Endnu en Aspie på internettet

For et par dage siden havde en ven fundet en Bille på sit computertastatur og spurgte nu ud på Facebook, hvad det mon var for en bille, jeg kastede et hurtigt blik på kræet, og gik straks igang med at google, først det indendørs kriblekrable, men intet lignede, og så tænkte jeg at jeg måtte søge udendørs Danske biller og på formen af kroppen, jeg kom på "skjoldformet" var ordet, og vupti havde jeg fundet den: Rødbenet Bredtæge.

Og sådan er det, ting må undersøges når jeg synes jeg mangler info, eller der er en gåde, eller noget virker forkert. Google er min ven, og jeg kan som regel finde det de andre ikke kan finde, og rimeligt hurtigt, ellers så har jeg det tålmodighed der skal til.

Hvad var jeg dog før internettet?

For mig er internettet et tveægget sværd, det er godt og det er skidt, og jeg har svært ved at gennemskue om det er mest godt eller skidt, jeg tror det svinger.

På den gode side har jeg mødt nye mennesker gennem nettet, det vil sige også mødt dem live...irl som det hedder. Jeg har fået venner og en kæreste, der nu er ex, men ven. Og jeg har fundet frem til steder at opsøge, hvor jeg også har mødt mennesker jeg fik en relation til.

Jeg har også lært at gennemskue social adfærd, af internet debatter og hygge på nettet, hygge kan så indbefatte trolling den andre og jeg selv kan byde på. Trolling er så mange ting, og det at trolle en debattråd kan gøres mere eller mindre elegant. Trolling betyder at føre bort fra emnet, og har ikke noget med Trolle at gøre, men at kast et net ud og trække debatten væk fra der hvor den startede. At lægge en reel sviner er bare en metode, nogen gange ret effektiv især hvis de andre ikke er erfarne, men ikke værdig for den mere sofistikerede troller.....The art of finer Trolling.

Man kan også være en lille hyggelig troller..hooost!.

Og så kan man lure på de andre på nettet, hvad er der egentlig der foregår, hvordan vil de andre ses, og lykkes det for den, eller er der sprækker der fortæller noget andet? Folks passive agressive tiltag, når de danner alliancer, når folk viser venlighed, sådan på afstand har jeg luret på det på nettet, uden forvirrende indtryk, det gør det nemmer at se og tolke når man møder det live synes jeg.

Men udover det sociale og sociologiske, så der der mange billeder og meget tekst, der er også meget hø og det kræver jo kildekritik og ret meget viden fra andet steds, jeg er glad for at jeg ikke startede som barn på nettet, men med bøger, for jeg synes at min gamle solide viden er med til at oute, ting jeg ser på nettet der ikke er korrekt og yderst fejlbehæftet. Jeg ser så at ellers intelligente mennesker hopper på noget af det, men de må mangle det bullshit filter andre har.

Internet afhængig? Ja da, sikkert, noget skal Autist sindet jo beskæftige sig med. Til gengæld har jeg ikke mobil kriblen og hvis jeg ikke venter opkald eller sms kigger jeg ikke selvom den giver lyd, det er kun den bærbare der trækker. Det er også overvejende der jeg har min kommunikation med andre.

Måske internettet for mig bare er som livet, blandet og med resultater alt efter hvor man selv er i livet.

Jeg må så sige at med det politiske klima og når man er aktiv på Facebook, så fornemmer man en ny reealitet, at verden er flyttet ind på nettet, at det er blevet polittisk i en større og større grad, det rammer lige ind i mainstream også på en måde ikke alle kan magte, hverken i forhold til hvad der selv poster, eller det man skal forholde sig til. Jeg ved ikke hvad det kommer til at betyde, men det udfordrer os, også at "vennerne" pludseligt opdager hvilke holdninger man har og folk begynder at debatere og have noget i klemme, og ikke bare på politikernes profiler, men her og der eksploder følelserne.

Jeg der har vært på nettet, på den mere avencerede måde er det måske mere til at forholde sig til, men jeg kan se andre der ikke ser så øvede, i internetøretæver og netdebatkultur kan få åndenød.

Nogen siger det er godt vi ved rigtigt meget om hinanden, og jeg må da sige at som amatør sociolog og wannabee menneskekender  er det guf både med kød og vitaminer i til hjernen.

Ja, der er et liv der ude i virkeligheden, men nettet er også virkeligt, på det punkt er jeg som de små unge, men det er bare en anden slags virkelighed, der er hvad den er, nettet er noget ekstra, og jeg kan bruge det på mange måder og det kan lære mig noget om det der sker i virkeligheden og virkeligheden kan lære mig noget om nettet.

Og ja, man kan også lave grafik og billedbehandling på sin puter som man kan uploade til hele verden og man kan finde skønne billeder selv, herligt!....Jo, det kan godt være at der er en verden der ude ikke helt er min Østers altid, men den bærbare er, selvom det heller ikke er helt entydigt, men entydigt er også kedeligt når man er mig.

Den sendiagnosticerede Autismes udfordringer, når en diagnose ikke er nok

Jeg har skrevet om det tidligere, at jeg for nogen måneder siden efter en henvisning til distriktpsykiatrien, fik diagnosen Asperger/Autisme spektrum forstyrrelse stukket ud efter 10 min. Ja, jeg ved godt han havde læst mine papirer grundigt inden jeg kom, men jeg ankom ikke i den tro at samtalen ville ende der, sidst jeg så distriktpsykiatrien var jeg diagnosticeret bipolar, nogen år før var jeg borderline plus depression.

Jeg havde opsøgt psykiatrien her i sommer, fordi mit liv ikke fungerede, jeg havde en kronisk depression lignende tilstand på 6 år, og jeg var begyndt at ændre adfærd det sidste år, på en måde jeg ikke forstod og genkendte. Derfor sad jeg nu på det gamle Øresundshospital overfor psykiateren.

Jeg var chokeret....jo, jeg havde læst/undersøgt noget om Aspergers på nettet, for jeg havde hele tiden haft en fornemmelse af at der var noget andet i vejen, end de diagnoser jeg havde fået. Noget passede ikke, men at jeg havde Autisme var jeg ikke sikker på, selvom jeg havde mange af tendenserne og endnu flere af dem som barn og yngre.

Men mange års terapi og eget arbejde på at socialiserer havde ændret mig, jeg kunne nu ting jeg ikke kunne før. Men desværre havde det sammenbrud jeg havde fået mig, det sidste et og et halvt år taget nogen af de evner fra mig igen.

Samtalen hos psykiateren var kort, lidt udspørgning af mig og afleveringen af en diagnose, slammo! --og jeg fik at vide at jeg ikke hørte til i psykiatrien, da jeg ikke skulle have medicin. Det er den standart replik mange sendiagnosticerede voksne får lige for øjeblikket, jeg er absolut ikke den eneste. Jeg ser det i de Facebook Asperger/Autisme grupper jeg er i, og høre det igennem mit netværk, det er den samme næsten enslydende historie der fortælles.

Psykiatrien har åbenbart fået øje på gruppen af de udiagnostiserede voksne Autister, og det betyder at der hvor de tidligere ville have sat en anden diagnose på dem/nogen af dem, så er det nu ud af vagten hvis dobbeltdiagnosen ikke tipper så meget mod en psykisk sygdom at de må beholde vedkommende som tilknyttet. Jeg vil så tilføje, at psykiatrien i dag kun har de aller tungeste patienter, alle i den blødere ende er blevet sent ud til de i forvejen overbebyrdede psykiatere.

Mange af de sendiagnosticerede vokse Autister, bliver derfor sendt ud af døren, uden info om hvad de så skal gøre og hvor de kan henvende sig. Og hvordan skal de få forståelse for hvordan en Autisme har påvirket den, hvordan kan de modvirke de evt. problemer de har i hverdagen? Alt i alt hvad nu, og hvor skal man gå hen nu? For diagnosen i sig selv var jo ikke løsningen.

Nej, Autisme kan ikke helbredes og er ikke en psykisk sygdom, men en forståelse af hvor ens egne personlige udfordringer ligger er væsentlige for afviklingen af ens hverdag, og om man kan anvende sit potentiale på det gode, det man faktisk kan, fremfor at snuble i problemerne igen og igen.

Sendiagnosticeret dækker over alle dem der ikke er blevet diagnosticerede som børn, men som unge og rigtigt mange af os er over 40, det vil sige vi har levet med en Autisme med hvad det betyder i næsten et menneskeliv, og uanset hvor velfungerende man er, så har der været uforståelige sammenhænge, det kan ikke være anderledes. Sammenhænge der har formet vores liv og selvforståelse, og ikke altid på en positiv måde. Og faktisk er der mulighed for at leve et godt liv, men det kræve man har indsigt i hvad det er der foregår når man har et anderledes styresystem end den neuro typiske.

Jo, der er kurser til den slags, men de koster penge, og kan det bevilliges af kommunen? Er det urimeligt at forlange, og er jeg i målgruppen? Det andet er at "vi" er svære at regne ud når vi tropper op på kommunen og sidder overfor en sagsbehandler der ikke har viden om Autisme, vi fremstår jo "pæne og normale", og har vi ikke ordene i vores magt, og god konkret indsigt i hvad der er problemerne, og har fralagt os stoltheden ude i venteværelset, så fremstår vi ikke ikke altid som nogen, der skal have støtte, hvis vi ikke selv er yderst konkrete.

Nogen sendiagnosticerede har det så dårligt psykisk de gerne ville have noget terapi, nogen der lyttede uden at dømme, og pga. år med depressioner, angst....ja for alle de psykosociale følger en uopdaget Autisme kan have af psykiske problemer, selvbebrejdelser og nederlag.

Psykoedukation kunne også være en mulighed. Psykoedukation er en behandlingsform, som især benyttes i psykiatrien. Gennem behandlingsformen få man viden om diagnosen, samt undervisning i kommunikationstræning og problemløsning. så man bliver bedre til at forstå dig selv, og finde praktiske løsninger der fungere bedre og i sociale situationer man har haft problemer med tidligere. 
I psykoedukation kan man også ofte indrage familien. Noget i den stil kunne godt tilpasses til Autism spektrum diagnosen.


Nu er gruppen af sendiagnosticerede jo ikke ens, nogen får en diagnose fordi deres barn er blevet diagnosticeret og ellers har et liv der fungere nogenlunde ok. Andre bliver diagnosticerede hvor deres liv absolut ikke fungerer. Nogen har dobbelt diagnoser, andre ikke. 
På den måde er det kun de meget ressource stærke, der hurtig finder hjælp, metoder og viden. Dem med netværk, økonomi, evnen til kommunikation og dem at selv kan finde viden. Som det køre nu, kan det være man spare et sted, men med dem der virkelig trænger til hjælp og støtte, kan det ende med at andre kasser kommer til at betale. Så hvorfor ikke hjælpe i tide, og ikke når situation for den enkelte er gået helt i hårdknude og egne ressourcer opbrugt. 
Jeg ved at alt er skåret ind til benet i Danmark omkring den "psykiske velfærd", jeg er realistisk, men uanset, er det jeg og mange andre oplever lige nu i psykiatrien under al kritik. 

Nogen har været i psykiatrien for en anden lidelse, eller ret og slet fejdiagnosticerede med en psykisk sygdom. Nogen er førtidspensionister, andre i arbejde. 
Så gruppen har ikke nødvendigvis de samme behov, men hvad der er brug for, er at der en en grundlæggende samtale/rådgivning, hvor den nydiagnosticerede kan høre om hvor de står og hvordan de går videre alt efter behov. Og hvordan de bliver visiteret til det hvis der er behov.

Som det er nu må man kontakte sin sagsbehandler på komunen og håbe de ved noget og så ellers søge info om muligheder på nettet og om hvad det nu er Asperger/Autisme spektrum forstyrrelse er for noget og evt. opsøge grupper på Facebook.

Er en Diagnose vejen til inklusion eller eksklusion?

Der foregår noget meget selvmodsigende i det Danske samfund, flere og flere bliver diagnosticerede for ting, hvor behandlingen er sparet væk, eller slet ikke er der. Jo, der variationer fra kommune til kommune og nogen får god hjælp og støtte, men andre steder er der meget lidt at få.
En privat ekstra sygeforsikring er nok det det ender med, også i Danmark, for tør man andet?....Det er jo for sent til mig desværre, jeg hænger på det offentlige system, og med en førtidspension er der ikke råd til terapi eller psykiater, det handler om at sikre sig inden skaden er sket, og det vil jo blive de stærkeste borgere der vælger den løsning. Og var den gamle sygesikring, i en forbedret/revideret form ikke stadig den bedste og mest socialt retfærdige løsning?


Skal vi resignere og sige at det Danske samfund aldrig får midlerne til at bare delvis afhjælpe diagnoser som psykisk sygdome/psykiske handicap der kræver pleje/støtte/rådgivning, at den tid er slut, og i så fald hvad gør vi så som borgere?
Skal platformene for den bløder hjælp rådgivning/støtte lægges ud til foreninger, frivilligtarbejde, at dem der er kommet videre rådgiver "de nye"?
Det er jo rimeligt naturligt hvis man har alvorlige problemer og følgeproblemer af fx. stress, psykiske sygdom, Autisme, hjerneskade, ADHD, at man synes det vill være rart hvis der var noget behandling/støtte der kunne gøre det lidt nemmere at håndtere, er det uhåndteret vil det ofte kun gå i den forkerte retning og ophobe nye psykiske problemer. Men det er måske lige meget? 

Er meget af diagnosticeringen at alebi, en forklaring der skal få os til at finde det ok at nogen bliver valg fra, i skolen og arbejdsmarkedet, og for at de diagnosticerede selv skal komme i tvivl om deres ret til inklusion? Hvem der det der sætte barren for hvad der er normalt og hvor meget der skal præsteres, og hvem har fordelen af det der foregår lige nu? Jeg ville mene der tænkes meget kortsigtet, og vi samler kommende samfundsproblemer til bunke. For der har været en smittende utryghed, også en der gør at man sparker nedad, resultater er ved at vise sig.
Det er dem og os andre, og uden der er findes platforme for at opløse "dem og os andre", så vi kan blive et fælleskab igen. 

Samfundet står midt i at skulle beslutte sig, ikke bare politikere og ehvervsfolk, men også "os andre", tror vi vi kan redde os selv og vores samfund ved at ekskludere dem der ikke er 110 procent, eller tør vi tro på der er andre måder at gøre det på, måder det kunne være realistiske økonomisk, men ikke bare var på grund af det økonomoiske men også byggede på humanisme, på det enkelte menneskes værdi, ikke bare som noget der kan sættes en pris seddel på og en diagnose og så bokses rundt med efter hvad der er på mode på Christiansborg.

Jeg fornemmer en vis kynisme og måske et stille håb om at nogen bare bukker under helt stille, så de ikke vil være en byrde for samfundet mange år frem. 
Selvmords hjælpelinierne er optaget non stop, og alle de andre hjælpelinier....fordi vi er blevet svage, hjæpeløse og forkælede borgere?

Det hele sker jo i et sociologisk eksperiment, hvor man kræver mere og mere på arbejdsmarkedet af den enkle, og nogen er slet ikke gode nok til overhovedet få lov til at være med, andre bliver hægtet af og det sidste sker jo fra top til bund. Efterhånden burde vi vide hvorfor, også hvordan det undgås, men ingen vil en løsning og håber der er nye medarbejdere for de gamle der forsvandt.

Og det at blive inkluderet igen, kræver specielle personlige egenskaber eller råd til en bedre rådgivning/behandling/støtte. For diagnosekassen, har desværre en meget høj kant der kan være svær at komme op over, det handler ikke nødvendigvis om man kan blive rask, men om man kan føle sig som en ligeværdig del af samfundet.

En højtfungerende Autist, hvad er det for en?

"Den højtfungerende Autist" det er mig, men det er også nogen andre der er helt anderledes end jeg, og sådan helt konkret kan mestre andre ting end jeg kan, men også have problemer jeg ikke har. En Asberger er ikke bare en Asberger, det kan overraske hvor forskellige de andre Aspergere kan være.

Variationerne er mange, og afhænger også af om man udover Autismen/Aspergers har en dobbelt diagnose, der er jo så meget man også kan have oveni: OCD, ADHD, depressioner, ja og meget andet også. Men uanset så er det et broget billede.

Selvom man måske er fælles om at finde det sociale svært, kan den ene bevidst trække sig fra andre mennesker og synes det er ok, og en anden arbejder målrettet på at kunne indgå socialt bedst muligt. Nogen har ingen venner, andre har nære venner.

Nogen kan klare udddannelse og job, nogen har familie, for andre synes det ikke realistisk og alt for kompliceret...eller de har bare ikke de behov.

Autisme spektrum, ja så absolut og spektrum på alle hylder. Jeg ses af andre som velfungerede, men skal jeg se på det med de helt vel pudsede læsebriller, er det en komplekst rodebule af evner og problemer og måske ikke et under, at hverken jeg eller omgivelsene altid har fattet hvad det er der foregår.

Et par eksempler: Jeg har ikke kunne klare arbejdsmarkedet, bla. fordi jeg ikke har kunne orientere mig socialt og fordi det har udmattet mig, så det forstærkede min stress og gjordt at jeg endnu mindre kunne finde ud af hvad der foregik praktisk og socialt på en arbejdsplads.
Jeg har dog altid kunne løse de praktiske opgaver jeg er blevet stillet, og folk har haft tillid til mig i den retning.

Jeg har ikke kunne tage en uddannelse fordi min skoletid var alt andet en en succes, "indlærings vanskeligheder" og ordblindhed. Det betyder at selvom jeg var et kvikt barn, kunne jeg ikke veksle det til uddannelse eller job.....men det er der jo nogen med Aspergers der faktisk kan. Der er jo også Asbergere der først bliver diagnostiserede, når det opdages at deres børn har Autisme, men indtil da har indgået aktivt i samfundet.

Jeg ville heller ikke kunne overskue at passe et barn, støj, forvirring, et barns energi, ville gøre at jeg ikke kunne magte det, og det er vel bare et par enkelte grunde.

Jeg hat trænet det sociale meget og jeg har venner og et netværk, men det kræver noget og der sker også med mellemrum at jeg mister venner, af mystiske årsager, der nok er ret så Asbergerske.

Jeg er heller ikke specielt "trafiksikker", så jeg skal ikke ud og selv kører bil eller på cykel, for mig er færdsel om det er på hjul eller gåben som en radiobil på speed. Så for min og andres skyld så nej til det....Uha.

Selvom jeg efterhånden virker god til det sociale, kan jeg også virkeligt gøre det svært for mig selv, på fatale måder. Jeg er som så mange andre Autister parat til at have egne meninger, der ikke afspejles af en gruppe, det vil sige jeg helt naturligt hvis jeg finder noget korrekt og etisk rigtigt, er klar til at tage et "forkert" synspunkt helt alene. Også at skære lige igennem.
Ofte er jeg sluppet fra det, men der er gange det kan gå helt galt når der er meget på spil. Og på den måde kan jeg ende i rigtige "Autist situationer", højt fungerende eller ej.
Så hvis man skal se hvor socialt velfungerende jeg lige er, så skal man se helt ned i de enkelte detaljer/situationer, hvoraf nogen klares rigtigt fint og andre potentielt kan gå helt skævt. Og det kræver erfaring og meget selverkendelse at forstå at det er så komplekst.
Jeg er blevet diagnosticeret som 49 årig og det gør at jeg i princippet først nu har nøglen til en bedre forståelsen af, hvad det egentligt er der foregår.

Der er også nogen Autister/Aspergers der har svært med motorikken, det har jeg så ikke, om det skyldes at jeg gik til ballet allerede som stor baby ved jeg ikke, men da jeg også sad i kravlegården og klippede med saks når jeg var kreativ, så må jeg formode at min motorik var ganske ok...jeg var vist lidt længe om at gå og derfor fik jeg kælenavnet Trisse, da jeg trissede meget rundt med en Brio gåvogn....men så kunne jeg jo også transportere ting og plysdyr på ladet.
Og da jeg i dag er performer og danser, så har jeg absolut god fornemmelse omkring bevægelse og brug af et rum som scene. Også at få kontakt med publikum og få dem til at føle at jeg optræder lige for dem.

Ja, øjenkontakt, det er jo den klassiske med Autister: "de tager ikke øjenkontakt", jeg vil ikke påstå at jeg tidligere brød mig om øjenkontakt og slet ikke med nogen jeg ikke kendte, jeg synes først det er blevet bedre de sidste par år. Men jeg formoder det med øjenkontakten også har store variationer blandt Autister, og variationer i forholdt til køn, og nu har man så småt opdaget de uopdagede/ikke diagnosticerede Asberger/Autist piger/kvinder, oversete fordi piger med Autisme er mindre synligt Autistiske udadtil. Enten fordi kravet til socialisering er større for piger, eller de er biologisk betinget lidt bedre til det sociale. Men endnu en variation og også mellem Autistiske kvinder.

Jeg er så ikke matematisk geni, men jeg var vist ret skrap til geometri, men igen meget dårlig skolegang så hvem ved, for udover talblindhed er der jo også "talskræk" og den er vist noget man lære i skolen.
Men jeg kan se ting for mig, løse ting, jeg er kreativ. Jeg er god med ord, i tale og efterhånden også skriftligt. Jeg er også musikalsk på min egen måde, meget interesseret i musik og jeg synger selv. Så jeg er i den "bløde ende" af evner må man vel sige.

Som højtfungerende, handler det også om ens opvækst, hvad man har lært, hvad der har været fokus på, har man trænet ting som barn, og har det været fordi man vidste der var tale om Autisme? Eller har forældre/skole bare forsøgt så godt de kunne? Og er man selv vokset op med en forældre med Autisme? Der er jo eksempler på at nogen børn har fået et mægtigt løft gennem forældre og skole, når man gjorde det rigtige.

Så alt i alt en blandet skare, hvor det vi for os selv synes er en selvfølge i forhold til at være Autist/Asberger med hensyn til evner eller besværligheder, ikke svare til andres med samme diagnose og "velfungerenhed". Det er også derfor det at mene at de højtfungerende ikke har alvorlige problemer, og krav på hjælp er helt forkert, man vælger at se det positive, men det hjælper ikke hvis problemerne gør at de for ofte overskygger det positive, og forhindre at man kan nå et mere fuldt potientiale til gavn for sig selv og andre.

Så når man møder en anden højtfungerende Autist, så kan det godt være man har ting til fælles, også at man er meget forskellige, og også at andre vil vurdere en meget forskelligt, hvilket vel også former ens egen selvforståelse. "du er meget begavet", "du er ikke god til det sociale", "du er meget genert", "du er ret støjende", "du er meget direkte", "du er meget venlig", "du husker enormt godt", "du er meget forvirret" osv.....og så engang i mellem møder man en, der ser noget helt andet hos en, og man siger "Øh, jeg troede jeg var.....". Og nogen gange opdager man selv at man enda var helt omvendt, af hvad man selv havde gået og troet.

Derfor skal vi nogen gange bare se andre, som for første gang og uden at kigge efter en varedeklaration, eller have diagnose brillen på. For desto mere klart man selv og andre ser det individuelle i Autismen, desto lettere tror jeg det er at kunne agere i livet og få det bedste ud af det med det man har.

Kampen for ikke at være for "offeragtig".

Jeg har nok levet efter at jeg prøver at bevare værdigheden frem for alt, om jeg så skulle skyde mig selv i foden ved det. Jeg ville ikke at virke "offeragtig" som man kalder det i dag. Vi lever i en tid hvor mange mener at "et offer" er en der selv har valgt det bevidst, for at tiltuske sig ynk, opmærksomhed og goder. "Offermentalitet" som det så smukt kaldes.

Hvad kalder vi så dem der reeelt har været eller er ofre? Tja, så længe det bare er "de andre" der er ofre,  er det fleste mennesker nok ligeglade med hvad de kaldes eller om der skelnes.

Nogen mener også at de rigtige ofre lever i andre lande, eller at de rigtige ofre er nogen der kan leve op til nogen Helgen agtige offerkrav, som små børn og dyr kan honorere, og at ofre skal være uangribelige uskyldige skikkelser, for ellers har de nok selv skyld i deres skæbne og at de ikke kan komme viderer.

Så "næsten" som man kaldet dem i Biblen, er sjældent din egen nabo eller sigøjneren udenfor den lokale netto.

Jeg gider knapt nok længere at forholde mig til de traumer jeg har haft i mit liv, for det første er medierene blevet et konkurrence i hvem der har lidt mest, og derved fortjener opmærksomhed og anerkendelse, og hvor vi kan sidde som overdommere i sofaen og vurderer om de nu har haft det slemt nok.....der ligger noget i det med manglen på anerkendelse, som offer skal man tilgive, komme videre, "for ens egen skyld", og for at være god nok til at fortjene andres respekt. Det martrede individ der ikke kan mere, er ikke til at forholde sig til i det moderne vestlige samfund.

Så det er ikke småting man skal leve op til i de andres øjne. Det sjove er at man få at vide at de neuro typiske netop er så empatiske, det sjove er at det mærker man ofte ikke meget til.

Selv har jeg stået model til en del, en lortet skolegang, selvmordsforsøg og selvmord i nærmeste familie, min biologiske Mor's alt for tidlig død, at agere psykolog for de andre i familien i min barndom, som ung et samfund der var ude af stand til at fatte at de ikke skulle presse mig på den måde de gjorde, selvom de var fagpersoner og burde have fattet. Psykisk undertrykkelse hjemme, der vel var et Stockholm syndrom af rang, diverse fejl diagnosticeringer......og meget andet som jeg lige nu har glemt i farten, hvor jeg nok ikke heller kan tillade mig at trække "offerkortet" som man så frisk kalder det.

Men jeg har ikke lyst til at trække offerkortet, det har jeg modarbejdet hele mit liv, det jeg nok har manglet var lidt anerkendelse af kampene der er blevet kæmpet.
At jeg med en Autisme/psykiske problemer faktisk måtte klare ting, selv "normalt fungerende" ville knække sammen af.

Og hvorfor er jeg her stadig, og forsøger at sparke røv? Det er ikke på grund af det jeg ikke er, men på grund af det jeg er. At Autismen/Aspergeren også har nogen styrkepunkter, at jeg ikke er en der opgiver selv når jeg har opgivet. At jeg har forsøgt af alle kræfter at holde fast i min grundkerne af fornuft og overlevelse.

Men jeg må lære i fremtiden at klart sige hvad jeg ikke kan, hvad der er for meget for mig at klare, hvis livet ikke skal kæntre. Og samtidigt holde fast i at jeg er et menneske med værdighed og et krav på anerkendelse, om jeg så får den eller ej.
Jeg søger ikke ynk men forståelse. Jeg er et asymetrisk menneske der på en ene side synes at have det hele og lidt til og på den anden side har et bredt udvalg af benspænd biologisk indbygget i mit system og i min fortid.

- Hey!, men det er jo de der neuro typiske der ikke tænker i sort hvidt, men nuanceret, og jeg har fuld palet i nuancer og farver, nogen står bare klarere end andre. Så hvorfor er det jeg/vi ikke får den der anerkendelse og empati i samfundet?

I USA bruger man meget udtrykket "a Survivor", en overlever, det er for at bringe empowerment til det at være et offer, til offeret selv og i forhold til omverdenen. Jeg er her stadig derfor er jeg en overlever, og jeg kæmper stadig med fortiden og nutiden.

Det ensformige liv, jeg vil uuud!

Specielt når man ikke er på toppen kan ens cirkler blive meget små, både med hensyn til det sociale samvær og også det med at komme rundt i geografien og se noget andet.
Man synes det er besværligt, dyrt, eller man vil ikke gøre det alene, og jeg har tænkt verden ligger derude du kan bare tage afsted og kigge. Men jeg har ikke gjort det i lang tid.

Når man mangler overskud, har stress, hvis man synes at offentlig transport bare er for meget kaos, så er der gode grunde til ikke at kunne overskue at tage på tur.

For tiden finder jeg offentlig transport skrækkelig, og nå jeg af og til prøver kan jeg mærke at jeg kommer helt op i det røde felt. Det er også med til at jeg næsten udelukkende færdes i gå afstand, og der på den måde er der arrangementer jeg ikke kommer til og steder jeg ikke får set.

Det er en del af min Asperger/Autisme at jeg får for mange syns og lyd indtryk, der gør jeg ikke kan cykle eller selv køre bil, det kan være svært nok med mange mennesker, da jeg nærmest fungerer som en radiobil på speed, når jeg er ude.

Det kan godt være jeg har været stresset og mindre social i over et år, ikke har magtet større sammenkomster så godt, men jeg havde nok kunne magte andet, mindre sammenkomster og noget der gjorde det letter for mig at opleve ting, uden at skulle anstrenge mig selv psykisk. Hvor jeg kunne opleve noget med ro på.

At måtte sige nej til meget, har jo ikke just styrket mit selvværd eller selvtillid, jeg har siddet fast i en trummerum.

Men det er også en del af det at ikke have et netværk der kan fungere på det plan, jeg har haft brug for. For jeg er ikke sikker på penge ville løse det, det er jo ikke fordi jeg bryder mig om at køre i Taxa fx. men det kan være en løsning når jeg absolut ikke orker mig et sted hen på gåben, men det er jo altid kort ture.

Og jeg savner naturen, jeg savner at se noget andet, når andre drømmer om fjerne steder, så behøver jeg bare at tænke på at jeg godt ville lidt udenfor København og se nogen ting.

"Derude" men ikke udenfor Københavnstrup.

Men jeg synes ikke om at skulle føle afhængig af andre, jeg har svært ved at finde ud af om det er en overdreven følelse jeg har, det at man har brug for andre og de i grunden måske synes de strækker sig meget langt for en. Hvornår er man værd at andre gør noget for en, der er sådan rimeligt også på ens egne præmisser?

"Driving Miss Daisy".......

Jeg må finde på noget, cirkler der bliver mindre er ikke godt, og ture jeg har kunne klare virker i dag uoverstigelige, som en togtur til Odense, der tidligere bare var nemt nok. Som folk der invitere mig til udlandet og jeg bare må sige: "Det kan jeg bare ikke nu, men jeg ville gerne".

Hvordan bliver cirklerne større igen? ja tidligere fordi jeg har kæmpet for det, men hvorfor skal der altid der skal kæmpes for alting så adrenalinet sprutter, hvorfor er der aldrig noget der bare kommer lidt lettere, med lidt hjælp og støtte? Fordi sådan er det når man har svært ved noget, sådan er det når man har haft depression og har Autisme/Aspergers?

Men jeg må/skal finde en løsning, eller nogen løsninger, jeg vil godt ud og se natur og kultur, og ikke hæmmes af at jeg har for lidt energi til at gøre det på måder der gør mig træt på forhånd, hvor jeg ikke kan overskue hvordan, så jeg bare opgiver.

På den måde passere livet forbi og jeg kan føle jeg er stækket, selv i forhold til noget der måske kunne være realistisk opnåeligt.

Et barn med en yderst levende fantasi

Jeg var et meget fantasifuldt barn, det var også praktisk da jeg levede et ret isoleret barne liv.
Mine fantasier var spændende og farverige, de var som at skrive på en bog oppe i hovedet og hvor man næste dag kunne arbejde videre og revidere der hvor noget ikke var godt nok, eller manglede detaljer.

Kunne jeg som barn skelne virkelighed og fantasi og hvornår skete det? jeg tror nok sådan omkring da jeg nåede en 6-7 år. Men er jo stadig den historie med Kaninen jeg ledte efter på skolen, da jeg gik i 1 klasse, og hvor jeg endte hos skolepsykologen. Jeg husker så intet om om der var tale om bortkommet plyskanin, eller en imaginær Kanin, skolen må have hældt til at den var imaginær.

Børn med Asbergers, er jo på en måde asymetriske i deres udvikling, og faktisk det var det jeg altid sagde om mig selv inden jeg blev diagnosticeret. Den intellektuelle kapasitet, kan være meget stor, men så er der andet mentalt der svare til den alders udviklingstrin, eller bare er anderledes "vendt" i forhold til det neuro typiske. Med alderen og en god støtte kan den asymetri gøres mere balanceret. Men det er en livslang proces der fortsætter hele voksenlivet.....Det ved jeg jo selv alt for godt. Og jeg er stadig ikke symetrisk på nogen måde.

Jeg barn havde også fantasi venner og så havde jeg alle plysdyrene der var meget levende i min verden, eller de var levende som jeg så dem. Med komplicerede personligheder og egne meninger. Og jeg havde en høj moral omkring at jeg ikke trumfede mine egne meninger igennem overfor dem....hvordan man ellers gør det, men jeg trænede da min etik og indlevelse.

Jeg elskede at tegne, og fik meget inspiration fra bøger, så min fantasi og tankeverden havde også et fysisk kreativt udtryk. Og så var der de komplekse lege med plysdyrene, der både var kammerspil og større "produktioner" med mange dyr.

Andre børn kunne bliv fascineret af mine plysdyrs personligheder og af de figurer jeg selv havde skabt af gamle strømper og ting og sager. Disse figurer svarede til hvad jeg synes jeg havde brug for, af personligheder og fysisk udtryk. Jeg var fuldt ud så tilfreds med det jeg selv lavede, som fine købte ting. Personlighed og karakter var det afgørende.
Som et barn der fik oplæst mange bøger og selv kiggede i bøger og tegneserier så godt jeg kunne som ordblind, havde jeg meget at kunne fodre min fantasi med, og mit fantasi liv fortsatte i voksenlivet.

Jeg er stadigt et menneske med en levende fantasi, men i de sidste 5-6 er det som mit fantasi liv er blevet meget mindsket, og det ser jeg ikke i dag som noget positivt.

Måske hjernen (eller min hjerne) på en eller anden måde ikke registrere fantasien og virkelighedens sejre og nederlag så forskelligt og at fantasien på den måde kan balancere sindets virkelighed. Er det kun de triste socialrealistiske realiteter og en kamp for at finde ud af livet der fylder tankerne, ender det hele meget gråt, hvis der ikke også er mulighed for sejre og gode ting i det virkelige liv. Der kunne min fantasi beskæftige min alligevel overaktive hjerne, men noget mindre negativt og hvor jeg havde en magt over tingene, noget jeg ikke havde i virkelighedens verden.

På den bagrund kan jeg nu se at en som jeg, ikke kan lever i virkeligheden hele tiden, jeg har brug for at balancere med et eget indre fantasi liv. Fantasi liv kan jo også handle om at konstruere ideer, ting oppe i hovedet, det kan også handle om at jonglere med ting/ideer man forsker i, duer det her eller ikke, og hvad skal der så til for det gør det? For mig er fantasien også stærkt forbundet med det intellektuelle liv.

Jeg har brugt alt for meget tid med at bokse med problemstillinger der ikke kunne løses i mit personlige liv. Jeg siger ikke at man skal feje problemer ind under gulvtæppet, men bare huske på at det ikke nødvendigvis bliver løst af myllertanker omkring negative aspekter i ens tilværelse. At man måske behøver at samle kræfter andre steder, for at løse sine problemer. Idealet var jo at gå andre steder hen i livet og få positive bekræftende oplevelser hvorigennem man kan finde kræfterne og glæden, men sådan er det jo ikke altid, slet ikke når ens energi er begrænset og ens evner til at navigere i virkelighedens verden ikke er optimale. Og når man ikke har tilgang til terapi eller et stærkt nok netværk. Kører man alt for længe på de sidste ressourcer er de en dag brugt op, og det skete for mig.

Men man kan man flyve i fantasien, og sindet kan få lidt ro og optimisme, og der skal ikke bruges kræfter men ikke har da sindet rejser let og ubesværet, og så kan kræfterne anvendes på det der kræver opmærksomhed og styrke.

Fantasien kan være en form for beskyttelse og afstressning, og jeg tænker at den virkelige verden konkurrere med fantasiverdenen, der åbenbart kan tabe i forhold til fantasien hos nogen Autistiske børn og voksne, det må vel også ligge i at det levende liv ikke altid er stimmulerende nok til at fange opmærksomheden hos mennesker med Autisme. På en måde er det jo en fantastisk del af det Autistiske sind. Selv har jeg undertrykt min fantasi i nogen år for at presse mig ud i verden/livet, hvilket jeg har opdaget var en fejltagelse, jeg fokuserede for meget i forhold til det virkelige, og det bidrog til depression og stress uden aflastning. I dag ser jeg det for vigtigt jeg efter behov kan søge helle i fantasien. Så jeg tror man skal afvægte hvad en fantasi verden gør for at stabilisere/afstresse.

Jeg tænker også at fantasien er en måde at afprøve/forstå ting på ude i livet, om det er socialisering, eller noget praktisk/kreativt. Sådan et personligt indre test laboratorium, og det er da egentligt ret smart?.....senere må man ud og prøve om vingerne bære ude i virkelighedens verden.