"Du skal huske at passe på dig selv". Men hvordan gør man det, når det meste er for meget?
Hvilket må betyde at det liv jeg lever er helt forkert i forhold til hvad jeg reelt magter. Der er jo ting der bare skal gøres, der er ting der sker, jeg kan jo ikke leve i en støjisoleret boble, og have nogen til alt det praktiske. Hvor skal der skaffes energi, og hvordan kan der skabes ro?
Det er svært at gennemskue hvad det er der tager mest overskud når man er i det, jeg prøver at komme gennem dagen, ugen, året. Hvad er det lige præcis der skulle til for at mindske stressen?
Hvis jeg ignorere det der skal gøres, bliver endnu mindre gjort, selvom 90% af mine tanker handler om hvad jeg skal/bør gøre, ender i at jeg intet gør, er jeg heldig panikker jeg nok til at gøre noget, bare et eller andet i hjemme.
Men det skal klares kan med de 10% arbejdsduelighed, jeg er altid bagud. Jeg kan tage mig sammen, i en uge, to uger, tre, men så plejer det at ramle for mig. Og så sker der intet i lang tid efter.
Det er jo en slags helt særlig fodlænke der forhindre en i at gå ud i verden, og opleve noget andet, end de daglige nederlag og udbrændthed. Men jeg er jo et voksent menneske og ikke et barn. Måske jeg er et barn når det kommer til det, og ikke engang et ret praktisk anlagt barn, og efter års overbelastning mindre praktisk end jeg var da jeg var et barn.
Ofte tænker mange at de sendiagnosticerede må være mere selvhjulpne, højtfungerende da de jo har klaret sig til at blive voksne og måske ende midaldrende inden de fik en Autisme og eller ADHD diagnose. Og ja det er nogen, men andre er bare helt brændt sammen, eller har haft andre diagnoser på sig tidligere, og de manglende evner til at magte livet har været tilskrevet Depression, Borderline, Angst osv. osv. Nu er der så kommet en ny fin etikette til nogen: Autisme, ADHD. Som nærmest sikre en ingen støtte som sendiagnosticeret.
Udredninger kan foregå på mange måder, og mange beskæftiger sig ikke med om man kan klare sig på ejen hånd, bare om man lever optil kriterierne for diagnosen. Kriterierne omhandler ikke ens praktiske hverdag. Hvilket vel også er et tillæg og ikke kernen i diagnosen. På den anden side er det ikke uvæsentligt for hvilket liv man lever med Autisme og ADHD. Men man kommer udover om der er brug for støtte når det ikke er en del af fokus.
"Let" Autisme er afsindig varieret i sig selv som det spektrum det er. Men også livsvilkårene former opfattelsen af alvorligheden, eller de mange muligheder der også kan være for mennesker på Autisme spektret. Ofte der det det der omgiver en der gør om man har det fint og et godt liv med at have Autisme. Samfundet og omverdenen spejler en, man får feed back. Og det vil efter tid forme ens billede af hvad det betyder at have Autisme og/eller ADHD.
Hvor meget stigma skal man slæbe på. Eller kan man få lov til at være sig selv. Om det på spektret ses som en mulighed under de rigtige omstændigheder for den enkelte, eller om at man bare var uheldig i hjerne lotteriet, og bliver lagt på fjernlager af samfundet.
Vi bliver ofte set meget overfladisk, hvis man virker rimeligt normal, er man (rimeligt) velfungerende. Men overfladen er jo bare toppen af isbjerget i nogen tilfælde. Men det er nemmere og billigere ikke at undersøge det nærmere, og ikke opdage nogen støttebehov.
Ved vi selv hvordan vi fungere og ikke fungere? Eller er vi blevet så forvirrede af omverdenen at vi bare prøver, og tror at sådan må det være, svært.
Og når man siger det er svært er det som om ingen høre det. Og når man vænner sig til at det man tænker og siger ikke har vægt, kan man så selv holde fast i at det har det, det er sådan det er for mig og det er sandt, det er ægte, uanset hvad andre siger?
Det er meget sjældent jeg høre nogen sige "det kan jeg godt forstå". Mine manglende evner er andres skuffelse og mit nederlag. Intet under mennesker gemmer sig bag masker af falsk funktion, for at magte omverdenen af mere velfungerende mennesker. Jeg har klaret mig på humor og charme det meste af livet, men det er som om den er ved at mindskes.
Nu hvor jeg står ved, er jeg et mindre charmerende menneske. De fleste behøver ikke at være charmerende, men det er en god ting når man ikke slår til.
Så nu er jeg en mindre charmerende moden kvinde, der er utilfreds, herligt! På en måde betyder det at jeg er stærkere, at jeg har forstået ting, at jeg er modnet. Men der er ingen høst af mit store arbejde for at nå dertil. Bare mere erkendelse der føles for sent i livet.
Erkendelse tager kræfter, man går igennem et sært spejlkabinet af fortid og nutid. I dag synes samfundet ikke det er godt at se på fortiden, vi skal være i nuet, tænke i fremtiden. Eller være mindfull. Jeg er ikke enig, jeg bliver nød til at være konkret for at holde fast i mine tanker, så jeg ikke bliver revet omkuld af andres. Og det at være konkret kan kræve øvelse og at man har undersøgt ting grundigt. Det kræver et godt fundament at stå alene.
Jeg ville hellere tænke på noget andet end mit eget liv, for jeg tager ikke skade af at tænke, min hjerne elsker at tænke, men på helt andre ting. Men det bliver svære og svære med tiden at gøre det. Der er for mange truende realiteter/trivialiteter i dagligdagen. Der er for meget støj, både rigtig hørbar støj, visuel støj, mental støj. Jeg ville gerne skrue ned for støjen. Men det at kunne det kræver resurcer af forskellig art, selvom nogen siger at meditation og anden kost kunne fikse det. Den perfekte omkostningsløse løsning for samfundet, for næsten alle mentale dårligdomme.
Hvor meget af omverdenen skal sorteres og vælges fra for at jeg har det bedre? For folk prøver at fortælle mig at ADHD og Autisme 1 ikke er et problem i sig selv, eller er det ADHD og Autisme VS det normative der er problemet, men de skal der helst ikke tales om. Det er som om det er en mind game, du er forkert når vi siger det, du er næsten rigtig når vi siger det, jeg er defineret udefra af mennesker der reelt intet ved om min hverdag. Mine udfordringer gøres til en elastik der kan strækkes efter andres holdninger. Men jeg er ikke længere et barn, der kan styres og manipuleres af voksne.
Men det var nemmere at være en barne voksen, end en voksen voksen som i dag.
Jeg levede næsten et halvt år med at sove 12-17 timer i døgnet, sove dagene væk og ikke komme ud, det var faktisk bare et halvt år siden det sluttede, og jeg måtte igang med at bevæge mig igen. Jeg havde opbygget så meget stress af lejligheden, besværlige mennesker, uløselige ting, at hvis jeg ikke fandt ro, ville jeg forsvinde i det. Det er ikke en sund metode, men det var den jeg havde.
Og så prøvede jeg at få gang i kroppen og det lykkedes, spise bedre, gøre noget i hjemmet. Det er faktisk mange opgaver, når man er mig, men det kræver meget mere, meget, meget mere at komme op af den sump jeg har været i.
Jeg synes det er et liv på kanten, det er svært at se en fremtid. Det er svært at være optimistisk og lægge planer, for der er meget lidt sikkerhed for hvad jeg kan magte for jeg ved det koster at gøre en ekstra indsats. Jeg kan satse det hele, tabe eller vinde. Men jeg kan ikke mere af det samme som jeg har gennemlevet gennem de sidste 10 år, så meget ved jeg.
