Er det umuligt at genvinde sin værdighed?.

Det nærmer sig jul, det vil sige det er noget jeg må tænke på allerede nu. Jeg tænker også på hvor mange jule jeg har tilbragt i kaos i mit hjem, Hvorfor har det ikke været muligt at stable noget hjælp/støtte på benene og ændre situationen?

Det er bare gået fra slemt til værre, og hvordan udholder man det mentalt, uden at blive totalt drænet. At skulle stop til det, at leve i det, som en allesteds nærværende reminder om hvad jeg ikke magter. 

Jeg kan ikke længere adskille mig fra mit hjem, jeg er blevet fusioneret med rodet og svineriet, jeg er det og det er mig. 

Skyld, skam, magtesløshed. Hvordan kan jeg sige fra, nu er det nok, jeg kan ikke mere?

Når både kommunen, distrikt psykiatrien, hjemmevejledere er sat på, og ingen forandring, eller håb. 

Jeg føler mig deprimeret, men hvem ville ikke det i den situation, min reaktion passer til situationen. Godt nok mangler jeg nok nogen forbindelser i hjernen i forvejen, og jeg er på antidepressiver, det er bare et ekstra lag af tyngde på mine skuldre. 

Hvor vejen ud af det her, kan man synke så langt ned, at man bare kan drukne langsomt, dag for dag? 

Det kræver meget styrke at nå til næste dag, jeg betaler prisen, men jeg er ingen forbryder, alligevel er det som en straf, der ikke engang er et udløbsdato på. 

Hvor skal lægge min vrede og min undren, der er ingen der ser, ingen der hører, er det her ok, er det menneskeværdigt? Er det mig der tager fejl, er det her rimeligt, og forventligt i Danmark 2024?