Jeg tror de fleste godt kan regne ud at det at have Autisme kan komplicere livet. At man ikke har de samme muligheder for et liv som andre.
Og på den måde ses det som en fejl/mangel hus Autister, ja en diagnose, og lettest at forså i forhold til børn, og de børn der reagere og udvikler sig mest atypisk i forhold til ikke Autistiske børn.
Om det er svært at have Autisme oplevet indefra, afhænger af omgivelserne. Ikke hvor man er på Autisme spektret. Vi kan ikke automatisk komme frem til at en person med Autisme der udviklingsmæssigt er som en på 4, må have det rædsomt, vi kan heller ikke regne med at vi kender den indre verden der kan/må være.
Hvis det eneste der gælder er at blive voksen, at det er det eneste optimale, og der gælder for et rigtigt liv, så lever det menneske ikke op til det. Men det er set udefra.
Hvad et Autistisk liv er, er så farvet af fordomme og bias, at det næsten er umuligt at komme indtil selve Autismen, uden samfund og kultur bliver sammenfiltret i forsøget på at redegøre for det.
Den Autistiske udviklingsforstyrrelse foregår ikke i et vakuum, ja, den er medfødt, men hvad der ellers sker derefter har en indflydelse, gennem hele livet. Men barndommen er afsindigt vigtig for, hvad der er plads til at udvikle, og det der ikke gives plads til at udvikle. Og det har reelt ikke så meget at gøre med den enkeltes unikke Autisme, men bliver så en del af det samlede billede. Men reelt kunne det godt ændre på, hvordan ens spektrum så ud med tiden.
Det er svært at få noget til at blomstre der ikke vandes, eller få noget til at gro hvis man kører plæneklipperen over det hele tiden. Der er Autistisk resiliens, men den har også sine grænser. Det siger mindre om Autismen, og mere om omgivelserne/muligheder.
Som sådan er det jo ikke med vilje at man stækker Autistiske børn. Hver tid har sin ide om hvad der er vigtigt at normalisere, udvikle eller undertrykke. Men det har igen ikke noget at gøre med selve Autismen.
Jeg er opvokset i en familie der havde sit eget fokus, idealer og traumer, og var ret målrettede omkring det, at få det overført til/på mig. Det har påvirket min udvikling, hvad jeg skulle intellektuelt bearbejde, udover det sociale, lære nye ting, og den Autistiske hjerne har kun så og så meget kapacitet til at arbejde med "hvad som helst random shit udefra".
Så hvad nu hvis jeg var sluppet fra pensummet "idealer og traumer 24/7"? Hvad havde jeg så haft af ekstra ram til andet?
Familie, skolegang kan give og tage fra den udvikling. Og hvad man vurdere er vigtigt for barnet at kunne, men er det altid det?
Og hvad er vigtigt for en selv når man er Autistisk? Tilpasning, at fremstå mindst muligt Autistisk? Er det der det mest af båndbredden skal anvendes? Og kan den kamp nogen sinde vindes, at fremstå mindst muligt Autistisk...eller man bare fremstår irriterende, men ikke direkte Autistisk, er det godt? Er det det værd?
Jeg synes jeg har spildt tid på det, og det har most min hjerne. Der kom intet ud af det. Og alt det jeg havde af potentiale er blev spildt og jeg havde en del. At gøre noget jeg kunne lide og var god til, var det der betød mest for mig.
Mange vil gerne hører mere om det positive ved Autisme, inspireres. Det gør det ikke dårligere hvis der har været modgang, men det alligevel lykkedes at få et liv med Autisme, der gav mening.
Der er mange der lever godt og har Autisme. Der er folk der har opnået deres potentiale umiddelbart.
Men der er mange, mange andre, og verden er ikke rigtigt bygget for os, nærmest mindre og mindre. Mange af os er så vandt til den ikke er det, at vi knapt nok reflektere over det, det er bare det der ekstra besværlige som sædvanligt.
Autisme i sig selv er ikke rædsomt, man det kan være aldeles rædsomt når vi ikke bliver set eller hørt, eller tænkt ind samfundet. Uanset hvor på Autisme spektret, uanset alder og køn. Og når vi ser på Danmark ser det ikke lyst ud for fremtiden.
Jeg kan mærke på unge, diagnoser eller ej, at de bliver rettet ind, og de ved hvad der sker hvis de ikke gør. Samfundet strammede over skuldrene for 1968 generationen, men der ligger en frygt hos nutidens unge, der holder dem helt fast i de rammer der er. Der bliver ikke stillet så mange spørgsmål. Det skulle da være om de er pæne nok, cool nok, dygtige nok, stærke nok?
Når det handler om at passe ind bedst muligt og komme fremad, også for dem der fik det hele, hvad er så håbet for dem med Autisme fx?
Måske vi alle har brug for lidt mere skulderplads og lidt højere til loftet, og vi skulle spørge til: Hvorfor er det sådan her? Hvor står det skrevet, og hvem har fordel af det?
Måske de unge på cafferne hellere skulle snakke om det, end alle de dates der ikke fungerede, og ligegyldige konsensus samtaler. -der er andet der er vigtigere, så kommer resten stille og roligt.
