Kan man stadig få hjælp?

I morgen skal kommer der besøg fra hjemmehjælp visitationen, så de kan bese hjemmets tilstand og vi kan tale om en plan for at få mit hjem lidt på højkant igen.....eller noget.

Snavset er her, og rodet, og der burde have været sat noget ekstra hjælp ind for mange måneder siden, og hvorfor blev der ikke det?......tja, der var vel en grund, som der også er en grund til at der ser ud som der gør hjemme.

Samtidigt ser jeg i medierne og på Facebook at alt bliver skåret ind til benet med hjælp og støtte.

Det gør det for mig lidt kompliceret mentalt, at skulle kræve noget, i en tid hvor intet længere er en selvfølge, noget nogen har opdaget og andre ikke. Når de efterspørger behandling og støtte. Bla. på Facebook kan jeg se at forældre kæmper for støtte til ders børn med Autisme og de ny diagnosticerede voksne spørger til hvor de kan få mere information støtte, og deres kommunikation med kommunen. Det er som det står til lige nu, men hvad om snart?

Hvad er den overordnede plan for hvad samfundet kan levere, til dem der har brug for hjælp? At pårørende til ældre selv skal på banen som plejere, er blevet luftet politisk. Men sidste gang familien stod for det, var dengang mange kvinder ikke gik på arbejde og et helt andet samfund, der gik i et helt andet tempo. Det en tilbagegang, for at få fremgang, eller hvad er planen? Men jeg synes ikke det hænger sammen, ikke uden at skabe problemer praktisk og økonomisk, men selvfølgligt økonomisk ikke muligt at løfte for den enkelte borger, når tilgangen til hjælp forringes, ikke for staten.....selvom man jo har set at besparelser, må betales et andet sted.

Den fælles velfærds forsikring er væk, og de mere velhavende må købe deres egen syge/arbejds/social sikring.

"We are all living in America" kan blive en virkelighed endnu mere end i dag, men det er et kopi USA, og jeg vil ikke personligt bo i en billig USA kopi.....og hvordan går det så egentlige der, for de helt almindelige mennesker?....nå ja, det er jo ikke almindelige mennesker der har magt, og som jeg ser det har almindelige mennesker fået mindre og mindre magt, det var som om vi lige var ved at få det, men....Når hovedparten af rigdommen og magten nu er endt hos en lille håndfuld mennesker, er det vist ikke realistisk med mere "power too the people".

Det fælles er slut, og nu skal all have deres, som tegningen af et stort skib der er gået midt over og nu bygger alle hver deres lille redningsbåd af resterne, istedet for et fælles projekt....i øvrigt har de muligvis selv hugget af den store fælles båd for at få til den personlige jolle. Er det et fremskridt? Er det det moderne kloge menneske?

Samtidigt står vi med en flygtninge situation, der vil koste penge, også da vores integrations evner/erfaringer ikke er optimale.....eller har man besluttet de bare skal hjem når der er fred...og hvornår er der det og hvad så i mellemtiden? Og på facebook diskutere folk mennesker i nød, som om de først er opfundet nu. Og de diskutere hvem der er dem der skal hjælpes om det er flygtninge, eller hjemløse osv....og man kan se folk/Facebook venner bliver vrede på hinanden.

Så er jeg en gave til samfundet eller en byrde, og har jeg lidt og har behov for støtte i mit liv, det kommer helt an på menneskesynet.
Men jeg formode at dem der sidder på magten er godt tilfredse at det er kloner af dem selv, der får lov og privilegier. De har ikke brug for mangfoldighed, andre økonomiske løsninger, social fælleskaber der ikke bygger på magt og penge.

I grunden i en mere perfekt verden, kunne jeg jo godt bytte med det jeg faktisk kan, for at få de ting/hjælp til det jeg ikke selv kan, men jeg tror at politikerne hellere vil se mig som en stakkel, der kan hundses rundt med, og at jeg bør føle skyld og skam.

Uanset hvad der sker, må jeg holde fast i mine egne muligheder for empowerment, magt i eget liv. At ventetid og nejér, ikke helt skal få krammet på mig.

I morgen må jeg se hvad der kan gøres lige nu og her, og senere på måneden er det handicapafdelingen jeg skal tale med. Men det føles mærkelig i en tid hvor så meget er under afvikling, og nationer på vandring, med velfærdsgoder.

Jeg ville helst kunne klare det hele selv, jeg er træt af at jeg har så meget ADHD forvirring, og at det er på hjemmefronten min Autisme rammer mig hårdest, og meget konkret, det handler om en kronisk funktions nedsættelse.
Og mit hjem er en konstant ydmygelse og grund til dårlig samvittighed og afmagt. Men hvor står man i et samfund der skære ned til mindst mulig hjælp, hvad er kerneydelserne når vi er kommer helt ind ved kernen? Og hvad bliver resultatet, for "vi" forsvinder jo ikke? Vi har heller ikke råd til at betale os fra det, og jeg afventer at førtidspension og boligsikring sikkert også står til at blive beskåret. Det føles ikke ret trygt, eller det er noget der alene kan klares, med empowerment og gå på mod alene.

Måske jeg skulle være mere egoistisk og tænke mindre i den større sammenhæng, og håbe det gå i det mindste for mig selv? -Men som et tænkende og reflekterende menneske i 2015 kan jeg ikke undgå at se nogen perspektiver og stille nogen spørgsmål. Det brændende spørgsmål: kan vi retænke velfærdstaten, inden den ikke er til at redde, eller er de fleste klar til at tage konsekvenserne at det handler om at være blandt de stærke og arbejdsduelige gennem hele livet, og at sygdom og uheld aldrig vil ramme en, eller en i familien, et sygt/handicappet barn ville jo kunne vælte hele læsset, selvom det hele havde tegnet rosenrødt?

Efter en velfærdstat i nogen generationer, aner vi reelt ikke hvad det vil betyde at gå tilbage, til tiden før velfærdstaten. Tilbage til fattiggården, tugthuset, asylet og dårekisten......"Vi ender på Ladegården" som min Oldemoder sagde, når økonomien var lidt for vidtløftig, så galt gik det dog ikke, for det gik mod opbygningen af den modernevelfærdstat, som nu måske er.....?

Asperger masken

Jeg har ofte sagt at jeg har båret en maske, uden at vide at der var et begreb der hed "the Apergian masks". Det er en maske/facade der er en måde at overleve på, der samtidigt er meget udmattende. Måske især piger/kvinder må have den maske, jeg følte selv gennem min barndom at jeg måtte bære den maske for at gør andre tilfredse, ikke mindst min familie. Det skulle ikke vær kede af det på grund af mig.

Hvad jeg nu forstår er at jeg i nogen tid har arbejdet på at fjerne masken, også inden jeg fik diagnosen i sommer, at jeg fra begyndelsen af 2015 har arbejdet hårdt på at fjerne den maske. Jeg har udfordret hvad nogen måtte tænke omkring mine udgydelser på Facebook og hvad det mon skulle være godt for at være så åben omkring tanker og meninger. Men som i forhold til tidligere, mindre socialt/fysisk udadvendt, har det været en platform for mig, den mulighed jeg havde for at udtrykke mig udadtil. Jeg har fjernet masken som et plaster der er gået i forbindelse med et sår, og nu ikke er til at lirke fri.....sådan et sår har jeg faktisk haft i år, så jeg ved hvad jeg taler om;-).

Jeg måtte erkende at mange slet ikke havde haft mulighed for at møde mig, som mig, de havde været fysisk sammen med mig, vi havde talt sammen. Men de havde mødt min mentale/fysiske maske, ikke fordi jeg ikke kunne lide dem, det var bare hvad jeg magtede socialt på det tidspunkt.

Så ved at prøve at lære at blive mere social, har jeg skabt en "gå ud maske"....eller den havde jeg også tidligere, men jeg arbejdede videre på den. Den har uden tvivl været nødvendig, fordi jeg var ude i et asymetrisk projekt, hvor jeg ikke havde fat i alle evnerne til socialisering, men ved hjælp af masken kunne være lidt mere fremme i skoen socialt end jeg egentligt var i stand til.

Sådan kan det gå når ens drømme og mål er større end ens reelle evner, suuuuk! -men gjort er gjort, og noget opnået og andet røg en tur, da masken ikke længere duede.

Det er svært for mig at se om det var det værd, men måske livet bare ikke kan gøres op på den måde, for at leve up til at være en positiv udvikling.

Måske det handler om at kende/erkende sin egen maske, af og til er den praktisk og brugbar, og ikke nødvendigvis fake, bare en lille buffer mod det værste ude i livet. At kunne mærke når maske er på, og om den nu også er nødvendig og hvordan den anvendes, og er den nu til gavn?

Jeg har været meget vred i år, masken kom af i vrede, og ved at nævne alle de ting der gør mig vred i samfundet og i mit liv på Facebook og en påbegyndt bog, er jeg kommet mere fri.
Jeg mente når det først kom på skrift var det konkret, fremfor det kogte inden i mig som cirkeltænkning og myllertanker. At jeg kunne se det udefra og at det jeg tænkte blev synligt for andre, og ikke mindst konkret synligt for mig selv sort på hvidt.
Halllooo er der nogen andre der også har det sådan?....og det er der jo trods alt.

Jeg måtte få stoppet cirkeltænkningen, depressionen, men også masken som overlevelses mekanisme i forhold til omverdenen, jeg ville jo møde andre, men desværre magtede jeg ofte ikke at gøre det fuldt ud, uden hjælp af masken.
Det jeg troede var tilbagefald, var den eneste måde at komme videre på, at der ikke var en langsom behagelig afmaskering, men et reelt maskefald.

Nu må jeg begynde lidt forfra, og starte på et nyt kapitel.

Fe gudmødrene og forskellige benspænd

Man må nok sige jeg fik i pose og i sæk da der blev uddelt gener, det er som om mine Fe gudmødre gik helt amok, og ikke var helt enige om i hvilken retning, min skæbne skulle gå: Et drys Autisme, lidt ADHD, så ordblindhed, og så venstrehåndet for bedst mulig forvirring. For at balancere det, et par sprøjt kreativitet, videbegærlighed, gode danse ben og kampånd -Lille og hurtig, og en anelse forvirret, og alligevel målrettet.

Og først sov jeg Thornerose søvn og livet passerede i min ungdom, og så vågnede jeg, kæmpde og håbede noget ville give mening, at der var et ok liv til mig.

Tænk hvis der kom en trylle Fe, der sagde at nu var det nu, og tiden var inde, nu var det nu, de slumrende egenskaber var parat, metamorfosen ville ske og nu endelig give fuld mening.

En nydelig lille skifting er jeg, men hvad er mine muligheder? Jeg er overkommet min ordblindhed, ikke 100 procent, men jeg arbejder videre på det. Jeg har kørt en recovery på en Aspergers, fordi jeg ikke vidste jeg havde den og jeg ville være mere social, og jeg har trods alt opnået meget på den konto. Med en bærbar er det venstrehåndede mere ligegyldigt. ADHDen er noget hø, den fucker hele tiden med min hjerne og mit hjem...og der skal findes en løsning på det med hjemmet, så det ikke nupper al energi og fremdrift.

Up and away!

For jeg vil bruge mest mulig tid med at bruge hjernen til viden og til kunst, til det jeg er god til. Nogen vil sige det er at spise sin dessert frem for sin broccoli. Man har jo pligter som et voksent menneske, andre må jo arbejde og tage opvasken osv. Det kan jeg da ikke bare springe over?
Tja, jeg vil finde en løsning, så det mest muligt er det jeg gør, jeg vil forsøge at vælge mine nederlag, og ikke blive nedlagt af dem, igen og igen.

Jeg bliver måske aldrig rigtig voksen, jeg er ansvarlig, men jeg er ikke så skrap til meget af det voksne trivi. ADHD er ikke til voksen trivi, så hopper den rundt som en gummibold. Og Autismen vil gerne have noget guf til tankerne og lidt ud og flyve på et magisk tæppe. Og måske det er slut med at holde det tilbage, at bare erkende, vuggegaverne og forbandelserne og med de erfaringer jeg har tage styringen. Ikke som "en artig pige" der gør sine pligt og lever op til normen, for det tager livet af mig mentalt og fysisk før tid.

Jeg tror ikke på begrebet skæbne, men heller ikke at der er frit valg på alle hylder bare man moser på og tænker positivt. Jeg hader bare at opgive, mere end noget andet.

Jeg må finde vejen til det gode Autist liv, Jeg har ventet så længe, men nu er det vist tid til at sætte magien fri, for den Fe gave er alt for god, til ikke at anvendes aktivt.

ADHD oven i Hatten

Jeg var faktisk til Psykiater for et par år siden på grund af jeg mistænkte jeg havde ADHD, eller retter ADD, som med Autisme er ADHD og ADD mere usynlig hos piger/kvinder, så den overses af omgivelserne, selvom det giver problemer for den der har det.

Psykiateren afprøvede diverse medikamenter på mig, men de fik mig til at sidde og hænge, hvilket jo heller ikke er løsningen.

Lige udover at jeg ikke virker synligt urolig, så har jeg ellers de fleste af de problemer der er omkring ADHD. Der er opgaver jeg bare ikke kan komme igennem, fordi hjernen springer fra, eller jeg slet ikke kommer igang, jeg ved jeg skal igang, men intet sker, jeg påbegynder en opvask, og så kommer jeg på noget andet, ude i badeværelset, eller jeg bliver forstyrret af noget.

Det er meget upraktisk omkring hjemmet, og omkring at få kontaktet folk om ting, vigtige mobilopringninger, mails. Med ADHD er det altid de helt grundlæggende små daglige opgaver, der ikke bliver løst. Og jeg må nok erkende at jeg har brug for mere hands on hjælp i hjemmet, gode råd og skemaer gør det ikke.

Når opvasken er et af livets stor udfordringer...

Min flytning for et og et halvt år siden gav mig stress, bla. fordi jeg forsøgte at være en "god og dygtig pige", og prøve at få hjemmet til at fungere som mit primære mål. Men det var åbenbart en for stor, og for mig unaturlig opgave, der dag for dag tappede mig mentalt, og fasthold mig i stress.
Og det betyder der skal andre metoder til og anden hjælp. Så ved man det -Men kan jeg få den hjælp?. Og hvor meget skal der skæres ind til benet, med hensyn til type hjem og "indhold"?.

Tja, jeg formoder der ikke var påbegyndt medicinering i forhold til ADHD uden grund, og jeg har jo symptomerne, men det er godt nok lige lovligt meget oveni en Aspergers diagnose, det er til at blive helt rundtosset af.

På en måde er det også lidt som om ADHDen er med til at fucke Aspergeren ekstra op. Indlæringsvanskeligheder, forvirring.

Men på den anden side har jeg jo levet med en udiagnosticeret Aspergers og ADHD problematik hele livet, det er ikke noget nyt, det kan forværres når jeg stresser, og bliver sat i situationer jeg ikke kan magte, men der er viden om hvordan man får det bedste ud af det, og det vil jeg. Der er ting jeg ikke kan og direkte bør undgå, desværre er noget af det helt dagligdags ting, men der er også ting jeg kan, og jeg vil have mere af det, have lov til at bruge tiden på det gode og givende, givende for mig og for andre.
Hvis en opvask er en uoverkommelig skræmmende bjergbestigning, og det at skabe og tænke er som en frisk daglig inspirerende gåtur, så tror jeg at jeg for en gang skyld skal satse mere på det behagelige, og istedet for skyldfølelse, depression og afmagt, at få overskud, sindsro og glæde.

Stigma og selvstigmatisering

Stigma er de negative etiketter man sætte på enkelt mennesker eller befolkningsgrupper.
"De andre", dem vi læser/taler om, men der sjældent selv kommer til orde og hvis de gør dømmes det på om de nu er den perfekte udgave, om det er selvforskyldt, om de virker for velfungerende, eller fungere for dårligt, og om de nu er helt rigtige til at tale deres sag.
Er man syg nok, fattig nok osv. Og i disse tider bliver de fleste der udtaler sig offentligt vejede for lette. Men den medie virkelighed, sørger også for at der ikke kommer andre ansigter og personlige historier på, for hvem ønsker at udstilles og dømmes på den måde, hvis det da ikke er i forbindelse med reality, hvor der åbenbart altid er nogen der er friske på at blive udstillet og dømt.

Man opfatter let stigmaet som en konsensus der ligger et sted derude, den demokratiske fordømmelse af enkelt individder eller befolkningsgrupper. Og dem der uddeler stigma kan være helt tæt på, man oplever pludseligt at en bekendt, kollega eller en nabo har forudfattede meninger om hvad man er for en. Og på en måde så de virkeligt ikke kan/vil acceptere en, de vil ikke se en som et medmenneske med en historie, bare som en diagnose og et "tilfælde".

Nogen bliver også irriterede når man ikke passer ind i det de ser som skabelonen, for så snyder man nok.

Fordomme i dag er nærmest blevet til at man skal fremstå som meget forhutlet 24/7 for at blive taget alvorligt....men er man forhutlet på den måde, er der alligevel heller ikke megen reel forståelse.
I bedste fald er der hensigts erklæringer om at det ikke burde være sådan "og man burde kunne gøre noget". Og det kan man ikke bruge til ret meget, for hvad er der egentligt sket af forbedringer i forhold til samfundets svageste de sidste mange år?

Det bliver ofte pointeret, men der er jo mange der har det værre, specielt i andre lande, jeg kan så ikke se det gør det bedre, eller aflyser handling i ens eget land, at det kan anvendes som undskyldning for manglende lokal humanitet.

Der er en generel større respekt omkring penge og ejendom, og mennesker vi mener har magt. Vi har bygget et værdisæt på det kolde, på magten, og håbet om selv at få en bid af kagen. Og så ellers håbe på man ikke selv skulle ramme bunden en dag.

Stigma eksistere i Danmark og selvstigmatisering eksistere, de egne negative tanker om at stå udenfor og ikke være god nok. Det spiser der selvværd op der måske engang har været der.

Der er reel samfundsmæssig stigmatisering, og der er selvstigmatisering, hvor man er tynget af det man tror andre tænker om en, og selvstigmatiseringens stemme er bestemt ikke venligere stemt.

Og hvad tør man, når man forudser andres dom over en? Mindre og mindre.

Hvad er det man opdager når man trodser stigmatiseringen? Tja, man opdager at mange godt kan forstå, eller gerne vil, man opdager også at der er stigma. Og hvordan klare men det....men kan sætte sig in i hvad det er skabt af, hvad reflekserne er i at stigmatisere andre, men kan se det sociologisk, på afstand, fremfor personligt rettet.

Hjælper det? Delvis, men man skal godt nok have tjek på sin egen situation og samfundet, hvis man tidligere har haft selvstigmatiseringen som fast følgesvend.

Sådan personligt kan folk have fordomme og stigma i forhold til mangt og meget i mit liv, noget af det vil jeg nok kunne grine godt og grundigt af, og andet ville bygge på rene misforståelser, noget ville ramme mig personligt, andet ville jeg give en skuldertrækning, så den stigma der betyder noget er ikke det at folk stigmatiser/eller har fordomme, det er det der rammer en så man taber pusten. De afsender deres meninger fra der de er, og man modtager der hvor man selv er, der hvor ens skam og skyldfølelse er aller mest sårbar.

Kunne man skabe et samfund med mindre behov for at nogen er "de andre", eller ligger det så dybt psykologisk i os, at nogen skal vær ude, for at man selv kan føle sig sikker og ok? Jeg tror faktisk det er en naturlig menneskelig mekanisme......og den også desværre meget anvendelig politisk.

Kan man kæmpe i mod, jo det bliver man nød til, selv de ting der er opnået, kan mistes igen, hvis man ikke kæmper for sine rettigheder.

Dengang min særinteresse var at finde en kæreste

Jeg har set en del der omhandler særinteresser, særinteresser er jo noget som Autister som jeg har, har jeg læst....Jeg har altid haft en masse dejlige interesser, som jeg ikke fandt sære, men hyggelige, lærerige.

Men i en del år havde jeg nok en særinteresse der var ved at kører mig helt ned. Som 42 årig besluttede jeg mig for jeg burde begynde at date og finde mig en kæreste.

Så jeg lavede mig en profil på et datingsite, for det var lidt den eneste farbare vej, da jeg ikke havde et gå ud netværk. Jeg er jo ikke den der gør ting halvt når jeg først har besluttet mig for noget, så jeg satte mig ind i hvordan man netdatede, fik fine billeder.

Sådan lidt forskræmt sad jeg der ved min computer, og måtte erkende at mennesker er mærkelige og ikke mindst på nettet. Jeg måtte også erkende at en del mænd har en natside på nettet og ikke mindst deres skriftlige kommunikations evner kan være ret begrænsede. Og at jeg som kvinde var et objekt og ikke et menneske. Men som sagt, jeg var i fuld gang og fast besluttet, jeg troede som jeg blev klogere ville tingene nok blive bedre.

Og jeg datede også, faktisk en hel del, hvilket må have været en speciel oplevelse for mændende, jeg var vist ret Autist agtig, jeg sendte ingen NT signaler, eller opfangede NT signaler (Neuro typisk det man, er nå man ikke er Autist;-))..... Men jeg så da brand godt ud og var venlig og smilende om ikke andet.

Jeg synes jeg har datet mange skygger af mænd

Faktisk tog jeg det hele pænt i en del år, jeg var faktisk mindre sur og fornærmet end mange af NT kvinderne, og på nogen måder mere realistisk i mine ønsker....det vil sige at uanset hvor realistisk jeg var, var der vist meget få af mændende der reelt søgte en kæreste...

Men jeg var en af dem der tog det meste jeg fik i indbakken med godt humør, svarede pænt på henvendelser og hellere tog på en date for meget, end en for lidt.

Faktisk lykkedes det mig at finde en kæreste, det var en fælles interesse for middelalder der førte os sammen, og at vi fandt sammen på en meget ukompliceret måde, som om vi faktisk kunne læse hinanden, uden så meget snak. At vi begge følte os trygge.
Nej, det holdt ikke, jeg pendlede mellem København og Odense on/off i et par år sådan ca. I dag er vi venner og vi er stadig interesserede i middelalder.

Efterfølgende vidste jeg at jeg igen ville have en kæreste, det havde bestemt ikke afskrækket mig med det sidste forhold, jeg synes der havde været meget godt. Så jeg kastede mig ud i netdatingen igen.

Mere erfaren, måske også mere risikovillig. Men der var ingen kæreste, faktisk var det lidt af et mareridt, kynisme, ligegyldighed, det begyndte at være selvdestruktivt, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre anderledes, jeg blev ved med at tro der var en nøgle til det at finde kærestepotentiale, at jeg bare skulle gøre ting anderledes, at det nok bare var mig, der var noget jeg bare ikke forstod.

Et problem med Autisme kan være at man er lidt grænseløs og har svært ved at sætte grænser, og når man læser situationer forkert og bare håber på at det måske er sådan det er, så er det forvirrende og  noget neuro typiske kvinder reager anderledes på også fordi de gennem teenage tiden har trænet signalerne og diskuteret dem med veninderne, det har man meget ofte ikke når man har Autisme, der er det hele meget gådefuldt, eller man lægger ikke mærke til noget.

Til sidst var jeg helt knust, jeg følte at jeg åbenbart intet havde at tilbyde, at "mænd" ville have noget andet. At jeg var blevet for gammel osv.

Hvor meget kom det at jeg er "anderledes" i spil? Hvor meget betydning havde det for at jeg ikke kunne finde en kæreste. Med al min forskning på nettet...Ja, jeg er jo blevet ekspert i internetdating sociologi, specielt fordi jeg også opsøgt debatterne og blogsene for info og kommunikation.
Men med al min forskning på nettet, så tror jeg ikke min Autisme var den egentlige grund til at det ikke lykkedes for mig, jeg tror bare at internetdating er et mentalt farligt sted for kvinder der er reelt kæreste søgende, og vil tage chancen. Fordi at mænd og kvinder generelt søger noget forskelligt, eller de tanker de har om hvordan er forskellige. Ikke at jeg er en af dem der putter folk i kasser efter køn, men jeg vil nok sige at på nettet bliver alt meget firkantet, og det fortsætter også ud i virkeligheden, at mænd og kvinder er forskellige med at knytte bånd, at det måske er der der er mest forskellige og mest i mande og kvinde kasser, måske også fordi at med dating er overskriften køn, ikke menneske.

Jeg satsede med en dedikation der var halsbrækkende og kostede al min energi, og som kom til at fodrede en depression i flere år.

Jeg har nu lagt min særinteresse omkring at søge en kæreste helt væk, og jeg forstår nu at dating på nettet ikke længere er vejen. Jeg har slukket det det kapitel for at overleve som menneske og kvinde, genvinde mit selvværd og på at tro jeg er ok, selvom ingen åbenbart ville en som mig.

Men ud af forfejlede forsøg og nederlag har jeg også høstet lærdom og ikke mindst fået lært at gå ud i verden alene og møde nye mennesker. Igennem min kærestesøgning, fik jeg lirket døren op til et nyt liv, et socialt liv, til at kunne gå i byen, kunne slappe af sammen med andre. Jeg fik selvtillid jeg ikke havde haft socialt.....Jeg blev en mere erfaren kvinde, jeg blev også bare et mennesker der går ud af døren og møder nye mennsker, går til koncert, går på bar alene hvis det er det jeg gør og vil. Jeg kom ud af Autist sneglehuset, og blev konfronteret og rodet ud i med et mere levende liv, end tidligere, jeg lærte også at improvisere det ikke forventede og takle det.

Jeg har afsøgt de mentale krinkelkroge, jeg har taget "a walk on the wild side", som Autist ved jeg jo ikke altid hvad der er passende, men "passende" kan også være ret gab.

Jeg tror stadig på at hvad der synes værd at gøre, der skal man satse 100 procent, og leve med at fejle, for intentionen fejlede intet.

Er jeg ok?

"Selvværd er at ikke skulle spørge de andre, om hvad de mener"......Tja, så har jeg vist ikke meget selvværd, for jeg ved at det andre tænker og føler ikke er det samme som mig og jeg har mine egne ideer der ikke altid matcher mine omgivelsers. Og ja, jeg bliver så uendeligt træt når jeg ikke matcher og jeg kommer i tvivl og jeg bruger dage og måneder på at regne det ud, hvad er nu op og ned på den her situation? Tænk at kunne klare livet uden så meget spekulation og tvivl, det må være herligt og så meget nemmere.

Jeg er ikke usikker, fordi jeg er et usikkert menneske, jeg er usikker fordi jeg af og til bliver gjort opmærksom på at jeg er lidt til en side, eller får en anelse om jeg er det, udfra andres udmeldinger. Men jeg er ikke en ø, med 30 sømil hele vejen rundt og Hajer til at holde andre ude. Og jeg ønsker heller ikke at holde andre ude, men af og til lidt på afstand, fordi det hele er lidt for meget, og jeg kun kan håb jeg opdager det i tide så jeg kan reagere på en ok måde, der ikke sætter mig i dårligt lys.

Er jeg så holdt oppe af selvtillid, et stillads af tidligere præstationer og evner til at klare verden? Og jeg faktisk ikke aner hvad reelt ægte selvværd er for en størrelse?

Jeg ved at når jeg rammer bunden så har jeg en overlevelseskerne, en kerne der vil leve og der er parat til at kæmpe og trække læsset. Men jeg ser mere overlevelseskernen som næsten dyrisk, at det er en mere grundlæggende egenskab der ligger længere tilbage biologisk/udviklings mæssigt, end det menneskelige selvværd.
Den siger: "Skidt pyt med selvværd og selvtillid, og andres meninger eller mine egne, jeg gør det her fordi det er det jeg gør!"....Hm, eller det siger den ikke for det kan den ikke reflektere over, den gør det bare, bom.

Jeg siger altid der er to valg, at man kan leve eller dø.....det sidste gør man så uanset før eller siden. Jeg prøver at få et liv før døden og ikke give op før tid. Er det det kloge valg, er det umagen værd? Måske ikke, men overlevelseskernen sidder et sted og styrer mig, selv i depressionen og afmagt.

Autisme/Asberger's er jo ikke en lidelse i sig selv, lidelsen kan ligger i afvisningen, at leve i omgivelser der ikke rummer/giver plads. Lidelsen kan ligge i det ramponerede selvværd, der måske også har ført til depression. Man kan trække sig fra samfundet med de følger det nu har, man kan prøve at stå i mod og kæmpe med de følger det kan have.
Man kan drømme om en indre balance, at man en dag finder en plads, eller helst flere, hvor man kan bygge en fremtid.

Hvorfor flere sociale platforme i livet? Af den simple grund at jeg selv har oplevet at platforme forsvandt for at efterlade mig i et tomrum og nedtur, der ikke tog måneder, men år. Men det kan jo være svært at overse, når man faktisk kan have ret så svært, med bare at håndtere bare få sociale relationer, der indbefatter flere mennesker af gangen.
Rådet må være at man ikke er lige engageret i det hele, men nok til at man har en tilknytning, der er let at arbejder videre på, at man ikke skal begynde helt forfra. Steder der har kunne fungere til netværk, empowerment, kan forsvinde af mange grunde, eller de kan udvikle sig på en måde man bliver ked af, at det der var trygt ikke er det længere.
Lige nu står jeg selv og mangler noget....men jeg må gribe hvad jeg lige møder, men lige nu er der et tomrum. Jeg er lidt for meget alene med mig selv.

Men jeg går til NADA akupunktur, jeg skriver dagligt, jeg tegner, jeg møder mennesker. Jeg prøver at erobre selvværd, gennem hvad min selvtillid tror på jeg faktisk kan. Måske jeg aldrig får det fulde selvværd, men jeg tror at det at skabe og mødet med andre trods alt kan give mig en identitet som et menneske der lever et liv, ikke bare overlever. Og det levede liv vil jeg tilpasse at have en Aspergers/Autisme, at skære ned på at bruge energi på det jeg ikke kan/der er for svært og energislugende, til at satse på det jeg kan der er energi skabende, jeg vil ikke længere tænke på og spørge andre om det nu er rimeligt.