Det overtilpassede Autist barn

Man siger at Asperger/Autist børn har det svært ved at have en passende adfærd -men der er en anden udgave, der er stærkt formet af opvæksten og barnets egen anvendelse af de selvbeskyttende introverte sider af af Autismen.

Det artige Autistbarn, der aldrig udadreagerer, eller er skrup umulig, barnet der bare prøver at følge med i hvad der sker og forholder sig afventende. For her er det ikke barnet der har noget at skulle have sagt, eller der har råderum til handling, for sådan er det i nogen familier, det forstår barnet selv alt for godt, der er faste rammer. Ikke at det hele forstås for hvad det er der ligger til grund, men det er jo vilkårene, og det er indenfor de vilkår og de rammer, der må leves og overleves så godt som muligt.

Der er ting der ikke skal siges og gøres, så bliver andre kede af det, det er en barndom hvor man træder forsigtigt, næsten bogstaveligt talt.
Og det at det ikke går så super i skolen er ikke godt, for det gør Mor og Far kede af det, og så ved de ikke hvad de skal gøre. Og når de ikke ved det hvad så?

Og ja, så har barnet sin fantasi, sine lege, den indre verden, og det tilpasser sig omstændighederne.

Hjemmet fungere, men barnet har også andre behov end selve rammen, den praktisk omsorg, mad.

Jeg beskyttede mine forældres sårbarhed, dækkede over dem....og nej, der var sikkert ikke andet at gøre for mig, og mine forældre dækkede over at jeg ikke fungerede.....og trods alt var jeg jo et sødt, glad barn og deres livs lys. Og sådan gik min barndom og ungdom.

Jeg er opvokset på Østerbro, med den højere del af middelklassens vurderinger om adfærd, der på den ene side giver plads til en vis excentricitet, men på andre punkter kræver absolut ufravigelig disiplin. 

Jeg tror så at det overtilpassede Autist barn kan findes i flere miljøer, hvor der ikke er plads til barnet, i forhold til forældrenses egne problemstillinger, der kan bunde i deres egen barndom, psykologiske problemer, at de selv havde en form for Autisme, og jeg taler ikke om familier der er helt ude på overdrevet socialt eller psykologisk, men familier der kan virker helt normale udadtil.

Et af problemerene er bare at det meget tilpassede Autist barn er svære at opdage som en på Autisme spektret, og som voksne endnu vanskeligere.
Jo, vi kan virke "specielle", man kan også sætte andre diagnoser på os, vi er ikke helt normale, men næsten. Og vi sidder inden i som fanger i vores egen krop, med resterne af et Stockholmsyndrom og manglende erfaringer med at afprøve livet fra da vi var børn, for vi fik aldrig lov til at komme ud på det dybe. Selvom vi jo dagligt mentalt padlede som gale for at holde snuden oven vande. Men den manglende viden om hvad der skete når vi kom for langt ud, er vigtigt for selvforståelsen og for at kunne handle, der er ingen empowerment eller et reelt sammenbrud der kan afsløre hvad der gemmer sig bag facaden.

Om forskellen på piger og drenge også handler om at der er mere social kontrol af piger, på adfærd, drenge er jo drenge, men piger skal opføre sig pænt. Det gælder stadig og ikke mindst for os der tilhøre andre gennerationer. 

Jeg har altid haft kant som menneske, men på så mange fronter har jeg holdt mig inde for meget definerede grænser, formet af min barndom og af manglende erfaringer med hvor grænserne egentligt er. Og med Aspergerens ekstra forvirring omkring grænser og impulsivitet.

Men sådan gik opdragelsen og Autismen hånd i hånd, hvad jeg kunne have været ved jeg ikke, om jeg endte som den bedst mulige version trods alt, eller?

Hvad jeg ved i dag er at min gundlæggende disciplin og overlevelses evne er der, men med det kunstigt skærmede liv i min barndom og ungdom gav mig ingen fornemmelse af, hvad jeg kunne og ikke kunne, vel specielt hvad jeg faktisk kunne.

På Østerbro i min barndom og ungdom så man mange pæne familier med meget voksne børn der boede hjemme, ikke fordi disse voksne børn ikke var intelligente, men fordi der formodentligt var et eller andet, måske en Aspergers, de var tilpassede, men levede et skærmet liv, hvordan de så skulle klare sig når forældrene ikke kunne mere, hvad så?

Jeg kom hjemmefra som 38 årig, bedre sent end aldrig, og så måtte jeg tage mange erfaringer efterfølgende jeg nok skulle have haft meget tidligere i livet.

På den anden side, følte jeg stærkt det var nødvendigt for at komme fri, ikke en begrænset voksen kvinde på vej til at blive en original men ikke på den fede måde, bare en stakkel.
Jeg har set andre kvinder med samme kvælende opvækst, der forsøgte at opretholde det liv deres forældre havde anvist dem, de evige barne kvinder, med deres indre verden, men sære hengemte skabninger i en verden der ændrede sig fra dengang.

Jeg tænker at jeg som voksen måtte gå ud og være upassende, problemet var bare, at jeg ikke længere var et barn og jeg måtte gøre det helt bevidst, og af en grund og med en mening, selvom noget af det var en skidt ide og ude på kanten. Der var en mening med galskaben en nødvendighed, men alligevel skrappe sager at skulle igennem for at komme videre i at lære at være en voksen og klare sig.

Jeg er så desværre begyndt at være mere udadreagerende i de sidste to år, hvilket virker ret skræmmende på mig, da jeg har været så super kontrolleret, og introvert.
Jeg ved ikke hvad det betyder, om det er værre eller bedre, om ikke andet tvinger det mig til at forstå hvad der stresser og provokere mit system. Jeg synes jeg har levet meget af mit liv i en tvunget udvikling, da jeg har måtte lære ting for at få noget der lignede et liv, det er åbenbart noget der fortsætter.....Aspergers er ikke Autisme light, den er hardcore at takle.

På mange måde er jeg en "dygtig" Aspergers, men jeg er også opdraget på Østerbros bonede gulve, og jeg har lært udadtil at have en facade og kører lidt på charmen, den har vi aldrig manglet i min familie om ikke andet.

Følelser og refleksion

Jeg er hele livet blevet mødt af: "Du tænker for meget, du føler for meget", jeg har ofte tænkt at de jo ikke blev bedre af at folk sagde sådan.

Jeg behøver mange informationer og jeg håndtere mange informationer....det vil sige det gør jeg når jeg har informationer nok til at forstå et enme eller en situation.

Manglende information, undertrykte følelser er værre end mange informationer og følelser, jeg forlange viden for at forstå, holder man på viden uden at ville give den videre, bliver jeg ikke valideret, er mine følelser for meget bliver jeg ikke valideret. Jeg er ikke til  fagpersoner der bare ser en som en klump dumt kød. Og folk der tror at det er en dyd at føle mindst muligt og være ligeglad i begge ender. Det er muligt de ikke orker mig, men det er så også gengældt hvis det er.....Hoooost! ....Eller det er ok de er ligeglade, bare jeg kan få lov til ikke at være det.

Det er da ikke fordi jeg ikke gerne ville være lidt mere i zen, lukke ned, bare være, men det er jo også et projekt....jeg kommer nok aldrig til at mangle livs projekter.

Jeg begynder at forstå den evindelige flugt væk der ligger i Autismen, eller flygt eller reager, enten eller.
Impulsen er som en to on/off kontakter og der sidder tæt på hinanden, nogen gange ret vilkårlig hvilken der trykkes på nå situationen rammer og man panisk vælger et eller andet, fordi en mellemting eller noget tredie fjerde bare ikke falder en ind.......Men der er nu også meget jeg aldrig har nået at reagere på fordi jeg ikke var opmærksom, sådan er det jo med perspektiv og fokus, men desværre er der noget der fanger Autist forstørrelsesglasset, og er det først opdaget, så er det, det jeg ser og mærker....puh, hvor er det trættende. Jeg kan godt se det er dumt og ikke føre noget godt med sig.

Jeg tænker også at nogen negative tanker og følelser er en slags standby ting der bare står og blinker, når der ikke er andet der foregår. Kunne de skiftes ud med nogen der var mere behagelige?

Jeg har et alternativt styresystem, men jeg ville godt have en geninstallation tak, der er så meget der roder på harddisken.

Jeg ved det tager tid at processe ting, bla. de her livsting, jeg synes jeg har gjort det godt med hensyn til at lande min spritnye Autisme diagnose, men det går skidt med hensyn til at styre mine tanker om mig selv og mit liv, og hvordan jeg løser ting.

Men jeg er nød til at stå ved at jeg tænker og føler for meget, andre kan synes er uhensigtsmæssig, og det er muligt det er det det er, men det er sådan jeg fungerer, det ligger til mit system, jeg prøver så bare at finde nogen fikse omveje, til at måske få det til at fungere på sigt.

Aspergers med en ADD som ekstra kaos element

Det bliver ofte anbefalet at man skal mærke efter og så handle derefter. Og det er jo fint nok, min erfaring er så at andre har meget svært ved at acceptere når man siger "det kan jeg ikke nu", og det er det stof urealistiske planer er skabt af.

Jeg kan klart mærke at stressen fra i sommers er tilbage, jeg er vred og irriteret, og tænker i ring.....Lidt mindfulness, eller en lille pille? Tja, jeg er ikke der hvor jeg kan finde en god krog at hænge situationen op på, og tage det derfra.

Jeg bliver mere og mere klar over at mit største hverdagsproblem er min ADD/ADHD (jeg formoder det er en ADD version). Den tager livet af mig, og efterlader mig i kaos gang på gang.

Der er en liste af ugjorte gerninger, opgaver jeg bare slipper, telefonsamtaler jeg ikke har taget, ting jeg ikke få undersøgt. Og samtidigt arbejder min hjerne intellektuelt tip top. Problemet er at tanke og handling er blevet splittet fra hinanden.

Som jeg ser det bliver det hele værre og værre, det er det slidte stressede system der for alvor har sat ind, derfor er der ingen nemme løsninger og det mindste provokere mit system.

Jeg ser at Aspergeren er det mindste af mit problem, også fordi jeg langt hen af vejen har trænet nogen af de problemer man kan have med en Aspergers, men samtidig sabotere ADDen de godt ing vad en Aspergers, hvad dælen skal jeg gøre med den situation???

Siden jeg blev diagnosticeret med Aspergers i sensommeren 2015 er jeg blevet meget klogere på mange sammenhænge, men det føles ret barsk nu, det er som om jeg nærmer mig kernen, men ingen løsninger kan se.

ADHD er den lille Nisse der laver rod i det hele, fuld af unoder er den, impulser, den vi gerne have lidt gang i gaden, men kan ikke afslutte noget, den er modig udover det fornuftige, og det er den der korslutter meget fra det gode omkring en Aspergers.

Hvad er ro? Hvor slukker man? Hvordan holder man en plan, specielt når det er noget trivielt? Den lille Nisse er ikke til det trivielle nemlig. Og den hader skemaer.
Det er som om jeg har to poler og mangler midten, forbindelsen. Og ja det gør jeg vel med en ADD.

Som barn og ung var jeg mere koncenteret om opgaver end nu og kunne sætte skyklapper på og lave utrolige ting.

Men som det er i dag ser jeg kan ikke se en fornuftig fremtid for mig, jeg har nået en højere erkendelse omkring Autismen og hvordan den har påvirket mit liv, men jeg føler ikke jeg ser realistiske løsninger omkring ADDen, og mit system er så uroligt at jeg ikke ved hvordan det skal tøjles, og hvordan jeg skal holde mig optimistisk og depressionsfri....og kræfterne er brugt op kan jeg desværre mærke, der forestår et stort arbejde, men hver gange jeg gør lidt går det skævt, jeg bliver overbelastet og mister selvtilliden.....Og jeg har været igennem diverse piller til ADHD.

Jeg er ikke et svagt menneske, jeg er ikke et menneske uden rygrad, men jeg har kæmpet i mange år og det sætter spor, det tære på systemet og man kan miste evner man faktisk havde tidligere.

Hvad gør jeg så nu? Hvordan få jeg formuleret helt klart at det her ikke går og jeg føler mig fanget, i at reelt og realistisk ikke kunne magte ret mange opgaver?

Jeg er træt af at være et ynkeligt brokkehoved.....

Er det ok at jeg også er her?

Nogen gange roder man sig ud i situationer med andre mennesker, der ender helt galt. Kunne man have forudsagt det, kunne man have gjort noget for at det ikke var gået helt så galt?

Kan man forlange at folk skal acceptere at man er Autist og derfor reagere lidt anderledes end "de andre"?

Hvad ville være smartest når man arbejder, uddanner sig bor, møder "de andre" de nero typiske, er det bedst at være helt åben omkring Autismen, eller?

Og kan man være åben i en tid hvor mange mennesker helst undgår det personlige, at de udefrakommende kommer lidt for tæt på?

Jeg synes det er svært efter skaden er sket, at skulle sige hvorfor præcis, men jeg erkender at der hvor det havde været smart med kommunikation i rette tid, har været når der bare ofte lukke helt af fra start fra de andres side, eller sådan har jeg oplevet dem, som lukkede og afvisende..

Og oplever jeg andre som lukkede og afvisende selvom de ikke er?....Så dårlig mener jeg nu heller ikke jeg er til at aflæse andre. Men måske jeg kan tolk usikker adfærd som arrogance?

Men kan jeg være i den slags miljøer, arbejdspladser, kan jeg bo i den slags boliger, eller er det bare at lægge op til uløselige problematikker og at jeg føler mig stresset og dårlig tilpas?

Jeg kan både være meget direkte, men også yderst diskret, jeg prøver at finde en balance, jeg prøver at finde ud af hvad er det man gør her, hvad er reglerne? Men når regler er uskrevne og de andre bare reagere udfra dem, hvor er jeg så i den situation....For lidt eller for meget?

Er jeg ok, eller helt gal på den?

Og, næææ sandsynligvis ikke, ikke i det her samfundsklima af skulende landsmænd og kvinder, der bare vil lades i fred mest muligt, gøre det nødvendige og så hjem og lukke døren.

Halllooo....tavshed...Jeg forsøgte at hilse på mine naboer, alle 17 lejemål, det var kun få, der frivilligt sagde hej, eller et helt uopfordret hej.

Nu siger jeg ikke hej mere, også så længe jeg ikke ved hvor hadebrevet kom fra, det påståede "solidariske" hadebrev....jeg må se hvad det hele bliver til....

Skjult aggressivitet, passive aggressive adfærd, strudseadfærd, gruppeadfærd, ekskluderen, teritorial adfærd.....rend mig.

Jeg ved jeg ikke altid rammer den perfekte adfærd hver gang, men jeg er næppe den eneste i verden, de neuro typiske er jo heller ikke altid for smarte.
Jeg er grundlæggende et ret stille menneske, et menneske der tager hensyn. Og jeg vil hellere trække mig, men nogen gange kan man ikke bare trække sig hvis jeg skal leve mit liv.

Og så kan jeg godt gø lidt og vise den lille hugtand for at få lidt plads, men det er nu som regel når jeg føler mig hårdt trængt, eller i forhold til hvad jeg føler mig trængt op i en krog af. Og det passer måske skidt med neuro typisk opfattelse hvad jeg synes er for meget....Og jeg bliver meget træt af at skulle være på vagt.

Og ja, det kan føles sårbart og skamfuldt, måske meget mere end det burde. Det tynger mig ned, der er ingen sejerherre her, kun tabere, både dem og mig.

Jeg kunne godt tænke mig at kunne sige: Her er jeg, jeg prøver at gøre mit bedste, min intention er sådan og sådan, men jeg ved ikke hvornår jeg opnår det mål, men jeg arbejder på sagen.
Og hvis folk/du gør sådan og sådan kan jeg let føle mig trængt, og så reagere jeg ikke altid helt perfekt, men lidt i panik. Og det er ikke ment ubehageligt, og jeg er ikke den der bære nag, jeg vil bare gerne have lov til at være.

Spørgsmålet er så om man må det, som Autist, som en det kan stikke lidt ud, men kun lidt og det er måske endnu svære at forholde sig til for andre.

På den anden side, de der skuler, skuler vist til alle, dem der sparker nedad gør det når de kan, de der føler sig bedre end andre holder fast i den tanke med næb og klør.

Og hvad gør jeg....hvordan forbygger jeg mest muligt ikke at rende ind i problemer med mine omgivelser?....Tjaaaaaa hmmmm, jeg er slet ikke sikker, faktisk mindre og mindre. Er det den "Asperger tvivlen" der endnu engang sætter ind, at man/jeg tænker for meget, har det for tæt på?

Den gode historie der har en bagside

På nettet er der massere af matriale om de positive sider af Autisme/Aspergers, historier om kende der påstås at have Autisme/Aspergers, eller mennesker der på en eller anden måde har næsten overvundet det at have diagnosen, om ikke andet så de nu næsten kun har de positive sider af spektret....solstråle fascinations historier, enten om nogen der fik det bedre eller det rigtige job, men også til tider formidlet som spændende særlinge med helt særlige evner og særinteresser, som "raitets mennesker", men er det det vi er?
Eller så er det bare de der opslag på Facebook med inspirerende oplistninger af hvad man kan være god til som Autist, specielle evner....men vel mest hvis man ellers er en med høj IQ og funktions niveau.....

Jeg ved at der er kendte Autister der har lavet flot arbejde for at formidle viden om Autisme, og det er guld værd, fordi vinklen er så vigtig, og kommer væk fra ekspert synet og pårørende synet.
Så det jeg skriver om er: Når man udnævner nulevende eller afdøde kendte til at være på Autisme spektret og bruger dem som ambassadører og forbilleder, uden at der er reelt er tale om der er nok til en diagnosticeret Autisme, men bare at man udfra nogen excentriciteter gætter på de nok har/havde Autisme.

For nogen år siden brugte man kendte dansker til at formidle viden om "folkesygdommen Depression", det har gjort at mange lidt lettere kan være åbne om depression, men samtidigt har det også udvandet synet på diagnosen, trivialiseret den, også fordi depression kan skyldes mange forskellige ting og have meget forskellige symptomer af stor variation i styrke, som det også er med Autisme (selvom det er at sammenligne pære med bananer), så har du mødt en med depression, har du mødt en med depression. Hvad blev opnået ved al depressions informationen i medierne -mere hjælp? Næ, bare piller der i alt for mange tilfælde ingen reel virkning har. Hvad med at se hvordan det bleve til en folkesygdom? -Muhaaaha...næppe, i individualismens tidsalder er alle mentale lidelser helt personlige, også selvom de kan være delvis samfundskabte.

Men tilbage til Autisme: Folk både med og uden Autisme kan godt lide de positive historier og liker det gerne på facebook. Men der er en lurende sandhed bagved solstråle historierne og de inspirerende oplistninger der skulle give en, en følelse af selvværd og empowerment, men efterlade mig med en noget flad fornemmelse: For ja, jeg er en af dem der har mange fantastiske evner og havde jeg haft et lidt andet blandingsforhold og var lidt anderledes på spektret så kunne jeg måske have udlevet mine evner noget bedre, fundet min plads i samfundet, eller noget der lignede.
Men for mig nytter det ikke at opliste alt det gode jeg er, når der er noget andet der hele tiden kommer og tager det gode væk i mit eget tilfælde.

Hvis jeg levede et liv hvor jeg udelukkende kunne bruge mit liv på det gode det jeg kan, så kunne det måske være anderledes, men sådan ser virkeligheden ikke ud. Jeg har evnerne, men for mange forhindringer, ikke fordi mine evner er for små, men fordi jeg kæmper med noget der helt konkret lukker mit system ned ved den mindste overbelastning, som kan være små praktiske ting i hverdagen, eller større udfordringer, i sidste ende er resultatet det samme for mig, nedlukning, og et såret selvværd, "kunne jeg ikke engang magte det...hvad kan jeg så bruge mit liv på?".

Man kan være ramt meget forskelligt af Autisme, og jeg er jo ikke engang i "den tunge ende", jeg skal forestille at have mildere versioner der knapt nok giver udslag i nettets Autisme tests, selvom jeg jo er diagnosticeret......og selvom jeg er i den bløde ende af spektret, er mit liv alligevel hele tiden ved at gå i stykker og mine evner forbliver ubrugte. Og på nogen måder ville det være nemmere at have færre evner, der gerne ville ud og bruges i verden.

Jeg ved at min Autisme og ADHD har et potentiale og en rigdom, jeg ved det fordi jeg har det i mig, men jeg falder ikke for forsukkrede udgaver af den gode positive historie, for bagsiden af Autisme spektret kan for mange være en skæbne der er svær at bære. Som en Have fuld af friske stiklinger, der gang på gang bliver trampet ned, af en selv og/eller af omgivelserne.

-Er de opbyggelige posts på nettet skabt til at trøste forældre, så de har håb om at deres Autistiske barn ikke ender som en voksen uden job og ude på et sidespor, uden forståelse fra omgivelserne, uanset de evner der faktisk er tilstede, uden at andre ser mennesket bag? Og ja, det er en reel forståelig frygt at have.

-Er det for at Autistiske børn kan drømme at de engang er dem der bliver lige som de berømte og rige Autister....hvis de kendte så reelt også er diagnosticerede Autister.

Vi bliver let ofre for en værdisætning, hvor vi hylder de enkelstående tilfælde og sætter dem som det der er målet hvis man er en "dygtig" Autist. Som om der er en sejerskammel der venter os alle.

Mange oplistninger af positive ting omkring Autisme/Aspergers og ADHD går også udfra at alle har rimelig høj intelligens og specielle evner, hvilket jo ikke er sandt, mange er middel intelligente og har nok at se til med at balancere en hverdag uden for mange nederlag og nedsmeltninger, hvad så med dem? De kæmper kampen, men de er ikke ekstraordinære på den glittede/interessante måde, men/og de er så absolut værd at respektere for deres hverdags indsats for en tilværelse.

-Eller skabes kendis/Autisme promoen for at vise udenforstående at vi er noget værd, der en kendte og rige i vores lille Autist stamme, så vi på den måde kan låne lidt af deres stjernestøv til at opnå forståelse for Autisme?

Når virkeligheden rammer og det gør den sku ofte når man er på Autisme spektret, så nytter det ikke noget med nettets sukkersøde tilgang til empowerment og selvværd, eller kæk formidling til de udenforstående der bygger på løst gætværk om de kendte for at skabe en postuleret "positiv historie", uden at skulle lave for meget forarbejde med at søge de rigtige info.

For når jeg ser hvem de promovere som værende på spektret har jeg svært ved at få det til at passe med, hvor udmattede vi andre bliver af at arbejde fuld tid, møde mange mennesker, klare os igennem de konflikter der er uungåelige, og få tid til at mentalt bearbejde alle indtrykkene, uden at falde død om at udmattelse og kører helt af sporet.
For selv for den mest velfungerende Autist er der altid en pris at betale hvis man ikke passer på, og kan man det, når man flyver og fare? Ja, de fleste af os kan altså ikke og nogen af os knapt nok. Så hvad er det de mennesker skal formidle om os? Hvis det da ikke er endnu endnu et angreb på vores selvværd omkring de manglende evner tal at absorbere stress og uro, de flest af os døjer med?
Om ikke andet, mit selvværd styrker det ikke.

Jeg ville hellere høre om Autistiske børn der kommer godt gennem skoletiden, voksne der kan få et job der fungere for dem, mennesker der føler sig accepteret mødt og set i samfundet. Eller høre om nogen der kæmper politisk for bedre forhold....mennesker der tænker tanker om, hvad der der egentligt sætte så mange Autister udenfor, og ser alternativer til det almene syn på Autisme/Aspergers og de muligheder folk med Autismes har for at føle sig inkluderede efter deres egne behov. Men jeg tror ikke vejen er at bede pænt om at for lov til at få accept, det er endnu aldrig sket uden grupper har måtte kæmpe for det...lige nu kæmper de fleste af os bare alene og en af gangen og det kommer der for lidt ud af, så er vi alt for lette at nægte hjælp og bedre muligheder for et stabilt og frugtbart liv.

Der er fokus på dem det er lykkedes for, men Autisme er jo kronisk indvævet i en, der er ingen helbredelse. En Autisme kan blive støttet formet af opvækst betingelser og samfundssyn, det kan styrke mennesker til bedre at kunne leve et liv. Så det der måtte gemme sig indeni en kan få lov til at blomstre og sætte frø. Jeg ville gene se at flere stod sammen og kæmpede fremfor at kæmpe alene mod fx. kommunen, skolesystemet, arbejdsmarkedet, stigmatiseringen.  Se det er det jeg gerne så der stod noget mere om på de sociale medier.

Vred og deprimeret, hvor er der et fundament for fremtiden?

Jeg synes jeg er blevet noget depressiv igen, hvorfor? Stagnation på grund af der ikke er et solidt nok fundament for en hverdag der fungere praktisk, fordi her stadig er beskidt og rodet, fordi jeg stadig ikke ved hvordan jeg skal takle den Autisme, fordi det der kunne have været min drømme bolig har vist sig at være en "syg ejendom", hvor det åbenbart har været beboer trakasserier siden det blev bygget.

Der er for meget af : "Hvad så nu?...kommer der overhovedet til at ske noget?" i mit liv.

Jeg tænker på at jeg savner et dyr, men min lejlighed ikke er parat til at modtage en Kat, jeg har heller ikke prøvet at have et dyr alene. Men jeg kigger meget "dyr" på nettet.

Jeg kan ikke løfte mig af det her alene, jeg har været igennem for meget i for mange år, jeg er ekspert i at have det dårligt og eskapisme, jeg ved hvordan man overlever, ikke hvordan man lever.

Der er for mange løse ender, der er ting jeg ikke kan overskue, der et tab med tab på.

Jeg er her endnu. Jeg ved at jeg kun bliver ældre, at ting burde ske nu mens tid er, men tiden glider fra mig, uden liv og kærlighed, uden nogen illusion om lidt mening med det hele.

Jeg er vred igen, og det er ikke godt, ikke fordi vred er noget dårligt, men fordi jeg føler mig som et bæst på lur, der pludseligt vil lange ud, "Skrid af helvede til!". Som om der er nogen der burde betale for hvad de gør.

Og så er jeg tilbage til Maslow pyramiden.

Jeg har på fornemmelsen at hjemmehjælpen ikke kommer i dag, der er blevet ringet med hemmeligt nummer to gange og jeg nåede ikke at få fingre i mobilen. Vi skulle ellers have haft gang i badeværelset der er kriminelt for tiden.

Der er opvask.....jeg har selv håndvasket og forsøgt tørre tøj i flere dage, men jeg kan mærke den nyvaskede skjorte lugter surt, uanset mine bestræbelser, så det er vist en ommer...

Jeg har ikke spist bare ok sundt i meget lang tid.

Små og store problemer væves sammen til et samlet ubehag, at intet fungere og nok heller ikke kommer til det, lidt håb og så kollaps osv.

Hvem er det jeg skal tale med, hvad er det jeg skal forlange der skal ske og kan man forlange noget i dag "i disse tider"?

Autisme spektrum er ikke en lidelse i sig selv, men den kan være det når rammerne ikke er der, og heller aldrig har været der.

Nu har der været forsket i Autisme i mange år, man ved ikke alt, men man ved meget, så hvorfor er det jeg ikke kan få lidt af den faktiske viden implementeret til mit liv? At det er noget jeg må finde frem til på nettet eller låne en bog, som om det jeg søgte var en fucking kageopskrift.

Og selvom jeg nu er blevet tilknytte handicapcentret, så er der åbenbart egentligt ikke noget i vejen, jeg ikke bare selv kan fikse, ved at tage mig selv i kraven, eller en google søgning?....der er vist noget jeg skal se på, hvad der er muligt at få af "afklaring".

Fordi jeg har hjemmevejleder og hjemmehjælp men der reelt ikke er en overordnet realistisk plan der hænger sammen. At det personlige og det praktiske er forbundet. Og vælter det ene, vælter det andet også før eller siden....man har vist afskaffet holisme.

Jeg vil ikke mere af det samme, men jeg er træt, jeg har ikke ale svar selv og det burde heller ikke være et krav, jeg er klog og indsigtsfuld men ikke en omnipotent superkvinde, jeg er et menneske der har levet 50 år med en delvis velfungerende udiagnosticeret Autisme og jeg er lidt træt nu og har være igennem en del, så hvad er det jeg gør nu?

Hm, nu ringede hjemmehjælpen, han er på vej...

Gamle løsninger er ikke vejen frem

Så hvordan får jeg tømt min lejlighed for det overflødige, uden at bare skulle give det væk, samtidig med jeg ikke har kræfter til loppemarkeder og salg via nettet?

Hvordan bliver jeg i stand til at passe min lejlighed....eller er det fordi der er så meget i den at jeg ikke kan passe den?

.....Kommer jeg til at orke at være social igen?

Jeg skal oooop af dyndet! Men det kræver energi, og når jeg bruger energi, mister jeg energi. 

Jeg futter rundt som en hovedløs Høne i hjemmet, noget kommer på plads andet falder ned...Er der nogen fremtid i det her?

Og hvor er den ekspertise der kunne forklare mig hvordan man evt. kunne få det hele lidt i orden, på en måde jeg ikke bliver stresset af og mere Autistisk?...ja man kan faktisk bliver mere autistisk af stress og overbelastning, så også ting det tidligere fungerede går galt.

Jeg har et stort problem med hjemmet, jeg har også fået et problem med at bo der hvor jeg bor, det kan godt være der er blevet sat en konflikt mægler på ejendommen, men jeg ser ikke for mig at det bliver bedre, i det mindste ikke det der irritere mig.

Jeg har også mistet konceptet af hvad et hjem er for mig, det er på en måde opløst, jeg bor her, men jeg ved ikke om jeg er hjemme. Er det på grund af omstændighederne, eller er det min egen forestilling. Er hjem der hvor jeg har min seng.....føles der hyggeligt, trygt? Nej.

Jeg har i årevis arbejdet på et "bedre liv, det betyder er liv med indhold, aktiviteter, mening, mere end en vane trummerum, ikke leve i rod og kaos. Jeg har forsøgt at se om jeg kunne noget der kunne give mig en idenditet som et menneske, der var andet end en bistandsmodtager og senere førtidspensionist. Jeg har forsøgt at få et arbejde, jeg har forsøgt at lave noget uden at have et arbejde.

Jeg har i så mange år troet at jeg måske kunne blive af med depressionen, og de ting der hæmmede mig socialt hvis jeg bare arbejdede hårdt nok på det.

Det er fint nok at jeg blev diagnosticeret med Autisme, men nu må der godt ske noget reelt konkret positivt, det her er bare mere af det samme, men nu uden håb om recovery.

Jeg gider ikke det liv jeg har, det er et kedsommeligt liv, ovenpå et tidligere lige så kedsommeligt liv, et hengemt "som om liv".  Og det er muligt nogen lever fint med det, men det gør jeg ikke. Der er for meget der mangler af det grundliggende. Samtidigt med jeg kæmper med at realisere de ting jeg har i mig som kunstner. Og det der sker er at jeg prøver at realisere det kunstneriske, uden at det basale indhold er til stede i hverdagen.

Jeg ser ikke vejen frem....jeg har lovet at jeg optræder i warehouse 9 jule cabaret, som jeg har gjort det de sidste par år, denne gang to weekender i december, og så må jeg se om hvor længe jeg skal rekonvalsere efterfølgende, om det er det værd og hvilken form for performancekunstner jeg realistisk kan blive.

Er det ego og ambitioner der driver mig? Jeg ved det ikke, jeg ved bare at jeg har meget i mig som jeg føler må anvendes, for at give mit liv mening....da jeg mener at der har været så meget meningsløst og trist ikke bare pga. Autismen, men min familiebaggrund. Et liv som en burfugl, men med et menneskes bevidsthed om at være fanget...men også senere med døren på klem, dog uden at have kræfterne til at flyve frit.
Jeg hader det, jeg ville så gerne ændre den skæbne, at det ikke er hele historien om mig, ikke en happy end, men noget der lignede et fuldt udlevet liv.

Jeg har gennem livet trøstet mig med der var værre skæbner, men alligevel er det ikke en reel trøst, i Danmark 2015.

Så nu står jeg her igen, et kaos liv og hjem, lidt alene, menneskeligt og kunstnerisk uforløst, hvordan skal det blive anderledes denne gang?

Erkende at jeg kan meget lidt, og resten af mit liv vil være meget begrænset, udover min fantasi og hvad jeg kan finde på internettet eller i en bog?

Jeg er vred, jeg vil ikke gå frivilligt med på det!

“To live is the rarest thing in the world. Most people exist, that is all.” 

Oscar Wilde.