Et grundlæggende selvhad, og tanker om hvordan jeg blive fri af det.

Nu er jeg igen først oppe 14.30. Godt nok havde jeg været tidligt oppe i går og været til fødseldags brunch, så måske ikke så sært. Det var med fuld opdækning af lækkerier, og mange om bordet.

Jeg har nærmest ikke været uden for en dør i en uge, og jeg kunne godt mærke jeg ikke havde brugt benene, men det gik da, jeg var lidt sen på den.
Jeg havde ikke set Bonus (Hund) i en uge. Og fødselsdagen var en kombineret med en introduktion af ny en uge gammel Baby. "Se det er en hvalp Bonus, en menneske hvalp, du er blevet Onkel". Det var Bonus helt med på, han har altid været god mod hvalpe, og baby har sikkert lugtet bekendt for ham. 

Det var hyggeligt, men jeg blev også træt. Men jeg skulle lige se lidt på vejen hjem da jeg jo ikke havde været ude i løbet af ugen. Jeg fik også lavet mig noget aftens mad, af noget laks jeg havde fået med som rest fra brunchen. 

Så træt af god grund, og ikke som igennem ugen hvor det bare var en tilstand.

Mens jeg lavede mad tænkte jeg, som en sammen fatning af ugen: Problemet jeg er i, er selvhad, selvforagt, alle forklaringer om stigma og samfund og familie, ender altid som en undskyldning for at det er min egen skyld. 

Alle selvbebrejdelserne jeg køre igennem mens jeg prøver at rydde op og gøre rent. Jeg er min egen værste hater. 
Jeg har min egen negative stemme. Jeg læste engang at ens egen mest negative stemme, er det som ens forældre har sagt, det er deres stemmer når de har dømt en hårdest. Deres vurderinger.

Og måske skabt igen af det de har hørt som børn. Hvad skal der til for at slukke den stemme? 

Jeg er ude i nogen kognitive stier i min hjerne, er blevet til motor veje, med flere og flere spor. Fidusen er at få de negative vane tanker tilbage til stier, og helst til tilgroede stier. 

Jeg kan vende vreden udad, pege på grunde til at mit liv har gået som det er, at jeg reelt ikke havde en chance. Og det er sandt, men er som det er. Der er ingen skurke, bare variationer indifference hos mine omgivelser, skole og hos fagpersoner. På en ene side var jeg noget særligt, men alligevel ikke nok til nogen ville række mig en hånd. Se min livssituation og potentiale. 

Så hvad gør jeg? Hvordan konsolidere jeg for mig selv at jeg er et ok menneske, at der er lidt mening med mit liv, før, nu og fremtid?....selvom der reelt ikke er. Men nogen illusioner kan være nødvendige. 

Mine nuværende bud på forandring: Det bliver nød til at være noget meget konkret og grundlæggende, byggestenene i det at være et menneske, i samspil med omgivelserne. 

Jeg har brug for at jeg ikke slæber alt det gamle med, et nyt rum, mentalt og fysisk. 

Arbejdsopgaver jeg kan klare, der giver mening for mig, og gør mig træt på den gode måde, og lyst til at gøre det igen og igen.

At jeg har noget tilgang til dyr i løbet af ugen, jeg er glad for mange slags dyr, og jeg glemmer mig selv i deres nærvær. Og det giver mange gode endorfiner og tanker, også efterfølgende.

Jeg har også brug for at kunne bruge min viden, og give den videre, formidle. 

Så det ender med at stå klart hvem jeg er, hvordan jeg gør ting, og at det jeg gør faktisk fungere på de områder. 

I modsætning til nu hvor jeg definere mit liv med det jeg ikke kan, min afmagt og fastlåsthed i hverdagen. Det er ikke underligt at det føles tungt og negativt. Og jeg kan ikke løse det alene. 

ADHD medicinen gør mig mere fokuseret. Det er ikke fordi nogen af de her tanker er nye, men jeg kan bedre holde fast i dem, og at nok er nok. At det er ok jeg har ikke ordnet hjem i løbet af ugen, men skrevet mails, sat ting igang. 

"Men kan du ikke også rydde op samtidigt, bare lidt?" Åbenbart ikke. Det er en blanding af manglende overskud, men også at jeg ikke kan det hele på en gang, det er en del af Autisme og ADHD, og det er en del af min udgave af Autisme og ADHD.
Så det behøves ikke at blive diskuteret eller gøres opmærksom på, det er sådan jeg er lavet, og det er ikke mindst sådan jeg er blevet, efter at have forsøgt at følge andres råd og normer. 

Jeg afventer diverse svar, men de kommer nok ikke næste uge, måske heller ikke næste. Der bliver brug for meget god rådgivning, så måske jeg skal sætte mere igang, og se hvor der sker noget. At noget flytter sig, åbninger, til noget konkret og brugbart. Det er det jeg har brug for nu. 

Hoarding, ekstrem samlermani. Hvad skal der til for at støtte at man kan komme ud af det?

 

I gennem de sidste 25 år har jeg Hoardet (Hoarding disorder (HD),  eller ekstrem ­samlermani), kombineret med at min ADHD og Autisme gør det meget svært for mig at passe et hjem. Tiltagende stress har gjort mit overblik og mine praktiske evner endnu mindre end de var tidligere. 

Hoarding disorder (HD),  ekstrem ­samlermani, er ikke noget vi har haft fokus på i Danmark som selvstændig diagnose, og det er ikke noget man har inkluderet i uddannelser for dem der kan støde på Hoardere i deres arbejde. Og da mennesker der Hoardere er meget sensitive for ting der bliver sagt, er det ret væsentligt at der er en faglig viden, for at borgeren man står overfor ikke trækker sig helt, og ikke tør få hjælp. For den der Hoarder/samler har det hele en værdi for dem, så det at nogen straks siger at det skal smides ud eller doneres, så man jo som Hoarder i panik eller det der er værre. Hoarding er udløst af traumer og kan også være arveligt, om det er arveligt som løsningsmekanisme, eller reelt arveligt er svært at sige, det er en overlevelses mekanisme efter store personlige tab, det er udløst af noget. At en vis tilknytning til ting der var normal, bliver ekstrem.
Så Hoarding er en lukket privat verden, og man kan ikke bare komme ind med en bulldozer helt bogstaveligt, talt eller i holdningerne til den ramte (selvom det sker). 

Der er grader af Hoarding, og med tiden vil mange ende i noget der går mod det værre, og det begynder at blive sundhedsfarligt, eller hjemmet bliver strukturelt farligt. Desto værre det bliver, vil personen ikke længere kunne magte et hjem, selv efter en kraftig hovedrengøring og bortskaffelse af ting.

Og det sker i alle social klasser, og folk kan være i arbejde og uden. Det kan være i kombination med diagnosticerede psykiske sygdomme, men også hvor der ikke er. Og mennsker med Autisme og ADHD er også særligt udsatte for at have det.

 Mange Hoardere kan totalt maskere det for både venner og familie, der først opdager det længe efter det er startet. Og det at skjule det tager også energi fra dem der Hoarder, at holde facaden, holde sig ren når når badeværelset har mistet vigtige funktioner fx. Og så det at bortforklare hvorfor folk ikke må se ens hjem. Og frygten for nødvendigheden af at nogen skulle ind. 

Der er skyld og skam over den situation man langsomt er er endt i.  Men der er også nogen der er helt urealistiske omkring deres egen situation, at de ikke kan se der er et problem og det skl gøres noget. 

Og så er der dem der kan se de har et problem, men at løsningmodellerne, eller manglen på samme er for skræmmende, og af gode grunde. Har man et ubeabejdet traume/tab man har selvbehandlet med at samle sager, så er der noget på spil, og en risiko for forværring. Så det er ikke uvæsentligt hvordan man griber det an fagligt lige fra start, det er en skrøbelig balance at skabe tillid hos den der Hoarder. Men det er det der skal til, og at man ved hvad man gør, at man ikke bare flår op i hjem og sind halvvejs, for at det løber ud i ingenting. Eller ender i en syltekrukke på Kommunen. 

Jeg har haft hjemmevejledere i min gamle lejlighed inden 2014, og der kom vi faktisk i mål. Men efter flytning efterfølgende og en Autisme diagnose (senere også ADHD), var hjemmevejlederne mindre hands on, og egentligt ikke det jeg havde brug for, jeg havde brug for praktisk hjælp til struktur i hjemmet, men man havde ændret på deres arbejdsområder. Man giver folk værktøjer i form af skemaer, men der er nogen der ikke kan bruge et skema til noget., bla. fordi man ikke er kognitivt og eksekverende stabil nok i løbet af en uge, og en uge er helt uforudsigelig. 

Jeg havde også hjemmehjælp men tiltagende stress gjorde, jeg ikke længere magtede dem og et tilbud om oprydnings hjælp var gået galt, da der ikke var en forståelse for det specielle ved Autisme og ADHD, hvilket gjorde mig meget ked af det og vred. Problemet var at forståelsen for at det ikke handlede om vilje eller være dygtig og skemaer, men om jeg havde overskud til at gøre noget, mellem de kom, at jeg kunne opfylde aftalerne. Når jeg har overskud går jeg helt automatisk i gang med at løse opgaver, når jeg ikke har kan jeg bare ikke. Så ros, eller skuffelse er ikke det det jeg har brug for at høre. Dybest set ved jeg godt hvordan man burde gøre ting, jeg kan bare ikke eksekvere det.

Men opgaven med hjemmet er uoverskuelig at komme i mål med alene. Og jeg har prøvet mange gange, 3 uger er normalt hvad jeg magter, og så kan jeg ikke mere. Så går mit system i dvale, og jeg er blevet konfronteret med mange negative tanker og minder under oprydningen. Jer er alene med mit værste selv. 

Jeg er blevet tilbudt Kommunes mulighed for, at få et firma ud og udfører en hovedrengøring, ved at putte det på gulvet ned i sække, og så muge ud,. Det blev forsøgt for nogen år siden, men de ringede på den forkerte dør, og så ringede en til mig, og sagde jeg ikke ville lukke dem ind og jeg hvde afvist dem, men jeg sad jo netop og ventede på dem, det var så naboen de havde talt med ikke mig.
Og så dukkede de op med sækkene 20 min efter og begyndte at putte i sække rundt om mig (jeg var blevet lovet, der ville blive set på at nødvendige ting ikke kom ned i sække), og uden at få hilst på mig, eller snakket planer, og så en befippet Herre fra firmaet, fordi de jo havde lavet en fejl.
Jeg måtte bare sige at det der ville og kunne jeg ikke stille op til, at de måtte gå igen. Det var så uheldigt som det kunne være og forkludret, men det der var for kaotisk og aldeles uegnet for en med Autisme ADHD. 

Jeg har brug for at det jeg skal bruge den næste tid er samlet, så jeg ved hvor det er, for alt det der ender i poser kan ende med at stå der i måneder, hvis der ikke er en opfølgning og støtte til udpakning. Jeg har stået med problemet før, når jeg selv har forsøgt at gøre noget. Eller da jeg flyttede med 80 flyttekasser.

Logistikken skal være meget klar fra A til Z, og en timeline. Hjemmet ligner et hjem om uge, en måned, uanset hvad der skal være en solid plan og at der er mål og hvad det er.

Jeg har haft en hovedrengøring/oprydning i den gamle lejlighed og de var ufatteligt gode, min boligrådgiver fik ordnet det så jeg fik nogen rigtig dygtige der kostede lidt mere. Og jeg kunne finde alle mine ting efterfølgende. I øvrigt var jeg meget tilfreds med alle mine hjemmevejleder fra den periode. Men de arbejdede også anderledes end i dag. Og Jeg har også haft hjemmehjælpere i den her lejlighed, der intuitivt var rigtig gode, og jeg var rørt til tåre når de lige havde gjort noget jeg bare ikke magtede selv. 

Jeg har sat mig ret godt ind i emnet Hoarding, og bestilte bøger fra USA og England om emnet. Både rene kliniske fagligbøger, og bøger skrevet af nogen der arbejdede med Hoarder hjem. Så på mange måder er jeg meget bevidst om hvorfor jeg Hoarder og hvad der burde gøres.  Jeg vil mene en livsstils ændring ville kunne ændre på det, men rodet i mit hjem er også en blokering for at det kan ske. 

Der har også været nogen uløste problematikker i den ejendom jeg bor i, de har stresset mig ekstra og gjort, at jeg ikke vidst om jeg skulle indrette mig og blive boende, eller flytte, hvilket har bidraget til det er endt som det er. Det usikre mål.

Der må også ses på andre måder at bo på, om jeg kvalificere til en botilbud af en art. På mange måder en skrækkelig tanke, på den anden side er det jeg lever i nu ikke til at leve med. Og en ting ved jeg, jeg kommer ikke videre med mit liv, hvis der ikke kommer ændringer omkring min bolig. 

I sommer startede jeg på Elevanse, som i første omgang havde en mirakuløs virkning på min oprydning i hjemmet, og gav meget håb. Men det ændrede sig, og det er svært at konkludere noget, måske pillerne hjælper mig til at få energi til netop at løse ting der liger udenom rodet og Hoardingen, at jeg går efter kilden til det der gør mig udbrændt. Selvom det var bedre jeg gjorde noget i hjemmet. Eller så har det energi boost provokeret endnu burnout, og det er der jeg er lige nu. 

På den anden side synes jeg at jeg har holdt fast i hvad der er nødvendigt for at løse noget, jeg ikke kan magte at leve i, på en måde jeg ikke kunne før. Så måske energien til hjemmet kommer når jeg har fået det andet mere på plads. 

Men jeg har brug for nogen der kan praktisk strukturere planer og undersøgelser af hvad der er muligt for at mit hjem kommer i orden, om det er der jeg bor nu eller et andet sted. Og at der bliver set på mit støttebehov, men det er jo handicap centret der gør det. Men der skal aftales et møde. 

Alle mine ting og rodet er en mærkelig bufferzone jeg har mod verden. Og når tingene begynder at normaliseres går jeg i panik, omkring de næste mål jeg kan se forude, spirende håb, og det gør listen endnu længere for hvad der skal gøres. Men også sorgen over at have levet sådan så længe, plastret bliver revet af og man ser såret, og det er ikke helet. 

Hvorfor er det ok at hade på førtidspensionister?

 Det er faktisk svært af blive førtidspensionist i dag, det har det være i mange år. Der var lige en overgang hvor det var nemmere, at placere folk der. Men ja det er meget længe siden, men måske fordommen hænger ved.

Jeg har kendt mange der burde have fået en førtidspension for længe siden, men blev kørt rundt i arbejdsprøvninger og alt mulig forhaling i årevis, med hvad det indebære fysisk og psykisk.

 
Flere unge får i dag en førtidspension, jeg tror det er et modtræk til man en overgang slet ikke ville give det til de unge og krævede at de skulle ud i kurser og flexjobs/skånejobs. Erfaringerne må have været at det gjorde nogen endnu dårligere, og det kostede penge at prøve at fastholde at der skulle arbejdes.
Det er et af de der eksempler på at folk skal passe de i kasser der politisk bliver opfundet, at man på et tidspunkt parkerede folk på en førtidspension for at få dem ud af arbejdsløshedsstatistikkerne, for derefter at gøre det helt umuligt for folk at få en, nærmest uanset hvad. 
Det jer har oplevet i mit liv er at de mest udsatte i samfundet, har været underlagt politiske holdninger, der intet havde at gøre med, hvad der var det rigtige at gøre, men det befolkningen ville hører, eller bare ren kold dogmatik. Og her er der mennesker der kommer i klemme, folk lider under det, og dør af det før tid. Men vi er blevet kyniske, ikke alle liv, er lige meget værd. 

I dag kan vi godt regne med at mennesker der får en førtidspension er blevet efterset i alle ender og kanter, og i længere tid inden de har fået den tilkendt været igennem mange afklarende forløb. Så hvorfor et det stadig sådan et stigma, og hvorfor tror nogen stadig det er noget man kan få, bare fordi man beder om det? 

Der er stadig det med usynlige handicap og sygdomme, men de fleste burde i dag kunne forstå at kroniske lidelser og handicap ikke altid er synlige? Og hvorfor mener man at man kan sige det lige op i ansigtet til mennesker med en førtidspension, at det er af bekvemmelighed og dovenskab?

Nogen har den indstilling at folk på en førtidspension skal kunne ingenting, og bare det de kan ser nogen lunde velfungerende ud i en halv time, gør at der er noget lusk. Man kan undre på hvordan de ville forholde sig til selv at være i en situation med ikke at kunne, ville de dømme sig selv anderledes, eller vende de grimme tanker mod sig selv?

Måske rigtigt meget af det at italesætte andres førtidspension, er at man tror at det er noget man har et reelt bud på, det er jo bare et andet menneske og jeg ser hvad jeg ser, og det jeg ser, er ikke en der ser syg nok. At man ikke er uddannet læge eller psykiater spiller ingen rolle. Er det socialt uacceptabel adfærd? Absolut. Men desværre vil mange med en førstidspension begynde at opremse hvorfor de har fået den, og det efterlader den anden med en magt, og en selv med mindre selvom man talte godt for sig. Andre har faktisk ikke et krav på at man skal godtgøre hvorfor, for at selv være acceptabel og venlig. Måske "Jeg er udredt/diagnosticeret og jeg er blevet tilkendt, så alt er efter bogen". 

Man kunne spørge dem der udtaler sig grimt om førtidspensionister, om når de nu synes det koster og personen sikkert godt kunne arbejde, om de ville være villige til at bistå denne person, for at minimere udgiften til samfundet. Jeg er ret sikker på det ville give en ret voldsom tilbagetrækning, især hvis der kom eksempler på hvilken hjælp og støtte. 

Der har i mange år kørt mottoet i Danmark at "Man kan hvad man vil", og kan man ikke det, er det fordi man er uden rygrad og ambitioner. Man er ikke nyttig for samfundet, man er bare fyld, og i værste fald koster man penge ud af fælleskassen. Man glemmer så at en lille del af fælleskassen er det sikkerhedsnet der skulle afbøde, de frie fald for landets borgere, hvis noget går rigtigt galt. 

Så man gør sig til selv overdommer over hvem der er de værdigt trængene, med meget lidt indsigt og information. Men man føler man har ret, man har betalt skat, og også når man ikke har betalt skat. Igen, hvis jeg skal vinde, må andre tabe, de er ikke så stærke som jeg. 

Der er måske også dem der tænker at de også godt kunne tænke at komme på pension og holde op med at arbejde, men ikke har muligheden. Så det at møde en der render rundt på en pension prikker til den følelse. Og det falder ikke personen ind at der er en pris for den pension, at man har en meget kraftig arbejdsnedsættelse og/eller slet ikke kan arbejde.

Måske folk på en førtidspension ikke må smile, have en sjov farvet bluse på, have interesser, have en mening, ønsket at deltage i samfundet? At de bare skal være forkuede grå og sammenkrøbne som en flok forkrøblede tiggere på et middelalder kalkmaleri for at være på førtidspension -Er det stadig er billedet på handicap og kronisk sygdom...i 2024?

Psykisk sygdom er jo et kapitel for sig selv af usynlige førtidspensions givende diagnoser. Og så er der Autisme og ADHD. Nogen af os har prøvet at komme ind på arbejdsmarkedet, og i flere omgange. For nogen har det lykkedes at få og bibeholde et job. Men andre har måtte opgive. Det var ikke det vi ønskede, et liv udenfor arbejdsmarkedet, men førtidspensionen var den sidste løsning.

Jeg mindes alle de projekter man har været hældt ud i og arbejdsprøvning. Og det var barsk, man var jagtet vildt, og det var ikke godt for psyken. De arbejdsløse skulle javes rundt til de blev stressede nok til de tog et job "frivilligt". At der så var en gruppe af mennesker der ikke var raske, der blev kørt igennem den kødhakker, var bare sådan det var. Vi var alle under mistanke for at være nogen dovne snydere, og det blev sagt i alle medier dag efter dag. 

Det passede så dårligt med mine erfaringer med dem jeg mødte på de der helvedes kurser, det var rigtige mennesker, med rigtige udfordringer i livet. Men dem kendte politikerne jo ikke. De var de andre, den slags der ikke vil arbejde. 

Jeg har altid undret mig over den "ikke vil arbejde", de fleste jeg har mødt ville gerne arbejde, selvfølgeligt i forhold til evner og kunnen. Og hvis man ikke vil arbejde er det vel også et udtryk for at man ikke synes man er en del af fælleskabet, at man er udstødt på en eller anden måde. Der ligger noget inden "Vil ikke arbejde". For det ligger nu til os mennesker at gøre noget, hvis vi overhovedet kan.

Når politikkeren eller meningsdanneren siger "Nogen vil ikke arbejde" er det for at skabe en stemning, de arbejder med nogen selvopfundne personer der bliver sat i spil, for at kunne fremme en sag. Og den sag er ikke for at sikre almindelige Dansker goder, som de ikke ville få, hvis de der andre får,  De penge skal blive helt oppe i systemet, oppe bland nulsums storspillernene. Det er bare lokke mad, og frygt, og "os og de andre".
Jeg tror folk der stemmer sådan, håber at hvis man stemmer der, kommer man selv opad.
Men hvis det ulykken sker ender man i bunken med "os andre" stakler.  Det er kun de meget rige der altid har lidt ekstra gemt af vejen hvis der skulle opstå noget.
Og ja, jeg ar mødt dem under kommunens helveds kurser, de der fik en overraskelse over virkeligheden når bunden falder ud, og man ellers har levet et helt andet liv, og troet fuld og helt på man kan hvad man vil og det vil ikke ske for mig. Heldigvis er "vi andre" ret søde og forstående, vi har jo prøvet så meget.

Nogen får en førtidspension og arbejder lidt ved siden af, for ekstra penge, nogen gør frivilligt arbejde. For nogen er det ikke en praktisk mulighed. Men livet er også meget andet end arbejde, selvom det er så centralt i vores Danske kultur, den sidst rest af moral, der absolut skal overholdes, for at være med i klanen.
For der er en meget stærk moralisering i det, individualisereingen har opløst mange gamle moralske forestillinger om hvad man må og skal som menneske og fællesskabet. Men når det kommer til det, ikke at arbejde, så er det det samme som i de gode gamle dage, og åbenbart er synet på de ikke arbejdsdygtige heller ikke rigtigt flyttet sig for nogen, man skal godkendes af dem personligt, og vi skal se syge og triste ud for at blive godkendt. Og det er her vi skal sige nej tak! 

For der skal være livskvalitet i et liv med en førtidspension. Vi skal være et samfund der kan unde folk at leve så godt og rigt liv som muligt med en kronisk sygdom/handicap, uden at få smålige komentarer. 

Hvad kan jeg tilbyde af gode ting i dag?

Jeg har blogget om alt det svære på det sidste. Det negative og vreden. Og "samfundet". 

Men hvad er det så der holder mig kørende dagligt i de seneste år, hvad giver mig glæde og hvad giver jeg til andre?

Jeg har en stor interesse for historie, kunst og kultur bla. Det betyder jeg læser om det, kigger billeder, graver efter viden dagligt. 

Jeg er med Admin på en Facebook gruppe om antik julepynt, det vil sige vi har flere grupper da de er opdelt efter emner, dem der er ikker til nisser, er ikke nødvendigvis interessede i nisser i deres fb feed ustandseligt, hvis de kun samler antik glaspynt. Men gruppen startede som med kun Antik juletræspynt. Mig og min med Admin har selv samlet i mange år, og har samlet erfaring og viden, og gør det i høj grad nærmest dagligt.
Vi holder øje med hvad der sker på området i udlandet, udvalget og priserne. For vi hjælper også gruppemedlemmerne med priser, og alder. Og målet er at det er et rigtig godt og sikkert sted for køb og salg. Og at det der er i antik gruppen er ægte og gammelt. Det sidste er ved at blive et stort problem på nettet, hvor nye samlere kan komme galt afsted meget let. Grupperne er meget yderst aktive fra efterår til og med januar. Men der er altid aktivitet. Så Admin arbejdet er ikke en loppetjans. 

På Facebook er jeg medlem af gruppen "Fund og fortid" der er et amatør arkæologisk magasin. De har en meget aktiv og levende FB gruppe, hvor jeg meget ofte poster arkæologiske nyheder, og hvad jeg finder på min vej af spændende historisk. Samtidigt inspirere opslagene i gruppen mig til at søge videre på emner, og hvis jeg finder noget at tilføje lægger jeg det i kommentarsporet.

Jeg bruger pinterest til at samle billeder om flere emner, ja selvfølgeligt jul og julepynt. Men også middelalder dragter. Og jeg prøver bedst muligt at skrive hvad det er, kildeangivelse. Og det meste jeg har, er ikke bare repins af andres pins, men noget jeg selv finder. Et større udvalg, af sjældne billeder. 

Det er ikke overvældende, men det er hvad jeg magter lige nu, og i det mindste lære jeg mere dag for dag, og jeg arbejder med formidling af viden. Og det giver en vis sikkerhed omkring paratviden og det at søge viden. Og det kunne være et fundament for større projekter uden for nettet, men også på nettet. 

Motivation og klare realistiske mål.

Jeg har svært ved at finde motivationen hvis jeg ikke kan se målet. At det jeg skal arbejde mig hen i mod, har nogen større forhindringer der ikke er op til mig. Jeg vil automatisk tænke, hvis den her forhindring ikke bliver løst, er det værd at overhovedet bruge energien, for at skulle nå forhindringen, og så stoppe?

Jeg har lavet mange start/stop projekter i mit liv. Og det er ikke gratis på energikontoen. Det er heller ikke gratis ikke at gøre noget, det tager også meget energi fra mig. Og i sidste ende er der ikke et stort nok plus, i forhold til de dødsdømte projekter. 

Realisme, støtte, planlægning, tryghed, klarhed, timeline. Uden det er jeg bare ude i det sædvanlige, et spirende håb, og så en grim længere nedtur. 

Nu kan jeg grine af min naivitet over starten på Elevanse, de håb det tændte og at jeg hoppede på det. Det siger noget om menneskets styrke og gå på mod, at man hopper på den, igen og igen.

Men ADHD medicinen var ikke fulgt af noget terapi, eller ekstra praktisk støtte, det var bare mig på egen hånd i min bolig, der prøvede at gøre en masse på en gang og samtidigt tage det ind psykisk. 

Havde det været i forbindelse med et oprydningforløb var jeg nået længere, inden det brændte ud, det kunne nok også have været fastholdende mig, da jeg brændte ud. At der stadig skete bare noget. 

Men Elevansen havde også sat nogen tanker fri omkring, at noget ikke gik længere omkring min bolig, og at jeg kæmpede med noget, der hvis det ikke blev løst så var hele mit oprydningsforsøg uden mål.
-Ja, jeg sagde, uanset om jeg bliver eller flytter skal der jo gøres noget. Og det er rigtigt, men der lå ingen kræfter i den tanke. For der er alt for mange skridt og delmål. Og jeg har ingen ide om det med flytning og hvortil. Det er alt for komplekst, alt for uvist.

Jeg håber at boligrådgiveren kan et eller andet, at jeg kan få mere info, at der er lidt mere overblik. Men jeg tror det bliver rigtigt svært, det er svært at flytte også for folk uden ADHD og Autisme. Svært at finde en ok billig god bolig. Udover det er det det med realismen i at jeg bor uden støtte, at det bare ikke kan fungere. Det er en drøm at det gjorde, men vist ikke rigtig virkeligheden. Det er måske intet under jeg er gået helt kold, det er godt nok mange ting der skal løses. Og der er gået lang meget tid med ikke at kunne få det løst. Min boligsituation. 

Nogen gange bliver jeg motivere af vrede, at nu må der gøres noget. Andre gange er det fordi jeg reelt fysisk og psykisk har overskud til at gøre noget i hjemmet. Men jeg står med at der både skal gøres noget praktisk i hjemmet, og der skal ses på andre løsninger omkring en anden bolig, og det er rigtigt meget samtidigt. 

Processen er også realisme, min egen. Men den er op imod de knappe ressourcer der er til ADHD/Autisme, og hvor er jeg i køen, hvis jeg overhovedet er i den. På den anden side er det også nået så langt ud at noget bare må ske, og at det ikke er så usynligt for kommunen og Psykiatrien mere. 

Som et menneske på Autisme spektret har jeg evner og styrker, men der er ting jeg næsten ikke kan udfører, der ender med at være det der definere mig og mit liv. Min egen negative selvforståelse, og samfundets manglende forståelse i en toxic blanding.

Jeg kæmper for de rester der er tilbage af mig, for at kunne bruge dem, dele dem med andre og i endnu højere grad end jeg gør det i dag. Men for at nå dertil er det: Realisme, støtte, planlægning, tryghed, klarhed, timeline, med nogen som tovholder på det. 

Mental linedans.

 Det er utroligt som uløste problemer kan tage energi når man har ADHD og/eller Autisme. Og muligheden for at multitaske, med noget andet samtidigt ikke det man gør. Eller man gør, men uden et godt resultat. 

Det er vel genkendeligt for alle mennesker, men der er en grads forskel, i hvor meget det tager af hjernevirksomhed og hvor meget træthed og gøren ingen ting der er involveret. 

Og hvis man så også skal vente på at andre reagere og tage action. Eller de slet ikke reagere og forstår der er et problem og noget der skal løses før man selv kan komme videre. 

At uløste ting kan være betonklodser, der tager alt ens overblik. Det er sket mange gange, og det er spild af energi at hjernen gentager og gentager, fordi der ikke lige er en løsning. Det er jo monotropisk det at være fokuseret på en ting. Men i stedet for at det er noget godt, så er det noget der er alt andet end godt. 

Jeg kan fokusere på de samme ting/emner det er en del af min version af ADHD og Autisme, og hvis det handler om viden, en interesse, arbejde er det godt for mig, det er sådan jeg er. Jeg samler informationer, jeg prøver at forstå monotropisk.

Men er det jeg samler informationer om, jeg prøver at forstå, noget der gør mig ked af det, og jeg ikke kan gøre noget ved, og det er noget der er sket/sker i mit liv, er det meget negativt.  Ting skal løses og afklares hurtig. Men det er ofte ikke muligt. Vel ofte fordi andre ikke vægter det nok, og det er den sædvanlige forskel på den neurotypiske virkelighed og den Autistiske, og det er den neurotypiske der gælder. 

Men uanset hvor meget man bliver talt ned og forklaret hvad man burde tænke og føle og man skulle tænke og føle mindre, forandre det det ikke i en, man bliver faktisk mere usikker og forvirret. Forvirret sig selv, og over andre. Og det har en tendens til at gro udover, bare den ene situation, man sammenligner, og føler man går på line så snart man ikke er alene. 

Jeg tænker ofte at mennesker der ikke er Autistiske, har en noget større tiltro til at det de føler og oplever er rigtigt, de skal ikke orientere sig i alle retninger. De skal ikke gennemgå et helt skript af, hvad der kunne være forkert i deres antagelse eller adfærd.

Nu er det jo ikke alle med Autisme/Aspergers der er lige bevidste om alt det her, og nogen er mere tilbøjelige ved at holde fast i deres eget syn på ting, og ignorere irettesættelserne fra omgivelserne.
Hvor den meget højt maskerende, bare prøver og prøver at få det hele med. Og jeg kan godt misunde dem der er der hvor de ikke forsøger at rumme, og få det hele med. 

Om det at maskere sin Autisme er medfødt eller om den er stærkt formet af ens familie er et spørgsmål der kan være svært at være entydig om. Da det er et spektrum vil alle sanser og evner jo varierer fra person til person. Men jeg vil tro at der foregår en formning af en i nogen typer familier. Hvilket dog ikke betyder at højt maskerende kan komme fra andre familie baggrunde og tillært sig det gennem fx. skolen. Sjovt nok var det ikke fordi mit liv udenfor hjemmet virkede som der hvor jeg lærte maskering. Jeg tror simpelthen ikke jeg aflæste hvad jeg skulle gøre, af de andre børn. Det kom et andet sted fra. 

Jeg synes ikke min familie var ret god til problem løsninger, at tage konsekvensen af opståede situationer. Fra jeg var ret lille kunne jeg godt undre mig over ting de ikke kunne indse, at jeg havde et mere klart blik på tingene. Det kunne være frustrerende for mig, da jeg jo levede i det. Og at jeg fungerede som det ene element der skulle give mening til deres tilværelse. 

Det komplicere ting, der er altid to sider og gråzoner, og ting der er skjult, men man ved de er der. Og det er jo med den erfaring og viden jeg er gået ud i verden. På den ene side med et humanistisk syn på menneskers fejl og mangler, som en del at det at være menneske. Men også den der burde være fejlfri, fordi jeg var det gyldne barn. Hvilket betyder at det jeg kan tilgive andre, men tilgiver ikke mig selv. Suk!

Der er meget med at overtænke det ligger i selve diagnosen både Autisme og ADHD, men det ligger også i min opdragelse. Der er ikke plads til at fejle.
Alligevel er muligheden for at gøre fejl det der er kernen i mit arbejde som performance kunstner, det er der hvor det lever, helt ude på kanten og lige nå at rede det, men der har publikum gyst ved tanken. Men vi gør det jo sammen, og jeg har vist at det er muligt at gå til kanten og vise sårbarheden og alligevel få en klapsalve, ikke af medlidenhed, men fordi det viser styrken i det, og at man kan overleve og bukke elegant efterfølgende, det er ikke enden på verden. Og det ville det heller ikke være for dig i salen hvis det skulle ske for dig en dag, at du mistede fodfæstet, to på det. 

Men jeg skulle huske mig selv på det meget oftere. 

Vægttab på Elevanse Del 3.

 Jeg fik at vide at man kan tabe sig når man tager Elevanse, at det mindsker apetitten. Umiddelbart synes jeg ikke jeg havde det sådan, udover at jeg godt kunne have noget lækkert liggende hjemme uden at spise det. Faktisk som jeg havde det før i tiden hvor jeg godt kunne have lager af ting uden bare at gafle det. Det har så ændret sig i for nogen år siden. 

Jeg var det barn der sagtens kunne administrere mit slik selv. Det er en ret grundlæggende egenskab, det med behov udsættelse, og siger meget om ens grundlæggende personlighed og succes i livet. Uha da.

Men på et tidspunkt ændrede det sig, så derefter havde jeg ikke lager af kage og chips. 

Jeg forventede ikke det helt store, inden jeg begyndte på Elevanse havde jeg startet kostændringer. Begyndt selv at lave mad igen, droppe kage om eftermiddagen, ingen spiritus. Det med spiritus skyldes jeg gik til noget socialt der indebare et vist kvantum alkohol om ugen. Udover den letøl jeg nød til min mad dagligt i en periode. Der havde jeg godt nok forventet at tabe mere end 2 cm i taljen. Også de jeg bevægede mig mere. Ok, overgangsalder måtte det være, jeg forbrændte ikke som tidligere åbenbart. Og jeg tænkte at hvis jeg skulle tabe mig ville det være selvpineri, men også rigtigt meget motion. 

Jeg var ked af de ekstra kilo, jeg har været en petit kvinde hele mit voksne liv, 36 i tøj og 26-28 i jeans. Men jeg trøstede mig med det heller ikke er sundt at være for tynd når man er over 50, knogleskørhed, udover der heller ikke er noget at tage af hvis man bliver syg. Jeg har prøvet at tabe 10 kilo af en lungebetændelse. 

Så jeg havde ingen forventninger om det med vægten. Men en dag så jeg mig i spejlet og så jeg havde fået noget slap hud under hagen, meget som en hundehvalp, end en på Kalkun. Dammm! Jeg havde fået Ozempic face som stjernerene i Holly Wood, der havde tabt sig lidt for hurtigt. 

Jeg har ikke en vægt, så jeg målte lige taljen og jo der var røget lidt af. Men der var også lidt at tage af i taljen, jeg er lidt æblemodellen hvor det meste sidder "på midten" som jeg plejer at sige. 

Af en eller anden grund skiftede jeg også tøjstil, jeg havde regnet med luftige teltkjoler i sommeren, men endte i cargobukser og t-shirts og stramt bælte. Og jeg tænkte, det ser da fint ud, uden at reflektere over hvorfor. 

Det var måske først da jeg skulle tage en selfie fordi en sagde jeg lignede den fra filmen Waynes World, kasketten, t-shirten, brillerne og håret. Det skulle jeg lige forevige og lægge på FB med en kommentar. Men kvinden på billedet var bare ikke den sædvanlige Cathrin, men meget mere skarpskåren.

Jeg har lige fået taget EKG for at se på blodtryk og det er fint, og jeg er også blevet vejet her i ugen, og jeg vejede 68 kilo da jeg startede i sensommeren og nu vejer jeg 58 kilo. 58 kilo svare til det der "burde" være mit bmi med min højde på 160 cm, eller lidt mindre. Det svare også fint til min tidligere "voksen vægt", da jeg var 30-40 år. 

Umiddelbart vil jeg ikke tro jeg vil blive tyndere nu, jeg spiser jo normalt. Og jeg har faste spisetider. Der var meget struktur i mit hjem, og noget af det sidder stadig fast. Godt for det. 

Kroppen vil gerne beholde sit fedtlag, historisk har den evne været guld værd da ressourcerne var mere usikre, ikke mindst at midaldrende kvinder kunne holde på huldet har været en god sikkerhed, er man lige på kanten kan man ikke tabe 10 kilo ved sygdom uden det i sig selv er farligt. Og det med knogleskørhed. Den fysik der har været os til gavn som mennesker, driller os i dag nu hvor vi har tilgang til for meget mad (i nogen lande), og for meget af det vi er mest hard wired til at ønske os at spise er: fedt og sukker. 

Det føles mærkeligt at jeg ligner mit gamle selv. Men som helhed psykologisk og fysisk har Elevanse været en rejse gemmen tiden, til mig for over 10 år siden, da mit liv var væsentligt anderledes. 

Ikke at min lejlighed ikke var kaos, og jeg kæmpede på mange fronter. Men jeg optrådte ugentligt, udover forestillinger på Warehouse?. Jeg gik ud. Der var meget sjov, der var et levet liv. Men der var også et dobbeltliv, at det liv jeg levede ude, slet ikke afspejlede mit hjemme liv, eller personlige udfordringer. Til gengæld er jeg aldrig mere levende eller i nuet som når jeg optræder. 

Det handler ikke om at genoptage det liv, men at få et liv, også et liv der kan give noget til andre. At være generøs med sin viden, kunst. 

Men det jeg mener er bare at medicinen uanset hvad, har fået mig til at huske mig fra før, og det måske er meget godt for at skabe et nyt liv. 

Nødvendige valg.

 Det er ved at gå op for mig at mit liv burde se helt anderledes ud hvis jeg skal kunne fungere. Eller det viste jeg godt tidligere, det er bare mere omfattende end jeg troede og absolut nødvendigt. 

Jeg har indset jeg har levet som en levende død i mange år, hvor jeg mere har afventet at dø, end at kunne få et liv der kunne udholdes.
Når fok spørger hvad jeg håber på, siger jeg: "jeg ikke længere har nogen håb tilbage". Reelle ændringer virker for urealistiske at håbe på. Nu kan håb jo godt være urealistiske, man burde jo kunne håbe og drømme det koster ikke noget. Eller gør det? Hvis man ikke håber og drømmer, behøver man ikke at være eller blive skuffet. 

Med udholdes mener jeg at jeg har haft uløste praktiske og sociale problemer omkring min bolig. Det har fastholdt mig at skulle bruge energi på ting jeg ikke kunne løse alene. Det uudholdelige ligger også i at ikke blive forstået, det er en hel særlig ensomhed, men også man som sendiagnosticeret stort set er afskåret fra at kunne få den nødvendige hjælp, uanset at man tror man kommunikere at noget er gået helt galt. 

Jeg forstår stadig ikke hvad det er der går skævt i kommunikationen, og nu er jeg er mere bevidst om at der er noget galt, og der åbenbart er den verden til forskel mellem Autisme spektret og det neurotypiske kommunikation. 

Er det livet med Autisme 1? Det er det ikke, men det kan det ende med for nogen af os. Da vi var børn og unge var det bare at passe ind, og gøre vores bedste. Og så er der ikke så meget tilbage når kvoten af at være på overarbejde socialt opbrugt. For man kan opbruge ungdommens gå på mod, så der ikke er mere, ingen genopladning. Alverdens ro og hvile åre vis, vil stadig efterlade en til at der næsten intet skal til for at det ramler, eller man slet ikke orker tanken at risikere noget. 

Det er så der jeg er, det jeg må planlægge efter. Det kræver jeg må ind til kernen af hvad et godt liv er for mig. Få elementer, kun det væsentlige. 

Jeg skal finde ud af om der er for meget for mig at bo i byen, og hvad er der af alternativer. Og når man er på en førtidspension? 

Mere natur, muligheden for at have dyr, dyrke noget historisk.

Men der er mange skridt på vejen at nå dertil. Men uanset skal jeg videre i livet, så nu starter undersøgelsen af mulighederne for forandring. 

Min start på Elvanse del 2. Ketchup effekten.

Et par uger hen i Elvanse, og opsat på at få mere gjort i hjemmet, havde jeg spurgt en ven om han kunne hjælpe mig med at sætte en væg reol op i køkkenet. Det kræver en boremaskine der kan klare beton, og jeg var usikker på at jeg magtede at håndtere den alene. Omkring boremaskinen var jeg så heldig at tilfældig støde på en i huset jeg vidste havde en sådan boremaskine og var villig til at låne ud. Så langt så godt. 

Min ven der også havde hjulpet med at hive lagereoler op ugen forinden dukkede op, og jeg gav mig i kast med at måle op til skruerne i væggen. Det viste sig at blive noget af en opgave, og jeg havde opfundet en egen løsning på hvordan, hved hjælp af en tommestok, der helt upraktisk var hvid og rød, og det var svært at se tallene på det røde. Jeg tror jeg var ret rædsom.

Men hylden kom op, helt lige.

Og så var det jeg fik beskeden at det var tid til jeg skulle komme på sommerferie ved Vesterhavet. Og jeg der var så godt i gang hjemme, jeg overvejede om det ville være bedre at droppe ferien og blive hjemme, mens de magiske Elevanser virkede. Jeg udsatte ferien nogen dage, fik min rejsetrolly op af kældenen, købt en Flixbus billet. Med et par dages udsættelse synes jeg der var mere overblik. Min hjerne rumlede med transporten til bussen, enten skulle jeg med metro og tog til holdepladsen, og jeg fare vild på Nørreport station når jeg skal skifte. Jeg kunne gå, men stoppe stedet er flyttet til Dybbølsbro station så det er lidt rigelig vej at gå. Jeg tog en Taxi og måtte leve med det. Det er mere dyrt end busbilletten. 

Jeg foretrækker at køre lange ture i bus, fremfor tog, jeg synes der er meget støj og uro i tog, hvor busen er mere støjdæmpet og kender man de gode sæder er det for det meste helt fint også uden ørepropper. Jeg var så heldig at sidde ved siden af en lille pige der var på sin første tur alene med bussen, og hun var den mest dannede side passager man kunne tænke sig. 
Og jeg blev afhentet i bil fra holdepladsen i Holstebro. Og så kørte vi til Fjand. Jeg har været der mange gange før med i bil. Men jeg var meget tilfreds med busturen. 

Tilbage til Elevanse, nu var jeg på dem men under helt andre omstændigheder end hjemme. Ingen rod, overskuelige arbejdsopgaver og det kunne fornemmes. Nogen af de ildninger og rush i kroppen var der ikke. Og jeg tænkte at pillernes virkning virkeligt også handler om omstændighederne, ikke bare det fysiske/kemiske. Den samme person, den samme dosis et andet resultat. Jeg snakkede om mine planer, at jeg kunne male vinduerne indvendigt hvor pænt det ville blive, og hvad der skulle gøres omkring at flytte nogen skabe.

Efter en uge var det hjemad i Volvoen. Dagen efter gik jeg igang med hjemmet. Det var ikke nemt jeg bliver altid meget træt af ferie. Næste dag fortsatte jeg, men tredie dagen var jeg helt færdig. Og så gik der 14 dage uden rigtigt at kunne noget. Der dukkede også tanker op, at "mit svalegangs problem med naboer aldrig ville blive løst". Og det simpelthen tager for meget energi i hverdagen. Men endnu værre kom jeg på at lejligheden er så dyr at hvis den stiger vil boligsikringen ikke kunne dække det, der vil ikke være en buffer, og den dag jeg kommer på folkepension og får mindre end en førtidspension er det helt urealistisk. Nu arbejdede jeg på fremtiden, hvor ville jeg lægge mit arbejde, på at prøve at få mit hjem i orden, eller at finde et andet sted der var mere fremtid i? 

Ferier har det med at sætte ting i perspektiv, og ja det kan være farligt. Vesterhavet er ikke lige mig undtagen som ferie, men jeg tænkte på Bornholm, på Svaneke jeg har besøgt mange gange. Jeg tænkte på hvad lyset og naturen gør for mig på Bornholm. Man kunne sige at det jo er noget andet når det er ferie og sommer, men jeg har været der hvor jeg var flygtning fra mit hjem og med angst, og alligevel kunne jeg fornemme magien. Helligstedet Sortemuld ligger lidt udenfor Svaneke, valgt for tusinde år siden som det perfekte sted, lyset, den geografiske placering, og det at der har stået mose rundt om højningen, så det har dannet en hellig ø. 

Jeg har hjulpet til ved udgravningerne på Sortemuld i to omgange, og det var nogen af de lykkeligste dage. Og jeg har travet rundt i området på kryds og tværs for at fornemme det gamle landskab som har været der dengang. Der er jo også aktive amatør arkæologer på Bornholm, og der er ufattelig meget i jorden. Og Arkæologi er en af mine passioner lige fra tidlig barndom. 

Med udgravninger et eller andet sted på Bornholm kunne jeg jo deltage hvert år. Der er også et Middelaldercenter og jeg har været med i Middelalder reenactment og jeg har gravet i dragthistorie fra perioden i mange år.

Og så må jeg indrømme at de små Bornholmske vætter/underjordiske har nappet mig i anklerne, men på en god måde. 

Der er nu gået tre uger fra jeg kom hjem fra Vesterhavet og jeg har ikke rigtigt haft godt fat i oprydningen siden. Jeg har været til møde på Distrikt Psykiatrien (Som jeg reelt ikke hører under, men de tilser mig da ingen andre gør det). Denne gang med fokus på bolig og medicin. Måske dosen på Elevance på 30 er for høj, og jeg skal ned på 20. Jeg har fortsat på 30 og nu virker den mere som ved Vesterhavet. 

Og nu må der ses på hvad jeg gør med bolig. Kan det være en bolig for folk med Autisme, noget andet med noget støtte, eller bare en mere rolig bolig og noget støtte? Jeg har ingen ide om hvad der er muligt eller realistisk. 

Folk siger at jeg jo ikke kan være sikker på det bliver bedre, og at jeg har en rigtig god lejlighed. Jeg må bare konstatere at mange af mine dårligdomme blev forstærket af min lejlighed og naboer/omgivelserne. Ja jeg elsker Nørrebro og alt det jeg oplever når jeg forlader huset jeg bor i, det kan godt være her ikke er åben himmel og her larmer, men det er et fedt område. Men de oplevelser jeg har omkring min bolig og huset fungere ikke. Der må jeg skære igennem, det fungere ikke, og kommer ikke til det, det kan ikke løses. Desværre. 

Elevance gav mig overskud til en ny vinkel på min situation og de valg det skal tages.
Og jeg er der nu hvor Distriktpsykiatrien kender min situation ikke bare overfladisk, jeg er ikke helt usynlig. Jeg er både en velklædt nydelig kvinde, men jeg jeg har Autisme og ADHD og jeg er slidt ned, og med tiden har men set at det er det der kan ske og at det forværre begge dele.
Udover at kvinders overgangsalder også påvirker Autisme og ADHD. Hvilket også passer med min forværring.

Elevanse medicinen klaskede Ketchup flasken så hårdt i måsen, at der kom Ketchup ud over det hele, hvilket er meget ADHD agtigt. På den anden side skal den Ketchup jo spises, og ikke stå bagerst i køleskabet. 

Når meget lidt, er alt for meget.

"Du skal huske at passe på dig selv". Men hvordan gør man det, når det meste er for meget?
Hvilket må betyde at det liv jeg lever er helt forkert i forhold til hvad jeg reelt magter. Der er jo ting der bare skal gøres, der er ting der sker, jeg kan jo ikke leve i en støjisoleret boble, og have nogen til alt det praktiske. Hvor skal der skaffes energi, og hvordan kan der skabes ro?

Det er svært at gennemskue hvad det er der tager mest overskud når man er i det, jeg prøver at komme gennem dagen, ugen, året. Hvad er det lige præcis der skulle til for at mindske stressen?

Hvis jeg ignorere det der skal gøres, bliver endnu mindre gjort, selvom 90% af mine tanker handler om hvad jeg skal/bør gøre, ender i at jeg intet gør, er jeg heldig panikker jeg  nok til at gøre noget, bare et eller andet i hjemme. 
Men det skal klares kan med de 10% arbejdsduelighed, jeg er altid bagud. Jeg kan tage mig sammen, i en uge, to uger, tre, men så plejer det at ramle for mig. Og så sker der intet i lang tid efter. 

Det er jo en slags helt særlig fodlænke der forhindre en i at gå ud i verden, og opleve noget andet, end de daglige nederlag og udbrændthed. Men jeg er jo et voksent menneske og ikke et barn. Måske jeg er et barn når det kommer til det, og ikke engang et ret praktisk anlagt barn, og efter års overbelastning mindre praktisk end jeg var da jeg var et barn.

Ofte tænker mange at de sendiagnosticerede må være mere selvhjulpne, højtfungerende da de jo har klaret sig til at blive voksne og måske ende midaldrende inden de fik en Autisme og eller ADHD diagnose. Og ja det er nogen, men andre er bare helt brændt sammen, eller har haft andre diagnoser på sig tidligere, og de manglende evner til at magte livet har været tilskrevet Depression, Borderline, Angst osv. osv. Nu er der så kommet en ny fin etikette til nogen: Autisme, ADHD. Som nærmest sikre en ingen støtte som sendiagnosticeret.
Udredninger kan foregå på mange måder, og mange beskæftiger sig ikke med om man kan klare sig på ejen hånd, bare om man lever optil kriterierne for diagnosen. Kriterierne omhandler ikke ens praktiske hverdag. Hvilket vel også er et tillæg og ikke kernen i diagnosen. På den anden side er det ikke uvæsentligt for hvilket liv man lever med Autisme og ADHD. Men man kommer udover om der er brug for støtte når det ikke er en del af fokus.
"Let" Autisme er afsindig varieret i sig selv som det spektrum det er. Men også livsvilkårene former opfattelsen af alvorligheden, eller de mange muligheder der også kan være for mennesker på Autisme spektret. Ofte der det det der omgiver en der gør om man har det fint og et godt liv med at have Autisme. Samfundet og omverdenen spejler en, man får feed back. Og det vil efter tid forme ens billede af hvad det betyder at have Autisme og/eller ADHD.
Hvor meget stigma skal man slæbe på. Eller kan man få lov til at være sig selv. Om det på spektret ses som en mulighed under de rigtige omstændigheder for den enkelte, eller om at man bare var uheldig i hjerne lotteriet, og bliver lagt på fjernlager af samfundet.

Vi bliver ofte set meget overfladisk, hvis man virker rimeligt normal, er man (rimeligt) velfungerende. Men overfladen er jo bare toppen af isbjerget i nogen tilfælde. Men det er nemmere og billigere ikke at undersøge det nærmere, og ikke opdage nogen støttebehov.

Ved vi selv hvordan vi fungere og ikke fungere? Eller er vi blevet så forvirrede af omverdenen at vi bare prøver, og tror at sådan må det være, svært.
Og når man siger det er svært er det som om ingen høre det. Og når man vænner sig til at det man tænker og siger ikke har vægt, kan man så selv holde fast i at det har det, det er sådan det er for mig og det er sandt, det er ægte, uanset hvad andre siger? 
Det er meget sjældent jeg høre nogen sige "det kan jeg godt forstå". Mine manglende evner er andres skuffelse og mit nederlag. Intet under mennesker gemmer sig bag masker af falsk funktion, for at magte omverdenen af mere velfungerende mennesker. Jeg har klaret mig på humor og charme det meste af livet, men det er som om den er ved at mindskes.

Nu hvor jeg står ved, er jeg et mindre charmerende menneske. De fleste behøver ikke at være charmerende, men det er en god ting når man ikke slår til. 

Så nu er jeg en mindre charmerende moden kvinde, der er utilfreds, herligt! På en måde betyder det at jeg er stærkere, at jeg har forstået ting, at jeg er modnet. Men der er ingen høst af mit store arbejde for at nå dertil. Bare mere erkendelse der føles for sent i livet. 

Erkendelse tager kræfter, man går igennem et sært spejlkabinet af fortid og nutid. I dag synes samfundet ikke det er godt at se på fortiden, vi skal være i nuet, tænke i fremtiden. Eller være mindfull. Jeg er ikke enig, jeg bliver nød til at være konkret for at holde fast i mine tanker, så jeg ikke bliver revet omkuld af andres. Og det at være konkret kan kræve øvelse og at man har undersøgt ting grundigt. Det kræver et godt fundament at stå alene.   

Jeg ville hellere tænke på noget andet end mit eget liv, for jeg tager ikke skade af at tænke, min hjerne elsker at tænke, men på helt andre ting. Men det bliver svære og svære med tiden at gøre det. Der er for mange truende realiteter/trivialiteter i dagligdagen. Der er for meget støj, både rigtig hørbar støj, visuel støj, mental støj. Jeg ville gerne skrue ned for støjen. Men det at kunne det kræver resurcer af forskellig art, selvom nogen siger at meditation og anden kost kunne fikse det. Den perfekte omkostningsløse løsning for samfundet, for næsten alle mentale dårligdomme. 

Hvor meget af omverdenen skal sorteres og vælges fra for at jeg har det bedre? For folk prøver at fortælle mig at ADHD og Autisme 1 ikke er et problem i sig selv, eller er det ADHD og Autisme VS det normative der er problemet, men de skal der helst ikke tales om. Det er som om det er en mind game, du er forkert når vi siger det, du er næsten rigtig når vi siger det, jeg er defineret udefra af mennesker der reelt intet ved om min hverdag. Mine udfordringer gøres til en elastik der kan strækkes efter andres holdninger. Men jeg er ikke længere et barn, der kan styres og manipuleres af voksne.

Men det var nemmere at være en barne voksen, end en voksen voksen som i dag. 

Jeg levede næsten et halvt år med at sove 12-17 timer i døgnet, sove dagene væk og ikke komme ud, det var faktisk bare et halvt år siden det sluttede, og jeg måtte igang med at bevæge mig igen. Jeg havde opbygget så meget stress af lejligheden, besværlige mennesker, uløselige ting, at hvis jeg ikke fandt ro, ville jeg forsvinde i det. Det er ikke en sund metode, men det var den jeg havde. 

Og så prøvede jeg at få gang i kroppen og det lykkedes, spise bedre, gøre noget i hjemmet. Det er faktisk mange opgaver, når man er mig, men det kræver meget mere, meget, meget mere at komme op af den sump jeg har været i. 

Jeg synes det er et liv på kanten, det er svært at se en fremtid. Det er svært at være optimistisk og lægge planer, for der er meget lidt sikkerhed for hvad jeg kan magte for jeg ved det koster at gøre en ekstra indsats. Jeg kan satse det hele, tabe eller vinde. Men jeg kan ikke mere af det samme som jeg har gennemlevet gennem de sidste 10 år, så meget ved jeg. 

Min start på Elvanse del 1. Er miraklet sket?

Jeg har i mange år gerne ville afprøve noget ADHD medicin igen, da jeg prøvede for flere år siden løb det ud i sandet, uden at jeg blev klogere på hvad det kunne, jeg blev hurtig hevet igennem en tre fire typer medicin, og det jeg mest husker var træthed.
Men her i sommer fik jeg mulighed for at starte på  Elvanse også kaldt Vyvanse i nogen lande. En Lisdexamfetamin altså Amfetamin. Med en ADHD reagere man omvendt på Amfetamin, eller til en vis grad. Det giver mere ro, fokus og overblik.
Virkninger kommer efter en lille times tid, og hvordan den udfaser gennem dagen er forskelligt fra person til person. 

Så jeg startede, og kastede mig over hjemmet, der var kaos og gennem beskidt. Jeg kunne mærker hvordan forbindelse fra tanke til handling gik hurtigere og jeg faktisk fik fat i sagerne og sorteret, min tøven var væk, der var hul igennem.
Under normale omstændigheder er det som signalet fra hjernen til mine hænder har et glitch og handlingen bare ikke bliver udført eller halvvejs eller forkert. Ret almindeligt har jeg taget ting op fra gulvet, men opgivet at finde den rette plads og så lægge det tilbage lige i "gang zonen". Det med gang zoner er bare ikke mig, så jeg har en gangart hvor jeg løfter fødderne over de sager, der er endt på gulvet. Så på mange måder er mit hjem som en agillity bane. 

Men nu gik jeg i gang med at rydde gulvet. Samtidigt googlede jeg inspiration til bedre opbevaring af sko og sager, så jeg havde bedre overblik og tingene alle havde et sted.
Jeg har en stærk erkendelse af at opbevaring skal fungere for mig, og ikke være for kompliceret af få deponeret sagerne, ellers giver jeg (min ADHD) op og det ender i en random bunke et sted. 

Det lykkedes mig at finde nogen vintage værksteds reoler, der kunne bruges til Sneakers og Kasketter. Og andre opbevarings løsninger, jeg fik hjem med en sække vogn jeg har, sågar et spisebord. Jeg var både med Bus og Metro i løbet af en uge hvilket jeg ellers undgår. 

På mange måde et mirakel og en hel anden verden, helt andre muligheder et andet liv. Jeg var snot forvirret: Ville det her fortsætte sådan?
Jeg havde også hørt at nogen havde haft den oplevelse og så var den holdt op efter noget tid, den magiske medicin havde tabt den magiske virkning. Perspektivet var skræmmende, specielt fordi jeg havde fået en smag af noget andet.

Jeg har ikke altid været lige meget ADHD, det har altid været der, men i de sidste 10 år er det gået helt galt, og jeg magter mindre og kan mindre end før. Så umiddelbart følte jeg at jeg var blevet 20 år yngre, mit gamle jeg der trods alt kunne noget. 

Jeg synes det var svært at forholde sig til, og at det satte min tidligere magtesløshed i fokus, at jeg ikke havde haft en chance i mange, mange år. Og det jeg havde levet i var ubærligt. 

Det var mange ting på en gang, planlægning for fremtiden, oprydning, og eftertanke. Men når jeg luftede de tanker sagde folk at jeg skulle tænke fremad og det jo var fortid. 

Nu har jeg mange gange i mit liv oplevet falsk håb, det er meget smukt at vi som mennesker kan tro at noget er ovre og nu skal man videre, en meget god overlevelses ting, men personligt har jeg lært at sådan er det ikke, uanset hvor meget man moser på. Der er en Autisme og en ADHD, og jeg har det meste af mit liv prøvet at gøre ting jeg ikke magtede, og nu betaler jeg med at kunne endnu mindre. 

Men en ting vidste jeg nu hvor jeg var på Elvanse, at jeg ville ikke have det som jeg har haft det, det er ikke et liv. Og uanset om Elvanse var vejen,  eller en af de andre typer medicin, eller ingen af dem, så ville jeg ikke acceptere at skulle leve på den gamle måde. 

At leve uden på samfundet i 2024.

Jeg har på fornemmelsen at mit liv foregår ude i en perifær ring uden om det Danske samfund, jeg er en fjern satellit. Efterhånden er der flere og flere der føles sig sådan, at tingene foregår et andet sted, og for nogen mennesker der er mere robuste og rigtige. Det er jo et tegn på at tingene ikke går i den rigtige retning samfundsmæssigt, vi hægter folk af og ikke mindst unge mennesker føler sig alene.

Erhvervslivet har søgt folk der havde lidt af det hele, og med det bliver det ikke nemmere at være stærkt fokuseret på specielle aspekter af sit job, det mere monotropiske mennesker der er specialiseret, og faktisk kun trives med det. Men det er ikke lige det der er sagen nu, faktisk tror jeg at før i tiden var der job til dem der bare ville koncentere sig om det de var gode til. Dedikationen, arbejdsmoral har været påskønnet, og at man ikke gjorde sig til gruppe ting mindre væsentlig.
Men det er helt andre ting vi som samfund og ikke mindst politikere og arbejdsgivere har været ude efter, og har været ude efter i mange år, tænk på alle de frygtelige kurser der skulle træne medarbejdere i at indgå som perfekt slebne dele af en virksomhed, det blev iklædt en personlig udvikling, men kun til en speciel form for person. - Og den person har ikke Autisme/Aspergers, eller ADHD, vi stritter for meget, vi ses som at mangle noget, eller ikke at ville være med på det samme. 

Man skulle tro det ville blive nemmere og nemmere at være på "spektret", men perfektheds kulturen og en helt naturlig fravælgelse af de værdier vi kunne tilføje, ved at ensidigt satse på robusthed og lidt af hvert menneske typen, gør at jeg faktisk tror det ikke bliver bedre.
Det at næsen virke som neurotypisk, men så alligevel ikke, er en farlig ting, for man blive nemt til at være en irriterende idiot, og at diagnosticeringen bare er en undskyldning for at man er så umulig. Men vi lever i 2024, er vi virkeligt ikke længere? Nej, faktisk ikke. 

Vi lever på samfundet præmisser og nåde, og det kan blive et skrap omgang hvis man mister fodfæstet. Jeg oplever gang på gang, at der kun er en måde at se ting på "hvis det skal være rigtigt".
Jeg er dog ret sikker på det ikke er rigtigt, og at mennesker på spektret har lige så valide måder at se og opleve på. Man kunne joke at sige at neurotypisk tankegang er lige så ensidig, som de synes spektrets mennesker er, forskellen er bare der er nogen flere af dem.
Og vi andre er blevet holdt nede af at vi var for sarte, eller gjorde ting for indviklede osv. Og vi skulle bare gøre som dem. Men det er jo så det valg vi ikke kan tage. - Eller det har mange af os, vi har prøvet og prøvet. Og der er skyld og skam, og stress.

Nogen sendiagnosticerede har fungere sådan ok ude i livet, andre godt og måske kun diagnosticerede pga. deres børn blev det. Andre har nået at opbruge al energi, og desværre er mange års overforbrug af energi ufatteligt skadeligt, så en der måske var "ok velfungerende" som 30 årig 15-20 år efter ikke kan smøre sig en mad, og er næsten katatonisk, men alligevel udadtil præsentere som "velfungerende".  Det er lidt som om mennesker ikke rigtig hører det med "jeg kan ikke klare selv de mindste ting", hvis man har rent tøj på og taler normalt.  Og så er det op af bakke, hvad vil folk have, hvorfor bliver jeg ikke hørt, troet? 

Det der skræmmer mig er at vi faktisk med stor sandsynlighed kommer til at tabe også meget yngre generationer til den samme skæbne. Det kan godt være vi ved mere og der er mere på nettet om det, og de yngre lære at passe på sig selv. Men en ting ved jeg, at det er ufatteligt svært ikke at gøre for meget, og at livet sker og så er der ikke meget valg omkring at passe på sig selv. Det er noget der sker over tid, det er mange hændelser og op og nedture der kan ende i at man ikke kan mere. Og med ADHD og/Autisme ar der ikke et sikkerhedsnet, vi høre ikke under psykiatrien hvis ikke vi har en ret tydelig dobbeltdiagnose. Og er man ikke længere ung, kan men ikke anvende de tilbud der er til, ja de yngre som fx under 35, eller yngre endnu. Så jeg kan nemt se at det Danske samfund ikke kan tilbyde nogen hjælp hvis den bliver nødvendig. Jeg har jo selv prøvet det, og det er et under jeg stadig er her til at fortælle om det. 

Undskyldningen er ofte at "der er jo ikke en behandling" for Autisme, hvilket ikke giver nogen mening, jeg har ikke søgt behandling, men "nødhjælp". 

Men hvad så? Jeg ser det som at vi og mange andre slet ikke er tænkt ind i samfundet, det er a blinde spot. Er det billiger at ignorere os? Måske. - Går samfundet glip af noget, sandsynligvis.

Jeg tror ikke det ville blive mere dyrt for Danmark at gøre det bedre, jeg tror også det kunne løfte andre grupper. Jeg har arbejdet med inklusivitet, det er ikke raket videnskab, vi har drejebogen. 

Måske det er tid til Aktivisme, har nogen fået noget af at vente på at nogen så at man faktisk dømt udenfor? Nej det er ikke min erfaring, vil man virke irriterende, vred, for meget? Ret sikkert, men så må man holde fast i målet, at mennesker på spektret skal sikres en bedre fremtid, uanset hvor de er på spektret. Det gøres kun ved at de helt naturligt er tænkt med ind i samfundet, ikke ude i periferien.