lørdag den 3. oktober 2015

ADHD oven i Hatten

Jeg var faktisk til Psykiater for et par år siden på grund af jeg mistænkte jeg havde ADHD, eller retter ADD, som med Autisme er ADHD og ADD mere usynlig hos piger/kvinder, så den overses af omgivelserne, selvom det giver problemer for den der har det.

Psykiateren afprøvede diverse medikamenter på mig, men de fik mig til at sidde og hænge, hvilket jo heller ikke er løsningen.

Lige udover at jeg ikke virker synligt urolig, så har jeg ellers de fleste af de problemer der er omkring ADHD. Der er opgaver jeg bare ikke kan komme igennem, fordi hjernen springer fra, eller jeg slet ikke kommer igang, jeg ved jeg skal igang, men intet sker, jeg påbegynder en opvask, og så kommer jeg på noget andet, ude i badeværelset, eller jeg bliver forstyrret af noget.

Det er meget upraktisk omkring hjemmet, og omkring at få kontaktet folk om ting, vigtige mobilopringninger, mails. Med ADHD er det altid de helt grundlæggende små daglige opgaver, der ikke bliver løst. Og jeg må nok erkende at jeg har brug for mere hands on hjælp i hjemmet, gode råd og skemaer gør det ikke.


Når opvasken er et af livets stor udfordringer...


Min flytning for et og et halvt år siden gav mig stress, bla. fordi jeg forsøgte at være en "god og dygtig pige", og prøve at få hjemmet til at fungere som mit primære mål. Men det var åbenbart en for stor, og for mig unaturlig opgave, der dag for dag tappede mig mentalt, og fasthold mig i stress.
Og det betyder der skal andre metoder til og anden hjælp. Så ved man det -Men kan jeg få den hjælp?. Og hvor meget skal der skæres ind til benet, med hensyn til type hjem og "indhold"?.

Tja, jeg formoder der ikke var påbegyndt medicinering i forhold til ADHD uden grund, og jeg har jo symptomerne, men det er godt nok lige lovligt meget oveni en Aspergers diagnose, det er til at blive helt rundtosset af.

På en måde er det også lidt som om ADHDen er med til at fucke Aspergeren ekstra op. Indlæringsvanskeligheder, forvirring.

Men på den anden side har jeg jo levet med en udiagnosticeret Aspergers og ADHD problematik hele livet, det er ikke noget nyt, det kan forværres når jeg stresser, og bliver sat i situationer jeg ikke kan magte, men der er viden om hvordan man får det bedste ud af det, og det vil jeg. Der er ting jeg ikke kan og direkte bør undgå, desværre er noget af det helt dagligdags ting, men der er også ting jeg kan, og jeg vil have mere af det, have lov til at bruge tiden på det gode og givende, givende for mig og for andre.
Hvis en opvask er en uoverkommelig skræmmende bjergbestigning, og det at skabe og tænke er som en frisk daglig inspirerende gåtur, så tror jeg at jeg for en gang skyld skal satse mere på det behagelige, og istedet for skyldfølelse, depression og afmagt, at få overskud, sindsro og glæde.




torsdag den 1. oktober 2015

Stigma og selvstigmatisering

Stigma er de negative etiketter man sætte på enkelt mennesker eller befolkningsgrupper.
"De andre", dem vi læser/taler om, men der sjældent selv kommer til orde og hvis de gør dømmes det på om de nu er den perfekte udgave, om det er selvforskyldt, om de virker for velfungerende, eller fungere for dårligt, og om de nu er helt rigtige til at tale deres sag.
Er man syg nok, fattig nok osv. Og i disse tider bliver de fleste der udtaler sig offentligt vejede for lette. Men den medie virkelighed, sørger også for at der ikke kommer andre ansigter og personlige historier på, for hvem ønsker at udstilles og dømmes på den måde, hvis det da ikke er i forbindelse med reality, hvor der åbenbart altid er nogen der er friske på at blive udstillet og dømt.

Man opfatter let stigmaet som en konsensus der ligger et sted derude, den demokratiske fordømmelse af enkelt individder eller befolkningsgrupper. Og dem der uddeler stigma kan være helt tæt på, man oplever pludseligt at en bekendt, kollega eller en nabo har forudfattede meninger om hvad man er for en. Og på en måde så de virkeligt ikke kan/vil acceptere en, de vil ikke se en som et medmenneske med en historie, bare som en diagnose og et "tilfælde".

Nogen bliver også irriterede når man ikke passer ind i det de ser som skabelonen, for så snyder man nok.

Fordomme i dag er nærmest blevet til at man skal fremstå som meget forhutlet 24/7 for at blive taget alvorligt....men er man forhutlet på den måde, er der alligevel heller ikke megen reel forståelse.
I bedste fald er der hensigts erklæringer om at det ikke burde være sådan "og man burde kunne gøre noget". Og det kan man ikke bruge til ret meget, for hvad er der egentligt sket af forbedringer i forhold til samfundets svageste de sidste mange år?




Det bliver ofte pointeret, men der er jo mange der har det værre, specielt i andre lande, jeg kan så ikke se det gør det bedre, eller aflyser handling i ens eget land, at det kan anvendes som undskyldning for manglende lokal humanitet.

Der er en generel større respekt omkring penge og ejendom, og mennesker vi mener har magt. Vi har bygget et værdisæt på det kolde, på magten, og håbet om selv at få en bid af kagen. Og så ellers håbe på man ikke selv skulle ramme bunden en dag.

Stigma eksistere i Danmark og selvstigmatisering eksistere, de egne negative tanker om at stå udenfor og ikke være god nok. Det spiser der selvværd op der måske engang har været der.

Der er reel samfundsmæssig stigmatisering, og der er selvstigmatisering, hvor man er tynget af det man tror andre tænker om en, og selvstigmatiseringens stemme er bestemt ikke venligere stemt.

Og hvad tør man, når man forudser andres dom over en? Mindre og mindre.

Hvad er det man opdager når man trodser stigmatiseringen? Tja, man opdager at mange godt kan forstå, eller gerne vil, man opdager også at der er stigma. Og hvordan klare men det....men kan sætte sig in i hvad det er skabt af, hvad reflekserne er i at stigmatisere andre, men kan se det sociologisk, på afstand, fremfor personligt rettet.

Hjælper det? Delvis, men man skal godt nok have tjek på sin egen situation og samfundet, hvis man tidligere har haft selvstigmatiseringen som fast følgesvend.

Sådan personligt kan folk have fordomme og stigma i forhold til mangt og meget i mit liv, noget af det vil jeg nok kunne grine godt og grundigt af, og andet ville bygge på rene misforståelser, noget ville ramme mig personligt, andet ville jeg give en skuldertrækning, så den stigma der betyder noget er ikke det at folk stigmatiser/eller har fordomme, det er det der rammer en så man taber pusten. De afsender deres meninger fra der de er, og man modtager der hvor man selv er, der hvor ens skam og skyldfølelse er aller mest sårbar.

Kunne man skabe et samfund med mindre behov for at nogen er "de andre", eller ligger det så dybt psykologisk i os, at nogen skal vær ude, for at man selv kan føle sig sikker og ok? Jeg tror faktisk det er en naturlig menneskelig mekanisme......og den også desværre meget anvendelig politisk.

Kan man kæmpe i mod, jo det bliver man nød til, selv de ting der er opnået, kan mistes igen, hvis man ikke kæmper for sine rettigheder.








Dengang min særinteresse var at finde en kæreste

Jeg har set en del der omhandler særinteresser, særinteresser er jo noget som Autister som jeg har, har jeg læst....Jeg har altid haft en masse dejlige interesser, som jeg ikke fandt sære, men hyggelige, lærerige.

Men i en del år havde jeg nok en særinteresse der var ved at kører mig helt ned. Som 42 årig besluttede jeg mig for jeg burde begynde at date og finde mig en kæreste.

Så jeg lavede mig en profil på et datingsite, for det var lidt den eneste farbare vej, da jeg ikke havde et gå ud netværk. Jeg er jo ikke den der gør ting halvt når jeg først har besluttet mig for noget, så jeg satte mig ind i hvordan man netdatede, fik fine billeder.

Sådan lidt forskræmt sad jeg der ved min computer, og måtte erkende at mennesker er mærkelige og ikke mindst på nettet. Jeg måtte også erkende at en del mænd har en natside på nettet og ikke mindst deres skriftlige kommunikations evner kan være ret begrænsede. Og at jeg som kvinde var et objekt og ikke et menneske. Men som sagt, jeg var i fuld gang og fast besluttet, jeg troede som jeg blev klogere ville tingene nok blive bedre.

Og jeg datede også, faktisk en hel del, hvilket må have været en speciel oplevelse for mændende, jeg var vist ret Autist agtig, jeg sendte ingen NT signaler, eller opfangede NT signaler (Neuro typisk det man, er nå man ikke er Autist;-))..... Men jeg så da brand godt ud og var venlig og smilende om ikke andet.


Jeg synes jeg har datet mange skygger af mænd


Faktisk tog jeg det hele pænt i en del år, jeg var faktisk mindre sur og fornærmet end mange af NT kvinderne, og på nogen måder mere realistisk i mine ønsker....det vil sige at uanset hvor realistisk jeg var, var der vist meget få af mændende der reelt søgte en kæreste...

Men jeg var en af dem der tog det meste jeg fik i indbakken med godt humør, svarede pænt på henvendelser og hellere tog på en date for meget, end en for lidt.

Faktisk lykkedes det mig at finde en kæreste, det var en fælles interesse for middelalder der førte os sammen, og at vi fandt sammen på en meget ukompliceret måde, som om vi faktisk kunne læse hinanden, uden så meget snak. At vi begge følte os trygge.
Nej, det holdt ikke, jeg pendlede mellem København og Odense on/off i et par år sådan ca. I dag er vi venner og vi er stadig interesserede i middelalder.

Efterfølgende vidste jeg at jeg igen ville have en kæreste, det havde bestemt ikke afskrækket mig med det sidste forhold, jeg synes der havde været meget godt. Så jeg kastede mig ud i netdatingen igen.

Mere erfaren, måske også mere risikovillig. Men der var ingen kæreste, faktisk var det lidt af et mareridt, kynisme, ligegyldighed, det begyndte at være selvdestruktivt, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre anderledes, jeg blev ved med at tro der var en nøgle til det at finde kærestepotentiale, at jeg bare skulle gøre ting anderledes, at det nok bare var mig, der var noget jeg bare ikke forstod.

Et problem med Autisme kan være at man er lidt grænseløs og har svært ved at sætte grænser, og når man læser situationer forkert og bare håber på at det måske er sådan det er, så er det forvirrende og  noget neuro typiske kvinder reager anderledes på også fordi de gennem teenage tiden har trænet signalerne og diskuteret dem med veninderne, det har man meget ofte ikke når man har Autisme, der er det hele meget gådefuldt, eller man lægger ikke mærke til noget.

Til sidst var jeg helt knust, jeg følte at jeg åbenbart intet havde at tilbyde, at "mænd" ville have noget andet. At jeg var blevet for gammel osv.

Hvor meget kom det at jeg er "anderledes" i spil? Hvor meget betydning havde det for at jeg ikke kunne finde en kæreste. Med al min forskning på nettet...Ja, jeg er jo blevet ekspert i internetdating sociologi, specielt fordi jeg også opsøgt debatterne og blogsene for info og kommunikation.
Men med al min forskning på nettet, så tror jeg ikke min Autisme var den egentlige grund til at det ikke lykkedes for mig, jeg tror bare at internetdating er et mentalt farligt sted for kvinder der er reelt kæreste søgende, og vil tage chancen. Fordi at mænd og kvinder generelt søger noget forskelligt, eller de tanker de har om hvordan er forskellige. Ikke at jeg er en af dem der putter folk i kasser efter køn, men jeg vil nok sige at på nettet bliver alt meget firkantet, og det fortsætter også ud i virkeligheden, at mænd og kvinder er forskellige med at knytte bånd, at det måske er der der er mest forskellige og mest i mande og kvinde kasser, måske også fordi at med dating er overskriften køn, ikke menneske.

Jeg satsede med en dedikation der var halsbrækkende og kostede al min energi, og som kom til at fodrede en depression i flere år.

Jeg har nu lagt min særinteresse omkring at søge en kæreste helt væk, og jeg forstår nu at dating på nettet ikke længere er vejen. Jeg har slukket det det kapitel for at overleve som menneske og kvinde, genvinde mit selvværd og på at tro jeg er ok, selvom ingen åbenbart ville en som mig.

Men ud af forfejlede forsøg og nederlag har jeg også høstet lærdom og ikke mindst fået lært at gå ud i verden alene og møde nye mennesker. Igennem min kærestesøgning, fik jeg lirket døren op til et nyt liv, et socialt liv, til at kunne gå i byen, kunne slappe af sammen med andre. Jeg fik selvtillid jeg ikke havde haft socialt.....Jeg blev en mere erfaren kvinde, jeg blev også bare et mennesker der går ud af døren og møder nye mennsker, går til koncert, går på bar alene hvis det er det jeg gør og vil. Jeg kom ud af Autist sneglehuset, og blev konfronteret og rodet ud i med et mere levende liv, end tidligere, jeg lærte også at improvisere det ikke forventede og takle det.

Jeg har afsøgt de mentale krinkelkroge, jeg har taget "a walk on the wild side", som Autist ved jeg jo ikke altid hvad der er passende, men "passende" kan også være ret gab.

Jeg tror stadig på at hvad der synes værd at gøre, der skal man satse 100 procent, og leve med at fejle, for intentionen fejlede intet.


mandag den 28. september 2015

Er jeg ok?

"Selvværd er at ikke skulle spørge de andre, om hvad de mener"......Tja, så har jeg vist ikke meget selvværd, for jeg ved at det andre tænker og føler ikke er det samme som mig og jeg har mine egne ideer der ikke altid matcher mine omgivelsers. Og ja, jeg bliver så uendeligt træt når jeg ikke matcher og jeg kommer i tvivl og jeg bruger dage og måneder på at regne det ud, hvad er nu op og ned på den her situation? Tænk at kunne klare livet uden så meget spekulation og tvivl, det må være herligt og så meget nemmere.

Jeg er ikke usikker, fordi jeg er et usikkert menneske, jeg er usikker fordi jeg af og til bliver gjort opmærksom på at jeg er lidt til en side, eller får en anelse om jeg er det, udfra andres udmeldinger. Men jeg er ikke en ø, med 30 sømil hele vejen rundt og Hajer til at holde andre ude. Og jeg ønsker heller ikke at holde andre ude, men af og til lidt på afstand, fordi det hele er lidt for meget, og jeg kun kan håb jeg opdager det i tide så jeg kan reagere på en ok måde, der ikke sætter mig i dårligt lys.

Er jeg så holdt oppe af selvtillid, et stillads af tidligere præstationer og evner til at klare verden? Og jeg faktisk ikke aner hvad reelt ægte selvværd er for en størrelse?

Jeg ved at når jeg rammer bunden så har jeg en overlevelseskerne, en kerne der vil leve og der er parat til at kæmpe og trække læsset. Men jeg ser mere overlevelseskernen som næsten dyrisk, at det er en mere grundlæggende egenskab der ligger længere tilbage biologisk/udviklings mæssigt, end det menneskelige selvværd.
Den siger: "Skidt pyt med selvværd og selvtillid, og andres meninger eller mine egne, jeg gør det her fordi det er det jeg gør!"....Hm, eller det siger den ikke for det kan den ikke reflektere over, den gør det bare, bom.

Jeg siger altid der er to valg, at man kan leve eller dø.....det sidste gør man så uanset før eller siden. Jeg prøver at få et liv før døden og ikke give op før tid. Er det det kloge valg, er det umagen værd? Måske ikke, men overlevelseskernen sidder et sted og styrer mig, selv i depressionen og afmagt.

Autisme/Asberger's er jo ikke en lidelse i sig selv, lidelsen kan ligger i afvisningen, at leve i omgivelser der ikke rummer/giver plads. Lidelsen kan ligge i det ramponerede selvværd, der måske også har ført til depression. Man kan trække sig fra samfundet med de følger det nu har, man kan prøve at stå i mod og kæmpe med de følger det kan have.
Man kan drømme om en indre balance, at man en dag finder en plads, eller helst flere, hvor man kan bygge en fremtid.




Hvorfor flere sociale platforme i livet? Af den simple grund at jeg selv har oplevet at platforme forsvandt for at efterlade mig i et tomrum og nedtur, der ikke tog måneder, men år. Men det kan jo være svært at overse, når man faktisk kan have ret så svært, med bare at håndtere bare få sociale relationer, der indbefatter flere mennesker af gangen.
Rådet må være at man ikke er lige engageret i det hele, men nok til at man har en tilknytning, der er let at arbejder videre på, at man ikke skal begynde helt forfra. Steder der har kunne fungere til netværk, empowerment, kan forsvinde af mange grunde, eller de kan udvikle sig på en måde man bliver ked af, at det der var trygt ikke er det længere.
Lige nu står jeg selv og mangler noget....men jeg må gribe hvad jeg lige møder, men lige nu er der et tomrum. Jeg er lidt for meget alene med mig selv.

Men jeg går til NADA akupunktur, jeg skriver dagligt, jeg tegner, jeg møder mennesker. Jeg prøver at erobre selvværd, gennem hvad min selvtillid tror på jeg faktisk kan. Måske jeg aldrig får det fulde selvværd, men jeg tror at det at skabe og mødet med andre trods alt kan give mig en identitet som et menneske der lever et liv, ikke bare overlever. Og det levede liv vil jeg tilpasse at have en Aspergers/Autisme, at skære ned på at bruge energi på det jeg ikke kan/der er for svært og energislugende, til at satse på det jeg kan der er energi skabende, jeg vil ikke længere tænke på og spørge andre om det nu er rimeligt.











søndag den 27. september 2015

Endnu en Aspie på internettet

For et par dage siden havde en ven fundet en Bille på sit computertastatur og spurgte nu ud på Facebook, hvad det mon var for en bille, jeg kastede et hurtigt blik på kræet, og gik straks igang med at google, først det indendørs kriblekrable, men intet lignede, og så tænkte jeg at jeg måtte søge udendørs Danske biller og på formen af kroppen, jeg kom på "skjoldformet" var ordet, og vupti havde jeg fundet den: Rødbenet Bredtæge.

Og sådan er det, ting må undersøges når jeg synes jeg mangler info, eller der er en gåde, eller noget virker forkert. Google er min ven, og jeg kan som regel finde det de andre ikke kan finde, og rimeligt hurtigt, ellers så har jeg det tålmodighed der skal til.

Hvad var jeg dog før internettet?

For mig er internettet et tveægget sværd, det er godt og det er skidt, og jeg har svært ved at gennemskue om det er mest godt eller skidt, jeg tror det svinger.

På den gode side har jeg mødt nye mennesker gennem nettet, det vil sige også mødt dem live...irl som det hedder. Jeg har fået venner og en kæreste, der nu er ex, men ven. Og jeg har fundet frem til steder at opsøge, hvor jeg også har mødt mennesker jeg fik en relation til.

Jeg har også lært at gennemskue social adfærd, af internet debatter og hygge på nettet, hygge kan så indbefatte trolling den andre og jeg selv kan byde på. Trolling er så mange ting, og det at trolle en debattråd kan gøres mere eller mindre elegant. Trolling betyder at føre bort fra emnet, og har ikke noget med Trolle at gøre, men at kast et net ud og trække debatten væk fra der hvor den startede. At lægge en reel sviner er bare en metode, nogen gange ret effektiv især hvis de andre ikke er erfarne, men ikke værdig for den mere sofistikerede troller.....The art of finer Trolling.

Man kan også være en lille hyggelig troller..hooost!.

Og så kan man lure på de andre på nettet, hvad er der egentlig der foregår, hvordan vil de andre ses, og lykkes det for den, eller er der sprækker der fortæller noget andet? Folks passive agressive tiltag, når de danner alliancer, når folk viser venlighed, sådan på afstand har jeg luret på det på nettet, uden forvirrende indtryk, det gør det nemmer at se og tolke når man møder det live synes jeg.

Men udover det sociale og sociologiske, så der der mange billeder og meget tekst, der er også meget hø og det kræver jo kildekritik og ret meget viden fra andet steds, jeg er glad for at jeg ikke startede som barn på nettet, men med bøger, for jeg synes at min gamle solide viden er med til at oute, ting jeg ser på nettet der ikke er korrekt og yderst fejlbehæftet. Jeg ser så at ellers intelligente mennesker hopper på noget af det, men de må mangle det bullshit filter andre har.




Internet afhængig? Ja da, sikkert, noget skal Autist sindet jo beskæftige sig med. Til gengæld har jeg ikke mobil kriblen og hvis jeg ikke venter opkald eller sms kigger jeg ikke selvom den giver lyd, det er kun den bærbare der trækker. Det er også overvejende der jeg har min kommunikation med andre.

Måske internettet for mig bare er som livet, blandet og med resultater alt efter hvor man selv er i livet.

Jeg må så sige at med det politiske klima og når man er aktiv på Facebook, så fornemmer man en ny reealitet, at verden er flyttet ind på nettet, at det er blevet polittisk i en større og større grad, det rammer lige ind i mainstream også på en måde ikke alle kan magte, hverken i forhold til hvad der selv poster, eller det man skal forholde sig til. Jeg ved ikke hvad det kommer til at betyde, men det udfordrer os, også at "vennerne" pludseligt opdager hvilke holdninger man har og folk begynder at debatere og have noget i klemme, og ikke bare på politikernes profiler, men her og der eksploder følelserne.

Jeg der har vært på nettet, på den mere avencerede måde er det måske mere til at forholde sig til, men jeg kan se andre der ikke ser så øvede, i internetøretæver og netdebatkultur kan få åndenød.

Nogen siger det er godt vi ved rigtigt meget om hinanden, og jeg må da sige at som amatør sociolog og wannabee menneskekender  er det guf både med kød og vitaminer i til hjernen.

Ja, der er et liv der ude i virkeligheden, men nettet er også virkeligt, på det punkt er jeg som de små unge, men det er bare en anden slags virkelighed, der er hvad den er, nettet er noget ekstra, og jeg kan bruge det på mange måder og det kan lære mig noget om det der sker i virkeligheden og virkeligheden kan lære mig noget om nettet.

Og ja, man kan også lave grafik og billedbehandling på sin puter som man kan uploade til hele verden og man kan finde skønne billeder selv, herligt!....Jo, det kan godt være at der er en verden der ude ikke helt er min Østers altid, men den bærbare er, selvom det heller ikke er helt entydigt, men entydigt er også kedeligt når man er mig.


lørdag den 26. september 2015

Den sendiagnosticerede Autismes udfordringer, når en diagnose ikke er nok

Jeg har skrevet om det tidligere, at jeg for nogen måneder siden efter en henvisning til distriktpsykiatrien, fik diagnosen Asperger/Autisme spektrum forstyrrelse stukket ud efter 10 min. Ja, jeg ved godt han havde læst mine papirer grundigt inden jeg kom, men jeg ankom ikke i den tro at samtalen ville ende der, sidst jeg så distriktpsykiatrien var jeg diagnosticeret bipolar, nogen år før var jeg borderline plus depression.

Jeg havde opsøgt psykiatrien her i sommer, fordi mit liv ikke fungerede, jeg havde en kronisk depression lignende tilstand på 6 år, og jeg var begyndt at ændre adfærd det sidste år, på en måde jeg ikke forstod og genkendte. Derfor sad jeg nu på det gamle Øresundshospital overfor psykiateren.

Jeg var chokeret....jo, jeg havde læst/undersøgt noget om Aspergers på nettet, for jeg havde hele tiden haft en fornemmelse af at der var noget andet i vejen, end de diagnoser jeg havde fået. Noget passede ikke, men at jeg havde Autisme var jeg ikke sikker på, selvom jeg havde mange af tendenserne og endnu flere af dem som barn og yngre.

Men mange års terapi og eget arbejde på at socialiserer havde ændret mig, jeg kunne nu ting jeg ikke kunne før. Men desværre havde det sammenbrud jeg havde fået mig, det sidste et og et halvt år taget nogen af de evner fra mig igen.

Samtalen hos psykiateren var kort, lidt udspørgning af mig og afleveringen af en diagnose, slammo! --og jeg fik at vide at jeg ikke hørte til i psykiatrien, da jeg ikke skulle have medicin. Det er den standart replik mange sendiagnosticerede voksne får lige for øjeblikket, jeg er absolut ikke den eneste. Jeg ser det i de Facebook Asperger/Autisme grupper jeg er i, og høre det igennem mit netværk, det er den samme næsten enslydende historie der fortælles.

Psykiatrien har åbenbart fået øje på gruppen af de udiagnostiserede voksne Autister, og det betyder at der hvor de tidligere ville have sat en anden diagnose på dem/nogen af dem, så er det nu ud af vagten hvis dobbeltdiagnosen ikke tipper så meget mod en psykisk sygdom at de må beholde vedkommende som tilknyttet. Jeg vil så tilføje, at psykiatrien i dag kun har de aller tungeste patienter, alle i den blødere ende er blevet sent ud til de i forvejen overbebyrdede psykiatere.

Mange af de sendiagnosticerede vokse Autister, bliver derfor sendt ud af døren, uden info om hvad de så skal gøre og hvor de kan henvende sig. Og hvordan skal de få forståelse for hvordan en Autisme har påvirket den, hvordan kan de modvirke de evt. problemer de har i hverdagen? Alt i alt hvad nu, og hvor skal man gå hen nu? For diagnosen i sig selv var jo ikke løsningen.

Nej, Autisme kan ikke helbredes og er ikke en psykisk sygdom, men en forståelse af hvor ens egne personlige udfordringer ligger er væsentlige for afviklingen af ens hverdag, og om man kan anvende sit potentiale på det gode, det man faktisk kan, fremfor at snuble i problemerne igen og igen.

Sendiagnosticeret dækker over alle dem der ikke er blevet diagnosticerede som børn, men som unge og rigtigt mange af os er over 40, det vil sige vi har levet med en Autisme med hvad det betyder i næsten et menneskeliv, og uanset hvor velfungerende man er, så har der været uforståelige sammenhænge, det kan ikke være anderledes. Sammenhænge der har formet vores liv og selvforståelse, og ikke altid på en positiv måde. Og faktisk er der mulighed for at leve et godt liv, men det kræve man har indsigt i hvad det er der foregår når man har et anderledes styresystem end den neuro typiske.





Jo, der er kurser til den slags, men de koster penge, og kan det bevilliges af kommunen? Er det urimeligt at forlange, og er jeg i målgruppen? Det andet er at "vi" er svære at regne ud når vi tropper op på kommunen og sidder overfor en sagsbehandler der ikke har viden om Autisme, vi fremstår jo "pæne og normale", og har vi ikke ordene i vores magt, og god konkret indsigt i hvad der er problemerne, og har fralagt os stoltheden ude i venteværelset, så fremstår vi ikke ikke altid som nogen, der skal have støtte, hvis vi ikke selv er yderst konkrete.

Nogen sendiagnosticerede har det så dårligt psykisk de gerne ville have noget terapi, nogen der lyttede uden at dømme, og pga. år med depressioner, angst....ja for alle de psykosociale følger en uopdaget Autisme kan have af psykiske problemer, selvbebrejdelser og nederlag.

Psykoedukation kunne også være en mulighed. Psykoedukation er en behandlingsform, som især benyttes i psykiatrien. Gennem behandlingsformen få man viden om diagnosen, samt undervisning i kommunikationstræning og problemløsning. så man bliver bedre til at forstå dig selv, og finde praktiske løsninger der fungere bedre og i sociale situationer man har haft problemer med tidligere. 
I psykoedukation kan man også ofte indrage familien. Noget i den stil kunne godt tilpasses til Autism spektrum diagnosen.


Nu er gruppen af sendiagnosticerede jo ikke ens, nogen får en diagnose fordi deres barn er blevet diagnosticeret og ellers har et liv der fungere nogenlunde ok. Andre bliver diagnosticerede hvor deres liv absolut ikke fungerer. Nogen har dobbelt diagnoser, andre ikke. 
På den måde er det kun de meget ressource stærke, der hurtig finder hjælp, metoder og viden. Dem med netværk, økonomi, evnen til kommunikation og dem at selv kan finde viden. Som det køre nu, kan det være man spare et sted, men med dem der virkelig trænger til hjælp og støtte, kan det ende med at andre kasser kommer til at betale. Så hvorfor ikke hjælpe i tide, og ikke når situation for den enkelte er gået helt i hårdknude og egne ressourcer opbrugt. 
Jeg ved at alt er skåret ind til benet i Danmark omkring den "psykiske velfærd", jeg er realistisk, men uanset, er det jeg og mange andre oplever lige nu i psykiatrien under al kritik. 

Nogen har været i psykiatrien for en anden lidelse, eller ret og slet fejdiagnosticerede med en psykisk sygdom. Nogen er førtidspensionister, andre i arbejde. 
Så gruppen har ikke nødvendigvis de samme behov, men hvad der er brug for, er at der en en grundlæggende samtale/rådgivning, hvor den nydiagnosticerede kan høre om hvor de står og hvordan de går videre alt efter behov. Og hvordan de bliver visiteret til det hvis der er behov.

Som det er nu må man kontakte sin sagsbehandler på komunen og håbe de ved noget og så ellers søge info om muligheder på nettet og om hvad det nu er Asperger/Autisme spektrum forstyrrelse er for noget og evt. opsøge grupper på Facebook.




torsdag den 24. september 2015

Er en Diagnose vejen til inklusion eller eksklusion?

Der foregår noget meget selvmodsigende i det Danske samfund, flere og flere bliver diagnosticerede for ting, hvor behandlingen er sparet væk, eller slet ikke er der. Jo, der variationer fra kommune til kommune og nogen får god hjælp og støtte, men andre steder er der meget lidt at få.
En privat ekstra sygeforsikring er nok det det ender med, også i Danmark, for tør man andet?....Det er jo for sent til mig desværre, jeg hænger på det offentlige system, og med en førtidspension er der ikke råd til terapi eller psykiater, det handler om at sikre sig inden skaden er sket, og det vil jo blive de stærkeste borgere der vælger den løsning. Og var den gamle sygesikring, i en forbedret/revideret form ikke stadig den bedste og mest socialt retfærdige løsning?


Skal vi resignere og sige at det Danske samfund aldrig får midlerne til at bare delvis afhjælpe diagnoser som psykisk sygdome/psykiske handicap der kræver pleje/støtte/rådgivning, at den tid er slut, og i så fald hvad gør vi så som borgere?
Skal platformene for den bløder hjælp rådgivning/støtte lægges ud til foreninger, frivilligtarbejde, at dem der er kommet videre rådgiver "de nye"?
Det er jo rimeligt naturligt hvis man har alvorlige problemer og følgeproblemer af fx. stress, psykiske sygdom, Autisme, hjerneskade, ADHD, at man synes det vill være rart hvis der var noget behandling/støtte der kunne gøre det lidt nemmere at håndtere, er det uhåndteret vil det ofte kun gå i den forkerte retning og ophobe nye psykiske problemer. Men det er måske lige meget? 

Er meget af diagnosticeringen at alebi, en forklaring der skal få os til at finde det ok at nogen bliver valg fra, i skolen og arbejdsmarkedet, og for at de diagnosticerede selv skal komme i tvivl om deres ret til inklusion? Hvem der det der sætte barren for hvad der er normalt og hvor meget der skal præsteres, og hvem har fordelen af det der foregår lige nu? Jeg ville mene der tænkes meget kortsigtet, og vi samler kommende samfundsproblemer til bunke. For der har været en smittende utryghed, også en der gør at man sparker nedad, resultater er ved at vise sig.
Det er dem og os andre, og uden der er findes platforme for at opløse "dem og os andre", så vi kan blive et fælleskab igen. 





Samfundet står midt i at skulle beslutte sig, ikke bare politikere og ehvervsfolk, men også "os andre", tror vi vi kan redde os selv og vores samfund ved at ekskludere dem der ikke er 110 procent, eller tør vi tro på der er andre måder at gøre det på, måder det kunne være realistiske økonomisk, men ikke bare var på grund af det økonomoiske men også byggede på humanisme, på det enkelte menneskes værdi, ikke bare som noget der kan sættes en pris seddel på og en diagnose og så bokses rundt med efter hvad der er på mode på Christiansborg.

Jeg fornemmer en vis kynisme og måske et stille håb om at nogen bare bukker under helt stille, så de ikke vil være en byrde for samfundet mange år frem. 
Selvmords hjælpelinierne er optaget non stop, og alle de andre hjælpelinier....fordi vi er blevet svage, hjæpeløse og forkælede borgere?


Det hele sker jo i et sociologisk eksperiment, hvor man kræver mere og mere på arbejdsmarkedet af den enkle, og nogen er slet ikke gode nok til overhovedet få lov til at være med, andre bliver hægtet af og det sidste sker jo fra top til bund. Efterhånden burde vi vide hvorfor, også hvordan det undgås, men ingen vil en løsning og håber der er nye medarbejdere for de gamle der forsvandt.

Og det at blive inkluderet igen, kræver specielle personlige egenskaber eller råd til en bedre rådgivning/behandling/støtte. For diagnosekassen, har desværre en meget høj kant der kan være svær at komme op over, det handler ikke nødvendigvis om man kan blive rask, men om man kan føle sig som en ligeværdig del af samfundet.




Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme og ADHD i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med Autisme og/eller ADHD, uden der er så meget hjælp at hente hvis men er en af dem der er ved at falde ud over kanten. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog.

Blog-arkiv