Hvorfor falder vi med Autisme/ADHD udenfor distriktpsykiatrien, uden at have noget tilsvarende?

Det er helt korrekt at Autisme og ADHD umiddelbart ikke høre ind under psykiatrien, hvis der ikke er en komorbiditet i form af psykiske diagnoser oven i, udviklingsforstyrrelsen. Men selv med den komorbiditet der meget ofte er det ikke altid man passer ind i distriktpsykiatriens rammer. Eller de kan tilbyde det der er relevant for os. 

Det lader til at hvis jeg skal fortsætte i distriktpsykiatrien skal jeg være i en samtalegruppe, om angst eller depression fx. Hvilket jeg tænker kunne være ret belastende for de andre, udover for mig selv. At være i gruppe med en vred midaldrende Autist/ADHD kvinde der har læst på lektien er ingen spøg. Dammm hell! Bare tanken. Gys. Men jeg kan blive nødt til det. 
Grundlæggende vil jeg gerne være under distriktpsykiatrien fordi de alment praktiserendelæger omkring medicin, de ved ofte for lidt om Autisme/ADHD, og det ligefrem kan udsætte mig for farlige situationer, fordi de ikke ved noget, men alligevel mener noget. Jeg kunne gå hos en psykiater, men der er mangel på de gode, så der er lang ventetid, og de fleste med det speciale Autisme/ADHD er egenbetaling. 

Problemet er, at sker der noget med mig kan jeg være for langsom til at reagerer, eller holder mig fra at kontakte, og at der ofte ikke er en forståelse. Det er nok en af grundene til at mennesker på spektret forventes at leve kortere end gennemsnittet. Mange har fysiske sygdomme der er typiske, hyppigere forekommer hos mennesker med Autisme/ADHD. Vi har en anden måde at fornemme det fysiske, enten mindre eller mere, hvilket kan være en udfordring at tolke for ikke specialister. Det kan også gøre at nogen bliver undersøgt for et utal af ting, i stedet for det der ville være det mest sandsynlige med Autisme/ADHD, i det mindste starte der. Vi er sikkert også mere stressede når vi skal forklare hvad det drejer sig om, eller vi fokuserer anderledes, eller bliver forvirrede fordi lægen går i en anden retning, eller en tredje. Så for mig er de bedst med noget løbende kontakt, af nogen der kender mig. Det andet er for usikkert. 

Med hensyn til alment praktiserendelæger, kan også dreje sig om ting som holdninger til medicin, fordi noget ikke kan anbefales, eller over tid, kan det være den eneste løsning, eller den eneste i forhold til den virkelighed vi lever i. At ja det kunne være andre muligheder, de er der bare ikke. Det handler om at få det til at hænge sammen på en eller anden måde. Og at have idealer på et område, og helt ligeglad med konsekvenserne det skaber, er at være uden etik og moral, kan man ikke tilbyde andet, hvad er så alternativet? Jeg er vel vidende om at læger er under opsyn omkring visse typer medicin, så de skal dække sig selv ind så de ikke kommer i klemme, og de har intet at henvise til. Så hvis man ikke dør af det ene, kan man bare dø af det andet, og det sidste vil ingen kunne anklage nogen for, folk med ADHD/Autisme dør tidligt statistisk. Men så er vi da ude af systemet, next generation, rinse and repeat. 

Men jeg har prøvet at få taget noget medicin fra mig, der endte med at starte en kædereaktion, der absolut ikke var god. Nogen har magt, andre har afmagt. Det er ikke bare for sjov, og andres holdninger kan koste dyrt. Jeg har ingen stemme, er jeg uheldig i systemet, er det det jeg er. Og det har foregået de sidste 12 år...reelt meget længere, men det var der det virkeligt ramte, fordi jeg ikke kunne rejse mig igen. Jeg var blevet ældre og mit "system" mere slidt. Mine Fønix evner var der ikke mere. 

Dårlig læge, dårlig psykiater. En reel følelse af at være så ligegyldig at jeg ikke var værd at hjælpe, jeg var den generation der bare skulle dø ud, sendiagnosticeret i en alder og med førtidspension, ikke et liv der var pengene værd. Og det har konsekvenser, det er ikke deres skyld jeg stadig lever, og der kunne have været gjort en forskel, det var ikke bare som det var. Men det vidste jeg ikke.
Jeg sad på dødsgangen, men hjemme. Ensformige dage der blev mindre og minder, og jeg ikke kunne huske mig selv som jeg var. Jeg var blevet et skygge menneske. 

Hvis jeg havde været tilknyttet noget som distriktpsykiatrien, havde jeg været noget bedre hjulpet, selv uden at være overoptimistisk. Det er også fordi det er mere tværfagligt, et man møder flere og at der er nogen mål. Hvor en læge eller psykiater står alene, og også kan dække sig helt ind. De kan leverer langt under det minimale, uden problemer for dem. 

Jeg skal om ikke andet skifte praktiserende læge, udover det hvordan pokker jeg skal finde en ok psykiater. 

De fleste med Autisme eller/og ADHD har brug for støtte i en eller anden grad. Mange af os har vænnet os til ingen støtte, eller slet ikke tænke på hvilken støtte vi burde have, vi tror bare det er sådan det er, vi kan slet ikke forestille os at verden passede bedre til os. Og i den situation stiller man ikke krav, eller stiller spørgsmål til status quo. Hold os uvidende og skamfulde, jo længere det er muligt behøver man ikke at gøre noget, eller se på den viden der faktisk er på området. Og hvordan man kan forbygge hvad der er sket til mig, og så mange andre. 

Viden er det der skal til, forskning, fagligt, personligt, i samfundet. Og vi er bagud, forbandet bagud. 

Hele mit liv har jeg aldrig passet ind i de kasser der var, og det var mit problem, selv som forkert, er jeg forkert, og det bliver ved og ved, og det er helt utroligt. For jeg er ikke noget specielt og særligt som sådan. Men vi har altid været gode til meget ekstra firkantede kasser i Danmark. For det er nok at have kasserne, så man kan sige de er der, det er bare ligemeget om der er kasser nok, og størrelsen på dem.

Et samfund består af mennesker, alle mulige og umulige slags mennesker, men det definere et samfund hvilke kasser de har og hvad der står på dem, og hvem der ikke engang er en kasse til. Men det er ikke noget vi taler så meget om, måske lige udover dem/vi der er de rigtige og dem/de andre der er ovre i kassen....udover hvad der røg udover kanten og udenfor. Men vi taler om mennesker, rigtige mennesker. ikke bare "nogen" og "de andre", "dem der". 

........2 timers samtalegruppe om ugen! For hewlede! :-D 

Er der et autentisk selv bagved masken?

Som meget sen-diagnosticeret med Autisme/ADHD har man prøvet at få livet til at fungere i mange år, og det kan være svært at huske sig selv som barn og ung. Måske endnu mere svært hvis der har været trauma. Trauma kan være som et slør over fortiden. Og rigtigt mange på spektret har det, vi er mere sensitive, samtidigt gør arvelighed også at en forældres Autisme og/eller ADHD har påvirket opvæksten. Det kan være svært at vide hvor trauma og Autisme/ADHD ender og begynder. For der er overlap i hvad der kan komme af symptomer. Er det en senere pådraget komorbiditet, eller den personlige udgave af ADHD/Autisme? Der er et puslespil, men ikke det puslespil nogen bruger som et symbol for Autisme spektret. Jeg tænker at der er mange komponenter, men det er langt mere organisk og det er ikke meningen at det kan løses. Men det er muligt at mindmappe hvor man selv er og tilføje elementer, det er ikke fordi der mangler brikker, der er højst for lidt for mange. Og gennem et liv er der dele af os der er mere i fokus, det hele er der, men det kan varierer med udfordringer og evner. 

Ja, vi er født med det, men det varierer hvad der personligt kommer til udtryk gennem et menneskeliv. Og vi bliver som alle andre mennesker udfordret af livet. Men med en manglende plasticitet, kan vi gå i stå fordi det er for meget at tage ind. Det er ikke det samme gennem hele livet og især kvinder føler det ændre sig i menopausen, enda ret drastisk. Og der sker nok også noget for mænd. Men det er ny viden.

De sendiagnostiserede har levet livet uden den rigtige diagnose, men med udfordringer, evt. fået andre diagnoser, som mange har fået i stedet for Autisme og/eller ADHD, det har påvirket de løsninger vi er blevet rådet til, vi fundet en "form". Og den "form", er meget ofte ikke særligt gavnlig for mennesker med Autisme og/eller ADHD. Mange anbefalinger i forhold til psykisk sygdom er nærmest ubrugelige i forhold til Autisme/ADHD. Det kan være svært at gøre op med, og ofte får man heller ikke meget opbakning, da de fleste ikke aner hvad der er bedst for mennesker med ADHD/Autisme Herunder desværre også psykiatere, læger osv. Vi er ikke nået så langt i Danmark. 

Det nemmeste har været at udskrive antidepressiv medicin, for nedtrykthed og angst. Det er samtidig medicin der er svær at komme ud af, uden længere varende reaktioner. Det tager tid at trappe ud, og så kommer der ofte noget lige når man er ved at være ud af det. Eller efterfølgende. Mange vil heller ikke udfordre at der "sker noget". Hvem samler så en op? Det der er eller ligner depression er så udbredt i den her gruppe, og forskellige udgaver af angst/OCD/posttraumatisk stress. Det bedste var nok at man aldrig var blevet sat på det antidepressive, uden at vide man havde Autisme/ADHD, det har en betydning, også selvom man får medicinen. Det er en anden kontekst, og vi reagere også anderledes på medicin. Men ofte er det at vi får medicinen fordi vi har kæmpet for meget, så vi kan gå ud og kæmpe igen, nu medicinerede. Hvor vi havde haft brug for at vide hvad der var sket og hvad vi kan gøre bedre for os selv. Medicinen opretholder masken. Og mange ender på det for altid.
Jeg selv er så presset i mit liv, at jeg ikke kan droppe medicinen. Og det ville ikke være klogt med erfaringerne. Optimalt, nej. 

At stå ved sig selv som et menneske med Autisme/ADHD, overfor sig selv og andre er ikke nemt, det sniger sig ind, ablelism, ofte i formen at "hvis jeg kan kan du også". Og i den personlige form "Jeg må tage mig sammen". 

Så det at skære igennem kræver man er ret hardcore, i forhold til andres meninger, og det "arvegods" man har med sig gennem mange år. Og hvad det at have diagnosen, bliver formet af hvad ens rammer er, opvækst, skole, arbejde. Stress faktorer, krav. Så udover de uendelige varianter af at være på spektret, så er der det omkring en, og det sidste er ret væsentligt. 

Personligt synes jeg, at jeg ikke har kunne være mig, at der altid lå noget forude, hvor jeg ville fremstå forkert. Og at jeg som regel blev overrasket alligevel. Hvilket måske er typisk Autisme/ADHD, man er for lidt, for meget. Man prøver at passe på, men så glemmer man det. Er det så det autentiske selv der viser sig når man glemmer? Tja, det kan være for meget maske og social stivhed, men det kan også være man går linen ud, også at man gør det hele, og det alt sammen kan virke off på andre.

Men det pointere at man ikke er ok som man er. At andre forventer at man kan "tage sig sammen" når det er, at man kan lære den rigtige adfærd. Men Fx. Jeg er ordblind, med en computere er jeg bedre. Jeg læser og skriver meget, men jeg er lige så ordblind som jeg hele tiden har været. Jeg kan ikke tage mig sammen og lære at læse bedre, ikke mere end det jeg har gjort. Det kan ikke trylles væk. Jeg kan heller ikke trylle Autismen eller ADHD væk, der vil ske ting, og der er ting leg glemmer i momentet, jeg ved men ikke lige kan anvende. Og det er vel det der er noget af netop forskellen, det er ikke en naturlig adfærd at falde ind i det mønster der forventes af de neurotypiske. Det ligger ikke i rygmarven. Vores hjerner tager en anden rute pr. automatik. Og meget af det vi gør som mennesker med adfærd er automatisk, for det er det hurtigste, fremfor noget meget tillært eller "naturstridigt". 

Det er heller ikke det samme der gør folk på spektret urolige, i forhold til hvad der kunne gøre neurotypiske urolige. Personligt tør jeg ting, mennesker generelt ville være nervøse for, men jeg har det dårligt med ting de fleste slet ikke bemærker som noget svært, eller angstprovokerende. Man kan blive ved med at sige at man har et andet styresystem, uden at folk forstår det reelt virkeligt er et andet styresystem. Det er ikke noget man siger for at gøre sig interessant eller være kontrær. Det er indbygget. 

Folk kan sige at jeg er stort set som dem, det er så det de tror. Det er det de kan se, det de tror de ser. Maske eller ej, vil de tro vi er det samme slags, men jeg bare er dårligere til det at "fungerer". Det er ikke et særligt respektfuldt udgangspunkt for samværd. Jeg er ok, og du er mindre ok i vores verden. Vi bestemmer om du kan være med. Det er ikke så meget en diagnose, det er mere karakterfejl i deres øjne. Derfor skal der ikke gives plads eller forståelse, til os. 

Det er derfor jeg gør mig mindre end jeg er, men det er også derfor jeg har prøvet at skjule det der er svært for mig. Evner og udfordringer passer ikke lige ind, det er en forvirrende faktor for andre, de ikke ved hvad de lige skal stille op med. Men ikke på samme måde som tidligere, jeg magter det ikke, jeg kan ikke mere. Det er ikke bare et valg, mit "system" kan ikke.

Jeg er ikke den samme, men det er lige svært bare på en anden måde i dag. Min viden og mine erfaringer er rent tillærte/intellektuelle når det kommer til den "rigtige adfærd", jeg er bedre til at forstå ting efterfølgende, sortere og reflekterer, men jeg understrejer: Efterfølgende. Det forgår sjældent i realtid mens ting udspiller sig, jeg er lige så Autistisk/ADHD som jeg altid har været. Jeg er bare blevet mere voksen, jeg har skaffet mere viden til at forstå verden. Men jeg har ikke en direkte adgang til den forståelse, simultant med virkeligheden. -Eller jeg kan ikke regne med jeg har det. Jeg kan have det, men jeg kan meget hurtigt ikke have det, så det kan jeg bare ikke regne med det. 

Tidligere troede jeg at jeg bare skulle øve mig og vide mere. I dag må jeg lære at tage mine fuck ups og kunne leve med det. De absurde snubletråde der er i de mest ligetil ting, der kan udløse kaos og nedsmeltning. Hvorfor kunne jeg ikke forudse det? Hvorfor undersøgte jeg det ikke bedre? Hvordan overså jeg det? Hvorfor gør jeg det igen? 

Men samtidigt er der det jeg kan forudse andre ikke forudser, det jeg har undersøgt grundigt, det jeg ikke overså, og de ting jeg trods alt ikke gør igen, men også de ting jeg tør gøre igen. Prioritere jeg socialt mod højere? Med ADHD yes.

Jeg jonglere med for mange data, og er kun et menneske til at holde rede i det, og er den type menneske der prioritere lidt anderledes pr. automatik. 

Og de ting der prioriteres er også vigtige, på mange måder ville verden se anderledes ud, hvis vores prioriteter ikke var her i verden, måske på ret overraskende måder. 

Tilbage til udgangspunkt: Er der et autentisk selv bagved masken? Ja, det er der sikkert, selvom vi måske selv ikke kan se det selv, for alt det andet. Måske det hele er der endnu, bag lagene af levet liv. Om vi kan få det frem kan handle om alder og meget andet. Men tanken om at vi er intakte, på trods af skaderne, vi er der stadig. Det er ikke for sent, og vi har så meget i os, så bare vi finder lidt, så er det en slags sejer. 

Jeg er ikke din drøm. Når man ofte støder på de samme typer, men ved hvorfor.

Med Autisme og ADHD har jeg ofte oplevet at nogen mænd har læst ting ind i min adfærd, der allermest handler om deres egne drømme og forestillinger, end om mig. Der er nok en kedelig tendens til at "den der søger", er parat til at læse ting ind i andes adfærd, der virker til, at spejle deres behov på en positiv måde...i det mindste i begyndelsen. Samtidigt overser/overhører de det der ikke passer ind i drømmen om "den idealiserede". 

Som et menneske der er venlig, forstående, men måske også karismatisk, men også med dårlige antenner for adfærd, og en evig tvivl om, om jeg har forstået ting rigtigt, er det her vanskeligt. Det er svært med grænser, og andre kan lettere påstå at deres vinkel er den rigtige.  

Og måske også andre udefra kan tænke, han/hun er attraktiv og sød og tiltrækker opmærksomhed, og kender sine virkemidler. Men hvad hvis man m/k ikke altid gør det med Autisme/ADHD? Jeg gjorde ikke som yngre, måske heller ikke nu, jo noget mere, men ikke nok, det er efter dagsformen, med Autisme/ADHD kan man altid fanges på det forkerte ben en eller anden dag, og man ikke lige er hurtig nok. 

På den anden side har jeg også en "Miss Teflon", der gør at jeg kan sno mig ud af situationer. Og situationer med mennesker, der har en tendens til at gå all in på deres egne forestillinger, og uden nok stopklodser. Men som skrevet, nogen dage tænker jeg på andet, og reagere forsinket. 

Der er et match, men det er et match af alt det forkerte, fordi begge parter mangler de sociale antenner i en eller anden grad.
Ikke at ADHD/Autisme ikke giver en sociale antenner, men måske de fanger så meget, at det er svært at sorterer, og der kan være sekunder hvor man mentalt er et andet sted, eller klassikeren at andre har fået en til at tvivle på en egen sunde dømmekraft og fornemmelser. Eller man bare er lidt mere tillidsfuld.
Hvor den der inkludere en ufrivilligt i deres idealisering af en, samtidigt holder nøje øje med, om de får det ud af det, de vil have. I sidste ende er det det det handler om. Det de vil have. 

Jeg er ikke den der beregner hvad jeg får ud af ting, det med mennesker og situationer er mere flydende. Måske jeg lever med at hvis man griber for hårdt efter noget, bliver det til sand, der glider ud mellem fingrene. 

For mig er det svært at forstå at nogen søger et drømme objekt i andre, så deres liv kan blive helt. Det kan aldrig blive helt, når man ikke kan se den anden særligt klart (og ikke ser sig selv heller), men kun det der lige matcher fantasien om denne fiktive person, der er anbragt som et filter over den man reelt sidder overfor. Det kan kun skuffe i længden, men man skuffede sig selv. "Det her fantastiske menneske, var ikke så fantastisk, jeg blev snydt". Sandheden er at "den idealiserede" sagtens kan have mange gode egenskaber, og aldrig spillede en/den rolle. 

Og sådan kan man fortsætte gennem et helt liv, også som gammel og stadig kun se det, man vil se. Man kan ikke erkende at man selv har opstillet illusionen, til senere at snuble over den. Gentagende gange. 

Når målet for ens følelser idealiseres, må der også være en idealisering af en selv, i en eller anden grad, der kan sagtens være lavt selvværd osv. men ved at søge det idealiserede, er det et billede på at ville opnå sit sande inderste potentiale, den man egentlig er, og skulle være. Og "den idealiserede" er portalen til det liv. 

Jeg kan læne mig tilbage og sige, i det mindste er det ikke mit problem, jeg har 100 andre problemer, men det der, er ikke mit. 

 

"Mikro oprydning" er en meget god tester på hvad der foregår.

Jeg er begyndt at sorterer småting i kasser, små skuffer og æsker hvor materialer som sytråd, knapper, bånd, perler, smykke dele var blevet rodet sammen. Eller var endt på gulvet, eller andre forkerte steder. 

Det en bedre måde at se hvad det er der sker når jeg prøver at gøre noget prakisk. Der er noget med mine praktiske executive evner der ikke fungerer og fungerer dårligere end tidligere.
Udover korttidshukommelsen der gør, at jeg ikke kan huske hvor jeg lagde noge for 5 sek. siden, og at min hjerne er et helt andet sted end i det jeg foretager mig, så jeg taber/vælter ting. 

Jeg går i stå, når jeg bliver i tvivl om hvor jeg skal anbringe ting(Står med klassiske ADHD T-Rex arme og kigger). 
Det er start top, start stop, "-hvooor pokker er?".
Stirre rundt. "Åh der!" -Start stop....
Hov!, her er noget i en helt anden kategori, har jeg en æske til det?
Hov!, er er noget der skal i en æske jeg allerede har sorteret. 

Kommer til at vælte æske ud på gulvet, ud over andre løse usorterede ting på gulve. "Helvede!" Og det er svært at blive i opgaven. 

Jeg har anskaffet akrylkasser, jeg kan se hvad der er i. Samtidigt husker det mig på at jeg er e kreattivt menneske.....Eller jeg engang var et kreativt menneske. Men faktisk reparerer og syr jeg lidt i hånden om aftenen. Så det er god at kunne finde alle farver sytråd. 

Mikro oprydningen er mindre sigmaiserende og psykologisk pinefuld, end de større projekter i hjemmet. Hvor mine tanker ryger hen i, hvad der har bragt mig i den situation. Hvordan det endte så galt. Jeg bliver vred, ked af det, det føles håbløst. Jeg har prøvet så mange gange at få bund i det. 

Jeg har ikke valget at tage mig sammen, jeg har ikke muligheden for, at dag, for dag nå videre med et synlig resultat. Ja, noget bliver ryddet væk, noget ryger på gulvet. Andet i mit liv kræver min opmærksomhed. Eller at det hele bliver for sort, at fortiden kryber ind, og følelsen af et manglende håb for en fremtid. En bedre fremtid, end de sidste 12 år og min nutid. 

Jeg står op til det, det kan krævet noget at komme ud af sengen. Eller det kræver meget. Jeg møder min største afmagt hver dag. 

Det er svært at finde vejen til et andet liv, og en identitet, hvor det jeg ikke kan, ikke er det der fylder mest i mit liv. 

Jeg kan distancere mig mentalt, dissocierer, som jeg ofte har gjort for at overleve.
Det synes ikke at være vejen at forholde sig konkret til rodet og svineriet, når jeg nu ikke evner det praktisk alene, det er bare vejen til at forstærke det psykiske ubehag, fastholde, og ikke give plads til noget andet og sundere. 

Men jeg sorterer videre, så alt får sin æske. 

Velkommen til den virkelige verden!

Så længe man ikke har brug for offentlige ydelser, kan man leve i den tro at det sociale sikkerhedsnet fungerer. Også at de hensigter der står på nettet hos kommunerne svare til virkeligheden. Og når det ikke lige er noget der kommer en ved personligt er det med ventelister osv. bare en strøm af ord i nyhederne. 

Men der går meget tid på at holde igen med pengene, og hvem der kan få. Det handler ikke om det ville være rimeligt, men om hvor mange der allerede står i køen. Og pengene allerede er sluppet op først på året til den gruppe. 

Universel velfærd? Man kan læse at det er det vi har i norden. Og umiddelbart også i Danmark. Men det er på papiret. Det øjeblik ydelsen skal godkendes eller afvises er der uendelig mange detaljer der afgør hvem der får eller ikke får, og næsten samme situation/diagnose udløser ikke den samme hjælp/støtte i Danmark, ikke bare tilnærmelses vis. Og mange sager er enten eller, ikke mere eller mindre, men ingenting, eller noget. Og dem der er mest udmattede råber ikke op. Dem der ikke har netværk står svagere. 

Cathrine Widunok Wichmand der havde fået godkendt personlig støtte af Frederiksberg kommune for at kunne fortsætte med sit job efter en ADHD diagnose, måtte sande at virkeligheden var en anden end det hun troede. Godt nok har vinklingen været at hun var for priviligeret til en sådan støtte. Om hun er eller ikke er kan jeg ikke udtale mig om, lige som folk heller ikke kender mine udfordringer med ADHD/Autisme udefra set. Men sagen har fascineret mig ud fra hvor man nu lige er i samfundet:

"- Det synes jeg ikke, at det var. Vi har universelle velfærdsydelser i det her land. De gælder alle, siger hun." Sagde Cathrine Widunok Wichmand til DR. Da hun blev spurgt om, om det var forkert af hende at søge den ordning. Som sådan må folk for min skyld søge som de synes, og det står jo på nettet at man kan i hendes situation. Det var mere det at hun faktisk fik støtten, og ikke var klar over hvor særligt det er. 

I et tidliger interview med TV2 siger  Cathrine Widunok Wichmand" " - Hvis syv ud af ti står uden for arbejdsmarkedet, skal vi så gøre det endnu sværere for de tredive procent, der er på arbejdsmarkedet? Hvis nu 70 procent af personerne med adhd i min kommune ikke kan arbejde, ville jeg i hvert fald ikke bruge min energi på at slå de sidste 30 procent i hovedet." Her tænker jeg der ikke reflekteres over hvorfor de syv ud af ti, har måtte opgive arbejdsmarkedet, at det måske ikke var de de ønskede, og de ingen støtte kunne få, da de havde brug for det. Eller er de bare "de andre", en anden slags ADHDer, der bare har lagt sig ned og opgivet, så der kunne blive plads til nogen der var "happening"? 

Måske DR eller TV 2 skulle have set på de generelle forhold, og andre med ADHD deres erfaringer? Måske hvis medierne var lidt mere med på de emner ville der være en informeret debat, der var noget andet end forargelse. Hvad ved vi generelt om et voksenliv med ADHD?

Hvor store varianterne er, komorbiditet, at man har flere sygdomme foruden en primær sygdom, depression, angst andet? Hvordan stress påvirker ADHD. I en hvis iver for at afstigmatiserer ADHD, har man samtidigt trivialiseret hvor meget det kan påvirke ens voksen liv, at det bare er en "en mindre forskel" man sagtens kan "komme ud over".  Hvilket efterlader dem der ikke bare kan "komme over det", med ikke at blive taget seriøst. 

At ord som oversdiagnosticering, sætter sig fast, og giver et indtryk af meget flydende grænser i forhold til en diagnosticeret ADHD, hvilket går i retningen af om det overhovede er en ting, eller en nymodens opfindelse der kan påklistres næsten hvem som helst der søger en udredning. Og det vil jeg ikke håbe, for det vil igen trivialiserer det til en pyt diagnose. Men muligvis er det bare sådan det fungerer i medierne, og virkeligheden forsvinder mellem let forståelige sætninger, der rummer nogen sandhed, men ikke på nogen måde den hele. Men sagen er at dem med diagnosen får smidt det i hovedet, og hvis man modsiger bliver man ikke taget alvorligt, den offentlige mening er mere informeret, end den der har skoen på, super!

Et andet spørgsmål er så hvad ved folk med ADHD, om andres ADHD, og deres udfordringer.....eller manglen på samme? Der er fællestræk i ADHDen, men en absolut uendelighed af forskelle i udtryk, kormorbiditet, sociale forhold. Og den måde jeg havde ADHD på som barn og yngre, er meget anderledes end i dag, den er værre, men måske for andre måske blevet nemmere at håndterer. Nogen har fået værktøjer, og anvender dem, og mærker en positiv forskel. Andre har kørt over kanten i årevis, uden at ane hvorfor. 

Der er folk med højtlønnede jobs med ADHD, og folk der er hjemløse. ADHD kan skabe mirakler og udløse katastrofer, og nogen gange er de to ting ret tæt på hinanden, og kan give konsekvenser uanset privilegier. 

Giver det bedre pengene tilbage at holde hånden under de priviligerede, end at klatte dem væk til dem der ikke har bevist overfor samfundet de kan finde ud af det? 

Jeg ved en ting helt sikkert at der aldrig var en plads til at jeg kunne bevise noget over tid, det med over tid er væsentlig. For der vil være perioder hvor man er kommet til at brænde sit lys i begge ender, eller der er nederlag der føles meget store, så der eer brug for at det kan rummes og ikke alt er tabt, at man ikke har mistet den plads man kæmpede for. Jeg er næppe alene med den erfaring. 

Men jeg tror i høj grad et det handler om relationen mellem mennesker, det er ikke bare politisk, eller staten, eller penge. Jeg ved så godt at politikerne, staten, og pengene har en vægt og en magt til at forme synet på grupper i samfundet, man kan problematiserer, men også usynliggøre. 

Nogen af os er vandt til at blive talt ned, det er derfra vi taler, andre er mere priviligerede det er derfra de taler. I sidste ende er de sidste mere let forståelige i deres udgangspunkt, i forhold til norm Danmark. 

Hvis udgave af ADHD har et talerør i forhold til cloud, medier? Den der passer bedst til den virkelighed og normer der gælder, derfor vinder privilegier som regel altid på den lange bane, uanset shit. 

 

Hvorfor er der ikke et anonymt gratis netværk for overkøbere og Hoardere?

 Hvorfor er der ikke et AAA for Hoardere og overkøbere i Danmark? Problemet er der. Der er hjælp, men det koster, og de penge har vi ikke, eller vi har brugt dem. 

Spillere kan få hjælp gratis, men det er jo delvis finansieret af dem der udbyder spil. Stofmisbrugere kan være heldige at få hjælp. Og der er flere typer alkohol afvænning noget lux, og så AAA eller blå kors fx.

Konsekvenserne af Hoarding og/eller at overkøbe kan også være meget store i sidste ende, og det er vel der man forsigtigt overvejer hjælp -men den er der ikke. 

Hoarding og Alkoholisme sker i alle socialklasser, og efterhånden vel også stofmisbrug. Det betyder jo det er en blandet skarer af mennesker. Men hvorfor har Hoarding og overkøberer ikke det netværk? Historisk er det nyere, selvom vi altid har været der, meget blev forklaret med at efter krigen havde folk lært at gemme på ting, eller folk var sære. 

Og i nogen årtier har vi levet i en tid hvor overforbrug er normen og har været et ideal. Og Hoarding er stadig meget stigmatiseret/stigmatiserende. Der er et clash mellem lækker livstil, og så et hjem fuld af skrald. På den anden side er der også et clash mellem "smart" stofmisbrug og bunden på gaden, det samme for alkohol.

Misbrug kan være arveligt, Hoarding/overkøbe kan også være arveligt, det er en måde at kompenserer. Og til at begynde med virker det som en løsning. Og en løsning vi har set før, men det er også arveligt når men slet ikke kender til den familie der har haft de samme mekanismer. Det er mekanismer der kan starte meget tidligt, men også nogen der ikke har virket til at være der, før der sker et større traume, måske flere påfølgende hændelser. Og ofte er man så meget i det, at man ikke opdager hvad der egentligt skete, omkring en. 

Der er international viden om hvordan man hjælper Hoardere praktisk og psykologisk, vi bruger den bare ikke i Danmark, den der er koster penge. Der er også grupper i udlandet. hvor Hoardere hjælper andre Hoardere praktisk i deres hjem. Man kunne også forestille sig noget med at være bisiddere. 

Anonyme netværk for Hoardere overkøbere 
Måske styrken i at mødes er at se det fælles der driver en, og det fælles der kan ændre på tingene. Det er et væsentligt fælles menneskeligt perspektiv der rykker en ud af sin egen boble, mennesket bag, og ikke bare facaden eller manglen på samme. Det er også i de grupper at man forstår ord, som andre ikke forstår dybden af. Som andre overhører. Og den forsigtig optimisme kan deles, uden nogen tager hele armen og tror nu er alt klaret. Vi ved det tager tager tid og det går frem og tilbage, op og ned, det kan ikke være anderledes. 

Det er skamfuldt med tab af kontrol, at det løber fra en, til man sidder i noget man ikke kan overskue hvor man skal ende eller begynde. Eller hvad processen vil gøre ved en. Og hvad hvis angsten kommer? 

Derfor mener jeg at der skal være psykologisk back up, fordi det kan give angst, psykose, depression når de underliggende ting kommer frem. Måske nogen kan klare det med gruppen og eget netværk, uden der skal professionel hjælp til, men for andre vil det være nødvendigt. 

Jeg har meget selverkendelse som Hoarder, jeg ved meget om emnet. Jeg forstår meget af de psykologiske reaktioner. Alligevel har jeg et spørgsmål om hvad der er i centrum for min egen Hoarding, og hvorfor jeg reagere med angst når tingene er ryddet væk? Er jeg bange for hvad jeg skal stille op med mit liv, når den byrde er fjernet? At det er en meget større udfordring, at det er meget forvirrende, for mange valg?  

I at overkøbe og i Hoarding er der også mange drømme, hvem man er/gerne ville være, og projekter man gerne ville, men ikke kan overkomme lige nu (Andre kan synes man er meget urealistisk). Men hvad er så det nye livs indhold, der skal sættes i stedet for, og hvordan?
Udefra kan andre mene at bare tingene er "ordnet" så er alt klaret og målet er nået. Men livet fremover er ikke bare at gælden er/bliver betalt, eller hjemmet er tømt og rengjort. Hvad kan vi sætte i stedet for, det vi selvbehandlede os selv med? Det svar, er vores svar, ikke hvad andre synes, eller samfundets normer. For ellers tror jeg at man falder tilbage i det gamle, det skal give dyb mening for en selv. 

Og det er nok noget af det der gør, at det føles skræmmende, det er fortiden, nutiden og fremtiden der kommer mod en. 

Når ADHD støtte går viralt.

 Da Cathrine Wichmand (influencer og iværksætter) glad forkyndte på sin profil at hun var blevet tildelt 15 timers ugentlig hjælp af Frederiksberg kommune, havde hun ikke regnet med reaktionerne, da en Politiker fik øje på opslaget og det gik viralt og i medierne. 

Det er rigtigt nok når man slår op på nettet omkring Autisme og ADHD at der står at man kan få tildelt 15 timers personlig støtte. Det er den slags jeg tager med en gran salt fordi jeg ved at man altid får nej, til alt det der står om støtte. Men ok, så var der en der fik, så det eksistere faktisk som andet en ord på kommunens internetside.

For de fleste andre der den slags nærmest som en Enhjørning, en myte. 

Det at kunne fastholde (friviligt) folk på arbejdsmarkedet er en god ting, og støttede job er jo også en ting hvor noget af lønnen betales af staten. Og det er forskellige typer job på forskellige løntrin. Jeg drømte selv længe om en lignende mulighed, inden jeg måtte tage førtidspensionen. 

Handler det så om at det er en kvindelig influencer og iværksætter, der har iscenesat sig i medierne i en lidt lux udgave, og nu er folk forargede over at samfundet skal understøtte den livstil fordi hun har ADHD og efter stress, så hun igen kan arbejde? 

For mig er det måske mere det med "Enhjørninge støtten" der overrasker og hvem der så kunne få den. I betragtning af mine egne erfaringer og hvor langt jeg er ude i hampen. Og så det jeg ellers ved om emnet og manglen på støtte på området. Jeg ved også at da ingen er specielt indignerede omkring mine boligforhold, så er der en del der bor sådan og værre, og det er skutte en undskyldning, eller jeg overdriver mit hjem, det siger bare noget, det siger meget om forholdene for mennesker med Autisme, ADHD, psykisk sygdom og andre grupper. Der er trængsel og meget få kan få.

Og det er nok derfor at man kigger og tænker, men hvem får? Og er det bedre at støtte en der har noget i forvejen, så der kommer skattekroner i fremtiden, fremfor at klat hjælpe førtidspensionister og mennesker der er på vej til ikke at komme eller kunne forblive på arbejdsmarkedet. Og det er jo et andet spørgsmål, der har været vigtigt for mig, at hvis folk ville arbejde skulle man gøre hvad der var nødvendigt for at gøre det muligt. Hvilket kræver man ved hvordan og at det fungerer. Er der nogen der blev tabt der? Ja, det er ret sikkert. 

Når først man har førtidspensionen, er det ret svært at få ekstra støtte, eller ikke mulig. Det handler om alder og det handler om der stadig er uddannelse/jobmulighed. Med resten må det være som det er, der er en pension, færdig. 

Samtidigt med er der børnene med Autisme og ADHD, flere diagnosticerede børn og flere diagnosticerede voksne. Og der er i forvejen en børn og voksen kamp om ressourcerne. Faggrupper i forhold til børn eller voksne med ADHD og/eller Autisme? Der her manglet på voksenområdet. Og bosteder koster kassen for kommunerne, og der har været sager. Og skal vi satse på inklusion i skolerne eller ikke. 

Og jeg tror ingen tør tænke: Skal vi gøre det billigste, eller gøre det rigtige. Fordi man ser pengene flyve afsted, uanset. 

Jeg så gerne nogen voksne med ADHD og/eller Autisme deltage i debatten. Jeg så gerne at politikere blev holdt lidt fast på hvad planerne er for fremtiden. Hvad er realiteterne, også hvis vi bare lurepasser. 

Når krybben er tom, bides Hestene. Det er sandt. Og det kan blive toxisk. Men reelt er der også noget at blive vred over lige nu, noget der ikke er synligt for almenheden men puttet væk. Og en virkelighed mange med ADHD eller/og Autisme ikke kender hvis de er mere heldige. 

Der hvor afmagten er, er der ofte ikke en stemme der kan råbe højt nok. Det kunne også gøre en synlig på en ubehagelig måde. 

Det vi ikke ser, er der ikke, samfundet kværner videre, men vi er her stadig, og der er stadig rigtigt meget der kunne trænge til et eftersyn, så vi ikke er det samme sted om 20 år.