Er en Diagnose vejen til inklusion eller eksklusion?

Der foregår noget meget selvmodsigende i det Danske samfund, flere og flere bliver diagnosticerede for ting, hvor behandlingen er sparet væk, eller slet ikke er der. Jo, der variationer fra kommune til kommune og nogen får god hjælp og støtte, men andre steder er der meget lidt at få.
En privat ekstra sygeforsikring er nok det det ender med, også i Danmark, for tør man andet?....Det er jo for sent til mig desværre, jeg hænger på det offentlige system, og med en førtidspension er der ikke råd til terapi eller psykiater, det handler om at sikre sig inden skaden er sket, og det vil jo blive de stærkeste borgere der vælger den løsning. Og var den gamle sygesikring, i en forbedret/revideret form ikke stadig den bedste og mest socialt retfærdige løsning?


Skal vi resignere og sige at det Danske samfund aldrig får midlerne til at bare delvis afhjælpe diagnoser som psykisk sygdome/psykiske handicap der kræver pleje/støtte/rådgivning, at den tid er slut, og i så fald hvad gør vi så som borgere?
Skal platformene for den bløder hjælp rådgivning/støtte lægges ud til foreninger, frivilligtarbejde, at dem der er kommet videre rådgiver "de nye"?
Det er jo rimeligt naturligt hvis man har alvorlige problemer og følgeproblemer af fx. stress, psykiske sygdom, Autisme, hjerneskade, ADHD, at man synes det vill være rart hvis der var noget behandling/støtte der kunne gøre det lidt nemmere at håndtere, er det uhåndteret vil det ofte kun gå i den forkerte retning og ophobe nye psykiske problemer. Men det er måske lige meget? 

Er meget af diagnosticeringen at alebi, en forklaring der skal få os til at finde det ok at nogen bliver valg fra, i skolen og arbejdsmarkedet, og for at de diagnosticerede selv skal komme i tvivl om deres ret til inklusion? Hvem der det der sætte barren for hvad der er normalt og hvor meget der skal præsteres, og hvem har fordelen af det der foregår lige nu? Jeg ville mene der tænkes meget kortsigtet, og vi samler kommende samfundsproblemer til bunke. For der har været en smittende utryghed, også en der gør at man sparker nedad, resultater er ved at vise sig.
Det er dem og os andre, og uden der er findes platforme for at opløse "dem og os andre", så vi kan blive et fælleskab igen. 

Samfundet står midt i at skulle beslutte sig, ikke bare politikere og ehvervsfolk, men også "os andre", tror vi vi kan redde os selv og vores samfund ved at ekskludere dem der ikke er 110 procent, eller tør vi tro på der er andre måder at gøre det på, måder det kunne være realistiske økonomisk, men ikke bare var på grund af det økonomoiske men også byggede på humanisme, på det enkelte menneskes værdi, ikke bare som noget der kan sættes en pris seddel på og en diagnose og så bokses rundt med efter hvad der er på mode på Christiansborg.

Jeg fornemmer en vis kynisme og måske et stille håb om at nogen bare bukker under helt stille, så de ikke vil være en byrde for samfundet mange år frem. 
Selvmords hjælpelinierne er optaget non stop, og alle de andre hjælpelinier....fordi vi er blevet svage, hjæpeløse og forkælede borgere?

Det hele sker jo i et sociologisk eksperiment, hvor man kræver mere og mere på arbejdsmarkedet af den enkle, og nogen er slet ikke gode nok til overhovedet få lov til at være med, andre bliver hægtet af og det sidste sker jo fra top til bund. Efterhånden burde vi vide hvorfor, også hvordan det undgås, men ingen vil en løsning og håber der er nye medarbejdere for de gamle der forsvandt.

Og det at blive inkluderet igen, kræver specielle personlige egenskaber eller råd til en bedre rådgivning/behandling/støtte. For diagnosekassen, har desværre en meget høj kant der kan være svær at komme op over, det handler ikke nødvendigvis om man kan blive rask, men om man kan føle sig som en ligeværdig del af samfundet.

En højtfungerende Autist, hvad er det for en?

"Den højtfungerende Autist" det er mig, men det er også nogen andre der er helt anderledes end jeg, og sådan helt konkret kan mestre andre ting end jeg kan, men også have problemer jeg ikke har. En Asberger er ikke bare en Asberger, det kan overraske hvor forskellige de andre Aspergere kan være.

Variationerne er mange, og afhænger også af om man udover Autismen/Aspergers har en dobbelt diagnose, der er jo så meget man også kan have oveni: OCD, ADHD, depressioner, ja og meget andet også. Men uanset så er det et broget billede.

Selvom man måske er fælles om at finde det sociale svært, kan den ene bevidst trække sig fra andre mennesker og synes det er ok, og en anden arbejder målrettet på at kunne indgå socialt bedst muligt. Nogen har ingen venner, andre har nære venner.

Nogen kan klare udddannelse og job, nogen har familie, for andre synes det ikke realistisk og alt for kompliceret...eller de har bare ikke de behov.

Autisme spektrum, ja så absolut og spektrum på alle hylder. Jeg ses af andre som velfungerede, men skal jeg se på det med de helt vel pudsede læsebriller, er det en komplekst rodebule af evner og problemer og måske ikke et under, at hverken jeg eller omgivelsene altid har fattet hvad det er der foregår.

Et par eksempler: Jeg har ikke kunne klare arbejdsmarkedet, bla. fordi jeg ikke har kunne orientere mig socialt og fordi det har udmattet mig, så det forstærkede min stress og gjordt at jeg endnu mindre kunne finde ud af hvad der foregik praktisk og socialt på en arbejdsplads.
Jeg har dog altid kunne løse de praktiske opgaver jeg er blevet stillet, og folk har haft tillid til mig i den retning.

Jeg har ikke kunne tage en uddannelse fordi min skoletid var alt andet en en succes, "indlærings vanskeligheder" og ordblindhed. Det betyder at selvom jeg var et kvikt barn, kunne jeg ikke veksle det til uddannelse eller job.....men det er der jo nogen med Aspergers der faktisk kan. Der er jo også Asbergere der først bliver diagnostiserede, når det opdages at deres børn har Autisme, men indtil da har indgået aktivt i samfundet.

Jeg ville heller ikke kunne overskue at passe et barn, støj, forvirring, et barns energi, ville gøre at jeg ikke kunne magte det, og det er vel bare et par enkelte grunde.

Jeg hat trænet det sociale meget og jeg har venner og et netværk, men det kræver noget og der sker også med mellemrum at jeg mister venner, af mystiske årsager, der nok er ret så Asbergerske.

Jeg er heller ikke specielt "trafiksikker", så jeg skal ikke ud og selv kører bil eller på cykel, for mig er færdsel om det er på hjul eller gåben som en radiobil på speed. Så for min og andres skyld så nej til det....Uha.

Selvom jeg efterhånden virker god til det sociale, kan jeg også virkeligt gøre det svært for mig selv, på fatale måder. Jeg er som så mange andre Autister parat til at have egne meninger, der ikke afspejles af en gruppe, det vil sige jeg helt naturligt hvis jeg finder noget korrekt og etisk rigtigt, er klar til at tage et "forkert" synspunkt helt alene. Også at skære lige igennem.
Ofte er jeg sluppet fra det, men der er gange det kan gå helt galt når der er meget på spil. Og på den måde kan jeg ende i rigtige "Autist situationer", højt fungerende eller ej.
Så hvis man skal se hvor socialt velfungerende jeg lige er, så skal man se helt ned i de enkelte detaljer/situationer, hvoraf nogen klares rigtigt fint og andre potentielt kan gå helt skævt. Og det kræver erfaring og meget selverkendelse at forstå at det er så komplekst.
Jeg er blevet diagnosticeret som 49 årig og det gør at jeg i princippet først nu har nøglen til en bedre forståelsen af, hvad det egentligt er der foregår.

Der er også nogen Autister/Aspergers der har svært med motorikken, det har jeg så ikke, om det skyldes at jeg gik til ballet allerede som stor baby ved jeg ikke, men da jeg også sad i kravlegården og klippede med saks når jeg var kreativ, så må jeg formode at min motorik var ganske ok...jeg var vist lidt længe om at gå og derfor fik jeg kælenavnet Trisse, da jeg trissede meget rundt med en Brio gåvogn....men så kunne jeg jo også transportere ting og plysdyr på ladet.
Og da jeg i dag er performer og danser, så har jeg absolut god fornemmelse omkring bevægelse og brug af et rum som scene. Også at få kontakt med publikum og få dem til at føle at jeg optræder lige for dem.

Ja, øjenkontakt, det er jo den klassiske med Autister: "de tager ikke øjenkontakt", jeg vil ikke påstå at jeg tidligere brød mig om øjenkontakt og slet ikke med nogen jeg ikke kendte, jeg synes først det er blevet bedre de sidste par år. Men jeg formoder det med øjenkontakten også har store variationer blandt Autister, og variationer i forholdt til køn, og nu har man så småt opdaget de uopdagede/ikke diagnosticerede Asberger/Autist piger/kvinder, oversete fordi piger med Autisme er mindre synligt Autistiske udadtil. Enten fordi kravet til socialisering er større for piger, eller de er biologisk betinget lidt bedre til det sociale. Men endnu en variation og også mellem Autistiske kvinder.

Jeg er så ikke matematisk geni, men jeg var vist ret skrap til geometri, men igen meget dårlig skolegang så hvem ved, for udover talblindhed er der jo også "talskræk" og den er vist noget man lære i skolen.
Men jeg kan se ting for mig, løse ting, jeg er kreativ. Jeg er god med ord, i tale og efterhånden også skriftligt. Jeg er også musikalsk på min egen måde, meget interesseret i musik og jeg synger selv. Så jeg er i den "bløde ende" af evner må man vel sige.

Som højtfungerende, handler det også om ens opvækst, hvad man har lært, hvad der har været fokus på, har man trænet ting som barn, og har det været fordi man vidste der var tale om Autisme? Eller har forældre/skole bare forsøgt så godt de kunne? Og er man selv vokset op med en forældre med Autisme? Der er jo eksempler på at nogen børn har fået et mægtigt løft gennem forældre og skole, når man gjorde det rigtige.

Så alt i alt en blandet skare, hvor det vi for os selv synes er en selvfølge i forhold til at være Autist/Asberger med hensyn til evner eller besværligheder, ikke svare til andres med samme diagnose og "velfungerenhed". Det er også derfor det at mene at de højtfungerende ikke har alvorlige problemer, og krav på hjælp er helt forkert, man vælger at se det positive, men det hjælper ikke hvis problemerne gør at de for ofte overskygger det positive, og forhindre at man kan nå et mere fuldt potientiale til gavn for sig selv og andre.

Så når man møder en anden højtfungerende Autist, så kan det godt være man har ting til fælles, også at man er meget forskellige, og også at andre vil vurdere en meget forskelligt, hvilket vel også former ens egen selvforståelse. "du er meget begavet", "du er ikke god til det sociale", "du er meget genert", "du er ret støjende", "du er meget direkte", "du er meget venlig", "du husker enormt godt", "du er meget forvirret" osv.....og så engang i mellem møder man en, der ser noget helt andet hos en, og man siger "Øh, jeg troede jeg var.....". Og nogen gange opdager man selv at man enda var helt omvendt, af hvad man selv havde gået og troet.

Derfor skal vi nogen gange bare se andre, som for første gang og uden at kigge efter en varedeklaration, eller have diagnose brillen på. For desto mere klart man selv og andre ser det individuelle i Autismen, desto lettere tror jeg det er at kunne agere i livet og få det bedste ud af det med det man har.

Kampen for ikke at være for "offeragtig".

Jeg har nok levet efter at jeg prøver at bevare værdigheden frem for alt, om jeg så skulle skyde mig selv i foden ved det. Jeg ville ikke at virke "offeragtig" som man kalder det i dag. Vi lever i en tid hvor mange mener at "et offer" er en der selv har valgt det bevidst, for at tiltuske sig ynk, opmærksomhed og goder. "Offermentalitet" som det så smukt kaldes.

Hvad kalder vi så dem der reeelt har været eller er ofre? Tja, så længe det bare er "de andre" der er ofre,  er det fleste mennesker nok ligeglade med hvad de kaldes eller om der skelnes.

Nogen mener også at de rigtige ofre lever i andre lande, eller at de rigtige ofre er nogen der kan leve op til nogen Helgen agtige offerkrav, som små børn og dyr kan honorere, og at ofre skal være uangribelige uskyldige skikkelser, for ellers har de nok selv skyld i deres skæbne og at de ikke kan komme viderer.

Så "næsten" som man kaldet dem i Biblen, er sjældent din egen nabo eller sigøjneren udenfor den lokale netto.

Jeg gider knapt nok længere at forholde mig til de traumer jeg har haft i mit liv, for det første er medierene blevet et konkurrence i hvem der har lidt mest, og derved fortjener opmærksomhed og anerkendelse, og hvor vi kan sidde som overdommere i sofaen og vurderer om de nu har haft det slemt nok.....der ligger noget i det med manglen på anerkendelse, som offer skal man tilgive, komme videre, "for ens egen skyld", og for at være god nok til at fortjene andres respekt. Det martrede individ der ikke kan mere, er ikke til at forholde sig til i det moderne vestlige samfund.

Så det er ikke småting man skal leve op til i de andres øjne. Det sjove er at man få at vide at de neuro typiske netop er så empatiske, det sjove er at det mærker man ofte ikke meget til.

Selv har jeg stået model til en del, en lortet skolegang, selvmordsforsøg og selvmord i nærmeste familie, min biologiske Mor's alt for tidlig død, at agere psykolog for de andre i familien i min barndom, som ung et samfund der var ude af stand til at fatte at de ikke skulle presse mig på den måde de gjorde, selvom de var fagpersoner og burde have fattet. Psykisk undertrykkelse hjemme, der vel var et Stockholm syndrom af rang, diverse fejl diagnosticeringer......og meget andet som jeg lige nu har glemt i farten, hvor jeg nok ikke heller kan tillade mig at trække "offerkortet" som man så frisk kalder det.

Men jeg har ikke lyst til at trække offerkortet, det har jeg modarbejdet hele mit liv, det jeg nok har manglet var lidt anerkendelse af kampene der er blevet kæmpet.
At jeg med en Autisme/psykiske problemer faktisk måtte klare ting, selv "normalt fungerende" ville knække sammen af.

Og hvorfor er jeg her stadig, og forsøger at sparke røv? Det er ikke på grund af det jeg ikke er, men på grund af det jeg er. At Autismen/Aspergeren også har nogen styrkepunkter, at jeg ikke er en der opgiver selv når jeg har opgivet. At jeg har forsøgt af alle kræfter at holde fast i min grundkerne af fornuft og overlevelse.

Men jeg må lære i fremtiden at klart sige hvad jeg ikke kan, hvad der er for meget for mig at klare, hvis livet ikke skal kæntre. Og samtidigt holde fast i at jeg er et menneske med værdighed og et krav på anerkendelse, om jeg så får den eller ej.
Jeg søger ikke ynk men forståelse. Jeg er et asymetrisk menneske der på en ene side synes at have det hele og lidt til og på den anden side har et bredt udvalg af benspænd biologisk indbygget i mit system og i min fortid.

- Hey!, men det er jo de der neuro typiske der ikke tænker i sort hvidt, men nuanceret, og jeg har fuld palet i nuancer og farver, nogen står bare klarere end andre. Så hvorfor er det jeg/vi ikke får den der anerkendelse og empati i samfundet?

I USA bruger man meget udtrykket "a Survivor", en overlever, det er for at bringe empowerment til det at være et offer, til offeret selv og i forhold til omverdenen. Jeg er her stadig derfor er jeg en overlever, og jeg kæmper stadig med fortiden og nutiden.

Det ensformige liv, jeg vil uuud!

Specielt når man ikke er på toppen kan ens cirkler blive meget små, både med hensyn til det sociale samvær og også det med at komme rundt i geografien og se noget andet.
Man synes det er besværligt, dyrt, eller man vil ikke gøre det alene, og jeg har tænkt verden ligger derude du kan bare tage afsted og kigge. Men jeg har ikke gjort det i lang tid.

Når man mangler overskud, har stress, hvis man synes at offentlig transport bare er for meget kaos, så er der gode grunde til ikke at kunne overskue at tage på tur.

For tiden finder jeg offentlig transport skrækkelig, og nå jeg af og til prøver kan jeg mærke at jeg kommer helt op i det røde felt. Det er også med til at jeg næsten udelukkende færdes i gå afstand, og der på den måde er der arrangementer jeg ikke kommer til og steder jeg ikke får set.

Det er en del af min Asperger/Autisme at jeg får for mange syns og lyd indtryk, der gør jeg ikke kan cykle eller selv køre bil, det kan være svært nok med mange mennesker, da jeg nærmest fungerer som en radiobil på speed, når jeg er ude.

Det kan godt være jeg har været stresset og mindre social i over et år, ikke har magtet større sammenkomster så godt, men jeg havde nok kunne magte andet, mindre sammenkomster og noget der gjorde det letter for mig at opleve ting, uden at skulle anstrenge mig selv psykisk. Hvor jeg kunne opleve noget med ro på.

At måtte sige nej til meget, har jo ikke just styrket mit selvværd eller selvtillid, jeg har siddet fast i en trummerum.

Men det er også en del af det at ikke have et netværk der kan fungere på det plan, jeg har haft brug for. For jeg er ikke sikker på penge ville løse det, det er jo ikke fordi jeg bryder mig om at køre i Taxa fx. men det kan være en løsning når jeg absolut ikke orker mig et sted hen på gåben, men det er jo altid kort ture.

Og jeg savner naturen, jeg savner at se noget andet, når andre drømmer om fjerne steder, så behøver jeg bare at tænke på at jeg godt ville lidt udenfor København og se nogen ting.

"Derude" men ikke udenfor Københavnstrup.

Men jeg synes ikke om at skulle føle afhængig af andre, jeg har svært ved at finde ud af om det er en overdreven følelse jeg har, det at man har brug for andre og de i grunden måske synes de strækker sig meget langt for en. Hvornår er man værd at andre gør noget for en, der er sådan rimeligt også på ens egne præmisser?

"Driving Miss Daisy".......

Jeg må finde på noget, cirkler der bliver mindre er ikke godt, og ture jeg har kunne klare virker i dag uoverstigelige, som en togtur til Odense, der tidligere bare var nemt nok. Som folk der invitere mig til udlandet og jeg bare må sige: "Det kan jeg bare ikke nu, men jeg ville gerne".

Hvordan bliver cirklerne større igen? ja tidligere fordi jeg har kæmpet for det, men hvorfor skal der altid der skal kæmpes for alting så adrenalinet sprutter, hvorfor er der aldrig noget der bare kommer lidt lettere, med lidt hjælp og støtte? Fordi sådan er det når man har svært ved noget, sådan er det når man har haft depression og har Autisme/Aspergers?

Men jeg må/skal finde en løsning, eller nogen løsninger, jeg vil godt ud og se natur og kultur, og ikke hæmmes af at jeg har for lidt energi til at gøre det på måder der gør mig træt på forhånd, hvor jeg ikke kan overskue hvordan, så jeg bare opgiver.

På den måde passere livet forbi og jeg kan føle jeg er stækket, selv i forhold til noget der måske kunne være realistisk opnåeligt.

Et barn med en yderst levende fantasi

Jeg var et meget fantasifuldt barn, det var også praktisk da jeg levede et ret isoleret barne liv.
Mine fantasier var spændende og farverige, de var som at skrive på en bog oppe i hovedet og hvor man næste dag kunne arbejde videre og revidere der hvor noget ikke var godt nok, eller manglede detaljer.

Kunne jeg som barn skelne virkelighed og fantasi og hvornår skete det? jeg tror nok sådan omkring da jeg nåede en 6-7 år. Men er jo stadig den historie med Kaninen jeg ledte efter på skolen, da jeg gik i 1 klasse, og hvor jeg endte hos skolepsykologen. Jeg husker så intet om om der var tale om bortkommet plyskanin, eller en imaginær Kanin, skolen må have hældt til at den var imaginær.

Børn med Asbergers, er jo på en måde asymetriske i deres udvikling, og faktisk det var det jeg altid sagde om mig selv inden jeg blev diagnosticeret. Den intellektuelle kapasitet, kan være meget stor, men så er der andet mentalt der svare til den alders udviklingstrin, eller bare er anderledes "vendt" i forhold til det neuro typiske. Med alderen og en god støtte kan den asymetri gøres mere balanceret. Men det er en livslang proces der fortsætter hele voksenlivet.....Det ved jeg jo selv alt for godt. Og jeg er stadig ikke symetrisk på nogen måde.

Jeg barn havde også fantasi venner og så havde jeg alle plysdyrene der var meget levende i min verden, eller de var levende som jeg så dem. Med komplicerede personligheder og egne meninger. Og jeg havde en høj moral omkring at jeg ikke trumfede mine egne meninger igennem overfor dem....hvordan man ellers gør det, men jeg trænede da min etik og indlevelse.

Jeg elskede at tegne, og fik meget inspiration fra bøger, så min fantasi og tankeverden havde også et fysisk kreativt udtryk. Og så var der de komplekse lege med plysdyrene, der både var kammerspil og større "produktioner" med mange dyr.

Andre børn kunne bliv fascineret af mine plysdyrs personligheder og af de figurer jeg selv havde skabt af gamle strømper og ting og sager. Disse figurer svarede til hvad jeg synes jeg havde brug for, af personligheder og fysisk udtryk. Jeg var fuldt ud så tilfreds med det jeg selv lavede, som fine købte ting. Personlighed og karakter var det afgørende.
Som et barn der fik oplæst mange bøger og selv kiggede i bøger og tegneserier så godt jeg kunne som ordblind, havde jeg meget at kunne fodre min fantasi med, og mit fantasi liv fortsatte i voksenlivet.

Jeg er stadigt et menneske med en levende fantasi, men i de sidste 5-6 er det som mit fantasi liv er blevet meget mindsket, og det ser jeg ikke i dag som noget positivt.

Måske hjernen (eller min hjerne) på en eller anden måde ikke registrere fantasien og virkelighedens sejre og nederlag så forskelligt og at fantasien på den måde kan balancere sindets virkelighed. Er det kun de triste socialrealistiske realiteter og en kamp for at finde ud af livet der fylder tankerne, ender det hele meget gråt, hvis der ikke også er mulighed for sejre og gode ting i det virkelige liv. Der kunne min fantasi beskæftige min alligevel overaktive hjerne, men noget mindre negativt og hvor jeg havde en magt over tingene, noget jeg ikke havde i virkelighedens verden.

På den bagrund kan jeg nu se at en som jeg, ikke kan lever i virkeligheden hele tiden, jeg har brug for at balancere med et eget indre fantasi liv. Fantasi liv kan jo også handle om at konstruere ideer, ting oppe i hovedet, det kan også handle om at jonglere med ting/ideer man forsker i, duer det her eller ikke, og hvad skal der så til for det gør det? For mig er fantasien også stærkt forbundet med det intellektuelle liv.

Jeg har brugt alt for meget tid med at bokse med problemstillinger der ikke kunne løses i mit personlige liv. Jeg siger ikke at man skal feje problemer ind under gulvtæppet, men bare huske på at det ikke nødvendigvis bliver løst af myllertanker omkring negative aspekter i ens tilværelse. At man måske behøver at samle kræfter andre steder, for at løse sine problemer. Idealet var jo at gå andre steder hen i livet og få positive bekræftende oplevelser hvorigennem man kan finde kræfterne og glæden, men sådan er det jo ikke altid, slet ikke når ens energi er begrænset og ens evner til at navigere i virkelighedens verden ikke er optimale. Og når man ikke har tilgang til terapi eller et stærkt nok netværk. Kører man alt for længe på de sidste ressourcer er de en dag brugt op, og det skete for mig.

Men man kan man flyve i fantasien, og sindet kan få lidt ro og optimisme, og der skal ikke bruges kræfter men ikke har da sindet rejser let og ubesværet, og så kan kræfterne anvendes på det der kræver opmærksomhed og styrke.

Fantasien kan være en form for beskyttelse og afstressning, og jeg tænker at den virkelige verden konkurrere med fantasiverdenen, der åbenbart kan tabe i forhold til fantasien hos nogen Autistiske børn og voksne, det må vel også ligge i at det levende liv ikke altid er stimmulerende nok til at fange opmærksomheden hos mennesker med Autisme. På en måde er det jo en fantastisk del af det Autistiske sind. Selv har jeg undertrykt min fantasi i nogen år for at presse mig ud i verden/livet, hvilket jeg har opdaget var en fejltagelse, jeg fokuserede for meget i forhold til det virkelige, og det bidrog til depression og stress uden aflastning. I dag ser jeg det for vigtigt jeg efter behov kan søge helle i fantasien. Så jeg tror man skal afvægte hvad en fantasi verden gør for at stabilisere/afstresse.

Jeg tænker også at fantasien er en måde at afprøve/forstå ting på ude i livet, om det er socialisering, eller noget praktisk/kreativt. Sådan et personligt indre test laboratorium, og det er da egentligt ret smart?.....senere må man ud og prøve om vingerne bære ude i virkelighedens verden.

Depression variation og inklusion

Kender du det, endnu et opslag på Facebook om en fiks måde at slippe ud af en depression?
Lad være med at sove i tre døgn, mediter, mindfulness, motion, kostomlægninger, vitaminer. Det gælder også for ens facebook venners egne erfaringer, med alternative behandlinger.

Men det satans med depressioner er at der er mange slags, der kan være udløst af et utal af forskellige årsager, vitaminmangel, lysmangel, stress, sorg, et lorteliv, sygdom og meget mere. Resultatet kan så være mere eller minder svær depression, men i princippet mange af de samme symptomer, men mange forskellige årsager -Upraktisk? Ja, absolut.

Udover at det er svært at sige man har depression, fordi man bliver sammenlignet med andres erfaringer, din depression blive målt efter hvad den anden tror depression er. Hvilket intet siger om hvad du føler selv. Og depressionen er jo det du selv føler du lever med.

Depression er blevet en folkesygdom i Danmark, men umiddelbart ser jeg ikke det gør det nemmere, det nærmest forfladiger problemet, trivialisere det. Og depression er en livsluger og potentielt livsfarlig.

Med årene efter de første lykkepille rus, er der kommet meget kritik af antidepressiva, det gør at nogen ikke vil afprøve en behandling i frygt for bivirkninger. Der jo faktisk nogen der har gavn af antidepressiva, desværre kan man ikke se på folk hvem, og desværre er der mange der ikke har nogen gavn af dem. Jeg mener så at det kan være værd at afprøve, især hvis der ikke er en egentlig årsag til depressionen, men den bare er der og går ok kommer uden at man kan sige hvorfor.

Selv har jeg prøvet forskellige typer antidepressiva uden held, for mig er det ikke løsningen.

I tiden ligger der også et mere eller minder uudtalt et krav om at man selv har et ansvar for sin depression, og man skal være artig og spise sundt og få motion. Alt i alt vise samme overskud som hvis man ikke havde depression. Personligt har jeg ikke overskud til at lave sund man når jeg har det skidt, og jeg mener ikke jeg mangler rygrad.
Jeg har da kendt folk med depression der sagde de fik det bedre af motion og bedre kost, men igen, vi er forskellige også forskellige med hvad der står først på listen over basale overlevelses strategier.

Hele vejen igennem min sidste 6 år lange depression, har jeg haft en klar følelse af at alle de gode velmenende råd ikke var nogen jeg kunne bruge, svaret lå et andet sted. Men hvor?
Det var som om der var en gåde der skulle løses, men samtidigt også et samfund der var ved at kvæle mig, med sine krav og lykke tro.

Jeg blev mere og mere vred, jeg begyndte at sige, "Nej det er ikke min skyld, det er også jer der er en del af problemet". Manglende inklusion, stigmatisering, overflade ræs, en samfundsmæssig afvisning af at livet også indeholder lidelse......og der ikke er noget galt i det med lidelse, det er naturligt også når man bor i Danmark, det farligste er faktisk afvisningen af at lidelsen eksistere i blandt os, og er reel.
Jeg forstod nu: At det handlede ikke bare om mig, men mange andre i Danmark der ikke kunne få "det gode liv" til at hæng sammen, som de der mennesker i reklamebloggene.

Mit liv havde nu i længere tid mistet sin mening og håb, og jeg har været gennem meget i mit liv også tidligere depressioner, og aldrig været så modløs, jeg følte at døden var meget nær, et par år til og jeg ville være færdig, ikke nødvendigvis selvmord, bare færdig udslukt.
Jeg har levet et liv på kanten, forsøgt at overleve uge for uge, usynligt, uforstået. Jeg har prøvet at få hjælp, men den matchede ikke mine behov, jeg kunne ikke finde vejen til hjælp udefra.

Så jeg krævede at blive henvist til distrikt psykiatrien igen, og det der skete var jeg kom til en visitationssamtale og fik at vide jeg havde Asbergers og blev sendt hjem igen da de (DPC) ikke kunne tilbyde mig noget.....åbenbart heller ikke rådgivning om hvad jeg så skulle gøre for at komme videre og få mere info.

Og i øvrigt opdagede jeg at jeg havde stress og havde haft det i et og et halvt år og det kun var bleve værre.

Og så luskede jeg afsted efter nogen vitaminer og holdt op med at foretage mig noget fornuftigt i mit hjem for at få helt ro på. Jeg indkøbte specielle b vitaminer mod stress, d vitaminer som jeg reelt mangler, multivitaminer, magnesium, og mig der hader at sluge piller.
Jeg synes jeg fik det liiiidt bedre......Noget senere tilbud om NADA øreakupunktur......jeg fik det stadig bedre. Men hvad jeg nok var mere afgørende, var at diagnosen Asbergers/Autisme satte meget på plads, det var et af det svar jeg havde ventet på meget længe. Og det svar, var samtidigt også svar også på en masse andre spørgsmål jeg havde kæmpet med.

Jeg føler at jeg i dag næsten ikke er depressiv, ikke i forhold til tidligere, men hvad var det der skete? For der blev jo sat flere ting ind næsten samtidigt, en ny diagnose og vitaminerne og det gav en mærkbar virkning og så kom NADAen lidt efterfølgende. Depression er godt nok noget sært noget, og efter at have haft det gentagende gange gennem det meste af mit liv er den stadig en gåde jeg ikke har løst.

Til sidst: Husk på, at depression ikke bør ses som noget man bare skal kunne styre, og man er et dårligt menneske hvis man ikke kan...og rent faktisk prøver man jo at klare det hele med en depression i rygsækken, faktisk bør man have krav på lidt medmenneskelighed fra andre, ikke skyld med skyld på og det gælder også for samfundet som sådan. Der stilles så uendeligt mange krav til individet i dag, men vi lever i en sammenhæng, derfor skal/bør/kan vi ikke bære det hele alene. Et af de fælles spøgsmål den depressiv stiller er "Er jeg stadig en del af liver og fælleskabet?". Og at blive lukket ude/tilsidesat af andre/samfundet, letter ikke vejen ud af en depression.

Nu er jeg officielt handicappet

Jeg fik i går brev om at jeg nu høre under Handicapafdelingen hos Københavns kommune. Jeg er så med et "usynligt handicap", ovenikøbet et af de hvor der foregår oppe i "kuplen", den form for handicap vi mennesker åbenbart har sværest ved at forholde os til, ikke at folk nødvendigvis er vilde med at side ved siden af en fysisk handicappet har jeg hørt, men med os hvor det er hjerne er det/vi åbenbart også grænseoverskridende for de "normale"......"Vi troede hun var normal!....nu ved vi bedre....".

Selvom hjernen har et handicap, kan den nu godt flyve lidt.

Jeg ved ikke om overflytningen til handicapafdelingen er en fordel for mig, men det vil jo vise sig, om ikke andet er det afgjort jeg er der, hvis jeg skulle søge om noget såsom hjælpemidler.

Til gengæld er der intet nyt om hjemmehjælp, i forhold til at hjemmet er gået i udu i 3-4 måneder pga stress.
Jeg har Hjemmevejleder, men vi har haft travlt med meget andet, sådan går det når selv de mindste ting bliver svære at overkomme.

Men diverse henvendelser blev sendt afsted og jeg fik en ny diagnose, og meget andet, selv også ret små ting kræver at der bliver talt om det og det bliver sat i sving, det har holdt hårdt, jeg har ikke haft en god sommer.....Så nu trænger hjemmet, meget!

En grund til det med at flytte over i handicap afdelingen handler om, om jeg kunne få et forløb hvor jeg kunne få noget konkret at vide om at skabe struktur i hverdagen. Det vil så vise sig hvordan det ser ud med det i Københavns kommune.

PS. Selvom min hjerne nu er officielt handicappet, så er der nu nogen punkter hvor den funker ret godt, og andre punkter hvor den er på vej til at fungere bedre, ikke neuro typisk, men for håbentlig typisk for mig på den gode måde.