søndag den 17. januar 2016

Hvad er udfordringerne i forhold til Hoarding?

2 del af 4 blogge om Hoarding.


De fleste der hoarder underdriver at der er et alvorligt problem, ofte kan de ikke helt  selv se problemets omfang, eller vil helst ikke, og som rodet og svineriet bliver værre, er det bare så umuligt at overskue hvor man skulle starte.
Og hvis det så også er forbundet med noget medfødt som ADHD eller Autisme, er det som om hjernen og kroppen slet ikke vil komme igang med opgaven. Men igen det er kun nogen med ADHD, OCD eller Autisme der hoarder. Nogen hoardere har oprindeligt haft nydelige hjem, og ikke haft medfødte/livslange kognitive problemer med at sortere og smide ud, men det er først opstået efter en traumatiserende oplevelse.

Det handler ikke bare om at folk er nogen rodehoveder eller samlere der er gået over gevind, men der er et reelt problem med at kognitivt tage valg, eller PSD, depression, angst fx.

En hoarder kan synes at en gammel plastpose eller en stak gamle Aviser, er lige så værdifulde at beholde som en Ming vase, så det er meget forskelligt hvad folk selv synes er det de holder mest fast i, og det har ikke noget med andres vurdering, derfor kan udefrakommendes udsagn virke meget krænkende, og slet ikke motiverende for erkendelsen af problemet eller processen.

På samme måde som tingene hober sig op og dækker gulve og overflader, så dækker det også for det evt. underliggende psykologiske, der sker en gradvis tilvænning til miljøet. Og når hjemmet ikke længere fungere skal man finde metoder til at komme i bad, få mad, få plads til sig selv, og det tager også energi, på den måde bliver man ganget ind, den energi der kunne bruges til at gøre noget ved hjemmet, bliver brugt til at eksistere i hjemmet. Har man levet sådan i bare 4 år, kan man næsten ikke huske det kan være anderledes.

Umiddelbart er det mit indtryk at som hoarding situationen fremskrider gennem tid, bliver flere og flere ting til noget man ikke smider ud, overblikket er for længst forsvundet i alt det andet rod. De tomme syltetøjsglas der evt. kunne anvendes indtil man har 50 stående.
For en  ikke hoardere er det jo en no brainer: Ud med skidet, men for Hoarderen er der noget helt andet på spil.




Alle valgene er forbundet med uro og angst, og specielt når valget bliver provokeret frem. Bare 20 minutter hvor man skal tage stilling til at noget skal ud af hjemmet om det er som udsmidning/genbrug/salg er udmattende og koncentrationen svigter.....Og er der nu noget der er ved at ryge ud ved et uheld?

Der er også nogen der over tid får for mange kæledyr, umiddelbart giver dyrene en god fornemmelse, men er hjemmet også rodet, og man mister overblik over om de skider i hjørnerne, så går det helt galt. Og da lort og urin er noget der helt ødelægger en bolig, så er det en af de helt alvorlige former for Hoarding, det kan også ende som noget der mest er dyremishandling, selvom de bedste intentioner var der fra start.

Når en hoarder er nået til et vist punkt, begynder hjemmet at blive sundhedsfarligt, almindeligt vedligehold bliver ikke gjort, bor vedkommende i eget hus, og taget lækker eller kælderen ovesvømmes så er det at mug og svampe flytter ind. Køkkenet ender som et bakteri område og badeværelst er mere eller minder uanvendeligt.

Men selv hordere hvor hjemmet er nået det punkt af totalt kaos og svineri kan fremstå yderst rene og pæne udadtil, folk kan også gå på job og klare det til ug.  Så en hoarder er ikke nødvendigvis en eneboer der ligner en hjemløs, det kan de være, men det er ikke generelt. Hoarder kan også have familie i hjemmet, der lever der som gidsler midt i rodet, uden at kun gøre noget på grund af familie dynamikken.

En intervention med hensyn til hoarding bør ikke vare flere år, det er at trække pinen ud, og tilbagefald opstår meget let når problemerne stadig er der, er der stadig mange ting og flyttekasser og ting gemt på lofter og kælder, kan det hurtigt igen brede sig til selve boligen.

Mange hoarder møder ikke psykiatrien eller kommunen, af gode grunde da de måske ikke høre under psykiatrien som sådan, og de har et job så der er ikke nogen kontakt til kommunen, men de bare lever skjult med det, til det måske ramler sammen en dag, og det bliver til en sag.
Og de synes måske selv at det hele er rimeligt ok som det nu er.
En dag jeg var ude at køre i bil, så jeg et hus hvor ting og skrald flød i hele haven og i indkørslen, ingen tvivl om at der var en ekstrem hoarder på spil. Og mon ikke naboerne snakker, og det var lige ud til en motorvej.

Link til den 3 af 4 blogs om Hoarding: Mine egne erfaringer med Hoarding

Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv