjemtur, men hvor jeg bare lukkede øjnene og holdt fast. Omstigningen kongens nytorv til den anden linie, var at det ikke er til at fatte, og at metroen bestemt ikke er egnet for alle. Og min gåtur hjem var bare afslapning. 

Men hvad så med musikken? Peter Sommer var god, jeg har aldrig set ham live så det var en god overaskelse. Og han er god live og jeg kender alle sangene. 

Og Neil Young var fantastisk, det var ikke en gammel 80 årig der gik på scenen, men en kunstner på højde med sit ry. Bandet Crazy Horse var med gamle og nyere medlemmer der virkelig gav den alt. Og Neil Young var bare på i de 2 timer. Og hans lyriske stemme i topform. Og vi kom gennem diverse genre, støjrock, det blev næsten metal også. Og der blev skiftede guitarer af alle typer, næsten fra nummer til nummer. Måske det gjorde at lydprøven var lang. Der var også en gammel "Salmecykel" og en Due der blev hejst ned der kunne noget, så der var meget der skulle være tjek på. Men ingen storskærme. Eller fancy lys. Der putlede lidt røg ud midfor bagerst, men meget lidt. 

Jeg havde ørepropper, men jeg tænkte jeg ville tage støjrocken ind. Det var højt men ikke for højt, jeg ville have det hele med.

Koncerten endte med en nærmest exorcisme, en udrensning, og lidt som Paty Smith er en shaman på scenen, var Onkel Neil det samme under keep on Rocking in the free world, på et grundlag af bombninger i Iran og hvad "the free world" må bestå af lige nu i 2025. På metro stationen kunne man høre folk chante den som et ekko i natten. 

Samtaleterapigruppe, personlige overvejelser.

Jeg er blevet flyttet over i en anden afdeling i distriktpsykiatrien, og åbenbart forventes det at man går til samtalegruppeterapi. Det havde jeg ikke lige set komme.

Ofte vil man prøve at matche de grupper på forskellige måder. Jeg kan ikke huske hvad emnet var, lidt typisk har jeg jo huller i opmærksomhed, og stress og overraskelser gør det værre. 

I første omgang tænkte jeg stakkels de andre, med mig i gruppen. Efterfølgende har jeg tænkt, at det nok ikke vil være godt for mig, da jeg tager for meget ind. At det at sidde med 4-5 andre i to timer om ugen, er for meget for mit "system".
Det er ikke bare noget jeg tror, det er noget jeg ved, da jeg jo træner "socialisering" dagligt, og der, er der ikke tale om noget der går så tæt på, alligevel kan det være mere end rigeligt. Men her kan jeg jo selv doserer det, og bevæge mig i det som jeg vil. En samtalegruppe er meget mere fastlåst fysisk og psykisk. 

Med ADHD/Autisme vil man også helst at noget giver mening for en, og det her giver ingen mening for mig, det er ukonkret og ikke målrettet. Har de andre ADHD og/eller Autisme? 

Jeg bliver mere og mere bevidst om at den alliistisk/neurotypiske opfattelse, meget ofte ikke harmonere med hvad der funger for mennesker på spektret. Det er en dead end. Vi kan konkludere vi er forskellige og det er ok, men strategier, reflektioner og løsninger er forskellige. Mennesker på spektret er meget forskellige fra hinanden, men vi kan have meget lignende måde at opfatte verden, der er afgørende anderledes end en neurotypisk person, uanset at man kun er "lidt Autistiske" i andres opfattelse, de lidt Autistiske er som et isbjerg, hvor kun toppen ses, og ikke den enorme ismasse under, hvor dem der fremstår mere tydelige, har en anden ratio, men på en måde er det den samme masse fylde, om andre vil se det eller ej. Hver udgave har sine udfordringer. Og så er der det vores opdragelse og kultur har formet os som. Og hvor formbare vi har været. 

Jeg er en af dem der har prøvet på at indordne mig, uden at det var muligt 100%. Ret logisk, for så havde jeg ikke Autisme eller ADHD. Men det videste jeg jo ikke, et eller andet sted har jeg håbet at jeg en dag ville forstå ting bedre, hvis jeg gjorde mig nok umage, lærte at gøre ting rigtigt. Sådan fungere det bare ikke, det kan i perioder og for andre fremstå som om der er fremskridt, men den det er på et falsk grundlag, og man kommer til at betale for det senere. Skønne spildte kræfter for at fremstå neurotypisk, og være ok, stramme ballerne, tage sig sammen. Det er som sort is, vanddrukken, næsten usynlig i vandet, men stadig is. Som fysisk is farlig at sejle ind i, men som metafor for Autisme, mest farlig for den Autistiske selv.
Næsten ikke Autistisk, og på vej til en større kollision der ikke kan komme udover. 

Jeg har været til meget forskelligt i grupper: "tvangsgrupper" i form af arbejdsprøvning, kurser for arbejdsløse osv. osv. Umiddelbart gjorde det mig endnu mere humanistisk indstillet, at mennesker prøver at gøre det så godt de nu kan. Lidt i modstrid med hvad mange andre påstår. Selvfølgeligt tærede det på mig at være til den slags. 

Jeg ved ikke om jeg vil opleve en solidaritet i dag, at vi er forskellige og vi prøver. Eller jeg vil tænke at jeg har hørt det hele, og synes jeg har rigeligt i det jeg selv har i hverdagen. Eller jeg bliver frustreret over noget under overfladen som jeg kan fornemme. For selvom jeg kan have huller i min opfattelse af samtaler, så er der andre ting jeg får lige ind, og ikke er i stand til at overse. 

Lige nu er jeg bare meget i process, rigtigt meget, og jeg vil bare lade den kører ,for den synes at rulle afsted helt af sig selv, uden at blive skubbet på yderligere, så jeg ville ikke anbefale gruppesamtaleterapi til mig selv. Kan jeg blive nødt til det, for ikke at blive hældt ud af distriktpsykiatrien? Kan jeg overveje at starte og se hvad det er? Joooo, det kan jeg vel.
Starter det først efter sommerferien? Det giver mig lidt tid til at lande lidt med mit eget. 

Lige nu føles det som om jeg er i begyndelsen af tredverne. Det føles også som om jeg har været død i 12 år. Det er lidt en hardcore kombi, jeg må klare selv.