Samfundet er en fornemmelse, føler du dig tryg, føler du at du er med, føler du dig som en del af det og har en indflydelse?
Føles det som du lever i et hierarkisk pyramide samfund, eller føler du at samfundet består at mange forskellige organisk forbundne enklaver, føler du at du står i udkanten af samfundet, eller er du lige midt i det?
Synes du, du deler de gængse værdier, eller synes du samfundet sværdier føles helt forkerte? Eller er det sådan at det, er op til hvem man kender og møde i hverdagen hvordan samfundet ser ud til at fungere. ....Eller er samfundet mere noget du har fra medierne, end dine gene oplevelser i hverdagen?
Når du skælder ud på samfundet er samfundet også dig, selvom det måske ikke lige føles sådan.
Kan du spejle dig i samfundet, kan du genkende dig selv som type i reklamerne, det er dig de vil have, og du kunne købe den ting, eller den ydelse.
Eller vil du ikke have noget af det de prøver at prakke dig på og de afspejler ikke din livstil, og du er ikke interessant i deres verden, du er ikke rigtig en af typerne/grupperne reklame folkene arbejder med.
Du er måske heller ikke som dem i de danske film og tv serier, du hører ikke til den del af middelklassen de beskriver, fordi de beskriver sig selv, deres venner og familie, de sidder med manuskripterne.
Når det går lidt udover deres erfaringer bliver det lidt karikeret, "de andre". Men måske du ikke engang er en af de typer der figurere som "de andre"?
Der snakkes om at facebook sørger for, du mest ser de holdninger du selv deler, så du på den måde mest bekræftes i dine egne holdninger.
Måske du allerede har luret segmenterne, dem der deler konkurrencer og lækre forbrugsgoder de gerne ville have eller har købt. Der er dem der deler deres bekymringer om verden, links om sundhed, og dem der deler blomster og deres hjem, og måltidsbilleder og feriebilleder. Bekymring eller hedonisme, retro eller fremtid.
Og så er der dem der er ret vrede og de melder jo klart ud...og alligevel ikke der er lag der ikke altid ses, hvis man ikke kender personen godt nok, de der små mellemregninger. Har man ikke mellmregningerne kan det være man lukker helt eller delvis af for dem på FB...For meget pral, præk, klynk, spam....Og en dag trykkes der følg ikke.
Danskerne er stadig lykkelige siger statestikken, jeg har svært ved at se det, men måske jeg er det forkerte sted i samfundet. Og det er jo ikke fordi jeg ikke har øjnene på stilke og ørene slået ud når jeg færdes. De nævner at vi er et samfund med tillid, men er det ikke ved at blive et mistillids samfund?
Men det gælder måske ikke for dem med det sikre job, og dem der aldrig er blevet ramt af krisen, andet end de skulle bruge lidt mindre, ikke fordi de ikke havde, bare for en sikkerheds skyld.
Og der er en forskel på valg og nødvendighed, og nogen i Danmark kan vælge, andre ikke, og dem der kan vælge kan ikke se hvorfor de andre ikke kan, og så er vi tilbage til det med tillid og mistillid.
Måske jeg har for meget fornemmelse for hvad der foregår i tiden, at jeg kan se lidt frem, se lidt bagom. Det er jo en spændende evne, men også svær, og jeg kan ikke ignorere de informationer jeg får.
Jeg må trøste mig med at verden og lille Danmark ikke er entydig, at der er mange strømninger i tiden også positive. Jeg kan håbe på at det mindst dårlige sejre, og jeg en dag vil se mig selv som omgivet af samfundet og ikke ude ved kanten.
Tanker omkring at blive diagnosticeret med Autisme og ADHD som meget voksen. Bloggen tager emner op som samfund, psykiatri, stigma og afstigmatisering, magt i eget liv og ja politik. Og hvad man kan gøre af godt for sig selv, men også på hvilke måder samfundet kan medvirke både postitiv og desværre også negativt på den personlige proces.
torsdag den 7. juli 2016
Hvem er det lige samfundet er?
Etiketter:
Arbejdsmarkedet,
Drømme,
Familie,
Fremtiden,
Følelser,
Inklusion,
Internettet,
Kommunen,
Normalitet,
Relationer,
Samfund,
Socialisering,
Struktur,
Venner,
Viden,
Vrede
onsdag den 6. juli 2016
Ja, jeg har faktisk reelle begrænsninger, men hvad gør jeg så?
Jeg har begrænsede muligheder min Aspergers diagnose er ikke noget jeg har trukket i en automat, den er der om jeg vil det eller ej, den var der også før jeg vidste den var der og ikke kunne forstå at jeg ikke kunne det de andre kunne. Efter at det var blevet ignoreret i det meste af mit liv, udover et par forkerte diagnoser fandt man forklaringen, og jeg fandt forklaringen og nu giver det hele meget mere mening med hvorfor mit liv gik i kludder hele tiden.
Jeg har begrænsninger, det har vi vel alle i nogen grad, men mine er bare lidt mere centrale for at kunne fungere praktisk og mellem mennesker, det kan overses, det kan ignoreres, man kan sige at det er fordi jeg er et rodehovede og et svin, og jeg er usocial og dum og doven. Altså personlige negative egenskaber der ikke forbindes med en diagnose. Jeg er også alt muligt andet, desværre er det noget hegnet ind af det jeg ikke kan. Et liv med kronisk snubletråd. Så nej jeg har ikke alle muligheder for at folde mine vinger ud. Jeg ville gerne, meget gerne, men som verden omkring mig er indrettet er det meget svært. Jeg prøver at blive bedre til at være menneske, men prøver verden at blive bedre for mig og folk som mig?
Men samtidig med begrænsningerne er jeg også ret ubegrænset, men det ubegrænsede er mit eget univers, i mit sind, måske alligevel list mere gråtonet efter for mange svære år, hvor jeg håber det ikke er en permanent ting, at jeg stadig kan få min verden tilbage i fuldfarver, og kunne flyve i sindet. Desværre har jeg for meget måtte forholde mig til virkeligheden, jeg har prøvet at tage livtag med virkeligheden for at forstå den, men samtidigt har det også været en negativ faktor i mit liv. Jeg kan kun håbe det var det værd med tiden, at jeg kommer til at have gavn af det arbejde.
Som en på Autisme spektret vil mine præstationer aldrig kunne sammenlignes med den ikke Autistiskes præstationer, hvad der kommer let, hvad der har været gennem kamp, det er en anden verden, andre udfordringer.
Hver gang jeg stiller mig op på en scene er det ikke til at gennemskue hvad det har kostet, det at få samlet energien koncentrationen, det at kunne være i forvirringen af andre mennesker, stress, at huske det hele, at være 120 procent tilstæde. Alle de tanker der har har været inden, planlægning, og gå ind i materialet. Og de tidlige ynkelige forsøg da jeg ikke kunne noget, men stillede mig frem alligevel, til ros eller kritik, fordi jeg bare ville, og ville det lidt mere end de fleste, på liv og død. Det sidste kan være ret svært at forstå for dem der bare tager det mere roligt.
Der har været mennesker der ikke forstod at jeg i den situation som sanger/performer før og efter ikke var mig som privatperson, og at jeg er så fokuseret at jeg har svært ved at hoppe over i et andet gear, og gå ind i en fornuftig "almindelig" gensidig samtale.
Så mange der kendte/kender mig fra de situationer, kender mig vel egentligt ret dårligt. Jeg kender så reelt heller ikke dem. Men jeg må leve med jeg ikke kan alt på samme gang, sådan fungere min hjerne. One track mind, det er meget ofte mig.
Jeg kan så virke ret egocentrisk når man kun ser den del, men det er så prisen for at være fokuseret i den grad. Men med en Aspergers er det ikke noget valg det er sådan tingene er bygget sammen deroppe i hjernen, og når jeg er stresset kan jeg ikke altid nå at regulere til "normal". Så på den måde lever jeg ikke op til andres forventninger.
I nat drømte jeg at jeg blev engageret til en større forestilling, der skulle gå over længere tid, jeg ved ikke om det bliver noget jeg kommer til at opleve, men jeg arbejder i mod det. Også i de små hverdags ting, jeg kæmper med depressionen, inertien. Jeg prøver at bearbejde mine erfaringer om til værktøjer, der giver mig mere forståelse som menneske og kunstner.
Samtidigt hader jeg at jeg er begrænset af min udgave af Aspergers, og jeg stadig ikke har en ide om hvor meget der kan gøres for at jeg bliver mere velfungerende. Hvad kan der gøres for ADHDen, så den ikke støjer og fylder.
Hvordan laver jeg energi reserver til at kunne leve et liv, godt nok i små portioner, men hvor jeg føler jeg kan leve helt, da det åbenbart er meget vigtigt for mig at have den følelse bare en gang i mellem.
Og vil det gøre at jeg kommer til at føle mig som en del af samfundet og dæmpe min vrede?
Det er ikke sjovt at være så vred og føle at hele ens liv er totalt spildt og meningsløst når man er fyldt 50. Måske det kan være en drivkraft, måske er det bare et symptom på hvad der sker med en med Autisme der fik en forklaring for sent, midt i en moderne "Du kan hvad du vil" verden, der forlanger det hele af dig, hele tiden. Kravet om ustandselig selvudvikling, til noget bedre.
Jeg er træt af min samtid forestillinger om hvad det er at være et menneske og de værdier der køres frem med. Det er en evig støj, det er svært at gå op i mod. Folk plaprer nogen falske udsagn de har læst i et eller andet blad eller hørt på tv......Jeg har lyst til at råbe: "Hold nu kæft ikke, hold op med at belær mig, din verden er ikke min!"
Det hele kunne være en del mindre smertefuldt hvis der var plads til flere verdener/livsvilkår, der kunne eksistere sammen, uden at dømme og vurdere så meget.
Jeg lærte tidligt at den officielle måde at gøre opfatte ting var bedre end min, det har jeg måtte acceptere at det er sådan, det ville så være dejligt, at det også gik den anden vej af og til, at der var den ydmyghed i forhold til min og din verden, og ens egen ikke var den eneste gyldige. Er det sådan at afmagten og vreden vokser, når man altid er den der er den forkerte næsten i alle livets forhold? Selvværd at at føle sig ok grundlæggende, uden at skulle spekulere så meget mere på det. Hvor jeg altid er i tvivl.
Måske det er tiden nu, til at jeg er mere sød mod mig selv, at jeg giver mig lov til at være mig, med fejl og mangler. Og til at se andre mennesker på en anden måde at fornemme deres varme, fremfor deres kulde, jeg ved der er en anden sandhed end den jeg føler lige nu.
Jeg ville så gerne se labyrintens mure smuldre engang i mit liv, det er det jeg har arbejdet mod hele livet. Jeg drømmer om samhørighed og det levede liv.
Jeg har begrænsninger, det har vi vel alle i nogen grad, men mine er bare lidt mere centrale for at kunne fungere praktisk og mellem mennesker, det kan overses, det kan ignoreres, man kan sige at det er fordi jeg er et rodehovede og et svin, og jeg er usocial og dum og doven. Altså personlige negative egenskaber der ikke forbindes med en diagnose. Jeg er også alt muligt andet, desværre er det noget hegnet ind af det jeg ikke kan. Et liv med kronisk snubletråd. Så nej jeg har ikke alle muligheder for at folde mine vinger ud. Jeg ville gerne, meget gerne, men som verden omkring mig er indrettet er det meget svært. Jeg prøver at blive bedre til at være menneske, men prøver verden at blive bedre for mig og folk som mig?
Men samtidig med begrænsningerne er jeg også ret ubegrænset, men det ubegrænsede er mit eget univers, i mit sind, måske alligevel list mere gråtonet efter for mange svære år, hvor jeg håber det ikke er en permanent ting, at jeg stadig kan få min verden tilbage i fuldfarver, og kunne flyve i sindet. Desværre har jeg for meget måtte forholde mig til virkeligheden, jeg har prøvet at tage livtag med virkeligheden for at forstå den, men samtidigt har det også været en negativ faktor i mit liv. Jeg kan kun håbe det var det værd med tiden, at jeg kommer til at have gavn af det arbejde.
Som en på Autisme spektret vil mine præstationer aldrig kunne sammenlignes med den ikke Autistiskes præstationer, hvad der kommer let, hvad der har været gennem kamp, det er en anden verden, andre udfordringer.
Hver gang jeg stiller mig op på en scene er det ikke til at gennemskue hvad det har kostet, det at få samlet energien koncentrationen, det at kunne være i forvirringen af andre mennesker, stress, at huske det hele, at være 120 procent tilstæde. Alle de tanker der har har været inden, planlægning, og gå ind i materialet. Og de tidlige ynkelige forsøg da jeg ikke kunne noget, men stillede mig frem alligevel, til ros eller kritik, fordi jeg bare ville, og ville det lidt mere end de fleste, på liv og død. Det sidste kan være ret svært at forstå for dem der bare tager det mere roligt.
Der har været mennesker der ikke forstod at jeg i den situation som sanger/performer før og efter ikke var mig som privatperson, og at jeg er så fokuseret at jeg har svært ved at hoppe over i et andet gear, og gå ind i en fornuftig "almindelig" gensidig samtale.
Så mange der kendte/kender mig fra de situationer, kender mig vel egentligt ret dårligt. Jeg kender så reelt heller ikke dem. Men jeg må leve med jeg ikke kan alt på samme gang, sådan fungere min hjerne. One track mind, det er meget ofte mig.
Jeg kan så virke ret egocentrisk når man kun ser den del, men det er så prisen for at være fokuseret i den grad. Men med en Aspergers er det ikke noget valg det er sådan tingene er bygget sammen deroppe i hjernen, og når jeg er stresset kan jeg ikke altid nå at regulere til "normal". Så på den måde lever jeg ikke op til andres forventninger.
I nat drømte jeg at jeg blev engageret til en større forestilling, der skulle gå over længere tid, jeg ved ikke om det bliver noget jeg kommer til at opleve, men jeg arbejder i mod det. Også i de små hverdags ting, jeg kæmper med depressionen, inertien. Jeg prøver at bearbejde mine erfaringer om til værktøjer, der giver mig mere forståelse som menneske og kunstner.
Samtidigt hader jeg at jeg er begrænset af min udgave af Aspergers, og jeg stadig ikke har en ide om hvor meget der kan gøres for at jeg bliver mere velfungerende. Hvad kan der gøres for ADHDen, så den ikke støjer og fylder.
Hvordan laver jeg energi reserver til at kunne leve et liv, godt nok i små portioner, men hvor jeg føler jeg kan leve helt, da det åbenbart er meget vigtigt for mig at have den følelse bare en gang i mellem.
Og vil det gøre at jeg kommer til at føle mig som en del af samfundet og dæmpe min vrede?
Det er ikke sjovt at være så vred og føle at hele ens liv er totalt spildt og meningsløst når man er fyldt 50. Måske det kan være en drivkraft, måske er det bare et symptom på hvad der sker med en med Autisme der fik en forklaring for sent, midt i en moderne "Du kan hvad du vil" verden, der forlanger det hele af dig, hele tiden. Kravet om ustandselig selvudvikling, til noget bedre.
Jeg er træt af min samtid forestillinger om hvad det er at være et menneske og de værdier der køres frem med. Det er en evig støj, det er svært at gå op i mod. Folk plaprer nogen falske udsagn de har læst i et eller andet blad eller hørt på tv......Jeg har lyst til at råbe: "Hold nu kæft ikke, hold op med at belær mig, din verden er ikke min!"
Det hele kunne være en del mindre smertefuldt hvis der var plads til flere verdener/livsvilkår, der kunne eksistere sammen, uden at dømme og vurdere så meget.
Jeg lærte tidligt at den officielle måde at gøre opfatte ting var bedre end min, det har jeg måtte acceptere at det er sådan, det ville så være dejligt, at det også gik den anden vej af og til, at der var den ydmyghed i forhold til min og din verden, og ens egen ikke var den eneste gyldige. Er det sådan at afmagten og vreden vokser, når man altid er den der er den forkerte næsten i alle livets forhold? Selvværd at at føle sig ok grundlæggende, uden at skulle spekulere så meget mere på det. Hvor jeg altid er i tvivl.
Måske det er tiden nu, til at jeg er mere sød mod mig selv, at jeg giver mig lov til at være mig, med fejl og mangler. Og til at se andre mennesker på en anden måde at fornemme deres varme, fremfor deres kulde, jeg ved der er en anden sandhed end den jeg føler lige nu.
Jeg ville så gerne se labyrintens mure smuldre engang i mit liv, det er det jeg har arbejdet mod hele livet. Jeg drømmer om samhørighed og det levede liv.
Etiketter:
Aspergers,
Autisme,
Diagnose,
Drømme,
Empowerment,
Fantasi,
Fremtiden,
Følelser,
Handicap,
Kreativitet,
Samfund,
Self-efficacy,
Selvtillid,
Selvværd,
Socialisering,
Støtte,
Viden,
Vrede
tirsdag den 5. juli 2016
Når du dømmer mig, handler det så mere om dig selv?
Resiliens* og robusthed* er nogen af tidens modeord, det er det vi gene vil have, politikerne, arbejdsgiverne, skolesystemet: Vær stærk og klar dig selv uanset hvad, på den måde kæmper vi kun for os selv, og alene.
Samtidig så skal det jo gå lidt hurtigt med at opbygge den resiliens hvis vi ikke lige har den, der er ikke tid til at vente på et nogen får det bedre, det er et ræs mod målet: Det lykkelige Danske liv.
Men sådan fungere det bare ikke almindeligvis, det er kun vejen til at moppe dem yderligere der ikke føler de præstere 100 procent. Der er ikke tid til recovery på recoverys eller rehabiliteringens betingelser den tid det tager, de egne processer der kan fungere, den støtte der kan fungere, men kun med en synlig og varig effekt, hvis der også er en omgivende accept af hvor meget det kræver og hvor lang tid det tager. At der ikke er en quick fix, på et halvt år/et år.
At få et liv på ret køl hvis man har ramt bunden er som at tage en universitetsgrad og lidt til, hvorfor tror vi det at skulle opbygge et fundament for livet, kan gøres nemt og hurtigt, helt ulig hvad ting ellers kræver i livet? Det er et uddannelse/job/opgave som alt andet, det skal gøres dag for dag også når man ikke orker, og man har ikke fri i weekenden. Så giv processen lov til at arbejde og giv den platforme, for støtte og udvikling for den enkelte, og ikke mindst vis de mennesker respekt for det de gør, fremfor at dømme om de er effektive nok, stress fremmer ikke en recovery eller en rehabilitering.
Hvis man selv havde brækket benet og havde haft et perfekt forløb og heling, kan man jo ikke efterfølgende belære en anden person, der havde et helt andet længere og mere kompliceret forløb, og der fik varigt men af det. Du kan ikke overføre din positive oplevelse af at kunne hele igen og et godt trygt behandlingsforløb, med den anden persons oplevelse. Jo, der kan være nogen fælles erfaringer med at have et brækket ben, men det fælles, gør ikke at det er det samme, og at den andens negative oplevelse og minder gode resultat skal tales ned, og underkendes.
Igen, hvad er det den med det komplicerede og måske fejlbehandlede brud, tager fra den med den gode oplevelse? At hvis det bare var gået lidt mere galt, kunne det have været en helt anden historie, end den gode historie?
Det sker ikke for mig, det sker for nogen andre? Men hvor er logikken lige? Logikken er vel at den falske tryghed, ja den giver faktisk tryghed. Men omskabes åbenbart til en mere eller mindre skjult aggressivitet overfor dem der blev mere hårdt ramt af livet....."Når jeg forestiller mig at jeg sikkert kunne gøre det bedre end dig, så er det sådan det er, og derfor gør du gør det ikke godt nok!" På den måde gør mennesker sig til dommere over noget de intet ved om, for at dulme egen frygt.
For medfølelse er ikke længere sagen, for det kunne jo være at have ondt af nogen, og det er åbenbart forfærdeligt, så gør man dem jo til ofre. Men hvad er det så vi gør, ved ikke at være medfølende og accepterende af andres mindre fede vilkår? Vi gør dem stadig til ofre men i dobbelt potens, de er både ofre for det der oprindelige skete og nuværende problematikker, og nu også for samfundets bedømmelse om de nu også er rigtige ofre men bare nogen klynkere, samt kravet til at skynde sig at komme videre på record tid, uanset de samlede omstændigheder. Er det er god menneskesyn, fremmer det de vi egentlig vil?
Når du ikke ved hvordan det er at være mig, eller min livshistorie, har du intet grundlag for at dømme/bedømme mig, heller ikke hvis du er fagperson jeg lige har talt med i 5 min. For hvor ofte kender fagpersoner den fulde historie, eller selv ens venner? For selvom man er god til at tale om tingene, bliver det jo kun til toppen af isbjerget. Jo, der er da fagpersoner og venner der kan have rigtigt godt indblik, men det kræver tid og tillid, den tid der ofte er mangel på....og det kræver også tillid at lytte til det svære, da det kan føles som om det svære kan æde en, og det derfor er klogere at lukke af. Psykiatere og psykologer er jo uddannet til at kunne klar det, i princippet, men nogen er bedre til det end andre.
Hvis jeg fortæller om mit liv, forlanger jeg ikke noget af dig, ikke gode råd og vejledning, heller ikke din medfølelse hvis du ikke vil, ikke har overskud til den. Men jeg ved godt det ofte er det du tror. Jeg mærker det. Det føles forladt, men det er lidt vilkåret.
Men er mit liv en uacceptabel historie, jeg denne tids spedalske. Det er ikke set som guds straf, men et udtryk for min egen manglende robusthed og resiliens, og det gør mig uværdig til det gode selskab. Jeg skal bedømmes igen og igen, om jeg nu er værdig, gør nok, for de "stærke" ved bedre end jeg, eller gør de? For ved man noget om sig selv før det er testet, er det før man har ramt bunden man ved hvad man egentligt er lavet af? Og alle kan ramme bunden hvis livet bliver svært/ekstremt nok.
For 100 år siden vidste de fleste godt at det at leve, ikke var det samme som at have krav på et nemt og lykkeligt liv, hvordan kunne den vestlige verden gå så meget i dekadence, at den viden og de erfaringer blev tabu? I Freuds tid var det seksualiteten der skulle fortrænges, i dag er det tanken om at vi ikke alle bliver født til rigdom og lykke. Vil vi ikke om 100 undre os lige så meget over, at det var så meget tabu, at vi gjorde alverdenskrumspring og behandlede vores mindre heldige medmennesker så ligegyldigt og kynisk, som vi nu undre os over de seksuelt undertrykte mennesker Freud beskriver, og det samfund det byggede på?
Den grumme skæbne har altid fascineret kunstnere og forfattere, det samme gælder seksualiteten, men tolkningen og stilen har skiftet mange gange. Nogen reaktioner ligger i den måde vores hjerner er indrettet på som noget fælles menneskeligt, andet i den sociologiske kontekst. Og det bliver blandet på en måde de fleste ikke kan skille fra hinanden, og det er ikke en del af skolepensum at få de værktøjer, selvom det godt kunne være god viden for livet.
Politikere/magthavere tager det de ideologisk kan bruge, og gør det til sandheden om hvad det er at være menneske og hvad vores egentlige behov er. Hvem der er heltene og hvem der er skurkene. De er også fedtet ind i tidsånden og begrænsede af deres egen frygt eller tro på sig selv som usårlige og ret til at bestemme.
Men livet leves, og har mange flere facetter og muligheder end det der er tidens hotte tendenser når det handler om at være et rigtigt menneske og hvad det liv er.
Jeg er et rigtigt menneske, jeg er ikke 2016 ideal mennesket, men på den anden side dyrker jeg helst ikke det ideal, der mangler alt for meget af det jeg ser som værdifuldt. Jeg kunne godt drømme om ikke at skulle tage livtag med tidsånden dagligt, at jeg ikke skulle have tidens målestok over nakken. Men jeg kan håbe at situationen tvinger mig til reflektion, og reflektion der bliver konkret, klare ord, at jeg er en stemme bland andre, andre hvor nogen er bedre til det og er uddannet til det, men uanset det, at jeg ikke er helt alene med mine tanker, og jeg giver et bud på hvad det også er at være et menneske, udover det der er blevet den officielle fortælling om ideal mennesket og det gode liv.
Vi kan starte med at holde op med at bedømme andre, i en afspejling af eget liv og frygt, at se sin egen mulige afmagt personificeret, se mennesket bag så der det måske også muligt at se det der er håb og liv også, og så er det lettere at række ud, at selv turde stå ved sin egen sårbarhed, og det er der vi for alvor mødes som mennesker.
* Resiliens: https://paedagogik.systime.dk/index.php?id=259
* Robusthed: https://www.lederne.dk/ledelse-i-dag/ny-viden/2016/ledelse-i-dag-maj-juni-2016/der-er-forskel-paa-robusthed-og-robusthed
Samtidig så skal det jo gå lidt hurtigt med at opbygge den resiliens hvis vi ikke lige har den, der er ikke tid til at vente på et nogen får det bedre, det er et ræs mod målet: Det lykkelige Danske liv.
Men sådan fungere det bare ikke almindeligvis, det er kun vejen til at moppe dem yderligere der ikke føler de præstere 100 procent. Der er ikke tid til recovery på recoverys eller rehabiliteringens betingelser den tid det tager, de egne processer der kan fungere, den støtte der kan fungere, men kun med en synlig og varig effekt, hvis der også er en omgivende accept af hvor meget det kræver og hvor lang tid det tager. At der ikke er en quick fix, på et halvt år/et år.
At få et liv på ret køl hvis man har ramt bunden er som at tage en universitetsgrad og lidt til, hvorfor tror vi det at skulle opbygge et fundament for livet, kan gøres nemt og hurtigt, helt ulig hvad ting ellers kræver i livet? Det er et uddannelse/job/opgave som alt andet, det skal gøres dag for dag også når man ikke orker, og man har ikke fri i weekenden. Så giv processen lov til at arbejde og giv den platforme, for støtte og udvikling for den enkelte, og ikke mindst vis de mennesker respekt for det de gør, fremfor at dømme om de er effektive nok, stress fremmer ikke en recovery eller en rehabilitering.
Hvis man selv havde brækket benet og havde haft et perfekt forløb og heling, kan man jo ikke efterfølgende belære en anden person, der havde et helt andet længere og mere kompliceret forløb, og der fik varigt men af det. Du kan ikke overføre din positive oplevelse af at kunne hele igen og et godt trygt behandlingsforløb, med den anden persons oplevelse. Jo, der kan være nogen fælles erfaringer med at have et brækket ben, men det fælles, gør ikke at det er det samme, og at den andens negative oplevelse og minder gode resultat skal tales ned, og underkendes.
Igen, hvad er det den med det komplicerede og måske fejlbehandlede brud, tager fra den med den gode oplevelse? At hvis det bare var gået lidt mere galt, kunne det have været en helt anden historie, end den gode historie?
For medfølelse er ikke længere sagen, for det kunne jo være at have ondt af nogen, og det er åbenbart forfærdeligt, så gør man dem jo til ofre. Men hvad er det så vi gør, ved ikke at være medfølende og accepterende af andres mindre fede vilkår? Vi gør dem stadig til ofre men i dobbelt potens, de er både ofre for det der oprindelige skete og nuværende problematikker, og nu også for samfundets bedømmelse om de nu også er rigtige ofre men bare nogen klynkere, samt kravet til at skynde sig at komme videre på record tid, uanset de samlede omstændigheder. Er det er god menneskesyn, fremmer det de vi egentlig vil?
Når du ikke ved hvordan det er at være mig, eller min livshistorie, har du intet grundlag for at dømme/bedømme mig, heller ikke hvis du er fagperson jeg lige har talt med i 5 min. For hvor ofte kender fagpersoner den fulde historie, eller selv ens venner? For selvom man er god til at tale om tingene, bliver det jo kun til toppen af isbjerget. Jo, der er da fagpersoner og venner der kan have rigtigt godt indblik, men det kræver tid og tillid, den tid der ofte er mangel på....og det kræver også tillid at lytte til det svære, da det kan føles som om det svære kan æde en, og det derfor er klogere at lukke af. Psykiatere og psykologer er jo uddannet til at kunne klar det, i princippet, men nogen er bedre til det end andre.
Hvis jeg fortæller om mit liv, forlanger jeg ikke noget af dig, ikke gode råd og vejledning, heller ikke din medfølelse hvis du ikke vil, ikke har overskud til den. Men jeg ved godt det ofte er det du tror. Jeg mærker det. Det føles forladt, men det er lidt vilkåret.
Men er mit liv en uacceptabel historie, jeg denne tids spedalske. Det er ikke set som guds straf, men et udtryk for min egen manglende robusthed og resiliens, og det gør mig uværdig til det gode selskab. Jeg skal bedømmes igen og igen, om jeg nu er værdig, gør nok, for de "stærke" ved bedre end jeg, eller gør de? For ved man noget om sig selv før det er testet, er det før man har ramt bunden man ved hvad man egentligt er lavet af? Og alle kan ramme bunden hvis livet bliver svært/ekstremt nok.
For 100 år siden vidste de fleste godt at det at leve, ikke var det samme som at have krav på et nemt og lykkeligt liv, hvordan kunne den vestlige verden gå så meget i dekadence, at den viden og de erfaringer blev tabu? I Freuds tid var det seksualiteten der skulle fortrænges, i dag er det tanken om at vi ikke alle bliver født til rigdom og lykke. Vil vi ikke om 100 undre os lige så meget over, at det var så meget tabu, at vi gjorde alverdenskrumspring og behandlede vores mindre heldige medmennesker så ligegyldigt og kynisk, som vi nu undre os over de seksuelt undertrykte mennesker Freud beskriver, og det samfund det byggede på?
Den grumme skæbne har altid fascineret kunstnere og forfattere, det samme gælder seksualiteten, men tolkningen og stilen har skiftet mange gange. Nogen reaktioner ligger i den måde vores hjerner er indrettet på som noget fælles menneskeligt, andet i den sociologiske kontekst. Og det bliver blandet på en måde de fleste ikke kan skille fra hinanden, og det er ikke en del af skolepensum at få de værktøjer, selvom det godt kunne være god viden for livet.
Politikere/magthavere tager det de ideologisk kan bruge, og gør det til sandheden om hvad det er at være menneske og hvad vores egentlige behov er. Hvem der er heltene og hvem der er skurkene. De er også fedtet ind i tidsånden og begrænsede af deres egen frygt eller tro på sig selv som usårlige og ret til at bestemme.
Men livet leves, og har mange flere facetter og muligheder end det der er tidens hotte tendenser når det handler om at være et rigtigt menneske og hvad det liv er.
Jeg er et rigtigt menneske, jeg er ikke 2016 ideal mennesket, men på den anden side dyrker jeg helst ikke det ideal, der mangler alt for meget af det jeg ser som værdifuldt. Jeg kunne godt drømme om ikke at skulle tage livtag med tidsånden dagligt, at jeg ikke skulle have tidens målestok over nakken. Men jeg kan håbe at situationen tvinger mig til reflektion, og reflektion der bliver konkret, klare ord, at jeg er en stemme bland andre, andre hvor nogen er bedre til det og er uddannet til det, men uanset det, at jeg ikke er helt alene med mine tanker, og jeg giver et bud på hvad det også er at være et menneske, udover det der er blevet den officielle fortælling om ideal mennesket og det gode liv.
Vi kan starte med at holde op med at bedømme andre, i en afspejling af eget liv og frygt, at se sin egen mulige afmagt personificeret, se mennesket bag så der det måske også muligt at se det der er håb og liv også, og så er det lettere at række ud, at selv turde stå ved sin egen sårbarhed, og det er der vi for alvor mødes som mennesker.
* Resiliens: https://paedagogik.systime.dk/index.php?id=259
* Robusthed: https://www.lederne.dk/ledelse-i-dag/ny-viden/2016/ledelse-i-dag-maj-juni-2016/der-er-forskel-paa-robusthed-og-robusthed
mandag den 4. juli 2016
Hvorfor er det så provokerende at mit liv, ikke er som dit liv?
Hvad er det jeg tager fra nogen ved at være anderledes? Som om det var mit valg, hvis jeg havde andre muligheder?
Jeg fortjener åbenbart ikke medfølelse, men gode "gode råd" fra mennesker der intet ved om mit liv eller min diagnose. Hvorfor anderledeshed så pokkers provokerende og uacceptabel?
Man er den der i højere grad må balancere på andres accept, man er altid lidt på vagt, årvågen, af god grund....
Man bruger energi på at bortforklare for sig selv, at folk siger dumme og uigennemtænkte ting til en. Man siger til sig selv, "men de kender jo ikke sammenhængen". Og jeg/vi er så dem der mentalt altid skal være fleksibel og skal absorbere andres fordomme, uvidenhed, vanetænkning. Jeg/vi skal være tålmodige og milde, og ikke spor vrede.
Jeg er jo heller ikke den der kan udtale mig om hvad der er rigtigt eller forkert, da jeg jo er fejlbehæftet på en måde så jeg kan opfatte ting forkert/misopfattet, være for sensitiv, tage ting for personligt. Det er nok at sige det er det jeg gør. På den måde umyndiggjort i forhold til dem der ser sig selv som "normale". Jamen sådan gør folk da ikke? Jo, oftere end man tror, så man skal have godt med hård hud og stå ved.
Men i sidste ende er det mit liv, det liv jeg kender. Jeg har været mange år om at kunne holde fast i at min sandheden ikke altid var de andres, dem der kan og vil, de rigtige mennesker. "Alle er bedre end jeg" tænkte jeg da jeg var yngre, måske også for få år siden.
Når det føles om om jeg tager noget jeg ikke må, er det så fordi andre længes efter at være offeret, at de tror der ligger noget i det der er noget værd, og i så fald hvad?
Er det fordi at selv i dag er offeret stadig forbundet med tætter på de sande værdier, at hvis der lå en helterolle i det, er det bedst at få afmonteret den tanke med et hårdt spark, bliv på din plads, kom ikke her med dine erfaringer, kom ikke med en anden historie.
At det er fordi man får opmærksomhed og ynk?......for det får man nu ikke det er ret sikkert.
Måske det skyldes at når man arbejder på at være en del af og følelsen af at være ok og passe ind der er ens mål som "normal", er det måske bare ikke fedt at nogen ikke gør det samme, og specielt hvis de står fast ved det. At de ikke overtager ideen eller handlemåderne. At man har levet efter andre regler, selvom de regler ikke var et frit valg, men den mulighed man nu havde. Forhindringen for den der ses som anderledes er ens egne forudsætninger eller manglen på samme, kombineret med en verden der bare ikke virker velvilligt eller skabt til en. Ude af synk.
Hvad er det jeg tager fra nogen? Tager jeg trygheden fra tanken om, at alt bare er et valg hvis man ikke vil acceptere sine vilkår, men der der ikke så meget valg som vi går og tror, og de tanke der gør ondt på det moderne menneske, der ikke er mentalt rustet til tanken at man ikke kan kæmpe sig ud af alle situationer, som et slags overmenneske. Og på den måde bliver jeg og folk som jeg, symbolet på en meget stor frygt i samtiden, derfor skal vi fremstilles som svage og dovne der ikke ved vores eget bedste. Ikke at vi gør det så godt vi nu kan i situationen...Er det helt utænkeligt?
Desværre gør frygten at der aldrig rigtigt bliver plads til historien bag, den historie der kan læres af.
På den måde er der en skjult visdom og styrke, der i grunden ikke er skjult, bare ikke set, ofte selv ike af dem der har den og kæmper kampen dagligt.
.......Måske vi burde spørge ind mere, fremfor at komme med de gode råd?
Jeg fortjener åbenbart ikke medfølelse, men gode "gode råd" fra mennesker der intet ved om mit liv eller min diagnose. Hvorfor anderledeshed så pokkers provokerende og uacceptabel?
Man er den der i højere grad må balancere på andres accept, man er altid lidt på vagt, årvågen, af god grund....
Man bruger energi på at bortforklare for sig selv, at folk siger dumme og uigennemtænkte ting til en. Man siger til sig selv, "men de kender jo ikke sammenhængen". Og jeg/vi er så dem der mentalt altid skal være fleksibel og skal absorbere andres fordomme, uvidenhed, vanetænkning. Jeg/vi skal være tålmodige og milde, og ikke spor vrede.
Det er andre der skal give mig lov til om jeg må være vred eller føle mig krænket, ikke mig selv.
Jeg er jo heller ikke den der kan udtale mig om hvad der er rigtigt eller forkert, da jeg jo er fejlbehæftet på en måde så jeg kan opfatte ting forkert/misopfattet, være for sensitiv, tage ting for personligt. Det er nok at sige det er det jeg gør. På den måde umyndiggjort i forhold til dem der ser sig selv som "normale". Jamen sådan gør folk da ikke? Jo, oftere end man tror, så man skal have godt med hård hud og stå ved.
Men i sidste ende er det mit liv, det liv jeg kender. Jeg har været mange år om at kunne holde fast i at min sandheden ikke altid var de andres, dem der kan og vil, de rigtige mennesker. "Alle er bedre end jeg" tænkte jeg da jeg var yngre, måske også for få år siden.
Når det føles om om jeg tager noget jeg ikke må, er det så fordi andre længes efter at være offeret, at de tror der ligger noget i det der er noget værd, og i så fald hvad?
Er det fordi at selv i dag er offeret stadig forbundet med tætter på de sande værdier, at hvis der lå en helterolle i det, er det bedst at få afmonteret den tanke med et hårdt spark, bliv på din plads, kom ikke her med dine erfaringer, kom ikke med en anden historie.
At det er fordi man får opmærksomhed og ynk?......for det får man nu ikke det er ret sikkert.
Måske det skyldes at når man arbejder på at være en del af og følelsen af at være ok og passe ind der er ens mål som "normal", er det måske bare ikke fedt at nogen ikke gør det samme, og specielt hvis de står fast ved det. At de ikke overtager ideen eller handlemåderne. At man har levet efter andre regler, selvom de regler ikke var et frit valg, men den mulighed man nu havde. Forhindringen for den der ses som anderledes er ens egne forudsætninger eller manglen på samme, kombineret med en verden der bare ikke virker velvilligt eller skabt til en. Ude af synk.
Hvad er det jeg tager fra nogen? Tager jeg trygheden fra tanken om, at alt bare er et valg hvis man ikke vil acceptere sine vilkår, men der der ikke så meget valg som vi går og tror, og de tanke der gør ondt på det moderne menneske, der ikke er mentalt rustet til tanken at man ikke kan kæmpe sig ud af alle situationer, som et slags overmenneske. Og på den måde bliver jeg og folk som jeg, symbolet på en meget stor frygt i samtiden, derfor skal vi fremstilles som svage og dovne der ikke ved vores eget bedste. Ikke at vi gør det så godt vi nu kan i situationen...Er det helt utænkeligt?
Desværre gør frygten at der aldrig rigtigt bliver plads til historien bag, den historie der kan læres af.
På den måde er der en skjult visdom og styrke, der i grunden ikke er skjult, bare ikke set, ofte selv ike af dem der har den og kæmper kampen dagligt.
.......Måske vi burde spørge ind mere, fremfor at komme med de gode råd?
onsdag den 29. juni 2016
Mistænkeliggørelsen af de usynligt handicappede
Med ordet handicap ser nok de fleste en person med et synligt fysisk handicap for sig.
Vi har et samfund med handicap parkering, handicap toiletter (nogen steder), ramper osv. Vi synes det er fint og logisk det er sådan, men når det kommer til skjulte handicap, eller psykiske handicap, så er der meget, der pludselig ikke længere har en samme logik i at det skal der til.
Hvis de nedgørende holdningen til usynlige handicap skulle overføres på dem med tydelig fysiske handicap, ville situationerne være ret groteske: "Jamen du kan nok forstå at hvis du ikke kan komme ind med en rullestol, så må du jo bare lade være og blive hjemme", "Vi kan jo ikke lave om på samfundet, bare fordi nogen ikke kan komme op af trappen, på egen hånd"(ja der er folk der faktisk også har det lidt sådan med synlige handicap).
Den blinde eller svagsynede kommer jo ikke til at se, kantstenen eller den uheldigt satte cykel, bare fordi den normalt seende kan, lige så lidt som jeg kan krænge mig ud af min Aspergers diagnose, fordi at andre ikke kan acceptere at der er folk som mig/os. Det Autistiske barn måske også i "mildere" udgaver lettere forstås/accepteres som handicappet, men det oftes ses som en karakterfejl hos voksne med "mild" autisme, og vi bare skulle tage os lidt sammen og blive "normale" og mindre vanskelige. Og hvis vi bare ikke er fokuserede på at vi har et handicap så gik det meget bedre, jeg vil så sige at hvis man glemmer man har det går det ikke så godt, det er en balance og det er en selv der definere den, ikke omgivelserne, det er ikke dem der står med den problematik, de stå ved siden af.
Med de ikke synlige handicap er det næsten som om folk mener at man bare skulle se at komme ud af det der, slippe "offerrollen, at det er et valg. Man kan også blive gjort opmærksom på, at der er handicappede der kan det ene og det andet på trods af handicap, eksemplet på valg og vilje, det gode forebillede, som kan ende som den hammer man bliver slået i hovedet med.
På den måde kan en uden ben, ende med at være det man bliver sammenlignet med, med en Autisme eller en hjerneskade. Jamen når den "rigtige handicappede kan, hvorfor klynker du så?".
Og så er det synet på hvor godt man skal have det fx.: "Du kan da ikke være så dårlig/syg når du kan tage på ferie?".
Misundelskulturen kører mere på de udsatte grupper, end de grupper der faktisk har noget at missunde.
Når man lever på samfundet nåde (det er jo vores penge) må man finde en passende grimasse, ikke kræve, ikke være vred, elller ked af det.
Men jeg har et usynligt handicap, jeg har også brug for ramper, men ikke dem i sten og metal, jeg har brug for at jeg/vi også er tænkt ind i samfundet. Jeg har ikke ressourcer til at kæmpe alle kampe alene, hvilket absolut ikke betyder at jeg intet kan og ikke har noget at byde på som menneske/borger.
Måske vi er på vej ind i tider hvor hverken synlige eller usynlige handicap er noget vi anser som noget samfundet skal tage sig specielt meget af, andet end i den mest skrabede version, at det bliver svært at overbevise om at det er en kerneværdi for et samfund at et handicap ikke skal kunne vælte den handicappede/familien socialt og økonomisk, så kun dem med i forvejen flest ressourcer der har en chance.
Holder vi ikke fast i et humanistisk menneskesyn ender det bare med at gruppen bliver set som en klump af unyttige individer, og det har vi jo en del historiske eksempler på. Er vi slet ikke i nærheden af det? Tja, nogen ville jo gerne kunne sortere mere på fosterstadiet. Og nogen vil gerne spare på hvad handicappede børn kan få af hjælp, og der kan hele tiden spares lidt mere.
Førtidspension er noget få får, selv dem der burde være helt klare sager, og hvornår begynder man at pille ved de førtidspensioner der er givet? Det føles ikke ret trygt.
Det synlige handicap er til at forholde sig til for andre, det andet kræver langt mere viden.
2016 og hvor er vi på vej hen i synet på handicap, er vi på vej tilbage, eller på vej frem mod noget bedre end nu, på trods af at det ser lidt dystert ud for tiden?
Vi har et samfund med handicap parkering, handicap toiletter (nogen steder), ramper osv. Vi synes det er fint og logisk det er sådan, men når det kommer til skjulte handicap, eller psykiske handicap, så er der meget, der pludselig ikke længere har en samme logik i at det skal der til.
Hvis de nedgørende holdningen til usynlige handicap skulle overføres på dem med tydelig fysiske handicap, ville situationerne være ret groteske: "Jamen du kan nok forstå at hvis du ikke kan komme ind med en rullestol, så må du jo bare lade være og blive hjemme", "Vi kan jo ikke lave om på samfundet, bare fordi nogen ikke kan komme op af trappen, på egen hånd"(ja der er folk der faktisk også har det lidt sådan med synlige handicap).
Den blinde eller svagsynede kommer jo ikke til at se, kantstenen eller den uheldigt satte cykel, bare fordi den normalt seende kan, lige så lidt som jeg kan krænge mig ud af min Aspergers diagnose, fordi at andre ikke kan acceptere at der er folk som mig/os. Det Autistiske barn måske også i "mildere" udgaver lettere forstås/accepteres som handicappet, men det oftes ses som en karakterfejl hos voksne med "mild" autisme, og vi bare skulle tage os lidt sammen og blive "normale" og mindre vanskelige. Og hvis vi bare ikke er fokuserede på at vi har et handicap så gik det meget bedre, jeg vil så sige at hvis man glemmer man har det går det ikke så godt, det er en balance og det er en selv der definere den, ikke omgivelserne, det er ikke dem der står med den problematik, de stå ved siden af.
Som et mindretal og et mindretal bestående af alle mulige slags handicap, fra de medfødte til det der kommer af ulykker, eller senere sygdom, er det en blandet skarer, af det synlige og det usynlige. Men forskellige muligheder for uddannelse, job, at kunne klare sig selv. Men uanset hvor selvhjulpne nogen er, kan selv små detaljer i forhold og støtte ændre afgørende på ens muligheder for et ok liv.
Med de ikke synlige handicap er det næsten som om folk mener at man bare skulle se at komme ud af det der, slippe "offerrollen, at det er et valg. Man kan også blive gjort opmærksom på, at der er handicappede der kan det ene og det andet på trods af handicap, eksemplet på valg og vilje, det gode forebillede, som kan ende som den hammer man bliver slået i hovedet med.
På den måde kan en uden ben, ende med at være det man bliver sammenlignet med, med en Autisme eller en hjerneskade. Jamen når den "rigtige handicappede kan, hvorfor klynker du så?".
Og så er det synet på hvor godt man skal have det fx.: "Du kan da ikke være så dårlig/syg når du kan tage på ferie?".
Misundelskulturen kører mere på de udsatte grupper, end de grupper der faktisk har noget at missunde.
Når man lever på samfundet nåde (det er jo vores penge) må man finde en passende grimasse, ikke kræve, ikke være vred, elller ked af det.
Men jeg har et usynligt handicap, jeg har også brug for ramper, men ikke dem i sten og metal, jeg har brug for at jeg/vi også er tænkt ind i samfundet. Jeg har ikke ressourcer til at kæmpe alle kampe alene, hvilket absolut ikke betyder at jeg intet kan og ikke har noget at byde på som menneske/borger.
Måske vi er på vej ind i tider hvor hverken synlige eller usynlige handicap er noget vi anser som noget samfundet skal tage sig specielt meget af, andet end i den mest skrabede version, at det bliver svært at overbevise om at det er en kerneværdi for et samfund at et handicap ikke skal kunne vælte den handicappede/familien socialt og økonomisk, så kun dem med i forvejen flest ressourcer der har en chance.
Holder vi ikke fast i et humanistisk menneskesyn ender det bare med at gruppen bliver set som en klump af unyttige individer, og det har vi jo en del historiske eksempler på. Er vi slet ikke i nærheden af det? Tja, nogen ville jo gerne kunne sortere mere på fosterstadiet. Og nogen vil gerne spare på hvad handicappede børn kan få af hjælp, og der kan hele tiden spares lidt mere.
Førtidspension er noget få får, selv dem der burde være helt klare sager, og hvornår begynder man at pille ved de førtidspensioner der er givet? Det føles ikke ret trygt.
Det synlige handicap er til at forholde sig til for andre, det andet kræver langt mere viden.
2016 og hvor er vi på vej hen i synet på handicap, er vi på vej tilbage, eller på vej frem mod noget bedre end nu, på trods af at det ser lidt dystert ud for tiden?
mandag den 27. juni 2016
Mon den bedste tid er den der kommer?
Man kan appelere til accept og forståelse af Autisme, men det er nok nemmere at forstå for udenforstående når det handler om børn og dem der er synligt Autistiske. Det bliver ikke os de voksne "semi normale".
Og den viden er barsk fordi det betyder at være i konstant risiko for at være udsat, at blive ydmyget, misopfattet, og bare måtte tage det, for det er jo sådan det er. på spektret
Man skal være taknemmelig alle de gange man kan kan fremstå som nerotypisk og sympatisk. Og de gange man ikke kan det?
Det nytter ikke at sige til sig selv jeg er et godt menneske og jeg tager hensyn til andre. Afmagten i konflikter og at andre ikke tager hensyn er der som en evig trussel. Og konsekvenserne er meget svære at få bearbejdet.
Jeg vil godt ud i livet, men jeg er klar over at jeg i den grad har brug for en kuvøse/hule jeg kan krybe i, at jeg kan vælge omgivelserne fra elle til efter mit behov, ikke deres behov for at overskride mine grænser.... er det realistisk? Ja, jeg tvivler faktisk, det er et drømme scenarie, og hvordan og hvor?
Er der noget der er hjem for mig mere? Jeg føler mig som et spiddet insekt i en glaskasse.
Jeg rækker ud efter livet, men har ikke basen, eller det rigtige udgangspunkt. Og findes det for den sentdiagnosticerede der har levet ude af balance i mange år?
Mange mennesker er fulde af usikkerhed, om de er gode nok, om de præstere nok, om de andre præstere mere, eller de bare er heldige, det er lidt tidens tema. Jeg selv tror ikke på heldet eller skæbnen, jeg tror heller ikke på valg på samme måde som valg glorificeres i samtiden, for mig er valg valg, at gøre det ene eller andet på mere eller mindre oplyst grundlag, hvad resultatet bliver er ikke til at forudsige.
Jeg tror på livet, som i at være ude i det, være i det, glemme sig selv, alt andet er bare smerte og tvivl.
Og den viden er barsk fordi det betyder at være i konstant risiko for at være udsat, at blive ydmyget, misopfattet, og bare måtte tage det, for det er jo sådan det er. på spektret
Man skal være taknemmelig alle de gange man kan kan fremstå som nerotypisk og sympatisk. Og de gange man ikke kan det?
Det nytter ikke at sige til sig selv jeg er et godt menneske og jeg tager hensyn til andre. Afmagten i konflikter og at andre ikke tager hensyn er der som en evig trussel. Og konsekvenserne er meget svære at få bearbejdet.
Jeg vil godt ud i livet, men jeg er klar over at jeg i den grad har brug for en kuvøse/hule jeg kan krybe i, at jeg kan vælge omgivelserne fra elle til efter mit behov, ikke deres behov for at overskride mine grænser.... er det realistisk? Ja, jeg tvivler faktisk, det er et drømme scenarie, og hvordan og hvor?
Er der noget der er hjem for mig mere? Jeg føler mig som et spiddet insekt i en glaskasse.
Jeg rækker ud efter livet, men har ikke basen, eller det rigtige udgangspunkt. Og findes det for den sentdiagnosticerede der har levet ude af balance i mange år?
Mange mennesker er fulde af usikkerhed, om de er gode nok, om de præstere nok, om de andre præstere mere, eller de bare er heldige, det er lidt tidens tema. Jeg selv tror ikke på heldet eller skæbnen, jeg tror heller ikke på valg på samme måde som valg glorificeres i samtiden, for mig er valg valg, at gøre det ene eller andet på mere eller mindre oplyst grundlag, hvad resultatet bliver er ikke til at forudsige.
Jeg tror på livet, som i at være ude i det, være i det, glemme sig selv, alt andet er bare smerte og tvivl.
mandag den 20. juni 2016
Jeg vil ikke defineres, jeg taler for mig selv
Hvor er det jeg selv kommer fra som menneske, i forhold til det at være udstyret med en diagnose, og ikke mindst andre menneskers holdninger til det at have en diagnose, hvor det er noget der foregår i hjernen.
Jeg kan ofte fornemme at jeg har en speciel baggrund for at tænke som jeg nu gør, og ikke mindst i forhold til den grundlæggende respekt, jeg gerne så vil have omkring det at være den, der har diagnosen/tilstanden, den der står med problematikkerne dagligt. Det kan så af og til være lidt af en kamp med fx. pårørende der gerne vil have det over på egen banehalvdel på nettet og i foreninger, og i det forsøg kan komme til at underkende de mennesker, de selv siger de prøver på at støtte.
Mange af de holdninger og erfaringer jeg har med mig, har jeg bla. fået via min tid i Fountain House (Fountain House er et rehabiliteringstilbud til mennesker fra 18-60 år med psykiske problemer). Stedet arbejder efter et specielt værdisæt med ligeværdighed i forhold til brugerne (medlemmerne) og medarbejderne, vi arbejdede sammen, tog beslutninger sammen. Og hele tiden i en undersøgelse af hvordan man kan arbejde sammen og tale sammen på en måde ,der ikke er dem og os eller at brugerne blev hægtet af så snart det var mest praktisk for medarbejderne.
Godt nok må jeg indrømme det var en evig balancegang, som nogen medarbejdere forstod bedre end andre, hvad det gik ud på. Og jeg oplevede at der både var kurser vi alle deltog i, men der også kom kurser som medlemmerne ikke hade adgang til, hvilket nogen af os brokkede os over. Personligt prøvede jeg at opsnuse hvad de nye værktøjer de havde fået gik ud på....Ja, det kan lynhurtigt gå den forkerte vej, det med det ligeværdige.
Nogen gange lykkedes det bedre end andre gange i Fountain House, men hvad der var rigtigt vigtigt var at jeg/vi blev bevidstgjorte og fik en masse praktiske erfaringer. Og jeg erkender at jeg lærte rigtigt meget fagligt og uformelt socialt, som mange med en psykisk sygdom ikke lige kan få adgang til, hvis de ikke har været en længere tid på arbejdsmarkedet, og det er der jo en del af os der ikke har haft mulighed for/fået lov til af samfundet.
Efter Fountain House tog jeg en brugerlære/foredragsholder BID uddannelse, skabt af folk der selv havde en psykisk sygdom, for folk med en psykisk sygdom. Den byggede også på bevidstgørelse, samtidigt med et solidt fagligt fundament.
Det er så to vigtige steder jeg har fået erfaringer når det gælder min egen situation og evner, og det at have en egen stemme og medbestemmelse.
Nogen andre erfaringer jeg har, er at jeg lidt tilfældigt gennem Warehouse 9 og T-Lounge, kom i kontakt med noget af miljøet omkring Transkønnede i København, og da det altid har været et emne indenfor min radar, ville jeg gerne vide mere og kom til mange af de søndags cafeer der var, og fulgte også med i gruppen på FB.
Og her er det jeg begynder at komme frem til hvad den her blog egentligt handler om, den handler om hvordan man støtter noget, men samtidig forstår at være respektfuld i forhold til, hvem det egentligt handler om, dem der lever med udfordringerne og konsekvenserne, i erkendelse at det åbenbart er svært da det ofte går galt.
I det miljø måtte også lære at forstå, at jeg som udenforstående måtte holde mig på sidelinien, hvilket ikke altid er nemt for mig, men jeg forstod forskellen på at være den der må lytte og lære, fremfor at være den der har meninger om noget jeg ikke selv er, også selvom jeg er positivt indstillet osv. Jeg er i den forbindelse en cis* hetro normativ kvinde og det må jeg huske på, når det handler om transkønnede. Føler jeg mig fornærmet over at jeg på den måde er udenfor? Næææ, hvorfor skulle jeg det, jeg har selv valgt at det er en sag/emne jeg støtter og samler viden om, og det er noget viden jeg deler af, det er mit valg, de Transkønnede har ikke valgt at være Transkønnede, og der ligger en pointe.
Heldigvis er der kommet mange transkønnede der taler for sig selv i medierne og det fungere rigtigt godt, der er ved at ske noget i Danmark på det punkt, og det er meget inspirerende. Og jeg så gerne at det samme skete i forhold til Aspergers/Autisme, at vi selv skaber synligheden omkring de håb vi har for fremtiden, fremfor det bliver fortolket af eksperter og pårørende, for nogen af os kan og vil, og jeg tror på at når nogen går i gang vil flere følge, at vi som gruppe kan give et billede af os selv og spektrets diversitet, og uden det filter og andres fortolkninger, at tale om det egne levede liv.
Så når man oplever at folk siger at de støtter og er positive omkring grupper de ikke selv er en del af, samtidigt med at man stadig dømmer folk udfra de gængse normer, der stadig ses som idealet, det "normale" sådan pr. automatik må jeg sige fra med min baggrund. At man udefra mener man kan og har ret til at bedømme om folk nu er rigtige, om det så er rigtige Autister eller rigtige Transkønnede er ikke ok. Og det er bare lidt for meget en selvfølge at selv at have "normalitets" privilegierne.
Nogen synes også næsten det er bedre at eksperter og foreninger står frem og fortæller om os, da de jo er troværdige og sætte de "rigtige" ord på, så de der mærkelig mennesker ikke får ødelagt budskabet i medierne. Men det med medier er nu noget man kan lære, og det betyder noget om en gruppe kan tale for sig selv, men så må samfundet også leve med at vi er forskellige....men er det ikke godt at vise vi ikke er ens? Eller der det fordi når vi endeligt er i medierne, så er den næsten alt for vigtigt hvad den ene og eller anden udtaler, men handler det så ikke om at flere skal ære der ude på nettet og medierne og skrive og tale om Autisme spektret, så der er plads til flere facetter.
Måske det at være selvbevidst bare er tabu når man ikke tilhører normen? For i det øjeblik man som Autist kalder en ikke Autist neurotypisk, eller en Transkønnet bruger ordet cis om en ikke transkønnet så begynder de ellers så positivt udenforstående at rykke sig lidt i sæderne, for hvad er nu det? De er så vandt til at der er ord for os, de anderledes, men at der er specielle ord på dem, "de normale", det er da uforskammet, hvad bilder vi os lige ind nu?
Men skal man kunne tale om de emner, bliver man nødt til at kunne sætte ord på hvad der er hvad. Neurotypisk* og cis* ikke er skældsord, det er bare benævnelser, man har brug for hvis man ikke vil bruge normal/unormal i forbindelse at være, eller ikke være den med en Autisme/ADHD diagnose eller i forhold ens kønsopfattelse hvis det er fx. Transkønnede.
Politisk ladet? måske, men det er vel også politisk hvis man har et problem med at nogen ikke bare vil blive kaldt de "de unormale". Når forældre har et problem med at være neurotypiske når de er det, vil de så være tilfredse med at deres Autistiske barn kaldes unormal, at det er sådan det er for resten af livet, jeg er normal, men mit barn er unormal?
I betragtning af at normal ikke findes udover noget statistisk der også kan gradbøjes, så synes jeg vi må kunne gøre det bedre, at vi alle er en del af menneskeheden og at disse variationer altid har eksisteret, og på den måde er normalt i et større perspektiv, udover det enkelte menneske, vi er forskellige sammen., når vi altså tør være det.
Det er som om vi "de anderledes" må nøjes og være taknemmelige for den forståelse der er, og vi må ikke blive for frække og kræve noget, eller se det som en selvfølge at vi også er her, at vi er ligeværdige. Vi skal helst huske på at vi er anderledes. Men anderledes er også normalt, anderledes er også på et spekter, der er brug for der findes det anderledes, diversitet, diversitet er ikke farlig, men det kræver at man tænker og lære lidt mere.
Udfra set kan nogen mene vi er alt for sensitive, vi burde være mere hårdhudede, vænne os os til at blive omtalt som minoritets grupper. Vi har det vel meget godt ikke?
Sagen er bare om mennesker der ikke selv har oplevet eller gennemskuet, hvad det er der sker op gennem opvæksten og voksenlivet, ved hvad vi taler om, for det handler ikke bare om medfødte tilstande, men om samfundets reaktioner på det, de muligheder man har for at leve sit liv og holde fast i at man er ok, og har mulighed for uddannelse og job -og hvis man ikke kan klare det at man får den støtte man behøver.
At vi altid ender med at skulle forsvare os selv, og jonglere skyld og skam, der ikke er vores, men den vi bliver pålagt, og vi skal nok få besked hvis vi ikke påtager os den skyld og skam. Fordi folk er onde, næ nok mere uvidende og lidt ligeglade, men ikke nok ligeglade til de ikke kan sige ubehagelige ting til en.
Måske vi ikke skal have det for godt, at vi kunne tage noget fra de "normale" flertallet? For der er jo en grund til vi bliver skubbet bagom i køen de fleste af os, selv de umiddelbart ressource stærke, for der er jo lige det der, lige det der der adskiller os og åbenbart er definerende og ikke til at komme uden om i flertallets øjne. Bare flertallet får sit, skal vi andre være taknemmelige for at vi, ikke bliver holdt udenfor på en endnu mere håndfast måde, som afvigere. Er vi freaks og det er kun fordi folk er rimeligt søde at vi ikke har det endnu sværere i samfundet?
Jeg ville godt have været en af de Aspergers/Autister der har job og siger deres liv fungerer, hvorfor er jeg så ikke det? Jeg er det ikke fordi man ikke kan sammenligne udefra. Det er ikke samfundets, og andres ret til at definere hvornår min adfærd er en karakterfejl eller en del af diagnosen, alt efter hvad der lige passer dem bedst lige nu og her.....Jeg taler for mig selv, det har jeg gjort i mange år, og det er vejen frem, mod mindre stigma og synlighed på mine egne præmisser.
Jeg håber for fremtiden at dem af os der ikke passerer som normale i samfundet, kan arbejde sammen, og vise at man kan være forskellig og stadig stå sammen. At man ikke hiver sig egen virkelighed eller værdisæt ned over andre som en ret man bare har, fordi man føler sig som et flertal, og derfor definere normen.
*Cis/Ciskønnet: Er en betegnelse for en person, der identificerer sig med det køn, vedkommende har ved fødslen. Det er i modsætning til ordet transkønnet, der betegner en person, der ikke identificerer sig med det køn, vedkommende har ved fødslen.
*Neurotypisk (NT) er en betegnelse på personer som er neuropsykiatrisk normalfungeren, til forskel fra personer med neuropsykiatriske funktionsnedsættelser som autismspektrumstøj og ADHD .
En person som er neurotypisk kaldes neurotype. Neurotype betyder altså "person som ikke har en autismspektrumstøj". Begrebet anvendes i stedet for positivt værdiladede begreber som "normal" eller "rask". At anvende begrebet neurotypisk er at kritisere det ensidigt positive med denne tilladelse og det ensidigt negative med forskellige autismspektrumtilstande. Anvendelsen af "normal" eller "rask" om neurotypa personer leder tankebanerne logisk til at personer med autismspektrumtilstand må være "syge" eller "unormale", som er mere negativt ladede begreber.
Jeg kan ofte fornemme at jeg har en speciel baggrund for at tænke som jeg nu gør, og ikke mindst i forhold til den grundlæggende respekt, jeg gerne så vil have omkring det at være den, der har diagnosen/tilstanden, den der står med problematikkerne dagligt. Det kan så af og til være lidt af en kamp med fx. pårørende der gerne vil have det over på egen banehalvdel på nettet og i foreninger, og i det forsøg kan komme til at underkende de mennesker, de selv siger de prøver på at støtte.
Mange af de holdninger og erfaringer jeg har med mig, har jeg bla. fået via min tid i Fountain House (Fountain House er et rehabiliteringstilbud til mennesker fra 18-60 år med psykiske problemer). Stedet arbejder efter et specielt værdisæt med ligeværdighed i forhold til brugerne (medlemmerne) og medarbejderne, vi arbejdede sammen, tog beslutninger sammen. Og hele tiden i en undersøgelse af hvordan man kan arbejde sammen og tale sammen på en måde ,der ikke er dem og os eller at brugerne blev hægtet af så snart det var mest praktisk for medarbejderne.
Godt nok må jeg indrømme det var en evig balancegang, som nogen medarbejdere forstod bedre end andre, hvad det gik ud på. Og jeg oplevede at der både var kurser vi alle deltog i, men der også kom kurser som medlemmerne ikke hade adgang til, hvilket nogen af os brokkede os over. Personligt prøvede jeg at opsnuse hvad de nye værktøjer de havde fået gik ud på....Ja, det kan lynhurtigt gå den forkerte vej, det med det ligeværdige.
Nogen gange lykkedes det bedre end andre gange i Fountain House, men hvad der var rigtigt vigtigt var at jeg/vi blev bevidstgjorte og fik en masse praktiske erfaringer. Og jeg erkender at jeg lærte rigtigt meget fagligt og uformelt socialt, som mange med en psykisk sygdom ikke lige kan få adgang til, hvis de ikke har været en længere tid på arbejdsmarkedet, og det er der jo en del af os der ikke har haft mulighed for/fået lov til af samfundet.
Efter Fountain House tog jeg en brugerlære/foredragsholder BID uddannelse, skabt af folk der selv havde en psykisk sygdom, for folk med en psykisk sygdom. Den byggede også på bevidstgørelse, samtidigt med et solidt fagligt fundament.
Det er så to vigtige steder jeg har fået erfaringer når det gælder min egen situation og evner, og det at have en egen stemme og medbestemmelse.
Nogen andre erfaringer jeg har, er at jeg lidt tilfældigt gennem Warehouse 9 og T-Lounge, kom i kontakt med noget af miljøet omkring Transkønnede i København, og da det altid har været et emne indenfor min radar, ville jeg gerne vide mere og kom til mange af de søndags cafeer der var, og fulgte også med i gruppen på FB.
Og her er det jeg begynder at komme frem til hvad den her blog egentligt handler om, den handler om hvordan man støtter noget, men samtidig forstår at være respektfuld i forhold til, hvem det egentligt handler om, dem der lever med udfordringerne og konsekvenserne, i erkendelse at det åbenbart er svært da det ofte går galt.
I det miljø måtte også lære at forstå, at jeg som udenforstående måtte holde mig på sidelinien, hvilket ikke altid er nemt for mig, men jeg forstod forskellen på at være den der må lytte og lære, fremfor at være den der har meninger om noget jeg ikke selv er, også selvom jeg er positivt indstillet osv. Jeg er i den forbindelse en cis* hetro normativ kvinde og det må jeg huske på, når det handler om transkønnede. Føler jeg mig fornærmet over at jeg på den måde er udenfor? Næææ, hvorfor skulle jeg det, jeg har selv valgt at det er en sag/emne jeg støtter og samler viden om, og det er noget viden jeg deler af, det er mit valg, de Transkønnede har ikke valgt at være Transkønnede, og der ligger en pointe.
Heldigvis er der kommet mange transkønnede der taler for sig selv i medierne og det fungere rigtigt godt, der er ved at ske noget i Danmark på det punkt, og det er meget inspirerende. Og jeg så gerne at det samme skete i forhold til Aspergers/Autisme, at vi selv skaber synligheden omkring de håb vi har for fremtiden, fremfor det bliver fortolket af eksperter og pårørende, for nogen af os kan og vil, og jeg tror på at når nogen går i gang vil flere følge, at vi som gruppe kan give et billede af os selv og spektrets diversitet, og uden det filter og andres fortolkninger, at tale om det egne levede liv.
Så når man oplever at folk siger at de støtter og er positive omkring grupper de ikke selv er en del af, samtidigt med at man stadig dømmer folk udfra de gængse normer, der stadig ses som idealet, det "normale" sådan pr. automatik må jeg sige fra med min baggrund. At man udefra mener man kan og har ret til at bedømme om folk nu er rigtige, om det så er rigtige Autister eller rigtige Transkønnede er ikke ok. Og det er bare lidt for meget en selvfølge at selv at have "normalitets" privilegierne.
Nogen synes også næsten det er bedre at eksperter og foreninger står frem og fortæller om os, da de jo er troværdige og sætte de "rigtige" ord på, så de der mærkelig mennesker ikke får ødelagt budskabet i medierne. Men det med medier er nu noget man kan lære, og det betyder noget om en gruppe kan tale for sig selv, men så må samfundet også leve med at vi er forskellige....men er det ikke godt at vise vi ikke er ens? Eller der det fordi når vi endeligt er i medierne, så er den næsten alt for vigtigt hvad den ene og eller anden udtaler, men handler det så ikke om at flere skal ære der ude på nettet og medierne og skrive og tale om Autisme spektret, så der er plads til flere facetter.
Måske det at være selvbevidst bare er tabu når man ikke tilhører normen? For i det øjeblik man som Autist kalder en ikke Autist neurotypisk, eller en Transkønnet bruger ordet cis om en ikke transkønnet så begynder de ellers så positivt udenforstående at rykke sig lidt i sæderne, for hvad er nu det? De er så vandt til at der er ord for os, de anderledes, men at der er specielle ord på dem, "de normale", det er da uforskammet, hvad bilder vi os lige ind nu?
Men skal man kunne tale om de emner, bliver man nødt til at kunne sætte ord på hvad der er hvad. Neurotypisk* og cis* ikke er skældsord, det er bare benævnelser, man har brug for hvis man ikke vil bruge normal/unormal i forbindelse at være, eller ikke være den med en Autisme/ADHD diagnose eller i forhold ens kønsopfattelse hvis det er fx. Transkønnede.
Politisk ladet? måske, men det er vel også politisk hvis man har et problem med at nogen ikke bare vil blive kaldt de "de unormale". Når forældre har et problem med at være neurotypiske når de er det, vil de så være tilfredse med at deres Autistiske barn kaldes unormal, at det er sådan det er for resten af livet, jeg er normal, men mit barn er unormal?
I betragtning af at normal ikke findes udover noget statistisk der også kan gradbøjes, så synes jeg vi må kunne gøre det bedre, at vi alle er en del af menneskeheden og at disse variationer altid har eksisteret, og på den måde er normalt i et større perspektiv, udover det enkelte menneske, vi er forskellige sammen., når vi altså tør være det.
Det er som om vi "de anderledes" må nøjes og være taknemmelige for den forståelse der er, og vi må ikke blive for frække og kræve noget, eller se det som en selvfølge at vi også er her, at vi er ligeværdige. Vi skal helst huske på at vi er anderledes. Men anderledes er også normalt, anderledes er også på et spekter, der er brug for der findes det anderledes, diversitet, diversitet er ikke farlig, men det kræver at man tænker og lære lidt mere.
Udfra set kan nogen mene vi er alt for sensitive, vi burde være mere hårdhudede, vænne os os til at blive omtalt som minoritets grupper. Vi har det vel meget godt ikke?
Sagen er bare om mennesker der ikke selv har oplevet eller gennemskuet, hvad det er der sker op gennem opvæksten og voksenlivet, ved hvad vi taler om, for det handler ikke bare om medfødte tilstande, men om samfundets reaktioner på det, de muligheder man har for at leve sit liv og holde fast i at man er ok, og har mulighed for uddannelse og job -og hvis man ikke kan klare det at man får den støtte man behøver.
At vi altid ender med at skulle forsvare os selv, og jonglere skyld og skam, der ikke er vores, men den vi bliver pålagt, og vi skal nok få besked hvis vi ikke påtager os den skyld og skam. Fordi folk er onde, næ nok mere uvidende og lidt ligeglade, men ikke nok ligeglade til de ikke kan sige ubehagelige ting til en.
Måske vi ikke skal have det for godt, at vi kunne tage noget fra de "normale" flertallet? For der er jo en grund til vi bliver skubbet bagom i køen de fleste af os, selv de umiddelbart ressource stærke, for der er jo lige det der, lige det der der adskiller os og åbenbart er definerende og ikke til at komme uden om i flertallets øjne. Bare flertallet får sit, skal vi andre være taknemmelige for at vi, ikke bliver holdt udenfor på en endnu mere håndfast måde, som afvigere. Er vi freaks og det er kun fordi folk er rimeligt søde at vi ikke har det endnu sværere i samfundet?
Jeg ville godt have været en af de Aspergers/Autister der har job og siger deres liv fungerer, hvorfor er jeg så ikke det? Jeg er det ikke fordi man ikke kan sammenligne udefra. Det er ikke samfundets, og andres ret til at definere hvornår min adfærd er en karakterfejl eller en del af diagnosen, alt efter hvad der lige passer dem bedst lige nu og her.....Jeg taler for mig selv, det har jeg gjort i mange år, og det er vejen frem, mod mindre stigma og synlighed på mine egne præmisser.
Jeg håber for fremtiden at dem af os der ikke passerer som normale i samfundet, kan arbejde sammen, og vise at man kan være forskellig og stadig stå sammen. At man ikke hiver sig egen virkelighed eller værdisæt ned over andre som en ret man bare har, fordi man føler sig som et flertal, og derfor definere normen.
*Cis/Ciskønnet: Er en betegnelse for en person, der identificerer sig med det køn, vedkommende har ved fødslen. Det er i modsætning til ordet transkønnet, der betegner en person, der ikke identificerer sig med det køn, vedkommende har ved fødslen.
*Neurotypisk (NT) er en betegnelse på personer som er neuropsykiatrisk normalfungeren, til forskel fra personer med neuropsykiatriske funktionsnedsættelser som autismspektrumstøj og ADHD .
En person som er neurotypisk kaldes neurotype. Neurotype betyder altså "person som ikke har en autismspektrumstøj". Begrebet anvendes i stedet for positivt værdiladede begreber som "normal" eller "rask". At anvende begrebet neurotypisk er at kritisere det ensidigt positive med denne tilladelse og det ensidigt negative med forskellige autismspektrumtilstande. Anvendelsen af "normal" eller "rask" om neurotypa personer leder tankebanerne logisk til at personer med autismspektrumtilstand må være "syge" eller "unormale", som er mere negativt ladede begreber.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

- Cathrin Augusti Ludvigsen
- Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme og ADHD i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med Autisme og/eller ADHD, uden der er så meget hjælp at hente hvis men er en af dem der er ved at falde ud over kanten. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog.