Min start på Elvanse del 2. Ketchup effekten.

Et par uger hen i Elvanse, og opsat på at få mere gjort i hjemmet, havde jeg spurgt en ven om han kunne hjælpe mig med at sætte en væg reol op i køkkenet. Det kræver en boremaskine der kan klare beton, og jeg var usikker på at jeg magtede at håndtere den alene. Omkring boremaskinen var jeg så heldig at tilfældig støde på en i huset jeg vidste havde en sådan boremaskine og var villig til at låne ud. Så langt så godt. 

Min ven der også havde hjulpet med at hive lagereoler op ugen forinden dukkede op, og jeg gav mig i kast med at måle op til skruerne i væggen. Det viste sig at blive noget af en opgave, og jeg havde opfundet en egen løsning på hvordan, hved hjælp af en tommestok, der helt upraktisk var hvid og rød, og det var svært at se tallene på det røde. Jeg tror jeg var ret rædsom.

Men hylden kom op, helt lige.

Og så var det jeg fik beskeden at det var tid til jeg skulle komme på sommerferie ved Vesterhavet. Og jeg der var så godt i gang hjemme, jeg overvejede om det ville være bedre at droppe ferien og blive hjemme, mens de magiske Elevanser virkede. Jeg udsatte ferien nogen dage, fik min rejsetrolly op af kældenen, købt en Flixbus billet. Med et par dages udsættelse synes jeg der var mere overblik. Min hjerne rumlede med transporten til bussen, enten skulle jeg med metro og tog til holdepladsen, og jeg fare vild på Nørreport station når jeg skal skifte. Jeg kunne gå, men stoppe stedet er flyttet til Dybbølsbro station så det er lidt rigelig vej at gå. Jeg tog en Taxi og måtte leve med det. Det er mere dyrt end busbilletten. 

Jeg foretrækker at køre lange ture i bus, fremfor tog, jeg synes der er meget støj og uro i tog, hvor busen er mere støjdæmpet og kender man de gode sæder er det for det meste helt fint også uden ørepropper. Jeg var så heldig at sidde ved siden af en lille pige der var på sin første tur alene med bussen, og hun var den mest dannede side passager man kunne tænke sig. 
Og jeg blev afhentet i bil fra holdepladsen i Holstebro. Og så kørte vi til Fjand. Jeg har været der mange gange før med i bil. Men jeg var meget tilfreds med busturen. 

Tilbage til Elevanse, nu var jeg på dem men under helt andre omstændigheder end hjemme. Ingen rod, overskuelige arbejdsopgaver og det kunne fornemmes. Nogen af de ildninger og rush i kroppen var der ikke. Og jeg tænkte at pillernes virkning virkeligt også handler om omstændighederne, ikke bare det fysiske/kemiske. Den samme person, den samme dosis et andet resultat. Jeg snakkede om mine planer, at jeg kunne male vinduerne indvendigt hvor pænt det ville blive, og hvad der skulle gøres omkring at flytte nogen skabe.

Efter en uge var det hjemad i Volvoen. Dagen efter gik jeg igang med hjemmet. Det var ikke nemt jeg bliver altid meget træt af ferie. Næste dag fortsatte jeg, men tredie dagen var jeg helt færdig. Og så gik der 14 dage uden rigtigt at kunne noget. Der dukkede også tanker op, at "mit svalegangs problem med naboer aldrig ville blive løst". Og det simpelthen tager for meget energi i hverdagen. Men endnu værre kom jeg på at lejligheden er så dyr at hvis den stiger vil boligsikringen ikke kunne dække det, der vil ikke være en buffer, og den dag jeg kommer på folkepension og får mindre end en førtidspension er det helt urealistisk. Nu arbejdede jeg på fremtiden, hvor ville jeg lægge mit arbejde, på at prøve at få mit hjem i orden, eller at finde et andet sted der var mere fremtid i? 

Ferier har det med at sætte ting i perspektiv, og ja det kan være farligt. Vesterhavet er ikke lige mig undtagen som ferie, men jeg tænkte på Bornholm, på Svaneke jeg har besøgt mange gange. Jeg tænkte på hvad lyset og naturen gør for mig på Bornholm. Man kunne sige at det jo er noget andet når det er ferie og sommer, men jeg har været der hvor jeg var flygtning fra mit hjem og med angst, og alligevel kunne jeg fornemme magien. Helligstedet Sortemuld ligger lidt udenfor Svaneke, valgt for tusinde år siden som det perfekte sted, lyset, den geografiske placering, og det at der har stået mose rundt om højningen, så det har dannet en hellig ø. 

Jeg har hjulpet til ved udgravningerne på Sortemuld i to omgange, og det var nogen af de lykkeligste dage. Og jeg har travet rundt i området på kryds og tværs for at fornemme det gamle landskab som har været der dengang. Der er jo også aktive amatør arkæologer på Bornholm, og der er ufattelig meget i jorden. Og Arkæologi er en af mine passioner lige fra tidlig barndom. 

Med udgravninger et eller andet sted på Bornholm kunne jeg jo deltage hvert år. Der er også et Middelaldercenter og jeg har været med i Middelalder reenactment og jeg har gravet i dragthistorie fra perioden i mange år.

Og så må jeg indrømme at de små Bornholmske vætter/underjordiske har nappet mig i anklerne, men på en god måde. 

Der er nu gået tre uger fra jeg kom hjem fra Vesterhavet og jeg har ikke rigtigt haft godt fat i oprydningen siden. Jeg har været til møde på Distrikt Psykiatrien (Som jeg reelt ikke hører under, men de tilser mig da ingen andre gør det). Denne gang med fokus på bolig og medicin. Måske dosen på Elevance på 30 er for høj, og jeg skal ned på 20. Jeg har fortsat på 30 og nu virker den mere som ved Vesterhavet. 

Og nu må der ses på hvad jeg gør med bolig. Kan det være en bolig for folk med Autisme, noget andet med noget støtte, eller bare en mere rolig bolig og noget støtte? Jeg har ingen ide om hvad der er muligt eller realistisk. 

Folk siger at jeg jo ikke kan være sikker på det bliver bedre, og at jeg har en rigtig god lejlighed. Jeg må bare konstatere at mange af mine dårligdomme blev forstærket af min lejlighed og naboer/omgivelserne. Ja jeg elsker Nørrebro og alt det jeg oplever når jeg forlader huset jeg bor i, det kan godt være her ikke er åben himmel og her larmer, men det er et fedt område. Men de oplevelser jeg har omkring min bolig og huset fungere ikke. Der må jeg skære igennem, det fungere ikke, og kommer ikke til det, det kan ikke løses. Desværre. 

Elevance gav mig overskud til en ny vinkel på min situation og de valg det skal tages.
Og jeg er der nu hvor Distriktpsykiatrien kender min situation ikke bare overfladisk, jeg er ikke helt usynlig. Jeg er både en velklædt nydelig kvinde, men jeg jeg har Autisme og ADHD og jeg er slidt ned, og med tiden har men set at det er det der kan ske og at det forværre begge dele.
Udover at kvinders overgangsalder også påvirker Autisme og ADHD. Hvilket også passer med min forværring.

Elevanse medicinen klaskede Ketchup flasken så hårdt i måsen, at der kom Ketchup ud over det hele, hvilket er meget ADHD agtigt. På den anden side skal den Ketchup jo spises, og ikke stå bagerst i køleskabet. 

Når meget lidt, er alt for meget.

"Du skal huske at passe på dig selv". Men hvordan gør man det, når det meste er for meget?
Hvilket må betyde at det liv jeg lever er helt forkert i forhold til hvad jeg reelt magter. Der er jo ting der bare skal gøres, der er ting der sker, jeg kan jo ikke leve i en støjisoleret boble, og have nogen til alt det praktiske. Hvor skal der skaffes energi, og hvordan kan der skabes ro?

Det er svært at gennemskue hvad det er der tager mest overskud når man er i det, jeg prøver at komme gennem dagen, ugen, året. Hvad er det lige præcis der skulle til for at mindske stressen?

Hvis jeg ignorere det der skal gøres, bliver endnu mindre gjort, selvom 90% af mine tanker handler om hvad jeg skal/bør gøre, ender i at jeg intet gør, er jeg heldig panikker jeg  nok til at gøre noget, bare et eller andet i hjemme. 
Men det skal klares kan med de 10% arbejdsduelighed, jeg er altid bagud. Jeg kan tage mig sammen, i en uge, to uger, tre, men så plejer det at ramle for mig. Og så sker der intet i lang tid efter. 

Det er jo en slags helt særlig fodlænke der forhindre en i at gå ud i verden, og opleve noget andet, end de daglige nederlag og udbrændthed. Men jeg er jo et voksent menneske og ikke et barn. Måske jeg er et barn når det kommer til det, og ikke engang et ret praktisk anlagt barn, og efter års overbelastning mindre praktisk end jeg var da jeg var et barn.

Ofte tænker mange at de sendiagnosticerede må være mere selvhjulpne, højtfungerende da de jo har klaret sig til at blive voksne og måske ende midaldrende inden de fik en Autisme og eller ADHD diagnose. Og ja det er nogen, men andre er bare helt brændt sammen, eller har haft andre diagnoser på sig tidligere, og de manglende evner til at magte livet har været tilskrevet Depression, Borderline, Angst osv. osv. Nu er der så kommet en ny fin etikette til nogen: Autisme, ADHD. Som nærmest sikre en ingen støtte som sendiagnosticeret.
Udredninger kan foregå på mange måder, og mange beskæftiger sig ikke med om man kan klare sig på ejen hånd, bare om man lever optil kriterierne for diagnosen. Kriterierne omhandler ikke ens praktiske hverdag. Hvilket vel også er et tillæg og ikke kernen i diagnosen. På den anden side er det ikke uvæsentligt for hvilket liv man lever med Autisme og ADHD. Men man kommer udover om der er brug for støtte når det ikke er en del af fokus.
"Let" Autisme er afsindig varieret i sig selv som det spektrum det er. Men også livsvilkårene former opfattelsen af alvorligheden, eller de mange muligheder der også kan være for mennesker på Autisme spektret. Ofte der det det der omgiver en der gør om man har det fint og et godt liv med at have Autisme. Samfundet og omverdenen spejler en, man får feed back. Og det vil efter tid forme ens billede af hvad det betyder at have Autisme og/eller ADHD.
Hvor meget stigma skal man slæbe på. Eller kan man få lov til at være sig selv. Om det på spektret ses som en mulighed under de rigtige omstændigheder for den enkelte, eller om at man bare var uheldig i hjerne lotteriet, og bliver lagt på fjernlager af samfundet.

Vi bliver ofte set meget overfladisk, hvis man virker rimeligt normal, er man (rimeligt) velfungerende. Men overfladen er jo bare toppen af isbjerget i nogen tilfælde. Men det er nemmere og billigere ikke at undersøge det nærmere, og ikke opdage nogen støttebehov.

Ved vi selv hvordan vi fungere og ikke fungere? Eller er vi blevet så forvirrede af omverdenen at vi bare prøver, og tror at sådan må det være, svært.
Og når man siger det er svært er det som om ingen høre det. Og når man vænner sig til at det man tænker og siger ikke har vægt, kan man så selv holde fast i at det har det, det er sådan det er for mig og det er sandt, det er ægte, uanset hvad andre siger? 
Det er meget sjældent jeg høre nogen sige "det kan jeg godt forstå". Mine manglende evner er andres skuffelse og mit nederlag. Intet under mennesker gemmer sig bag masker af falsk funktion, for at magte omverdenen af mere velfungerende mennesker. Jeg har klaret mig på humor og charme det meste af livet, men det er som om den er ved at mindskes.

Nu hvor jeg står ved, er jeg et mindre charmerende menneske. De fleste behøver ikke at være charmerende, men det er en god ting når man ikke slår til. 

Så nu er jeg en mindre charmerende moden kvinde, der er utilfreds, herligt! På en måde betyder det at jeg er stærkere, at jeg har forstået ting, at jeg er modnet. Men der er ingen høst af mit store arbejde for at nå dertil. Bare mere erkendelse der føles for sent i livet. 

Erkendelse tager kræfter, man går igennem et sært spejlkabinet af fortid og nutid. I dag synes samfundet ikke det er godt at se på fortiden, vi skal være i nuet, tænke i fremtiden. Eller være mindfull. Jeg er ikke enig, jeg bliver nød til at være konkret for at holde fast i mine tanker, så jeg ikke bliver revet omkuld af andres. Og det at være konkret kan kræve øvelse og at man har undersøgt ting grundigt. Det kræver et godt fundament at stå alene.   

Jeg ville hellere tænke på noget andet end mit eget liv, for jeg tager ikke skade af at tænke, min hjerne elsker at tænke, men på helt andre ting. Men det bliver svære og svære med tiden at gøre det. Der er for mange truende realiteter/trivialiteter i dagligdagen. Der er for meget støj, både rigtig hørbar støj, visuel støj, mental støj. Jeg ville gerne skrue ned for støjen. Men det at kunne det kræver resurcer af forskellig art, selvom nogen siger at meditation og anden kost kunne fikse det. Den perfekte omkostningsløse løsning for samfundet, for næsten alle mentale dårligdomme. 

Hvor meget af omverdenen skal sorteres og vælges fra for at jeg har det bedre? For folk prøver at fortælle mig at ADHD og Autisme 1 ikke er et problem i sig selv, eller er det ADHD og Autisme VS det normative der er problemet, men de skal der helst ikke tales om. Det er som om det er en mind game, du er forkert når vi siger det, du er næsten rigtig når vi siger det, jeg er defineret udefra af mennesker der reelt intet ved om min hverdag. Mine udfordringer gøres til en elastik der kan strækkes efter andres holdninger. Men jeg er ikke længere et barn, der kan styres og manipuleres af voksne.

Men det var nemmere at være en barne voksen, end en voksen voksen som i dag. 

Jeg levede næsten et halvt år med at sove 12-17 timer i døgnet, sove dagene væk og ikke komme ud, det var faktisk bare et halvt år siden det sluttede, og jeg måtte igang med at bevæge mig igen. Jeg havde opbygget så meget stress af lejligheden, besværlige mennesker, uløselige ting, at hvis jeg ikke fandt ro, ville jeg forsvinde i det. Det er ikke en sund metode, men det var den jeg havde. 

Og så prøvede jeg at få gang i kroppen og det lykkedes, spise bedre, gøre noget i hjemmet. Det er faktisk mange opgaver, når man er mig, men det kræver meget mere, meget, meget mere at komme op af den sump jeg har været i. 

Jeg synes det er et liv på kanten, det er svært at se en fremtid. Det er svært at være optimistisk og lægge planer, for der er meget lidt sikkerhed for hvad jeg kan magte for jeg ved det koster at gøre en ekstra indsats. Jeg kan satse det hele, tabe eller vinde. Men jeg kan ikke mere af det samme som jeg har gennemlevet gennem de sidste 10 år, så meget ved jeg. 

Min start på Elvanse del 1. Er miraklet sket?

Jeg har i mange år gerne ville afprøve noget ADHD medicin igen, da jeg prøvede for flere år siden løb det ud i sandet, uden at jeg blev klogere på hvad det kunne, jeg blev hurtig hevet igennem en tre fire typer medicin, og det jeg mest husker var træthed.
Men her i sommer fik jeg mulighed for at starte på  Elvanse også kaldt Vyvanse i nogen lande. En Lisdexamfetamin altså Amfetamin. Med en ADHD reagere man omvendt på Amfetamin, eller til en vis grad. Det giver mere ro, fokus og overblik.
Virkninger kommer efter en lille times tid, og hvordan den udfaser gennem dagen er forskelligt fra person til person. 

Så jeg startede, og kastede mig over hjemmet, der var kaos og gennem beskidt. Jeg kunne mærker hvordan forbindelse fra tanke til handling gik hurtigere og jeg faktisk fik fat i sagerne og sorteret, min tøven var væk, der var hul igennem.
Under normale omstændigheder er det som signalet fra hjernen til mine hænder har et glitch og handlingen bare ikke bliver udført eller halvvejs eller forkert. Ret almindeligt har jeg taget ting op fra gulvet, men opgivet at finde den rette plads og så lægge det tilbage lige i "gang zonen". Det med gang zoner er bare ikke mig, så jeg har en gangart hvor jeg løfter fødderne over de sager, der er endt på gulvet. Så på mange måder er mit hjem som en agillity bane. 

Men nu gik jeg i gang med at rydde gulvet. Samtidigt googlede jeg inspiration til bedre opbevaring af sko og sager, så jeg havde bedre overblik og tingene alle havde et sted.
Jeg har en stærk erkendelse af at opbevaring skal fungere for mig, og ikke være for kompliceret af få deponeret sagerne, ellers giver jeg (min ADHD) op og det ender i en random bunke et sted. 

Det lykkedes mig at finde nogen vintage værksteds reoler, der kunne bruges til Sneakers og Kasketter. Og andre opbevarings løsninger, jeg fik hjem med en sække vogn jeg har, sågar et spisebord. Jeg var både med Bus og Metro i løbet af en uge hvilket jeg ellers undgår. 

På mange måde et mirakel og en hel anden verden, helt andre muligheder et andet liv. Jeg var snot forvirret: Ville det her fortsætte sådan?
Jeg havde også hørt at nogen havde haft den oplevelse og så var den holdt op efter noget tid, den magiske medicin havde tabt den magiske virkning. Perspektivet var skræmmende, specielt fordi jeg havde fået en smag af noget andet.

Jeg har ikke altid været lige meget ADHD, det har altid været der, men i de sidste 10 år er det gået helt galt, og jeg magter mindre og kan mindre end før. Så umiddelbart følte jeg at jeg var blevet 20 år yngre, mit gamle jeg der trods alt kunne noget. 

Jeg synes det var svært at forholde sig til, og at det satte min tidligere magtesløshed i fokus, at jeg ikke havde haft en chance i mange, mange år. Og det jeg havde levet i var ubærligt. 

Det var mange ting på en gang, planlægning for fremtiden, oprydning, og eftertanke. Men når jeg luftede de tanker sagde folk at jeg skulle tænke fremad og det jo var fortid. 

Nu har jeg mange gange i mit liv oplevet falsk håb, det er meget smukt at vi som mennesker kan tro at noget er ovre og nu skal man videre, en meget god overlevelses ting, men personligt har jeg lært at sådan er det ikke, uanset hvor meget man moser på. Der er en Autisme og en ADHD, og jeg har det meste af mit liv prøvet at gøre ting jeg ikke magtede, og nu betaler jeg med at kunne endnu mindre. 

Men en ting vidste jeg nu hvor jeg var på Elvanse, at jeg ville ikke have det som jeg har haft det, det er ikke et liv. Og uanset om Elvanse var vejen,  eller en af de andre typer medicin, eller ingen af dem, så ville jeg ikke acceptere at skulle leve på den gamle måde. 

At leve uden på samfundet i 2024.

Jeg har på fornemmelsen at mit liv foregår ude i en perifær ring uden om det Danske samfund, jeg er en fjern satellit. Efterhånden er der flere og flere der føles sig sådan, at tingene foregår et andet sted, og for nogen mennesker der er mere robuste og rigtige. Det er jo et tegn på at tingene ikke går i den rigtige retning samfundsmæssigt, vi hægter folk af og ikke mindst unge mennesker føler sig alene.

Erhvervslivet har søgt folk der havde lidt af det hele, og med det bliver det ikke nemmere at være stærkt fokuseret på specielle aspekter af sit job, det mere monotropiske mennesker der er specialiseret, og faktisk kun trives med det. Men det er ikke lige det der er sagen nu, faktisk tror jeg at før i tiden var der job til dem der bare ville koncentere sig om det de var gode til. Dedikationen, arbejdsmoral har været påskønnet, og at man ikke gjorde sig til gruppe ting mindre væsentlig.
Men det er helt andre ting vi som samfund og ikke mindst politikere og arbejdsgivere har været ude efter, og har været ude efter i mange år, tænk på alle de frygtelige kurser der skulle træne medarbejdere i at indgå som perfekt slebne dele af en virksomhed, det blev iklædt en personlig udvikling, men kun til en speciel form for person. - Og den person har ikke Autisme/Aspergers, eller ADHD, vi stritter for meget, vi ses som at mangle noget, eller ikke at ville være med på det samme. 

Man skulle tro det ville blive nemmere og nemmere at være på "spektret", men perfektheds kulturen og en helt naturlig fravælgelse af de værdier vi kunne tilføje, ved at ensidigt satse på robusthed og lidt af hvert menneske typen, gør at jeg faktisk tror det ikke bliver bedre.
Det at næsen virke som neurotypisk, men så alligevel ikke, er en farlig ting, for man blive nemt til at være en irriterende idiot, og at diagnosticeringen bare er en undskyldning for at man er så umulig. Men vi lever i 2024, er vi virkeligt ikke længere? Nej, faktisk ikke. 

Vi lever på samfundet præmisser og nåde, og det kan blive et skrap omgang hvis man mister fodfæstet. Jeg oplever gang på gang, at der kun er en måde at se ting på "hvis det skal være rigtigt".
Jeg er dog ret sikker på det ikke er rigtigt, og at mennesker på spektret har lige så valide måder at se og opleve på. Man kunne joke at sige at neurotypisk tankegang er lige så ensidig, som de synes spektrets mennesker er, forskellen er bare der er nogen flere af dem.
Og vi andre er blevet holdt nede af at vi var for sarte, eller gjorde ting for indviklede osv. Og vi skulle bare gøre som dem. Men det er jo så det valg vi ikke kan tage. - Eller det har mange af os, vi har prøvet og prøvet. Og der er skyld og skam, og stress.

Nogen sendiagnosticerede har fungere sådan ok ude i livet, andre godt og måske kun diagnosticerede pga. deres børn blev det. Andre har nået at opbruge al energi, og desværre er mange års overforbrug af energi ufatteligt skadeligt, så en der måske var "ok velfungerende" som 30 årig 15-20 år efter ikke kan smøre sig en mad, og er næsten katatonisk, men alligevel udadtil præsentere som "velfungerende".  Det er lidt som om mennesker ikke rigtig hører det med "jeg kan ikke klare selv de mindste ting", hvis man har rent tøj på og taler normalt.  Og så er det op af bakke, hvad vil folk have, hvorfor bliver jeg ikke hørt, troet? 

Det der skræmmer mig er at vi faktisk med stor sandsynlighed kommer til at tabe også meget yngre generationer til den samme skæbne. Det kan godt være vi ved mere og der er mere på nettet om det, og de yngre lære at passe på sig selv. Men en ting ved jeg, at det er ufatteligt svært ikke at gøre for meget, og at livet sker og så er der ikke meget valg omkring at passe på sig selv. Det er noget der sker over tid, det er mange hændelser og op og nedture der kan ende i at man ikke kan mere. Og med ADHD og/Autisme ar der ikke et sikkerhedsnet, vi høre ikke under psykiatrien hvis ikke vi har en ret tydelig dobbeltdiagnose. Og er man ikke længere ung, kan men ikke anvende de tilbud der er til, ja de yngre som fx under 35, eller yngre endnu. Så jeg kan nemt se at det Danske samfund ikke kan tilbyde nogen hjælp hvis den bliver nødvendig. Jeg har jo selv prøvet det, og det er et under jeg stadig er her til at fortælle om det. 

Undskyldningen er ofte at "der er jo ikke en behandling" for Autisme, hvilket ikke giver nogen mening, jeg har ikke søgt behandling, men "nødhjælp". 

Men hvad så? Jeg ser det som at vi og mange andre slet ikke er tænkt ind i samfundet, det er a blinde spot. Er det billiger at ignorere os? Måske. - Går samfundet glip af noget, sandsynligvis.

Jeg tror ikke det ville blive mere dyrt for Danmark at gøre det bedre, jeg tror også det kunne løfte andre grupper. Jeg har arbejdet med inklusivitet, det er ikke raket videnskab, vi har drejebogen. 

Måske det er tid til Aktivisme, har nogen fået noget af at vente på at nogen så at man faktisk dømt udenfor? Nej det er ikke min erfaring, vil man virke irriterende, vred, for meget? Ret sikkert, men så må man holde fast i målet, at mennesker på spektret skal sikres en bedre fremtid, uanset hvor de er på spektret. Det gøres kun ved at de helt naturligt er tænkt med ind i samfundet, ikke ude i periferien.