Voksen mobning og fortidens skygger

Faktisk nåede jeg at blive meget voksen før jeg mødte noget jeg ville kalde reel mobning. Jeg har været rimeligt forskånet på trods af min Aspergers og at jeg var og er speciel.

Men så kom min tid også til at føle mig marginaliseret. I mit tilfælde har det handlet om min bolig, og der er man jo umiddelbart noget fanget, men kan ikke sådan lige flytte og ikke efter få år, jeg har ikke pengene og fuld bytteret er først efter tre år. Og ens hjem burde være der hvor man kunne finde ro og tryghed....burde...

Jeg har tænkt meget på om det var min egen skyld at det er gået de sidste par år, om det er fordi jeg har Aspergers at jeg er i tvivl om hvad der er den rigtige adfærd. Er det dem eller er det mig, og selvom det også lidt er mig, er det så stadigt overhovedet rimeligt hvad der har foregået?

I et mobbende fælleskab, for så er vi fælles om noget og vi skaber en slags let psykotisk virkelighed sammen vi bekræfter hinanden i, at vi er rigtige, men ikke hende der. Vi holder op med at være mennesker for hinanden, bare flade fjende billeder. Den mobbede er ikke et menneske, men mobberne er heller ikke mennesker.

Ved jeg hvordan jeg kunne løse det, har jeg overhovedet de evner, og har jeg dem når jeg også har perioder med depression og stress oven i Aspergeren?

Jeg tror jeg gør ting så godt jeg kan, når jeg har mere overskud kan jeg bedre lave mad, passe mit hjem osv. Når jeg har det dårligt er det meget svært.

Jeg har mine idealer, det jeg gerne ville være og kunne, men jeg kan det ikke altid.

Jeg må bære skylden og skammen for min del af det, tage det på mig og jeg tager det på mig, laver jeg noget lort er det jo det, jeg hænger på det.
Jeg kender noget af grunden til hvorfor jeg har gjort hvad jeg har gjort, og  jeg har jo været en deltager. Men jeg har svært ved at gennemskue min egen deltagelse. At det der har ramt mig, var en naturlig selvfølge af mine handlinger. Handlinger der har handlet om, at der også skulle være plads til mig, ikke bare de andre, at det ikke var et ønske om specielle hensyn, men almindelige hensyn man burde tage....men "burde" er vist ved at være noget der er ved at uddø.

Den lille ondskab eksistere jo, folk der har fordomme, folk der uden at tøve diskriminere og mobber dem de ikke kan lide. De kan ike træde lidt tilbage og se helheden, de kan ikke reflekterer, deres behov og vinkel er den eneste der fungere for dem....ikke at de så ikke kan komme ud i modstand og selv komme galt afsted med den adfærd, for det kan de. Asocial adfærd har som regel følger, selvom det kan fungere noget af tiden.

Ikke at de bliver ramt af karma, eller en højere retfædighed, men noget kommer de til at betale på den konto......Det er måske lidt trøst til mig der må betale for mine egne fejltagelser.

Jeg tilstår jeg tager fejl, om jeg ser klart hvilke der er værst, det ved jeg ikke, elller det først er når det er gået galt....Men det er en del af Autisme problematikken. Men måske også at jeg faktisk er ret ærlig og meget skyldsbevidst og lader mig plage af at jeg tager fejl, på en måde er mange mennesker nok er ret ligeglade med, hvis de selv kommer til at gøre noget forkert. Og den skyldsbevidsthed  eller mangel på samme bliver jo en del af samspillet med andre.

Det er dumt med den sociale platfodethed, men den er jo en del af at have Aspergers, og Aspergers er for resten af livet, uanset hvor meget jeg træner og prøver at forudse sociale katastrofer så er det ikke helt muligt, og også kun i den udstrækning at man/jeg er mest muligt i balance, uden stress, pres og depression, for så slår det tillærte fra, og katastrofen kan ramme.

Jeg har skrevet tidligere at det synes som om jeg bliver værre med alderen vreden og irritationen, men det er vist ret typisk for voksne med aspergers der for sent fik diagnosen. Man har kæmpet for længe med noget man ikke vidste hvad var, og nu er man irriteret vred og bitter.....måske man også har taget for meget hensyn til alle andre gennem årene og ikke gider det mere, jeg har været for artig og føjelig...men det er farligt, at kommme i trodsaldern midt i livet, uden redskaber og vejledning kan kun gå skævt, og det var jo ikke det det skulle, man skulle blive voksen og selvstændig, afklaret og kunne sætte grænser. Det er bare ikke helt det der sker.

Men åbenbart er der også andre der ikke blive voksne og klogere, og i modsætning til mig har de ikke en diagnose til at forklarer deres fastlåste og uhensigtsmæssige reaktioner. Men det er sikkert nogen erfaringer fra tidligere i livet der gør sig gældende, at overgreb er den bedste måde at forsvare sin egen identitet som den der har ret, måske de selv engang var ofrene.
På den måde kan man næsten altid konkludere at mobbere har et eller andet der gnaver, uanset deres magtfuldkommenhed udadtil.

Jeg prøver at kunne gennemskue om det er fordi folk er reelt antisociale, eller om det mere er frygt og lavt selvværd der driver dem, men det kan jo også være en kombination. Måske de heller ikke kan læse adfærd? Jeg tror også at mennesker der har været udsat for overgreb i en eller grad, enten vælger at blive helt anderledes eller overtage overgrebets logik....men det sidste er jo den ureflekterede måde, man overtager, uden at se hvad det faktisk gør og hvad det har gjort ved en selv.

Det eksponere hvad der gemmer sig bag, mennesker i balance vælger ikke den type løsninger på livets konflikter. Måske et lille stykke af vejen, men de vil ikke gå til den bitre ende. Og går man til den bitre ende har man tabt gamet og udstillet at man er i sine egne gamle dæmoners vold, facaden krakelere.
Når vi presser hinanden, ikke giver hinanden plads, så vil det over tid vise sig hvilket stof man er lavet af.

Og jeg ved at jeg som barn og ung har måtte beskytte mig selv mentalt i min egen familie, de erfaringer gør at jeg ved jeg har min egen måde at takle det på, også måder jeg helst ikke ville have, eller huske på jeg har, sider af mig selv jeg ønskede jeg havde forladt helt. Si

Jeg tror alt for meget negativt går i arv, det negative, det mistroiske, det ikke givende, nogen gange hviler det, andre gange bliver det vakt til live, i mødet med mennesker og situationer.

Det er hæsligt, det er grundlaget for det vi kalder menneskelig ondskab....Netop fordi den fordre det reflekterende menneske, at vi faktisk har evnen til at tænke og handle anderledes med eller uden diagnoser....men jeg siger ikke det er nemt når man er gået for langt i den forkerte retning, men vi må lære at turde gøre noget der er mere givende, det andet er bare at tabe, med intet at vinde.

Diskrimination af handicappede, det er vel bare sådan det er?

Der er kun diskrimination af handicappede i Danmark på arbejdspladsen i følge lovgivningen....men hvad så med alle de andre situationer?. For der er diskrimination i alle former, fra det helt praktiske som fysiske adgangsforhold, til det sociale.

Og hvad med de usynlige handicap og dermed bla. også Autisme?

Strukturel diskrimination ses umiddelbart mest i forhold til etnicitet, selvom den strukturelle diskrimination gælder for mange andre grupper i samfundet. Noget rammer folk på de samme områder og af samme grund som når det handler om etnicitet. fordi det dybest set er økonomisk/sociale problemer, andre grupper har andre problematikker i forhold til at få lidt mere lige vilkår, i forhold til skole/uddannelse, jobs og deltagelse i samfundet.

Når man ikke som samfund ikke vægter at prøve på at definerer, hvad der giver forskellige grupper dårlige vilkår og det blive udbredt som rimeligt almen viden, er diskriminationen reelt gjort usynlig, selv for dem der bliver/er ramt af diskriminationen/forhindringer. En manglende rampe til en kørestol er let at få øje på, men der er andre mangler/forhindringer, der virker usynlige, dr er svære at sætte ord på, selv for dem der oplever dem, jo man fornemmer der er barriere, men hvor, og er det bare mig der er forkert? Og normen er jo fortolket af dem der passer ind, så de er de sidste til at se der skulle være noget der kunne gøres anderledes og mere inkluderende, for andre grupper af mennesker.

Problemer bliver talt ned, eller direkt afvist, der smøles, i værste fald påføres der skyld og skam.
Og ofte er man helt vænnet til fra barn at man ikke er vigtig og at ens behov ikke bliver mødt, og det er jo fordi man er forkert og sikkert også ikke dygtig og klog nok til at finde løsninger.....Og man skal jo ikke forlange for meget an andre. For folk der er anderledes må leve med at samfundet ikke lige kan tilpasses lige til deres/dit behov, der er jo logik ikke? .......Jooooooooo det er det vel.....? Ja, man bliver meget vandt til at blive talt ned til når man er usynligt handicappet.

De grupper det har lykkedes for at definere problemstillingerne er dem der har kunne stå sammen og gøre sig synlige, men det kræver at man er stor nok som gruppe.

Vi har ikke tid og/eller penge er altid en gyldig forklaring, som samfund, som enkeltpersoner, vi skubber problematikkerne foran os, der er ofrene, men det går nok, for se på alle dem der godt kan finde ud af det helt af sig selv?

Jeg har tidligere skrevet at jeg ikke tror det bliver mere dyrt for samfundet at give mere plads til dem der ikke er så meget plads til nu, jeg kan ikke love det direkte bliver billigere, men om ikke andet kunne det bidrage til samfundets diversitet på måder der kunne være til gavn for samfundet som helhed.

I byen igen og lidt flere refleksioner

For nogen dage siden skrev jeg om det at synes at det man kunne før bare er noget man ikke magter så godt mere, og det giver nogen overvejelser.

Men helt i den ånd jeg har arbejdet mod selverkendelse, lod jeg mig lokke af en ven for atter at tage til jazz og mange mennesker.

Jeg havde haft en møgdag fra jeg vågnede, og jeg gad alligevel ikke at sidde hjemme om aftenen, selvom jeg var træt.

Musiklivet i dag lider under folks nakkedille om det er til store rockkoncerter eller  mindre ting, folk trække knapt vejret, men maskinsnakker som om der kørte en ligegyldig CD i baggrunden, så det gør det ikke nemt for musiknyderne.
Det sidste jeg havde været til  livemusik gjorde sangerinden opmærksom på at man godt måtte snakke, dog på en måde hvor hun ikke skulle synge sig hæs. Men denne gang var der to kvinder der ved hvert deres bord havde så meget der skulle kommunikeres, de var åbenbart ikke kommet for musikken.

Nogen opdager slet ikke den type mennesker og det med for mange lyd indtryk, men som Autist hører jeg jo alt uden at kunne sortere lyd indtryk, og det er belastende. Sådan er det altid, dog når jeg har det dårligt bliver det forværret, eller jeg bliver bare meget mere irriteret. Ja, min stakkels ven skulle høre mig sidde og hvæse over de der snakke tosser, som Autist bliver man let et brokkehovede, eller man fremstår som et, men det ubehag man føler i situationerne er jo reelt følt.

Ja, det er måske på tide jeg får noget prof "lydisolering" jeg kan have med, det nytter ikke med almindelig ørepropper da det jo isolere mig hvis jeg er sammen med nogen.

Men, men heldigvis blev der senere mere ro, snak men sådan snak der blandede lyden jævnt. Og det var hyggeligt og god musik og stemning.

På den måde var det en blandet oplevelse, erkendelsen af hvordan jeg kan have det med uønsket lyd og andre mennesker på den negative måde, samtidig med erkendelsen af hvordan jeg har det med mennesker og musik på den positive måde.

Og erkendelsen af ikke at lade sig begrænse af dårlige oplevelser, men at træne og lære af det.

Et samfund under forandring

Den vedvarende økonomiske krise, med udsigt til en ny, usikkerheden for fremtiden globalt, krige der bare fortsætter, og terror og truslen om terror har fået lov til at dehumanisere vores syn på andre mennesker, ogå de mennesker der er helt tæt på, men der har miste jobbet, fodfæstet, deres sundhed og nu ikke i nogens øjne er er 100 procent med, vel nærmest bare meget i vejen for andres lykke og velstand.

Havde nogen gået og ønsket at opdyrke metoder til at nedbryde det fælles og erstatte det med paranoia og selviskhed, så har da krisen og terroren været en sand gave. Og faktisk har befolkninger været lidt for villige til at gå med på de tanker. 

Intet under at nogen ser deres chance for at få bygget verden om mens tiden og folkestemningen er til det. Jeg tænker på hvad der er til at genkende om 10 år. De gamle demokratier, den danske velfærdstat, vi er i global og lokal forandring i en fart der ikke er set tidligere, en dominoeffekt. 

Jeg har svært ved at se det positive i tiden, der er blevet frit slag for alt det grimmeste og småligste vi mennesker kan byde på.

Hvilken værdi har det enkelte individ, der "ikke er noget"? Mit svar må være meget lidt. Om det er den 5 årige i Afrika, eller en dansk folkepensionist der ikke fik sig en opsparing og oplistningen kunne fortsætte, og gradueret efter den nuværende sociologiske værdi er på mennesker. Ja, jeg ved godt at værdien på et liv aldrig kan være entydig, men man fornemmer at der er en graduering, og det er blevet tydeligere nu igen.

Jeg er selv opvokset i et borgerligt miljø, kultur, humanisme, historie, interesse for samfundet. Jeg har meget svært ved at se de værdier i dag, de såkaldte borgerlige må være rundet af helt andre miljøer. Jeg ved egentligt god hvad min familie ville have sagt om nutidens blå blog, og det havde været skarpt og precist.
Men borgerlighed er nok også et begreb der høre fortiden til og er blevet erstattet med en bastard liberalisme, der bygger på kontrol af borgerne, ikke mere frihed. Eller kun frihed for dem der har mest, og så kontrol der gradueres så dem der har mest er under total kontrol, men så er det godt nok svært at komme videre med sit liv. På den måde er det en kombination af den gamle velfærdstats detalje rytteri og kontrol samfund og noget Ayn Rand psykopati, ikke en god kombination i mine øjne.

Og hvor skal man finde sin egen personlige tryghed, tror jeg på at min førtidspension vil fortsætte på samme vilkår, nu hvor jeg har set hvad man politisk er parat til? Og boligsikring....det lader til at man mener at de fattigste kan bo til leje på værelser, der er ikke længere konsensus om at folk skal have et hjem, vi er ved at blive sat 60 år tilbage, hvor enlige boede på pensionater. Barakbyer for familierne. Måske vi også er tilbage til fattiggården, det vil den jo så ikke hedde, man finder et pænt ord. 

Måske velfærdsamfundet byggede på at vi ikke længere skulle stå ansigt til ansigt med fattigdom og tragedie som den "naturlige" tilstand for nogen mennesker......Men nu i 2016 sidder der en Roma udenfor hver en Netto, og ved de store supermarkeder mindst en der sælger hus forbi.
Det handler om at kunne vænne sig, ligesom vores forfædre også så en logik i deres tids fattige og udstødte, der gjorde at man kunne vælge om det var noget man personligt så som noget man måtte hjælpe med, eller bare slå sig til tåls med at, nogen er rige og nogen er fattige og sådan er det, folk får efter hvad de kan jo.
Og den holdning kryber frem igen, selvom vi burde vide meget mere om hvad der fastholder folk i dårlige sociale kår og strukturel diskrimination  jeg ser også at strukturel diskrimination i Danmark kun er i forhold til mennesker med anden etnicitet end Dansk, men det gælder jo mange flere grupper af mennesker, og når vi ikke er bevidste om det forgår, ja så foregår det uset og forstætter uhindret.

Har vi i dag helt glemt de forfattere og journalister der skrev om forholdende, der var med til at skabe forståelse for den uretfærdighed der var i tiden. Politikere der havde visioner og tænkte længere end et par år frem. Og de fagforeninger der arbejdede for bedre vilkår. Stuepigerne organiserede sig, i dag kan vi sende hushjælpen tilbage til hjemlandet når det passer os, når hun ikke vil arbejde 24/7.  

.......Har jeg bare været priviligeret at leve i en epoke hvor man arbejdede på at ting skulle blive bedre og vi blev mere og mere velhavende, og den generelle boligstandart højnet?  Dengang vi havde mod på og råd til at unde vores næste noget bedre.

Nu er det jo ikke sådan at alle Danskere synes at de betaler skat til noget/nogen der ikke kommer dem ved, at de godt kan se at det både er en forsikring af dem selv, men at det også skaber et mere balanceret samfund, tryggere, sundere osv. Når det begynder at gå den anden vej, vil vi komme til at opdage hvad det var vi fik for skattekronerne, og hvad det vil indebære at få det samfund tilbage når først det er skredet i forfald. Jeg tror ikke alle har fantasien eller den viden om hvad der kan komme til at ske. Måske nogen tror vi kan blæse og have mel i munden, og bagefter vil sige "jamen, det var jo ikke det vi troede det ville ende med".

Og hvad så med alle dem med diagnoserne, trækker vi dem tilbage efterhånden som pengene ikke er der? Lige nu leger kommunerne en passive aressive leg med borgerne for at de ikke skal få det de i følge loven har krav på, men der reelt ikke er afsat penge til. Igen de stærkeste vinder, dem med indsigt, netværk og penge til en privat rådgivning om reglerne. 

Nåh ja, og så skal det måske koste at gå til lægen, det bliver ikke et større problem for de fleste, men det kan betyde at nogen ikke kommer til lægen, for nogen mennesker har 100-200 en helt anden værdi, end for dem hvor det bare er et greb i lommen.

Men jeg føler at det hele er i skred, har de rige så tro på fremtiden, eller rager de bare til sig mens tid er, inden de rigtige Ulvetider?  

Bliver velfærdstaten et afpillet kadaver om en 5 års tid, og der er blevet sagt så meget grimt og grænseoverskridende, at der ikke længere findes som et nogenlunde fælles moralsk kompas?
Som debatten er nu synes jeg ikke der er grænser, jeg tænker "hørte jeg virkeligt rigtigt", har så mange gemt på så meget smålighed og nu er tiden inde til at nu skal det ud, og der er frit slag for laveste fælesnævner? Ja, det tror jeg, og alt for mange der burde vide bedre vakler, for populismen.....samtidigt med at de glemmer at der er også er rigtigt mange der ikke er enige i tidens politiske og økonomiske tendenser. 

Måske det mere er troen på der ikke er nok til alle der er omdrejningspunktet for tidens ideologi. Også hvem der fortjener hvad, værdisætning af arbejdskraft, værdisætning af menneskeliv. Vi tror på udbud og efterspørgsels som var det noget helt konkret vi er ude af stand til at styrer, og ikke valg. Den krise vi stadig er var ikke et jordskælv eller en orkan, det var skabt af mennesker.

....Men har der ikke hele tiden være forandringer i samfundet? Jo, så absolut, men jeg tror at det der sker i de her år er specielt afgørende, der komme nogen opgør og hvordan der ser ud efter det vil sætte kursen for en del år frem. Både i Danmark og globalt. Og lige nu er det meget svært at regne ud hvad der kommer til at ske, om verden vil gå nye veje, eller tilbage til totalitære tendenser og mere ulighed.

Måske der skal ses på de helt grundlæggende værdier og ikke fortabe sig for meget i detaljer. 

Når fortiden er udlevet og fremtiden må blive noget helt andet

Det handler om  ikke at kunne det samme sociale jeg troede jeg kunne for to år siden, alt det jeg smerteligt måtte forlade dengang hvor stressen tog over både privat og socialt.
Når jeg er tilbage er jeg en tilskuer, jeg ser de andre og jeg ser mig selv, som fra et sted oppe i loftet, har jeg en indre dialog, samtidigt mad at jeg tager indtryk ind. Men jeg vil ikke kaste mig ind i kampen, med at være social og åben, jeg er der bare og egentligt er det ikke rart, det hele er velkendt, stederne menneskene, men jeg er ikke hjemme i det.
Jamen var det hele ikke hyggeligt nok? Jo, jeg har været til en den det sidst år der var super fint, i godt selskab, til gode ting, men hvor jeg følte jeg et andet sted, og jeg ønsker at være nærværende, i nuet. Er der ingen mellem ting for mig, kun ekstremt meget på, eller så er jeg lidt hægtet mentalt af? Desværre er det nok tæt på sådan det er at være mig.

Jo, jeg har savnet mit byliv i de sidste par år, at jeg bare ikke magtede at komme ud af døren, alt det jeg måtte sige nej til, som jeg gerne ville.

Men det efter lader et stort spørgsmål, hvad så? Jeg har jo gentagende gange skrevet at jeg vil ud og deltage i livet...men på hvilken måde så?

Jeg kan nu i den grad selv mærke tænd/sluk mekanismen i mig, og at tænd funktionen ikke er den rigtige version af mig, bare mig på autopilot, og i værste fald autopilot på den forkerte kurs, måske jeg føler mig lidt for gammel til den stil, selvom det vel ikke har noget at gøre med alder.

Måske det også handler om at noget er udlevet, at situationer jeg testede , ikke samme interesse mere, det giver ikke det samme boost af selvtillid, "Hurra, jeg overlevede det!".  I dag ved je at jeg overlevet, men spørger om hvad der ellers er i det for mig udover overlevelsen.

Måske jeg i dag betragter andre andeledes, ser andre detaljer, måske jeg i dag bedre står ved at jeg ikke altid kan lide/orker andre mennesker, og det netop er en del af det at have Aspergers, at man ikke overkommer mennesker, enkelte personer, eller bare mennesker, og på en måde der giver en for mange indtryk, det laver situationer om til noget negativt, selvom der noget reelt negativt eller stressende for andre.
Jeg har bekæmpet den følelse i mange år, nægtet at give op overfor ubehaget. Men er der et reelt valg i forhold til at jeg kan vælge det sociale fra, når jeg altid har arbejdet på at forstå det, er det ikke bare en af mine livsopgaver, selvom jeg ikke tror på skæbnen.

Tidligere i mit liv var det social svært på en anden måde end nu, det er som om jeg dengang bare accepterede andres adfærd næsten uanset hvad, hvilket jeg ikke gør mere. Måske det var pga. min noget forlængede barndom, måske fordi jeg ikke måtte sætte grænser for andre, hverken oppe i mit eget hovede eller ud i livet. I dag er det anderledes, men det gør det ikke lettere. Det skaber vrede og konflikter der ikke var der dengang....he he, ja sådan er det når man er "for nem"....og hvad er jeg så nu, forhåbentlig på vej væk fra nem, men i høj grad også væk fra at være irriteret og stresset.

Men hvad så lige nu? Jeg vil ikke være alene, og jeg vil ikke sidde hjemme altid. Og jeg har jo optrænet det sociale og det virker delvis, men kun delvis.

Skulle jeg have noget medicin der lige gav mig et nyk i den rigtige retning, det vil jo vise sig og er ikke noget der kommer til at ske i nærmeste fremtid, der er megen venten i mit liv når man er i systemet, man må have tålmod for ikke at få svip af det.

Jeg må indrømme at jeg ingen ide har om fremtiden. Og færre fremtids planer end nogen sinde. Jo jeg kunne godt tænke mig at den kroniske depression gik væk og jeg fik ro omkring min bolig, men det er vel også et væsentligt grundlag for at kunne noget andet og mere.

Men jeg har gode venner, der situationer jeg bare er en del af, der er der hvor jeg står åben for indtryk, jeg ønsker forandring, hvordan jeg opnår det ved jeg endnu ikke.

Hvem er det lige samfundet er?

Samfundet er en fornemmelse, føler du dig tryg, føler du at du er med, føler du dig som en del af det og har en indflydelse?

Føles det som du lever i et hierarkisk pyramide samfund,  eller føler du at samfundet består at mange forskellige organisk forbundne enklaver, føler du at du står i udkanten af samfundet, eller er du lige midt i det?

Synes du, du deler de gængse værdier, eller synes du samfundet sværdier føles helt forkerte? Eller er det sådan at det, er op til hvem man kender og møde i hverdagen hvordan samfundet ser ud til at fungere. ....Eller er samfundet mere noget du har fra medierne, end dine gene oplevelser i hverdagen?

Når du skælder ud på samfundet er samfundet også dig, selvom det måske ikke lige føles sådan.

Kan du spejle dig i samfundet, kan du genkende dig selv som type i reklamerne, det er dig de vil have, og du kunne købe den ting, eller den ydelse.
Eller vil du ikke have noget af det  de prøver at prakke dig på og de afspejler ikke din livstil, og du er ikke interessant i deres verden, du er ikke rigtig en af typerne/grupperne reklame folkene arbejder med.

Du er måske heller ikke som dem i de danske film og tv serier, du hører ikke til den del af middelklassen de beskriver, fordi de beskriver sig selv, deres venner og familie, de sidder med manuskripterne.
Når det går lidt udover deres erfaringer bliver det lidt karikeret, "de andre". Men måske du ikke engang er en af de typer der figurere som "de andre"?

Der snakkes om at facebook sørger for, du mest ser de holdninger du selv deler, så du på den måde mest bekræftes i dine egne holdninger.
Måske du allerede har luret segmenterne, dem der deler konkurrencer og  lækre forbrugsgoder de gerne ville have eller har købt. Der er dem der deler deres bekymringer om verden, links om sundhed, og dem der deler blomster og deres hjem, og måltidsbilleder og feriebilleder. Bekymring eller hedonisme, retro eller fremtid.

Og så er der dem der er ret vrede og de melder jo klart ud...og alligevel ikke der er lag der ikke altid ses, hvis man ikke kender personen godt nok, de der små mellemregninger. Har man ikke mellmregningerne kan det være man lukker helt eller delvis af for dem på FB...For meget pral, præk, klynk, spam....Og en dag trykkes der følg ikke.

Danskerne er stadig lykkelige siger statestikken, jeg har svært ved at se det, men måske jeg er det forkerte sted i samfundet. Og det er jo ikke fordi jeg ikke har øjnene på stilke og ørene slået ud når jeg færdes. De nævner at vi er et samfund med tillid, men er det ikke ved at blive et mistillids samfund?
 Men det gælder måske ikke for dem med det sikre job, og dem der aldrig er blevet ramt af krisen, andet end de skulle bruge lidt mindre, ikke fordi de ikke havde, bare for en sikkerheds skyld.
Og der er en forskel på valg og nødvendighed, og nogen i Danmark kan vælge, andre ikke, og dem der kan vælge kan ikke se hvorfor de andre ikke kan, og så er vi tilbage til det med tillid og mistillid.

Måske jeg har for meget fornemmelse for hvad der foregår i tiden, at jeg kan se lidt frem, se lidt bagom. Det er jo en spændende evne, men også svær, og jeg kan ikke ignorere de informationer jeg får.

Jeg må trøste mig med at verden og lille Danmark ikke er entydig, at der er mange strømninger i tiden også positive. Jeg kan håbe på at det mindst dårlige sejre, og jeg en dag vil se mig selv som omgivet af samfundet og ikke ude ved kanten.

Ja, jeg har faktisk reelle begrænsninger, men hvad gør jeg så?

Jeg har begrænsede muligheder min Aspergers diagnose er ikke noget jeg har trukket i en automat, den er der om jeg vil det eller ej, den var der også før jeg vidste den var der og ikke kunne forstå at jeg ikke kunne det de andre kunne. Efter at det var blevet ignoreret i det meste af mit liv, udover et par forkerte diagnoser fandt man forklaringen, og jeg fandt forklaringen og nu giver det hele meget mere mening med hvorfor mit liv gik i kludder hele tiden.

Jeg har begrænsninger, det har vi vel alle i nogen grad, men mine er bare lidt mere centrale for at kunne fungere praktisk og mellem mennesker, det kan overses, det kan ignoreres, man kan sige at det er fordi jeg er et rodehovede og et svin, og jeg er usocial og dum og doven. Altså personlige negative egenskaber der ikke forbindes med en diagnose. Jeg er også alt muligt andet, desværre er det noget hegnet ind af det jeg ikke kan. Et liv med kronisk snubletråd. Så nej jeg har ikke alle muligheder for at folde mine vinger ud. Jeg ville gerne, meget gerne, men som verden omkring mig er indrettet er det meget svært. Jeg prøver at blive bedre til at være menneske, men prøver verden at blive bedre for mig og folk som mig?

Men samtidig med begrænsningerne er jeg også ret ubegrænset, men det ubegrænsede er mit eget univers, i mit sind, måske alligevel list mere gråtonet efter for mange svære år, hvor jeg håber det ikke er en permanent ting, at jeg stadig kan få min verden tilbage i fuldfarver, og kunne flyve i sindet.  Desværre har jeg for meget måtte forholde mig til virkeligheden, jeg har prøvet at tage livtag med virkeligheden for at forstå den, men samtidigt har det også været en negativ faktor i mit liv. Jeg kan kun håbe det var det værd med tiden, at jeg kommer til at have gavn af det arbejde.

Som en på Autisme spektret vil mine præstationer aldrig kunne sammenlignes med den ikke Autistiskes præstationer,  hvad der kommer let, hvad der har været gennem kamp, det er en anden verden, andre udfordringer.

Hver gang jeg stiller mig op på en scene er det ikke til at gennemskue hvad det har kostet, det at få samlet energien koncentrationen, det at kunne være i forvirringen af andre mennesker, stress, at huske det hele, at være 120 procent tilstæde. Alle de tanker der har har været inden, planlægning, og gå ind i materialet. Og de tidlige ynkelige forsøg da jeg ikke kunne noget, men stillede mig frem alligevel, til ros eller kritik, fordi jeg bare ville, og ville det lidt mere end de fleste, på liv og død. Det sidste kan være ret svært at forstå for dem der bare tager det mere roligt.

Der har været mennesker der ikke forstod at jeg i den situation som sanger/performer før og efter ikke var mig som privatperson, og at jeg er så fokuseret at jeg har svært ved at hoppe over i et andet gear, og gå ind  i en fornuftig "almindelig" gensidig samtale.
Så mange der kendte/kender mig fra de situationer, kender mig vel egentligt ret dårligt. Jeg kender så reelt heller ikke dem. Men jeg må leve med jeg ikke kan alt på samme gang, sådan fungere min hjerne. One track mind, det er meget ofte mig.
Jeg kan så virke ret egocentrisk når man kun ser den del, men det er så prisen for at være fokuseret i den grad. Men med en Aspergers er det ikke noget valg det er sådan tingene er bygget sammen deroppe i hjernen, og når jeg er stresset kan jeg ikke altid nå at regulere til "normal". Så på den måde lever jeg ikke op til andres forventninger.

I nat drømte jeg at jeg blev engageret til en større forestilling, der skulle gå over længere tid, jeg ved ikke om det bliver noget jeg kommer til at opleve, men jeg arbejder i mod det. Også i de små hverdags ting, jeg kæmper med depressionen, inertien. Jeg prøver at bearbejde mine erfaringer om til værktøjer, der giver mig mere forståelse som menneske og kunstner.

Samtidigt hader jeg at jeg er begrænset af min udgave af Aspergers, og jeg stadig ikke har en ide om hvor meget der kan gøres for at jeg bliver mere velfungerende. Hvad kan der gøres for ADHDen, så den ikke støjer og fylder.
Hvordan laver jeg energi reserver til at kunne leve et liv, godt nok i små portioner, men hvor jeg føler jeg kan leve helt, da det åbenbart er meget vigtigt for mig at have den følelse bare en gang i mellem.
Og vil det gøre at jeg kommer til at føle mig som en del af samfundet og dæmpe min vrede?

Det er ikke sjovt at være så vred og føle at hele ens liv er totalt spildt og meningsløst når man er fyldt 50. Måske det kan være en drivkraft, måske er det bare et symptom på hvad der sker med en med Autisme der fik en forklaring for sent, midt i en moderne "Du kan hvad du vil" verden, der forlanger det hele af dig, hele tiden. Kravet om ustandselig selvudvikling, til noget bedre.

Jeg er træt af min samtid forestillinger om hvad det er at være et menneske og de værdier der køres frem med. Det er en evig støj, det er svært at gå op i mod. Folk plaprer nogen falske udsagn de har læst i et eller andet blad eller hørt på tv......Jeg har lyst til at råbe: "Hold nu kæft ikke, hold op med at belær mig, din verden er ikke min!"
Det hele kunne være en del mindre smertefuldt hvis der var plads til flere verdener/livsvilkår, der kunne eksistere sammen, uden at dømme og vurdere så meget.

Jeg lærte tidligt at den officielle måde at gøre opfatte ting var bedre end min, det har jeg måtte acceptere at det er sådan, det ville så være dejligt, at det også gik den anden vej af og til, at der var den ydmyghed i forhold til min og din verden, og ens egen ikke var den eneste gyldige. Er det sådan at afmagten og vreden vokser, når man altid er den der er den forkerte næsten i alle livets forhold? Selvværd at at føle sig ok grundlæggende, uden at skulle spekulere så meget mere på det. Hvor jeg altid er i tvivl.

Måske det er tiden nu, til at jeg er mere sød mod mig selv, at jeg giver mig lov til at være mig, med fejl og mangler. Og til at se andre mennesker på en anden måde at fornemme deres varme, fremfor deres kulde, jeg ved der er en anden sandhed end den jeg føler lige nu.
Jeg ville så gerne se labyrintens mure smuldre engang i mit liv, det er det jeg har arbejdet mod hele livet. Jeg drømmer om samhørighed og det levede liv.