Vred og deprimeret, hvor er der et fundament for fremtiden?

Jeg synes jeg er blevet noget depressiv igen, hvorfor? Stagnation på grund af der ikke er et solidt nok fundament for en hverdag der fungere praktisk, fordi her stadig er beskidt og rodet, fordi jeg stadig ikke ved hvordan jeg skal takle den Autisme, fordi det der kunne have været min drømme bolig har vist sig at være en "syg ejendom", hvor det åbenbart har været beboer trakasserier siden det blev bygget.

Der er for meget af : "Hvad så nu?...kommer der overhovedet til at ske noget?" i mit liv.

Jeg tænker på at jeg savner et dyr, men min lejlighed ikke er parat til at modtage en Kat, jeg har heller ikke prøvet at have et dyr alene. Men jeg kigger meget "dyr" på nettet.

Jeg kan ikke løfte mig af det her alene, jeg har været igennem for meget i for mange år, jeg er ekspert i at have det dårligt og eskapisme, jeg ved hvordan man overlever, ikke hvordan man lever.

Der er for mange løse ender, der er ting jeg ikke kan overskue, der et tab med tab på.

Jeg er her endnu. Jeg ved at jeg kun bliver ældre, at ting burde ske nu mens tid er, men tiden glider fra mig, uden liv og kærlighed, uden nogen illusion om lidt mening med det hele.

Jeg er vred igen, og det er ikke godt, ikke fordi vred er noget dårligt, men fordi jeg føler mig som et bæst på lur, der pludseligt vil lange ud, "Skrid af helvede til!". Som om der er nogen der burde betale for hvad de gør.

Og så er jeg tilbage til Maslow pyramiden.

Jeg har på fornemmelsen at hjemmehjælpen ikke kommer i dag, der er blevet ringet med hemmeligt nummer to gange og jeg nåede ikke at få fingre i mobilen. Vi skulle ellers have haft gang i badeværelset der er kriminelt for tiden.

Der er opvask.....jeg har selv håndvasket og forsøgt tørre tøj i flere dage, men jeg kan mærke den nyvaskede skjorte lugter surt, uanset mine bestræbelser, så det er vist en ommer...

Jeg har ikke spist bare ok sundt i meget lang tid.

Små og store problemer væves sammen til et samlet ubehag, at intet fungere og nok heller ikke kommer til det, lidt håb og så kollaps osv.

Hvem er det jeg skal tale med, hvad er det jeg skal forlange der skal ske og kan man forlange noget i dag "i disse tider"?

Autisme spektrum er ikke en lidelse i sig selv, men den kan være det når rammerne ikke er der, og heller aldrig har været der.

Nu har der været forsket i Autisme i mange år, man ved ikke alt, men man ved meget, så hvorfor er det jeg ikke kan få lidt af den faktiske viden implementeret til mit liv? At det er noget jeg må finde frem til på nettet eller låne en bog, som om det jeg søgte var en fucking kageopskrift.

Og selvom jeg nu er blevet tilknytte handicapcentret, så er der åbenbart egentligt ikke noget i vejen, jeg ikke bare selv kan fikse, ved at tage mig selv i kraven, eller en google søgning?....der er vist noget jeg skal se på, hvad der er muligt at få af "afklaring".

Fordi jeg har hjemmevejleder og hjemmehjælp men der reelt ikke er en overordnet realistisk plan der hænger sammen. At det personlige og det praktiske er forbundet. Og vælter det ene, vælter det andet også før eller siden....man har vist afskaffet holisme.

Jeg vil ikke mere af det samme, men jeg er træt, jeg har ikke ale svar selv og det burde heller ikke være et krav, jeg er klog og indsigtsfuld men ikke en omnipotent superkvinde, jeg er et menneske der har levet 50 år med en delvis velfungerende udiagnosticeret Autisme og jeg er lidt træt nu og har være igennem en del, så hvad er det jeg gør nu?

Hm, nu ringede hjemmehjælpen, han er på vej...

Gamle løsninger er ikke vejen frem

Så hvordan får jeg tømt min lejlighed for det overflødige, uden at bare skulle give det væk, samtidig med jeg ikke har kræfter til loppemarkeder og salg via nettet?

Hvordan bliver jeg i stand til at passe min lejlighed....eller er det fordi der er så meget i den at jeg ikke kan passe den?

.....Kommer jeg til at orke at være social igen?

Jeg skal oooop af dyndet! Men det kræver energi, og når jeg bruger energi, mister jeg energi. 

Jeg futter rundt som en hovedløs Høne i hjemmet, noget kommer på plads andet falder ned...Er der nogen fremtid i det her?

Og hvor er den ekspertise der kunne forklare mig hvordan man evt. kunne få det hele lidt i orden, på en måde jeg ikke bliver stresset af og mere Autistisk?...ja man kan faktisk bliver mere autistisk af stress og overbelastning, så også ting det tidligere fungerede går galt.

Jeg har et stort problem med hjemmet, jeg har også fået et problem med at bo der hvor jeg bor, det kan godt være der er blevet sat en konflikt mægler på ejendommen, men jeg ser ikke for mig at det bliver bedre, i det mindste ikke det der irritere mig.

Jeg har også mistet konceptet af hvad et hjem er for mig, det er på en måde opløst, jeg bor her, men jeg ved ikke om jeg er hjemme. Er det på grund af omstændighederne, eller er det min egen forestilling. Er hjem der hvor jeg har min seng.....føles der hyggeligt, trygt? Nej.

Jeg har i årevis arbejdet på et "bedre liv, det betyder er liv med indhold, aktiviteter, mening, mere end en vane trummerum, ikke leve i rod og kaos. Jeg har forsøgt at se om jeg kunne noget der kunne give mig en idenditet som et menneske, der var andet end en bistandsmodtager og senere førtidspensionist. Jeg har forsøgt at få et arbejde, jeg har forsøgt at lave noget uden at have et arbejde.

Jeg har i så mange år troet at jeg måske kunne blive af med depressionen, og de ting der hæmmede mig socialt hvis jeg bare arbejdede hårdt nok på det.

Det er fint nok at jeg blev diagnosticeret med Autisme, men nu må der godt ske noget reelt konkret positivt, det her er bare mere af det samme, men nu uden håb om recovery.

Jeg gider ikke det liv jeg har, det er et kedsommeligt liv, ovenpå et tidligere lige så kedsommeligt liv, et hengemt "som om liv".  Og det er muligt nogen lever fint med det, men det gør jeg ikke. Der er for meget der mangler af det grundliggende. Samtidigt med jeg kæmper med at realisere de ting jeg har i mig som kunstner. Og det der sker er at jeg prøver at realisere det kunstneriske, uden at det basale indhold er til stede i hverdagen.

Jeg ser ikke vejen frem....jeg har lovet at jeg optræder i warehouse 9 jule cabaret, som jeg har gjort det de sidste par år, denne gang to weekender i december, og så må jeg se om hvor længe jeg skal rekonvalsere efterfølgende, om det er det værd og hvilken form for performancekunstner jeg realistisk kan blive.

Er det ego og ambitioner der driver mig? Jeg ved det ikke, jeg ved bare at jeg har meget i mig som jeg føler må anvendes, for at give mit liv mening....da jeg mener at der har været så meget meningsløst og trist ikke bare pga. Autismen, men min familiebaggrund. Et liv som en burfugl, men med et menneskes bevidsthed om at være fanget...men også senere med døren på klem, dog uden at have kræfterne til at flyve frit.
Jeg hader det, jeg ville så gerne ændre den skæbne, at det ikke er hele historien om mig, ikke en happy end, men noget der lignede et fuldt udlevet liv.

Jeg har gennem livet trøstet mig med der var værre skæbner, men alligevel er det ikke en reel trøst, i Danmark 2015.

Så nu står jeg her igen, et kaos liv og hjem, lidt alene, menneskeligt og kunstnerisk uforløst, hvordan skal det blive anderledes denne gang?

Erkende at jeg kan meget lidt, og resten af mit liv vil være meget begrænset, udover min fantasi og hvad jeg kan finde på internettet eller i en bog?

Jeg er vred, jeg vil ikke gå frivilligt med på det!

“To live is the rarest thing in the world. Most people exist, that is all.” 

Oscar Wilde.

Veninder jeg bare droppede

Det foregår jo altid i en specifik sammenhæng at man droppe en veninde, af umiddelbart forskellige grunde der alligevel kan danne et mønster gennem livet.

Er jeg ikke et trofast menneske, der kam magte et venskabs op og nedture? Jo, nogen gange, der er eksempler på begge dele.

På mange måder må det være Autist on/off knappen der aktiveres, når et eller andet svigt er blevet registreret og man lukker helt af. Men ser ingen fremtid i venskabet. Ikke at jeg efterfølgende ikke tænker på dem, eller er ked af det, men de er ude af mit liv, og jeg kontakter ikke.

Brand hårdt? Jo, men jeg har ikke set det som et regulært mønster før nu, men jeg har jo gjort det med 4 nære veninder, så et mønster er der jo. Har jeg ikke kæmpet for venskaber, jo det har jeg også, jeg har også været fleksibel og tålmodig osv.

Har jeg også gjort det i andre situationer, gået fra noget mentalt og ikke set tilbage.....og som regel finder jeg ikke der er et valg, bare noget der skal klares.

Måske netop det at der ikke er alternativer er vel en rigiditet i min måde at anskue ting på, ikke at jeg ikke kan reflektere over situationerne, det synes bare udover mine evner at ændre på det, det er som det er.
Kan jeg ikke løse konflikter, jo nogen gange, men der var vel ikke direkte konflikter der fik mig til at droppe veninder, måske bare noget underliggende der trak i forskellige retninger.

Ja, så hyggeligt kan det være.

Jeg har måske også sådan, at jeg tænker folk er som de er, ikke at jeg ikke tror på man kan ændre sig, men jeg ser det som noget man skal ville rigtigt meget, skønner jeg måske at en person næppe har interesse i ændring af adfærd pga. af mig, og derfor så opgiver fremfor at finde løsninger?

Men et brudt  venskab medfører et tab, fx. et tab af nogen der husker en fra tidligere. Noget andet er om jeg har gået ud af venindeforhold fordi jeg har fundet dem for ensidige, at jeg kom i tvivl om balancen i forholdet. Balancen i veninde forhold skifter efter hvordan den enkelte har det, det er i de perioder man må kæmpe for at bevare venskabet, men efter diverse perioder over år, kan da komme en tid hvor man ikke vil mere.

Var veninderne ikke klar til at jeg var på vej i en anden retning....At jeg som menneske måske er lidt mere på vej end de fleste, hvilket kan være svært at følge med i....At jeg måske ikke er god til at kommunikere mine mellemregninger, når jeg først har flyttet mig mentalt? Og jeg har været gennem ret ekstreme perioder, hvor jeg har været gennem en turbulent udvikling og hvor nogen oplevelser måske ikke rigtigt kunne deles. Så står man alligevel alene med noget væsentligt, som jo burde deles med en god ven. Og når så den ene oplever meget og den anden ikke, det kan være ok, men af og til trækker det venskabet skævt.

Det er ikke fordi jeg behøver at begå karaktermord på gamle veninder, jeg kan sagtens huske hvad jeg kunne lide ved dem og hvad der var godt -men det er bare ovre.

Jeg tror kernen hver gang er "du der kender mig, og kender mig så godt man nu kan, du svigtede mig, selvom du burde have vidst bedre, jeg stod alligevel helt alene og ikke for første gang i venskabet, og hvad skal man så bruge en ven til?" Måske Autist logik, fremfor neuro typisk, ikke så meget føle, bare en konstatering.

Har Autister en lille sort bog, og en dag regnes der sammen og man ser resultatet og tænker:... hmmmm, hænger det her sammen....Og når vi har sat to stregen under resultatet beslutter vi os?

Venskaber består af at følge og være der, det er reelt nok at sige, jeg kan ikke hjælpe så meget nu fordi jeg selv er nede, for det viser man har set at der er noget at hjælpe med. Nogengange er det så lidt der skal til for at bevare og nurse et venskab. Men som venner er det vigtigt at være der når de store ting sker, bare i en eller anden grad, at man viser man har set og hørt.

Jeg tager ikke mange mennesker ind i mit liv og jeg investere i venskaber, af den grund er det ikke godt at miste venner. Har jeg såret nogen? Sikkert, for der kom ofte ikke noget om hvorfor jeg pludseligt forsvandt ud af deres liv.

Har jeg så ingen venner mere, jo det har jeg, både gamle og nyere.

Hvilken version af mig er jeg lige nu?

Nogen med Aspergers sige der ikke fornemmer hvem de selv er, "jeget". Selv synes jeg jeg har en god fornemmelse af hvem jeg er, men jeg bliver mere og mere klar over at jeg ikke altid ved hvilken version mig jeg er, når jeg går ind af en dør.

Det er først når jeg er gennem døren jeg fornemmer om jeg er genert, nysgerrig, tryg, utryg, eller mig selv.....eller hvad er mig selv, er der altid en vis tøven? Og den jeg er lige nu og der er ikke noget jeg kan reflektere over og rette op lige med det samme, jeg er bare plantet lige midt i situationen. Det er som om mit system nægter at forstå goddag/farvel scenarier, at jeg ikke lære ritualerne selv efter så mange år, som voksen.

Nogen gange fare jeg lige ind i et rum og fokusere på hvor jeg skal hen, noget der fanger min interesse, eller finder hurtigt et godt hjørne, så må det vente lidt med menneskene.

Det er jo ok når man er klar til at være åben og tryg, men skidt når man er mere tilbageholdende i situationen. Det kan næsten være svært at hilse, svare på noget, man vil helst bare lige få lov til at være lidt....i fred, mens man akklimatiserer sig lidt.

Men de neurotypiske er sådan hej hej, og nu er vi helt på........jeg er bare ikke helt på endnu....

Jeg har levet med det et liv, det kejtede goddag.......Jeg har ikke fået jakken af, kan vi ikke liiige vente lidt, jeg er ikke helt på endnu?.....og så det lige så kejtede farvel...panik, lidt drejen rundt på samme sted. Hej, og så afsted, afsted....og væk.

Jeg kender godt mig selv, men der er versioner af mig, de er alle mig, men jeg er ikke udadtil alt på samme gang, jeg kan ikke bare skifte om, men jeg kan spille en rolle, men jeg kan ikke nødvendigvis bestemme hvilken rolle lige nu og her. Jeg vil hellere spille roller af lyst, end af nød, nød roller er bare en maske, og jeg er bage masken og du kan ikke rigtigt se mig, og jeg vil godt have du kan se mig, jeg er ok, men jeg er ikke tryg hele tiden, andre gange er jeg ikke heller tilstæde selvom jeg er her, jeg kan være stille, jeg kan snakke, men jeg er her ikke nødvendigvis i ånden, kun fysisk.

Jeg er nogen gange mere genert end jeg troede, mere tilbageholdene, måske jeg selvom jeg er så gammel som jeg er, har jeg et uklart billede af min egen fremtræden. For jeg kan også være meget selvsikker, og helt på, mere på end de fleste.

Jeg står ved den jeg er, jeg er og og lidt speciel, egentlig meget ligetil, måske mere ligetil end du umiddelbart tror.

Jeg tror jeg vil være opmærksom omkring det med døren, hvornår forvandlingen sker når jeg går over tærsklen.

En tur i brændeskuret

Indenfor recovery og blandt musikere der et begreb: At gå "in the woodshed" eller bare "Woodshedding", at man tager en pause lukker døren og overvejer/prøver noget i ensomhed.

Jeg har i flere uger været i brændeskuret, først fordi jeg måske var træt efter en opgave, men stadig fortsatte med at være træt, også for træt til at blogge, og uden emner der var parrat, tænkt igennem. Og mere væsentligt emner der skulle ses på om mit liv og min fremtid.

Jeg har også haft en del overvejelser, og selvom jeg har været god til at bearbejde det at få en Autisme diagnose for få månder siden, så er der virkeligt meget at reflektere over, så mange sammenhænge, og et helt liv, et helt liv fordi jeg næsten er 50, og først har fået en forklaring nu på hvorfor det har været så forbandet svært. Og det er godt, det går den rigtige vej mentalt om ikke andet.

Jeg reflektere over fortiden og jeg jeg ser nye ting på en ny måde, når jeg møder mine reaktioner ude i livet, men nu med den viden jeg nu har, at meget af det jeg gør gør, gør jeg med en Autisme i bagagen.

Jeg vil hellere leve livet end at skulle al den reflektren, på den anden side vil jeg godt nå dertil hvor jeg ved hvad jeg skal skære fra mit liv, for at få et liv. Jeg har jo ikke plads til det hele med min psyke, så jeg må vælge mine kampe.

For det med hjemmet går af helvede til, jeg kan ikke samle mig om nogen praktiske opgaver og jeg vil ikke have stressen tilbage. Den ligger og lure under overfladen og jeg tror ikke de aftaler og skemaer der er for hjemmet kommer til at holde. Det sr lidt sort ud, når jeg ikke kan lægge kræfter i fysisk eller psykisk. Jeg gik over mine grænser i for lang tid, og nu kan jeg ikke bare gå i gang igen, stresser er lige under overfladen.

Og hvad gør jeg så, mere hjælp, mere skæren ind til benet, medicin?.....Ved jeg hvad jeg vil? Ja, det mener jeg nok, er det realistisk? Jeg aner det ikke...
Men noget af det VIL jeg have, saftsuseme!

.....Jeg har bøjlet tøj op i dag, fået puttet juleting i salgskassen, jeg har vasket lidt tøj og det ulækre badeværelses afløb ordnende jeg i går....selvom det lidt har været flere dages projekt, bvader!

Når mental "nedlukning" er en del af livet

I går havde jeg en mental mindre "nedlukning" til noget jeg var til om aftenen, en af gæsterne havde en lidt vidtløftig adfærd fra første minut (og uden indtagelse af alkohol) der tenderede det lettere maniske, høj abrupt tale, høje noget malplacerede grin, sing-along i et ret afvigende toneleje og hoppen rundt på gulvet, mægtige klask i borden så tingen synes at hoppe på det ellers solide bord. det var lidt som alle andre var blevet til statister, der blev sagt ting til, men ikke hørt.

Jeg sad og prøvede at lade som ingenting uden at sige meget (eller det forkerte), lidt bortvendt fra "epicentret", mens jeg håbede det ville holde op. Jeg tror dog at jeg på et tidspunkt skældte gæsten ud, eller hvad der i min optik er at skælde nogen ud, en kraftig irettesætning, ikke så meget om adfærd, men om hvorfor vedkommende havde valgt at dukke op med en så divergerende dagsorden, vel vidende at det her ikke var byens vildeste fredags party......netop grunden til jeg havde valgt at lige være netop der, og ikke andre steder i byen hvor der måske var mere gang i den.

Da vedkommende var gået videre, efter noget forhåbentligt mere spændende ude i byen, var jeg pludseligt lammende træt, jeg gabte og gabte, men jeg konstaterede jamen jeg har jo sovet rigeligt, haft en rolig dag, var ikke træt inden jeg kom og jeg er jo en sand natteugle og klokken var knapt 23?

Umiddelbart ville jeg ikke give op og gå hjem, så jeg forsøgte at bekæmpe. Og så sad jeg og snakkede lidt mekanisk i et stykke tid, og kom lidt til hægterne.

Og da jeg skulle i seng kunne jeg ikke sove, ikke så meget af tankemyller, men fordi jeg ikke var træt på den rigtige måde men psykisk træt og det sover man ikke god og hurtig af som Autist.

Udenpå var jeg mere tjekket, men indeni så jeg sådan ud

Ville en neuro typisk have opfattet situationen ved bordet anderledes, som mindre ekstremt? Ikke nødvendigvis, men personen ville nok bedre kunne absorbere uroen og irritationen der lå i situationen.

Jeg har så mange gange oplevet psykisk nedlukning når jeg er gået fra noget, når jeg sad i bussen/toget, pludselig har den mentale persienne lukket af og jeg er blevet ramt af dødelig træthed og negative tanke mønstre.
Jeg har også oplevet at komme til sociale ting og ikke kunne sige ret meget eller frivilligt tage kontakt med nogen den første halv til hele time, og så derefter tvinge mig selv til det, på samme måde som det foregående eksempel. På med "Asperger masken" som jeg tidligere har skrevet om, og så forsøge at undertrykke det indre, for at kunne magte situationen.

Man kan jo sige, jamen hvorfor går du ikke når det er for meget? Ja, bl.a for ikke at skabe drama for andre, evt. få værten til at tro nogen har gjort noget galt, og for ikke at selv komme til at fremstå helt umulig socialt, og fordi jeg prøver at lære at takle de situationer, jeg simpelthen nægter at give op, hvilket er meget typisk for mig.

Tidligere har jeg været noget styrende i forhold til at få situationerne der hen der hvor jeg bedre kunne takle dem, men det gør jeg vist ikke mere. I dag vil jeg hellere forsøge at komme lidt væk fra situationer jeg ikke kan overskue: til et andet rum, hen til nogen andre mennesker, lave noget praktisk, gå ud og tisse, alt sammen så jeg kunne vinde tid, ændre omstændighederne og ro til at kunne magte situationen igen.

På den anden side tænker jeg, at det at få reaktionen med det samme, er mere autentisk og mindre maskeret. Jeg tror jeg har maskeret for meget, så meget at jeg også har skjult sandheden og konsekvenserne for mig selv og mine omgivelser. Jeg har ville undgå skammen, mestre situationen, men jeg betaler altid prisen før eller senere, og ofte skjult i forhold til omgivelserne. 

Folk siger ofte: "Men jeg bliver også træt?", og så må jeg forklare at jeg får den type træthed man har efter flere døgn uden søvn, og uden at kunne slappe af og bare sove.

Der er så meget jeg gerne vil bla. det sociale og det gør mig vred -det gør mig vred, at jeg kan takle og magte så lidt i forhold til hvad jeg gerne vil med mit liv.
Men jeg må jo træne og blive klogere og se om jeg kan finde Cowboytricks til at overkomme noget af det, uden det koster mig selv alt for meget på min mentale trætheds konto.

Hvad er det værste ved at have Aspergers?

Man kan lave tanke eksperimentet om det ikke at have haft Aspergers, man kan også opregne hvor mange problemer ens "alternative styresystem" har lavet i ens liv. Hæmsko i stribvis, snubletråde, kluddermor og Gordiske knuder, livet igennem.

- Det havde såmænd nok været nemmere foruden -der havde været helt andre muligheder.

På mange måder synes jeg mit liv har været for svært, for lidt af det gode og menigsfyldte og selvværdsgivende og for meget af det der hæmmer og gør mig fortvivlet, og ikke mindst isoleret med mig selv. Og altid med alt for mange spørgsmål om "hvad gør jeg forkert, hvorfor kan jeg ikke?", og alt for meget med andres blik og dømmen omkring hvad jeg kan og ikke kan og burde kunne gøre.

Har det være det hele værd? Næ, egentlig ikke. Livet som udstødt i et velfærdsamfund er ikke et priviligeret liv, selvom nogen af og til antyder det er. Man har måske mad, tøj og husly, men alt det andet i Maslow pyramiden er der ikke rigtigt....lige med undtagelsen af spændende kreative tanker når man er mig.

Det fulde, eller det tomme krus?....det hele er som man ser det? -Tjaaaa, måske, måske ikke, mantraet har været i flere år at man skabte sin egen virkelighed, i det nye individualistisk tusindeårsrige hvor alt er muligt bare man vil og tror på det selv.....det er bare ikke hele sandheden, eller i længden sundt at se det sådan. Kun så længe men ikke snubler, for så er vejen ned, og meget ensom.

Hmmm, den der Maslow pyramide...

Som mennesker er vi både begrænsede og ubegrænsede og det er ok, vi er ikke halvguder, og evnerne er heller ikke lige fordelt. Når vi skaber samfund hvor dem der er i samfundet ikke kan følge med, hvad er vi så ude på? Vi skiller alt for mange fra i denne skræmmende proces af konkurrencestat.

Og os/mig der allerede ved den er gal: Aspergers, ADD, ordblindhed, depression, sikke noget crap at slæbe rundt med, men det er sådan det er og blev, og jeg tillader mig at mene at resultatet ikke er fastlagt som i: "Sådan er det bare". At så meget af det der føles negativt omkring en Autisme Spektrum diagnose, også hænger sammen med de vilkår man har i samfundet.

Jeg mener faktisk at depressionerne har været det der har invalideret mig mest, det jeg frygter mest, den største livs tyv.
Rigtigt mange procent med Aspegers, ADHD/ADD, ordblindhed får depression oveni hvad de allerede har at slås med, men det er også fordi skole og samfund alt for ofte er med til at nedbryde ens selvværd og selvtillid...i grunden burde ordblindhed jo ikke bonge ud med 50 procent chance for depression senere i livet? Jeg mener tog man ordentlig hånd om de børn, behøvede det vel ikke at være sådan?

Der er stor variation om hvad man kan magte og takle med en Aspergers diagnose, men hvad er det der for alvor gør at man let bliver marginaliseret? Mange af problemerne i forhold til Aspergers må jo ses i forhold til samfundets indretning, krav og forventninger, og alt det der ikke kan tilbydes eller bare rummes af de "normale". De manglende hensyn, fordomme, uskrevne regler, Autister hader uskrevneregler, de er noget rigtigt neuro typisk rod, øv.

Som jeg ser det, må diagnose og det psykosociale forsøges adskilt lidt, hvad er udfordringerne helt personligt med Aspergers og hvad er det der sker omkring en det psykosociale. Hvor mange af de budskaber man møder fra omverdenn er med til at bryde en ned, stresse, gøre at man har lyst til at gemme sig, at man bliver vred? Og er det bare en selvfølge at kan man ikke magter de vilkår, ja så er man dømt ude, da ingen hensyn kan tages i de neuro typiske´s verden, vi er jo de forkerte....men hvorfor?

Når folk siger at Aspergers har ødelagt deres liv, så er det ikke kun en diagnose der har fået dem til at føle sådan, det er de personlige nederlag, og de sker jo meget ofte i samspil med andre, socialt, skole, uddannelse, job. Som med andre mennesker, har vi et ansvar for at få tingen til at fungere, men vi kan jo kun så langt som evnerne og kræfterne rækker. Derefter er vi overladt til om dem omkring os, kan få tingene til at fungere igen.
Ja, der er "nedsmeltninger" og "nedlukninger", der er søvnløshed, der støjfølsomhed, der er det at kæmpe med det sociale og meget mere, der har konsekvenserne for ens muligheder for ens liv, ting der hæmmer en og gør at småting der kan kører en ud i situationer der er svære at styre og kan give svære nedelag.

Ja, man er mere sensitiv når man er Autist, men hvorfor er det at det ses så uendeligt negativt, hvorfor den evige fordømmelse? Det er som om vi stadig lever i et moralsk klima fra 100 år siden, hvor man skulle hærdes, og mishandles til at blive stærk og rigtig. Har verden kun brug for en slags mennesker, og er der mennesker der rummer det hele et perfekt sæt af evner, uden at mangle et eller andet andet i den personlige værktøjskasse?

Har samfundet kun brug for én slags mennesker, en monkoultur? Jeg tror at samfundet ikke ved de har brug for os, men er det vores/min fejl?

Historisk set har det måske været letter på nogen punkter at være Aspergers, livet gik langtsommere, der var mindre mekanisk støj osv. Og måske den gang for længe siden ude på sletterne var det fint nok med nogen der hørte det de andre ikke hørte og så det de andre ikke så, så gruppen ikke blev ædt eller overfaldet, og måske man fandt på løsninger de andre ikke havde tænkt på? At det måske ikke var så skidt med en Aspergers i en gruppe/landsby?

Vi kan gå mod en samfundsmodel der udelukker flere og flere fra at deltage, fordi vi har stresset dem ud af arbejdsmarkedet, eller slet ikke lukker dem ind. Og hvor vil man gøre af de mennskelige "rester" fra konkurrencestatens slagmark?

Men uanset gider jeg ikke mere at tage stigmatiseringen på mig, jeg gider ikke at pretendere normalitet, tilpasset. Jeg vil vende fingeren stift udad og pege: Nu har jeg forsøgt at leve i den her veden i 50 år, på jeres vilkår og regler, men nu har jeg i sinde at stille spørgsmål til det hele, jeg vil se mindre indad og spørge mindre hvad jeg selv gør forkert -Men jeg vil se, rigtigt se, hvad det er der forgår der ude, for at forstå hvorfor jeg/vi ikke må være med, og om der virkeligt går noget fra andre ved det, at vi andre får en chance for at bidrage med et eller andet også?

Aspergers er ikke let at takle i hverdagen, der er så mange ting at holde styr på, men jeg kender ikke andet. Jeg synes ikke jeg har haft et godt liv, men det er en blanding af en speciel fortid, familien og min diagnose, det er ikke en Aspergers alene der har fucket mit liv op, og mine vilkår har ikke ligefrem været Asperger egnede.

Men jeg ved, at jeg i en del år, dag efter dag, arbejdede frivilligt i Fountain house, og gjorde et godt stykke arbejde på flere fonter, og jeg havde ikke depression i den periode. Nej, det var ikke nemt, men jeg følte jeg levede og gjorde noget. At jeg havde en platform for noget socialt og for udvikling og at være en del af samfundet.
Og havde en som jeg haft flere muligheder, havde jeg kunne have levet et væsentligt bedre liv og formentligt med mindre depression, mere selvværd og empowerment. Så som jeg ser det, betyder det at mine diagnoser skal ses i forhold til det psykosociale og det samfundsmæssige. Og det betyder at så mange af mine nedture og nederlag i livet ikke bare handler om min Aspergers eller om mine egne evner som menneske, men mine omgivelser og den tid jeg lever i.

Jeg håber jeg får kræfter til at arbejde politisk på en eller anden måde, eller være med til at udbrede viden om, at Autisme, psykiske problemer, ADHD/ADD osv. skal ses i forhold til de muligheder folk reelt har for, at ved støtte og egen indsats skabe et godt liv. At uden der skabes platforme, vil ikke nok opleve at i højere grad end nu, kunne fungerer og trives i fremtiden.