Skrup forvirret og til møde Handicapafdelingen

Jeg var henne i handicapafdelingen i dag til mit første møde der efter diagnosen, og det lykkedes mig  at fare vild to gange: På vej ud og på vej hjem.

jeg havde ellers på forhånd Googlet Torasvej 29 på den bærbare og så Torasvej 29 igen på min Ipone så jeg kunne lokalisere mig selv og mit mål. Tja, det fuckede op alligevel, når kortet var tæt på kunne jeg ikke få overblik, når jeg zoomede ud, kunne jeg ikke få overblik og se gadenavne, og så begyndte den at skrive på Kinesisk....

Og jeg kartede afsted som en hovedløs Høne, og dukkede op helt kobberrød i bærret og med joggerbukserne næsten nede om røven. -Nå, men man er vel Autist.....Jeg fik så lavet en ny VUM, og vi talte om mål for hjemmet....suuuk!

Jeg mener der var noget med 6 ugers ventetid på ny/anden hjemmevejleder.

Hvad skal jeg mene om planer for fremtiden? Kommer jeg til at hitte ud af at have et hjem? På et tidspunkt var jeg jo håbefuld og igang og super motiveret, nu ved jeg ingenting, da alt det jeg gjorde for at få et nogenlunde ok hjem, endte i stress.

Nå, men jeg kunne heller ikke finde op og ned på verden/Nørrebro NV på hjemvejen, men til sidst lykkedes det, jeg fandt Nørrebrogade, og købte noget spiseligt, for at dulme forvirringen.

Fik ikke spurgt til tilskud hovedtelefoner der kan lukke lyd ude, men det må blive ved anden lejlighed så.

Jeg ved ikke om det er på tide at blive udredt lidt grundigere, jeg hyggede lidt med en Aspie test i går Aspie Quiz, og jeg spekulere nu på om noget kunne blive nemmere hvad at få pin pointet mere precist hvordan mit hoved funker både på plus og minus siden. Jeg er nu nået frem til at min ADHD (nok en ADD) er den der virkeligt driller mig i hverdagen og bla. er den der gør hjemmet til en uoverstigelig opgave jeg ikke kan hold fast i, eller retter: Jeg kan ikke holde koncentrationen om de små opgaver....og det stresser mig meget mere end det burde.

....I morgen skal jeg til NADA øreakupunktur, og måske se til nogen Hunde jeg kender, jeg har nogen lækre kallunstænger til dem.

Lidt om socialisering til fester og arrangementer

Hvordan bryder man med at føle sig socialt ubekvem til selskaber og arrangementer?

Først og fremmest må man gøre op med sig selv hvor meget det betyder for en at kunne gå ud til ting, eller om det at man ikke går ud til ting har følger for ens liv og ens nærmeste. For der er ikke altid en nem hurtig løsning og mens man arbejder på at blive bedre er man også i forskellige livsituationer, der har indflydelse på ens reaktioner, så ingen lige vej mod målet. Det jeg mener er, er at det der betyder noget for en er der hvor man lægger kræfterne, og vil gå hele vejen.

Den her blog omhandler ikke direkte svær socialangst, eller paranoia i forbindelse med at omgås andre, men mere når det sociale udmatter en og man er ude af træning og man slæber noget af sin selvstigmatisering med sig ud.

Uvante ting gøre en træt og kan kræve mentalt efterarbejde, på samme måde som man også kan mærke hvis man er begyndt at træne kroppen, og som med kroppen kommer effekten af ens arbejde, ikke fra den ene dag til den anden, eller man performer ens hver gang, men det bliver bedre og man bliver klogere på sig selv.
At gøre noget man ikke plejer sætter ting igang, noget kan føles godt og bekræftende for selvfølelsen og andet meget udfordrende og andet måske direkte ydmygende.
Med hensyn til der hvor man ikke selv er tilfreds, eller der hvor man føler andres dom, eller forestiller sig at de måske dømmer en, eller de faktisk dømmer en, må man lære sig at finde nye tankemønstre, der ikke går mod katastrofe tænkning og total afmagt, at man har/får værktøjer i situationen, men også værktøjer til senere refleksion, en refleksion der går mod det der styrker følelsen af at kunne og det er muligt, fremfor cirkeltænkning om at det bare er for svært.

Sociale sammenkomster er en skønsom blanding af mange oplevelser og sansninger for alle, også dem der her tjek på det med det sociale, så tanken om at nogen ser det fulde billede og har lagt mærke til alt man sagde og gjorde er ikke realistisk, på den måde behøver man ikke at føle sig som en sommerfugl på en knappenål når man er ude, for alle ser alle mulige steder hen og er muligvis mere optaget af sig selv, eller noget tredie, fjerde der foregår.

Når man har det med at kunne føle sig lidt panisk eller ubekvem i sociale situationer, er det også godt at finde alle "nødudgangene", at når man er et sted se på, er der stille områder, udenfor, eller et køkken, kan jeg gå ud på toilettet en stund for at få samling på følelserne og fornemmelsen af fastlåsthed.

Personligt synes jeg ikke det er sjovt med at sidde ved et bord i lang tid, mellem de samme mennesker og nogen gange kan det enda være svært at komme fysisk ud og væk. Og kan man sådan stikke af flere gang under en frokost for ikke at sige en treretters middag, evt. med taler og hele svineriet? Jøps, det kan man være nød til, og det kan være vejen til at være mere afslappet resten af tiden. Jeg synes ofte at pænere middage kan være tvangssocialisering, det er for formelt, godt nok kender man reglerne, men det gør også man sidder uroligt i stolen. Man ved det kommer til at tage tid og man skal konverserer...æv!

Jeg kan såmænd godt finde på at sige til en bordherre/dame at jeg bare sidder og er lidt stille nu. Jeg har været til ting hvor jeg ikke kunne tale med dem jeg sad ved siden af, i en halv til en hel time, og sådan er det, så må jeg vente til det falder naturligt for mig at komme igang. Og jeg er enda et meget talende menneske, men ikke på kommando og ved alle lejligheder.

Selverkendelse og det at stå ved at man kan reagere på at være ude blandt andre er en del af vejen til det bliver bedre. Jeg tror så ikke med en Apergers at jeg nogensinde bliver helt 100 procent driftsikker socialt, at jeg bare performer enartet gang på gang, men med det i baghovedet kan jeg tilgive mig selv og med den viden kan jeg formidle det til andre -om de forstår det? Om ikke andet er det blevet sagt, så kan jeg ikke gøre mere.

Hvad er det for situationer der ofte tricker en? Man kan jo forsøge at skjule, men løser det ens problem fremover? Jeg har det sådan at noget er jeg kommet videre med ved at skjule, men så er der ting jeg bare ved ligger dybere, så jeg hellere vil være åben om det, og måske på den måde komme videre, at de situationer ikke længere har magten over mig, når de nu er sagt.

Noget andet er at alle dem vi selv synes fungere godt socialt til selskaber og arrangementer, kan have mange af de samme følelser, de kan sagtens gå hjem og tænke, hvorfor sagde jeg det og hvorfor sagde hun det? Og ærger sig over der var ting der kunne have gået anderledes og føle sig socialt akavet, selvom de andre folk udefra ikke har oplevet det sådan.

Noget andet er at man til nogen arrangementer konversere om hvad man arbejder med bolig osv. Og det kan være et mareridt hvis ens eget liv ser meget anderledes ud, at man fx. ikke har et job, har været ud at rejse...kan rejse, har råd til at rejse. At man kommer til at hæng fast i overflade hejset som mange mennesker snakker om. Og som også er mit personlige mareridt, om en konversation: Job, boligpriser, børn, rejser....Jeg er et helt andet sted i mit liv, og jeg har ikke meget at sige om de emner, andet end noget upassende, hooost!.
Men der er også fiduser at lære for at være mere elegant, eller bare ærlig. Det er ok at være sig selv autentisk, jeg går ikke selv ud for at møde mennesker for at ende med at møde deres selskabsmaske. Stigma og selvstigmatisering spiller en rolle for at nogen trækker sig socialt, for at undgå hvad de føler er konfrontationer og blotlægger ting man er ked af i sit liv, eller føler er anderledes.

Ja, der er nogen typer sociale typer der er som fisk i vandet, men det er dog ikke flertallet. Men de kan være spændende at lure lidt på, hvad er det de gør og hvad er det der sker?

At have venner og bekendte der er lidt mere social end en selv, eller har indøvet strategier kan være godt at lære af. Faktisk tror jeg at dem jeg har lært mest af er dem der ikke er perfekte, men bedre end jeg, men ikke super, på den måde erders metoder til at rumme og overskue, måske mere synlige, fremfor den hyper sociale der har mange flere muligheder at trække på. For fidusen er at lære de små snydegreb et for et, og så begynde at føle mere tryghed, for så kommer noget af det af sig selv. Det er også at tillade sig at være lidt tilskuer til hvad andre gør. at man ikke behøver at være en dresseret Sæl når man er ude.

Og det er ok at kigge og ikke sige så meget. Man kan starte med at finde et velvilligt ansigtsudtryk til sociale lejligheder det er altid en start. Eller bare finde et godt sted at stå eller sidde, at lære at bruge et rum område på en måde der fungere for en. Det er ok at finde dem man synes virker ok, og dem man kender som ankre for at være udadvendt.

Som Autist kan man både virke/være den udadvendte type eller den inadvendte, og enda begge dele for at gøre det helt indviklet, men det kræver næsten en anden blog at skrive om det. Man kan være "lidt for meget" og den helt stille. Jeg kalder mig "falsk ektrovert" da jeg udadtil kan virke meget udadvendt til tider, men gennem en aften svinger mellen introvert og ektrovert, i nogen tilfælde fra den ene yderlighed til den anden.

Jeg har trænet at gå til koncerter/arrangementer alene, jeg har haft gåudvenner jeg har lært af, og kunne støtte mig til, men det kom faktisk senere. Når jeg har gået alene, har jeg jo haft et klart formål, der var noget jeg gerne ville opleve. Og det at jeg ingen havde at gå ud med skulle ikke forhindre det, men det har også været et formål i sig selv at skabe sig frihed til at færdes ude sammen med andre.

Jeg har oplevet mange gange, at der var ting jeg bare ikke kunne overskue aftaler/invitationer når dagen oprandt, og når en Aspergers kombineres med depression, så er sociale aftaler en udfordring. Af og til har jeg bare måtte melde fra og ikke altid i passende tid. Og i det sidste år er der så meget jeg ikke er gået til, de jeg ikke har kunne slæbe mig ud af døren til mange ting, specielt større arrangementer. Så i perioder har jeg været mindre social, og frygtet at det ville blive ved sådan.

Alt efter ens ambitioner og drømme om at kaste sig ud i det sociale, så vil det tage tid og øvelse, men det er muligt at nå meget langt. Der kan komme tilbagefald, men når man så er parat igen tager man jo de gode erfaringer med sig. Med Aspergers/Autisme så bliver man måske ikke helt stabil i sin socialisering, der kan være dage man bare ikke magter det samme. Men den grundlæggende sociale erfaring er med til at balancere oplevelsen, før, under og efter.

Om ikke andet er jeg nået ret langt, fordi jeg så det som noget der bare skulle arbejdes på, da jeg ikke vidste jeg havde en Aspergers og derfor en medfødt udfordring, den manglende viden har ikke været optimal i min forståelse af mine udfordringer, eller for at vælge metoder til at håndtere dem. Alligevel har jeg fået sat noget godt igang inden jeg fik diagnosen, og nu håber jeg at mere falder på plads, nu hvor jeg ser mønstret klart.

Aspergers/Autisme spektrum forstyrrelse er kronisk, men der er også muligheder for at udfordre på de punkter hvor man gerne vil lidt mere, så man får mest muligt ud af, at det faktisk ikke bare er en masse problemer at have Autisme, men at der er så mange spændende muligheder, når man nu har fået et andet styresystem end flertallet. Men hvad man gør skal man gøre af dedikation til det, for det kræver noget, men der er mange muligheder.

Backstage manager som social empowerment

Sidste weekend udviklede sig mod, hvad jeg ville kalde ekstrem socialisering når man er en Asperger. Jeg var kommet til at love Miss Fish at være backstage manager til Mix Copenhagens lukke fest om lørdagen på Warehouse 9, dog uden at være klar over der var show fra 22.00 til over 3.00, jeg havde regnede med en 2-3 timer hvor jeg skulle være helt on, ikke et så langt program. Altså dukke op kl 18.00 modtage kunstnerne, få det hele på plads til 22 og så derudaf til når den sidste skulle på lidt over 3.00 og så fest til  5.00 morgen. Så jeg måtte lige forhandle mig til at der ville komme en anden hjælper på efter 24.00, for at få ro i sjælen.

Hvorfor havde jeg ikke gået mere op i hvad opgaven gik ud på? Fordi jeg formodede den mindede om andre warehouse 9 programmer, så det tog lige røven på mig. 

Har jeg så prøvet at være backstage manager tidligere sådan da.....jeg var konferencier/backstage manager på halvdelen af juleshowet sidste år, og så har jeg jo hjulpet til mange gange med diverse, enda stå i baren.....Baren er absolut ikke der hvor jeg har tjek på sagerne, selvom jeg er god til at sælge drinks.

Et af de  tekniske momenter (den pink lady er Kenneth Cockwhore 

der var DJ sidst på aftenen) Foto: Steen Hansen

Jeg har i et halvt år undgået for mange mennesker til store fester, og nu kom jeg fra asken i ilden, for der var godt nok mange mennesker, både inde og udenfor warehouse 9 i "Teltområdet". 

Og der var også rigeligt med kunstnere backstage. Og backstage er nu blevet flyttet længere væk end tidligere, hvilket betyder tjek på nøgler og mig piskende frem og tilbage på stiletter ude langs med bygningen, det er jo gamle staldbygninger i Kødbyen, og rummene hænger ikke alle sammen, så man skal ind og ud udefra og søger for at låse efter sig så der ikke er noget der står åbent. Stilletterne var min egen skyld, men jeg synes at folk skulle have den fulde Warehouse 9 stil, og vi går ikke ned på udstyr hvis det kan undgås!

Min opgave var at få folk ind på scenen på det rigtige tidspunkt, udover det skulle jeg skabe god stemning, og være behjælpelig med hvad der nu opstår af nødvendigheder og 117 andre ting man først ved når man står i situationen og opgaven er der. 

Og da den anden backstage manager dukkede op ved 24.00 fik hun overdraget backstage nøglen, men jeg kørte såmænd bare videre med at arbejde, da der var rigeligt at se til med små bogstaveligt løbende opgaver og folk der skulle på scenen. Og som erfaren ved jeg jo hvor jeg kan finde folk, hvordan man skaffer mere spiritus, og hvor ting er. Og jeg kan hente ting til folk der er bundet til en opgave henne ved en lyd/lyspult osv. Udover det var jeg også stemningskabende go-go girl. 

Gnucci på scenen, et øjeblik hun stå stille 

Foto: Steen Hansen

Festen fortsatte til 5.00 hvor gæsterne modvilligt gik hjem de hoppede stadig rundt på det tidspunkt og jeg var så hjemme kl 6.00.

Jamen, var jeg så ikke Autist lige den aften? Joooo da, men jeg kan faktisk fungere i kaos, og med de rigtige mennesker. Og jeg havde jo mulighed for selv at styre min måde at løse opgaverne på. Og jeg har prøvet opgaverne tidligere. 

Men jeg var nu ved at gå i panik da jeg skulle finde mit outfit hjemme, men det gik nu, det er bare længe siden jeg har haft fat i festtøjet, men heldigvis var det meste der hvor det burde være. Netstrømper, tingeltangel, makeup, stiletter, ned i den lille pensionisttrolly med det og afsted.

Men jeg er stadig den der kan gå helt sukkerkold til en pæn rolig fest. Og hvor jeg ikke magter situationen.

Og fredagen og søndagen var også meget social og er jeg træt nu, absolut, træt og tilfreds.

Det her er hvad jeg har slidt for fra jeg var 31, at kunne gå ud og møde verden og livet og jeg ikke ville finde mig i at leve socialt isoleret og begrænset, på grund af andre, eller mig selv.
Og ja, det var squ den hyggeligste backstage med nogen spændende søde mennesker, der var helt prof. Et brag af en fest fyldt med glade hoppende mennesker. Samt en lille impro fest på kulturnatten og ud og spise Indisk om søndagen og så fredagsbar på en søndag til seeeent. 

Jeg har levet alt for stille, alt for længe, siden årets begyndelse, nu må der godt ske lidt mere.

Kronisme og en bedre fremtid med hensyn til hjemmet

Der var visitation til mere hjemmehjælp i torsdags hjemme hos mig, en af replikkerne var  at "Du er for ung, til at fortsætte med at skulle have hjemmehjælp".....Hm tja, det kommer da an på om jeg kommer til at magte hjemmet bedre/anderledes med tiden, for min Autisme er jo kronisk?

Jo jo, jeg ved godt det med skemalagte "hjemmeaktiviteter", men indtil videre ved ingen hvordan det vil fungere, og ingen kan spå om hvad der sker i mit liv i fremtiden, da min livssituation altid smitter af på hvad jeg kan magte i mit hjem. Der er de kræfter til aktivitet der nu er til rådighed og det har jo altid været netop det jeg havde at kæmpe med, gennem hele mit voksenliv.

Min ADHD er også kronisk, så jeg bliver næppe mere sammenhængende i de praktiske opgaver, jeg jo har meget svært at koncentere mig om.
Jeg kan være håbefuld og håbe at struktur og planlægning vil være vejen frem, men jeg må også være realistisk i forhold til det jeg faktisk ved om mig selv, gennem næsten 50 år.

Mine problemer i hverdagen har intet med min alder at gøre, og går det galt så sidder jeg i suppedasen, og jeg kan ikke skabe et liv der går efter en snor, der ikke lige pludseligt udfordre mig på nye måder og trækker tanker og energi andre steder hen væk fra hjemmets praktiske gøremål, for jeg er også for ung til at sidde isoleret i et hjem, uden at ville noget, og der sker også uforudsete ikke ønskede ting man ikke har valgt, der pludseligt tager al energi og fokus.

Mn mit mål er, at kunne se hvad der kan gøres/ændres realistisk og hvad der er kronisk, så jeg i fremtiden kan få indrettet hjemmet så jeg ikke hele tiden ender i afmagt, og lort til halsen.
Og måske nogen af de ting man ved om Autisme og pasning af hjem, kan hjælpe mig, men hvor meget er ikke til at sige lige nu, men jeg tror det er urealistisk at tro jeg "bare kan klare mig", uden nogen hjælp udefra. Eller at en selvbetalt rengøringshjælp i fremtiden kunne være nok. Dertil et problematikken for kompleks.

Nå, men men visitations mødet gik godt, jeg får mere praktisk hjælp til det i gennem måneder akkumulerede rod og svineri. Og i løbet af vinteren kommer jeg måske igang med noget hjemmetræning der er baseret på erfaringer med Autisme.

Jeg må også i gang igen med at rydde ud i mit hjem, sælge og give væk, men det har været hårdt med at skrive annoncer og fotografere, putte på Facebook, den blå avis, trendsales, kommunikere med købere og have folk forbi og afhente, for ikke at tal om at skulle sende ting til folk.

En af de mange salgsannoncer, hvor det ikke lykkedes

Jeg må også indrømme jeg har måtte sælge ting der gjorde ondt på mig psykisk, jeg er jo en hoarder og der er ting der har betydet noget for min identitet og der har rummet minder. Ja det har jeg måtte lade som om at jeg ikke mærkede, men mon ikke det var medvirkende til mit sammenbrud sidste påske? Og blive forstærket af at jeg bare måtte forsætte, uden det blev landet psykologisk?
Hoarding er ikke en uskyldig lidelse der ikke har konsekvenser, hoardingen har konsekvenser for ens hjem og ens funktion i hjemmet, men det har det også for en personligt når man skiller sig af med tingene. Og det kom til at betyde et tilbagefald, som er uundgåeligt......men måske ikke skulle have været så langvarigt. Den gamle ydmygelse kom tilbage, det er skutte sundt eller godt.

Men jeg vil sige at tilbagefaldet skyldtes mange forskellige påvirkninger bla. Udmattelse af at pukle med at flytte ind med 80 flyttekasser plus det løse (møbler), der var også meget "løst". Senere at være tæt på målet og indse at et år udelukkende var gået med fokus på hjemmet, at mine naboer stressede mig det nye sted, jeg havde stadig depression , og at mit sociale liv var blevet mindsket i forhold til inden flytningen.

Jeg kan ikke forudse hvad der er realistisk muligt lige nu og den nærmeste fremtidnu, jeg ved jeg ikke vil have det sådan her hjemme, men selv efter flere års hjemmetræning er jeg ikke klogere på om der er løsninger der virkeligt gør en forskel. Jeg ved heller ikke om det er realistisk at forestille sig at jeg kan bo på en ok måde uden hjælp udefra til hjemmet.

Der vil komme en ny plan, og så vil det vise sig hvor jeg står nu i 2015. Men hvad jeg ved er at jeg vil have plads til at være et kreativt skabende menneske, Zombie dagene skal være ovre nu!

Kan man stadig få hjælp?

I morgen skal kommer der besøg fra hjemmehjælp visitationen, så de kan bese hjemmets tilstand og vi kan tale om en plan for at få mit hjem lidt på højkant igen.....eller noget.

Snavset er her, og rodet, og der burde have været sat noget ekstra hjælp ind for mange måneder siden, og hvorfor blev der ikke det?......tja, der var vel en grund, som der også er en grund til at der ser ud som der gør hjemme.

Samtidigt ser jeg i medierne og på Facebook at alt bliver skåret ind til benet med hjælp og støtte.

Det gør det for mig lidt kompliceret mentalt, at skulle kræve noget, i en tid hvor intet længere er en selvfølge, noget nogen har opdaget og andre ikke. Når de efterspørger behandling og støtte. Bla. på Facebook kan jeg se at forældre kæmper for støtte til ders børn med Autisme og de ny diagnosticerede voksne spørger til hvor de kan få mere information støtte, og deres kommunikation med kommunen. Det er som det står til lige nu, men hvad om snart?

Hvad er den overordnede plan for hvad samfundet kan levere, til dem der har brug for hjælp? At pårørende til ældre selv skal på banen som plejere, er blevet luftet politisk. Men sidste gang familien stod for det, var dengang mange kvinder ikke gik på arbejde og et helt andet samfund, der gik i et helt andet tempo. Det en tilbagegang, for at få fremgang, eller hvad er planen? Men jeg synes ikke det hænger sammen, ikke uden at skabe problemer praktisk og økonomisk, men selvfølgligt økonomisk ikke muligt at løfte for den enkelte borger, når tilgangen til hjælp forringes, ikke for staten.....selvom man jo har set at besparelser, må betales et andet sted.

Den fælles velfærds forsikring er væk, og de mere velhavende må købe deres egen syge/arbejds/social sikring.

"We are all living in America" kan blive en virkelighed endnu mere end i dag, men det er et kopi USA, og jeg vil ikke personligt bo i en billig USA kopi.....og hvordan går det så egentlige der, for de helt almindelige mennesker?....nå ja, det er jo ikke almindelige mennesker der har magt, og som jeg ser det har almindelige mennesker fået mindre og mindre magt, det var som om vi lige var ved at få det, men....Når hovedparten af rigdommen og magten nu er endt hos en lille håndfuld mennesker, er det vist ikke realistisk med mere "power too the people".

Det fælles er slut, og nu skal all have deres, som tegningen af et stort skib der er gået midt over og nu bygger alle hver deres lille redningsbåd af resterne, istedet for et fælles projekt....i øvrigt har de muligvis selv hugget af den store fælles båd for at få til den personlige jolle. Er det et fremskridt? Er det det moderne kloge menneske?

Samtidigt står vi med en flygtninge situation, der vil koste penge, også da vores integrations evner/erfaringer ikke er optimale.....eller har man besluttet de bare skal hjem når der er fred...og hvornår er der det og hvad så i mellemtiden? Og på facebook diskutere folk mennesker i nød, som om de først er opfundet nu. Og de diskutere hvem der er dem der skal hjælpes om det er flygtninge, eller hjemløse osv....og man kan se folk/Facebook venner bliver vrede på hinanden.

Så er jeg en gave til samfundet eller en byrde, og har jeg lidt og har behov for støtte i mit liv, det kommer helt an på menneskesynet.
Men jeg formode at dem der sidder på magten er godt tilfredse at det er kloner af dem selv, der får lov og privilegier. De har ikke brug for mangfoldighed, andre økonomiske løsninger, social fælleskaber der ikke bygger på magt og penge.

I grunden i en mere perfekt verden, kunne jeg jo godt bytte med det jeg faktisk kan, for at få de ting/hjælp til det jeg ikke selv kan, men jeg tror at politikerne hellere vil se mig som en stakkel, der kan hundses rundt med, og at jeg bør føle skyld og skam.

Uanset hvad der sker, må jeg holde fast i mine egne muligheder for empowerment, magt i eget liv. At ventetid og nejér, ikke helt skal få krammet på mig.

I morgen må jeg se hvad der kan gøres lige nu og her, og senere på måneden er det handicapafdelingen jeg skal tale med. Men det føles mærkelig i en tid hvor så meget er under afvikling, og nationer på vandring, med velfærdsgoder.

Jeg ville helst kunne klare det hele selv, jeg er træt af at jeg har så meget ADHD forvirring, og at det er på hjemmefronten min Autisme rammer mig hårdest, og meget konkret, det handler om en kronisk funktions nedsættelse.
Og mit hjem er en konstant ydmygelse og grund til dårlig samvittighed og afmagt. Men hvor står man i et samfund der skære ned til mindst mulig hjælp, hvad er kerneydelserne når vi er kommer helt ind ved kernen? Og hvad bliver resultatet, for "vi" forsvinder jo ikke? Vi har heller ikke råd til at betale os fra det, og jeg afventer at førtidspension og boligsikring sikkert også står til at blive beskåret. Det føles ikke ret trygt, eller det er noget der alene kan klares, med empowerment og gå på mod alene.

Måske jeg skulle være mere egoistisk og tænke mindre i den større sammenhæng, og håbe det gå i det mindste for mig selv? -Men som et tænkende og reflekterende menneske i 2015 kan jeg ikke undgå at se nogen perspektiver og stille nogen spørgsmål. Det brændende spørgsmål: kan vi retænke velfærdstaten, inden den ikke er til at redde, eller er de fleste klar til at tage konsekvenserne at det handler om at være blandt de stærke og arbejdsduelige gennem hele livet, og at sygdom og uheld aldrig vil ramme en, eller en i familien, et sygt/handicappet barn ville jo kunne vælte hele læsset, selvom det hele havde tegnet rosenrødt?

Efter en velfærdstat i nogen generationer, aner vi reelt ikke hvad det vil betyde at gå tilbage, til tiden før velfærdstaten. Tilbage til fattiggården, tugthuset, asylet og dårekisten......"Vi ender på Ladegården" som min Oldemoder sagde, når økonomien var lidt for vidtløftig, så galt gik det dog ikke, for det gik mod opbygningen af den modernevelfærdstat, som nu måske er.....?

Asperger masken

Jeg har ofte sagt at jeg har båret en maske, uden at vide at der var et begreb der hed "the Apergian masks". Det er en maske/facade der er en måde at overleve på, der samtidigt er meget udmattende. Måske især piger/kvinder må have den maske, jeg følte selv gennem min barndom at jeg måtte bære den maske for at gør andre tilfredse, ikke mindst min familie. Det skulle ikke vær kede af det på grund af mig.

Hvad jeg nu forstår er at jeg i nogen tid har arbejdet på at fjerne masken, også inden jeg fik diagnosen i sommer, at jeg fra begyndelsen af 2015 har arbejdet hårdt på at fjerne den maske. Jeg har udfordret hvad nogen måtte tænke omkring mine udgydelser på Facebook og hvad det mon skulle være godt for at være så åben omkring tanker og meninger. Men som i forhold til tidligere, mindre socialt/fysisk udadvendt, har det været en platform for mig, den mulighed jeg havde for at udtrykke mig udadtil. Jeg har fjernet masken som et plaster der er gået i forbindelse med et sår, og nu ikke er til at lirke fri.....sådan et sår har jeg faktisk haft i år, så jeg ved hvad jeg taler om;-).

Jeg måtte erkende at mange slet ikke havde haft mulighed for at møde mig, som mig, de havde været fysisk sammen med mig, vi havde talt sammen. Men de havde mødt min mentale/fysiske maske, ikke fordi jeg ikke kunne lide dem, det var bare hvad jeg magtede socialt på det tidspunkt.

Så ved at prøve at lære at blive mere social, har jeg skabt en "gå ud maske"....eller den havde jeg også tidligere, men jeg arbejdede videre på den. Den har uden tvivl været nødvendig, fordi jeg var ude i et asymetrisk projekt, hvor jeg ikke havde fat i alle evnerne til socialisering, men ved hjælp af masken kunne være lidt mere fremme i skoen socialt end jeg egentligt var i stand til.

Sådan kan det gå når ens drømme og mål er større end ens reelle evner, suuuuk! -men gjort er gjort, og noget opnået og andet røg en tur, da masken ikke længere duede.

Det er svært for mig at se om det var det værd, men måske livet bare ikke kan gøres op på den måde, for at leve up til at være en positiv udvikling.

Måske det handler om at kende/erkende sin egen maske, af og til er den praktisk og brugbar, og ikke nødvendigvis fake, bare en lille buffer mod det værste ude i livet. At kunne mærke når maske er på, og om den nu også er nødvendig og hvordan den anvendes, og er den nu til gavn?

Jeg har været meget vred i år, masken kom af i vrede, og ved at nævne alle de ting der gør mig vred i samfundet og i mit liv på Facebook og en påbegyndt bog, er jeg kommet mere fri.
Jeg mente når det først kom på skrift var det konkret, fremfor det kogte inden i mig som cirkeltænkning og myllertanker. At jeg kunne se det udefra og at det jeg tænkte blev synligt for andre, og ikke mindst konkret synligt for mig selv sort på hvidt.
Halllooo er der nogen andre der også har det sådan?....og det er der jo trods alt.

Jeg måtte få stoppet cirkeltænkningen, depressionen, men også masken som overlevelses mekanisme i forhold til omverdenen, jeg ville jo møde andre, men desværre magtede jeg ofte ikke at gøre det fuldt ud, uden hjælp af masken.
Det jeg troede var tilbagefald, var den eneste måde at komme videre på, at der ikke var en langsom behagelig afmaskering, men et reelt maskefald.

Nu må jeg begynde lidt forfra, og starte på et nyt kapitel.

Fe gudmødrene og forskellige benspænd

Man må nok sige jeg fik i pose og i sæk da der blev uddelt gener, det er som om mine Fe gudmødre gik helt amok, og ikke var helt enige om i hvilken retning, min skæbne skulle gå: Et drys Autisme, lidt ADHD, så ordblindhed, og så venstrehåndet for bedst mulig forvirring. For at balancere det, et par sprøjt kreativitet, videbegærlighed, gode danse ben og kampånd -Lille og hurtig, og en anelse forvirret, og alligevel målrettet.

Og først sov jeg Thornerose søvn og livet passerede i min ungdom, og så vågnede jeg, kæmpde og håbede noget ville give mening, at der var et ok liv til mig.

Tænk hvis der kom en trylle Fe, der sagde at nu var det nu, og tiden var inde, nu var det nu, de slumrende egenskaber var parat, metamorfosen ville ske og nu endelig give fuld mening.

En nydelig lille skifting er jeg, men hvad er mine muligheder? Jeg er overkommet min ordblindhed, ikke 100 procent, men jeg arbejder videre på det. Jeg har kørt en recovery på en Aspergers, fordi jeg ikke vidste jeg havde den og jeg ville være mere social, og jeg har trods alt opnået meget på den konto. Med en bærbar er det venstrehåndede mere ligegyldigt. ADHDen er noget hø, den fucker hele tiden med min hjerne og mit hjem...og der skal findes en løsning på det med hjemmet, så det ikke nupper al energi og fremdrift.

Up and away!

For jeg vil bruge mest mulig tid med at bruge hjernen til viden og til kunst, til det jeg er god til. Nogen vil sige det er at spise sin dessert frem for sin broccoli. Man har jo pligter som et voksent menneske, andre må jo arbejde og tage opvasken osv. Det kan jeg da ikke bare springe over?
Tja, jeg vil finde en løsning, så det mest muligt er det jeg gør, jeg vil forsøge at vælge mine nederlag, og ikke blive nedlagt af dem, igen og igen.

Jeg bliver måske aldrig rigtig voksen, jeg er ansvarlig, men jeg er ikke så skrap til meget af det voksne trivi. ADHD er ikke til voksen trivi, så hopper den rundt som en gummibold. Og Autismen vil gerne have noget guf til tankerne og lidt ud og flyve på et magisk tæppe. Og måske det er slut med at holde det tilbage, at bare erkende, vuggegaverne og forbandelserne og med de erfaringer jeg har tage styringen. Ikke som "en artig pige" der gør sine pligt og lever op til normen, for det tager livet af mig mentalt og fysisk før tid.

Jeg tror ikke på begrebet skæbne, men heller ikke at der er frit valg på alle hylder bare man moser på og tænker positivt. Jeg hader bare at opgive, mere end noget andet.

Jeg må finde vejen til det gode Autist liv, Jeg har ventet så længe, men nu er det vist tid til at sætte magien fri, for den Fe gave er alt for god, til ikke at anvendes aktivt.