Hardcore Recovery

Kan man heles og få det bedre psykisk på en helt sikker og for andre passende måde, helt uden der opstår knaster, skarpe kanter, omveje, udfordringer?.....Det kan man måske, men den vej kender jeg ikke.
Måske det er derfor vejen til at få det bedre kan være meget ensom, alt det andre, omgivelserne ikke kan rumme, når du flytter dig, men de er, som de stort set altid har været. I livet kan vi gå i stå, gå tilbage, gå frem.

Jeg siger at jeg ikke ønsker mit gamle liv, at jeg er parat til at satse en hel del på det projekt at smide den gamle tunge rygsæk med kronisk depression og meget andet der tynger.

Det gør/kan gøre at andre kan blive bekymrede på mine vegne, have meninger om hvad jeg har gang i. Men den personlige recovery er at arbejde med kaos og turde stole på sig selv. Andre har så mange meninger om hvordan man gør det rigtige, og når man ikke har det godt og man har "noget psykisk", så bliver der set skævt til retten til at eksperimenterer. Ja, disse eksperimenter lykkes ikke altid, men går det som det skal, kan noget af det anvendes til et bedre liv.

Jeg kan tænke: Forstår andre ikke at jeg er den type, der ved hvad jeg laver? -ja det går lidt galt, men også det har et formål, eller jeg kan trække erfaringer ud af det, jeg ikke havde tidligere.
Børn og unge gør også ting der for voksne kan virke tåbelige, men de er også væsentlige, ja der er jo nogen børn og unge der ikke gør den slags og der er nogen det går helt galt for fordi de gør ting de ikke ser konsekvenserne af, men nogen skal forsøge noget, ellers sker der intet.....hvis intet var en slags Buddha tilstand kunne det være fint nok, men min udgave af intet, er at sidde fast i gamle tanker og vrede, og det vil jeg ikke.

Selvom det måske ikke lige har fremgået af det jeg skriver, er jeg faktisk gladere og mere optimistisk end føe, jeg kan mærke mine synapser er vakt til live, at der er åbnet kanaler, og at min hjerne er i gang med den store reboot. Og selvom jeg stadig er vred og stresset, tænker jeg at det hele er så nyt, så det skal bare have tid.

NADA øreakupunktureren har sat gang i noget, processen er i gang og det er som om kosmos er inde i mig, jeg lukker øjenene og livets/universets byggesten er synlige.

Og så er det nogen kan sige: "er det nu godt og sundt", har Damen tabt sit fodfæste -og sutten?

Jeg tror NADA tager fat i en som man er, at det jeg oplever i forhold til NADA akupunkturen er unikt i forhold til min personlige mentale opsætning og den vej jeg har gået i mit liv inden. Jeg føler mig tryg fordi jeg føler jeg er forberedt, og jeg har ventet, nogen gange utålmodigt.

Jeg er ikke et religiøst menneske, men et spirituelt menneske, men mere forstået som en iboende biologisk spiritualitet, som mennesker har haft i sig, der måske ikke er spirituel men biologisk indbygget. Jeg tror at det jeg oplever er en ting der har foregået i årtusinder og det er en indbygget helings/erkendelses mekanisme vi har, hvis vi tør og vil. Og den er ikke mere hokus pokus end naturvidenskab.

Jeg har arbejdet meget med det sociale, med at fungere sammen med andre, forstå verden omkring mig. Men ved det at jeg vender blikke ud og samtidig set mine fejl og mangler, er jeg så optaget af det udenom, at jeg  forsømmer at forbinde mig selv med verden på andre måder, men måder jeg tror er væsentlige, for at "blive en del af". Reelt er jeg jo altid en del af, uanset hvad jeg selv føler, men føler jeg mig som udenfor i form af hvad det er for evner jeg synes at mangle, og føler en kronisk indre lidelse, så er det jo lige meget for mig, jeg bliver nød til at føle den sammenhæng så jeg tror på den selv. Og jeg tror jeg er på vej.

Recovery er ikke som sådan spirituel, men den kan være det, vi bruger de værktøjer vi har, og Recovery er den egne proces, dine mål og drømme, de værktøjer du kan finde, de evner du kan sætte i spil.

Andre kan sige der er ikke noget at hente i de situationer og tanker de selv ser som negative/problematiske/skøre løsninger, såsom Fx. tin andre kan se som eskapisme, vrede og tilbagefald. Tilbagefald er uundgåelige i løbet af en recovery og man må på sporet igen, men hvornår man kommer på sporet igen kan ikke forudsiges, men faktisk er det at få tilbagefald og finde fodfæste igen vejen til at forstå hvad der sker inden og når man får det bedre, at der kommer erkendelse og mestring.
Så længe man lever er det sidste ikke gjordt eller sagt i forhold til en recovery. Man har ikke "mislykket sin recovery", før det fede dame har sunget.

Og det er værd at huske på at det er de egne mål det handler om, ikke samfundets ønsker til dig, recovery er ikke psykosocial reehabilitering, men din egen vej til at fungere i verden på din måde, så du selv føler en balance. Det vil ofte ses som "normalt fungerende", men det kunne også ses som: Hvis det fungere for dig selv og dem du har omkring sig, så er det vel ok, fremfor at skulle forholde sig til et for tiden skrumpende normalitetsbegreb. Som jeg ofte siger "Det er ret normalt at være unormal".

Det handler om ,om man selv føler man lever sit liv.

Jeg tænker lidt på den lille havfrue der gerne vill have ben og blive et menneske der gik på to ben, men prisen var der som en evig kronisk smerte. Jeg vil også gerne være en af menneskene, men ikke på den lille havfrues vilkår, jeg må lave min egen deal med prisen......Måske det heller ikke burde være nødvendigt at give afkald på sin egen natur og sin fortid, for at få en bedre fremtid?

Mon der er nogen hjælp at hente?

Jeg fik endeligt afleveret de papirer med min diagnose til kommunen, så jeg kan komme over i handicap afdelingen. Men spørgsmålet er om der er noget reelt formål med det skift, jeg hører/læser at der er lukket for rigtigt meget hjælp, at kassen er smækket i.

Som ny diagnosticeret og med en del problemer med at klare hverdagen, der har medvirket til depression og stress, er det at få diagnosen ikke nok til at være til nogen hjælp i sig selv, hvis det ikke betyder at jeg får viden og den rigtige hjælp i det mindste i en periode.

Betyder en Autismespektrumforstyrrelse diagnose at jeg bare skal ned på biblioteket, så jeg kan lære mig hvordan jeg klare mig bedre i fremtiden?

Jeg ser at andre med Autisme og ny diagnosticeret autisme kæmper en kamp med myndighederne, Fx. omkring bostøtte, tilskud til hjælpemidler, ressourceforløb, betalte forløb der skal gøre dem bedre i stand til at løse situationer i hverdagen og få en bedre fungerende hverdag.

Mennesker der bliver diagnosticeret sent, har jo ofte ikke stiftet bekendskab med hvad der kan stabilisere, de har heller ikke en masse viden om hvad Autisme/Aspergers er for noget. Og bøger, nettet, Facebook grupper, foreninger er ikke altid nok til at få den indsigt og de forandringer, en diagnose kunne føre til.

Bekymrer jeg mig på forhånd?.....Jeg prøver vist bare at blive realistisk, men også stålsat.

Noget andet er, at man får stukket en henvisning ud til en psykiater og men har brug for en psykiater med speciale i Autisme, dem er der meget få af, der har en aftale med sygesikringen. Det betyder egenbetaling og nogen er på overførselsindkomst eller førtidspension, og der er ikke lige råd til en psykiater der kan koster over 1000 kr pr gang eller mere.

Selv fik jeg en diagnose juli 2015, bygget over mine gamle papirer og en kort samtale. Så jeg har ingen mere konkret viden om hvad min diagnose betyder, eller om den også ved nærmere eftersyn indeholder noget mere fx. en ADD. Og hvad kan jeg gøre og hvad bør jeg ikke gøre og ikke mindst: Er der bedre fremtidsudsigter? For det hele handler jo om at jeg har været på kollisions kurs i årevis, uden at forstå hvorfor.

Nu er spørgsmålet om jeg bare skal smutte på biblioteket, eller om jeg kan få en professionel vejledning til at få lidt mere ro på mit liv, om jeg skal have lidt medicin eller ikke. Hvordan mine praktiske problemer i boligen bedst løses. Hvor meget jeg kan, før jeg er i fare for at sætte det til jeg har opnået. Autisme/Asbergers er noget man kan leve godt med, men det forudsætter viden og erfaringer, efter næsten 50 år uden den viden, synes jeg at den viden og erfaring for en gang skyld godt måtte blive lidt leveret, uden at jeg igen skal ud og kæmpe mig til den helt alene og uden en dialog.

Min personlige udgave af Aspergers

Selvom en del siger at jeg ikke virker Autistisk, så står jeg absolut også på mål for andres undren, bedst hvis folk i det mindste ser det humoristisk, fremfor at se det negativt.

Hvad er det så jeg går og laver?:

At jeg ofte svare seriøst på folks pis, selvom jeg faktisk godt ved det er noget pis.

At jeg kan sige noget så folk tror det er ironisk, men jeg faktisk mener det.

At jeg har svært hvad at sige hej/goddag specielt når jeg har mødt folk før. Jeg hopper direkte ind i en dialog, jeg kan heller ikke finde ud af farveller.

Nogen gange siger jeg bare bla. bla. ting for at fylde ud. Jeg har min egen bull shit generator.

Jeg tager livet alvorligt, jeg er faktisk ret passioneret omkring livet. Bare ærgerligt at jeg ikke orker det jeg gerne ville.

Jeg kan være rimeligt morsom/underholdende, men den ligger lidt i de for mange detaljer jeg tilfører, og spring i kontekst.

Jeg kan absolut have en rap replik, hooost!

Jeg kan være svær at aflæse. Jeg har ikke altid det rigtige ansigtsudtryk på.

Nogen siger, jeg kan være ret kontant....

Nogen synes at jeg lytter og spørger for lidt....det er som regel med folk jeg ikke kender godt, eller der ikke interessere mig...eller i situationer hvor jeg har andet jeg er mere interesseret i.

Jeg foretrækker der er et formål med ting.

Jeg er ikke så fiks når det gælder "gå i byen" signaler.

Jeg er ikke ret vild med at folk er for fysiske, men skelner ikke specielt mellem passende/upassende...hmmmm.

Når folk rører ved mig kan jeg fornemme hvordan jeg har det, men da jeg sandsynligvis ikke har det fysisk godt, er det ikke ubetinget fedt.

Jeg bliver meget let distraheret, hele tiden, hjemme og ude, på en måde er mit liv en stor distraktion.

Jeg har det svært med lyde.

Jeg har det svært med stærkt lys.

Jeg ser ikke på andre på gaden, udover at konstater de er der.

Jeg har lettere ved at se folk i øjnene på en naturlig måde nu.

"Feminin" er noget jeg har i mit klædeskab. Indeni er jeg bare et menneske.

Mit hjem er der hvor jeg opbevare ting og sager, og forhåbentligt kan finde en stol og sengen.

Folk bliver ofte blivet hægtet af når jeg taler.

Jeg virker ofte enten helt on eller helt off, ikke midt i mellem.

At jeg ikke har et problem med at nuppe den første bid kage, eller hvad der nu er.

"Foretager du dig nogensinde noget normalt" (sagt om mit sociale liv)...."Næææ, helst ikke alt for meget hvis jeg kunne vælge" fordi jeg plejer at underholde med de ting, der kan virke lidt ekstreme på nogen, jeg er ikke så vild med main stream, og almindelige fester eller koncerter, og når der sker noget skal der være knald på lampen.

At være dannet og opføre sig pænt, kan blive for kedeligt og klaustrofobisk, hvorfor passe ind, hvis man kan være lidt upassende af og til?

Jeg mangler ikke interesser, jeg har svært ved at forstå at mange ikke rigtigt har interesser.

Nogen gange forsøger folk at opdrage på mig, efter min diagnose vil jeg fortælle dem hvad jeg mener...Folk er ikke min Far eller Mor og jeg er voksen, helt voksen. Jeg er lidt underlig på nogen punkter, men lev med det, jeg må jo også leve med andres måde at være på, uden jeg har retten til at rette eller dømme.

Jeg lever i en verden der er indrettet til nogen der ikke er mig. Jeg bruger den "forkerte hånd", er ordblind, B menneske og lettere Autistisk og det skal jeg jonglere med hele tiden uden at falde for meget igennem.

Jeg har i hovedparten af mit liv altid gået udfra, at andre var mere rigtige end jeg.

Jeg har tidligere troet at andre mennesker meninger om mig, var absolutte sandheder.

..........En dag bliver jeg afklaret med at være i et fremmet territorie, at jeg er "en anden slags" her, at trække på skulderen og bare konstater at der er flere måder at gøre ting på, jeg er et fornuftigt og velvilligt menneske, det må være godt nok. Jeg kommer aldrig til at kunne se mig selv gennem andres øjne, eller komme til at opleve andre fra et andet perspektiv end det min egen hjerne kan levere, men der ligger også en vigtigt viden i at forstå, hvad man ikke forstår, at der er et andet liv, mange liv -og meget mere.

Et værdifuldt menneske

Hvordan kan man være et værdifuldt menneske, i en tid hvor alt gøres op i kroner og øre, og alt hvad der ikke har et afkast ses som spild og kun en byrde for samfundet?

Forældre kan igen og igen sige til deres barn: "Du er værdifuld uanset hvad", for man skal ikke nå at blive ret gammel for at kunne se hvordan værdi beregnes og hvad samfundet anser som værdifuldt og dermed væsentligt.

Selv bliver jeg da rost rimeligt ofte, hvilket jeg kun har en skuldertrækning overfor, "Hmp, jo ja, måske jeg er" Ikke udfra den Danske manglende evne til komplimenter, men fordi jeg ved at uanset hvor smuk/lækker/klog/sjov/spændende/kreativ/vidende/erfaringsrig nogen måtte mene jeg er, så er det ikke det der tæller når det kommer til stykket, det jeg kan er ikke mere værd en palietter tabt på gaden, lidt fest og farver, lidt der afveksler, men uden reel værdi.

Jeg har aldrig kunne levere det der efterspørges, "Det samfundet har brug for". Og jeg har resigneret, de dage er talte hvor jeg forsøger at prøve på at imponere nogen, eller det håber jeg, for jeg ved jo hvordan det ender.

Og ja, jeg skal tage mig sammen og sigt tak for komplimentet, for det er overskud når folk siger noget pænt, det er en rigtig god evne og det er vigtigt. Og det er ugenerøst at jeg ikke bare smiler og siger tak.

Lige nu sidder jeg og skriver CV og jeg er ved at skyde mig selv i foden, for jeg har gjort det jeg ved jeg ikke må, jeg gør det dårligt, selvom jeg vel burde vide hvordan jeg skulle gøre det.
Huller jeg ikke orker at fylde ud, selvom jeg sikkert har lavet et eller andet, som jeg bare ikke selv tillæger større værdi, eller der ikke virkede til at værdi -årtier af "kunstnerisk stræben" der nu bare synes så lige meget, at sætte ord og årstal på.
Og jeg kan ikke huske hvornår jeg gik ud af 10 klasse, og i øvrigt er hvad der måtte være af eksamenspapirer væk, helt væk jeg har forsøgt at opspore dem. Men det er også ligemeget det var ikke gode karakterer., så måske held i uheld.
Og jeg ved at et eller andet sted, i det skab der nemt vælter hvis jeg forsøger at hive de kasser ud med personlige papirer, vil der stå noget om hvad jeg lavede mellem 10 klasse og jeg var 31....men betyder det noget i forhold til nu?

Jeg kan holde et oplæg, og jeg kan synge en sang og danse samtidigt når det går godt. Og så er der de der erfaringer jeg har samlet mig. Og når det hele bliver lagt sammen så er det måske meget godt. Og måske jeg kan bidrage med noget brugbart, og måske folk kan leve med at jeg er noget "speciel".

.......Ellers må jeg fortsætte at drysse palietter ud her og der.

Det indre liv under glasklokken

Det er svært at sætte ord på, jeg har så mange gange i mit liv forsøgt at sætte ord på mit indre liv, på ting jeg har kæmpet med uden at jeg har følt nogen kunne høre det.
....men måske mennesker bare ikke kan kommunikere de ting så det står klart? Måske det bare er en drøm om det åbne sind der kan formidles direkte og med mindst muligt filter fra sjæl til sjæl, og man med en Autisme bare føler det mere tydeligt, den menneskelige isolation.

Eller så er det bare mig, der sætte et filter op, eller jeg taler i gåder, eller det jeg siger ikke kan formidle graden af hvad jeg føler. At jeg sætter ord foran, samtidig med at jeg tænker, selv det klareste vand har sine forvrængninger.

Jeg tror faktisk at jeg i kropsudtryk stivner når jeg forsøger på at udtrykke væsentlige ting, at min ellers levende mimik og gestikuleren, forsvinder når det bliver alvor.

Måske der er et "ikke udtryk" når jeg har mest brug for at udtrykke, at jeg bliver Andy Warhol og bare sidder der med et blankt udtryk, og følelser inden i der bobler, men er helt tildækket, eller meget mere tildækket end jeg selv tror, jeg føler jeg står åben, men det er jeg ikke opfattet udefra.

Der er dramaer i mit liv der tager evigheder og ikke er meget drama for andre, hvor jeg prøver at forstå, få en dialog med andre om ders opfattelse, men hvor jeg bliver ved og ved med at måtte gennemgå "dramaet", er det overstået for andre og ikke noget særligt.

Men uanset andres reaktioner er det et drama for mig, "Tag den med ro, tænk ikke så meget" Ja ja, men sådan er det ikke, sådan bliver det ikke, sådan funker min hjerne ikke.

Det ville være dejligt at være mindre påvirket af andres handlinger, det ville være rart ikke at spekulere på hvad andre tænker, men som Autist er det ikke bare et valg, eller et terapeutisk snuptag, der klare at det ikke længere er noget der skal bruges uanet tid og energi på.
Man kan jo isolere sig så meget og trække sig væk, så der er mindre at forholde sig til, færre situationer færre mennesker. Men min mission i livet synes ikke at være at søge isolationen. Men jeg finder nogen mennesker meget belastende, andre ikke. Jeg ved ikke om jeg kan lave en kategori af belastende "typer", og bare parkere dem der, og lade være med at regne dem ud, eller deale med dem uden en væsentlig grund, men hvis der er noget hvor det bobler i en, er det så ikke væsentlig grund?. Og der er jo gange man skal deale med andre om man vil det eller ej....det er ikke ret fedt..næh.

Jeg processer ikke dagligdagens informationer så godt, samtidigt med at jeg selv skaber mine udfordringer ved at automatisk komplicere indtryk og refleksions graden. Der er andre informationer der kan klares i et split sekund.

Jeg må få suppleret med noget mere verdensfjernt at bruge min hjerne til, der hvor jeg er mindre begrænset og kan hygge mig, jeg tror jeg har brugt for meget tid på omverdenen og at forstå hvad det var der var i vejen med mig, når jeg nu er nærmere på svaret på hvorfor jeg gør som jeg gør og hvorfor mit liv har formet sig som det gjorde, i det mindste nærmere på det end jeg var for nogen måneder siden, det er som om depressionen har lettet lidt, ikke at jeg har mere energi, men der er noget tyngde der er blevet smidt af.

Nem id er ikke nem og opvasken fra Helvede

For at min blog ikke ender i at svæve på et meta plan, må jeg være lidt ærlig og socialrealistisk omkring min nuværende situation:

Jeg har forsøgt at få min stress ned, helt ned, men det er som om alt andet så går ekstra galt omkring mig, rod, gris og gammel opvask, 3 uger uden Hjemmevejleder har sat sine spor. Hjemmevejledere har jo også sommerferie, og det helt ekstra uheldige at hjemmehjælpen ringede på i torsdags meget tidligt morgen, da jeg lå og sov med ørepropper og mandag var jeg til møde og havde håbet på at hjemmehjælpen nåede at komme inden, men sådan gik det ikke. Det har været så uheldigt som det kunne og med til at situationer er værre end den plejer. Hjemmehjælpen kommer faste dage, men alt efter om det er den faste hjemmehjælp eller en afløser kan det varierer med tidspunkt og så kan det gå galt.
Så jeg er i den gamle skamfulde situation med ekspanderende rod og opvask og ting hvor de ikke bør være og jeg vaden henover ting på gulvet, en hjemme situation jeg ikke har være i, i meget lang tid og jeg havde håbet var et overstået kapitel.

Jeg havde sat mig for at dagens store vigtige opgave var, at endelig få udprintet min diagnose så min sagsbehandler kunne få den, så jeg kunne komme over i Handicap afdelingen. Men det filformat de har på sundhed.dk har været helt gak, filformatet er i en form man ikke lige kan åbne opdagede jeg jo, da min sagsbehandler heller ikke kunne åbne filen, derfor underskrev jeg en erklæring så de kunne få lusket min nye diagnose ud af Distriktpsykiatrien. Men ef en eller anden grund gik det heller ikke.

Så nu skulle jeg på den igen med sundhed.dk, og jeg skal altid tage mig alvorligt sammen inden jeg roder med nem id. Og jeg skal da nok love for at nem id ikke var nem i dag, jeg prøvede og prøvede, først på sundhed.dk, så borger.dk og da jeg havde bandet og svovlet og ventet og trykket, dukker så endelig nem id boksen op til passwordet, men der var jeg allerede helt oppe og ringe. Og så skulle jeg hitte diagnosen, og jeg åbnede flere tomme dokumenter, men fandt ud af at diagnosen havde forputtet sig længere nede, og så blev det printet -og tænk den printede faktisk.

Jeg havde på fornemmelsen at jeg ikke kunne nå at aflevere papirene på kontoret, og rigtigt nok de lukkede 15.00. Jeg kunne åbenbart ikke google hvornår de lukker, men de har vist også ændret navn til noget nyt og fikst, kunne jeg se på et opslag da jeg arriverede.....Nå men, så må jeg afleveret i morgen. Har de ikke en postkasse, joooo, men jeg ved ikke hvor mine konvolutter er.

På den ene side synes jeg at jeg får meget hjælp og alligevel går det rimeligt galt lidt for ofte...hvad kan jeg egentligt? Ikke det jeg gerne ville kunne og når jeg gør det, er det desværre også galt, fordi så er der for meget stress og så er der er en meget kontant afregning med at al energi er opbrugt, men hvad gør jeg så? 

Det er svært at være håbefuld, for havde jeg kunne klare at holde stilen jeg har kørt det sidste år og en lille smule til var det fint, men det er jo det jeg ikke kan. Jeg synes det er pinligt og sølle at jeg magter så lidt.

I forvejen synes jeg at jeg er kommet mindre ud af lejligheden end jeg plejer, og jeg har brug for bevægelsen og det at jeg er ude blandt andre.....Jeg håber at Autisme spekter diagnosen vil gøre at jeg får hjælp og rådgivning til at finde en bedre drejebog der er realistisk og så jeg ikke hele tiden ender i afmagt og et torpederet selvværd. Det er en meget vaklende livsstil på den anden måde, der bygger på et usikkert fundament af, at jeg prøver at "tage mig sammen" hvorefter jeg falder sammen, igen og igen.

Jeg er træt af det her, at balancere på kanten af mit personlige kaos. Det burde være til at overskue, men åbenbart er det det ikke, chrap! Jeg er ved at blive lidt utålmodig, og håber at der snart kommer en udredning og der kan lægges planer der forhåbentligt vil føre til en mere stabil hverdag der ikke kollapser ustandseligt.....men mon der er noget liv på den anden side af det her? ....Højtfungerende Autist?.... Muuuuhahaaaaa!....pis!

Den vrede Dame

Ja, jeg ved godt det ikke er klædelig, jeg ved også godt det ikke er praktisk eller fedt for andre det med vrede.

Det ville være bedre for mig ikke at være vred, ja ingen tvivl om det. Men hvis jeg i dette moment fjernede vreden tror jeg ikke jeg havde nogen kræfter tilbage. Vreden koster sikkert kræfter, men uden den ville jeg ikke kunne se noget håb, kun afmagt og ventetid.

Ikke at vreden er nemt at håndtere, det er som at tøjle en orkan på meget lidt plads, klaustrofobisk og den vil gerne smutte ud. Den er ren energi.

Jeg idealisere ikke tilstanden, på den anden side dæmonisere vi også vrede, og hvis man har psykiske problemer er emnet meget tabubelagt, man har mindre ret til at vise vrede og vreden ses som noget der kunne være farlig og kun uhensigtsmæssigt.

Jeg ser det også som noget der kunne føre til noget andet og bedre. Hvis vi afviser vreden som en ok følelse der har sine grunde og naturligt findes i den palette af følelser vi rummer, ville det være som at fjerne farver fra kunsten og livet, med det resultat at alt endte i lys pastel. Uden

Vreden ville ingen længere kæmpe mod uretfærdighed, og skabe kunst og skrive væsentlige artikler med fare for eget liv. Det er skabt store ting ud af vrede, ikke kun negative nedbrydende ting. Det handler om hvordan vreden får udtryk. Og vreden kan også bruges til noget der kan føre til noget godt for en selv og andre.

Men vreden kan nogen gange manifestere sig som en lavine ud af Ketchup flasken, efter den er blevet rystet tilstrækkeligt rundt med. Og nogen gange ved folk jo ikke hvor mange gange man blev rystet før de lige kom og gav en et ekstra klask.

Mænd kan letter være vrede end kvinder, grænsen er anderledes og er fortsat anderledes. Man forklare det biologisk, sådan er det, fra dengang på stepperne. Men alle mænd er ikke alle mænd og at være kvinde betyder ikke at man er som alle andre kvinder, selvom man af og til kunne få den opfattelse når folk skriver og taler om kønsforskelle. Jeg synes jeg har brugt meget af mit liv på at pakke vrede væk, af den enkle grund at sådan en som mig ikke måtte være vred, sige fra med eftertryk.

Med tiden kunne jeg ønske at bare kunne lægge Autisme diagnosen fra mig, på samme måde som jeg ikke gider at skulle opholde mig indenfor kønskassen......og så mange andre kasser og indhegninger vi stadig lever med. Det kan godt være de skaber tryghed for nogen, men jeg vil helst være fri, ikke af individualistiske grunde, hvor jeg har ubegrænsede muligheder for at gøre som jeg vil, men mere at jeg ved at andre har det på samme måde, men ikke har forladt indhegningen.

Men de flest vil nok helst, hvad de fleste vil, trods alt, på den måde er der sammenhængskraft og ikke for meget revolution....Fordelen med det er at vi ikke kaster brugbare værdier bort for hurtigt og det giver god mening.

Hvad har det med vreden at gøre? Jo, jeg er vred over at verden bliver mere og mere skævvreden, jeg er vred over at vi i grunden ved rigtig meget om hvad der gør at mennesker trives, vi burde kunne gøre så meget bedre, men verden synes at handle om andre ting, at mange ofres når de meget få skal have endnu mere, på en måde der ikke giver mening som andet en en forfaldstid, hvor man griber efter det man kan få, inden en civilisation kollapser, problemet er bare at det ikke er Inka riget eller det gamle Egypten, det er ikke bare et geografisk område, men globalt......Jeg ved godt det er det der gør folk trætte og de sætte barrikader op og putter sig og håber det går over.

Og her i Danmark "hvor man har alle muligheder", eller mange har mange muligheder, men der er også grupper der ikke har det fordi mulighederne er skabt for de rimeligt strømlinjede, og der for der har en lidt anden bagrund er der forhindringer der er usynlig for dem der passer ind, derfor fortsætter forhindringerne med at være der, samfundet er blind for dem, selvom der er viden om de forhindringer og hvad man kunne gøre.

Men der er hos en stor del af befolkningen et ønske om at sætte udviklingen tilbage og ikke frem. Og håbe man selv klare den, specielt hvis der er andre der har/får mindre, så får man måske lov til at beholde sit. Man vil have mere kontrol, disciplin, straf, mindre klynkeri, man gider ikke mere empati. Der mangler fantasien/evnen til at se at et bedre samfund kunne skabes og ikke nødvendigvis var mere kostbart at opretholde, men det lader til at der ikke er en lyst til at tænke anderledes, folk er trætte af "problemer", hvis vi ikke gider at se dem og siger vi nedladende ting og fornægter, går de måske væk....Eller vi kan vente med at løse problemer når vi den dag føler os mere rige og glade?

Jeg er ikke idealist, eller utopist men jeg bryder mig meget lidt om menneskesynet for tiden, det gør mig vred. -Men er det godt for noget, kan det bruges til noget at jeg er vred, jeg ved det ikke, men jeg vil godt komme med tanker og løsninger, en stemme blandt andre, selvom jeg ingen speciel magt eller agt har i det her samfund.
Og får jeg flere kræfter vil jeg gerne arbejde politisk, men næppe partipolitisk. Jeg tror ikke på ideologier, det ender altid med at virkeligheden/mennesker skal bøjes efter ideologien. Jeg ville heller at man så på hvad man ved virker.....altså også for dem der ikke er rige og priviligerede, for de har jo deres biotoper der virker for dem. Jeg kunne så godt tænke mig at der var flere typer biotoper så også andre slags mennesker kunne trives og bidrage med det de kan.

Et rigt samfund er rigt også på andet end penge, består det hovedsageligt af mennesker der sidder og ser sure ud, oven på en pengekasse, er det så som så med det rige samfund. Mental rigdom og generøsitet efterlyses, men jeg tror der skal bygges platforme til det, for lige nu tror jeg de mennesker der har noget at byde på i den retning har svært ved at finde hinanden, vi kan finde hinanden på nettet, men vi skal også finde hinanden i den fysiske verden.