Social workout og antennetid

Nogen gange synes folk jeg snakker for meget og er lidt for intens...nogen gange oplever jeg folk der snakker meget og er meget intense, de er så ofte yngre end mig. Det er vel egentlig ok hvis de er fælles optaget af et emne, en animeret samtale det er da sjovt og hyggeligt, er det vigtigt om man af og til er lidt for meget?

Nogen gange bruger jeg snak som at skjold, nogen gange konversere jeg fordi jeg har lært hjemme fra, at man skal kunne konverserer, holde en samtale flydende. Nogen gange orker jeg ikke at konverserer, jeg kan bare ikke sige noget.

Ude blandt mennesker er jeg er for lidt og for meget, måske nogen gange tilpas. Jeg får ikke rigtigt hilst på folk, eller har den rigtige øjenkontakt. Men jeg gør det så godt jeg nu kan, hvilket ikke betyder at jeg ikke kan blive kommenteret, rettet på, som da jeg var barn og ung, men jeg tager det letter nu end da jeg var barn og ung. -Men hvad er er den rigtige måde er vel meget en kulturbestemt ting, måske jeg var mere rigtig socialt et andet sted end i Københavnstrup/Danmark?

Jeg kan blive meget træt af mig selv, jeg kan godt gennemgå en aften og tænke over min adfærd, men i det mindste jeg prøvede så godt jeg kunne, og jeg prøver stadig at lære. 

Selv de gange hvor jeg synes noget er gået godt og jeg har været afslappet, ved jeg at min måde at reagere på bære præg af den måde Autismen tænder og slukker.  Og det er præcis det den gør: Så nu skal der ske noget, eller nu kan jeg ikke rigtigt noget. I mellemtiden er der måske en "normal" mellemting, eller hvad jeg tror er en normal mellemting, for hvad ved jeg?. 

Og så har jeg noget ren antennetid hvor jeg bare sidder og scanner omgivelserne. Og så er der de gange hvor jeg bliver pisse irriteret over nogen, og ikke helt kan slippe det. 

Men måske det at få sat begreber på hvad der foregår, er til en hvis hjælp for mig. Trods alt har Autisme diagnosen været til hjælp på det punkt.

Det er selvfølgeligt noget omstændigt, at i løbet at man midt i sociale situationer med andre, skal tænke: Nu er jeg afslappet, nu hygger jeg mig, nu er jeg pisse irriteret, nu snakker jeg løs uden at være i rigtig kontakt med situationen, nu er der kontakt, nu vil jeg bare sidde helt stille, nu vil jeg gå lidt væk osv. På den anden side det er vel vejen frem, at mærke det i tide, at faktisk kunne mærke hvad der sker i nuet. Ikke når det er helt for sent. 

På en måde meget enkelt og dog meget svært, og det skal gentages og gentages, og man skal ikke overlade sig selv til ubehaget/angsten, der er ikke en vej uden om, at det er vigtigt at mestre og træne det sociale.

Når debatten på nettet bliver destruktiv

"Man" siger at folk på spektret er mere nærtagende og ofte misforstår intentioner mere end "normalt". Men når man færdes på nettet for tiden, er diverse debatter fuld af mennesker det skriver forbi hinanden. Jeg skriver ikke om der hvor den politiske debat eksplodere i trusler og had og bliver avisstof, men i de mindre mere lukkede/privat forum.

Vi har fået en stærk tendens i tiden til at sammenligne vores egen selvforståelse, oplevelser og verdensbillede med andres, på en måde der ikke overlader plads til, at der måske er flere måder at se ting på, alt efter hvor man er, socialt, økonomisk, geografisk, køn, seksualitet.
Måske sammenstødende kommer af at nettet blander kortene på en ny måde og folk der ellers ikke ville tale sammen, nu møder hinanden via nettet, eller fordi vi er ved at bliver et mere polariseret samfund end for 20 år siden?
Men uanset hvorfor sidder mange nu på nettet og har en holdning til det meste. Nogen gør det rimeligt blødt, andre kører holdningerne hårdt, selvom de nok holder tonen, de ser sig nok som Alfaer i flokken, fornuftige og kloge, med de rigtige holdninger. Men kan man patentere rigtige holdninger, og det altid holder som de rigtige, selvom de er et slags gennemsnit?


For jo mere man kører frem med en personlig virkelighed, man prøver at gøre universelt gældende, og håber at den virkelighed til sidst er den der vinder, så er man ude på et skråplan debatmæssigt, for sådan fungere verden jo ikke, kan vi tromle dem med ander liv og meninger, men de holder ikke op med at eksistere af den grund ikke uden deres liv og omstændigheder skulle ændre sig, og måske heller ikke det ville ændre på det. På en måde er det ofte ikke dem med de ekstreme meninger der tromler frem, men dem med "gennemsnits meningerne". Måske derfor ønsker de at alle ander forholder sig til tingene som et gennemsnit. Men verden og menneskelivet er ikke altid et gennemsnit, eller tilpas, eller passende. Så mange kontroverser bygger på at udglatte meninger, i værst fald tvære dem ud, mere end at forholde sig til dem, eller debatere dem.


Man kan intimidere folk til at tie, til ikke sammen med andre kunne finde ord for deres tanker og følelser...-Bliver der ikke stat ord på, så eksistere det ikke. Og er til en vis grad rigtigt, det ryger under den offentlige radar, men det er der jo et sted alligevel, så hvorfor ikke lade det få plads?. Meget få af dem der bliver ramt af de nye nedskæringer taler for sig selv, eller dem der bliver ramt af den meget nedprioriterede psykiatri fx. Fordi de mennesker ikke har en stemme, eller fordi der er et stigma? Sagen er at man ikke høre dem, og det betyder er er forskellige ting i samfundet der holder disse baggrunds historier værk fra almen viden. Men uden de historier er disse mennesker bare objekter og statestikker, ikke rigtige mennesker.

Den gode debat kan kun fungere når vi ved/erkender vi ikke kan eller skal overbevise andre om at have ret, men at man gennem debatten får holdninger frem der kan nuancere og give et udvalg af holdninger man så kan blive klogere af hvis man vil. En slags brainstorm. Hvis man brainstormer og det er dem der er mest aggressive der vinder, er det langt fra sikkert det bliver den bedste løsning.

Tiden fokusere på hvad der adskiller os, ikke det fælles. Det er elle mod alle, og på den måde ender vi med at stå alene, og på den måde går vi tilbage ikke frem.

Tilgengæld er der kommet andre samlingspunkter, der tiltrækker folk fra vidt forskellige kanter, usikkerhed og frygt kan gøre at man ikke rigtigt tænker sig om.

Og foraerne rummer mange typer: Dem der fremstiller sig selv som de rigtige, provoerne, ofrene, bøllerne, de harme, dem der prøver at mægle, dem der sidder på to stole, dem der altid tror at alt handler om dem, dem der mobber i flok, den der synes alle andre er idioter, og ja, så dem der faktisk forsøger at debatere....ja der er mange flere typer.
Det burde være godt med mere debat hvor flere kan deltage, desværre er mange bare ikke trænede i det. Men det er jo også svært der hvor folk har noget personligt i klemme.

Jeg har tidligere skrevet om at jeg aldrig har følt mig så stigmatiseret som de jeg var i nogen Autisme/Aspergers grupper på facebook. Godt nok var der også indsigtsfulde mennesker, hvilket jeg jo netop havde håbet på. Men der var også andre agendaer om at strømlinie hvad der var passende holdninger, og en typecasting af folk med Autisme, selvom det hele tiden blev bedyret at "har man mødt en med autisme, har man kun mødt en med Autisme". Måske det ligger i at nogen mener at det handler om tilpasning til samfundet der er vejen frem, og andre om at finde sin egen vej. Det fornemmes at man med Autisme diagnosen helst ikke skal forholde sig kritisk, men heller være inadvent nørdet, for det er sådan vi kan lide vores Autister, ingen ballade her taaaak!

Andre steder diskuteres der køn og seksualitet...grundlæggende er det lidt det samme der sker, at dem der selv synes de har tjek på det, tromler den der sætter spørgsmålstegn, eller der synes noget er svært. Holdningen er: At når jeg tror jeg ved hvad der er rigtigt, må du pr. automatik jo være forkert. Spørgsmålet er så om de skråsikre er dem der kender en højere sandhed, de lever bare godt med det, de har besluttet er virkeligheden for dem. Og vil andre være med må de lære at blive rigtige, så de en dag også kan fortælle andre hvad der er rigtig på området. Det handler om at være ægte/rigtig et eller andet sæt ind hvad du ønsker af noget man kan have eller være.. ...I grunden er det ligegyldigt med emne områder, det er de samme ting der sker.

Man søger fælleskaber, for ikke at være alene med det, men finder ud af at man i grunden er alene mede det, selvom et par stykker også synes at være mere på bølgelængde med en.

Det er en slags gruppeterapi uden en terapeut/ordstyrer, selvom der er nogen selvbestaltede af slagsen, hvilket ikke fungere online, men næsten kan få det hele mere op at kører, benzin på bålet, fremfor at skabe et rum, og internettet er sjældent et trygt nok rum til det mest sårbare...og mange emner kan gå den vej.

Polarisering? Det er som om sammenstødende af meninger og følelser fragmenter det der kunne være fælles, som en stjerne der eksploderer.

Vi taler om individualisme, men det vi fik var mere egocentri, der handler om at begrænse andres frihed for selv at få mest mulig plads meningsmæssigt og fysisk, men i processen begrænser det også i sidste ende ens egen frihed.  

Et link til baggrunds historien bag de Japanske "Ikke høre, ikke se, ikke tale" Aber: De tre Aber

Pokemon no go

Pokemon go skulle være så godt for Autister, man kommer rundt og der er motivation.....og til sidst fik en ven mig til at hoppe på dillen.

Så jeg prøvede at downloade app´en, men det gik ikke så nemt, mobilen blev brandvarm, og det eneste jeg kunne se var appens sort/hvide startbillede. Jeg genstartede mobilen, og det hjalp ikke, så slettede jeg appen for at installere den  igen, og så tjekkede jeg indstillinger på mobilen, om der var noget der der skulle justeres. Afsluttede aftenen med at slette appen, og trampede i seng.

Næste dag prøvede jeg at installere igen, men det ville ikke med Safari, så downloadede jeg Crome, så gik det liiidt bedre.

Hver gang jeg skulle skrive nogen oplysninger eller vælge noget gik det i stå.  Så det var næsten umuligt at oprette en brugerprofil.

......Jeg fik dog fanget en Pokemon ude på svalegangen, det var så det.

Efter den oplevelse ville jeg prøve igen udenfor, men nej, kunne ikke ligge på, og da jeg var ved at fange noget gik det hele i ged, piiiiss!

Så skulle jeg undgå at eksplodere, var det at at slette appen, jeg gider sku ikke en nedsmeltning på den konto.

Sandsynligvis er noget af det overbelastning på serveren...eller min mobil der ikke er "stærk" nok.

På gaden kunne jeg så se folk med næsen i mobilen der spillede pokemon go. Men jeg må indrømme at jeg bliver rigeligt stresset på gaden som det er, og mine øjne må hele tiden scanne alting foran mig, jeg kan ikke sådan nerotypisk bare tøffe af, uden at orientere mig, og hvis jeg så også skulle forholde mig til et spil samtidigt, næææ nej.

For mig giver det heller ikke en reel mening, hvad skal det være godt for, og så er jeg jo bare ikke den type. Nogen er til spil andre ikke, og jeg har aldrig gidet at spille. Jeg kan godt lide at jagte noget, men det bliver så ikke via en app.

Voksen mobning og fortidens skygger

Faktisk nåede jeg at blive meget voksen før jeg mødte noget jeg ville kalde reel mobning. Jeg har været rimeligt forskånet på trods af min Aspergers og at jeg var og er speciel.

Men så kom min tid også til at føle mig marginaliseret. I mit tilfælde har det handlet om min bolig, og der er man jo umiddelbart noget fanget, men kan ikke sådan lige flytte og ikke efter få år, jeg har ikke pengene og fuld bytteret er først efter tre år. Og ens hjem burde være der hvor man kunne finde ro og tryghed....burde...

Jeg har tænkt meget på om det var min egen skyld at det er gået de sidste par år, om det er fordi jeg har Aspergers at jeg er i tvivl om hvad der er den rigtige adfærd. Er det dem eller er det mig, og selvom det også lidt er mig, er det så stadigt overhovedet rimeligt hvad der har foregået?

I et mobbende fælleskab, for så er vi fælles om noget og vi skaber en slags let psykotisk virkelighed sammen vi bekræfter hinanden i, at vi er rigtige, men ikke hende der. Vi holder op med at være mennesker for hinanden, bare flade fjende billeder. Den mobbede er ikke et menneske, men mobberne er heller ikke mennesker.

Ved jeg hvordan jeg kunne løse det, har jeg overhovedet de evner, og har jeg dem når jeg også har perioder med depression og stress oven i Aspergeren?

Jeg tror jeg gør ting så godt jeg kan, når jeg har mere overskud kan jeg bedre lave mad, passe mit hjem osv. Når jeg har det dårligt er det meget svært.

Jeg har mine idealer, det jeg gerne ville være og kunne, men jeg kan det ikke altid.

Jeg må bære skylden og skammen for min del af det, tage det på mig og jeg tager det på mig, laver jeg noget lort er det jo det, jeg hænger på det.
Jeg kender noget af grunden til hvorfor jeg har gjort hvad jeg har gjort, og  jeg har jo været en deltager. Men jeg har svært ved at gennemskue min egen deltagelse. At det der har ramt mig, var en naturlig selvfølge af mine handlinger. Handlinger der har handlet om, at der også skulle være plads til mig, ikke bare de andre, at det ikke var et ønske om specielle hensyn, men almindelige hensyn man burde tage....men "burde" er vist ved at være noget der er ved at uddø.

Den lille ondskab eksistere jo, folk der har fordomme, folk der uden at tøve diskriminere og mobber dem de ikke kan lide. De kan ike træde lidt tilbage og se helheden, de kan ikke reflekterer, deres behov og vinkel er den eneste der fungere for dem....ikke at de så ikke kan komme ud i modstand og selv komme galt afsted med den adfærd, for det kan de. Asocial adfærd har som regel følger, selvom det kan fungere noget af tiden.

Ikke at de bliver ramt af karma, eller en højere retfædighed, men noget kommer de til at betale på den konto......Det er måske lidt trøst til mig der må betale for mine egne fejltagelser.

Jeg tilstår jeg tager fejl, om jeg ser klart hvilke der er værst, det ved jeg ikke, elller det først er når det er gået galt....Men det er en del af Autisme problematikken. Men måske også at jeg faktisk er ret ærlig og meget skyldsbevidst og lader mig plage af at jeg tager fejl, på en måde er mange mennesker nok er ret ligeglade med, hvis de selv kommer til at gøre noget forkert. Og den skyldsbevidsthed  eller mangel på samme bliver jo en del af samspillet med andre.

Det er dumt med den sociale platfodethed, men den er jo en del af at have Aspergers, og Aspergers er for resten af livet, uanset hvor meget jeg træner og prøver at forudse sociale katastrofer så er det ikke helt muligt, og også kun i den udstrækning at man/jeg er mest muligt i balance, uden stress, pres og depression, for så slår det tillærte fra, og katastrofen kan ramme.

Jeg har skrevet tidligere at det synes som om jeg bliver værre med alderen vreden og irritationen, men det er vist ret typisk for voksne med aspergers der for sent fik diagnosen. Man har kæmpet for længe med noget man ikke vidste hvad var, og nu er man irriteret vred og bitter.....måske man også har taget for meget hensyn til alle andre gennem årene og ikke gider det mere, jeg har været for artig og føjelig...men det er farligt, at kommme i trodsaldern midt i livet, uden redskaber og vejledning kan kun gå skævt, og det var jo ikke det det skulle, man skulle blive voksen og selvstændig, afklaret og kunne sætte grænser. Det er bare ikke helt det der sker.

Men åbenbart er der også andre der ikke blive voksne og klogere, og i modsætning til mig har de ikke en diagnose til at forklarer deres fastlåste og uhensigtsmæssige reaktioner. Men det er sikkert nogen erfaringer fra tidligere i livet der gør sig gældende, at overgreb er den bedste måde at forsvare sin egen identitet som den der har ret, måske de selv engang var ofrene.
På den måde kan man næsten altid konkludere at mobbere har et eller andet der gnaver, uanset deres magtfuldkommenhed udadtil.

Jeg prøver at kunne gennemskue om det er fordi folk er reelt antisociale, eller om det mere er frygt og lavt selvværd der driver dem, men det kan jo også være en kombination. Måske de heller ikke kan læse adfærd? Jeg tror også at mennesker der har været udsat for overgreb i en eller grad, enten vælger at blive helt anderledes eller overtage overgrebets logik....men det sidste er jo den ureflekterede måde, man overtager, uden at se hvad det faktisk gør og hvad det har gjort ved en selv.

Det eksponere hvad der gemmer sig bag, mennesker i balance vælger ikke den type løsninger på livets konflikter. Måske et lille stykke af vejen, men de vil ikke gå til den bitre ende. Og går man til den bitre ende har man tabt gamet og udstillet at man er i sine egne gamle dæmoners vold, facaden krakelere.
Når vi presser hinanden, ikke giver hinanden plads, så vil det over tid vise sig hvilket stof man er lavet af.

Og jeg ved at jeg som barn og ung har måtte beskytte mig selv mentalt i min egen familie, de erfaringer gør at jeg ved jeg har min egen måde at takle det på, også måder jeg helst ikke ville have, eller huske på jeg har, sider af mig selv jeg ønskede jeg havde forladt helt. Si

Jeg tror alt for meget negativt går i arv, det negative, det mistroiske, det ikke givende, nogen gange hviler det, andre gange bliver det vakt til live, i mødet med mennesker og situationer.

Det er hæsligt, det er grundlaget for det vi kalder menneskelig ondskab....Netop fordi den fordre det reflekterende menneske, at vi faktisk har evnen til at tænke og handle anderledes med eller uden diagnoser....men jeg siger ikke det er nemt når man er gået for langt i den forkerte retning, men vi må lære at turde gøre noget der er mere givende, det andet er bare at tabe, med intet at vinde.

Diskrimination af handicappede, det er vel bare sådan det er?

Der er kun diskrimination af handicappede i Danmark på arbejdspladsen i følge lovgivningen....men hvad så med alle de andre situationer?. For der er diskrimination i alle former, fra det helt praktiske som fysiske adgangsforhold, til det sociale.

Og hvad med de usynlige handicap og dermed bla. også Autisme?

Strukturel diskrimination ses umiddelbart mest i forhold til etnicitet, selvom den strukturelle diskrimination gælder for mange andre grupper i samfundet. Noget rammer folk på de samme områder og af samme grund som når det handler om etnicitet. fordi det dybest set er økonomisk/sociale problemer, andre grupper har andre problematikker i forhold til at få lidt mere lige vilkår, i forhold til skole/uddannelse, jobs og deltagelse i samfundet.

Når man ikke som samfund ikke vægter at prøve på at definerer, hvad der giver forskellige grupper dårlige vilkår og det blive udbredt som rimeligt almen viden, er diskriminationen reelt gjort usynlig, selv for dem der bliver/er ramt af diskriminationen/forhindringer. En manglende rampe til en kørestol er let at få øje på, men der er andre mangler/forhindringer, der virker usynlige, dr er svære at sætte ord på, selv for dem der oplever dem, jo man fornemmer der er barriere, men hvor, og er det bare mig der er forkert? Og normen er jo fortolket af dem der passer ind, så de er de sidste til at se der skulle være noget der kunne gøres anderledes og mere inkluderende, for andre grupper af mennesker.

Problemer bliver talt ned, eller direkt afvist, der smøles, i værste fald påføres der skyld og skam.
Og ofte er man helt vænnet til fra barn at man ikke er vigtig og at ens behov ikke bliver mødt, og det er jo fordi man er forkert og sikkert også ikke dygtig og klog nok til at finde løsninger.....Og man skal jo ikke forlange for meget an andre. For folk der er anderledes må leve med at samfundet ikke lige kan tilpasses lige til deres/dit behov, der er jo logik ikke? .......Jooooooooo det er det vel.....? Ja, man bliver meget vandt til at blive talt ned til når man er usynligt handicappet.

De grupper det har lykkedes for at definere problemstillingerne er dem der har kunne stå sammen og gøre sig synlige, men det kræver at man er stor nok som gruppe.

Vi har ikke tid og/eller penge er altid en gyldig forklaring, som samfund, som enkeltpersoner, vi skubber problematikkerne foran os, der er ofrene, men det går nok, for se på alle dem der godt kan finde ud af det helt af sig selv?

Jeg har tidligere skrevet at jeg ikke tror det bliver mere dyrt for samfundet at give mere plads til dem der ikke er så meget plads til nu, jeg kan ikke love det direkte bliver billigere, men om ikke andet kunne det bidrage til samfundets diversitet på måder der kunne være til gavn for samfundet som helhed.

I byen igen og lidt flere refleksioner

For nogen dage siden skrev jeg om det at synes at det man kunne før bare er noget man ikke magter så godt mere, og det giver nogen overvejelser.

Men helt i den ånd jeg har arbejdet mod selverkendelse, lod jeg mig lokke af en ven for atter at tage til jazz og mange mennesker.

Jeg havde haft en møgdag fra jeg vågnede, og jeg gad alligevel ikke at sidde hjemme om aftenen, selvom jeg var træt.

Musiklivet i dag lider under folks nakkedille om det er til store rockkoncerter eller  mindre ting, folk trække knapt vejret, men maskinsnakker som om der kørte en ligegyldig CD i baggrunden, så det gør det ikke nemt for musiknyderne.
Det sidste jeg havde været til  livemusik gjorde sangerinden opmærksom på at man godt måtte snakke, dog på en måde hvor hun ikke skulle synge sig hæs. Men denne gang var der to kvinder der ved hvert deres bord havde så meget der skulle kommunikeres, de var åbenbart ikke kommet for musikken.

Nogen opdager slet ikke den type mennesker og det med for mange lyd indtryk, men som Autist hører jeg jo alt uden at kunne sortere lyd indtryk, og det er belastende. Sådan er det altid, dog når jeg har det dårligt bliver det forværret, eller jeg bliver bare meget mere irriteret. Ja, min stakkels ven skulle høre mig sidde og hvæse over de der snakke tosser, som Autist bliver man let et brokkehovede, eller man fremstår som et, men det ubehag man føler i situationerne er jo reelt følt.

Ja, det er måske på tide jeg får noget prof "lydisolering" jeg kan have med, det nytter ikke med almindelig ørepropper da det jo isolere mig hvis jeg er sammen med nogen.

Men, men heldigvis blev der senere mere ro, snak men sådan snak der blandede lyden jævnt. Og det var hyggeligt og god musik og stemning.

På den måde var det en blandet oplevelse, erkendelsen af hvordan jeg kan have det med uønsket lyd og andre mennesker på den negative måde, samtidig med erkendelsen af hvordan jeg har det med mennesker og musik på den positive måde.

Og erkendelsen af ikke at lade sig begrænse af dårlige oplevelser, men at træne og lære af det.

Et samfund under forandring

Den vedvarende økonomiske krise, med udsigt til en ny, usikkerheden for fremtiden globalt, krige der bare fortsætter, og terror og truslen om terror har fået lov til at dehumanisere vores syn på andre mennesker, ogå de mennesker der er helt tæt på, men der har miste jobbet, fodfæstet, deres sundhed og nu ikke i nogens øjne er er 100 procent med, vel nærmest bare meget i vejen for andres lykke og velstand.

Havde nogen gået og ønsket at opdyrke metoder til at nedbryde det fælles og erstatte det med paranoia og selviskhed, så har da krisen og terroren været en sand gave. Og faktisk har befolkninger været lidt for villige til at gå med på de tanker. 

Intet under at nogen ser deres chance for at få bygget verden om mens tiden og folkestemningen er til det. Jeg tænker på hvad der er til at genkende om 10 år. De gamle demokratier, den danske velfærdstat, vi er i global og lokal forandring i en fart der ikke er set tidligere, en dominoeffekt. 

Jeg har svært ved at se det positive i tiden, der er blevet frit slag for alt det grimmeste og småligste vi mennesker kan byde på.

Hvilken værdi har det enkelte individ, der "ikke er noget"? Mit svar må være meget lidt. Om det er den 5 årige i Afrika, eller en dansk folkepensionist der ikke fik sig en opsparing og oplistningen kunne fortsætte, og gradueret efter den nuværende sociologiske værdi er på mennesker. Ja, jeg ved godt at værdien på et liv aldrig kan være entydig, men man fornemmer at der er en graduering, og det er blevet tydeligere nu igen.

Jeg er selv opvokset i et borgerligt miljø, kultur, humanisme, historie, interesse for samfundet. Jeg har meget svært ved at se de værdier i dag, de såkaldte borgerlige må være rundet af helt andre miljøer. Jeg ved egentligt god hvad min familie ville have sagt om nutidens blå blog, og det havde været skarpt og precist.
Men borgerlighed er nok også et begreb der høre fortiden til og er blevet erstattet med en bastard liberalisme, der bygger på kontrol af borgerne, ikke mere frihed. Eller kun frihed for dem der har mest, og så kontrol der gradueres så dem der har mest er under total kontrol, men så er det godt nok svært at komme videre med sit liv. På den måde er det en kombination af den gamle velfærdstats detalje rytteri og kontrol samfund og noget Ayn Rand psykopati, ikke en god kombination i mine øjne.

Og hvor skal man finde sin egen personlige tryghed, tror jeg på at min førtidspension vil fortsætte på samme vilkår, nu hvor jeg har set hvad man politisk er parat til? Og boligsikring....det lader til at man mener at de fattigste kan bo til leje på værelser, der er ikke længere konsensus om at folk skal have et hjem, vi er ved at blive sat 60 år tilbage, hvor enlige boede på pensionater. Barakbyer for familierne. Måske vi også er tilbage til fattiggården, det vil den jo så ikke hedde, man finder et pænt ord. 

Måske velfærdsamfundet byggede på at vi ikke længere skulle stå ansigt til ansigt med fattigdom og tragedie som den "naturlige" tilstand for nogen mennesker......Men nu i 2016 sidder der en Roma udenfor hver en Netto, og ved de store supermarkeder mindst en der sælger hus forbi.
Det handler om at kunne vænne sig, ligesom vores forfædre også så en logik i deres tids fattige og udstødte, der gjorde at man kunne vælge om det var noget man personligt så som noget man måtte hjælpe med, eller bare slå sig til tåls med at, nogen er rige og nogen er fattige og sådan er det, folk får efter hvad de kan jo.
Og den holdning kryber frem igen, selvom vi burde vide meget mere om hvad der fastholder folk i dårlige sociale kår og strukturel diskrimination  jeg ser også at strukturel diskrimination i Danmark kun er i forhold til mennesker med anden etnicitet end Dansk, men det gælder jo mange flere grupper af mennesker, og når vi ikke er bevidste om det forgår, ja så foregår det uset og forstætter uhindret.

Har vi i dag helt glemt de forfattere og journalister der skrev om forholdende, der var med til at skabe forståelse for den uretfærdighed der var i tiden. Politikere der havde visioner og tænkte længere end et par år frem. Og de fagforeninger der arbejdede for bedre vilkår. Stuepigerne organiserede sig, i dag kan vi sende hushjælpen tilbage til hjemlandet når det passer os, når hun ikke vil arbejde 24/7.  

.......Har jeg bare været priviligeret at leve i en epoke hvor man arbejdede på at ting skulle blive bedre og vi blev mere og mere velhavende, og den generelle boligstandart højnet?  Dengang vi havde mod på og råd til at unde vores næste noget bedre.

Nu er det jo ikke sådan at alle Danskere synes at de betaler skat til noget/nogen der ikke kommer dem ved, at de godt kan se at det både er en forsikring af dem selv, men at det også skaber et mere balanceret samfund, tryggere, sundere osv. Når det begynder at gå den anden vej, vil vi komme til at opdage hvad det var vi fik for skattekronerne, og hvad det vil indebære at få det samfund tilbage når først det er skredet i forfald. Jeg tror ikke alle har fantasien eller den viden om hvad der kan komme til at ske. Måske nogen tror vi kan blæse og have mel i munden, og bagefter vil sige "jamen, det var jo ikke det vi troede det ville ende med".

Og hvad så med alle dem med diagnoserne, trækker vi dem tilbage efterhånden som pengene ikke er der? Lige nu leger kommunerne en passive aressive leg med borgerne for at de ikke skal få det de i følge loven har krav på, men der reelt ikke er afsat penge til. Igen de stærkeste vinder, dem med indsigt, netværk og penge til en privat rådgivning om reglerne. 

Nåh ja, og så skal det måske koste at gå til lægen, det bliver ikke et større problem for de fleste, men det kan betyde at nogen ikke kommer til lægen, for nogen mennesker har 100-200 en helt anden værdi, end for dem hvor det bare er et greb i lommen.

Men jeg føler at det hele er i skred, har de rige så tro på fremtiden, eller rager de bare til sig mens tid er, inden de rigtige Ulvetider?  

Bliver velfærdstaten et afpillet kadaver om en 5 års tid, og der er blevet sagt så meget grimt og grænseoverskridende, at der ikke længere findes som et nogenlunde fælles moralsk kompas?
Som debatten er nu synes jeg ikke der er grænser, jeg tænker "hørte jeg virkeligt rigtigt", har så mange gemt på så meget smålighed og nu er tiden inde til at nu skal det ud, og der er frit slag for laveste fælesnævner? Ja, det tror jeg, og alt for mange der burde vide bedre vakler, for populismen.....samtidigt med at de glemmer at der er også er rigtigt mange der ikke er enige i tidens politiske og økonomiske tendenser. 

Måske det mere er troen på der ikke er nok til alle der er omdrejningspunktet for tidens ideologi. Også hvem der fortjener hvad, værdisætning af arbejdskraft, værdisætning af menneskeliv. Vi tror på udbud og efterspørgsels som var det noget helt konkret vi er ude af stand til at styrer, og ikke valg. Den krise vi stadig er var ikke et jordskælv eller en orkan, det var skabt af mennesker.

....Men har der ikke hele tiden være forandringer i samfundet? Jo, så absolut, men jeg tror at det der sker i de her år er specielt afgørende, der komme nogen opgør og hvordan der ser ud efter det vil sætte kursen for en del år frem. Både i Danmark og globalt. Og lige nu er det meget svært at regne ud hvad der kommer til at ske, om verden vil gå nye veje, eller tilbage til totalitære tendenser og mere ulighed.

Måske der skal ses på de helt grundlæggende værdier og ikke fortabe sig for meget i detaljer.